Arbejdsudleje kontra entreprisekontrakt
En dansk virksomheds forpligtelser med hensyn til indberetning samt indeholdelse af A-skat mv. afhænger af, om aftalen med den udenlandske virksomhed er en entreprisekontrakt, eller om der blot er tale om leje af udenlandsk arbejdskraft.
Ved indgåelse af en entreprisekontrakt har den danske virksomhed ingen arbejdsgiverforpligtelser overfor de personer, der er ansat i den udenlandske virksomhed.
Ved arbejdsudleje er medarbejderne formelt i et ansættelsesforhold til deres udenlandske arbejdsgiver, hvorfra de modtager deres løn. Selv om disse medarbejdere ikke er ansat i den danske virksomhed, har virksomheden pligt til at indeholde AM-bidrag og A-skat.
En manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat kan blive en dyr fornøjelse for den danske virksomhed, idet virksomheden som oftest vil hæfte for denne skat, selv om hele kontraktsummen er afregnet til den udenlandske virksomhed.
Dommene fra Østre Landsret
Østre Landsret har afsagt fire domme om arbejdsudleje, hvor arbejdet i alle tilfælde foregik i et gartneri. Dommene omhandler følgende arbejdsopgaver:
- Okulation af roser
- Plantning af rosengrundstammer
- Beskæring af roser
- Podning af frugttræer.
Da samtlige de nævnte arbejdsopgaver udgør en integreret del af det arbejde, der foregår i et gartneri, skulle landsretten tage stilling til, om arbejdet var tilstrækkeligt udskilt til den udenlandske virksomhed, der skulle udføre arbejdet.
Okulation af roser
Østre Landsret fandt, at okulationsydelsen efter sin art og karakter kan individualiseres og afgrænses fra den øvrige rosenproduktion. Landsretten henviste i den forbindelse til en skønserklæring, der fastslog, at der var tale om en adskilt delproces af rosenproduktionen, der udføres af specialister, og en branchekyndig vil kunne konstatere, om okulationen er udført korrekt.
Herefter foretog landsretten en bedømmelse af, om ydelsen i den konkrete situation også var udskilt, sådan at der ikke var tale om arbejdsudleje.
Østre Landsret fandt, at okulationsydelsen efter en samlet vurdering var tilstrækkeligt udskilt til den udenlandske virksomhed. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at kontrakterne indeholdt bestemmelser om:
- Fast pris for en nærmere defineret opgave
- Erstatningsansvar
- Mulighed for tilbageholdelse af en del af betalingen som sikkerhed for eventuelle mangelskrav.
Landsretten fandt, at den udenlandske kontraktpart reelt bar ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet.
Dommens resultat blev derfor, at der ikke var tale om arbejdsudleje.
Plantning af rosengrundstammer, beskæring af roser og podning af frugttræer
Østre Landsret fandt derimod, at plantning af rosengrundstammer, beskæring af roser og podning af frugttræer udgjorde arbejdsudleje.
På baggrund af skønsmandens forklaring lagde landsretten til grund, at hverken plantning af rosengrundstammer eller nakning af roser, som er en forholdsvis simpel beskæringsmetode, kan betegnes som en adskilt delproces, idet plantning og beskæring ikke kan anses som specialistarbejde, men er en del af den almindelige planteproduktion. På denne baggrund, fandt landsretten det ikke godtgjort, at disse arbejdsopgaver var tilstrækkeligt udskilt til selvstændig virksomhed, hvorfor der ligeledes var tale om arbejdsudleje.
Med hensyn til podning af frugttræer fandt Østre Landsret det ikke godtgjort, at podning af frugttræer kan betegnes som en adskilt delproces, hvorfor der var tale om arbejdsudleje.
Den altovervejende hovedregel er, at midler i virksomhedsordningen ikke må anvendes til investering i aktier. Det er imidlertid muligt i stedet at indskyde på en særlig pensionsopsparing for virksomhedens midler og anvende disse midler til investering i aktier.
Den særlige pensionsopsparing
Skatterådet tog i 2017 stilling til, hvorvidt midler i virksomhedsordningen kunne anvendes til indskud på en særlig pensionsopsparing i et pengeinstitut.
Den særlige pensionsopsparing gik ud på følgende:
- Personens virksomhedsordning skulle være ejer af pensionsordningen, og udbetaling fra ordningen kunne alene ske direkte til virksomheden
- En ren opsparingsordning uden forsikringselement, hvorfor størrelsen af en fremtidig udbetaling alene var afhængig af det indskudte beløb og afkastet heraf
- Indskuddet på ordningen var ikke skattemæssigt fradragsberettiget
- Udbetaling kunne ske helt eller delvis efter anmodning, herunder løbende udbetalinger
- Udbetaling skete dog senest ved virksomhedsejerens død.
Skatterådet var af den opfattelse, at der var tale om en såkaldt § 53 A-ordning, og at en sådan ordning kunne oprettes for midler i virksomhedsordningen. Derimod fandt Skatterådet ikke, at midlerne i pensionsordningen kunne investeres i aktier, da det af virksomhedsskatteloven fremgår, at aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven ikke kan indgå i virksomhedsordningen, medmindre personen driver næring med sådanne aktiver.
Skatterådets afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten med påstand om, at midlerne i pensionsopsparingen kun anvendes til investering i aktier.
Landsskatteretten var enig med pengeinstituttet. Begrundelsen var først og fremmest, at afkastet af pensionsordningen lagerbeskattes i virksomhedsordningen.
Landsskatterettens afgørelse betyder, at midler i en pensionsordning omfattet af § 53 A kan investeres i aktier, selv om pensionsmidlerne fuldt ud forvaltes og investeres af virksomhedsejeren. Landsskatteretten tog dog et lille forbehold, idet der ikke måtte være tale om private dispositioner, som eksempelvis udlån mv. til et af virksomhedsejeren ejet selskab.
Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der forbedrer reglerne for befordringsfradrag for personer bosat på ikke-brofaste øer samt fradrag for logi i forbindelse med arbejde, når det er nødvendigt at overnatte uden for bopælen.
Forhøjet befordringsfradrag
I 2019 udgør befordringsfradraget for transport mellem den sædvanlige bopæl og en fast arbejdsplads 1,98 kr. pr. kilometer for daglig transport i intervallet 25-120 kilometer, mens fradraget for transport udover 120 kilometer udgør 0,99 kr. pr. kilometer.
Der gælder dog en midlertidig ordning om, at den nedsatte sats på 0,99 kr. ikke gælder for personer bosat i visse kommuner. Det drejer sig om følgende kommuner:
Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa.
Fra og med indkomståret 2019 gøres ordningen permanent og udvides med følgende øer:
Baagø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø og Aarø.
Udvidelsen betyder, at alle 27 småøer i Sammenslutningen af Danske småøer er omfattet af ordningen med forhøjet befordringsfradrag, når den daglige transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen overstiger 120 kilometer.
Fradrag for logi til øboere
Efter gældende regler er der ikke fradrag for rejseudgifter (udgifter til kost og logi), når der er tale om et fast arbejdssted. Det betyder, at en person, der eksempelvis bor på Samsø og arbejder på Aalborg Sygehus, ikke har fradrag for udgifter til overnatning/logi, selv om arbejdstiden slutter så sent, at den sidste færge til Samsø er sejlet.
Det foreslås at indføre fradrag for logi for personer bosat på en ikke-brofast ø (de samme ikke-brofaste øer, som giver ret til forhøjet befordringsfradrag), når afstanden mellem bopælen og det faste arbejdssted ikke muliggør overnatning på bopælen. Det betyder eksempelvis, at personen på Samsø, som arbejder på Aalborg Sygehus, kan fratrække udgifter til overnatning/logi, når arbejdstidsophør ligger så sent, at det ikke er muligt at nå den sidste færge til Samsø.
Det foreslåede ø-fradrag (fradrag for logi) udgør den gældende standardsats på 219 kr. (2019) pr. overnatning. Fradraget gælder for såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende.
Det årlige fradrag er maksimeret til 28.000 kr. (2019), som er det gældende generelle fradragsloft for rejseudgifter og fradrag for dobbelt husførelse. Ø-fradraget indgår i det generelle fradragsloft. Det betyder, at hvis personen har fradrag for rejseudgifter til et midlertidigt arbejdssted på 18.000 kr., så resterer der kun et beløb på 10.000 kr. til det særlige ø-fradrag.
Ø-fradraget skal efter forslaget gælde fra og med indkomståret 2019.
Virksomhedsejere, der driver virksomhed i personligt regi og som anvender virksomhedsordningen, kommer fra tid til anden ud for, at der er ledig kapital. En indlånskonto i banken er med dagens renteniveau næppe så interessant. Derfor fristes virksomhedsejeren til at placere den ledige kapital på anden vis, men det kan have alvorlige skattemæssige konsekvenser. Hvis der investeres i ikke tilladte aktiver, anses investeringen for en hævning med deraf følgende beskatning af opsparet overskud.
Aktiver i virksomhedsordningen
Aktiver, som er en del af den erhvervsmæssige virksomhed, kan og skal indgå i virksomhedsordningen. Investering i et aktiv, der ikke har tilknytning til erhvervsvirksomheden, anses for at være privaterhvervelse. Virksomhedsordningen giver således ikke mulighed for at foretage investering i aktiver, der ikke relaterer sig til de erhvervsmæssige aktiviteter.
Af loven følger, at midler i virksomhedsordningen ikke kan anvendes til investering i aktier, uforrentede obligationer og præmieobligationer, medmindre der er tale om næringsvirksomhed, og det er der som altovervejende hovedregel ikke. Der gælder begrænsede undtagelser hertil, eksempelvis kan lagerbeskattede aktier og investeringsbeviser erhverves for ledig kapital i virksomhedsordningen.
Hvis virksomhedsejeren foretager en investering i et aktiv, der efter loven eller praksis på området ikke må indgå i virksomhedsordningen, er konsekvensen, at et beløb svarende til den foretagne investering anses for hævet i hæverækkefølgen med deraf følgende beskatning af virksomhedsoverskud, herunder et opsparet overskud. Der kan derfor være god grund til at undersøge, hvorvidt en given investering er tilladt eller ej inden den foretages.
Investering i vin - er det en god ide?
Investering i vin er ikke en god ide, hvis investeringen sker for midler i virksomhedsordningen. Skatterådet har netop truffet en afgørelse herom.
Sagen omhandlede investering i eksklusive vine, hvor investor fik sin egen individuelle vinportefølje. Der kunne være tale om såvel korte som lange investeringshorisonter.
Skatterådet var af den opfattelse, at der var tale om en investering, der ikke kunne ske for midler i virksomhedsordningen, da vin ikke havde tilknytning til personens erhvervsmæssige aktivitet. Der var med andre ord tale om en privat investering, der ville medføre en hævning i virksomhedsordningen, hvis erhvervsmæssige midler blev anvendt til investeringen.
Udlån fra virksomhedsordningen
Når der i virksomhedsordningen er overskydende likviditet, kan det være fristende at udlåne penge for at opnå en højere forrentning end den, banken kan tilbyde. Men også her skal man passe på, da hovedreglen er, at udlån vil blive betragtet som en hævning.
Flere virksomhedsejere, der tillige driver virksomhed i selskabsform, har forsøgt sig med udlån til det af dem ejede selskab. Efter fast praksis er disse lån blevet anset for at tilgodese private interesser og dermed et aktiv, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Det samme gælder udlån til børn, herunder visse former for sælgerfinansiering i forbindelse med generationsskifte af virksomheden.
Afslutningsvis skal anføres, at udlån til en samhandelspartner efter praksis er godkendt som et erhvervsmæssigt aktiv, men pas på.
For at undgå at betale renter af restskat for indkomståret 2018 skal betaling ske inden nytår. Men mod betaling af en dag til dag-rente kan betaling af restskat for 2018 også ske i perioden 1. januar 2019 – 1. juli 2019. Efter denne dato betales et fast procenttillæg.
Restskat
Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:
- Hvis restskatten betales inden den 1. januar 2019, skal der ikke betales renter eller procenttillæg
- Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2019, skal der betales en dag til dag-rente
- Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2019, skal der betales et procenttillæg.
Betaling inden nytår
Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.
Bemærk, at der kan være forskellige frister for rettidig indbetaling inden årets udgang afhængig af, om der bruges netbank eller dankort. Dette vil normalt fremgå af Skattestyrelsens hjemmeside.
Er man selvstændigt erhvervsdrivende og anvender virksomhedsordningen, kan det være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2019 mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsordningen anses som private hævninger. Ved at afvente med betaling til 2019 udskyder man beskatningen af det hævede beløb ét år, og man kan nøjes med at betale renter af skatten, indtil den dag betaling sker.
Betaling i perioden 1. januar 2019 – 1. juli 2019
Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2019 – 1. juli 2019 skal der betales en dag til dag-rente på 2,2 % p.a. Dag til dag-renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.
Betales restskatten den 30. januar 2019, skal der betales rente for 30 dage. Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr., beregnes renten således:
100.000 kr. x 2,2 % x 30/365 = 180 kr.
Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag til dag-rente. Betaling skal dog være sket senest den 1. juli 2019.
Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2019
Er restskatten ikke betalt senest den 1. juli 2019, skal der ikke betales en dag til dag-rente men i stedet et procenttillæg. Procenttillægget udgør 4,2 %. Procenttillægget kan ikke skattemæssigt fratrækkes.
Hvis restskatten eksempelvis udgør 100.000 kr., indregnes 20.100 kr. med tillæg af 4,2 % eller i alt 20.944 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2020. Den resterende restskat på 79.900 kr. med tillæg af 4,2 % eller i alt 83.255 kr. opkræves fordelt på tre rater i august, september og oktober 2019.
AM-bidrag
AM-bidrag er omfattet af reglerne om restskat. Det betyder, at der også ved for lidt betalt AM-bidrag skal betales en dag til dag-rente eller procenttillæg.
Overskydende skat
Ved udbetaling af overskydende skat er der ikke et procenttillæg, da godtgørelsesprocenten er beregnet til 0.. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.
SKAT påbegynder udbetaling af overskydende skat primo/medio april 2019.
Selvstændigt erhvervsdrivende og andre, der anvender den udvidede selvangivelse, må vente lidt længere med at få overskydende skat udbetalt.
Landsskatteretten har godkendt, at enejendom, der var købt for nylig, kunne overdrages til børn og børnebørn til den offentlige ejendomsvurdering med fradrag af 15 %. Overdragelsen udløste et tab på knap 30 mio. kr.
Overdragelse af ejendom til 85 % af den offentlige vurdering
Sagen for Landsskatteretten omhandlede en udlejningsejendom, der var købt den 11. september 2015 for 61.750.000 kr. Overtagelsesdagen var fastsat til den 15. december 2015.
Ejendommen blev solgt den 17. december 2015 til børn og børnebørn for 32,3 mio. kr. Salgssummen var fastsat til 85 % den offentlige ejendomsvurdering i 2014, der udgjorde 38,0 mio. kr.
Skattestyrelsen ville ikke godkende den fastsatte handelsværdi på 32,3 mio. kr. Begrundelsen var, at ejendommen netop var købt til 61.750.000 kr., og det var derfor denne værdi, der skulle anvendes ved overdragelsen til børn og børnebørn.
Skattestyrelsens afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten med påstand om, at parterne har krav på en værdiansættelse svarende til den offentlige ejendomsvurdering med fradrag af 15 %, da der ikke siden 2012 var sket forbedringer af ejendommen.
Landsskatteretten var af den opfattelse, at Skattestyrelsen skal acceptere en værdiansættelse, der ligger indenfor de i gaveafgiftscirkulæret angivne retningslinjer, hvilket vil sige den offentlige ejendomsvurdering med fradrag af 15 %, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Landsskatteretten fandt ikke, at det kunne anses som en særlig omstændighed, at de offentlige ejendomsvurderinger midlertidigt er suspenderet.
Den af parterne aftalte handelsværdi svarende til 85 % den offentlige ejendomsvurdering blev derfor godkendt.
Indbringes sagen for domstolene?
Det vides endnu ikke, om Skatteministeriet vælger at indbringe Landsskatterettens kendelse for domstolene.
Skatteministeriet har sendt et lovforslag i høring, der forbedrer reglerne for sommerhusudlejning, korttidsudlejning af helårsbolig osv., forudsat at indtægterne automatisk indberettes til Skattestyrelsen. De foreslåede regler gælder fra og med den 1. januar 2018. Krav om indberetning er i perioden 2018-2020 kun gældende for sommerhuse.
Sommerhusudlejning
Danske virksomheder, der formidler sommerhusudlejning, har pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen af lejeindtægten.
Ved opgørelsen af det skattepligtige resultat anvender ejeren som oftest de skematiske regler, hvorefter lejeindtægten inklusive betaling for forbrug mv. reduceres med et skattefrit bundfradrag. I den del af bruttolejeindtægten, der overstiger bundfradraget, gives et yderligere fradrag på 40 %.
Bundfradragets størrelse afhænger af, om udlejningen af fritidsboligen sker gennem et udlejningsbureau, eller ejeren selv står for udlejningen. Når udlejning sker gennem et udlejningsbureau, der indberetter bruttolejeindtægten til Skattestyrelsen, udgør det årlige bundfradrag pr. udlejet fritidshus den indberettede bruttolejeindtægt, dog maksimalt 21.900 kr. (2018). Ved privat udlejning, hvor der ikke sker automatisk indberetning af lejeindtægten, er bundfradraget på 11.000 kr. (2018).
Det skattefri bundfradrag på 21.900 kr. (2018) foreslås forhøjet til 40.000 kr. i 2018, det vil sige i de tilfælde, hvor der sker indberetning af lejeindtægten til Skattestyrelsen.
Det store skattefri bundfradrag gælder også ved udlejning af udenlandske fritidsboliger, der anvendes både privat og udlejes. Men det er et krav, at udlejningen sker gennem en formidler (dansk eller udenlandsk), der indberetter årets lejeindtægt til Skattestyrelsen.
Udlejning af helårsbolig – værelsesudlejning mv.
De gældende skematiske regler (bundfradrag) til opgørelse af indkomsten fra værelsesudlejning mv. fortsætter uændret, men kun hvis udlejningen eller fremlejningen sker til den samme person eller de samme personer i en sammenhængende periode på mindst fire måneder (langtidsudlejning). Der er dog valgfrihed, således at ejeren, andelshaveren og lejeren i stedet kan vælge at anvende de regler, der gælder for korttidsudlejning, se nedenfor.
Korttidsudlejning
Er der ikke tale om langtidsudlejning, foreslås indført et nyt regelsæt for opgørelsen af det skattepligtige resultat af udlejningen (korttidsudlejning).
Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i egen bolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 11.000 kr. (2018-niveau) i bruttolejeindtægten. Ved bruttolejeindtægten forstås den betaling, som udlejeren modtager for at udleje boligen eksklusive et gebyr til en formidler af lejeaftalen.
Bundfradraget er efter de foreslåede regler højere, hvis lejeindtægterne indberettes til Skattestyrelsen af Airbnb eller andre formidlere/ platforme. I så fald udgør det årlige skattefri bundfradrag 28.000 kr. (2018-niveau).
Uanset om bundfradraget udgør 11.000 kr. eller 28.000 kr., gives der et yderligere fradrag på 40 % i den del af bruttolejeindtægten, der overstiger bundfradraget. Ved anvendelsen af disse skematiske regler (i stedet for regnskabsmæssig opgørelse) til opgørelse af det skattepligtige resultat skal der betales fuld ejendomsværdiskat for boligen.
Danske virksomheder/bureauer/platforme, der formidler sådan kortidsudlejning af helårsbolig, har fra og med den 1. januar 2021 pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen af lejeindtægten.
I 2018-2020 er man berettiget til det høje bundfradrag på 28.000 kr. (2018-niveau), selv om udlejningsformidleren ikke foretager indberetning til Skattestyrelsen.
I perioden 2018-2020 kan korttidsudlejere endvidere vælge at bruge de gældende regler for værelsesudlejning mv. – de regler, der fra og med 2021 kun gælder ved langtidsudlejning (udlejning af værelser mv. i en periode på mindst fire måneder til samme lejer).
Udlejning af bil, campingvogn, lystbåd mv.
Der foreslås indført et årligt skattefrit bundfradrag på 10.000 kr. (2018-niveau) ved udlejning af:
- Personbiler
- Visse varebiler, når de er registreret til hel eller delvis privat benyttelse
- Campingvogne, Camp-Let og autocampere
- Lystbåde.
Det er en forudsætning for at få dette skattefri bundfradrag, at:
- Der ikke er tale om udlejning som led i erhvervsmæssig virksomhed
- Lejeindtægten indberettes af formidleren/platformen mv.
Der er tale om et ”årligt” fradrag, hvilket betyder, at hvis en person udlejer såvel bil som båd, opnås kun ét bundfradrag.
I perioden 2018-2010 opnås det skattefri bundfradrag, selv om der ikke sker indberetning.
Østre Landsret har afsagt en dom om, hvad der skal forstås ved ”nyvognsprisen” i relation til beskatningsgrundlaget for en bil, der ved anskaffelsen var mindre end tre år gammel. Forskellen mellem det påståede beskatningsgrundlag og det beløb, som Skattestyrelsen havde fastsat, var cirka 400.000 kr.
Hvad er nyvognsprisen – når bilen ikke er helt ny?
Den skattepligtige værdi af fri bil udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af værdien over 300.000 kr. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr. Den værdi, der skal anvendes ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil, afhænger af bilens alder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer bilen.
Hvis arbejdsgiveren køber en firmabil, der er højst tre år gammel regnet fra bilens første indregistrering, skal værdi af fri bil beregnes ud fra bilens nyvognspris. Ved nyvognsprisen forstås bilens faktiske købspris inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt fabriksmonteret tilbehør. Ekstraudstyr, der leveres og monteres af forhandleren og vises særskilt på fakturaen, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris i 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er sket.
Sagen for Østre Landsret omhandlede en Mercedes, der blev indregistreret første gang den 11. maj 2010. Der var tale om en bilforhandler/bilimportør, der indregistrerede bilen til brug for en medarbejder. Bilens beskatningsgrundlag var i den forbindelse opgjort til 467.072 kr. Det var ikke dette beskatningsgrundlag, som Skattestyrelsen havde anfægtet.
Bilforhandleren/bilimportøren solgte bilen den 7. juni 2011. Salgsprisen udgjorde 860.000 kr. En af aktionærerne i det købende selskab fik denne bil stillet til rådighed for privat benyttelse.
Spørgsmålet var nu, hvilken værdi, der skulle anvendes som beskatningsgrundlag for fri bil – var det 467.072 kr., 860.000 kr. eller et helt tredje beløb?
Aktionæren i det selskab, der havde købt bilen, havde ikke anvendt de 860.000 kr., da bilen på købstidspunktet var mere end ét år gammel og tillige havde kørt 24.000 km, idet denne værdi næppe kunne betegnes som nyvognsprisen. Aktionæren var af den opfattelse, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., hvilket var det beskatningsgrundlag, som bilforhandleren havde oplyst, da han/selskabet købte bilen.
Skattestyrelsen var ikke enige i, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., men havde i stedet fastsat beskatningsgrundlaget til 860.000 kr., hvilket var selskabets købspris.
Aktionæren påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten.
Landsskatteretten
Landsskatteretten fandt, at salgsprisen opnået ét år efter registreringen alt andet lige måtte anses for at være lavere end den reelle nyvognspris. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at et beskatningsgrundlag, der var mindre end selskabets købspris, kunne anvendes. Retten var af den opfattelse, at nyvognsprisen i det konkrete tilfælde kunne fastsættes til 860.000 kr., hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Landsskatterettens kendelse blev indbragt for byretten.
Byretten
Byretten fandt, at begrebet ”nyvognspris” må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved køb af en ny bil. Efter lovens ordlyd skal der ved beskatning af personalegoder tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste en medarbejder at erhverve goderne i almindelig fri handel. Det fremgår endvidere af loven, at beskatningsgrundlaget for biler, som er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, udgør arbejdsgiverens købspris. Ved beskatning af biler, der er erhvervet mere end tre år efter første indregistrering, sker der således en beskatning på baggrund af bilens reelle værdi, og det har formodningen imod sig, at lovgiver har ønsket at fastsætte et væsentligt andet princip ved beskatning af biler, der er under tre år gamle.
Byretten stadfæstede herefter et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.
Aktionæren indbragte sagen for Østre Landsret.
Østre Landsret
Landsretten var enige med byretten og stadfæstede et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik i slutningen af 2017 en aftale om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer, herunder en mulighed for personer til at oprette en særlig aktiesparekonto. Der er udarbejdet et lovforslag, som skal fremsættes i Folketinget til efteråret. Reglerne skal have virkning fra og med den 1. januar 2019.
Hvem kan oprette en aktiesparekonto?
Det foreslås, at alle personer – børn og voksne – kan oprette en aktiesparekonto. Et barn skal beskattes selvstændigt af afkastet på aktiesparekontoen, selv om det er forældrene, der har oprettet aktiesparekontoen på barnets vegne.
Forældres indskud på en aktiesparekonto, der tilhører et barn, er en gave, der er omfattet af de almindelige regler om gaveafgift/afgiftsfrihed.
Hvor meget kan der indskydes?
Der foreslås et loft på 50.000 kr. (2019-niveau). Så længe den samlede værdi på aktiesparekontoen ikke overstiger loftet på 50.000 kr., kan der frit indsættes på aktiesparekontoen. Så snart værdien kommer op på 50.000 kr., kan der ikke indsættes yderligere.
Indskud på kontoen kan også ske ved overførsel af noterede aktier, som personen ejer. En sådan overførsel betragtes som et skattepligtigt salg.
Hvad kan der investeres i?
Der kan investeres i noterede aktier, omsættelige investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger og omsættelige investeringsbeviser i aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Der er tale om værdipapirer, som efter de almindelige regler beskattes som aktieindkomst.
Hvordan beskattes afkastet?
Årets afkast skal beskattes efter lagerprincippet, og skatten udgør 17 %. Årets afkastskat betales af midler på kontoen.
Lagerprincippet indebærer, at beskatningen vil omfatte aktieudbytte og værdistigninger i årets løb, uanset om aktierne afstås eller ej.
Værdiforøgelse på aktiesparekontoen beskattes, mens værdifald fremføres og modregnes i fremtidige afkast på aktiesparekontoen.
Gevinster og tab på aktiesparekontoen vil ikke påvirke personens almindelige aktieindkomst uden for aktiesparekontoen.
Hvornår?
Reglerne skal have virkning fra og med den 1. januar 2019. Det kan derfor forventes, at lovforslag fremsættes i Folketinget i forbindelse med tingets åbning i begyndelsen af oktober måned.
I maj måned 2018 blev der indgået en bred politisk aftale om mere attraktive skattevilkår for deleøkonomi. Det betyder, at Folketinget skal vedtage nogle lovændringer. Skatteministeriet har oplyst, at disse lovændringer først vil ske til efteråret. Men der er tale om regler, der er aftalt at skulle gælde fra og med den 1. januar 2018.
Aftale om skattereglerne for deleøkonomi
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået en aftale om mere attraktive skattevilkår for deleøkonomi. Aftalen skal udmøntes i lovforslag, som først fremsættes i Folketinget til efteråret og derefter endeligt vedtages. De gunstigere regler skal efter aftalen gælde fra og med den 1. januar 2018.
Det er et centralt led i aftalen, at udlejning gennem udlejningsbureauer, herunder deleøkonomiske platforme, hvor udlejningsindtægter indberettes til SKAT, præmieres med et skattefrit bundfradrag eller et højere skattefrit bundfradrag.
I SKAT er man i gang med at udvikle en digital løsning til indberetning af lejeindtægter fra Airbnb m.fl. Indberetningsløsningen forventes at være klar den 1. januar 2021. I de to år, hvor man venter på den digitale løsning, vil der alligevel kunne opnås bundfradrag, se i det følgende.
Udlejning af sommerhus
I 2018 udgør det skattefri bundfradrag 21.900 kr., når udlejningen sker gennem et udlejningsbureau, der indberetter lejeindtægterne til SKAT. Dette skattefri bundfradrag vil efter aftalen blive forhøjet til 40.000 kr. i 2018. Det betyder, at sommerhusejere, der udlejer deres sommerhus, kan glæde sig over en større skattefri indtægt allerede for den udlejning, der sker i år. Det er dog et krav, at lejeindtægten indberettes til SKAT af et udlejningsbureau – ganske som efter de nugældende regler.
Det er fortsat sådan, at i den del af lejeindtægten mv., der overstiger det skattefri bundfradrag, gives et fradrag på 40 %, og kun den overskydende del af lejeindtægten er skattepligtig.
Navigation til indlæg