Nyt statsautoriseret rådgivningshus slår dørene op i Vejle og Skovlund

Pressemeddelelse

Rådgivningshuset, Attent, samler økonomisk og juridisk rådgivning under ét tag: ”Det skal være nemmere for virksomhederne at få den rådgivning, de har brug for”, siger partner, Thomas Søgaard.

Den 1. august blev dørene slået op til et nyt rådgivningshus, som huser både revision og jura. Tidligere var det et revisionskontor, men partnerne bag vil mere for deres kunder. Derfor er cand.jur., Christian Madsen, blevet partner i virksomheden, der nu hedder Attent.

”Fra man opretter et CVR-nummer til man lukker det igen, er der flere processer, hvor man har brug for en revisor og en jurist, og ofte på samme tid”, siger partner Thomas Søgaard. ”Det kan være i forbindelse med, at man skal købe en virksomhed, man skal have investorer ind eller rådgivning om forretningsudvikling. I stedet for at revisor skal henvise til en advokat eller omvendt, så giver det mere til vores kunder, at vi flytter sammen”.

Mere end stive jakkesæt

Revisorer og advokater kan begge lide under fordomme om tørre personligheder og stive jakkesæt. Men det er ikke sådan personlighederne bag Attent vil opfattes. De vil hellere ses som sparringspartnere, der kan gøre en forskel for de virksomheder, hvor ejeren stadig er involveret i ledelsen:

”Det gør en forskel om det er en indsat direktør, eller om det er ejeren, som har investeret sit hjerteblod i virksomheden. Det er her vi kan gøre en forskel, for det er sådan vi driver vores egen forretning”, fortæller Thomas Søgaard.

Partner, Michelle Nissen uddyber: ”Vi er ikke bare sat ind til at løse en funktion, der hedder plus og minus, men vil servicere vores kunder med ydmyghed, forretningsforståelse og respekt for deres situation.

Stort behov for GDPR-rådgivning

Udover økonomisk og juridisk rådgivning, tilbyder Attent også rådgivning omkring hvordan virksomheder overholder GDPR-lovgivningen. For selvom lovgivningen trådte i kraft i 2018, er det de færreste virksomheder, som er klar over, hvad de skal gøre for at overholde den.

”Mange danske virksomheder er ganske enkelt ikke klar over, hvordan de skal sikre persondata eller om de overhovedet har data, der skal sikres”, siger partner Christian Madsen. Faktum er, at alle virksomheder opbevarer persondata, og det er vigtigt, at de sikres. ”Især de mindre og mellemstore virksomheder er udsatte”, forklarer Christian Madsen, der tidligere har arbejdet som advokat hos Bech-Bruun og SKOV-advokater. Christian Madsen fortæller, at Attent både tilbyder risikovurderinger, og en samlet GDPR-pakke, hvor alt bliver gennemgået.

Om Attent skal udvides med flere områder, må tiden vise. Indtil videre tilbyder Attent rådgivning inden for revision, jura og GDPR.

Attent fakta

  • Kontorer i Vejle og Skovlund
  • Ejes af partnerne Thomas Søgaard (statsautoriseret revisor), Allan Hess Andersen (statsautoriseret revisor), Michelle Viskum Sortkjær Nissen (revisor) og Christian Madsen (cand.jur.)
  • 1.august 2022 er der 15 medarbejdere i Attent

Vil du vide mere?

Tilmeld dig Attents nyhedsbrev og bliv opdateret på vores ydelser, få sidste nyt og bliv mindet om vigtige deadlines.

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.