Et bredt flertal i Folketinget har i maj 2020 indgået en ny aftale om fremtidens boligbeskatning. Meningen med aftalen er at videreføre de forlig, der blev indgået i 2016 om et nyt ejendomsvurderingssystem og i 2018 om et nyt boligbeskatningssystem. Samtidig er der med den nye aftale tilført området flere midler, så stigningstakten på ejendomsskatterne og ejendomsværdiskatterne i overgangsperioden bliver lavere. Overgangsperioden er nu forlænget til 2024, hvor de nye permanente regler forventes at træde i kraft.
Meningen med forligene var blandt andet at skabe ro om den fremtidige boligbeskatning. Når den nye aftale kommer nu, skyldes det, at de nuværende overgangsregler udløber ved udgangen af 2020, og de systemer, der skal understøtte reglerne, er forsinket så meget, at skatteministeren tidligst forventer,at de kan træde i kraft i 2024.
Skattestoppet fra 2001 betød, at ejendomsværdiskatten i princippet ikke kan stige, men det kan grundskylden. Mange boligejere har i de senere år derfor oplevet at skulle betale et større og større beløb i grundskyld.
Indefrysningsordning
Med forligene blev der fra 2018 indført en indefrysningsordning. Det betyder, at grundskyldsstigninger på boliger nu bliver indefrosset automatisk. Indefrysningen er i realiteten et lån fra staten, idet det indefrosne beløb skal afregnes, når man sælger boligen. Selv om det beløb, en boligejer løbende skal betale, ikke vil være større end det, boligejeren betaler i dag, ender boligejeren med at skulle betale stigningen i den sidste ende.
Fra 2021 bliver den automatiske indefrysningsordning udvidet og forlænget til 2024, så den både gælder ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Der bliver om nogle år mulighed for, at skatteyder selv vil kunne vælge at indfri lånet.
Med den nye aftale bliver der fra 2022 indført en mere effektiv stigningsbegrænsning i ejendomsskylden, så grundlaget for beregningen højst kan stige med 2,8 % om året - mod den nuværende begrænsning på 7 %.
Derudover bliver satsen som noget helt nyt fastfrosset på det nuværende niveau, så kommunerne højst kan opkræve grundskylden og dækningsafgiften i perioden 2021-2028 med de satser, der gælder i 2020. Herudover bliver kommunernes provenu låst således, at en kommune fra og med 2024 ikke kan opkræve mere, end den opkræver i 2023. Det er samtidig en del af aftalen at fastholde forliget, så grundskyldspromillen (ejendomsskattesatsen) fra og med 2024 ved lov bliver nedsat til 16.
Med den nye aftale bliver der også indført lempelige reglerfor nye ejendomme og ejendomme, der ikke tidligere har været vurderet.
Reduktion af satser
Et andet hovedelement i den nye aftale er en reduktion afden laveste sats for ejendomsværdiskat i overgangsperioden.I dag betaler en boligejer 1 % af sin boligværdi op til godt3 mio. kr. Denne sats bliver fra 2021 med den nye aftale reduceret til 0,92 %. Er boligen mere værd end 3,04 mio. kr., betaler man 3 % af resten.
Satserne for nedslag til pensionister og ejedomsejere, der har anskaffet boligen inden 1. juli 1998, og som indgår i de gældende overgangsordninger, der blev indført sammen med ejendomsværdiskatten, bliver justeret, så de matcher nedsættelsen.
Den lave sats bliver stadig reduceret til 0,55 %, og den høje sats – eller topskattesatsen på boliger, om man vil – bliver reduceret til 1,40 %, når de nye permanente regler træder i kraft – formentlig tidligst fra 2024. Den højere ejendomsværdiskattesats gælder for boliger, der bliver vurderet til mere end 7,5 mio. kr. Det betyder, at progressionsgrænsen stiger markant. Grænsen er fastsat på basis af bruttoværdien af boligen, hvilket betyder, at grænsen for den progressive sats ligger ved et beskatningsgrundlag på 6 mio. kr. (7,5 mio. minus 20 %).
Boligens vurdering
Et af tryghedselementerne i de fremtidige boligbeskatningsregler drejer sig om fastsættelsen af værdien af boligen. Når boligejere får nye ejendomsvurderinger, bliver boligskatterne låst fast til boligens værdi, så boligejerens skat kun kan stige, hvis boligprisen stiger. Skattesatserne bliver låst med indførelsen af de nye regler.
Det er altid forbundet med usikkerhed at vurdere ejendomme og grunde. Her har Folketinget indført et forsigtighedsprincip, så det beløb, boligejerne skal betale skat af, sættes 20 % lavere end ejendoms- og grundvurderingen. Bliver et hus fx vurderet til 5 mio. kr., skal der betales skat af (5 – (20 % af 5)) = 4 mio. kr.
De fleste forventer, at deres hus ad åre vil stige i værdi, og dermed også, at både ejendomsskatten og ejendomsværdiskatten stiger. De fleste regner derfor med at komme til at betale mere i boligskat, selv om de får mulighed for at udskyde betalingen ved anvendelse af indefrysningsordningen.
Skatteministeriet regner med, at 2/3 af boligejerne kan se frem til en lavere boligskat i de kommende år. Det betyder,at 1/3 skal regne med at komme til at bruge indefrysningsreglerne.
De boligejere, der hidtil har betalt for meget i ejendomsværdiskat i 2011-2019 på grund af for høje vurderinger, modtager kompensation herfor efter nugældende regler. Kompensationen for 2020 bliver efter den nye aftale udbetalt i 2022.

Bag denne noget diffuse titel gemmer sig en række ændringer til årsregnskabsloven, selskabsloven, revisorloven og enkelte andre love, som enten allerede er trådt i kraft eller har virkning fra 1. januar 2021.
”Pakken” blev vedtaget i Folketinget tilbage i maj måned 2020, og ifølge bemærkningerne til lovforslaget er det overordnede formål at sætte mere målrettet ind over for økonomisk svindel gennem en styrket kontrol på selskabs- og regnskabsområderne og derved også at understøtte skatteforvaltningens indsats mod skatteunddragelse.
Nogle af hovedelementerne i kontrolpakken er opridset her:
- Erhvervsstyrelsens rolle som kontrollerende myndighed styrkes. Kontrollen omfatter årsrapporter og selskabsforhold, herunder både systematisk digital forhåndskontrolaf indberetninger og anmeldelser og efterfølgende risiko- og databaseret kontrol af offentliggjorte årsrapporter og selskabsregistreringer.
- Årsregnskabsloven ændres, så Erhvervsstyrelsen får mere vidtrækkende muligheder for at kontrollere årsrapporter og reagere på fundne fejl og mangler. Der gives eksempelvis hjemmel til, at styrelsen i sager om grov regnskabssvindel kan trække en offentliggjort årsrapport tilbage. Der indføres også mulighed for, at en virksomhed kan sendes til tvangsopløsning, hvis virksomheden ikke efterkommer styrelsens påbud om indsendelse af krævet dokumentation.
- Virksomheder, der i overensstemmelse med årsregnskabsloven undlader at oplyse nettoomsætningen, skal fremover give oplysning om nettoomsætningen, når de indberetter årsrapporten til Erhvervsstyrelsen. Oplysningen skal give styrelsen mulighed for at kontrollere, om der aflægges årsrapport efter den rigtige regnskabsklasse, og om kriterierne for fravalg af revision er overholdt. Oplysningen offentliggøres ikke, og den er undtaget fra retten til aktindsigt.
- Selskabsloven ændres, så det bliver vanskeligere for kriminelle at gemme sig bag stråmænd og falske selskabsadresser. Lovkrævede selskabsdokumenter skal opbevares i en periode på 5 år fra udgangen af det regnskabsår, dokumenterne vedrører.
- Der indføres styrket tilsyn med godkendte revisorer. Muligheden for undersøgelse af revisorers manglende regelefterlevelse udvides, og Revisornævnets arbejdsområde udvides ligeledes.
Revisionspligten?
Selv om en virksomhed drives i selskabsform, er der ikke krav om revision eller anden revisorinvolvering i forhold til regnskabsaflæggelsen, når der er tale om helt små selskaber. Kontrolpakken indeholder intet i retning af genindførelse af egentlig revisionspligt eller for den sags skyld ”revisorpligt”.
I foråret 2020 blev der imidlertid indgået en aftale mellem regeringen og de politiske partier om en styrket skattekontrol. Heraf fremgår det, at revision kan være et værdifuldt supplement til skattekontrollen i forhold til at sikre højere regelefterlevelse, og at erhvervsministeren senere i 2020 vil indkalde til forhandlinger om revisionspligt. De forhandlinger bliver spændende at følge!
Beredskab og nødplaner er i nogles ører noget, som politi og brandvæsen tager sig af. Men et beredskab er noget, som alle virksomheder kan have en fordel ved at tænke ind – inden et problem indtræder.
Fredag den 11. marts 2011 rystede et undersøisk jordskælv havbunden i Stillehavet 130 km øst for Japans kyst. Med en gigantisk styrke på 9 målt på richterskalaen udløste jordskælvet en tsunami, der bevægede sig med 700 km i timen mod kysten; en altødelæggende kraft, der skulle koste over 15.000 mennesker livet. Flodbølgen nåede en højde på op til 40 meter og skyllede op til 10 km ind i landet. Denne historie kender vi dog som noget andet og noget mere end blot en beretning om en dødbringende naturkatastrofe. Det er historien om Fukushima-katastrofen.
Lige så snart atomkraftværket i Fukushima kunne registrere jordskælvet, slukkede reaktorerne automatisk. Det skulle de gøre som en sikkerhedsforanstaltning, men på grund af en række problemer slukkede hele elforsyningen. Kølepumperne kunne derfor ikke pumpe videre og køle kernen, og som alle, der har set Tjernobyl-serien, ved, kan overophedning have katastrofale konsekvenser. Derfor havde man et backup-system: En række dieselgeneratorer slog til, så kølepumperne atter kunne afkøle de brandvarme reaktorkerner.
Denne korte opridsning af begyndelsen på katastrofen indeholder to bærende elementer for, hvad mange mennesker tænker, når de hører ordene ”beredskab” og ”nødplaner”: Noget, der kræver politi og brandvæsen, og måske også, at én teknisk løsning overtager en anden – i det her tilfælde den klassiske dieselgenerator, der genererer strøm til kølepumperne. Men Fukushima-katastrofen er også et eksempel, der viser, hvor vigtig en beredskabsplan kan være for mindre virksomheder, der måske ikke engang er i nærheden af katastrofen. Vi bevæger os igen mod Japan.
Når din fail-over fejler
Dieselgeneratorerne, et fail-over-system, der får kritiske funktioner til at virke igen, kørte kort efter, at systemet kunne registrere et jordskælv, og elnettet fejlede. Plan B fungerede, som den skulle. Det, man imidlertid undervurderede og efterfølgende fik stærk kritik for, var risikoen for en tsunami. Netop den mangel førte til, at generatorerne druknede. Alle undtagen én. Og når en fail-over fejler – når plan B ikke virker – har man nogle gange en plan C: Batterier, der afløser en dieselgenerator. Batterierne har imidlertid kun få timers levetid. Uden strøm, og dermed uden kølepumper, skete det, der ikke måtte ske: Eksplosioner og nedsmeltning i et atomkraftværk.
Atomkatastrofen kunne have været undgået, hvis en tilstrækkelig og tilfredsstillende risikovurdering var blevet foretaget. Det var ikke tilfældet, og advarsler fra tsunamistudier var blevet ignoreret gang på gang.
Ikke alene havde man tæt på 16.000 døde i Japan, men også et radioaktivt udslip, der krævede evakuering i mindst 20 kilometers radius. Japans regering spillede også det politisk sikre kort ved at lukke over 50 atomkraftværker, hvilket resulterede i mindre elkapacitet og et behov for at importere energi i form af kul og olie for at kunne opfylde det største energibehov– med tilhørende forurening og helbredsproblemer. Borgere og virksomheder måtte indstille sig på at bruge mindre elektricitet i et stykke tid.
Fra Fukushima til Kongens Nytorv
I de følgende måneder kunne verden mærke konsekvenserne af atomulykken. Leverancer blev forsinkede, eller leverandører måtte lukke ned. Det påvirker ikke kun den nedlukkede virksomhed, for hvis et nøgleprodukt bliver forsinket eller udebliver, så påvirker det også anden-, tredje- og måske endda også fjerdepart.
Et banalt eksempel kommer fra Magasin du Nord, hvor man kunne opleve prisstigning på nogle cremer. Det skyldtes, at katastrofen ødelagde marker, hvor man producerede vigtige ingredienser til brug for cremeproduktionen. Selv om banaliteten – og ikke mindst fraværet af cremers påtrængende nødvendighed for menneskeheden – er fremtrædende i eksemplet, så viser det ikke desto mindre en kausalitet, som man aldrig nogensinde kunne have forberedt sig på ved at fokusere på årsag.
Har du forberedt dig på en tsunami?
Hvis man skulle forberede sig på alt, bliver listen lang. Og det er også sandsynligt, at den øvelse ville køre in absurdum.Skal man som virksomhed i Danmark forberede sig på en tsunami i Japan, fordi der er sandsynlighed for, at man måske mister et vigtigt produkt, hvis det måske sker?
Lad os ikke dvæle ved de åbenlyse absurditeter. Det er ikke engang sikkert, at vi ved, at dele af vores produkt har sin oprindelse i Japan. Vi gik og troede, det var 100 % svensk.
Men man kan i virkeligheden godt forberede sig på den tsunami. Så længe man ikke fokuserer på selve tsunamien, men de konsekvenser den kunne have, nemlig hvordan ens daglige drift kan blive påvirket. Hændelsen er sådan set underordnet; det kan være en eksplosion i et atomkraftværk i Fukushima, men det kunne lige så godt være, at din leverandør ikke kan levere varen af en anden årsag.
Uanset årsagen, så mangler du dit produkt eller den tjeneste, som du så ikke kan sælge videre til dine kunder. Hvad gør duså? Kan du skaffe det et andet sted fra? Kan et lignende produkt gøre det? Er det et nøgleprodukt i din virksomhed eller blot en pakke tyggegummi, du bruger til at få lidt ekstra kroner i mersalg, og som kan skiftes ud med en pakke pastiller?
Det er derfor ikke nødvendigvis nyttigt at fokusere på katastrofale hændelser. I stedet er det vigtigt at tænke på, hvilke konsekvenser tsunamien kan have.
Er det tab af viden? Måske fordi en nøgleperson i din virksomhed ikke længere er til stede, og ingen andre kender dennes arbejdsopgaver? Det kan være regnskabspersonen, der månedligt opsætter en rapportering for at holde styr på likviditeten. Eller it-nørden, der jo er vant til at komme og fikse tingene. Er det tab af en salgskanal? Hvilken? Web, telefon eller fysisk butik? I hvor høj grad påvirker hvert tab din forretning?
Med andre ord: I stedet for at forestille dig alle mulige dommedagsscenarier, så se på, hvordan din daglige drift kan blive forstyrret af uforudsete forhold. Med det indledende eksempel fra Japan og den virkelighed, vi oplever med coronavirussen i dag, behøver jeg næppe at understrege, at alt i virkeligheden kan ske.
Analyse af risici - virksomhedens daglige drift
Ovennævnte overvejelser kan sættes op i en tabel, som kan se ud, som vist i figuren nedenfor. Den viste figur er en risikovurdering. Det er en analyse af, hvilken situation man er i lige nu. Det gør man for at kunne træffe en beslutning om, hvorvidt virksomheden skal finde på at gøre noget, inden en uheldig situation indtræder.
Læg mærke til, at de nævnte eksempler er generelle og ikke går i detaljer om, hvorvidt der er risiko for, at kloakvand vil stige op i kælderen. Det er en del af det nævnte – ligesom den menneskelige faktor også er en del af det nævnte. For det er jo muligt, at salgskanal 3 netop håndteres af nogle gode folk, der tager telefonen, når kunder ringer ind til hovednummeret. Men hvad nu, hvis telefonsystemet ikke fungerer? Hvad nu, hvis disse folk ikke er til stede? ”Hvad nu, hvis” er ikke interessant for virksomheden. Tab af salgskanal 3 er interessant – og vigtig – for din virksomhed.
Herefter kan man se på, hvilke organisatoriske foranstaltninger man kan gøre for at aktivere en nødplan, få driften op til minimum, for til sidst at være tilbage i optimal daglig drift. Lige i dette tilfælde ville man måske ikke foretage vidtgående foranstaltninger, men udelukkende fokusere på kommunikation om det.
|
|
Sandsynlighed |
Påvirkning |
Faktor |
|
Scenarie |
(1-10) |
(1-10) |
(SxP) |
| 1 |
Tab af viden (nøglepersonsafhængighed) |
5 |
8 |
40 |
| 2 |
Tab af it-leverandør (outsourcet) |
2 |
10 |
20 |
| 3 |
Tab af salgskanal 1 (webshop) |
3 |
8 |
24 |
| 4 |
Tab af salgskanal 2 (butik) |
4 |
7 |
28 |
| 5 |
Tab af salgskanal 3 (telefon) |
2 |
4 |
8 |
| 6 |
… |
|
|
|
| 7 |
… |
|
|
|
Kommunikation, når uheldet indtræffer– vi er her stadigvæk!
I tilfældet med telefonen kunne det fx være relevant at skrive på sin hjemmeside og de sociale medier, at telefonerne ikke virker i øjeblikket, men at man arbejder på at løse problemet.
Det kan også være relevant at have klare procedurer for, hvem man skal orientere ved større driftsforstyrrelser – og nok også hvem man skal kontakte, hvis kaffemaskinen går i stykker.
Som vi kan se, så handler det ikke om, hvorvidt der kan ske et jordskælv i Stillehavet, men om, hvilke funktioner og områder i din virksomhed der øger sårbarheden for din daglige drift.
Husk også din kollega
Til sidst synes jeg, det er vigtigt at gøre opmærksom på noget, man egentligt ikke ser så meget af i beredskabsplaner – selv om vi ser mange udøve det i dag: Hvad gør vi, hvis vi mister det kollegiale fællesskab?
Her skal man gøre op med sig selv, om man blot ser sine ansatte som en ressource, der holder bundlinjen sort, eller om man ser sine kolleger som de mennesker, der besjæler virksomheden og giver den dens værdi. Her kan en lille ting som et telefonopkald fra chefen, der tjekker op på én, gøre den store forskel.
Så, hvad gør man?
Det hele starter med en risikoanalyse. Det kan enten være en Excel-øvelse med tal, grafer, farver og lamper, der blinker, eller det kan være det, vi kalder en kvantitativ vurdering (walk-through) af, hvilke faktorer der gør, at dagligdagen opretholdes. Altså enten en afart af førnævnte tabel, hvor risici identificeres og sandsynliggøres i forhold til påvirkningen af den daglige drift, eller – hvis dagligdagen er til at overskue – engod mavefornemmelse og tankemæssig gennemgang af væsentlige arbejdsprocesser.
Dette kan munde ud i en beredskabsplan, som ikke alene indeholder kontaktoplysninger på kritiske leverandører, bank, revisor, forsikring, kontaktoplysninger til kolleger (og deres ægtefæller) osv. Planen kunne imidlertid også indeholde nogle tanker om, hvad vi gør, hvis det ikke er muligt at møde op på kontoret, hvis håndværkerens bil ikke kan køre, hvis webshoppen er nede osv.
Mellem risikoanalyse og beredskabsplan kan der også være en række arbejdsopgaver, der imødegår/begrænser skaderne. Et aktuelt eksempel kunne være at sikre, at hjemmearbejdspladser kan fungere, at webshoppen har en ”nødside”, at der er et alternativ til betalingsløsningen på webshoppen mv.
Det er ikke nødvendigvis enkelt at forberede sig, men det er bedre at forberede sig end ikke at gøre det, og i lighed med at vi udarbejder driftsbudgetter, er beredskabsplaner noget, der ikke nødvendigvis lever op til virkeligheden, når den indtræffer.
Derfor er en test af et konkret scenarie en god ide, og – efter min erfaring – også ret underholdende for virksomhedens medarbejdere. Man afholder jo også brandøvelse på store skibe, så hvorfor ikke også teste en virksomheds beredskab.
Der er ingen tvivl om, at i de situationer, hvor et selskab oppebærer skattemæssige underskud af den ene eller den anden grund, er det oftest med en forventning om, at underskuddet kan anvendes til modregning i skattepligtig indkomst i fremtiden.
Lige nu er vi i en situation med en lang række selskaber, der kæmper for deres overlevelse. Det er vigtigt at være opmærksom på, at et selskabs skattemæssige underskud kan fortabes i visse tilfælde.
Grundlæggende er forudsætningen for anvendelse af skattemæssige underskud, at disse er indberettet til Skattestyrelsen. Det er derfor afgørende, at det årligt sikres, at et realiseret underskud indberettes korrekt til Skattestyrelsens underskudsregister (DIAS).
Overdragelse af mere end 50 % af selskabskapitalen i et driftsaktivt selskab
I situationer hvor et selskab, der er driftsaktivt, overdrages til andre ejere, kan der opstå underskudsbegrænsning – noget man nemt overser i selve processen.
Ved et driftsaktivt selskab forstås et selskab, som har omsætning og en egentlig økonomisk risiko ved den erhvervsmæssige virksomhed, som drives.
Reglen om underskudsbegrænsning omfatter situationer, hvor mere end 50 % af selskabskapitalen eller stemmerne i et driftsaktivt selskab ved indkomstårets udløb ejes af andre end de kapitalejere, der ejede selskabskapitalen ved begyndelsen af det indkomstår, hvori selskabet realiserede skattemæssigt underskud.
I disse tilfælde kan det fremførte underskud ikke nedbringe det aktuelle indkomstårs skattepligtige indkomst til under selskabets positive nettokapitalindtægter og indkomst fra udlejning af driftsmidler.
Ved nettokapitalindtægter forstås blandt andet renteindtægter, renteudgifter, udbytter, skattepligtige avancer og tab efter kursgevinstloven samt aktieavancebeskatningsloven.
Der gælder visse undtagelser, som medfører, at ovenstående ikke gælder for børsnoterede selskaber samt i de tilfælde, hvor kapitalandelene er overdraget til børn, stedbørn, børnebørn mv. fra en ægtefælle, forældres afkom eller stedforældre.
Et eksempel herpå kunne være, at personen A i dag ejer 90 % af selskabet Q ApS, og de resterende 10 % ejes af personen B. Personen B ønsker at overtage de resterende 90 % af kapitalen i Q ApS. Q ApS har et fremførselsberettiget underskud fra tidligere år, men selskabet kan i dag betegnes som et driftsaktivt selskab med en betydelig omsætning.
Køber personen B de resterende 90 % af kapitalen af personen A, omfattes selskabet Q ApS af reglerne, som betyder, at Q ApS fortsat kan anvende tidligere års underskud, så længe det ikke sker til modregning i nettokapitalindtægt og udlejning af driftsmidler.
Overdragelse af mere end 50 % af selskabskapitalen i et selskab uden aktivitet
Det sker, at man holder liv i et tomt selskab alene af den årsag, at der er oppebåret et stort skattemæssigt underskud, som man håber vil kunne anvendes på et senere tidspunkt. Sælges et sådant tomt selskab videre i den tro, at det oppebårne skattemæssige underskud vil kunne anvendes fremover, sætter skattereglerne dog hurtigt en stopper herfor.
Reglerne betyder, at intet underskud i kommende perioder vil kunne nedbringe den skattepligtige indkomst – underskuddet fortabes for altid. Reglerne finder også anvendelse i situationer, hvor datterselskaber, som man ejer mere end 25 % af, er uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet.
Det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår et selskab er tomt. Tomt betyder her uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, og der vil altid skulle ske en konkret bedømmelse. Ifølge praksis ses der på, om selskabet har omsætning, ansatte og egentlig aktivitet. I situationer, hvor der alene placeres en mindre aktivitet i et selskab i forhold til den tidligere drift, tilsidesættes denne ”kunstige placering” af aktivitet.
Et eksempel herpå kunne være, at personen C i dag ejer 80 % af selskabet M ApS, og de resterende 20 % ejes af personen D. Personen D ønsker at overtage de 80 % af kapitalen i M ApS, som ejes af personen C.
M ApS har et fremførselsberettiget underskud fra tidligere år og har tidligere drevet virksomhed med salg af kuglepenne. Driften er dog indstillet grundet et faldende marked, og selskabet M ApS er således på overdragelsestidspunktet uden aktivitet. Personen D regner med, at han ved overtagelsen af de 80 % af kapitalen kan anvende underskuddet til modregning i den nye aktivitet, han ønsker at placere i selskabet.
Køber personen D de resterende 80 % af kapitalen af personen C, omfattes selskabet M ApS af reglerne, hvilket betyder, at underskuddet i M ApS helt fortabes.
Andre forhold, som kan medføreunderskudsbegrænsning
Typiske skattefrie omstruktureringer såsom fusioner, spaltninger eller tilførsel af aktiver, som oftest anvendes inden et planlagt frasalg eller i forbindelse med et generationsskifte, kan ligeledes medføre underskudsbegrænsning.
Ud over ovenstående kan særligt aktuelle dispositioner såsom gældseftergivelser, gældskonverteringer og egentlige rekonstruktioner også medføre en reduktion eller en fuldstændig fortabelse af oppebårne underskud.
Det er derfor vigtigt, at din revisor kontaktes, inden ovenstående dispositioner overvejes og gennemføres endeligt.
Desuden gælder der generelt en begrænsningsregel for selskaber. Selskaberne kan for det pågældende år kun anvende 60 % af den del af underskuddet, der ligger ud over et beløb på 8.572.500 kr. i 2020. Reglen gælder på sambeskatningsniveau.
Vi giver os normalt ikke af med spådomme i revisionsbranchen. Det er muligt at opstille budgetter, der i virkeligheden blot er konsekvensberegninger af nogle forudsætninger. Det er også muligt at opstille forskellige scenarier på eksempelvis skatteområdet, men der har vi også nogle fakta og forudsætninger at bygge på.
Det er ikke hensigten med denne artikel, at vi skal spå om fremtiden, nærmere defineret som tiden, der følger den nedlukning af samfundet, som vi har været vidne til siden marts.
Der er ganske enkelt hverken fakta eller tilstrækkelige forudsætninger at bygge på lige nu. Vi har ikke før stået i en situation, der på nogen måde minder om den, vi har været i her i foråret 2020. I skrivende stund ved vi end ikke, hvordan eller hvornår vi kan starte med at se på forudsætningerne igen.
Det er heller ikke hensigten med denne artikel at komme med kommentarer til håndteringen af situationen – mange tiltag har været politiske – eller at filosofere over tingenes tilstand.
Antallet af bedrevidende har aldrig været større, og den ændrede arbejdssituation og de ændrede markedsforhold har medført, at vi måske tænker lidt anderledes på den anden side af foråret 2020.
Overskriften på denne artikel er med vilje gjort lidt dobbelttydig, for det er regnskabet, vi gerne vil se lidt nærmere på. Hvordan vil regnskabet komme til at se ud for den store flok af virksomheder, der forhåbentlig er i stand til overhovedet at aflægge ”det næste” regnskab – og hvad kan disse regnskaber bruges til?
Regnskabet for 2019
Langt de fleste virksomheder har kalenderåret som regnskabsår. Regnskabsåret 2019 er som udgangspunkt derfor ikke påvirket af de pludselige begivenheder i marts 2020. Blandt de lærde er der brugt meget tid på at diskutere de forhold, der påvirker – eller ikke påvirker – regnskabsaflæggelsen for 2019.
Denne debat er for de fleste virksomheders vedkommende helt ligegyldig; overlevelse er absolut første prioritet, og når denne artikel læses, er langt de fleste regnskaber alligevel aflagt.
Der er dog udsættelse med indsendelse af årsregnskabet til de relevante myndigheder, så alle regnskaber er nok ikke færdige før sommerferien – men vi vil her forsøge at se lidt længere frem i tiden: Vi vil se på regnskaberne for 2020 i stedet.
Regnskabet for 2020
Som anført i indledningen, vil vi ikke finde kaffegrumset frem og forsøge at spå eller forudsige noget som helst. Ingen aner, hvad det næste års tid vil bringe af gode eller dårlige begivenheder og dertilhørende tiltag.
Vi vil i stedet under forskellige overskrifter se lidt på, hvad regnskaberne kunne bruges til – og hvad de kunne fortælle os. Intet forhold kan siges at være ideelt afklaret, men lad os alligevel forsøge.
Kontanter er kongen
Penge er altid rare at have, og da især, når man skal betale. Det er et gammelt udtryk, for kontanter er gået af mode – i øjeblikket tillige med nærmest uglesete. Det er da heller ikke knitrende pengesedler, vi har med at gøre, men adgangen til likviditet.
Virksomheder dør ikke som følge af underskud i sig selv, men som følge af at regningerne ikke kan betales i det tempo, hvori de forfalder. Likviditeten kan være til stede i det omfang, virksomheden selv har penge stående i banken. Det er ikke tilfældet for nær alle virksomheder.
Derimod har de fleste virksomheder en mulighed for at trække på forskellige finansieringskilder. Først og fremmest er adgangen til finansiering i et pengeinstitut nødvendig for de fleste – det kan være en kassekredit, det kan være faste lån, eller det kan være andre former for finansiering.
Under andre former for finansiering kan tænkes realkredit, offentlige kreditordninger, leasingarrangementer og lignende.
Det er alt sammen kendt stof for den erhvervsdrivende, men har det relevans for regnskabet for 2020?
Det kunne det godt have, for når en virksomheds regnskab for 2020 skal bedømmes – eksempelvis af kreditgivere – vil der måske være større fokus på det finansielle beredskab. Vil virksomheden kunne overleve en situation som i foråret 2020? Hvis debitorerne ikke betaler planmæssigt, hvad sker der så? Hvis lagrene ikke kan sælges i en periode, fordi virksomheden bliver tvangslukket af regeringen, hvad sker der så?
Disse forhold og mange andre bliver interessante at iagttage,når vi er fremme i foråret 2021, og regnskaberne for 2020 dukker op.
Er der nye gældsposter?
En del af regeringens (og det samlede Folketings) tiltag har været støtteordninger og henstandsordninger. Der har været lønkompensation, der har været omsætningskompensation, og der har været kompensation for faste omkostninger. Herudover er der blevet givet henstand med betalinger af eksempelvis moms, og momsen i første kvartal 2020 har man endog kunnet låne rentefrit frem til februar måned 2021.
Fælles for alle tilskudsordningerne er, at de i stort omfang sættes i værk for derefter at skulle kontrolleres. Det giver god mening. Regeringen har bemærket, at der i et vist omfang er slået hul i statskassen, og at selv misbrug vil kunne forekomme – men at der var akut brug for støtte, og så må kontrollen komme senere.
For så vidt angår kompensationerne, skal der således på et– lige nu ukendt – tidspunkt ske en kontrol, der skal afdække, om kompensationerne var ydet på det rigtige grundlag. Er denne afklaring ikke sket på statustidspunktet, skal virksomhederne – og dermed også vi som revisorer – forholde os til, om der foreligger en risiko for, at noget af kompensationen skal refunderes til staten.
Har virksomheden ”lånt sin moms tilbage”, giver det her og nu en positiv virkning på likviditeten. En vurdering i regnskabet for 2020 vil derefter gå på, om virksomheden vil kunne tilbagebetale dette lån – eller har det desværre blot holdt virksomheden kørende som en ekstra kassekredit, der efterfølgende ikke kan indfries?
Pengeinstitutterne er bedt om at hjælpe med finansiering– men de skal også have en ordning med kunderne, der sikrer tilbagebetaling på et tidspunkt. Problemstillingen er den samme.
Vi vil ganske givet – og her spår vi alligevel – komme til at se situationer, hvor eksempelvis momskreditten eller den øgede kassekredit sikrede overlevelse, men kun i en begrænset periode. Det kan blive nødvendigt at signalere dette i regnskabet.
Man kan ikke overleve uden indtjening
Dette er en sandhed for langt de fleste. Man skal være godt polstret eller have en rigtig stærk familie (der ofte kan være en fond eller lignende) i ryggen for at kunne kapere manglende indtjening i en længere periode.
Faktisk er der rigtig mange virksomheder, hvor dagens omsætning skal i kasseapparatet hele tiden for at kunne betale regningerne. Hvis dagens omsætning – eksempelvis på grund af tvangslukning af frisøren i en periode – udebliver, kan der efter ganske kort tid opstå uoverstigelige problemer.
Kan virksomheden klare det, og hvordan skal det rapporteresi regnskabet? Vi kender alle forbehold for eller fremhævelser af forhold vedrørende den fortsatte drift i vores revisionspåtegninger, og det vil forventeligt desværre blive endnu mere aktuelt i 2021. Formuleringerne afhænger af det konkrete forhold – og de oplysninger, der i øvrigt gives i regnskabet.
Hullet bliver ikke fyldt op igen
Lad os tage udgangspunkt i en restaurant. Det er et rigtig godt eksempel, for restauranter blev – som mange andre virksomheder – ganske enkelt tvangslukket.
Der må ikke lukkes gæster ind, døren skal låses, aftaler om konfirmationer, guldbryllupper, 90-årsfødselsdage og det ugentlige møde i logen – udelukket. Restaurantens lager bugner af friske råvarer, og kælderen er fyldt op med vintil de næste tre måneders arrangementer. Skrivebordet bugner også – af regninger, der skal betales. Alt var reserveret det næste halve år frem, for det er en populær restaurant.
Det er helt enkelt en skrækkelig situation at stå i. Her er akut hjælp nødvendig (hvis man da som restauratør ikke er så heldigt stillet at have mange penge i banken eller en velhavende og hjælpsom familie).
Der kan arrangeres takeaway som et hæfteplaster på et brækket ben. Det får så efterfølgende betydning for kompensationsordningerne. Under alle omstændigheder – det er ikke tilstrækkeligt.
Imidlertid er vores restauratør i eksemplet så heldig, at der er hjælp i banken, som sammen med kompensationerne og flinke leverandører gør, at nøglen i låsen kan drejes tilbage igen efter grønt lys fra højeste sted. Vi er alle glade og med god grund.
Restauratøren omsætter måske 300.000 om måneden i gennemsnit – og det betyder 3.600.000 på årsbasis. Hvis vi forudsætter, at der skal holdes lukket i 3 måneder, mangler der således omsætning på 900.000 kr.
Hvis vi sammenligner restauratøren med skotøjshandleren, der var så uheldig at have sin forretning i et storcenter og derfor også blev tvangslukket, toner en ny forskel frem.
Skotøjshandleren kan nemlig øge sin omsætning, når alt bliver lukket op igen. Hvis vi forudsætter, at kunderne bruger sko som sædvanlig, vil en stor del af skotøjshandlerens manglende omsætning måske komme hjem igen i løbet af den næste tid. Det kan godt være, at forårskollektionen må vente til 2021, men hvis folk ønsker sko, er der med forbehold for udsving i moden mulighed for at øge omsætningen.
Det kan restauratøren (eller frisøren, tatovøren og tandlægen) bare ikke uden videre. Restauratøren kan ikke sælge mere i den kommende tid – udsolgt er udsolgt. Der mangler således 900.000 i restaurantens regnskab for 2020, og de kommer aldrig igen. Restauratøren får et indtjeningsmæssigt hul, der i et vist omfang kompenseres med støtteordningerne – men på bundlinjen og dermed også i egenkapitalen opstår et hul, der alt andet lige ikke efterfølgende kan fyldes.
Det lukker ikke nødvendigvis restauranten på langt sigt, men vi kan sidestille med en lønmodtager, der i stedet for 30.000 om måneden i løn pludselig fik 3.000 om måneden i 3 måneder – dette tab er også ”evigt”.
Restauratøren skal også i 2021 og kommende år have kassekredit og leverandørkredit – det afspejles i regnskabet for 2020, og der kan hurtigt blive behov for yderligere forklaringer og informationer. Ledelsesberetningen kan blive aktuel i nyt omfang.
Mange andre forhold
Listen er lang – og ingen kender dens fulde længde. Hvad sker der med eksportvirksomheder, der pludselig ser hele omsætningen forsvinde? Kan der sadles om til hjemmemarkedet, åbner verdensmarkedet igen, og hvordan åbner det?
Får EU styr på sin egen indsats, og hvor har vi lande som Italien og Spanien? Kommer Brexit på plads og hvordan? Bliver USA (vores største eksportmarked, overgår knebent Tyskland) helt lukket land i lang tid fremover? Falder hele virksomhedens grundlag bort som følge af ændrede adfærdsmønstre her, der og allevegne?
Som eksempel på det sidste kan nævnes, at tvungent brug af hjemmekontor i en længere periode kan have ændret vores vaner, så der fremover bliver flere møder og konferencer, der afholdes via skærmen (med alle de fordele og ulemper, dette har). Vores adfærd kan ændre sig i retning af mere e-handel, eller vi kan opleve en modsatrettet reaktion, hvor vi alle higer efter at møde rigtige mennesker igen. Det har betydning for kursusejendomme, for detailhandlere, for grønthandlere – listen er uendelig.
Vil genopretningen (som det vel reelt er) af samfundet involvere miljøtiltag, som der tales meget om? Vil arbejdskraftens bevægelighed blive påvirket?
En virksomhed kan have store beløb bundet i materielle anlægsaktiver, typisk produktionsudstyr. Er disse aktiver stadig den bogførte værdi værd – eller skal de som følge af ændret produktion, ændrede markeder, ændrede prisforhold eller andre forhold nedskrives?
Aktiver såsom obligationer, dattervirksomheder eller almindelige porteføljeaktier er måske faldet ganske voldsomt i værdi. Det er i sig selv ikke unormalt, at markedets værdiansættelse er urealistisk høj (det så vi eksempelvis i 2007, og det har vist sig igen i foråret 2020). Det koster ikke kontanter; det er efterhånden nærmest cyklisk betinget, at markedet går amok med urealistiske overvurderinger, men nufår vi et kurssmæk oven i alt det andet. Det koster på egenkapitalen (og på pensionsordningerne) – men hvad skal der signaleres i regnskabet?
Vi ved det ikke. Mange tilkendegiver en klar mening om det, men vi (og de) ved det ikke. Måske ved vi det i foråret 2021, måske ved vi det ikke på det tidspunkt.
Alt dette har betydning for regnskabet for 2020, for brugerne af regnskaberne (først og fremmest bankerne) og for den erklæring, vi som revisorer skal give regnskaberne.
Afslutning
I foråret 2020 har der været akut brug for os som revisorer til at hjælpe med problemstillinger, som er helt nye for os alle sammen.
Vi håber, at vi trods tempoet og udfordringerne har været til gavn og glæde som samarbejdspartnere for vores kunder.
Der er altid mennesker, som i stedet for at finde løsninger leder efter de berømte huller i osten. De forskellige støtteordninger har indeholdt flere spørgsmål end svar, og sådan vil det være, når ubetrådt land skal betvinges. Overlevelse for virksomhederne er som en start det vigtigste.
Vores samfund er så ufatteligt detailreguleret, så ingen regel kan gennemføres uden at give spørgsmål og udfordringer – for ikke at tale om uretfærdigheder, for dem ser vi også. Vi vil også komme til at se tilfælde af svindel og humbug; for de kreative og de, der er værre, lever højt på, at der er søgang i samfundet.
Der er også nogle, der overhovedet ikke har fattet, hvad det hele går ud på – der tænkes snævert og egoistisk.
Vi vil gerne være med til holde liv i virksomhederne, og dette omfatter også regnskaber for 2020, der gerne skulle afspejle situationen for alle de forhåbentlig mange virksomheder, der tilden tid har overlevet.
Nu nærmer tiden sig for udløb af overgangsperioden, den såkaldte indefrysningsperiode, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020. Den nye ferielovs samtidighedsferie skal så stå sin prøve fra den 1. september 2020.
I dette forår og den forestående sommer vil mange funktionæransatte “kun” have optjent lidt over 3 ugers ferie, svarende til ca. 16 feriedage. Det skyldes, at den optjente ferie til afholdelse fra 1. maj frem til 31. august baserer sig på en kortere optjeningsperiode fra 1. januar 2019 til 31. august 2019.
Hvis de 16 dage ikke rækker, er der naturligvis mulighed for at trække på en ”6. ferieuge” eller feriefridage, hvis dette er en del af lønaftalerne eller overenskomsterne. Disse feriedage er nemlig ikke påvirket af de ændrede regler og optjenes og afholdes derfor i henhold til de indgåede aftaler.
Samtidighedsferien
Når samtidighedsferien træder i kraft fra 1. september 2020, vil det i det store og hele betyde, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår. Optjeningsperioden vil ændre sig fra kalenderåret til forskudt periode første gang fra 1. september 2020 til 31. august 2021, og den optjente ferie kan afholdes fra 1. september 2020 og frem til 31. december 2021.
Samtidighedsferien giver derfor mulighed for at afholde ferie allerede måneden efter, at feriedagene er optjent. Der kan for eksempel afholdes 2 feriedage i oktober 2020 på baggrund af optjeningen for september 2020. Det er også muligt at afholde ferie forud for optjeningen, men dette skal aftales særskilt med arbejdsgiveren.
Samtidighedsferie er en fordel for blandt andet unge mennesker, når de får deres debut på arbejdsmarkedet med fuldtidsansættelse. De får med de nye regler mulighed for atafholde ferie løbende og skal ikke vente op til knap 1,5 år,før de kan afholde optjent ferie, som det var tilfældet medden gamle ferielov.
Feriepenge i overgangsperioden (indefrysningsperioden)
Feriepenge, som er optjent i overgangsperioden, skal indefryses og indberettes til Feriefonden senest den 31. december 2020. Ofte sker indberetningen dog løbende via lønsystemet.
Virksomheden kan vælge mellem at indbetale feriepengene til fonden eller at beholde dem og selv administrere dem i virksomheden, indtil de forfalder til betaling ved lønmodtagerens pensionering. Hvis virksomheden selv vælger at beholde og administrere feriepengene, skal de indeksreguleres hvert år.
Med den nuværende coronakrise, som sætter sine dybe spor i mange virksomheders aktiviteter og likviditet, kan dette være et incitament til at beholde feriepengene og selv administrere dem for dermed at bevare likviditeten i virksomheden.
Fratrådte medarbejdere i overgangsperioden
Fratræder en medarbejder til anden beskæftigelse i overgangsperioden, skal feriepengene indberettes til Feriefonden for den del af perioden, der relaterer sig til overgangsperioden. Virksomheden skal så tilkendegive, hvorvidt den ønsker at beholde feriepengene og selv administrere dem, idet de ellers skal afregnes til Feriefonden.
Feriepenge optjent inden overgangsperioden skal indberettes og afregnes på vanlig vis.
Har du brug for hjælp til håndtering af feriemidlerne, så kontakt din revisor, som altid står klar med råd og assistance.
Kære læser
2020 vil vi næppe glemme foreløbig. Hele verden kæmper mod en pandemi, og når den engang er overstået, vil vi stå over for nogle voldsomme og måske uoverskuelige økonomiske konsekvenser.
Genopbygningen af verdensøkonomien kommer til at koste mange politiske slagsmål, og allerede nu mærker vi nye spændinger i Europa. Måske kommer Brexit ikke til at stå alene. Man kunne omvendt håbe, at vi “på den anden side” rykker sammen, som vi gjorde, da det, der nu er EU, blev etableret.
Revisorer kan ikke spå om fremtiden. Det gælder vel i virkeligheden alle, om end nogle påstår at have modeller, der gør dem i stand til at levere kvalificerede gæt. Når jeg ser på den seneste tids bevægelser på mit pensionsdepot, vil jeg tillade mig at betvivle modellerne og de forudsætninger, de er fodret med.
Vi vil dog alligevel i dette nummer af Facit tillade os at skue frem i tiden – ikke for at spå om kommende tiders op- og nedture, men man skal altid prøve at lære af fortiden i bestræbelserne på at være bedre forberedt til fremtiden.
Vi kunne næppe have forudset, at der ville udbryde en pandemi af dimensioner som COVID-19 – eller kunne vi? Hvis man skuer tilbage i historien, er der til alle tider opstået situationer, vi mennesker ikke har kunnet kontrollere. Det er så heller ikke usædvanligt, at det kommer bag på os, for på bagsiden af en katastrofe rammes vi ubegribeligt hurtigt af en tilbagevendende indbildskhed, der får os til at tro, at vi nu er så kloge og dygtige, at vi har magt over naturen. Vi er der åbenbart ikke helt endnu.
På den anden side fører det ikke til noget at lade sig ramme af tungsind og opgivenhed, og det er vores hang til håb og optimisme, der bringer os videre.
Vi har i denne udgave af Facit sat fokus på at skabe overblik over de mulighederog risici, der er forbundet med at drive virksomhed, lige som vi forsøger at komme med nogle bud på de initiativer, man kan tage for at være mere manøvredygtig, hvis – eller rettere når – det engang igen bliver nødvendigt med hurtig indgriben.
Det er lidt tidligt at se på rapporteringenaf de økonomiske konsekvenser, for vi kender dem næppe til fulde, før vi er langt inde i 2021. Ledelsen i virksomheder med såkaldt skæve regnskabsår skal dog aflægge årsrapporter allerede i det kommende efterår, og den regnskabsperiode vil indeholde en del af effekten af coronakrisen. Derfor bringer vi en artikel, hvor overvejelser i forbindelse med aflæggelse af kommende årsrapporter er behandlet.
Forhåbentligt er der mere lys forude ved næste deadline for Facit. God fornøjelse med læsningen.
Det er almindeligt kendt, at den finansielle sektor – qua dens naturgivne indsigt i kundernes pengetransaktioner – skal undersøge og underrette om mistænkelige forhold.
Mindre kendt er det, at din revisor er underlagt samme forpligtelse, og som noget forholdsvis nyt skal revisorer, som i forbindelse med erklærings- og rådgivningsopgaver måtte opnå viden om ulovlige kapitalejerlån (i daglig tale ”aktionærlån”), foretage underretning herom til SØIK (i daglig tale Bagmandspolitiet.
Underretningspligten
Når en revisor udfører erklæringsopgaver for sine kunder, fx ved at afgive revisionspåtegning på et regnskab, skal såkaldte ”grove formueforbrydelser” potentielt set medføre underretning til SØIK. Forpligtelsen til at foretage underretning er dog betinget af, at en række konkrete kriterier vedrørende de økonomiske forbrydelser er opfyldt. Der skal være tale om betydelige beløb, og forbrydelsen skal have karakter af eksempelvis underslæb, mandatsvig, bedrageri, skattesvig eller lignende.
Typisk vil revisoren inden underretningen have henvendt sig til virksomhedens ledelse om den formodede forbrydelse, og underretningen er af samme grund ikke tavshedsbelagt over for kunden.
Revisorer er herudover omfattet af hvidvasklovens regler om underretningspligt. Efter hvidvaskloven skal en revisor alene ved mistanke om kundens ”relation” til hvidvask eller terrorfinansiering foretage underretning til Hvidvasksekretariatet hos SØIK, og der skal i den forbindelse ikke henses til, hvorvidt der er tale om grove overtrædelser.
Underretning efter hvidvaskloven er ikke begrænset til konkrete erklæringsopgaver. Revisoren er således i alle professionelle sammenhænge, herunder ved udførelse af rådgivningsopgaver, omfattet af dette regelsæt.
I modsætning til underretning om formueforbrydelser vil underretning efter hvidvaskloven skulle ske ved iagttagelse af tavshedspligten over for kunden. Revisoren må under ingen omstændigheder orientere kunden om en underretning foretaget efter hvidvaskloven.
Kapitalejerlån
Kapitalejerlån er ikke altid ulovlige, idet selskabsloven indeholder en mulighed for at etablere lovlige lån mellem et selskab og kapitalejerne, ledelsen eller nærtstående til kapitalejerne og ledelsen.
Ulovlige kapitalejerlån opstår nogle gange, fordi man ikke har tilstrækkeligt kendskab til regelsættet herom i selskabsloven. Mellemregningskonti med selskabet er som udgangspunkt ulovlige, hvis mellemregningen ikke er i kapitalejerens favør. Dette gælder uanset størrelsen på tilgodehavendet, og uanset hvor længe tilgodehavendet hos kapitalejeren består.
Hvis revisoren ved udførelsen af en opgave for en kunde konstaterer, at der eksisterer et ulovligt kapitalejerlån, vil dette være ensbetydende med en underretningspligt for revisoren. Det følger af en vejledning, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort i november måned 2019. Af vejledningen fremgår det, at der efter Erhvervsstyrelsens opfattelse altid vil være mistanke om hvidvask, når der er etableret et ulovligt kapitalejerlån.
Det er værd at bemærke, at Erhvervsstyrelsen i vejledningen understreger, at underretning skal ske uanset størrelsen af det ulovlige kapitalejerlån, og uanset om lånet efterfølgende er tilbagebetalt, eller om der er foretaget skattemæssig berigtigelse.
Hvad skal din revisor gøre?
Revisoren har en undersøgelsespligt, når der opstår mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.
Erklæringsopgaver eller rådgivningsopgaver, der afsluttes efter 4. november 2019 (datoen for offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens vejledning, jf. ovenfor i artiklen), skal medføre underretning til SØIK, når der er opnået viden om et ulovligt kapitalejerlån. Derfor skal der underrettes om lån fra foregående og indeværende år, hvis der fx skal oplyses herom i en revisionspåtegning dateret efter 4. november 2019.
Der skal kun foretages én underretning om samme konkrete låneforhold, med mindre lånets hovedstol forøges brutto. Tilskrivning af renter er ikke en forøgelse af lånet i denne sammenhæng. Pligten gælder også for ulovlige lån i koncernforhold.
Underretningen, som foretages via et særligt login til SØIKs IT-system, skal foretages, når revisoren opnår viden om det ulovlige lån. Underretningen skal under hensyntagen til almindelige praktiske foranstaltninger foretages hurtigst muligt.
Revisoren har tavshedspligt, når SØIK underrettes efter hvidvaskloven.
Perspektivering
I adskillige år har den finansielle sektor været storleverandør af underretninger om mistanke om hvidvask til SØIK. Af og til har der været stillet spørgsmålstegn ved årsagen til de relativt få underretninger, SØIK har modtaget fra godkendte revisorer.
Med baggrund i Erhvervsstyrelsens vejledning om ulovlige kapitalejerlån og disses kategorisering i forhold til hvidvaskreglerne må det forventes, at antallet af underretninger fra revisorbranchen kommer til at eksplodere.
I en analyse fra FSR - danske revisorer fra 2018 fremgår det, at revisor ca. 3.200 gange i 2016-årsregnskaberne havde gjort opmærksom på eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån. Analysen estimerer, at et sted mellem 2.800 og 6.900 af de selskaber, der havde fravalgt revision og af samme årsag ikke havde revisoranmærkning om eksistensen af ulovlige kapitalejerlån, ville have fået anmærkningen, hvis de havde haft revision.
Det er således uomtvisteligt, at SØIK må forvente om ikke en lind strøm af underretninger så under alle omstændigheder en voldsom vækst i underretninger alene med baggrund i den nye praksis på området.
Man kan ikke undgå at få den tanke, at en stor del af de underretninger, der fremover bliver foretaget med baggrund i revisorens konstatering af eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån, aldrig vil føre til yderligere efterforskning.
Retfærdiggørelsen af den noget rigide tilgang til underretningspligten må derfor primært være under den forudsætning, at visse underretninger af selv mindre væsentlige kapitalejerlån potentielt set vil kunne medvirke til at afsløre en mere omfattende kriminalitet.
Det er ikke sjældent, at IT-projekter ender i grøften. Oftest hører man dette om offentlige IT-projekter, og man tænker måske nok, at det ”kun sker for naboen”. Men det tænker naboen også – og det sker også for naboen.
Det ses ofte, at beslutninger om IT-anskaffelser træffes hurtigere og uden en reel analyse, end hvis der var tale om indkøb af en kaffemaskine til kontorets medarbejdere. Her udformes der analyser af behov, kaffekvalitet, antagelser om dagligt forbrug, om maskinen skal leases, om den skal serviceres osv.
Ofte sker udskiftning af et økonomisystem baseret på mavefornemmelser og nogle hurtige telefonopkald til tre forskellige firmaer. Disse firmaer får til opgave at komme med en listepris på et standardsystem, som ”selvfølgelig skal kunne det samme som det, vi har i dag”.
Så bliver det svært. Leverandøren skal hurtigt forstå situationen og behovet og i øvrigt levere til det halve af, hvad det nuværende system koster i dag. Det er lige her, vejen til et dyrt og ufuldstændigt IT-projekt starter.
Er det leverandøren, der ikke har forstået, hvad ’vi’ har brug for? Er det fordi, leverandøren vil sælge? Med det antal forfejlede IT-projekter, der er set gennem tiderne (og her tænkes der ikke kun på de store dyre offentlige projekter), var det måske muligt, at det ikke kun er leverandøren, der er problemet.
Et klassisk eksempel
En virksomhed skal have nyt økonomisystem. Det nuværende kan ikke opdateres længere. Det virker, men det er jo også smart at kunne læse bilag ind automatisk og at kunne sende elektroniske fakturaer. Der skal en udskiftning til.
Kravspecifikationen, som det hedder, når man som brugervirksomhed (kunde) ønsker at specificere, hvad IT skal kunne, er klar: ”Vi skal kunne det samme – og så alt det smarte nye”.
En 2-3 leverandører inviteres på kaffe. Virksomhedens direktør eller økonomichef fortæller, at ”de jo sådan set kører helt standard”. Det er imidlertid ikke helt tilfældet, konstaterer leverandøren 3-4 måneder inde i implementeringsforløbet. Så hober regningerne sig op, og man skændes om, hvem der skal betale for overskridelserne. Direktøren for virksomheden siger, at ”det burde leverandøren da have fundet ud af, inden der blev afgivet tilbud. Det er jo leverandøren, der er den profes-
sionelle”.
I et godt samarbejde må begge parter agere professionelt. Virksomheden behøver ikke nødvendigvis at have hverken advokater, IT-specialister eller IT-projektledere ved sin side
– blot sund fornuft.
Et alternativ til ovenstående kunne være, at leverandøren engageres til at foretage en foranalyse for derpå at afgive tilbud på den påtænkte opgradering af økonomisystemet. Dermed lægges der tilpas med kræfter i afdækning af behov, specielle rapporter, integrationer til øvrige systemer mv. Den juridiske del kan efterfølgende udformes, så leverandøren påtager sig risikoen, hvis denne ikke selv har afdækket behovet korrekt.
Noget andet er dokumentation af IT-systemer. Ofte er det sådan, at virksomheder er langt mere interesserede i deres leverancer og produktion end i, hvordan de leverer. Underforstået: Er der en plan, hvis IT-systemet ikke fungerer? Er der en oversigt over servere, backup, test af backup, telefonnumre til teknikere, overblik over infrastruktur mv.? Det er samme situation som ved en forsikring; det er nemmere og billigere at retablere tingene, hvis man har taget sine forholdsregler.
Som leder af en virksomhed, hvor IT er vigtig, er man også leder af IT. Det behøver man ikke være IT-ekspert for at kunne håndtere. Med forberedelse, sund fornuft og måske erkendelsen af behovet for at bruge ekstern ekspertise til at styre, dokumentere og lede projektet kommer man langt, og det kan som regel betale sig.
I seneste nummer af Facit behandlede vi de overordnede forhold, når medarbejdere udsendes til et andet land eller kommer fra et andet land til Danmark. Vi beskriver her mere detaljeret problemstillingerne.
Skattesituationen i Danmark skal udredes. I nogle tilfælde fraflytter medarbejderen Danmark med dertil hørende fraflytningsselvangivelse. Andre gange bevarer medarbejderen fuld dansk skattepligt, og der skal tages stilling til lempelse for skat betalt i udlandet, og til den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der kan være mellem Danmark og arbejdslandet.
De samme udfordringer gælder, når man som virksomhed ansætter udenlandske medarbejdere til at udføre arbejde her i landet. Her skal man blandt andet sikre sig, at medarbejderen har den nævnte attest.
Udenlandske medarbejdere skal også efterleve reglerne om arbejds- og opholdstilladelse. De skal derfor registreres i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, som er den danske stats officielle register (udstationerede medarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark).
Når registreringen er på plads, skal det afklares, om medarbejderen skal beskattes efter reglerne om arbejdsudleje, eller om medarbejderen bliver begrænset eller fuldt skattepligtig og dermed skal have et skattekort, så arbejdsgiveren kan indeholde den korrekte kildeskat. Der kan også blive tale om anvendelse af den såkaldte højtlønsordning/forskerordning, hvor medarbejderen efter nøje afgrænsede kriterier kan opnå en skatteprocent på under 33.
Ud over de nævnte opgaver skal det afklares, om den udsendte medarbejder udløser skattepligt for arbejdsgiveren i arbejdslandet efter reglerne om fast driftssted.
Danske virksomheder, der ansætter udenlandske medarbejdere, som arbejder hjemmefra i medarbejderens hjemland, skal være opmærksomme på, at en hjemmearbejdsplads i udlandet ofte bliver ligestillet med et kontor og udgør en del af afgørelsen af, om der foreligger fast driftssted.
Det andet ben i afgørelsen af dette er, om arbejdet bliver udført fra det faste sted (hjemmekontoret). Det afgørende kriterium er, om det faste forretningssted i sig selv udgør en væsentlig og betydningsfuld del af foretagendets virksomhed i sin helhed og ikke blot er etableret med henblik på at yde opgaver af forberedende eller hjælpende karakter.
Der er tale om komplicerede regler, og det er tilrådeligt at søge assistance med korrekt registrering og indberetning af hvert enkelt forhold, så det bliver gjort korrekt.
Navigation til indlæg