Fra og med den 1. juli 2021 skal beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil opgøres efter ændrede satser. Den 1. januar 2022 forøges beskatningsgrundlaget yderligere med et højere miljøtillæg. Et enkelt lyspunkt eller måske to er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ladestandere til elbiler mv. og et særligt bundfradrag ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler.

Beskatning af fri bil

Fra og med den 1. juli 2021 opgøres beskatningsgrundlaget for fri bil som:

  • 24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20,5 % af en resterende del.

  • Den beregnede værdi forhøjes med et miljøtillæg, der udgør den grønne ejerafgift plus 150 %.

Satserne i 2022 og senere

Den sats, der skal anvendes af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr., nedsættes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 24 %.

Den sats, der skal anvendes af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., forhøjes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 21 %.

Fra og med 2025 er satsen på 22,5 %, uanset beregningsgrundlaget for værdi af fri bil.

Forhøjelse af miljøtillægget

Miljøtillægget forhøjes også de kommende år og udgør den grønne ejerafgift med tillæg af:

  • 250 % i 2022
  • 350 % i 2023
  • 500 % i 2024
  • 600 % i 2025 og følgende år.

Dette betyder, at hvis der betales en årlig ejerafgift på en bil på eksempelvis 3.000 kr., udgjorde miljøtillægget i 2020 3000 kr. + 1.500 kr. (50 % af 3.000 kr.) = 4.500 kr. for hele året. For 2025 vil miljøtillægget udgøre 3.000 kr. + 18.000 kr. (600 % af 3.000 kr.) = 21.000 kr.

Elbil og arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen

Arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen skal fra og med den 1. juli 2021 ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget for fri bil, når medarbejderen har fri bil i form af en elbil eller en pluginhybridbil.

Der er fra og med den 1. juli 2021 endvidere indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt ladestander på den private bopæl, der overgår til udelukkende privat anvendelse, når medarbejderen i en sammenhængende periode på mindst seks måneder er blevet beskattet af fri elbil eller pluginhybridbil.

Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, er ikke omfattet af denne lovændring. En ladestander (erhvervsmæssig og privat anvendt) kan efter gældende regler ikke indgå i virksomhedsordningen.

Bundfradrag ved deleøkonomi

Fra og med indkomståret 2021 er der indført et særligt bundfradrag på 20.000 kr. (2021) ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler (under 50 g C02 pr. kilometer). Dette bundfradrag gælder sideløbende med fradraget på 10.700 kr. (2021) ved udlejning af andre personbiler, lystbåde mv. Hvis årets bruttoindkomst ved udlejning af nul- og lavemissionsbiler overstiger bundfradraget på 20.000 kr. (2021), er kun 60 % af det overskydende beløb skattepligtigt.

I 2021 kan en arbejdsgiver give den enkelte medarbejder et gavekort med en værdi op til 1.200 kr., uden at der skal betales skat heraf. Skattefriheden gælder dog kun til nydelser på restauranter o.l., overnatning på hoteller samt oplevelser i Tivoli og andre forlystelser.

De skattefri gavekort i 2021

De skattefri gavekort kan kun gives til medarbejdere, hvilket vil sige personer, der er i et ansættelsesforhold.

Bestyrelsesmedlemmer og andre, der ikke er i et ansættelsesforhold, er ikke omfattet af skattefriheden.

Skattefriheden gælder kun gavekort, og det betyder, at der skal være udstedt et elektronisk eller fysisk tilgodebevis til køb. Medarbejderen kan ikke gå på restaurant sammen med kæresten og få udgiften refunderet af arbejdsgiveren som udlæg efter regning, idet skattefriheden kun gælder gavekort.

Gavekortets anvendelsesmuligheder

Gavekortet skal være udstedt af/til restauranter, cafeer og lignende, hvor man kan nyde mad og drikke.

Gavekort til hoteller, feriecentre og lignende, hvor der kan overnattes, er også omfattet af skattefriheden.

Endelig er gavekort til oplevelser, eksempelvis forlystelsesparker, teatre, biografer, cirkus og sportsarrangementer mv. også skattefri.

Gavekortet må ikke være et gavekort til butikker eller lignende, idet der her er mulighed for at anvende kortet til andet end de skattefrimuligheder.

Beløbsgrænsen på 1.200 kr.

Beløbsgrænsen på 1.200 kr. gælder for den enkelte person. Hvis en person har to arbejdsgivere, og begge arbejdsgivere giver medarbejderen et gavekort på 800 kr., er værdien af gavekortene på i alt 1.600 kr. skattepligtig for medarbejderen. Idet den enkelte arbejdsgiver ikke har overskredet beløbsgrænsen, skal han ikke indeholde A-skat mv. Det er medarbejderen, der har pligt til at selvangive det skattepligtige beløb på 1.600 kr.

Arbejdsgiveren bestemmer selvfølgelig selv gavekortets pålydende op til de 1.200 kr. Det står også arbejdsgiveren frit for, at medarbejderne får flere mindre gavekort, blot den samlede værdi i 2021 ikke overstiger 1.200 kr.

Skattefriheden gælder kun gavekort, der er udstedt i 2021, men det er ikke et krav for skattefriheden, at det også er anvendt i 2021.