To leasede firmabiler betød beskatning af fri bil

Bogføring af leasingudgifter og øvrige biludgifter i virksomhedsskatteordningen betød, at den selvstændigt erhvervsdrivende blev beskattet af to firmabiler. Det var ikke det, ejeren havde regnet med.

Bogføring af leasingudgifter og øvrige biludgifter i virksomhedsskatteordningen betød, at den selvstændigt erhvervsdrivende blev beskattet af to firmabiler. Det var ikke det, ejeren havde regnet med.

Blandet benyttede biler og virksomhedsskatteordningen

Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen, kan vælge, at biler, der anvendes såvel til private som erhvervsmæssige formål, skal indgå i virksomhedsskatteordningen eller holdes udenfor.

Indgår en af ejeren blandet benyttet bil i virksomhedsskatteordningen, bliver han beskattet af værdi af fri bil efter de almindelige regler. Vælger ejeren derimod, at bilen holdes uden for virksomhedsskatteordningen, kan virksomhedsskatteregnskabet belastes med den del af udgifterne, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel. I stedet for fradrag for en andel af bilens faktiske udgifter, kan ejeren vælge at få refusion for de erhvervsmæssigt kørte kilometer efter Skatterådets satser.

Bogføring af leasingudgifter mv. i virksomhedsregnskabet betød beskatning af fri bil

Landsskatteretten har afsagt en kendelse om en selvstændigt erhvervsdrivende, der havde leaset to biler, der blev benyttet såvel privat som erhvervsmæssigt. Bilerne holdt ejeren uden for virksomhedsskatteordningen - troede han - men Landsskatteretten var af en anden opfattelse.

Såvel leasingydelserne som de løbende driftsudgifter var i årets løb betalt fra virksomhedens bankkonto. Når året var gået, blev den private andel af samtlige biludgifter, der var opgjort ud fra et nøje ført kørselsregnskab, overført til mellemregnings-/hævekontoen, således at virksomhedsregnskabet korrekt kun blev belastet med den erhvervsmæssige andel af udgifterne.

Skattestyrelsen var af den opfattelse, at de to leasede biler indgik i virksomhedsskatteordningen, og den selvstændigt erhvervsdrivende skulle derfor beskattes af værdi af to frie biler.

Begrundelsen var, at leasingudgifterne og de øvrige driftsudgifter løbende fuldt ud var bogført som virksomhedens udgifter, og først ved årets udgang blev den private andel af udgifterne bogført på mellemregnings- og/eller hævekontoen.

Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at de leasede biler ifølge bogføringen havde indgået i virksomhedsskatteordningen. Den selvstændigt erhvervsdrivende skulle derfor beskattes af to firmabiler.

Kommentarer

Bogføring i den forkerte rækkefølge havde den uheldige konsekvens for virksomhedsejeren, at han blev beskattet efter reglerne for værdi af fri bil.

Ejeren skulle i stedet have betalt samtlige leasing- og driftsudgifter privat og herefter fået den erhvervsmæssige andel refunderet af virksomheden. Han kunne også vælge at betale samtlige udgifter fra virksomhedens bankkonto og samtidig bogføre det samlede betalte beløb på mellemregnings- og/eller hævekontoen og herefter få den erhvervsmæssige andel refunderet, når den faktiske virksomhedsudgift var gjort op.