Forfatter: 29x

Der er forbløffende meget, man kan undre sig over, når man er borger i et gennemreguleret velfærdssamfund som det danske.

Listen med emner synes i hvert fald endeløs inde i mit hoved. Det behøver selvfølgelig ikke skyldes lovkomplekset med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer samt forudsætningsgivende forordninger og direktiver. Det kan også blot skyldes en begrænset kapacitet i det øverst placerede organ og manglende evne – og måske vilje – til at se det smukke og velmenende i reguleringsvirvaret.

Tag nu fx miljøafgifterne. Disse afgifter er i bund og grund blot punktafgifter, der er pålagt varer, der er skadelige for miljøet. Det giver for så vidt god mening. Men er det overhovedet den reelle begrundelse? Der er jo også afgift på chokolade og is, og der er begrundelsen blot en anden.

Hvis miljøafgifterne skulle være udtryk for, at vi vil have mindre miljøsvineri, så ville det da give rigtig god mening at lægge store afgifter på brændeovne. De forurener voldsomt. Det har også i flere omgange været drøftet i politikerkredse, om brændeovne burde pålægges afgifter, men det er aldrig blevet til andet end ufiltreret røg. Tilsyneladende er begrundelsen, at afgiften vil ramme socialt skævt, men hvordan retfærdiggør man så afgifterne på benzin og diesel?

Vi har også i adskillige år hørt politikerne overbyde hinanden, når det handler om at placere Danmark i den absolutte elite inden for digitalisering. Derfor virkede det også gennemtænkt, at vi ikke længere skulle beskattes af fri telefon og multimedier, for IT-motorvejen skulle være fri og let tilgængelig for alle.

Nu er der så brug for flere skattekroner for at få velfærden finansieret. Formålet er nobelt, og som de fleste andre har jeg ikke noget imod at bidrage yderligere til netop dette, men hvad blev der lige af ambitionen om at fastholde Danmark i eliten? Kunne det ikke også være med til at sikre den fremtidige velfærd? Og rammer multimediebeskatningen ikke lige så socialt skævt som afgifter på brændeovne? Dog uden at skade miljøet – under forudsætning af at de gigantiske serverparker forsynes med strøm fra vindmølleparker, der i hvert fald er miljøvenlige i produktionsfasen.

Er der sammenhæng mellem de store ambitioner for miljøet og en dansk digitaliseringsoverlegenhed på den ene side og en tilsyneladende uopfindsom og rutinepræget finansieringspolitik på den anden?

Man undrer sig.

Et momstjek af din virksomhed – bør det overvejes?

Mange vil sikkert mene, at et momstjek er unødvendigt, for momsreglerne – i modsætning til skattereglerne – er jo nemme at forstå og administrere, så et momstjek vil enten ikke afdække nogen fejl eller kun ubetydelige fejl. Moms erjo ”bare” 25 %.

For mange år siden ville vi nok have været enige, men ikkei dag.

Fra den første momslov blev vedtaget i Danmark i 1967 og til i dag, er momsreglerne blevet mere og mere komplicerede og på godt jysk bøvlede at håndtere. Det skyldes mange forhold.

Eksempelvis har reglerne skullet forsøge at følge med virksomhedernes ændrede handelsmønstre i form af bl.a. øget grænseoverskridende handel og handel på nettet.

Herudover er momsreglerne ikke længere blot et nationalt anliggende, som de var i 1967, men er blevet underlagt EU’s forordninger, direktiver og EU-Domstolen, og det har bestemt heller ikke gjort dem enklere.

Alt dette og meget mere bevirker, at moms i dag desværre ikke blot er ”bare” 25 %.

Derfor er det også vores erfaring, at selv om virksomhederne forsøger at efterleve momsreglerne – sammen med de mange, mange andre regler, de også skal efterleve – vil et momstjek ofte afdække, at der er områder, hvor det ikke sker. Det kan skyldes misforståelse af reglerne eller manglende kendskab til dem.

Et momstjek vil afdække disse områder, og det vil ikke kun være områder, hvor virksomheden har angivet for lidt i moms, eller hvor der ligger et latent momskrav, men også områder, hvor virksomheden populært sagt har snydt sig selv og derfor har krav på at få moms tilbagebetalt.

Hvor ser man så de fleste fejl ved et momstjek?

Det er ofte i forbindelse med grænseoverskridende køb og salg af varer og ydelser, aktiviteter i andre EU-lande, herunder arbejde udført i andre EU-lande, salg fra varelagre i andre EU-lande, salg af fast ejendom, salg af brugte varer, herunder biler, salg af mad til ansatte (kantinemoms), bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, køb og drift af biler og udlæg.

Er der tale om virksomheder/institutioner, der både har momspligtige og momsfrie aktiviteter, og som derfor er omfattet af reglerne om delvist momsfradrag, vil fejlene som hovedregel også ses i opgørelsen af det delvise momsfradrag og ved vurderingen af, hvorvidt en aktivitet er momspligtig eller momsfri.

Ovennævnte er blot eksempler og ikke en udtømmende liste over de områder, hvor der findes fejl.

Hvis en virksomhed/institution beslutter at få foretaget et momstjek, bør den måske også overveje samtidig at få tjekket, om den får godtgjort for meget – eller for lidt – af diverse afgifter, herunder elafgift. Reglerne om godtgørelse af afgifter kan nemlig også være komplicerede, men det er en anden historie.

Lad det være slået fast med det samme: Denne artikelhandler ikke om badminton, bordfodbold eller maratonløbfor ledere.

Derimod handler den om, at ledelsen i erhvervsvirksomheder, fonde og andre aktører i hverdagen ofte har brug for en person udefra til at debattere med – og til at få vendt tingene lidt på hovedet; spille djævelens advokat eller komme med nye ideer.

Massevis af danske virksomheder er ejet af én eller ganske få personer, der ofte er i familie med hinanden. Hertil kommer et stort antal virksomheder, fonde og foreninger, der ikke har denne form for ejerskab. Oven i det hele kommer den del, der har mange ejere – som ikke kender hinanden – og som ikke deltager i ledelsen.

Den familieejede virksomhed

Begynder vi med den typiske, danske familieejede virksomhed, udgør familien typisk også ledelsen. Det kan være i form af personligt ejerskab, som direktører og dermed daglige ledere eller (eventuelt som en kombination) som deltagere i en eventuel bestyrelse.

Uanset om bestyrelsen udgøres af familien eller har deltagelse af personer "udefra", er der meget ofte behov for at gennemgå en problemstilling med en udenforstående – og her kommer virksomhedens revisor ind i billedet.

Bestyrelsen (eller direktøren) kan bruge revisoren til at debattere og vurdere mange forskellige forhold ("sparre", som det populært kaldes). Skat, bogholderi, sikkerhedsforanstaltninger i bogholderiet, udvidelser af produktionen, rentabilitetsanalyser, opkøb, personaleforhold – vores værktøjskasse i revisorverdenen er stor.

Den lidt større virksomhed, fond eller forening

Som nævnt er der her ofte en bestyrelse og/eller en "fremmed" direktør, der er ansvarlig for den daglige drift.

Her vil ledelsen selv typisk være tættere på problemstillingerne og anvende virksomhedens revisor på en mere målrettet måde – og ledelsen vil ofte selv have vurderet og kortlagt problemstillingen og konsekvenserne af forskellige tiltag.

Her vil revisoren kunne vurdere de forelagte ideer og forslag, og disse vil kunne blive udsat for en konstruktiv bedømmelse. Samtidig vil der kunne fremkomme alternative forslag, justeringer – eller helt nye vinkler på problemstillingen.

Ledelsen og revisoren kan samarbejde – og ledelsen har den helt afgørende fordel, at revisoren kender virksomheden, dens forretningsgange og interne såvel som eksterne forhold ganske indgående, i og med at en revisor skal forstå en virksomhed for at kunne revidere dens regnskaber.

Den store virksomhed, fond eller forening

Oftest er der her en ledelse, der er valgt ud fra professionelle kriterier – personer, der har særlig viden om produktet, afsætningskanalerne, personaleforhold og så videre. Herudover er der som udgangspunkt ud over bestyrelsen en ansat direktør, der varetager den daglige drift. Bestyrelsen fungerer her i større grad end ved de små og mellemstore virksomheder på den måde, bestyrelsens rolle er beskrevet i lovgivningen – det vil sige bestyrelsen udstikker kursen, og direktøren omsætter denne i praksis ved at dreje på de ønskede håndtag.

Samtidig har direktøren ansvaret for den daglige drift over for bestyrelsen, der ansætter eller afskediger direktøren. Dette giver den skillelinje, at revisor i nogle tilfælde kan blive involveret som sparringspartner for direktøren – og i andre tilfælde som sparringspartner for bestyrelsen.

Det er vigtigt at slå fast, at revisoren refererer til og har ansvar over for bestyrelsen (der på generalforsamlingen ligesom bestyrelsen er valgt af aktionærerne eller andre organeri eksempelvis fonde og foreninger).

Det betyder, at revisoren først og fremmest er bestyrelsens sparringspartner på de overordnede linjer, og at sparringen med direktøren er på et mere "praktisk" og detaljepræget niveau end med bestyrelsen.

Alt i alt

Revisoren kan altid bruges som sparringspartner – og er oftest den mest nærliggende grundet en bred erhvervsmæssig uddannelse, stor viden om kunden, erfaring og adgang til netværker. Samtidig er revisoren uafhængig af virksomheden i overensstemmelse med lovgivningen, og det giver alt andet lige en mere objektiv rådgivning.

Revisoren kan altid kommentere, kritisere og komme med gode forslag – men det er uhyre vigtigt at slå fast, at revisoren aldrig kan træffe beslutninger på ejeres eller ledelsers vegne. Revisoren kan komme med sin vurdering og se sagen fra flere sider, men aldrig træffe beslutninger for kunderne.

Vi har erfaringen, kompetencerne og netværket – så vi kan blot anbefale at bruge os på ethvert niveau.

I denne tid hører man ofte i pressen, at regeringen vil tilbagerulle de generationsskifteregler, som den borgerlige regering indførte.

Tilbagerulningen indgår som et led i forhandlingerne om finansloven. Men hvad betyder det for virksomhederne og generationsskifterne af de danske virksomheder?

Det man taler om, er ”alene” en ændring af den afgiftssats, som skalbetales af den gave, som den ældre generation måtte give den yngre generation i forbindelse med gennemførelsen af generationsskiftet.

Det har ikke været nævnt af regeringen eller dens støttepartier, at man ønsker at ændre på muligheden for overdragelse med succession.

Overdragelse med succession betyder, at den ældre generation kan overdrage sin skattebyrde (den skat som skal betales, hvis man solgte virksomheden til 3. mand), til den yngre generation.

Af skattebyrden kan beregnes en passivpost. Der kan ydes en gave svarende til passivposten, uden at der skal beregnes gaveafgift, og dermed kan overdragelse delvist finansieres. Der er altså ikke noget, der tyder, på at disse regler ændres.

Ved gaveoverdragelse af en virksomhed i 2019, skal der af gaven svares en gaveafgift på 6 %.

Det var planen, at denne sats i 2020 skulle nedsættes til 5 %. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, bliver nedsættelsen ikke til noget. Tværtimod vil man hæve den nuværende sats til 15 %.

Derudover er der politisk ”risiko” for, at der indføres en progressionsgrænse, forstået på den måde, at der af arv eller gave, som overstiger en vis grænse, skal betales arve- eller gaveafgift på 30 %.

Der har været nævnt grænser på såvel3 mio. kr. som 5 mio. kr.

Af positive initiativer skal nævnes henstandsordning. Regeringen har foreslået, at der indføres en henstandsordning på op til 30 år, hvilket betyder, at den beregnede gaveafgift kan afvikles over en periode på op til 30 år. Regeringen har foreslået, at afgiftsbeløbet skal være rentefrit.

Der foreligger endnu ikke nogen konkrete lovforslag på området.

Fra den 26. september 2019 skelner man ikke længere mellem portrætter og situationsbilleder, når det gælder GDPR. Alle billeder, der lægges på nettet, skal nu behandles, som om de var portrætbilleder.

Men det rejser unægteligt også en række spørgsmål for både offentligt ansatte og private virksomheder, der jævnligt lægger billeder op på sociale medier. For hvad må man, og hvad må man ikke?

Siden 2002 har Datatilsynet skelnet mellem de to typer billeder, der har to forskellige formål. Portrætter afbilder personer; situationsbilleder en stemning, en aktivitet eller – som navnet antyder – en situation.

I de senere år har der dog hersket tvivl om, hvornår et billede bliver til et portræt, og hvornår det kun viser en situation.

Når man offentliggjorde et situationsbillede af myldretiden på Københavns Hovedbanegård kl. 9 mandag morgen, skulle man ikke have et samtykke fra de mennesker, der måtte optræde på billedet. Til gengæld var samtykke et krav, når der var tale om et portræt.

Netop den sondring – når et billede går fra at være en situation til at være et portræt – har mange haft svært ved i praksis. Derfor har Datatilsynet besluttet, at man ikke længere skelner mellem de to.

Den nye praksis fra Datatilsynet: Billeder og GDPR

Når man overvejer, om et billede må offentliggøres på nettet, eller om man må anvende det til et andet formål, uden at man har indhentet samtykke fra de mennesker, der optræder på billedet, skal man udføre en helhedsvurdering.

Helhedsvurderingen betyder – populært sagt – at man skal behandle billedet som enhver anden personoplysning. Man skal altså tage stilling til følgende:

• Der skal være et formål med offentliggørelsen af billedet.
• Det overvejes, om de mennesker, der optræder på billedet, skal oplyses om, at billedet offentliggøres til et bestemt formål. Den, der offentliggør det, har oplysningspligten.
• Man skal sikre, at der er en gyldig grund til at offentliggøre billedet.
• Der skal tages hensyn til børn og unge.

Det får måske det hele til at lyde simpelt, men vi vil fremhæve to skjulte faktorer, der i praksis kan gøre det besværligt at offentliggøre, hvad man tidligere kaldte et situationsbillede uden samtykke.

Den første faktor er ”de og det afbildede”. Personoplysninger opdeler man i kategorierne almindelige, fortrolige og følsomme personoplysninger. Afhængigt af typen er det såkaldte hjemmelskrav forskelligt.

Eksempelvis kan en skole bruge en “interesseafvejningshjemmel”, hvis skolen vurderer, at de har en interesse i at vise et billede af skolens aktiviteter. Den gælder fx, når billedet er i kategorien almindelig personoplysning.

Når billedet bliver til en følsom oplysning, kan man ikke længere bruge billedet, fordi det alene er i skolens interesse.

Det er derfor vigtigt at overveje følgende i forhold til billeder og GDPR:

• Har nogen af personerne på billedet, en tydelig sygdom eller et tydeligt handicap?
• Kan man aflæse noget om personens samfundsmæssige situation (tro, seksuelle overbevisning osv.)?
• Kan man – baseret på lokationen – antage noget om personens helbred eller samfundsmæssige situation? Som konkrete eksempler kan nævnes billeder af besøgende i en kirke eller tilsvarende religiøs enhed, eller billeder af deltagere til events, der støtter en bestemt overbevisning.

Vi vil dog understrege, at selv om skoler og andre institutioner godt kan offentliggøre billeder af børn og unge uden forældres samtykke, skal man give en særlig beskyttelse til den gruppe - blandt andet fordi de ikke har samme bevidsthed om konsekvensen, når billeder af dem bliver lagt online.

Almindelige eller følsomme oplysninger – et eksempel

Et eksempel kunne være en familie med et barn i 3. klasse. Af en eller anden god grund har familien navne- og adressebeskyttelse.

En dag ser forældrene, at skolen uden at informere om det har taget et billede af barnets klasse, hvor de bager julekager, og har delt billedet på skolens Instagram-profil.

Under normale omstændigheder er skolen i sin gode ret til at offentliggøre billedet, så længe ingen af børnene har noget identificerbart handicap, eller så længe billedet ikke afslører deres religion, og hvis blot skolen har en legitim interesse i at offentliggøre billedet, som i dette tilfælde fx kunne være at vise, hvor dejligt børnene har det på skolen.

Nu er situationen imidlertid den, at data om barnets lokation ikke længere er almindelige personoplysninger, men en fortrolig information.

Den skal derfor beskyttes, som var den følsom. Derfor ville man kunne få den fjernet – eller få barnet skåret ud af billedet.

Skulle skolen af uransagelige årsager ikke ville gå med til at fjerne billedet, kan skolen meldes til Datatilsynet.

Vores anbefaling er, at hvis barnet af en eller anden årsag ikke skal fotograferes, bør man melde det klart ud (gerne på skrift) til både lærere og ledere.

GDPR for den enkelte?

Billeder af personen selv

Den nye praksis gør det lettere for en privatperson at udfordre virksomheder, hvis de offentliggør billeder af én på nettet.

Hvis man ser et billede af sig selv på nettet, kan man i princippet gå ud fra, at virksomheden holder sig inden for lovens rammer, i kraft af at de burde have taget højde for de ting, der er beskrevet tidligere i denne artikel.

Hvis man imidlertid mener, at billedet afslører følsomme informationer om én selv, kan det være, at virksomheden har begået en fejl ved ikke at få et samtykke fra personen. I dette tilfælde kan man bede virksomheden om at redegøre for, hvorfor de mener, de har ret til at offentliggøre billedet.

Hvis man er uenig med dem, kan man bede dem om at fjerne billedet. Hvis ikke de gør det, kan man melde dem til Datatilsynet – man skal dog altid selv tage kontakt til virksomheden først.

Tilbagetrækning af samtykke

Hvis man har givet samtykke til offentliggørelse af et billede, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan få det fjernet. Et samtykke kan nemlig altid tilbagekaldes. Det betyder, at virksomheden ikke længere må bruge det.

Det betyder dog ikke, at virksomheden skal slette alle data, den har indsamlet, mens samtykket var gyldigt. Det samme gælder offentlige institutioner.

Billeder i virksomheder/organisationer

Den nye praksis betyder, at en virksomhed altid skal kunne dokumentere en gyldig grund til at uploade et billede.

Praksis fjerner ikke behovet for at tage stilling til, om billedet kan intimidere et eller flere af de mennesker, der er på billedet. Man skal stadig tage hensyn til, hvad billedet afbilder.

Billeder af ansatte, som tydeligvis har taget godt for sig af juleøllen, må derfor ikke lægges op. Den eneste undtagelse vil være, hvis personen selv har givet sit samtykke til det. Vi anbefaler, at samtykket fås, når branderten er aftageten smule.

Det er vigtigt at understrege, at hvis virksomheden har indhentet et generelt samtykke til at tage og offentliggøre billeder af en arbejdssituation, gælder den ikke her. Den skal i dette tilfælde indhente unikt samtykke.

Datatilsynet skriver derudover, at det normalt vil kræve et samtykke at offentliggøre følgende:

• Billeder af besøgende hos lægen, kunder i banken og i fitnesscentret eller lignende.
• Billeder af besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lignende.
• Billeder af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller hos en offentlig myndighed.

Mere overskueligt atoffentliggøre billeder

Det positive ved den nye praksis er, at hvis man har en klar grund til at offentliggøre billeder af sine ansatte, vil man ikke behøve at indhente samtykke hver gang, man vil offentliggøre et billede af dem. Man skal imidlertid kunne argumentere for, at virksomhedens interesse overgår den privates.

Man er dog ikke fri af oplysningspligten; man skal informere de ansatte, inden man bruger billedet. Skulle en ansat bede om at få fjernet et billede, som virksomheden ikke kan se, skader personen, og kan den dokumentere en legitim grund til, at billedet er offentliggjort, er den ikke tvunget til at fjerne det.

Alt i alt

GDPR er kommet for at blive. At det måske kan virke som noget ”bøvl”, opvejes forhåbentlig ved, at vi vel alle har en interesse i, at vi passer på hinanden og vores data.

Selskabsloven indeholder en adgang for kapitalselskaber til alene at indskyde en del af deres selskabskapital i forbindelse med stiftelser og kapitalforhøjelser. Den resterende del udestår dermed som ikke-indbetalt selskabskapital – en resthæftelse, som kapitalejerne har over for selskabet.

Det fremgår af selskabsloven, at aktieselskaber skal have en selskabskapital på mindst 400.000 kr., mens anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr.

Mens disse minimumskrav fastholdes, giver selskabsloven mulighed for, at selskabet alene indbetaler 25 % af den pågældende selskabskapital. For anpartsselskaber betyder dette, at reglen først har betydning, når selskabet har en selskabskapital på mindst nominelt 160.000 kr.

Kravet om indbetaling af de 25 % giver til gengæld ikke anledning til beregningsproblemer for aktieselskaber, idet bestemmelsen indebærer, at der til enhver tid skal være indbetalt 100.000 kr., idet minimumskapitalen er 400.000 kr.

De regnskabsmæssige konsekvenser af, at en kapitalandel ikke er fuldt indbetalt er, at der skal oprettes en såkaldt reserve for ikke indbetalt virksomhedskapital.

Der er ifølge selskabsloven mulighed for at indskyde selskabskapital i form af andre værdier end kontanter, såkaldt apportindskud. I relation til 25 %-reglen er det dog væsentligt at bemærke, at det ikke er muligt at opfylde kravet om indbetaling af mindst 25 % af selskabskapitalen ved apportindskud.

Der stilles således krav om fuld indbetaling af selskabskapitalen ved helt eller delvist indskud af apportindskud. Er der dog tale om efterfølgende apportindskud til opfyldelse af kapitalejerens resthæftelse, er dette tilladt, hvis ledelsen har givet samtykke hertil.

Den resterende del af selskabskapitalen, som ikke er blevet indbetalt, kan enten betales frivilligt af kapitalejerne eller efter påkrav fra ledelsen. Kapitalejerne kan således til enhver tid frivilligt indbetale den udestående selskabskapital, selv om ledelsen ikke har fremsat påkrav herom.

Ledelsen har ret til at kræve den udestående selskabskapital indbetalt på anfordring, hvilket betyder, at dette kan ske uden yderligere dokumentation for kravet. Fristen for indbetalingen er herefter mindst to uger fra kapitalejerens modtagelse af anmodningen, medmindre der i vedtægterne er fastsat et længere varsel, dog ikke længere end fire uger.

Ledelsen har et grundlæggende ansvar for, at selskabet tilenhver tid drives med det nødvendige kapitalberedskab og skal derfor løbende vurdere, om selskabets kapital er forsvarlig og står i rimeligt forhold til selskabets aktiviteter. Det bør derfor overvejes, hvad konsekvenserne er ved, at en kapitalejer undlader at efterkomme ledelsens påkrav om indbetaling af restfordringen.

Ledelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at undersøge kapitalejernes økonomiske forhold (foretage en kreditvurdering), men får ledelsen konkret kendskab til eller begrundet mistanke om, at restfordringen hos kapitalejeren er uerholdeligt, bør ledelsen reagere og forsøge at inddrive fordringen ved udlæg, inkasso eller tvangsfuldbyrdelse.

Kapitalejeren har ret til at overdrage sin ikke fuldt indbetalte kapitalandel til tredjemand. Den overdragende kapitalejer hæfter dog solidarisk med erhververen og senere erhververe for den resterende indbetaling af kapitalandelen.

Set fra kapitalselskabets side må kapitalejerens mulighed for at overdrage ikke fuldt indbetalte kapitalandele anses som noget positivt, idet den solidariske hæftelse indebærer, at selskabet opnår et bedre økonomisk grundlag for at inddrive restfordringen.

Den solidariske hæftelse er tidsubegrænset og ophører først ved fuld indfrielse af restfordringen. Hæftelsen er ikke begrænset til overdragelse til eje, men også til sikkerhed. En panthaver, der har pant i kapitalandele, der ikke er fuldt indbetalte, hæfter således paradoksalt nok over for selskabet for den udestående resthæftelse.

Omvendt har selskabet ikke mulighed for at overdrage fordringer på indbetalinger på kapitalandele, idet selskabsloven bestemmer, at restfordringerne hverken kan afhændes eller pantsættes.

Overdragelsesforbuddet varetager et hensyn til kapitalejeren, idet kapitalejeren alternativt vil være forpligtet til at betale til en tredjemand, som ikke har indflydelse på, om selskabet opfyldte sin del af kontrakten over for kapitalejeren i form af udlevering af de kapitalandele, der svarede til indbetalingen.

For selskabets øvrige kreditorer indebærer forbuddet desuden en beskyttelse mod, at selskabskapitalen udhules. Hvis forbuddet overtrædes, og en restfordring alligevel overdrages, er retsvirkningen, at overdragelsen anses for ugyldig, og kapitalejeren vil ikke være forpligtet til at betale til tredjemand.

Den nye regering har i sit lovprogram annonceret, at den vil tilbagerulle den ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, som ellers blev vedtaget af det tidligere Folketing i 2018 med virkning fra og med indkomståret 2020. Tilbagerulningen udgør en del af finansieringen af regeringens forslag til finanslov for 2020.

De gældende regler for 2019 går kort fortalt ud på, at man skal betale skat af 2.800 kr. om året, hvis arbejdsgiver betaler for en telefon, og man må bruge den privat.

Det samme gælder, hvis arbejdsgiver betaler for en internetforbindelse, som ikke har adgang til netværket på arbejdspladsen. Har man begge dele, skal man stadig betale skat af 2.800 kr. Arbejdsgiver skal trække A-skat og am-bidrag af de 2.800 kr.

Hvis der udelukkende er tale om en arbejdstelefon, skal man ikke betale skat af den. Det kræver en tro- og loveerklæring med arbejdsgiver om, at telefonen er en arbejdstelefon.

Tilsvarende er en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse skattefri, når netforbindelsen giver adgang til virksomhedens netværk.

Arbejdsgiverbetalte internetforbindelser, der indgår som en del af en tv-programpakke (telefon, internet og tv), er skattepligtige, og man skal betale skat af hele pakken.

Har man en computer til rådighed udelukkende til privat brug, skal der betales skat af dens værdi svarende til, hvad det ville koste at leje en tilsvarende computer.

Omvendt skal man ikke betale skat af en arbejdsgiverbetalt computer til brug for arbejdet.

Tablets bliver skattemæssigt betragtet som computere. De er derfor ikke skattepligtige, hvis de er indkøbt og stillet til rådighed til arbejdsmæssigt brug.

Skattefriheden omfatter sædvanligt tilbehør, dvs. computerskærm, softwareprogrammer og printer af almindelig størrelse og standard.

Ny ferielov på vej

Samtidighedsferie

Det nye ferieår

Ferie på forskud

Ekstra afholdelsesperiode

Forkortet ferievarsel

Overgangsordning

I banken eller i fonden

Forsiden eller bagsiden af medaljen?

Arbejdsgivers forberedelse

Overvejelser internt i virksomheden

• Er der ansættelseskontrakter, der kræver modernisering?
• Aftaler om forkortet varsel af ferieafholdelse i ansættelseskontrakter skal fjernes.
• Eventuel etablering af et system/en proces til håndtering af ferieafholdelse i perioden frem til den 1. september 2020 i relation til fastfrysningen af ferie.
• Vedtagelse af nye politikker – skal medarbejderne tillades at holde ferie på forskud?
• Vedtagelse af nye politikker – skal medarbejderne tillades en udvidet ferieafholdelsesperiode til 31. december året efter?
• Overgangsperioden – vil arbejdsgiver ”beholde” ferien mod renter eller straks indbetale til fonden?
• Skal lønsystemet tilpasses?
• Skal HR-systemet tilpasses?
• Processer i relation til månedlig betaling til FerieKonto.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Siden 15. april 2019 har det ikke længere været muligt atstifte iværksætterselskaber – de såkaldte IVS’er.

Eksisterende IVS’er skal inden for de næste 2 år enten omregistreres til anpartsselskaber med en kapital på minimum 40.000 kr. eller alternativt afvikles.

Konsekvensen af ikke at gøre noget inden for 2-årsfristener, at IVS’et bliver tvangsopløst.

Hvorfor er det slut?

I en analyse foretaget af Erhvervsstyrelsen i efteråret 2018 blev det konkluderet, at en række negative kendetegn som eksempelvis ”stor inaktivitet”, ”dyrt for staten”, ”svig”, ”overrepræsentation i sager om sanktioner vedrørende momsregistrering” samt ”skatterestancer” har klæbet til de mereend 45.000 IVS’er. Fra politisk hold var der flere gode argumenter for en afvikling af selskabsformen.

Som et plaster på såret blev det samtidig vedtaget at sænke kapitalkravet for anpartsselskaber til 40.000 kr. For mange IVS’er vil et kapitalkrav af denne størrelse fortsat være en udfordring, man skal forholde sig til i løbet af kort tid.

Overgangsregler

Eksisterende IVS’er kan i en overgangsperiode på 2 år – det vil i praksis sige inden den 15. april 2021 – fortsætte som IVS’er. Senest ved udgangen af overgangsperioden skal IVS’et lade sig omregistrere til ApS. IVS’er kan ikke omregistreres direkte til eksempelvis A/S eller P/S. Er det ikke ApS’et, man ønsker, må man derfor først omregistrere til ApS og derefter omdanne til den ønskede selskabsform.

Hvis IVS’et ikke opfylder kravet til omregistrering, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte en frist for, hvornår omregistreringen skal gennemføres. Såfremt denne frist overskrides, kan styrelsen anmode skifteretten om at opløse IVS’et.

Omregistrering

Det bør nøje overvejes og planlægges, hvordan omregistreringen til ApS skal gribes an. Beslutningen om omregistrering skal ske på IVS’ets generalforsamling og anmeldes på virk.dk. Beslutningen vedhæftes et generalforsamlingsreferat, tilrettede vedtægter og en vurderingsmandserklæring om, at selskabskapitalen er til stede. Denne erklæring skal udarbejdes af revisor.

I forbindelse med lovbehandlingen blev der givet mulighed for at fravige kravet om udarbejdelse af erklæring af en vurderingsmand. Samtlige nedenstående betingelser skal iagttages:

• IVS’ets seneste reviderede årsregnskab viser en samlet nominel selskabskapital (inklusive reserver, som kan overføres til selskabskapitalen) på minimum 40.000 kr.
• Revisionspåtegningen eller erklæringen om udvidet gennemgang på årsrapporten er uden modifikationer af revisors konklusion (”blank” påtegning).
• Årsregnskabets balancedag ligger ikke tidligere end fem måneder forud for beslutningen om ændring af vedtægterne som følge af omregistreringen.
• Direktionen (bestyrelsen, hvis IVS’et undtagelsesvis har en sådan) skal offentliggøre en ledelseserklæring senest samtidig med, at beslutningen om omregistrering registreres eller anmeldes til registrering i virk.dk. Erklæringen skal bekræfte, at kapitalen er til stede på beslutningstidspunktet.
• Det reviderede årsregnskab skal være godkendt på den ordinære generalforsamling umiddelbart forud for generalforsamlingens beslutning om omregistrering.

Overvejelserne bør således bl.a. omfatte en eventuel beslutning om tilvalg af revision af IVS’ets årsregnskab med henblik på at undgå vurderingsmandserklæringen.

Når kapitalen ikke er til stede

Når det ikke har været muligt at opspare overskud, der bringer minimumskapitalen op på 40.000 kr. på omregistreringstidspunktet, må ledelsen og kapitalejerne træffe beslutning om, at der enten skal indskydes yderligere selskabskapital – i kontanter, via apportindskud eller ved gældskonvertering – eller at IVS’et skal opløses.

Frivillig opløsning af et IVS skal ske enten ved en såkaldt betalingserklæring eller ved en frivillig likvidation. Forudsætningen for at anvende disse opløsningsmetoder er, at IVS’et er solvent (har positiv egenkapital). I modsat fald vil selskabet skulle opløses efter konkursreglerne.

Et IVS kan principielt ophøre som led i en fusion eller spaltning. Denne fremgangsmåde vil dog næppe være relevant eller mulig for langt de fleste IVS’er.

Såfremt IVS’et ikke har opløst sig selv eller foretaget omregistrering inden den 15. april 2021, vil selskabet kunne sendes til tvangsopløsning. Når Erhvervsstyrelsen henvender sig med trussel om at sende IVS’et i skifteretten, vil der blive givet en fireugers frist til enten at opløse IVS’et eller at få dette omregistreret. Overskrides denne frist, vil der ske oversendelse til skifteretten, hvorefter tvangsopløsningen vil blive gennemført.

Tag revisor med på råd

Uanset om løsningen er en omregistrering eller opløsning af IVS’et, vil anbefalingen være at tage en revisor med på råd.

Mange IVS’er vil stå over for en stor udfordring i forhold til i løbet af forholdsvis kort tid at skulle kunne dokumentere tilstedeværelsen af en selskabskapital på 40.000 kr.

Om denne kapital kan opbygges via indtjening i IVS’et eller ved kapitalforhøjelse (kontant, apportindskud, gældskonvertering) beror naturligvis på de konkrete omstændigheder. Her er det særdeles vigtigt at få planlagt forløbet frem mod 15. april 2021, så vejen mod en omregistrering bliver så overskuelig og realistisk som mulig.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Folketingsvalget 2019 er overstået, og der er udarbejdet et nyt regeringsgrundlag for en mindretalsregering.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den nye regering på mange områder vil ændre i lovgivningen og sætte sit præg på samfundets udvikling.

Det er også fremgået relativt klart, at nogle af den just afgåede regerings beslutninger kan blive udsat for en ændring. En meget omtalt forventet ændring er i afgiften ved generationsskifte af virksomheder.

Ved redaktionens slutning kender vi ikke ret meget til regeringens intentioner på mange andre områder – og som mindretalsregering kan der jo styres på såvel stemmerne fra de partier, der står bag regeringsgrundlaget – og på stemmerne på oppositionens bænke.

Det kan politiske kommentatorer spinde lange og spændende ender på. Vi kan nok forudse ændringer i skattelovgivningen, i afgiftslovgivningen, i erhvervslovgivningen og i anden lovgivning, der har betydning for såvel erhvervslivet som den ”almindelige” skatteborger.

Finanslovsforhandlingerne står for døren efter sommerferien (der jo også inkluderer Folketinget), og derfor ser vi frem til i næste nummer at præsentere nogle af de tiltag, den nye regering vil lægge på bordet.

Indtil da venter vi blot spændt.