Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Et mærkeligt ord – men ikke desto mindre findes der i selskabsloven en bestemmelse med navnet ”Måltal og politikker for det underrepræsenterede køn”.
Bestemmelsen er helt fra 2012, og der har i pressen været en del omtale af de problemstillinger, den har medført.
Det skal med det samme bemærkes, at bestemmelsen kun gælder for de helt store virksomheder i selskabsform, typisk børsnoterede virksomheder og virksomheder med to af følgende kriterier opfyldt: En balancesum på mindst 156 mio. kr., en omsætning på mindst 313 mio. kr. og mindst 250 ansatte.
Den type virksomhed er der trods alt en hel del af, og i den seneste tid har vi oplevet, at Erhvervsstyrelsen har øget fokus på selskabernes opfyldelse af reglerne.
I selskabernes årsrapport er der nemlig krav om, at ledelsesberetningen skal oplyse om flere ting vedrørende det såkaldte underrepræsenterede køn (der kan være af begge køn).
Der skal oplyses status for opfyldelsen af de måltal, man skal opstille for den øverste ledelse (bestyrelsen) – og det skal forklares, hvorfor man eventuelt endnu ikke opfylder måltallet.
Herudover skal der oplyses om den politik, selskabet har for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på lavere niveauer end i den øverste ledelse.
Erhvervsstyrelsen har defineret måltallet med fordeling på de to køn mindst således:
- 3 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 2 af det andet
- 4 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 3 af det andet
- 5 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 3 af det andet
- 6 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 4 af det andet
og så videre.
Mange forsøg på en munter formulering har fundet vej til ledelsesberetningerne (eksempelvis ”vi forventer at opfylde måltallet i 2030”), men det accepteres ikke af Erhvervsstyrelsen. Opfattelsen er, at der nu er passeret så meget tid efter 2012, at kønsfordelingen skal være på plads.
Dette giver en del udfordringer, og oven i det hele kommer, at vi som revisorer har pligt til at oplyse i vores udtalelse om ledelsesberetningen, om reglerne overholdes.
Det er kompliceret – ordet ”egnethed” anvendes i øvrigt ikke.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Maj måned 2019 satte for alvor liv i klimadebatten i Danmark. Folketingsvalget blev af Mette Frederiksen udråbt som det første klimavalg i Danmark, og efter valget til Europa-Parlamentet mente Pia Kjærsgaard, at tilbagegangen for hendes parti skyldtes ”klimatosserne”.
Ud over dette holdt en svensk teenager et indlæg for en tusindtallig skare foran Christiansborg, og medierne er nærmest strømmet over af debatindlæg og ideer af svingende lødighed, alt imens isen smelter tidligere på året end normalt i Grønland og Arktis.
Al denne opstandelse drejer sig om os alle som mennesker og den adfærd, vi lægger for dagen. Samtidig handler det i høj grad om adfærden i vores virksomheder, som er grundstenene i det samfund, vi har bygget op, siden vi alle rendte rundt i naturen med en kølle i hånden.
Danmark må regulere, Europa må regulere, USA har et noget ambivalent forhold til regulering, Kina og Indien er de største populationer på kloden – hvad er deres tanker om regulering, og er det bare virksomhederne og ikke individerne, der skal reagere?
En måde at vurdere reguleringen på er at se på virksomhedernes fortælling om egen indsats for miljøet – og her vil hjemmesider, årsrapporter og lignende kunne give os et indtryk.
Lovgivningen
For så vidt angår årsrapporterne har der uanset offentlighedens bevågenhed i mange år været forskellige krav. For mange år siden (faktisk allerede i 1995) blev forskellige virksomhedstyper pålagt at udarbejde et egentligt grønt regnskab; i årsregnskabsloven er der enkelte oplysningskrav:
Alle virksomheder i regnskabsklasse C skal i ledelsesberetningen ”beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå”.
Store virksomheder i klasse C skal under overskriften ”samfundsansvar” som minimum oplyse om ”politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter …”.
Dette krav uddybes med krav om oplysning om, hvordan den anførte politik omsættes til handling, processer for rettidig omhu, væsentlige risici, der indebærer en særlig risiko for påvirkning af (blandt andet) miljøet og vurdering af de opnåede resultater samt forventninger til det fremtidige arbejde.
De grønne regnskaber er ikke længere et krav – bestemmelsen blev ophævet i 2015 med den begrundelse, at de ikke havde den rette miljøvenlige effekt …
Hvad får man ud af ”beskrivelserne”?
Først og fremmest gælder kravene kun regnskaber i klasse C og D, hvilket medfører, at langt den største del af virksomhederne ikke er omfattet af reglerne. Umiddelbart er det ikke logisk, at større virksomheder belaster miljøet mere end små virksomheder.
Dernæst kan man næppe fritage oplysningerne i regnskaberne for i et vist omfang at være en form for balkonerklæringer. Dette er i bund og grund logisk – for man skal redegøre for, hvor problemerne måtte være, og hvorledes man afhjælper dem. På den måde vil resultaterne altid fremstå som positive og vise vejen fremad.
Endelig kan der være forskel på, hvorledes man ønsker at fremstå – og hvorledes man i virkeligheden opfører sig. Vi har alle gode ideer og visioner, vi vil gerne leve op til udviklingen i samfundet – men praksis kan måske halte lidt bagefter målopfyldelsen.
I bund og grund bliver facit, at oplysninger om miljø i mange tilfælde er mere prosa end kyniske regneark. Hvorledes måler man, hvorledes måler man pålideligt, hvad skal man sammenligne med – og hvad er begrebsrammerne? Det sidste arbejdes der meget med på nationalt og internationalt plan– men det er ofte ikke så håndgribeligt at sætte tal på, somdet er at sætte tal på et varelager.
Årsagsforklaringer
En væsentlig årsag kunne være, at miljø tænkes megetsnævert. Eksempelvis mangler der måske ofte en bredereopfattelse af helheden og sammenhængene mellem målog midler.
Det skal vi her i Facit ikke gøre os til dommere over; dethandler meget om personlige opfattelser og følelser. Borman på Amager, vil det ikke være en populær beslutning,at vi lader havene stige og i stedet bruger indsatsen på at redde hvalerne.
Hvordan kommer aftrykkene så i årsrapporten?
Der er ingen tvivl om, at der er behov for klimaoplysningerne. Vi mangler at få dem sat ind i en bredere accepteret ramme, og så længe helheder og målinger enten ikke tænkes ind eller ikke kan sættes i en anerkendt begrebsramme, bliver det kun ved oplysningerne.
Vurderingen og konsekvenserne af indsatsen er langt sværere at forholde sig til, men der er ikke tvivl om, at fremtiden vil vise flere krav og bedre gennemsigtighed i rapporteringen.
Det glæder vi os til – og vi hjælper også gerne med en meningsfuld rapportering.
Selskabsloven indeholder en adgang for kapitalselskaber til alene at indskyde en del af deres selskabskapital i forbindelse med stiftelser og kapitalforhøjelser. Den resterende del udestår dermed som ikke-indbetalt selskabskapital – en resthæftelse, som kapitalejerne har over for selskabet.
Det fremgår af selskabsloven, at aktieselskaber skal have en selskabskapital på mindst 400.000 kr., mens anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr.
Mens disse minimumskrav fastholdes, giver selskabsloven mulighed for, at selskabet alene indbetaler 25 % af den pågældende selskabskapital. For anpartsselskaber betyder dette, at reglen først har betydning, når selskabet har en selskabskapital på mindst nominelt 160.000 kr.
Kravet om indbetaling af de 25 % giver til gengæld ikke anledning til beregningsproblemer for aktieselskaber, idet bestemmelsen indebærer, at der til enhver tid skal være indbetalt 100.000 kr., idet minimumskapitalen er 400.000 kr.
De regnskabsmæssige konsekvenser af, at en kapitalandel ikke er fuldt indbetalt er, at der skal oprettes en såkaldt reserve for ikke indbetalt virksomhedskapital.
Der er ifølge selskabsloven mulighed for at indskyde selskabskapital i form af andre værdier end kontanter, såkaldt apportindskud. I relation til 25 %-reglen er det dog væsentligt at bemærke, at det ikke er muligt at opfylde kravet om indbetaling af mindst 25 % af selskabskapitalen ved apportindskud.
Der stilles således krav om fuld indbetaling af selskabskapitalen ved helt eller delvist indskud af apportindskud. Er der dog tale om efterfølgende apportindskud til opfyldelse af kapitalejerens resthæftelse, er dette tilladt, hvis ledelsen har givet samtykke hertil.
Den resterende del af selskabskapitalen, som ikke er blevet indbetalt, kan enten betales frivilligt af kapitalejerne eller efter påkrav fra ledelsen. Kapitalejerne kan således til enhver tid frivilligt indbetale den udestående selskabskapital, selv om ledelsen ikke har fremsat påkrav herom.
Ledelsen har ret til at kræve den udestående selskabskapital indbetalt på anfordring, hvilket betyder, at dette kan ske uden yderligere dokumentation for kravet. Fristen for indbetalingen er herefter mindst to uger fra kapitalejerens modtagelse af anmodningen, medmindre der i vedtægterne er fastsat et længere varsel, dog ikke længere end fire uger.
Ledelsen har et grundlæggende ansvar for, at selskabet tilenhver tid drives med det nødvendige kapitalberedskab og skal derfor løbende vurdere, om selskabets kapital er forsvarlig og står i rimeligt forhold til selskabets aktiviteter. Det bør derfor overvejes, hvad konsekvenserne er ved, at en kapitalejer undlader at efterkomme ledelsens påkrav om indbetaling af restfordringen.
Ledelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at undersøge kapitalejernes økonomiske forhold (foretage en kreditvurdering), men får ledelsen konkret kendskab til eller begrundet mistanke om, at restfordringen hos kapitalejeren er uerholdeligt, bør ledelsen reagere og forsøge at inddrive fordringen ved udlæg, inkasso eller tvangsfuldbyrdelse.
Kapitalejeren har ret til at overdrage sin ikke fuldt indbetalte kapitalandel til tredjemand. Den overdragende kapitalejer hæfter dog solidarisk med erhververen og senere erhververe for den resterende indbetaling af kapitalandelen.
Set fra kapitalselskabets side må kapitalejerens mulighed for at overdrage ikke fuldt indbetalte kapitalandele anses som noget positivt, idet den solidariske hæftelse indebærer, at selskabet opnår et bedre økonomisk grundlag for at inddrive restfordringen.
Den solidariske hæftelse er tidsubegrænset og ophører først ved fuld indfrielse af restfordringen. Hæftelsen er ikke begrænset til overdragelse til eje, men også til sikkerhed. En panthaver, der har pant i kapitalandele, der ikke er fuldt indbetalte, hæfter således paradoksalt nok over for selskabet for den udestående resthæftelse.
Omvendt har selskabet ikke mulighed for at overdrage fordringer på indbetalinger på kapitalandele, idet selskabsloven bestemmer, at restfordringerne hverken kan afhændes eller pantsættes.
Overdragelsesforbuddet varetager et hensyn til kapitalejeren, idet kapitalejeren alternativt vil være forpligtet til at betale til en tredjemand, som ikke har indflydelse på, om selskabet opfyldte sin del af kontrakten over for kapitalejeren i form af udlevering af de kapitalandele, der svarede til indbetalingen.
For selskabets øvrige kreditorer indebærer forbuddet desuden en beskyttelse mod, at selskabskapitalen udhules. Hvis forbuddet overtrædes, og en restfordring alligevel overdrages, er retsvirkningen, at overdragelsen anses for ugyldig, og kapitalejeren vil ikke være forpligtet til at betale til tredjemand.
Det er almindeligt kendt, at den finansielle sektor – qua dens naturgivne indsigt i kundernes pengetransaktioner – skal undersøge og underrette om mistænkelige forhold.
Mindre kendt er det, at din revisor er underlagt samme forpligtelse, og som noget forholdsvis nyt skal revisorer, som i forbindelse med erklærings- og rådgivningsopgaver måtte opnå viden om ulovlige kapitalejerlån (i daglig tale ”aktionærlån”), foretage underretning herom til SØIK (i daglig tale Bagmandspolitiet.
Underretningspligten
Når en revisor udfører erklæringsopgaver for sine kunder, fx ved at afgive revisionspåtegning på et regnskab, skal såkaldte ”grove formueforbrydelser” potentielt set medføre underretning til SØIK. Forpligtelsen til at foretage underretning er dog betinget af, at en række konkrete kriterier vedrørende de økonomiske forbrydelser er opfyldt. Der skal være tale om betydelige beløb, og forbrydelsen skal have karakter af eksempelvis underslæb, mandatsvig, bedrageri, skattesvig eller lignende.
Typisk vil revisoren inden underretningen have henvendt sig til virksomhedens ledelse om den formodede forbrydelse, og underretningen er af samme grund ikke tavshedsbelagt over for kunden.
Revisorer er herudover omfattet af hvidvasklovens regler om underretningspligt. Efter hvidvaskloven skal en revisor alene ved mistanke om kundens ”relation” til hvidvask eller terrorfinansiering foretage underretning til Hvidvasksekretariatet hos SØIK, og der skal i den forbindelse ikke henses til, hvorvidt der er tale om grove overtrædelser.
Underretning efter hvidvaskloven er ikke begrænset til konkrete erklæringsopgaver. Revisoren er således i alle professionelle sammenhænge, herunder ved udførelse af rådgivningsopgaver, omfattet af dette regelsæt.
I modsætning til underretning om formueforbrydelser vil underretning efter hvidvaskloven skulle ske ved iagttagelse af tavshedspligten over for kunden. Revisoren må under ingen omstændigheder orientere kunden om en underretning foretaget efter hvidvaskloven.
Kapitalejerlån
Kapitalejerlån er ikke altid ulovlige, idet selskabsloven indeholder en mulighed for at etablere lovlige lån mellem et selskab og kapitalejerne, ledelsen eller nærtstående til kapitalejerne og ledelsen.
Ulovlige kapitalejerlån opstår nogle gange, fordi man ikke har tilstrækkeligt kendskab til regelsættet herom i selskabsloven. Mellemregningskonti med selskabet er som udgangspunkt ulovlige, hvis mellemregningen ikke er i kapitalejerens favør. Dette gælder uanset størrelsen på tilgodehavendet, og uanset hvor længe tilgodehavendet hos kapitalejeren består.
Hvis revisoren ved udførelsen af en opgave for en kunde konstaterer, at der eksisterer et ulovligt kapitalejerlån, vil dette være ensbetydende med en underretningspligt for revisoren. Det følger af en vejledning, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort i november måned 2019. Af vejledningen fremgår det, at der efter Erhvervsstyrelsens opfattelse altid vil være mistanke om hvidvask, når der er etableret et ulovligt kapitalejerlån.
Det er værd at bemærke, at Erhvervsstyrelsen i vejledningen understreger, at underretning skal ske uanset størrelsen af det ulovlige kapitalejerlån, og uanset om lånet efterfølgende er tilbagebetalt, eller om der er foretaget skattemæssig berigtigelse.
Hvad skal din revisor gøre?
Revisoren har en undersøgelsespligt, når der opstår mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.
Erklæringsopgaver eller rådgivningsopgaver, der afsluttes efter 4. november 2019 (datoen for offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens vejledning, jf. ovenfor i artiklen), skal medføre underretning til SØIK, når der er opnået viden om et ulovligt kapitalejerlån. Derfor skal der underrettes om lån fra foregående og indeværende år, hvis der fx skal oplyses herom i en revisionspåtegning dateret efter 4. november 2019.
Der skal kun foretages én underretning om samme konkrete låneforhold, med mindre lånets hovedstol forøges brutto. Tilskrivning af renter er ikke en forøgelse af lånet i denne sammenhæng. Pligten gælder også for ulovlige lån i koncernforhold.
Underretningen, som foretages via et særligt login til SØIKs IT-system, skal foretages, når revisoren opnår viden om det ulovlige lån. Underretningen skal under hensyntagen til almindelige praktiske foranstaltninger foretages hurtigst muligt.
Revisoren har tavshedspligt, når SØIK underrettes efter hvidvaskloven.
Perspektivering
I adskillige år har den finansielle sektor været storleverandør af underretninger om mistanke om hvidvask til SØIK. Af og til har der været stillet spørgsmålstegn ved årsagen til de relativt få underretninger, SØIK har modtaget fra godkendte revisorer.
Med baggrund i Erhvervsstyrelsens vejledning om ulovlige kapitalejerlån og disses kategorisering i forhold til hvidvaskreglerne må det forventes, at antallet af underretninger fra revisorbranchen kommer til at eksplodere.
I en analyse fra FSR - danske revisorer fra 2018 fremgår det, at revisor ca. 3.200 gange i 2016-årsregnskaberne havde gjort opmærksom på eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån. Analysen estimerer, at et sted mellem 2.800 og 6.900 af de selskaber, der havde fravalgt revision og af samme årsag ikke havde revisoranmærkning om eksistensen af ulovlige kapitalejerlån, ville have fået anmærkningen, hvis de havde haft revision.
Det er således uomtvisteligt, at SØIK må forvente om ikke en lind strøm af underretninger så under alle omstændigheder en voldsom vækst i underretninger alene med baggrund i den nye praksis på området.
Man kan ikke undgå at få den tanke, at en stor del af de underretninger, der fremover bliver foretaget med baggrund i revisorens konstatering af eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån, aldrig vil føre til yderligere efterforskning.
Retfærdiggørelsen af den noget rigide tilgang til underretningspligten må derfor primært være under den forudsætning, at visse underretninger af selv mindre væsentlige kapitalejerlån potentielt set vil kunne medvirke til at afsløre en mere omfattende kriminalitet.
Bag denne noget diffuse titel gemmer sig en række ændringer til årsregnskabsloven, selskabsloven, revisorloven og enkelte andre love, som enten allerede er trådt i kraft eller har virkning fra 1. januar 2021.
”Pakken” blev vedtaget i Folketinget tilbage i maj måned 2020, og ifølge bemærkningerne til lovforslaget er det overordnede formål at sætte mere målrettet ind over for økonomisk svindel gennem en styrket kontrol på selskabs- og regnskabsområderne og derved også at understøtte skatteforvaltningens indsats mod skatteunddragelse.
Nogle af hovedelementerne i kontrolpakken er opridset her:
- Erhvervsstyrelsens rolle som kontrollerende myndighed styrkes. Kontrollen omfatter årsrapporter og selskabsforhold, herunder både systematisk digital forhåndskontrolaf indberetninger og anmeldelser og efterfølgende risiko- og databaseret kontrol af offentliggjorte årsrapporter og selskabsregistreringer.
- Årsregnskabsloven ændres, så Erhvervsstyrelsen får mere vidtrækkende muligheder for at kontrollere årsrapporter og reagere på fundne fejl og mangler. Der gives eksempelvis hjemmel til, at styrelsen i sager om grov regnskabssvindel kan trække en offentliggjort årsrapport tilbage. Der indføres også mulighed for, at en virksomhed kan sendes til tvangsopløsning, hvis virksomheden ikke efterkommer styrelsens påbud om indsendelse af krævet dokumentation.
- Virksomheder, der i overensstemmelse med årsregnskabsloven undlader at oplyse nettoomsætningen, skal fremover give oplysning om nettoomsætningen, når de indberetter årsrapporten til Erhvervsstyrelsen. Oplysningen skal give styrelsen mulighed for at kontrollere, om der aflægges årsrapport efter den rigtige regnskabsklasse, og om kriterierne for fravalg af revision er overholdt. Oplysningen offentliggøres ikke, og den er undtaget fra retten til aktindsigt.
- Selskabsloven ændres, så det bliver vanskeligere for kriminelle at gemme sig bag stråmænd og falske selskabsadresser. Lovkrævede selskabsdokumenter skal opbevares i en periode på 5 år fra udgangen af det regnskabsår, dokumenterne vedrører.
- Der indføres styrket tilsyn med godkendte revisorer. Muligheden for undersøgelse af revisorers manglende regelefterlevelse udvides, og Revisornævnets arbejdsområde udvides ligeledes.
Revisionspligten?
Selv om en virksomhed drives i selskabsform, er der ikke krav om revision eller anden revisorinvolvering i forhold til regnskabsaflæggelsen, når der er tale om helt små selskaber. Kontrolpakken indeholder intet i retning af genindførelse af egentlig revisionspligt eller for den sags skyld ”revisorpligt”.
I foråret 2020 blev der imidlertid indgået en aftale mellem regeringen og de politiske partier om en styrket skattekontrol. Heraf fremgår det, at revision kan være et værdifuldt supplement til skattekontrollen i forhold til at sikre højere regelefterlevelse, og at erhvervsministeren senere i 2020 vil indkalde til forhandlinger om revisionspligt. De forhandlinger bliver spændende at følge!
Vi giver os normalt ikke af med spådomme i revisionsbranchen. Det er muligt at opstille budgetter, der i virkeligheden blot er konsekvensberegninger af nogle forudsætninger. Det er også muligt at opstille forskellige scenarier på eksempelvis skatteområdet, men der har vi også nogle fakta og forudsætninger at bygge på.
Det er ikke hensigten med denne artikel, at vi skal spå om fremtiden, nærmere defineret som tiden, der følger den nedlukning af samfundet, som vi har været vidne til siden marts.
Der er ganske enkelt hverken fakta eller tilstrækkelige forudsætninger at bygge på lige nu. Vi har ikke før stået i en situation, der på nogen måde minder om den, vi har været i her i foråret 2020. I skrivende stund ved vi end ikke, hvordan eller hvornår vi kan starte med at se på forudsætningerne igen.
Det er heller ikke hensigten med denne artikel at komme med kommentarer til håndteringen af situationen – mange tiltag har været politiske – eller at filosofere over tingenes tilstand.
Antallet af bedrevidende har aldrig været større, og den ændrede arbejdssituation og de ændrede markedsforhold har medført, at vi måske tænker lidt anderledes på den anden side af foråret 2020.
Overskriften på denne artikel er med vilje gjort lidt dobbelttydig, for det er regnskabet, vi gerne vil se lidt nærmere på. Hvordan vil regnskabet komme til at se ud for den store flok af virksomheder, der forhåbentlig er i stand til overhovedet at aflægge ”det næste” regnskab – og hvad kan disse regnskaber bruges til?
Regnskabet for 2019
Langt de fleste virksomheder har kalenderåret som regnskabsår. Regnskabsåret 2019 er som udgangspunkt derfor ikke påvirket af de pludselige begivenheder i marts 2020. Blandt de lærde er der brugt meget tid på at diskutere de forhold, der påvirker – eller ikke påvirker – regnskabsaflæggelsen for 2019.
Denne debat er for de fleste virksomheders vedkommende helt ligegyldig; overlevelse er absolut første prioritet, og når denne artikel læses, er langt de fleste regnskaber alligevel aflagt.
Der er dog udsættelse med indsendelse af årsregnskabet til de relevante myndigheder, så alle regnskaber er nok ikke færdige før sommerferien – men vi vil her forsøge at se lidt længere frem i tiden: Vi vil se på regnskaberne for 2020 i stedet.
Regnskabet for 2020
Som anført i indledningen, vil vi ikke finde kaffegrumset frem og forsøge at spå eller forudsige noget som helst. Ingen aner, hvad det næste års tid vil bringe af gode eller dårlige begivenheder og dertilhørende tiltag.
Vi vil i stedet under forskellige overskrifter se lidt på, hvad regnskaberne kunne bruges til – og hvad de kunne fortælle os. Intet forhold kan siges at være ideelt afklaret, men lad os alligevel forsøge.
Kontanter er kongen
Penge er altid rare at have, og da især, når man skal betale. Det er et gammelt udtryk, for kontanter er gået af mode – i øjeblikket tillige med nærmest uglesete. Det er da heller ikke knitrende pengesedler, vi har med at gøre, men adgangen til likviditet.
Virksomheder dør ikke som følge af underskud i sig selv, men som følge af at regningerne ikke kan betales i det tempo, hvori de forfalder. Likviditeten kan være til stede i det omfang, virksomheden selv har penge stående i banken. Det er ikke tilfældet for nær alle virksomheder.
Derimod har de fleste virksomheder en mulighed for at trække på forskellige finansieringskilder. Først og fremmest er adgangen til finansiering i et pengeinstitut nødvendig for de fleste – det kan være en kassekredit, det kan være faste lån, eller det kan være andre former for finansiering.
Under andre former for finansiering kan tænkes realkredit, offentlige kreditordninger, leasingarrangementer og lignende.
Det er alt sammen kendt stof for den erhvervsdrivende, men har det relevans for regnskabet for 2020?
Det kunne det godt have, for når en virksomheds regnskab for 2020 skal bedømmes – eksempelvis af kreditgivere – vil der måske være større fokus på det finansielle beredskab. Vil virksomheden kunne overleve en situation som i foråret 2020? Hvis debitorerne ikke betaler planmæssigt, hvad sker der så? Hvis lagrene ikke kan sælges i en periode, fordi virksomheden bliver tvangslukket af regeringen, hvad sker der så?
Disse forhold og mange andre bliver interessante at iagttage,når vi er fremme i foråret 2021, og regnskaberne for 2020 dukker op.
Er der nye gældsposter?
En del af regeringens (og det samlede Folketings) tiltag har været støtteordninger og henstandsordninger. Der har været lønkompensation, der har været omsætningskompensation, og der har været kompensation for faste omkostninger. Herudover er der blevet givet henstand med betalinger af eksempelvis moms, og momsen i første kvartal 2020 har man endog kunnet låne rentefrit frem til februar måned 2021.
Fælles for alle tilskudsordningerne er, at de i stort omfang sættes i værk for derefter at skulle kontrolleres. Det giver god mening. Regeringen har bemærket, at der i et vist omfang er slået hul i statskassen, og at selv misbrug vil kunne forekomme – men at der var akut brug for støtte, og så må kontrollen komme senere.
For så vidt angår kompensationerne, skal der således på et– lige nu ukendt – tidspunkt ske en kontrol, der skal afdække, om kompensationerne var ydet på det rigtige grundlag. Er denne afklaring ikke sket på statustidspunktet, skal virksomhederne – og dermed også vi som revisorer – forholde os til, om der foreligger en risiko for, at noget af kompensationen skal refunderes til staten.
Har virksomheden ”lånt sin moms tilbage”, giver det her og nu en positiv virkning på likviditeten. En vurdering i regnskabet for 2020 vil derefter gå på, om virksomheden vil kunne tilbagebetale dette lån – eller har det desværre blot holdt virksomheden kørende som en ekstra kassekredit, der efterfølgende ikke kan indfries?
Pengeinstitutterne er bedt om at hjælpe med finansiering– men de skal også have en ordning med kunderne, der sikrer tilbagebetaling på et tidspunkt. Problemstillingen er den samme.
Vi vil ganske givet – og her spår vi alligevel – komme til at se situationer, hvor eksempelvis momskreditten eller den øgede kassekredit sikrede overlevelse, men kun i en begrænset periode. Det kan blive nødvendigt at signalere dette i regnskabet.
Man kan ikke overleve uden indtjening
Dette er en sandhed for langt de fleste. Man skal være godt polstret eller have en rigtig stærk familie (der ofte kan være en fond eller lignende) i ryggen for at kunne kapere manglende indtjening i en længere periode.
Faktisk er der rigtig mange virksomheder, hvor dagens omsætning skal i kasseapparatet hele tiden for at kunne betale regningerne. Hvis dagens omsætning – eksempelvis på grund af tvangslukning af frisøren i en periode – udebliver, kan der efter ganske kort tid opstå uoverstigelige problemer.
Kan virksomheden klare det, og hvordan skal det rapporteresi regnskabet? Vi kender alle forbehold for eller fremhævelser af forhold vedrørende den fortsatte drift i vores revisionspåtegninger, og det vil forventeligt desværre blive endnu mere aktuelt i 2021. Formuleringerne afhænger af det konkrete forhold – og de oplysninger, der i øvrigt gives i regnskabet.
Hullet bliver ikke fyldt op igen
Lad os tage udgangspunkt i en restaurant. Det er et rigtig godt eksempel, for restauranter blev – som mange andre virksomheder – ganske enkelt tvangslukket.
Der må ikke lukkes gæster ind, døren skal låses, aftaler om konfirmationer, guldbryllupper, 90-årsfødselsdage og det ugentlige møde i logen – udelukket. Restaurantens lager bugner af friske råvarer, og kælderen er fyldt op med vintil de næste tre måneders arrangementer. Skrivebordet bugner også – af regninger, der skal betales. Alt var reserveret det næste halve år frem, for det er en populær restaurant.
Det er helt enkelt en skrækkelig situation at stå i. Her er akut hjælp nødvendig (hvis man da som restauratør ikke er så heldigt stillet at have mange penge i banken eller en velhavende og hjælpsom familie).
Der kan arrangeres takeaway som et hæfteplaster på et brækket ben. Det får så efterfølgende betydning for kompensationsordningerne. Under alle omstændigheder – det er ikke tilstrækkeligt.
Imidlertid er vores restauratør i eksemplet så heldig, at der er hjælp i banken, som sammen med kompensationerne og flinke leverandører gør, at nøglen i låsen kan drejes tilbage igen efter grønt lys fra højeste sted. Vi er alle glade og med god grund.
Restauratøren omsætter måske 300.000 om måneden i gennemsnit – og det betyder 3.600.000 på årsbasis. Hvis vi forudsætter, at der skal holdes lukket i 3 måneder, mangler der således omsætning på 900.000 kr.
Hvis vi sammenligner restauratøren med skotøjshandleren, der var så uheldig at have sin forretning i et storcenter og derfor også blev tvangslukket, toner en ny forskel frem.
Skotøjshandleren kan nemlig øge sin omsætning, når alt bliver lukket op igen. Hvis vi forudsætter, at kunderne bruger sko som sædvanlig, vil en stor del af skotøjshandlerens manglende omsætning måske komme hjem igen i løbet af den næste tid. Det kan godt være, at forårskollektionen må vente til 2021, men hvis folk ønsker sko, er der med forbehold for udsving i moden mulighed for at øge omsætningen.
Det kan restauratøren (eller frisøren, tatovøren og tandlægen) bare ikke uden videre. Restauratøren kan ikke sælge mere i den kommende tid – udsolgt er udsolgt. Der mangler således 900.000 i restaurantens regnskab for 2020, og de kommer aldrig igen. Restauratøren får et indtjeningsmæssigt hul, der i et vist omfang kompenseres med støtteordningerne – men på bundlinjen og dermed også i egenkapitalen opstår et hul, der alt andet lige ikke efterfølgende kan fyldes.
Det lukker ikke nødvendigvis restauranten på langt sigt, men vi kan sidestille med en lønmodtager, der i stedet for 30.000 om måneden i løn pludselig fik 3.000 om måneden i 3 måneder – dette tab er også ”evigt”.
Restauratøren skal også i 2021 og kommende år have kassekredit og leverandørkredit – det afspejles i regnskabet for 2020, og der kan hurtigt blive behov for yderligere forklaringer og informationer. Ledelsesberetningen kan blive aktuel i nyt omfang.
Mange andre forhold
Listen er lang – og ingen kender dens fulde længde. Hvad sker der med eksportvirksomheder, der pludselig ser hele omsætningen forsvinde? Kan der sadles om til hjemmemarkedet, åbner verdensmarkedet igen, og hvordan åbner det?
Får EU styr på sin egen indsats, og hvor har vi lande som Italien og Spanien? Kommer Brexit på plads og hvordan? Bliver USA (vores største eksportmarked, overgår knebent Tyskland) helt lukket land i lang tid fremover? Falder hele virksomhedens grundlag bort som følge af ændrede adfærdsmønstre her, der og allevegne?
Som eksempel på det sidste kan nævnes, at tvungent brug af hjemmekontor i en længere periode kan have ændret vores vaner, så der fremover bliver flere møder og konferencer, der afholdes via skærmen (med alle de fordele og ulemper, dette har). Vores adfærd kan ændre sig i retning af mere e-handel, eller vi kan opleve en modsatrettet reaktion, hvor vi alle higer efter at møde rigtige mennesker igen. Det har betydning for kursusejendomme, for detailhandlere, for grønthandlere – listen er uendelig.
Vil genopretningen (som det vel reelt er) af samfundet involvere miljøtiltag, som der tales meget om? Vil arbejdskraftens bevægelighed blive påvirket?
En virksomhed kan have store beløb bundet i materielle anlægsaktiver, typisk produktionsudstyr. Er disse aktiver stadig den bogførte værdi værd – eller skal de som følge af ændret produktion, ændrede markeder, ændrede prisforhold eller andre forhold nedskrives?
Aktiver såsom obligationer, dattervirksomheder eller almindelige porteføljeaktier er måske faldet ganske voldsomt i værdi. Det er i sig selv ikke unormalt, at markedets værdiansættelse er urealistisk høj (det så vi eksempelvis i 2007, og det har vist sig igen i foråret 2020). Det koster ikke kontanter; det er efterhånden nærmest cyklisk betinget, at markedet går amok med urealistiske overvurderinger, men nufår vi et kurssmæk oven i alt det andet. Det koster på egenkapitalen (og på pensionsordningerne) – men hvad skal der signaleres i regnskabet?
Vi ved det ikke. Mange tilkendegiver en klar mening om det, men vi (og de) ved det ikke. Måske ved vi det i foråret 2021, måske ved vi det ikke på det tidspunkt.
Alt dette har betydning for regnskabet for 2020, for brugerne af regnskaberne (først og fremmest bankerne) og for den erklæring, vi som revisorer skal give regnskaberne.
Afslutning
I foråret 2020 har der været akut brug for os som revisorer til at hjælpe med problemstillinger, som er helt nye for os alle sammen.
Vi håber, at vi trods tempoet og udfordringerne har været til gavn og glæde som samarbejdspartnere for vores kunder.
Der er altid mennesker, som i stedet for at finde løsninger leder efter de berømte huller i osten. De forskellige støtteordninger har indeholdt flere spørgsmål end svar, og sådan vil det være, når ubetrådt land skal betvinges. Overlevelse for virksomhederne er som en start det vigtigste.
Vores samfund er så ufatteligt detailreguleret, så ingen regel kan gennemføres uden at give spørgsmål og udfordringer – for ikke at tale om uretfærdigheder, for dem ser vi også. Vi vil også komme til at se tilfælde af svindel og humbug; for de kreative og de, der er værre, lever højt på, at der er søgang i samfundet.
Der er også nogle, der overhovedet ikke har fattet, hvad det hele går ud på – der tænkes snævert og egoistisk.
Vi vil gerne være med til holde liv i virksomhederne, og dette omfatter også regnskaber for 2020, der gerne skulle afspejle situationen for alle de forhåbentlig mange virksomheder, der tilden tid har overlevet.
For snart 2 år siden vedtog Folketinget en række ændringer til årsregnskabsloven, som bl.a. skulle implementere nogle bestemmelser i Regnskabsdirektivet, som ikke hidtil havde været indarbejdet i loven. I nærværende artikel opsummerer vi de væsentligste ændringer med fokus på SMV-virksomhederne (regnskabsklasse B).
I lighed med andre ændringer til årsregnskabsloven tillod man såkaldt førtidsimplementering – ændringerne kunne tages i anvendelse allerede med virkning for regnskabsår, der sluttede 31. december 2018 eller senere.
Nu nærmer tiden sig i forhold til at få ændret og justeret årsrapporten for 2020 i det omfang, man ikke allerede har foretaget tilpasning til de ”nye” regler.
Det er værd at bemærke, at hvis ændringsloven medfører ændringer til virksomhedens anvendte regnskabspraksis, vil dette som hovedregel skulle ske med regnskabsmæssig tilbagevirkende kraft. Der er imidlertid en række undtagelser hertil, som gør det muligt alene at implementere med fremadrettet virkning.
IFRS
Ændringsloven gør det muligt frivilligt at anvende de internationale regnskabsstandarder IFRS 15 og 16 om henholdsvis indtægter og leasing samt delvis at anvende IFRS 9 om finansielle instrumenter. I langt de fleste tilfælde må denne mulighed forventes kun at få betydning for virksomheder, der i forvejen udarbejder IFRS-årsrapporter.
Som fortolkningsbidrag til reglerne i årsregnskabsloven vil de internationale standarder imidlertid under alle omstændigheder komme til at spille en fremtrædende rolle. Også i regnskabsklasse B!
Klassifikation, indregning og måling
Det gode, gamle forsigtighedsprincip er nu igen indarbejdet i årsregnskabsloven som erstatning for ”neutralitet”. Lovgiver har dog pointeret, at der med ændringen ikke er tilsigtet en ændring af gældende praksis.
Derimod er der foretaget en række andre ændringer, som får betydning for indregnings- og målingsprincipperne i B-virksomhedernes årsrapporter.
- Hvis virksomheden medtager en egenkapitalopgørelse, er der tale om et tilvalg fra regnskabsklasse C. Det vil sige, at der er krav om, at denne præsenteres som en selvstændig opgørelse. Noteoplysning er således ikke længere en mulighed.
- Kapitalinteresser indføres som nyt begreb. Hidtil har vurderingen været, at definitionerne på henholdsvis ”kapitalinteresse” og ”associerede virksomheder” var så tæt forbundne, at de kunne behandles som én kategori, benævnt ”associerede virksomheder”. Under de nye regler vil visse kapitalinteresser ikke være associerede virksomheder, hvorimod alle associerede virksomheder vil være kapitalinteresser (se figur). Loven giver mulighed for, at alle kapitalinteresser kan måles til indre værdi. Det vil fortsat være muligt at præsentere ”associerede virksomheder” særskilt i balancen.

- Anvendt regnskabspraksis har hidtil skullet præsenteres samlet. Nu er det muligt at præsentere den anvendte praksis i tilknytning til de enkelte noter til årsregnskabet. Den anvendte praksis for forhold, der ikke knytter sig til specifikke regnskabsposter – fx angivelse af regnskabsklasse, valutakursreguleringer, virksomhedsovertagelser osv. – skal fortsat præsenteres i et samlet afsnit.
- Regnskabsdirektivet tillader ikke den såkaldte ”nettopræsentation” for ikke-indbetalt virksomhedskapital. Derfor er ”bruttopræsentation” fremover den eneste tilladte metode. Efter denne metode indregnes tilgodehavendet hos kapitalejerne som et særskilt aktiv i balancen.
- Der indføres krav om at vise en dagsværdireserve under egenkapitalen i forbindelse med indregning af pengestrømssikring og valutaomregning (valutakurssikring, renteswaps mv.). I samme forbindelse indføres der valgfrihed for virksomhederne i forhold til indregning af sikringsinstrumenterne (indregning i resultatopgørelsen eller i egenkapitalen). Hvis der indregnes under egenkapitalen, er der tale om en fri reserve, der kan anvendes til udbytte. Det bemærkes, at en særlig overgangslempelse tillader, at kun bevægelser, der opstår efter den 1. januar 2020 eller senere, skal indregnes på reserven.
- Alle aktiver og forpligtelser (ikke kun finansielle) kan måles til dagsværdi, når de er effektivt sikret af et instrument, der måles til dagsværdi. Hvis en virksomhed fx sikrer et varelager ved en råvarekontrakt, kan varebeholdningen måles til dagsværdi, når sikringen sker med et finansielt instrument, som efter årsregnskabsloven måles til dagsværdi.
Oplysningskrav
I 2020-årsrapporterne skal opmærksomheden henledes på nogle nye notekrav. Der er fortsat et overordnet krav om, at noterne skal komme i den rækkefølge, som posterne kommer i resultatopgørelsen og balancen.
- Den nye dagsværdireserve, som er beskrevet tidligere i artiklen, afføder et notekrav. Noten skal vise en oversigt over årets bevægelser fra primo til ultimo i dagsværdireserven, fx i form af opdeling på ”Årets værdiregulering”, ”Realiseret i årets løb” og ”Tilbageført i årets løb”.
- Der er krav om noteoplysning, når en virksomhed har finansielle instrumenter, investeringsejendomme eller biologiske aktiver, der reguleres til dagsværdi. For hver kategori skal der oplyses om ”Dagsværdi ultimo”, ”Dagsværdiregulering indregnet i resultatopgørelsen” og ”Dagsværdiregulering indregnet i egenkapitalen” (dagsværdireserven).
- Opskrives et anlægsaktiv til dagsværdi efter lovens generelle regelsæt, skal der fremover noteoplyses om den skattemæssige behandling af bevægelserne i opskrivningsreserven.
- Notekravet om den rente, der eventuelt er indregnet som en del af kostprisen for aktiver, er justeret, så det fremover alene er regnskabsårets indregnede renter, der skal angives.
Afslutning
De fleste B-virksomheder vil ikke opleve behov for ny regnskabspraksis som følge af ændringsloven. Opmærksomheden skal alligevel henledes på ledelsens pligt til at efterleve regelsættet, herunder nye noteoplysningskrav og begrænsninger eller udvidelse i valgmuligheder. Visse nye valgmuligheder – som eksempelvis muligheden for at præsentere anvendt regnskabspraksis sammen med de enkelte noter – vil næppe være relevant for hovedparten af B-virksomhederne. Med tiden kan det ikke udelukkes, at den tendens, man ser i visse lande til anvendelse af denne præsentationsform, også vinder indpas i danske regnskaber.
Virksomheder og koncerner i regnskabsklasserne C og D skal endvidere være opmærksomme på nye krav til ledelsesberetningen og koncernregnskabsreglerne, som ikke er behandlet i denne artikel.
Tag en snak med din revisor om, hvordan I bedst muligt forbereder jer til de nye krav.
Erhvervsstyrelsen påbegyndte i foråret 2020 en øget kontrolindsats over for ordinære udbytteudlodninger.
Sådanne kontrolindsatser er som oftest begrundet i, at styrelsen ved de almindelige stikprøvekontroller bliver bekendt med, at der er en overrepræsentation af fejlagtige dispositioner i de kontrollerede selskaber.
Styrelsen har i en pressemeddelelse bekendtgjort, at nogle selskaber udlodder udbytte i strid med selskabslovens regler.
Problemet
I al sin enkelthed er problemstillingen, at en del ledelser overser de krav, selskabsloven stiller til udbytteudlodning. Her er ”forsvarlighed” og ”tilstrækkelige frie reserver” nøgleordene.
Hertil kommer, at der i selskabslovens bestemmelser om udbyttedispositioner findes et ”laveste værdis princip”. Helt overordnet skal det sikres, at der efter en foretagen udbytteudlodning er dækning for selskabskapitalen og eventuelle bundne reserver. Det betyder, at der gælder en dobbeltbegrænsning i relation til udbytteudlodningen:
- Ordinært udbytte skal kunne rummes inden for de frie reserver i henhold til selskabets seneste årsrapport, og
- udbyttebetalingen skal ligeledes være inden for de frie reserver på beslutningstidspunktet.
Det er selskabets ledelse, der bærer ansvaret for at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab, herunder at der efter en udbytteudlodning er tilstrækkelig dækning for de bundne reserver.
Konsekvenser ved fejl
Konstateres det i forbindelse med en kontrol fra Erhvervsstyrelsen, at der er udloddet ulovligt udbytte, skal ikke kun den ulovlige del, men hele udlodningen straks betales tilbage til selskabet inklusive renter, som p.t. udgør 10,05 % p.a.
Tilbagebetalingen skal dokumenteres med erklæring fra ledelsen og en erklæring fra en godkendt revisor.
Sker tilbagebetalingen ikke straks, efter at det ulovlige forhold er konstateret, vil udbyttet med stor sandsynlighed blive betragtet som et ulovligt kapitalejerlån – hvorved der opstår en række væsentlige skattemæssige konsekvenser for kapitalejere med bestemmende indflydelse i selskabet.
Hvis beløbet ikke kan tilbagebetales, eller kapitalejeren har modtaget udbyttet i god tro, vil ansvaret for tilbagebetalingen falde tilbage på selskabets ledelse i form af et erstatningsansvar.
Mere kontrol
Erhvervsstyrelsen har meddelt, at man vil undersøge, om der også er grundlag for at lave en øget kontrolindsats rettet imod ekstraordinære udlodninger af udbytte.
Tak. Du har nu åbnet øjnene igen, og du må konstatere, at ikke meget har ændret sig. Tyngdeloven er ikke ophævet, kaffen i koppen er dog muligvis blevet en anelse koldere – og der er fortsat en virus i omløb.
Julen er ret forude, nytåret kan anes i kalenderen – og vi nærmer os årsdagen for den omfattende nedlukning af samfundet omkring os og store dele af verden.
Vi har måske snart en vaccine, måske ikke (her bortses fra visse præsidenters mirakelkure) – og selv om vi har en vaccine, forsvinder alle de adfærdsregulerende foranstaltninger ikke lige med det samme.
Regnskaberne for 2020
I 2020 har vi haft forlængede frister for indsendelse af regnskaber og selvangivelser for 2019. Herudover har vi haft støtteordninger og muligheder for udsættelse af betalinger af eksempelvis moms til en senere dato end normalt.
Efteråret 2020 har i skrivende stund ikke bragt nogen form for afklaring eller en afslutning på de bump, vi skal over for at komme tilbage til en mere normal hverdag. Virus hærger fortsat hos os, den hærger fortsat i resten af verden, og vi er i øjeblikket mere end almindeligt usikre.
Det kan ikke undgå at få betydning for regnskabsaflæggelsen for 2020. Vi har i form af noter og forklaringer kunnet se i regnskaberne for 2019 (de regnskaber, der er aflagt efter nedlukningen), at den bratte opbremsning i økonomien vil komme til at influere på kommende regnskaber.
Som udgangspunkt er der to situationer, vi skal være opmærksomme på:
- Nogle virksomheders indtjening svigter trods hjælpepakker, tilpasninger og andre forhold, der er udløst af situationen; og vigtige markeder er muligvis faldet bort.
- Nogle virksomheders likviditet og lånemuligheder er ikke tilstrækkelige til at betale regningerne i det tempo, disse forfalder.
I øjeblikket kan vi desværre kun mene, at påvirkningen af nedlukningerne og hjælpepakkerne ikke ophører med regnskabet for 2020. Der vil komme en påvirkning langt ind i 2021, og vi aner med hånden på hjertet ikke, hvornår vi har lagt udfordringerne bag os.
Alt andet lige må vi forvente, at regnskaberne for 2020 i langt de fleste tilfælde ikke vil være præget af rekordomsætning eller stigende indtjening – tværtimod.
Revisoren kommer ind i billedet
I Facit maj-juni 2020 tog vi hul på denne problemstilling ud fra den viden, vi havde ved redaktionens slutning primo maj. Dengang vidste vi om muligt endnu mindre om fremtiden, end vi gør nu (i det omfang, vi kan vide noget om fremtiden).
Vi må konstatere, at arbejdsløshed, detailhandel, konkurser og andre indikatorer har udviklet sig knap så slemt som frygtet. Nogle brancher er tvunget helt i knæ, andre har som følge af Folketingets hjælpetiltag klaret sig ganske godt.
Vi er som revisorer nødt til at være objektive som altid. Vi kan ikke være superoptimister, vi vil ikke være overdrevne pessimister – men en af vores opgaver er (ud over at hjælpe og rådgive vores kunder bedst muligt) at udtrykke en objektiv holdning til de regnskaber, vi erklærer os på.
Lovgivningen påbyder os at udøve en professionel skepsis. Det betyder ikke, at vi skal være negative, men vi skal igennem vores arbejde selvstændigt vurdere, om eksempelvis et årsregnskab giver et rigtigt billede af den virksomhed, regnskabet vedrører.
Én ting er, at vi skal forholde os til, at regnskabslovgivningen er overholdt, og at tallene i regnskabet i al væsentlighed er korrekte. Det er håndterbart i samarbejde med virksomhedernes ansatte og ved udøvelse af den faglige viden, vi skal have.
Den anden side af medaljen er, at vi som følge af lovgivning og internationale standarder også skal forholde os til, om virksomheden har en fremtid. I moderne tale hedder det at tage stilling til ”going concern” – udtrykket på dansk er ”fortsat drift”. Vi holder os på jordoverfladen og anvender den danske version, der ganske klart udtrykker problemstillingen.
Vi kan som revisorer over for regnskabslæserne kun forklare os i vores erklæring, og for overblikkets skyld vil vi her kun omtale de tilfælde, hvor vi udfører revision af årsregnskabet.
Det går slet ikke
I de – heldigvis sjældne – tilfælde, hvor vi ikke kan komme til anden konklusion, end at virksomheden ikke kan overleve, vil vi tage et forbehold herfor i revisionspåtegningen. Dette forbehold medfører, at vi afgiver en såkaldt ”afkræftende konklusion”. Vi skriver direkte, at vi ikke mener, at årsregnskabet giver et retvisende billede, hvis det er aflagt efter det normale princip om fortsat drift.
Dette skyldes normalt, at der ikke er penge eller kreditter til rådighed for virksomheden i tilstrækkeligt omfang til at betale afdrag, lønninger, kreditorer eller lignende. Det betyder også, at årsregnskabet i virkeligheden burde være aflagt efter konkurslovens regler.
Det kan være opfattelsen, at vi herved skubber virksomheden den sidste millimeter ud over kanten – men inden vi afgiver sådan en afkræftende konklusion, har vi med alle midler forsøgt at få afklaret, hvorvidt pengeinstituttet, aktionærerne, kreditorerne eller andre vil give tilsagn om hjælp – og at der er budgetter, der viser en mulighed for at leve videre.
Virksomheden er på gyngende grund,men ikke ude over afgrunden
Denne situation oplever vi ganske ofte – og i det seneste halve års tid oftere end normalt. Det må forventes, at vi ved erklæringen på årsregnskaberne for 2020 ofte vil komme hertil.
Typisk har virksomheden underskud, eller indtjeningen kan ikke dække forpligtelserne til afdrag på lån. Måske har virksomheden negativ egenkapital, måske er den kortfristede gæld betydeligt større end omsætningsaktiverne.
Vi dømmer ikke virksomheden ude. For at undgå at komme til den løsning skal vi være overbeviste om, at der er en mulighed for virksomhedens overlevelse. Derfor vil vi gerne se budgetter, vi vil gerne se lånetilsagn fra pengeinstituttet, og hvis aktionærer eller andre ønsker at støtte, vil vi gerne have en ufravigelig erklæring herom.
Konsekvenser for vores erklæring er en såkaldt ”fremhævelse” af problemstillingen om fortsat drift. Denne fremhævelse forudsætter en note i årsregnskabet, hvor udfordringerne og løsningerne er skitseret (og realistiske). Er der en ledelsesberetning tilknyttet regnskabet, vil der også typisk her være en omtale eller en henvisning til den omtalte note.
Vi vil i fremhævelsen typisk skrive: ”I note X er omtalt forhold, der indikerer, at der er en væsentlig usikkerhed, som kan skabe betydelig tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften, og vores konklusion er ikke modificeret angående forholdet”.
Hermed tager vi ikke afstand fra, at virksomheden kan leve videre – men regnskabslæseren får at vide, at der er en væsentlig risiko for, at virksomheden kan dø en for tidlig død.
Andre situationer
Der kan være virksomheder, der eksempelvis har en negativ egenkapital eller realiserer et betydeligt underskud – og hvor der ikke er en note som anført ovenfor, og hvor vores revisionspåtegning ikke indeholder forbehold eller fremhævelser.
Dette kan tages som udtryk for, at vi på det foreliggende grundlag ikke har fundet anledning til at tro, at virksomheden ikke overlever – og at der efter vores opfattelse ikke er væsentlig usikkerhed herom.
Hermed har vi ikke – som det af og til fejlagtigt antages – udstedt en garanti. Mange forskellige hændelser kan medføre, at en virksomhed uventet bukker under, og hvis disse hændelser ikke med en vis grad af sikkerhed kan forudses, kan de heller ikke påvirke regnskaberne.
Er vi så klogere i 2021?
Man bli’r klogere med alderen (og fattigere med tiden, som C.V. Jørgensen så smukt beskrev det i sangen ”Pligterne kalder”. Vi håber bestemt ikke, at dette fuldt ud gælder vores kunder. Vi kan alle lære lige til den yderste dag, men vi håber bestemt, at vinden vender, og at vi alle igen kan få sikkerhed, indtjening og formue til at drive det erhvervsliv, der i den sidste ende finansierer det samfund, vi alle er en del af på godt og ondt.
Pligterne kalder! Om og om igen …
Hvornår kan et salg indtægtsføres som omsætning?
Umiddelbart har de fleste af os en klar fornemmelse for, hvornår en handel er endelig, og derfor finder vi det normalt heller ikke vanskeligt at afgøre, hvornår omsætningen kan registreres i bogholderiet.
Det bliver imidlertid mere og mere almindeligt, at en handel er sammensat af flere elementer, og i flæng kan nævnes eksempler som gratis kædestramning 3 måneder efter køb af en cykel, fri support 2 år efter køb af en skræddersyet softwarepakke eller en gratis 6. pizza efter eget valg.
I de nævnte eksempler vil såvel fakturering som betaling med stor sandsynlighed ske i forbindelse med hovedleverancen, men en sammensat handel kan også bestå af løbende levering af en eller flere ydelser, som først faktureres og betales ved afslutningen af leverancen.
Eksempler på ydelser med løbende levering er reparation af biler, håndværksentrepriser eller din revisors revision af og assistance med opstilling af årsrapporten.
Sammensat salg
Cykelhandleren vil nok tænke, at salget af cyklen skal indtægtsføres, når sadlen sidder i den rigtige højde, pengene ligger i kasseapparatet, og kunden forsvinder i horisonten på nyerhvervelsen. Detlille serviceeftersyn om 3 måneder tagerikke lang tid, og det kan sagtens presses ind på værkstedet mellem de andre opgaver. Det er imidlertid ikke den korrekte bogføring af salget.
Serviceeftersynet har en værdi, og den del af omsætningen, der kan henføres til serviceeftersynet, kan først indtægtsføres, når det er udført. Hvis kunden har betalt 6.500 kr. ekskl. moms for cyklen (inkl. eftersynet), kan der fx kun indtægtsføres 6.300 kr. for cyklen, men de sidste 200 kr. skal ”parkeres” som en forudbetaling under passiverne og først indtægtsføres, når serviceeftersynet er udført.
Tilsvarende kan salget af den første pizza til 89 kr. ikke indtægtsføres fuldt ud. 5/6 af salgsprisen (ca. 12 kr. ekskl. moms) skal periodiseres som en forudbetaling for den 6. pizza, som kunden kan hente efter yderligere fire besøg. 12 kr. lyder ikke af meget, men hvis hovedparten af pizzaerne sælges på ”klippekort”, er det 1/6 af alle indbetalinger, der er forudbetalinger og altså ikke kan indtægtsføres med det samme.
Desværre er virkeligheden endnu mere indviklet, end eksemplet umiddelbart ser ud, for det vil næppe være alle klippekort, der bliver fyldt og afleveret med henblik på udlevering af en gratis pizza, og derfor vil der ikke skulle periodiseres 12 kr. pr. pizza – beløbet er mindre. Beløbet vil skulle estimeres på baggrund af historisk viden om kundernes benyttelse af tilbuddet, og det vil naturligvis kunne ændre sig over tid.
Løbende levering
Når mekanikeren går i gang med at servicere eller reparere en bil, vil han med det samme være i færd med at levere en ydelse som regnskabsteknisk betragtes som afsluttet løbende. Salget finder altså sted løbende og ikke først, når kunden afhenter bilen.
Det samme gælder for revisors udførte arbejde med opstilling og revision af årsrapporten, ligesom håndværkeren leverer, i takt med at gipspladerne monteres, tagstenene lægges op osv.
Når salget opgøres på denne måde, anvender man produktionsmetoden. Der er i øvrigt ikke krav om, at personligt drevne virksomheder eller selskaber i regnskabsklasse B anvender produktionsmetoden, med mindre sidstnævnte selskabers årsregnskab ikke giver et retvisende billede, så er det nemlig alligevel et krav … og således blev også dette område indviklet.
Opgørelsen af salget efter produktionsmetoden er i øvrigt heller ikke helt enkel, for der skal være styr på omfanget af den samlede leverance, og hvor langt man er i processen på opgørelsestidspunktet (færdiggørelsesgraden). Detskal vurderes, om der er risiko for forsinkelser, garantireparationer osv. Det er derfor nødvendigt med et velfungerende registreringssystem, hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre at opgøre omsætningen pålideligt.
Hvis omsætningen opgøres ved endelig levering – som altsåer en mulighed for langt de fleste selvstændigt erhvervsdrivende og selskaber i regnskabsklasse B – anvendes salgsmetoden. I praksis vil det som oftest betyde, at omsætningen registreres ved fakturering.
Der skal dog fortsat holdes styr på de medgåede omkostninger i forbindelse med leveringen, for disse må først udgiftsføres, når registreringen af omsætningen finder sted.
Solgt eller gratis
Der findes også den lidt mere ekstreme variant af løbende levering, nemlig leveringsbetingelsen ”solgt eller gratis”, derer meget anvendt i nogle brancher, eksempelvis ejendomsmæglerne.
Her leveres ydelsen også løbende, men der er ingen garanti for, at ydelsen overhovedet ender i en indtægt, for det er usikkert og umuligt at forudsige, om og/eller hvornår den indtægtsudløsende begivenhed indtræffer.
For selvstændige erhvervsdrivende og selskaber i regnskabsklasse B vil det uden diskussion være det letteste at gørebrug af muligheden for at anvende salgsmetoden ved opgørelsen af omsætningen.
Har man mod på det, kan det imidlertid godt lade sig gøreat indtægtsføre en del af det løbende arbejde, men det kræ-ver gode registreringssystemer kombineret med nogle veldokumenterede skøn over succesraten. Sidstnævnte vilsom udgangspunkt og i vid udstrækning være baseret på historiske erfaringer.
Listen med udfordringer er lang
Hvis man tænker lidt over det, findes der stribevis af eksempler på sammensatte salg, og det vil være et område, der kommer mere fokus på i fremtiden.
Der kan være aftalt levering på betingelser, der indebærer, at der reelt slet ikke er leveret ved levering, der kan være tilbagekøbsforpligtelser, der kræver en reservation af en del af salgssummen, og der kan være forudbetalinger for en løbende ydelse, som skal periodiseres over leveringsperioden.
Hvis der i forbindelse med levering ydes usædvanlig lang kredit, er det en kombination af salg og långivning, og dermed vil en del af salgssummen være finansieringsindtægter. Så kom der lys i en ny rød advarselslampe, for der er jo ikke moms på renter!
I øvrigt er skattereglerne på indtægtsområdet – som på så mange andre områder – anderledes end de regnskabsmæssige regler. Det er derfor langt fra givet, at den opgjorte omsætning i årsrapporten skal indtægtsføres skattemæssigt i samme periode.
Det er ikke let!
Det er formodentlig lykkedes at få den indledende antagelse, om at det normalt ikke er vanskeligt at afgøre, hvornår omsætningen kan registreres i bogholderiet, til at fremstå som et noget vakkelvornt postulat.
Det er ikke let, men heldigvis kender vi reglerne og bestemmelserne og er klar til at hjælpe, så din virksomheds bogholderi kan tilrettelægges med henblik på en hensigtsmæssig og lovmedholdelig indregning af omsætningen – og på en måde, så det er til at håndtere i dagligdagen.
Navigation til indlæg