Det er en udbredt misforståelse, at krav om dokumentation af grønne udsagn er noget nyt. Det er det ikke. Men flere og flere virksomheder bliver ramt, fordi deres udsagn er for generelle eller vage, fordi der mangler konkret dokumentation, eller fordi effekten af deres initiativer bliver overdrevet.
Særligt er der udfordringer med at omtale CO₂-kompensation som ”neutralitet”, selvom det reelt dækker over en helt anden indsats. Greenwashing handler derfor sjældent om bevidst vildledning – men ofte om upræcist sprog. Det gør det vigtigt at tænke ESG og kommunikation sammen fra starten.
En grøn overskrift kan hurtigt blive til sort presse
Konsekvenserne af uklare grønne udsagn kan være betydelige og rammer både pengepung og omdømme. Det kan føre til bøder og juridiske sager, risiko for aktindsigt, negativ omtale og ikke mindst tab af kundetillid. Markedsføringsloven er tydelig på området, og det bør jeres dokumentation også være.
Senest er Salling Group blevet politianmeldt for vildledende markedsføring af Nettos ØGO-mærke. Det kan du læse mere om her.