Fra og med 1. januar 2021 er det ikke længere muligt at købe unoterede aktier mv. for indestående på en aldersopsparing. Allerede foretagne investeringer skal afvikles senest den 30. juni 2021.

Puljepensionsbekendtgørelsen

Den såkaldte puljepensionsbekendtgørelse giver mulighed for at placere rate-, kapital- og aldersopsparingsmidler i unoterede aktier, anparter mv. og i andele i alternative investeringsfonde.

Puljebekendtgørelsen blive ændret, således at der fra og med den 1. januar 2021 ikke længere er mulighed for at erhverve unoterede aktier, anparter mv. for indestående på aldersopsparingskonti.

Det nytter ikke noget at foretage køb af unoterede aktier, anparter mv. for aldersopsparingsmidler inden årets udgang, da allerede foretagne investeringer i sådanne værdipapirer skal afvikles inden 1. juli 2021.

Afvikling af allerede foretagne investeringer

Unoterede aktier, anparter mv., der allerede er i et aldersopsparingsdepot, skal afvikles inden den 1. juli 2021.

Afviklingen kan ske ved, at aktierne, anparterne mv. sælges til tredjemand eller købes af pensionsopspareren for frie midler. Købet skal naturligvis ske til handelsværdien.

Pensionsopspareren kan dog også vælge, at de unoterede aktier, anparter mv. udloddes til ham fra depotet. Der er hermed tale om en udbetaling fra aldersopsparingen med et beløb svarende til værdipapirernes handelsværdi.

Har pensionsopspareren nået pensionsudbetalingsalderen, er udlodningen (udbetalingen) efter gældende regler skatte- og afgiftsfri. Er personen yngre end pensionsudbetalingsalderen, vil en sådan udlodning af aktier, anparter mv. efter gældende regler medføre en afgift på 20 % af det udloddede beløb.

Skatteministeren har fremsat lovforslag om, at udbetalinger i form af udlodninger til pensionsopspareren af aktier, anparter og andele i alternative investeringsfonde, der ikke handles på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, der sker i perioden 1. januar 2021 - 30. juni 2021, er afgiftsfri. Den ”yngre” pensionsopsparer undgår dermed en afgift på 20 %.

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der øger muligheden for tildeling af skattebegunstigede medarbejderaktier, når der er tale om en ny og mindre virksomhed.

Medarbejderaktier – gældende regler

Hovedreglen er, at medarbejdere, der tildeles aktier i arbejdsgiverselskabet mv., er skattepligtige af aktiernes værdi som yderligere løn.

Når en række betingelser er opfyldt, kan arbejdsgiveren tildele såkaldte skattebegunstigede medarbejderaktier. Det betyder, at medarbejderen ikke skal beskattes på tidspunktet for tildelingen af aktierne, selv om disse tildeles medarbejderen uden betaling eller til en lavere kurs end den reelle værdi.

De gældende regler om skattebegunstigede medarbejderaktier betyder, at et favørkurselement først beskattes, når aktierne sælges, og beskatningen sker som aktieindkomst i stedet for den højere lønbeskatning.

Favørkurselementet må højst udgøre 10 % af medarbejderens årsløn. Favørkurselementet må dog udgøre op til 20 % af medarbejderens årsløn, hvis arbejdsgiver tilbyder alle virksomhedens medarbejdere, at de på lige vilkår har adgang til at blive aktionær. Grænsen på 20 % gælder dog også, hvis adgangen til at erhverve aktier kun tilbydes mindst 80 % af selskabets medarbejdere. Udvælgelsen af de mindst 80 % af medarbejderne skal dog ske ud fra almene kriterier.

Lovforslag

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, hvor den gældende grænse for favørkurselementet på 10 % (eller 20 %) af medarbejderens årsløn forhøjes til 50 %, når en række betingelser er opfyldt. De betingelser, der skal være opfyldt, er i hovedtræk følgende:

  • Arbejdsgiverselskabet har været aktivt i mindre end fem år
  • Arbejdsgiverselskabet må ikke drive virksomhed, som i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse
  • Arbejdsgiverselskabet har ikke haft mere end 50 ansatte i de seneste to regnskabsår
  • Arbejdsgiverselskabet har ikke haft en nettoomsætning, der oversteg 15 mio. kr., eller en balancesum, der oversteg 15 mio. kr. i de to seneste godkendte årsregnskaber
  • Medarbejderen må ikke på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, direkte eller indirekte eje mere end 25 % af kapitalen eller råde over mere end 50 % af stemmeværdien i det selskab, som yder aktielønnen. Aktier, der ejes af nærtstående (ægtefælle, forældre, børn m.fl.), medregnes.

De nye regler skal efter lovforslaget gælde for aftaler om tildeling af aktier, købe- og tegningsretter til aktier, der indgås fra og med den 1. januar 2021.

Udlån til faderen var ikke omfattet af reglerne om beskatning af aktionærlån

Ved udlån mv. fra et selskab til en personlig aktionær, der har bestemmende indflydelse i det långivende selskab, skal låneprovenuet beskattes hos aktionæren. Ved afgørelsen af, om aktionæren har bestemmende indflydelse, medregnes aktier, der ejes af forældre, børn m.fl. Landsskatteretten har truffet en afgørelse, hvorefter udlån til en fader fra et selskab, der var ejet af datteren, ikke medførte beskatning af faderen efter reglerne om skattepligtige aktionærlån.

Beskatning af aktionærlån – kort fortalt

I 2012 indførte Folketinget en regel om, at hvis en aktionær med bestemmende indflydelse optager mv. et lån i det af ham ejede selskab, skal låneprovenuet beskattes hos aktionæren som løn eller udbytte. Dette gælder, selv om aktionæren efter de selskabsretlige regler er forpligtet til at tilbagebetale lånet med tillæg af renter. Skattemæssigt er der tale om en hævning uden tilbagebetalingspligt, og der sker derfor beskatning, selv om aktionæren tilbagebetaler lånet.

Alle aktionærer, der har bestemmende indflydelse i det långivende selskab, er omfattet. Ved bestemmende indflydelse forstås:

  • Ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at personen direkte eller indirekte ejer mere end 50 % af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 % af stemmerne.

Ved afgørelsen af, om personen har bestemmende indflydelse i selskabet, medregnes aktier, som ejes af koncernforbundne selskaber og nærtstående personer, det vil sige ægtefælle, forældre, børn, børnebørn m.fl.

Afgørelsen fra Landsskatteretten

Sagen for Landsskatteretten omhandlede et selskab, der var ejet af en eneaktionær (datteren), og som havde ydet et lån til faderen.

Skattestyrelsen havde beskattet faderen efter reglen om beskatning af aktionærlån. Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatteretten fandt, at da faderen ikke var aktionær i det långivende selskab, var der ikke hjemmel til at beskatte ham efter denne særlige aktionærlånsbestemmelse, hvorfor hans indkomst blev nedsat med lånebeløbet.

Kommentarer

Landsskatterettens afgørelse betyder, at en låntager, der ikke ejer aktier i det långivende selskab, ikke er omfattet af reglen om aktionærlånsbeskatning, selv om låntager er nærtstående til én, der har bestemmende indflydelse i selskabet.

Havde faderen ejet 1 % af kapitalen i selskabet og datteren de resterende 99 % af aktierne, ville faderen blive beskattet af låneprovenuet.

Er det virkelig så nemt at "omgå"reglerne om beskatning af aktionærlån? Efter Skattestyrelsens og vores opfattelse er svaret på dette spørgsmål et NEJ.

Landsskatterettens afgørelser siger blot, at der ikke er hjemmel til at beskatte faderen af låneprovenuet. Det må antages, at datteren er skattepligtig af det lån, som selskabet havde ydet til faderen. Kendelsen fra Landsskatteretten tager ikke stilling hertil.

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der omhandler en række midlertidige tiltag for at afbøde de skattemæssige konsekvenser, som udlandsdanskere og personer, der arbejder i udlandet, oplever som følge af de restriktioner, der er indført for at inddæmme spredning af covid-19.

Udlandsdanskeres ophold i Danmark

Mange danskere, der normalt er bosat i udlandet, opholder sig pt. i Danmark. Et ophold, der kan betyde, at der indtræder fuld dansk skattepligt efter interne regler.

Der foreslås indført en ordning, der betyder, at en person kan vælge at blive omfattet af en midlertidig ordning, hvorefter der ikke indtræder fuld skattepligt, selv om opholdet i Danmark har haft en varighed af mere end 3 måneder i sammenhæng eller ved samlede ophold i Danmark over 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, hvis overskridelsen skyldes ophold her i landet i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020.

Dansk beskatning af løn under ophold i Danmark

Vælges den midlertidige ordning, betyder det, at der kan udføres arbejde under opholdet i Danmark i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020, uden at der indtræder fuld dansk skattepligt.Til gengæld er personen begrænset skattepligtig til Danmark af løn og honorarer i den omhandlede periode. Indkomsten skal dog kun beskattes i Danmark, hvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og bopælslandet ikke er til hinder herfor.

Den skattepligtige indkomst opgøres ved at beregne den gennemsnitlige lønindkomst pr. arbejdsdag gange antal opholdsdage, der normalt er arbejdsdage. Opgørelsen af den skattepligtige indkomst er uafhængig af, om personen arbejder, afspadserer, er syg, holder ferie eller lignende. Der er med andre ord tale om en skematisk beregning af det skattepligtige beløb uafhængigt af, om personen har arbejdet under opholdet i Danmark i den omhandlede periode.

Valg af ordningen

Valg af den midlertidige ordning skal ske senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022.

Personer, der arbejder i udlandet

Personer, der arbejder i udlandet, anvender ofte den gunstige regel i ligningslovens § 33 A, der betyder, at der enten ikke skal betales skat af lønnen, eller også skal der kun betales halv dansk skat. Lønnen skal altid selvangives i Danmark, da personen normalt er omfattet af fuld dansk skattepligt.

For at kunne anvende ligningslovens § 33 Askal følgende betingelser være opfyldt:

  • Opholdet i udlandet skal have en varighed af mindst 6 måneder.
  • Ophold i Danmark må maksimalt udgøre 42 dage inden for enhver periode på 6 måneder.
  • De 42 dage skal være ferie- og fridage, dog accepteres absolut nødvendigt arbejde, der direkte relaterer sig til arbejdet i udlandet.

Der foreslås indført en ordning, der betyder, at en person kan vælge at se bort fra ophold i Danmark fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet genoptages i det land, hvor arbejdet normalt udføres, dog senest til og med den 30. juni 2020. Et sådant ophold afbryder således ikke muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A, selv om 42-dages-reglen overskrides. I denne periode må der også udføres arbejde i Danmark.

Dansk beskatning af løn under ophold i Danmark

Konsekvensen af valget af denne midlertidige ordning er, at der skal betales dansk skat af løn for perioden i Danmark. Den skattepligtige indkomst opgøres ved at beregne den gennemsnitlige lønindkomst pr. arbejdsdag gange antal opholdsdage, der normalt er arbejdsdage.

Opgørelsen af den skattepligtige indkomst er uafhængig af, om personen arbejder, afspadserer, er syg, holder ferie eller lignende. Der er med andre ord tale om en skematisk beregning af det skattepligtige beløb uafhængigt af, om personen har arbejdet under opholdet i Danmark i den omhandlede periode.

Valg af ordningen

Valg af den midlertidige ordning skal ske senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022.

Regeringen har fremsat forslag til nedsættelse af ejendomsskatterne for 2021 og frem. Herudover videreføres indefrysningsordningen af grundskyld (ejendomsskat). Årsagen til dette er, at det har vist sig nødvendigt at udskyde omlægningen af boligskatterne fra 2021 til 2024. Det forventes, at lovforslaget skal træde i kraft pr. 1. juli 2020, såfremt det vedtages i Folketinget.

Nedsættelse af ejendomsværdiskattesatsen

Satsen for beregning af ejendomsværdiskat nedsættes fra 1,0 % til 0,92 % for den del af beregningsgrundlaget, der er mindre end 3.040.000 kr., med virkning fra og med indkomståret 2021 og frem til vedtagelsen af et kommende lovforslag omboligbeskatningen fra og med 2024.

I forlængelse heraf ændres de særlige nedslag, der gives pensionister eller boligejere, som har købt ejerbolig senest den 1. juli 1998, proportionalt, da disse boligejere ellers vil kunne komme til at betale negativ ejendomsværdiskat.

Indførelse af stigningsbegrænsning

Der indføres en stigningsbegrænsning på grundlaget for grundskylden (ejendomsskatter) på ejerboliger, således at dette grundlag i 2022 og 2023 maksimalt kan stige med 2,8 % pr. år. Tidligere kunne det stige med 7 % pr. år. For andre ejendomme skal stigningsbegrænsningen gælde fra 2023.

Ligeledes foreslås det, at de kommunale grundskyldspromiller og dækningsafgiftssatser ikke skal kunne sættes op i 2021-2028. Således kan grundskylden i denne periode maksimalt udgøre grundskylden i 2020. I 2024 fastsættes grundskyldspromillerne ved lov, og kommunernes provenu kan ikke overstige, hvad grundskylden i 2024 vil udgøre med de skatteregler, der er gældende i 2023.

Nye ejendomme

For nye ejendomme vil man kunne risikere, at der på disse ejendomme vil skulle betales grundskyld af en værdi, der ligger tæt på den nye grundvurdering minus 20 %. Til imødegåelse af dette foreslås det, at der på disse ejendomme i perioden 2021-2023 vil ske fastsættelse af et beskatningsgrundlag, der sikrer, at grundskylden nogenlunde vil svare til, hvad grundskylden ville have udgjort ved indførelsen af boligskatteomlægningen.

Videreførelse af indefrysningsordning

Den allerede eksisterende indefrysningsordning videreføres indtil 2024, hvorefter den midlertidige ordning erstattes af en permanent ordning. Ordningen vil fortsat frem til 2024 være rentefri.

Det vil blive muligt aktivt at fravælge indefrysning, således at den indefrosne grundskyld ikke kommer til betaling ved salg af boligen, men i stedet betales løbende.

Genoptagelse af gamle ejendomsvurderinger

Med et ønske om at Skatteforvaltningen ikke skal anvende ressourcer på sager omkring gamle ejendomsvurderinger, og i stedet kan fokusere på de nye vurderinger, indføres det, at både Skatteforvaltningen og skatteyderen pr. 1. november 2020 ikke længere kan foretage genoptagelse af gamle ejendomsvurderinger.

Udvidelse af tilbagebetalingsordningen

Det fremgår af lovforslaget, at det også skal være muligt at få tilbagebetalt for meget betalt ejendomsværdiskat for 2020. Tilbagebetalingen forventes at ville kunne ske i 2022. Det er i forvejen muligt at få tilbagebetalt for perioden 2011-2019.

”Samtidighedsferie” og administrative udfordringer

Med den nye ferielov, som Folketinget vedtog for godt et år siden, blev en række fundamentale principper i ferielovgivningen ændret ganske markant.

Især det nye begreb ”samtidighedsferie” og den nye definition af ferieåret vil give anledning til regnskabsmæssige og administrative udfordringer for især de virksomheder, der har medarbejdere med ret til ferie med løn, hvorimod der kun i begrænset omfang vil være en påvirkning, når der er tale om timelønnede.

Hvornår træder de nye regler i kraft?

Reglerne har ikrafttrædelsesdato 1. september 2020. Det betyder dog ikke, at man blot kan forholde sig afventende, idet ændringerne allerede fra 1. januar 2019 har betydning for optjeningen af ferie.

Samtidighedsferie

Efter de ”gamle” (nuværende) ferieregler er der en stor tidsmæssig forskydning mellem optjeningsåret og ferieafholdelsesperioden. Forskydningen er imidlertid i strid med EU-retten, og denne diskrepans vil det nye begreb ”samtidighedsferie” rette op på.

Samtidighedsferie betyder, at optjening og afholdelse af ferie sker med en større grad af tidsmæssig sammenhæng. Medarbejderne får med andre ord mulighed for at afholde ferie i takt med, at ferien optjenes.

De nuværende regler betyder, at der potentielt kan gå op til 16 måneder fra det tidspunkt, hvor ferien optjenes, og til den kan afholdes. Her er optjeningsåret lig med kalenderåret, medens ferieafholdelsesperioden først begynder 1. maj året efter.

Efter de nye regler optjenes ferie i perioden fra 1. september - 31. august svarende til 12 måneder. Ferie afholdes fra 1. september og 16 måneder frem. Der er altså grundlæggende tale om samtidighed mellem optjening og afvikling, idet afviklingsperioden dog er udvidet med 4 måneder frem til 31. december.

Når ferieåret er blevet ændret til perioden 1. september til 31. august er dette sket under hensyntagen til, at ferien i videst muligt omfang vil være optjent på de tidspunkter, hvor danskere typisk afholder ferie.

I princippet vil man således starte ferieåret uden at have optjent ferie. Lønmodtagere optjener herefter 25 betalte feriedage (2,08 dag pr. måned) i løbet af ferieåret.

Princippet om samtidighedsferie kan betyde, at medarbejdere kan have behov for at aftale forskudsferie. En sådan aftale sikrer, at medarbejderen kan afholde ferie, før den reelt er optjent.

Samtidighedsprincippet løser det ”problem” som hidtil har ramt eksempelvis nye på arbejdsmarkedet. Denne kategori af medarbejdere har efter de nuværende regler først skullet optjene ret til ferie i et optjeningsår, før ferien så har kunnet afholdes i det efterfølgende ferieår.

Det skal understreges, at det alene er ferielovens 5 ugers ferie, der er omfattet af ændringerne. Feriefridage, en 6. ferieuge, direktørers ferieforhold mv. er således ikke omfattet og vil derfor fortsat være reguleret af overenskomster eller indgåede aftaler.

Overgangsordning

Indførelse af samtidighedsferie medfører behov for en overgangsordning, som kan håndtere en hensigtsmæssig afvikling af ferie i overgangsperioden fra forskudt ferie til samtidighedsferie.

På tidspunktet for ikrafttræden af de nye regler vil medarbejderne have optjent ferie efter de nuværende regler. Samtidig hermed vil de imidlertid begynde at optjene ferie efter de nye regler om samtidighedsferie, der kan afholdes takt med optjeningen.

Uden en overgangsordning ville der blive optjent (og afviklet) dobbeltferie. Overgangsordningen sikrer, at medarbejderne fortsat kun kan afholde 5 ugers betalt ferie i overgangsperioden, og at virksomhederne ikke pålægges at udbetale op til 10 ugers ferie i en periode på ét år.

Ordningen betyder, at den ferie, der er optjent i perioden 1. september 2019 – 31. august 2020, indefryses, og således ikke kan udbetales, før medarbejderen forlader arbejdsmarkedet. Der er ikke mulighed for at fravige denne overgangsordning, hvorfor det ikke vil kunne komme på tale alligevel at udbetale pengene til medarbejderen, eller lade denne afholde dobbelt ferie i det første år under den nye ferielov.

Den ”indefrosne” ferie skal håndteres i en særlig fond – Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler – og vil skulle udbetales til medarbejderne, i takt med at de forlader arbejdsmarkedet, typisk når de rammer pensionsalderen.

Den ferie, der er optjent i overgangsperioden, skal opgøres og indberettes til fonden. Senest 31. december 2020 foretages indberetningen, uanset om virksomheden vælger at indbetale beløbet til fonden, eller vælger blot at foretage indberetningen. Ved indberetningen til fonden senest 31. december 2020 skal virksomheden tilkendegive, om den ønsker at beholde feriemidlerne, indtil de forfalder til betaling.

Feriemidlerne skal afregnes til fonden i takt med, at medarbejderne forlader arbejdsmarkedet. Der kan ikke ske afregning direkte til medarbejderen. Virksomheden modtager hvert år en opgørelse fra fonden over medarbejdere, der har forladt arbejdsmarkedet det seneste år.

Vælges feriemidlerne helt eller delvist at bibeholdes i virksomheden, skal man herefter hvert år, og senest 31. august, bekræfte overfor fonden, hvorvidt ikke-forfaldne tilgodehavende feriemidler beholdes i virksomheden.

Valget mellem indbetaling til fonden kontra at beholde feriemidlerne i virksomheden afhænger bl.a. af de konkrete likviditetsmæssige forhold sammenholdt med de administrative fordele, der vil være forbundet med én gang for alle at afregne de indefrosne feriemidler med fonden.

Beholder virksomheden feriemidlerne, skal disse forrentes (indekseres) svarende til den gennemsnitlige lønstigning.

Regnskabsaflæggelsen

I en lang årrække har virksomhederne kunnet vælge mellem to alternative metoder for opgørelse af den regnskabsmæssige feriepengeforpligtelse, henholdsvis den summariske og den konkrete metode.

Efter den summariske metode beregnes feriepengeforpligtelsen på baggrund af satserne for feriepengeforpligtelser i SKATs juridiske vejledning. Der er tale om en skønsmæssig metode, som rent administrativt er nem at håndtere.

Med indførelse af den nye ferielov vil den summariske metode ikke længere kunne anvendes. Fremover kan alene den konkrete metode anvendes. Efter denne metode opgøres den konkrete forpligtelse for hver enkelt medarbejder. Det sker ved at tage udgangspunkt i den enkelte medarbejders faktiske antal optjente feriedage inklusive restferiedage på balancetidspunktet ganget med den lønomkostning pr. dag som virksomheden belastes med under medarbejdernes afholdelse af ferie.

Begge metoder kan fortsat anvendes af virksomheder med balancedag senest 31. august 2019.

Som udgangspunkt indregnes feriepengeforpligtelsen stammende fra overgangsordningen som en langfristet gældsforpligtelse, når virksomheden har til hensigt at beholde feriemidlerne. Imidlertid skal den del af forpligtelsen, som forventes indbetalt inden for et år efter balancedagen, indregnes som en kortfristet gældsforpligtelse.

Indeksreguleringen af feriemidler, der beholdes i virksomheden, vil skulle indregnes som en finansiel omkostning i resultatopgørelsen.

Opsummering

Den nye ferielov giver en række administrative og regnskabsmæssige udfordringer for virksomhederne.

Der er indført et nyt ferieår, således at der pr. 1. september 2020 opnås samtidighed mellem optjening og afholdelse af ferie. Forskudt ferie erstattes med andre ord af samtidighedsferie.

Den ferie, der optjenes i perioden 1. september 2019 – 31. august 2020 indefryses. Der er valgmulighed mellem at indbetale feriemidlerne for denne periode til en særlig fond, eller alternativt at beholde pengene (og forpligtelsen) i virksomheden. Beholdes forpligtelsen i virksomheden, skal denne indeksreguleres indtil betalingstidspunktet.

Den summariske metode til opgørelse af feriepengeforpligtelsen vil forsvinde. Det betyder, at alle virksomheder fremover skal have administrative rutiner, som kan håndtere opgørelse af feriepengeforpligtelsen efter den konkrete opgørelsesmetode.

En nylig afsagt byretsdom tager stilling til, hvad der skal forstås ved ”nyvognsprisen”, som er den værdi, der udgør beskatningsgrundlaget, når bilen ved købet maksimalt er tre år gammel.

Hvad er nyvognsprisen – når bilen ikke er helt ny?

Den skattepligtige værdi af fri bil udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af værdien over 300.000 kr. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr. Den værdi, der skal anvendes ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil, afhænger af bilens alder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer bilen.

Hvis arbejdsgiveren køber en firmabil, der er højst tre år gammel regnet fra bilens første indregistrering, skal værdi af fri bil beregnes ud fra bilens nyvognspris. Ved nyvognsprisen forstås bilens faktiske købspris inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt fabriksmonteret tilbehør. Ekstraudstyr, der leveres og monteres af forhandleren og vises særskilt på fakturaen, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris i 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er sket.

Sagen for byretten omhandlede en Mercedes, der blev indregistreret første gang den 11. maj 2010. Der var tale om en bilforhandler/bilimportør, der indregistrerede bilen til brug for en medarbejder. Bilens beskatningsgrundlag var i den forbindelse opgjort til 467.072 kr. Det var ikke dette beskatningsgrundlag, som SKAT havde anfægtet.

Bilforhandleren/bilimportøren solgte bilen den 7. juni 2011. Salgsprisen udgjorde 860.000 kr.

Spørgsmålet var nu, hvilken værdi, der skulle anvendes som beskatningsgrundlag for fri bil – var det 467.072 kr., 860.000 kr. eller et helt tredje beløb?

Hovedaktionæren i det selskab, der havde købt bilen, havde naturligvis ikke anvendt de 860.000 kr., da bilen på købstidspunktet var mere end ét år gammel og tillige havde kørt 24.000 km, idet denne værdi næppe kunne betegnes som nyvognsprisen. Hovedaktionæren var af den opfattelse, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., hvilket var det beløb, som bilforhandleren havde oplyst, da han købte bilen.

SKAT var ikke enige i, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., men havde i stedet ansat beskatningsgrundlaget til 860.000 kr., hvilket var hovedaktionærselskabets købspris.

Påstanden for byretten var, at beskatningsgrundlaget for fri bil udgjorde 467.072 kr. Begrundelsen var i korte træk som følger:

Det følger af loven, at ved anskaffelse af en bil højst tre år efter første indregistrering, er det nyvognsprisen, der udgør beskatningsgrundlaget. Det fremgår af lovforarbejder, cirkulære, Den Juridiske Vejledning og praksis, at nyvognsprisen (inklusive forhandleravance på 9 %) udgør den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen.

SKAT havde ikke bestridt, at bilen var indregistreret til den rigtige værdi, herunder en forhandleravance på 9 %.

Byretten fandt, at begrebet ”nyvognspris” må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved køb af en ny bil og var enige med SKAT i, at beskatningsgrundlaget kunne fastsættes til 860.000 kr.

Kommentarer om afgiftsberigtigelse

I 2010 og tidligere var det praksis, at forhandlere ved indregistrering af biler til demobrug og anden brug i virksomheden kunne afgiftsberigtige bilerne på grundlag af den indkøbspris, som lå til grund for købet fra fabrikken, når blot denne indeholdt en positiv forhandleravance på 9 %.

Der er siden sket flere justeringer af registreringsafgiftsloven, hvilket betyder, at det ikke længere er muligt at anvende indkøbsprisen indregnet en positiv forhandleravance på mindst 9 %. Senest har Folketinget i 2017 vedtaget, at der skal ske genberegning af registreringsafgift, når en bil, som er indregistreret til demobrug, udlejning mv., efterfølgende sælges til en slutbruger.

Folketinget har i dag, tirsdag den 24. marts 2020, vedtaget "Lov om arbejdsgiveres og lønmodtageres retsstilling ved lønkompensation af virksomheder i forbindelse med COVID-19", og det forventes, at portalen for ansøgning om lønkompensation åbner i morgen onsdag den 25. marts 2020.

Ansøgning om lønkompensation

Ansøgningen skal ske digitalt og antageligt via Erhvervsministeriets hjemmeside.

Der skal anføres følgende i ansøgningen:

  • Andel af medarbejdere, der er hjemsendt (mindst 30 % eller min. 50 medarbejdere).

  • CPR-nummer, løn og beskæftigelsesgrad (er medarbejderen fuldtids- eller deltidsansat) pr. medarbejder.

  • Periode, der ønskes kompensation for, samt begrundelse herfor, eksempelvis at virksomheden er tvangslukket på grund af COVID-19, arbejdsmangel mv.

  • Tro- og loveerklæring fra ledelsen om, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Lønkompensationen udbetales herefter hurtigst muligt.

Arbejdsgiveres og lønmodtageres retsstilling (L 141)

En lønmodtager er under hjemsendelsesperioden omfattet af sine sædvanlige ansættelsesvilkår, men arbejdspligten er suspenderet. Arbejdsgiveren kan med 1 dags varsel forlange, at lønmodtageren genindtræder i arbejdspligten.

Lønkompensationen til arbejdsgiveren er betinget af, at den enkelte lønmodtager afvikler ferieog/eller afspadsering på i alt 5 dage, hvis hjemsendelsesperioden på grund af COVID-19 udgør 3 måneder. Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til 5 dage, skal der holdes fri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår. Virksomhederne kan ikke modtage lønkompensation for disse 5 dage.

Hvis hjemsendelsesperioden er mindre end 3 måneder, reduceres de 5 tvungne feriedage mv. forholdsmæssigt.

Navigation til indlæg