Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Tilbage i maj måned 2017 trådte reglerne om registrering af reelle ejere i kraft.
Reelle ejere er den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virksomhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller på anden måde udøver kontrol.
Omtrent to år senere vedtog Folketinget at ændre en række love med det sigte at justere reglerne om reelle ejere. Samlet set omhandler ændringsloven supplerende regler for selskabers, fondes og foreningers pligt til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.
Som det var tilfældet med 2017-reglerne er også de seneste lovændringer en udløber af det såkaldte hvidvaskdirektiv.Formålet er i denne omgang at styrke indsatsen mod hvidvask, terrorfinansiering og skatteunddragelse yderligere.
Der indføres således en pligt for ejerne til at forsyne den virksomhed, fond eller forening, som den pågældende er ejer af, med oplysninger om sit ejerskab. I fonde og foreninger, der pr. definition ikke har ejere i almindelig forstand, vil pligten typisk omfatte fondens eller foreningens bestyrelse.
Endvidere indføres mekanismer, der skal sikre, at oplysningerne om reelle ejere er passende, nøjagtige og aktuelle, samt en mulighed for myndighederne til at følge op på indberetninger.
Endelig bliver muligheden for at sende virksomheder til tvangsopløsning som følge af manglende registrering af reelle ejere udvidet til også at omfatte SE-selskaber, SCE-selskaber og europæiske økonomiske firmagrupper.
Interessentskaber og kommanditselskaber, der efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er forpligtede til at være registreret i Erhvervsstyrelsen, kan nu slettes som følge af manglende registrering af reelle ejere.
Ukorrekt eller mangelfuld registrering af reelle ejere eller manglende opbevaring af lovpligtig dokumentation for identifikation af reelle ejere omfattes ligeledes af muligheden for tvangsopløsning eller sletning af virksomheden. Det samme gælder, hvis den opbevarende dokumentation er mangelfuld.
Reglerne træder i kraft den 10. januar 2020.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Så fik vi en rød regering, der vil være så grøn, at verdens øvrige regeringsledere bliver gule af misundelse.
Det burde for så vidt ikke være en vanskelig opgave, for stort set hele den danske befolkning synes at være enige om, at noget må gøres. Spørgsmålet er blot hvornår, hvordan og hvor meget– så måske er det alligevel ikke en helt let opgave.
Alene det at få styr på fakta er en udfordring. Som alt andet politisk stof
synes også klimainformationerne ofteat være brudstykker af den større sammenhæng, og derfor får budskaberne politisk slagside. Det er der faktisk også en del forskere, der påpeger, men de får begrænset taletid i medierne, der åbenbart bedst kan håndtere unuancerede onelinere.
Netop den manglende helhed og forskellige indgangsvinkler bør give anledning til overvejelser. Politiske partier i Danmark har kæmpet om målsætningerom flest mulige elbiler i 2030.
I den debat har man fuldstændig ignoreret, at elbiler altså ikke er energineutrale. De skal lades op med el, el skal produceres, og det belaster miljøet. Nok producerer vindmøller miljøvenlig strøm, når det blæser, men produktionen og vedligeholdelsen af vindmøller belaster faktisk miljøet ganske betragteligt.
I avisen kunne man også for nylig læse, at en tysk undersøgelse viser, at en moderne dieselbil belaster miljøet mindre end en elbil, hvis man indregner alle elementer i kæden, herunder især produktionen og tilintetgørelsen af batteriet. Men kan man mon stole på den fremstilling?
Vi mangler en samlet plan, hvor alle elementer er indregnet, og som giver et overblik over, hvor indsatserne har størst effekt.
Som man kan læse om længere inde i Facit, skal større virksomheder redegøre for deres planer og politikker på miljøområdet, og opfordringen herfra må være, at virksomhedens ledelse sparer på flosklerne og i stedet fortæller loyalt om hele billedet, de konkrete tiltag, og hvorfor prioriteringen er, som den er.
God fornøjelse med læsningen.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
En virksomheds manglende økonomiske succes kan have talrige årsagsforklaringer: Konjunkturændringer, likviditets- og finansieringsproblemer, et produkt, der ikke afhændes på markedet, eller ledelsesmæssig udygtighed kan nævnes som eksempler. Manglende succes kan resultere i insolvens, hvilket ofte vil medføre konkursbehandling af virksomheden.
Konkurser er en forretningsrisiko, og det er i disse situationer, at den begrænsede hæftelse i kapitalselskaber (ApS og A/S) kommer klarest til udtryk; kreditorerne må dele de tilbageværende aktiver forholdsmæssigt efter størrelsen på deres respektive tilgodehavender, mens virksomhedens ejere ikke skal betale personligt for den resterende gæld.
Baggrunden for en konkurs er acceptabel på nær i de situationer, hvor kreditorerne lider store tab, fordi ledelsen i det konkursramte selskab har handlet uforsvarligt. Med andre ord kan det altså accepteres, at man går konkurs, medmindre dette skyldes uforsvarlig ledelse.
En leder i en konkursramt virksomhed kan blive pålagt for-bud mod at drive virksomhed i op til 3 år. En konkurskarantæne medfører, at den karantænedømte ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden personlig hæftelse, hvilket eksempelvis kan være en stilling som direktør i et andet kapitalselskab eller i ægtefællens personligt drevne virksomhed. Hvis dette forbud overtrædes, og den karantænedømte alligevel deltager i virksomhedsledelse, vil vedkommende hæfte personligt for eventuel uerholdelig gæld under den næste konkurs.
På den måde forsøger man at undgå konkursryttere, derlader selskab efter selskab gå konkurs, efter ledelsen harforetaget selskabstømning eller andre uforsvarlige dispositioner til skade for kreditorerne – og ofte til personlig gunst for ledelsen. Reglerne om konkurskarantæne rammer dog ikke kun deciderede konkursryttere, men tillige de ledere,der anses som værende så inkompetente, at de ikke børkunne drive virksomhed.
De, der kan idømmes konkurskarantæne, er personer, der ”har deltaget i ledelsen” af den konkursramte virksomhed. Dette omfatter registrerede direktører, bestyrelsesmedlemmer samt tilsynsrådsmedlemmer.
Der er tale om en samlet vurdering, hvorefter der krævessærligt skærpede omstændigheder, der kan retfærdiggørefrakendelse af retten til at drive virksomhed. Som eksempler på forhold, der kan medføre konkurskarantæne, kan nævnes:
- Ledelsen påtager uacceptable risici – eksempelvis bestilling af store varepartier på kredit på et tidspunkt, hvor konkursen må anses for overhængende.
- Opbygning af ufrivillige restancer hos SKAT – hvor virksomheden anvender SKAT som en art tvungen kassekredit ved at opbygge restancer for at forbedre virksomhedens likviditet.
- Manglende bogføring samt indberetning af skat og moms.
- Unddragelse af aktiver, bortsalg af aktiver til underpris eller lignende op til konkursen.
De kritisable forhold skal som udgangspunkt være foregået inden for et år, før der er indleveret konkursbegæring – det være sig af en kreditor eller af virksomheden selv – til skifteretten. Der kan dog tillige lægges vægt på tidligere forhold, der ikke er bragt i orden inden for 1-årsgrænsen, ligesom der kan lægges vægt på manglende samarbejdsvillighed med kuratoren under selve konkursen.
Illustrerende for vurderingen er en ny afgørelse fra Vestre Landsret i april 2019. Her havde en direktør kort før konkursen overdraget aktivmassen i virksomheden til underpris, ligesom direktøren havde vægret sig mod udlevering af bogføringsmateriale til kuratoren.
Slutteligt var der i virksomheden sket begunstigende dispositioner til nærtstående selskaber for mere end 4 mio. kr., som altså på den måde var unddraget kreditorerne. Vestre Landsret konkluderede på baggrund af ovenstående momenter, at direktøren var uegnet til at drive virksomhed, og idømte således direktøren 3 års konkurskarantæne.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Det er vist de færreste, der kan have overset, at vi fra den 1. september 2019 går over til at optjene og afholde ferie efteren ny lov.
Der har været skrevet mange og lange artikler om emnet, og man kan godt få det indtryk, at alt er vendt på hovedet. Men er det nu også det?
I dag optjenes ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december og afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra ferien er optjent, til den kan holdes.
Fra september 2020 overgår vi til samtidighedsferie, hvilket betyder, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår.
Optjeningsperioden ændres således fra kalenderåret til en forskudt periode fra september til august året efter, og ferieafholdelsesperioden udgør perioden fra 1. september til 31. december i det følgende år. Det betyder, at ferieafholdelsesperioden løber i 16 måneder mod 12 måneder efter de hidtidige regler.
Meget fortsætter dog uændret, idet man bl.a. fortsat har:
- Ret til 5 ugers ferie årligt
- Ret til at holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden
Man optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, og optjeningsperioden sker fortsat for en periode af 12 måneder.
For medarbejdere med løn under ferie vil ferietillæg på 1% fortsat blive udbetalt med lønnen – dog efter et nyt udbetalingsmønster.
Timelønnede modtager fortsat feriegodtgørelse med 12,5% af feriepengegrundlaget.
Det er også fortsat muligt for en virksomhed at afregne løbende feriegodtgørelse til Feriekonto eller selv at administrere feriepengene (feriekortordning), hvis virksomheden har tilsluttet sig en kollektiv overenskomst.
Som det fremgår af ovenstående, vil hverken virksomhed eller medarbejdere opleve de store forskelle i dagligdagen. Man holder ferie, som man plejer, og man skal også nok få ferietillæg, hvis man har ret hertil.
Direktører er ikke omfattet af ferieloven, og det er yderligere ferieuger, feriefridage, omsorgsdage mv., der følger af overenskomster eller andre aftaler, heller ikke. Sådan var det også under den gamle lov.
Overgangen til samtidighedsferie medfører, at der opstår et ”overskud” af ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, idet optjeningsperioden skifter fra kalenderår til forskudt periode.
Overgangsordningen er med til at sikre, at denne overskudsferie ikke mistes. Værdien af ferien må ikke udbetales til medarbejderen. Den skal i stedet indefryses og kommer først til udbetaling, når man går på pension.
Ferie, der ikke er omfattet af ferieloven, er ikke omfattet af overgangsordningen og kan ikke indefryses.
Der vil i overgangsfasen være en del teknik forbundet med at tilpasse diverse feriesystemer, og der er også en række udfordringer med medarbejdere, der fratræder i overgangsperioden, og medarbejdere på barsel.
Når feriepengeforpligtelsen skal indregnes i årsregnskabet, er det fremover kun tilladt at anvende den konkrete metode (beregning med udgangspunkt i skyldige feriedage pr. medarbejder), og det gælder også ved opgørelse af beløbet til indefrysning.
Den summariske metode (procent af lønsummen) – som hidtil har været anvendt af mange virksomheder – er altså ikke længere tilladt.
Selv om der unægteligt sker en del tekniske ændringer i forbindelse med skiftet fra gammel til ny lov, skal der fortsat blot holdes styr på ”indtægter” og ”udgifter” i ferieregnskabet, så der er ingen grund til panik.
Skulle bekymringerne alligevel true med at tage overhånd, er hjælpen ikke længere væk end telefonen: Skriv eller ring til din revisor!
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Et mærkeligt ord – men ikke desto mindre findes der i selskabsloven en bestemmelse med navnet ”Måltal og politikker for det underrepræsenterede køn”.
Bestemmelsen er helt fra 2012, og der har i pressen været en del omtale af de problemstillinger, den har medført.
Det skal med det samme bemærkes, at bestemmelsen kun gælder for de helt store virksomheder i selskabsform, typisk børsnoterede virksomheder og virksomheder med to af følgende kriterier opfyldt: En balancesum på mindst 156 mio. kr., en omsætning på mindst 313 mio. kr. og mindst 250 ansatte.
Den type virksomhed er der trods alt en hel del af, og i den seneste tid har vi oplevet, at Erhvervsstyrelsen har øget fokus på selskabernes opfyldelse af reglerne.
I selskabernes årsrapport er der nemlig krav om, at ledelsesberetningen skal oplyse om flere ting vedrørende det såkaldte underrepræsenterede køn (der kan være af begge køn).
Der skal oplyses status for opfyldelsen af de måltal, man skal opstille for den øverste ledelse (bestyrelsen) – og det skal forklares, hvorfor man eventuelt endnu ikke opfylder måltallet.
Herudover skal der oplyses om den politik, selskabet har for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på lavere niveauer end i den øverste ledelse.
Erhvervsstyrelsen har defineret måltallet med fordeling på de to køn mindst således:
- 3 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 2 af det andet
- 4 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 3 af det andet
- 5 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 3 af det andet
- 6 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 4 af det andet
og så videre.
Mange forsøg på en munter formulering har fundet vej til ledelsesberetningerne (eksempelvis ”vi forventer at opfylde måltallet i 2030”), men det accepteres ikke af Erhvervsstyrelsen. Opfattelsen er, at der nu er passeret så meget tid efter 2012, at kønsfordelingen skal være på plads.
Dette giver en del udfordringer, og oven i det hele kommer, at vi som revisorer har pligt til at oplyse i vores udtalelse om ledelsesberetningen, om reglerne overholdes.
Det er kompliceret – ordet ”egnethed” anvendes i øvrigt ikke.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Maj måned 2019 satte for alvor liv i klimadebatten i Danmark. Folketingsvalget blev af Mette Frederiksen udråbt som det første klimavalg i Danmark, og efter valget til Europa-Parlamentet mente Pia Kjærsgaard, at tilbagegangen for hendes parti skyldtes ”klimatosserne”.
Ud over dette holdt en svensk teenager et indlæg for en tusindtallig skare foran Christiansborg, og medierne er nærmest strømmet over af debatindlæg og ideer af svingende lødighed, alt imens isen smelter tidligere på året end normalt i Grønland og Arktis.
Al denne opstandelse drejer sig om os alle som mennesker og den adfærd, vi lægger for dagen. Samtidig handler det i høj grad om adfærden i vores virksomheder, som er grundstenene i det samfund, vi har bygget op, siden vi alle rendte rundt i naturen med en kølle i hånden.
Danmark må regulere, Europa må regulere, USA har et noget ambivalent forhold til regulering, Kina og Indien er de største populationer på kloden – hvad er deres tanker om regulering, og er det bare virksomhederne og ikke individerne, der skal reagere?
En måde at vurdere reguleringen på er at se på virksomhedernes fortælling om egen indsats for miljøet – og her vil hjemmesider, årsrapporter og lignende kunne give os et indtryk.
Lovgivningen
For så vidt angår årsrapporterne har der uanset offentlighedens bevågenhed i mange år været forskellige krav. For mange år siden (faktisk allerede i 1995) blev forskellige virksomhedstyper pålagt at udarbejde et egentligt grønt regnskab; i årsregnskabsloven er der enkelte oplysningskrav:
Alle virksomheder i regnskabsklasse C skal i ledelsesberetningen ”beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå”.
Store virksomheder i klasse C skal under overskriften ”samfundsansvar” som minimum oplyse om ”politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter …”.
Dette krav uddybes med krav om oplysning om, hvordan den anførte politik omsættes til handling, processer for rettidig omhu, væsentlige risici, der indebærer en særlig risiko for påvirkning af (blandt andet) miljøet og vurdering af de opnåede resultater samt forventninger til det fremtidige arbejde.
De grønne regnskaber er ikke længere et krav – bestemmelsen blev ophævet i 2015 med den begrundelse, at de ikke havde den rette miljøvenlige effekt …
Hvad får man ud af ”beskrivelserne”?
Først og fremmest gælder kravene kun regnskaber i klasse C og D, hvilket medfører, at langt den største del af virksomhederne ikke er omfattet af reglerne. Umiddelbart er det ikke logisk, at større virksomheder belaster miljøet mere end små virksomheder.
Dernæst kan man næppe fritage oplysningerne i regnskaberne for i et vist omfang at være en form for balkonerklæringer. Dette er i bund og grund logisk – for man skal redegøre for, hvor problemerne måtte være, og hvorledes man afhjælper dem. På den måde vil resultaterne altid fremstå som positive og vise vejen fremad.
Endelig kan der være forskel på, hvorledes man ønsker at fremstå – og hvorledes man i virkeligheden opfører sig. Vi har alle gode ideer og visioner, vi vil gerne leve op til udviklingen i samfundet – men praksis kan måske halte lidt bagefter målopfyldelsen.
I bund og grund bliver facit, at oplysninger om miljø i mange tilfælde er mere prosa end kyniske regneark. Hvorledes måler man, hvorledes måler man pålideligt, hvad skal man sammenligne med – og hvad er begrebsrammerne? Det sidste arbejdes der meget med på nationalt og internationalt plan– men det er ofte ikke så håndgribeligt at sætte tal på, somdet er at sætte tal på et varelager.
Årsagsforklaringer
En væsentlig årsag kunne være, at miljø tænkes megetsnævert. Eksempelvis mangler der måske ofte en bredereopfattelse af helheden og sammenhængene mellem målog midler.
Det skal vi her i Facit ikke gøre os til dommere over; dethandler meget om personlige opfattelser og følelser. Borman på Amager, vil det ikke være en populær beslutning,at vi lader havene stige og i stedet bruger indsatsen på at redde hvalerne.
Hvordan kommer aftrykkene så i årsrapporten?
Der er ingen tvivl om, at der er behov for klimaoplysningerne. Vi mangler at få dem sat ind i en bredere accepteret ramme, og så længe helheder og målinger enten ikke tænkes ind eller ikke kan sættes i en anerkendt begrebsramme, bliver det kun ved oplysningerne.
Vurderingen og konsekvenserne af indsatsen er langt sværere at forholde sig til, men der er ikke tvivl om, at fremtiden vil vise flere krav og bedre gennemsigtighed i rapporteringen.
Det glæder vi os til – og vi hjælper også gerne med en meningsfuld rapportering.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Begrebet forældrekøb dækker over den situation, hvor en forælder eller et forældrepar køber en studielejlighed med det formål at leje den ud til næste generation.
Begrebet gælder selvfølgelig også i den modsatte situation, hvor børn eller børnebørn køber en ejendom og lejer den ud til deres forældre/bedsteforældre.
Ved et forældrekøb kan man hjælpe sit unge menneske med en bolig og samtidig måske få et bedre afkast af sine penge end ved at sætte dem i banken, og man kan måske endda gøre en god investering.
Forældre, der har været lang tid på boligmarkedet, har ofte en god friværdi i boligen, der kan belånes – og provenuet kan anvendes til at købe en studielejlighed. Samtidig er de unges lånemuligheder ofte begrænsede på grund af de kreditstramninger, der kom efter finanskrisen, da de unge typisk har en relativt begrænset indtjening i studietiden.
Der er både fordele og ulemper ved at købe en bolig til de unge:
- De får et sted at bo til en husleje, der er til at betale.
- De kan søge boligsikring.
- Hvis der er tale om en større lejlighed, kan de med fordel udleje et eller flere værelser til en studiekammerat. Udlejer kan alternativt have flere lejere i lejligheden, men det kan give udfordringer, hvis der ikke er et godt forhold mellem lejerne, og de skal samtidig dele køkken og bad.
- Der er en naturlig risiko ved investeringen, idet boligpriserne kan falde.
Udlejning af en bolig er omfattet af Lejeloven. Det er et krav, at der er en kontrakt, når man søger boligsikring. Ved fremleje af et eller flere værelser i boligen bliver boligsikringen nedsat forholdsmæssigt.
Overskuddet ved udlejningen skal beskattes.
De fleste udgifter kan trækkes fra i lejeindtægterne, fx ejendomsskatter, reparations –og vedligeholdelsesudgifter, vand, kloak- og renovationsafgifter, udgifter til administration og revisorbistand, forsikring, skorstensfejer, snerydning og fejning, kontingent til (grund)ejerforening og renteudgifter.
Når overskuddet skal selvangives, kan man tilvælge beskatning efter virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen. Anvender ejer i forvejen Virksomhedsordningen, skal forældrekøbet indgå i ordningen.
Derfor kan det være en god ide at bruge en revisor – og der er som anført fradrag for revisorudgiften.
Beskatning ved salg
Har man ikke selv boet i boligen, bliver man beskattet af fortjeneste ved salget.
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8 (også kaldet parcelhusreglen) betyder, at fortjenesten ikke bliver beskattet, hvis ejer har boet i boligen i løbet af ejertiden.
Det betyder, at forældre, som flytter ind i lejligheden, når den/de unge ikke skal bruge den mere, eller som selv har boet i ejendommen, inden den blev udlejet, kan optjene ancienniteti boligen og ultimativt opnå mulighed for at sælge skattefrit.
Når man som forælder sælger til næste generation, kan man som regel sælge til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 %.
Denne mulighed er særdeles aktuel for de, der allerede ejer en forældrekøbslejlighed, og hvor ejendomsværdien i dag er lavere end eller lig med den oprindelige købspris, idet der er stor sandsynlighed for, at de fremtidige ejendomsvurderinger på ejerlejligheder i studiebyerne bliver højere end i dag.
Lejers forhold
Ved fremleje af en del af boligen får fremlejer et bundfradrag i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bundfradraget er for 2018 og frem fastsat til 28.000 kr. (pristalsreguleret) årligt med tillæg af 40 % af indtægter over bundfradraget.
Den skattepligtige indkomst fra korttidsudlejning og fremleje er kapitalindkomst. Skatteprocenten ligger i 2019 mellem ca. 27 og 42 plus kirkeskat.
Hvis fremlejer kun bor til leje i en del af indkomståret, beregnes bundfradraget ved at gange bundfradraget for hele indkomståret med antallet af dage, fremlejer har lejet lejligheden, og herefter dividere med 365.
Man skal være tilmeldt adressen som bolig for at kunne anvende reglerne.
Reglerne om korttidsudleje af hele boligen gælder kun ved udleje en del af året.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Vi har ofte skrevet i Facit om de nye tider – tider, hvor maskiner i stort omfang vinder indpas på områder, hvor der tidligere har været levende væsener ind over, og hvor tiltroen til regneark og systemer kan synes større end tiltroen til mennesker.
Det kan af og til forekomme, at de ansatte i sundhedsvæsenet og lignende væsener bruger mere tid på at udfylde skemaer og dokumentere, at der ikke laves fejl end på at udføre det arbejde, de er uddannet til at varetage.
Et gammelt udsagn med reference til Lenin er, at ”tillid er godt, men kontrol er bedre”.
Vi kan som fagfolk let blive skudt i skoene, at når vi plæderer for revisorassistance til udarbejdelse af regnskaber og ydelser så som revision, er vi kun ude på at sælge os selv.
Denne opfattelse er helt legitim, og der er set kronikker i dagbladene, hvor iværksættere slår til lyd for, at maskiner sagtens kan klare den opgave. Det kan de også et stykke hen ad vejen – men ikke hele vejen.
Det vækker en smule opsigt i pressen, når en bank (Jyske Bank) i foråret 2019 oplyser, at man for at være erhvervskunde i banken skal benytte revisorassistance.
Problemstillingen skal blandt andet ses i lyset af erfaringerne med iværksætterselskaber, som vi i dette og forrige nummer af Facit har beskæftiget os med. Herudover skal bankens holdning ses i relation til virksomheder, der ikke er organiseret i iværksætterselskaber, men i personligt regi, i ApS eller i A/S.
Erkendelsen er, at retvisende regnskaber kræver viden om bogholderi, om skat og afgifter og om de omfattende krav til årsregnskabet (den kommenterede lov fylder alene cirka 1.600 sider).
Herudover handler det om bankens tillid. Når en godkendt revisor har sat sit stempel på produktet – regnskab, budget eller andet – ved banken, at der er udført en faglig assistance og kan samtidig læse en erklæring fra os som revisorer.
Tillid er grundliggende, men der lægges vægt på kontrol …
Kære regnskabslæser!
Alle ledere i eksempelvis aktieselskaber, anpartsselskaber og fonde ved, at der i årsregnskabet skal være en såkaldt ledelsesberetning.
Det samme ved mange regnskabslæsere af den simple grund, at de støder på den under læsningen af det givne regnskab.
Sådan har det været i mange år – og man kan så overveje flere forhold. Hvorfor er der en ledelsesberetning i regnskaberne, og hvad kan man bruge den beretning til?
Baggrunden for beretningen
Det er yderst enkelt – det står i lovgivningen, at der skal være sådan en fyr i regnskaberne! Der kan tages udgangspunkt i årsregnskabsloven, og der kan det så konstateres, at kravet dog ikke gælder personligt drevne virksomheder.
Det er ikke forbudt at medtage en ledelsesberetning i de tilfælde, hvor der ikke er et lovkrav derom. Er man derimod omfattet af kravet, er der ligefrem risiko for at få en bøde for at undlade at tage ledelsesberetningen med i regnskabet.
Historisk har der været lidt slingren på området, når vi begrænser os til at se på det ”almindelige” selskab omfattet af årsregnskabslovens regler for klasse B – den regnskabsklasse, langt de fleste aflægger regnskab efter. Kravet til ledelsesberetningen var der, så var det ude – og nu er det der igen.
I større selskaber og koncerner er der langt større krav til ledelsesberetningens indhold end i det almindelige selskab omfattet af regnskabsklasse B.
Kravene til regnskaber aflagt efter regnskabsklasse B
Her er det yderst enkelt – ledelsesberetningen skal redegøre for to ting:
- Virksomhedens væsentligste aktiviteter
- Eventuelle væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter og økonomiske stilling
Dette krav kan man ud af langt de fleste regnskaber se opfyldt på eksempelvis følgende måde:
- Virksomheden beskæftiger sig med salg af biler
- Der har ikke været væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter eller økonomiske forhold
Så blev man meget klogere – at Olsen Auto ApS sælger biler er næppe epokegørende nyt, og læser man om resultat og egenkapital, kan man selv se, at det gik, som det plejer.
Bødestraf, hvis disse selvfølgeligheder ikke oplyses, virker noget strengt – men det er grundlæggende underordnet, når det er et lovkrav.
Derimod er det ganske problematisk, hvis Olsen Auto ApS i virkeligheden udelukkende beskæftiger sig med skotøjshandel eller pokerspil – og at en uventet begivenhed efter statusdagen har sendt virksomheden ud i de økonomiske tove.
Det er derfor et krav, at vi som revisorer skal læse ledelsesberetningen og i forbindelse med vores revisionspåtegning udtale os om, at den dels ikke indeholder forkerte oplysninger (eller mangler vigtige oplysninger), dels er i overensstemmelse med de forhold, der er beskrevet i selve regnskabet.
Krav til andre regnskabsklasser end B
Denne artikel ville blive alt for lang, hvis alle kravene til eksempelvis børsnoterede selskaber eller fonde skulle beskrives. Lad os illustrere med kravene til beskrivelsen i ledelsesberetningen i virksomheder, der er omfattet af regnskabsklasse C, stor:
- Væsentligste aktiviteter (som B)
- Usikkerhed ved indregning eller måling, herunder gerne beløb
- Usædvanlige forhold, der påvirker indregning eller måling
- Udvikling i aktiviteter og økonomiske forhold (som B)
- Forventet udvikling – med forudsætninger
- Betydelige videnressourcer
- Særlige risici
- Påvirkning af eksternt miljø og afhjælpning herafForsknings- og udviklingsaktiviteter
- Eventuelle udenlandske filialer
- Virksomhedens forretningsmodel
- Politik for samfundsansvar, herunder klimapåvirkning, sociale forhold, medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse
- Hvordan politikkerne omsættes til handling
- Anvendelse af rettidig omhu
- Risici i relation til forretningsaktiviteter, herunder forretningsforbindelser, produkter og tjenesteydelser
- Anvendelse af nøgletal, der ikke er finansielle
- Hvad virksomheden har opnået med arbejdet med samfundsansvar – og hvad den forventer at opnå
- Politik for andel af underrepræsenteret køn i ledelsen
- Status herfor – og forklaring af manglende målopfyldelse.
Nogle af informationerne kan dog i visse tilfælde gives på virksomhedens hjemmeside eller i en supplerende beretning, hvis ledelsesberetningen henviser hertil.
Hvad skal man overveje?
Som virksomhedsleder bør man overveje, hvad man vil fortælle med sin ledelsesberetning. Man skal naturligvis overholde lovgivningen, men der er ingen grænser for, hvad man har mulighed for at fortælle – når bare det er korrekt og i overensstemmelse med regnskabet.
Derfor ser man virksomheder, der virkelig fortæller meget i deres ledelsesberetning og eventuelle supplerende beretninger. Her kan man få rigtig meget at vide, og jo større en virksomhed er, jo større må man også forvente, at læserskaren er. Det skal ikke være et reklameindslag, men brugbar viden, der viderebringes.
Man ser også virksomheder, der intet fortæller ud over det lovpligtige. ”Vi handler med barnevogne, og der er ikke sket noget uventet”. Punktum. Den, der lever stiller, lever godt.
Denne holdning bør man af og til overveje. Kunne min virksomhed drage nytte af at fortælle lidt mere om sig selv? Hvorfor ikke møde omverdenen lidt mere positivt?
Redaktionsslutdato: 25. april 2019
Der er talt og skrevet meget om de ændringer i lovgivningen om persondatabeskyttelse, som trådte endeligt i kraft i maj 2018. Mange taler og skriver stadig om det, og måske har nogen efterhånden vendt det døve øre til.
Der er mange, der har ventet på at se, hvilke konsekvenser det skulle have, hvis man som almindelig dansk virksomhed ikke håndterer sin persondatabeskyttelse tilstrækkeligt, for selv om vi alle gerne vil leve op til love og regulativer, kan det være svært med motivationen, hvis der ikke er en konsekvens.
Idet der er tale om en EU-forordning, har vi set reglerne håndhævet i forskellige Europæiske Datatilsyn, og her er der udstedt bøder, som har været langt over, hvad vi har set under de gamle regler (et EU-direktiv, som i Danmark var udmøntet i Persondataloven).
I marts 2019 kom det danske Datatilsyn med den første politianmeldelse, hvor det anbefales, at et taxaselskab idømmes en bøde på 1,2 mio. kr. Taxaselskabet har behandlet almindelige persondata om deres kunder i længere tid, end der er hjemmel til, og det er dette forhold, taxaselskabet i givet fald måtte få en bøde for.
Efter det oplyste har der ikke været datalæk eller problemer med it-sikkerheden generelt.
Det danske Datatilsyn indikerer dermed, at alene det at have data til rådighed – som i øvrigt ikke er følsomme – i ”for lang tid”, kan give en velvoksen bøde.
Om det er rimeligt eller ej, forholder vi os ikke til, men vigtigt er, at selv den helt almindelige virksomhed i sin fortegnelse (GDPR, art. 30) tager stilling til, hvor lang tid data må opbevares, før de skal slettes.
Datatilsynet har – og er – på tilsynsbesøg hos en række virksomheder, og man fokuserer specielt på, at virksomhederne har styr på fortegnelser (oversigt over, hvilke personoplysninger der behandles), placering af data (inden for eller uden for EU), risikoafvejning og databehandlere (underleverandører).
GDPR er ikke en døgnflue. Alle er nødt til at forholde sig til GDPR.