Byretten i Århus har afsagt en dom, hvorefter en hovedaktionær undgik beskatning af bil, der var vinteropbevaret og stilstandsforsikret.
Ingen beskatning af fri bil
En hovedaktionær var blevet beskattet af fri bil til og med november 2010. Den 29. november 2010 blev bilens nummerplader afmonteret og afleveret til selskabets forsikringsmægler, bilen overgik til stilstandsforsikring og blev herefter opbevaret i selskabets lagerlokale beliggende otte kilometer fra aktionærens bolig. Primo maj 2011 blev bilen solgt.
Skattestyrelsen var af den opfattelse, at hovedaktionæren skulle beskattes af fri bil i perioden med stilstandsforsikring og henviste som begrundelse herfor til to domme fra Østre Landsret i 2014.
Det har i flere år været Skattestyrelsens opfattelse, at hovedaktionærer kun kan undgå beskatning af bil, der i øvrigt var til aktionærens rådighed, hvis bilens nummerplader blev afleveret til Motorstyrelsen.
Byretten i Århus var af den opfattelse, at hovedaktionæren ved de foretagne handlinger havde godtgjort, at han ikke havde umiddelbar adgang til en lovlig faktisk rådighedover bilen. Byretten fandt, at rådighedshindringen var effektivt etableret og opretholdt. Det var uden betydning, om der i perioden var ført kørebog, ligesom fraværet af en skriftlig aftale mellem aktionæren og selskabet om, at bilen ikke var til rådighed for privat benyttelse, ikke kunne tillægges afgørende betydning. Hovedaktionæren skulle derfor ikke beskattes af fri bil i den omhandlede periode, selv om der ikke var sket aflevering af nummerpladerne til Motorstyrelsen.
Hvorfor når byretten i Århus til et andet resultat end Østre Landsret?
Den mest iøjnefaldende forskel mellem byretsdommen og dommene fra Østre Landsret i 2014 er, at i byretsdommen var nummerpladerne afmonteret og afleveret til selskabets forsikringsmægler, hvorimod nummerpladerne i sagerne for Østre Landsret fortsat sad på bilen.