Praksisændringerne er affødt af domme fra EU-Domstolen, som Danmark er forpligtet til at indrette sig efter. Derfor har regeringen – ifølge en pressemeddelelse udsendt samtidig med styresignalerne – været optaget af at sikre tiltag, som kan afbøde nogle af konsekvenserne af dommene fra EU-Domstolen.
Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag, der skal sikre momsfritagelsen for uddannelse af børn og unge til og med 29 år. Det betyder, at den motion eller fritidsaktivitet, som børn og unge går til, ifølge regeringen ikke må blive dyrere på grund af momsen.Lovforslaget om fortsat momsfritagelse af uddannelse af børn og unge til og med 29 år forventes fremsat i efteråret med henblik på, at det kan få virkning fra 1. januar 2026.
Hvis ikke lovforslaget fremsættes eller vedtages, bliver også aktiviteter rettet mod børn og unge til og med 29 år momspligtige med virkning fra 1. januar 2026.
Herudover ønsker regeringen at indføre et fradrag for motion og undervisning i sang og musik i kommercielt regi. Fradraget vil bl.a. omfatte spinning, crossfit, yoga og danseundervisning i kommercielle fitnesscentre, private yogastudier, danseskoler samt sang og musik i kommercielt regi. Motionsfradraget vil blive indrettet, så fradraget kommer til at gælde for voksne på 30 år og derover.
Det er ikke klarlagt, hvordan lovændringen og det mulige skattefradrag vil blive udmøntet i praksis, og dermed heller ikke, hvordan virksomhederne skal håndtere de forskellige aktiviteter rent dokumentationsmæssigt.