Vi giver os normalt ikke af med spådomme i revisionsbranchen. Det er muligt at opstille budgetter, der i virkeligheden blot er konsekvensberegninger af nogle forudsætninger. Det er også muligt at opstille forskellige scenarier på eksempelvis skatteområdet, men der har vi også nogle fakta og forudsætninger at bygge på.

Det er ikke hensigten med denne artikel, at vi skal spå om fremtiden, nærmere defineret som tiden, der følger den nedlukning af samfundet, som vi har været vidne til siden marts.

Der er ganske enkelt hverken fakta eller tilstrækkelige forudsætninger at bygge på lige nu. Vi har ikke før stået i en situation, der på nogen måde minder om den, vi har været i her i foråret 2020. I skrivende stund ved vi end ikke, hvordan eller hvornår vi kan starte med at se på forudsætningerne igen.

Det er heller ikke hensigten med denne artikel at komme med kommentarer til håndteringen af situationen – mange tiltag har været politiske – eller at filosofere over tingenes tilstand.

Antallet af bedrevidende har aldrig været større, og den ændrede arbejdssituation og de ændrede markedsforhold har medført, at vi måske tænker lidt anderledes på den anden side af foråret 2020.

Overskriften på denne artikel er med vilje gjort lidt dobbelttydig, for det er regnskabet, vi gerne vil se lidt nærmere på. Hvordan vil regnskabet komme til at se ud for den store flok af virksomheder, der forhåbentlig er i stand til overhovedet at aflægge ”det næste” regnskab – og hvad kan disse regnskaber bruges til?


Regnskabet for 2019

Langt de fleste virksomheder har kalenderåret som regnskabsår. Regnskabsåret 2019 er som udgangspunkt derfor ikke påvirket af de pludselige begivenheder i marts 2020. Blandt de lærde er der brugt meget tid på at diskutere de forhold, der påvirker – eller ikke påvirker – regnskabsaflæggelsen for 2019.

Denne debat er for de fleste virksomheders vedkommende helt ligegyldig; overlevelse er absolut første prioritet, og når denne artikel læses, er langt de fleste regnskaber alligevel aflagt.

Der er dog udsættelse med indsendelse af årsregnskabet til de relevante myndigheder, så alle regnskaber er nok ikke færdige før sommerferien – men vi vil her forsøge at se lidt længere frem i tiden: Vi vil se på regnskaberne for 2020 i stedet.


Regnskabet for 2020

Som anført i indledningen, vil vi ikke finde kaffegrumset frem og forsøge at spå eller forudsige noget som helst. Ingen aner, hvad det næste års tid vil bringe af gode eller dårlige begivenheder og dertilhørende tiltag.

Vi vil i stedet under forskellige overskrifter se lidt på, hvad regnskaberne kunne bruges til – og hvad de kunne fortælle os. Intet forhold kan siges at være ideelt afklaret, men lad os alligevel forsøge.


Kontanter er kongen

Penge er altid rare at have, og da især, når man skal betale. Det er et gammelt udtryk, for kontanter er gået af mode – i øjeblikket tillige med nærmest uglesete. Det er da heller ikke knitrende pengesedler, vi har med at gøre, men adgangen til likviditet.

Virksomheder dør ikke som følge af underskud i sig selv, men som følge af at regningerne ikke kan betales i det tempo, hvori de forfalder. Likviditeten kan være til stede i det omfang, virksomheden selv har penge stående i banken. Det er ikke tilfældet for nær alle virksomheder.

Derimod har de fleste virksomheder en mulighed for at trække på forskellige finansieringskilder. Først og fremmest er adgangen til finansiering i et pengeinstitut nødvendig for de fleste – det kan være en kassekredit, det kan være faste lån, eller det kan være andre former for finansiering.

Under andre former for finansiering kan tænkes realkredit, offentlige kreditordninger, leasingarrangementer og lignende.

Det er alt sammen kendt stof for den erhvervsdrivende, men har det relevans for regnskabet for 2020?

Det kunne det godt have, for når en virksomheds regnskab for 2020 skal bedømmes – eksempelvis af kreditgivere – vil der måske være større fokus på det finansielle beredskab. Vil virksomheden kunne overleve en situation som i foråret 2020? Hvis debitorerne ikke betaler planmæssigt, hvad sker der så? Hvis lagrene ikke kan sælges i en periode, fordi virksomheden bliver tvangslukket af regeringen, hvad sker der så?

Disse forhold og mange andre bliver interessante at iagttage,når vi er fremme i foråret 2021, og regnskaberne for 2020 dukker op.


Er der nye gældsposter?

En del af regeringens (og det samlede Folketings) tiltag har været støtteordninger og henstandsordninger. Der har været lønkompensation, der har været omsætningskompensation, og der har været kompensation for faste omkostninger. Herudover er der blevet givet henstand med betalinger af eksempelvis moms, og momsen i første kvartal 2020 har man endog kunnet låne rentefrit frem til februar måned 2021.

Fælles for alle tilskudsordningerne er, at de i stort omfang sættes i værk for derefter at skulle kontrolleres. Det giver god mening. Regeringen har bemærket, at der i et vist omfang er slået hul i statskassen, og at selv misbrug vil kunne forekomme – men at der var akut brug for støtte, og så må kontrollen komme senere.

For så vidt angår kompensationerne, skal der således på et– lige nu ukendt – tidspunkt ske en kontrol, der skal afdække, om kompensationerne var ydet på det rigtige grundlag. Er denne afklaring ikke sket på statustidspunktet, skal virksomhederne – og dermed også vi som revisorer – forholde os til, om der foreligger en risiko for, at noget af kompensationen skal refunderes til staten.

Har virksomheden ”lånt sin moms tilbage”, giver det her og nu en positiv virkning på likviditeten. En vurdering i regnskabet for 2020 vil derefter gå på, om virksomheden vil kunne tilbagebetale dette lån – eller har det desværre blot holdt virksomheden kørende som en ekstra kassekredit, der efterfølgende ikke kan indfries?

Pengeinstitutterne er bedt om at hjælpe med finansiering– men de skal også have en ordning med kunderne, der sikrer tilbagebetaling på et tidspunkt. Problemstillingen er den samme.

Vi vil ganske givet – og her spår vi alligevel – komme til at se situationer, hvor eksempelvis momskreditten eller den øgede kassekredit sikrede overlevelse, men kun i en begrænset periode. Det kan blive nødvendigt at signalere dette i regnskabet.


Man kan ikke overleve uden indtjening

Dette er en sandhed for langt de fleste. Man skal være godt polstret eller have en rigtig stærk familie (der ofte kan være en fond eller lignende) i ryggen for at kunne kapere manglende indtjening i en længere periode.

Faktisk er der rigtig mange virksomheder, hvor dagens omsætning skal i kasseapparatet hele tiden for at kunne betale regningerne. Hvis dagens omsætning – eksempelvis på grund af tvangslukning af frisøren i en periode – udebliver, kan der efter ganske kort tid opstå uoverstigelige problemer.

Kan virksomheden klare det, og hvordan skal det rapporteresi regnskabet? Vi kender alle forbehold for eller fremhævelser af forhold vedrørende den fortsatte drift i vores revisionspåtegninger, og det vil forventeligt desværre blive endnu mere aktuelt i 2021. Formuleringerne afhænger af det konkrete forhold – og de oplysninger, der i øvrigt gives i regnskabet.


Hullet bliver ikke fyldt op igen

Lad os tage udgangspunkt i en restaurant. Det er et rigtig godt eksempel, for restauranter blev – som mange andre virksomheder – ganske enkelt tvangslukket.

Der må ikke lukkes gæster ind, døren skal låses, aftaler om konfirmationer, guldbryllupper, 90-årsfødselsdage og det ugentlige møde i logen – udelukket. Restaurantens lager bugner af friske råvarer, og kælderen er fyldt op med vintil de næste tre måneders arrangementer. Skrivebordet bugner også – af regninger, der skal betales. Alt var reserveret det næste halve år frem, for det er en populær restaurant.

Det er helt enkelt en skrækkelig situation at stå i. Her er akut hjælp nødvendig (hvis man da som restauratør ikke er så heldigt stillet at have mange penge i banken eller en velhavende og hjælpsom familie).

Der kan arrangeres takeaway som et hæfteplaster på et brækket ben. Det får så efterfølgende betydning for kompensationsordningerne. Under alle omstændigheder – det er ikke tilstrækkeligt.

Imidlertid er vores restauratør i eksemplet så heldig, at der er hjælp i banken, som sammen med kompensationerne og flinke leverandører gør, at nøglen i låsen kan drejes tilbage igen efter grønt lys fra højeste sted. Vi er alle glade og med god grund.

Restauratøren omsætter måske 300.000 om måneden i gennemsnit – og det betyder 3.600.000 på årsbasis. Hvis vi forudsætter, at der skal holdes lukket i 3 måneder, mangler der således omsætning på 900.000 kr.

Hvis vi sammenligner restauratøren med skotøjshandleren, der var så uheldig at have sin forretning i et storcenter og derfor også blev tvangslukket, toner en ny forskel frem.

Skotøjshandleren kan nemlig øge sin omsætning, når alt bliver lukket op igen. Hvis vi forudsætter, at kunderne bruger sko som sædvanlig, vil en stor del af skotøjshandlerens manglende omsætning måske komme hjem igen i løbet af den næste tid. Det kan godt være, at forårskollektionen må vente til 2021, men hvis folk ønsker sko, er der med forbehold for udsving i moden mulighed for at øge omsætningen.

Det kan restauratøren (eller frisøren, tatovøren og tandlægen) bare ikke uden videre. Restauratøren kan ikke sælge mere i den kommende tid – udsolgt er udsolgt. Der mangler således 900.000 i restaurantens regnskab for 2020, og de kommer aldrig igen. Restauratøren får et indtjeningsmæssigt hul, der i et vist omfang kompenseres med støtteordningerne – men på bundlinjen og dermed også i egenkapitalen opstår et hul, der alt andet lige ikke efterfølgende kan fyldes.

Det lukker ikke nødvendigvis restauranten på langt sigt, men vi kan sidestille med en lønmodtager, der i stedet for 30.000 om måneden i løn pludselig fik 3.000 om måneden i 3 måneder – dette tab er også ”evigt”.

Restauratøren skal også i 2021 og kommende år have kassekredit og leverandørkredit – det afspejles i regnskabet for 2020, og der kan hurtigt blive behov for yderligere forklaringer og informationer. Ledelsesberetningen kan blive aktuel i nyt omfang.


Mange andre forhold

Listen er lang – og ingen kender dens fulde længde. Hvad sker der med eksportvirksomheder, der pludselig ser hele omsætningen forsvinde? Kan der sadles om til hjemmemarkedet, åbner verdensmarkedet igen, og hvordan åbner det?

Får EU styr på sin egen indsats, og hvor har vi lande som Italien og Spanien? Kommer Brexit på plads og hvordan? Bliver USA (vores største eksportmarked, overgår knebent Tyskland) helt lukket land i lang tid fremover? Falder hele virksomhedens grundlag bort som følge af ændrede adfærdsmønstre her, der og allevegne?

Som eksempel på det sidste kan nævnes, at tvungent brug af hjemmekontor i en længere periode kan have ændret vores vaner, så der fremover bliver flere møder og konferencer, der afholdes via skærmen (med alle de fordele og ulemper, dette har). Vores adfærd kan ændre sig i retning af mere e-handel, eller vi kan opleve en modsatrettet reaktion, hvor vi alle higer efter at møde rigtige mennesker igen. Det har betydning for kursusejendomme, for detailhandlere, for grønthandlere – listen er uendelig.

Vil genopretningen (som det vel reelt er) af samfundet involvere miljøtiltag, som der tales meget om? Vil arbejdskraftens bevægelighed blive påvirket?

En virksomhed kan have store beløb bundet i materielle anlægsaktiver, typisk produktionsudstyr. Er disse aktiver stadig den bogførte værdi værd – eller skal de som følge af ændret produktion, ændrede markeder, ændrede prisforhold eller andre forhold nedskrives?

Aktiver såsom obligationer, dattervirksomheder eller almindelige porteføljeaktier er måske faldet ganske voldsomt i værdi. Det er i sig selv ikke unormalt, at markedets værdiansættelse er urealistisk høj (det så vi eksempelvis i 2007, og det har vist sig igen i foråret 2020). Det koster ikke kontanter; det er efterhånden nærmest cyklisk betinget, at markedet går amok med urealistiske overvurderinger, men nufår vi et kurssmæk oven i alt det andet. Det koster på egenkapitalen (og på pensionsordningerne) – men hvad skal der signaleres i regnskabet?

Vi ved det ikke. Mange tilkendegiver en klar mening om det, men vi (og de) ved det ikke. Måske ved vi det i foråret 2021, måske ved vi det ikke på det tidspunkt.

Alt dette har betydning for regnskabet for 2020, for brugerne af regnskaberne (først og fremmest bankerne) og for den erklæring, vi som revisorer skal give regnskaberne.


Afslutning

I foråret 2020 har der været akut brug for os som revisorer til at hjælpe med problemstillinger, som er helt nye for os alle sammen.

Vi håber, at vi trods tempoet og udfordringerne har været til gavn og glæde som samarbejdspartnere for vores kunder.

Der er altid mennesker, som i stedet for at finde løsninger leder efter de berømte huller i osten. De forskellige støtteordninger har indeholdt flere spørgsmål end svar, og sådan vil det være, når ubetrådt land skal betvinges. Overlevelse for virksomhederne er som en start det vigtigste.

Vores samfund er så ufatteligt detailreguleret, så ingen regel kan gennemføres uden at give spørgsmål og udfordringer – for ikke at tale om uretfærdigheder, for dem ser vi også. Vi vil også komme til at se tilfælde af svindel og humbug; for de kreative og de, der er værre, lever højt på, at der er søgang i samfundet.

Der er også nogle, der overhovedet ikke har fattet, hvad det hele går ud på – der tænkes snævert og egoistisk.

Vi vil gerne være med til holde liv i virksomhederne, og dette omfatter også regnskaber for 2020, der gerne skulle afspejle situationen for alle de forhåbentlig mange virksomheder, der tilden tid har overlevet.

Det er almindeligt kendt, at den finansielle sektor – qua dens naturgivne indsigt i kundernes pengetransaktioner – skal undersøge og underrette om mistænkelige forhold.

Mindre kendt er det, at din revisor er underlagt samme forpligtelse, og som noget forholdsvis nyt skal revisorer, som i forbindelse med erklærings- og rådgivningsopgaver måtte opnå viden om ulovlige kapitalejerlån (i daglig tale ”aktionærlån”), foretage underretning herom til SØIK (i daglig tale Bagmandspolitiet.

Underretningspligten

Når en revisor udfører erklæringsopgaver for sine kunder, fx ved at afgive revisionspåtegning på et regnskab, skal såkaldte ”grove formueforbrydelser” potentielt set medføre underretning til SØIK. Forpligtelsen til at foretage underretning er dog betinget af, at en række konkrete kriterier vedrørende de økonomiske forbrydelser er opfyldt. Der skal være tale om betydelige beløb, og forbrydelsen skal have karakter af eksempelvis underslæb, mandatsvig, bedrageri, skattesvig eller lignende.

Typisk vil revisoren inden underretningen have henvendt sig til virksomhedens ledelse om den formodede forbrydelse, og underretningen er af samme grund ikke tavshedsbelagt over for kunden.

Revisorer er herudover omfattet af hvidvasklovens regler om underretningspligt. Efter hvidvaskloven skal en revisor alene ved mistanke om kundens ”relation” til hvidvask eller terrorfinansiering foretage underretning til Hvidvasksekretariatet hos SØIK, og der skal i den forbindelse ikke henses til, hvorvidt der er tale om grove overtrædelser.

Underretning efter hvidvaskloven er ikke begrænset til konkrete erklæringsopgaver. Revisoren er således i alle professionelle sammenhænge, herunder ved udførelse af rådgivningsopgaver, omfattet af dette regelsæt.

I modsætning til underretning om formueforbrydelser vil underretning efter hvidvaskloven skulle ske ved iagttagelse af tavshedspligten over for kunden. Revisoren må under ingen omstændigheder orientere kunden om en underretning foretaget efter hvidvaskloven.

Kapitalejerlån

Kapitalejerlån er ikke altid ulovlige, idet selskabsloven indeholder en mulighed for at etablere lovlige lån mellem et selskab og kapitalejerne, ledelsen eller nærtstående til kapitalejerne og ledelsen.

Ulovlige kapitalejerlån opstår nogle gange, fordi man ikke har tilstrækkeligt kendskab til regelsættet herom i selskabsloven. Mellemregningskonti med selskabet er som udgangspunkt ulovlige, hvis mellemregningen ikke er i kapitalejerens favør. Dette gælder uanset størrelsen på tilgodehavendet, og uanset hvor længe tilgodehavendet hos kapitalejeren består.

Hvis revisoren ved udførelsen af en opgave for en kunde konstaterer, at der eksisterer et ulovligt kapitalejerlån, vil dette være ensbetydende med en underretningspligt for revisoren. Det følger af en vejledning, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort i november måned 2019. Af vejledningen fremgår det, at der efter Erhvervsstyrelsens opfattelse altid vil være mistanke om hvidvask, når der er etableret et ulovligt kapitalejerlån.

Det er værd at bemærke, at Erhvervsstyrelsen i vejledningen understreger, at underretning skal ske uanset størrelsen af det ulovlige kapitalejerlån, og uanset om lånet efterfølgende er tilbagebetalt, eller om der er foretaget skattemæssig berigtigelse.

Hvad skal din revisor gøre?

Revisoren har en undersøgelsespligt, når der opstår mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.

Erklæringsopgaver eller rådgivningsopgaver, der afsluttes efter 4. november 2019 (datoen for offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens vejledning, jf. ovenfor i artiklen), skal medføre underretning til SØIK, når der er opnået viden om et ulovligt kapitalejerlån. Derfor skal der underrettes om lån fra foregående og indeværende år, hvis der fx skal oplyses herom i en revisionspåtegning dateret efter 4. november 2019.

Der skal kun foretages én underretning om samme konkrete låneforhold, med mindre lånets hovedstol forøges brutto. Tilskrivning af renter er ikke en forøgelse af lånet i denne sammenhæng. Pligten gælder også for ulovlige lån i koncernforhold.

Underretningen, som foretages via et særligt login til SØIKs IT-system, skal foretages, når revisoren opnår viden om det ulovlige lån. Underretningen skal under hensyntagen til almindelige praktiske foranstaltninger foretages hurtigst muligt.

Revisoren har tavshedspligt, når SØIK underrettes efter hvidvaskloven.

Perspektivering

I adskillige år har den finansielle sektor været storleverandør af underretninger om mistanke om hvidvask til SØIK. Af og til har der været stillet spørgsmålstegn ved årsagen til de relativt få underretninger, SØIK har modtaget fra godkendte revisorer.

Med baggrund i Erhvervsstyrelsens vejledning om ulovlige kapitalejerlån og disses kategorisering i forhold til hvidvaskreglerne må det forventes, at antallet af underretninger fra revisorbranchen kommer til at eksplodere.

I en analyse fra FSR - danske revisorer fra 2018 fremgår det, at revisor ca. 3.200 gange i 2016-årsregnskaberne havde gjort opmærksom på eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån. Analysen estimerer, at et sted mellem 2.800 og 6.900 af de selskaber, der havde fravalgt revision og af samme årsag ikke havde revisoranmærkning om eksistensen af ulovlige kapitalejerlån, ville have fået anmærkningen, hvis de havde haft revision.

Det er således uomtvisteligt, at SØIK må forvente om ikke en lind strøm af underretninger så under alle omstændigheder en voldsom vækst i underretninger alene med baggrund i den nye praksis på området.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at en stor del af de underretninger, der fremover bliver foretaget med baggrund i revisorens konstatering af eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån, aldrig vil føre til yderligere efterforskning.

Retfærdiggørelsen af den noget rigide tilgang til underretningspligten må derfor primært være under den forudsætning, at visse underretninger af selv mindre væsentlige kapitalejerlån potentielt set vil kunne medvirke til at afsløre en mere omfattende kriminalitet.

Selskabsloven indeholder en adgang for kapitalselskaber til alene at indskyde en del af deres selskabskapital i forbindelse med stiftelser og kapitalforhøjelser. Den resterende del udestår dermed som ikke-indbetalt selskabskapital – en resthæftelse, som kapitalejerne har over for selskabet.

Det fremgår af selskabsloven, at aktieselskaber skal have en selskabskapital på mindst 400.000 kr., mens anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr.

Mens disse minimumskrav fastholdes, giver selskabsloven mulighed for, at selskabet alene indbetaler 25 % af den pågældende selskabskapital. For anpartsselskaber betyder dette, at reglen først har betydning, når selskabet har en selskabskapital på mindst nominelt 160.000 kr.

Kravet om indbetaling af de 25 % giver til gengæld ikke anledning til beregningsproblemer for aktieselskaber, idet bestemmelsen indebærer, at der til enhver tid skal være indbetalt 100.000 kr., idet minimumskapitalen er 400.000 kr.

De regnskabsmæssige konsekvenser af, at en kapitalandel ikke er fuldt indbetalt er, at der skal oprettes en såkaldt reserve for ikke indbetalt virksomhedskapital.

Der er ifølge selskabsloven mulighed for at indskyde selskabskapital i form af andre værdier end kontanter, såkaldt apportindskud. I relation til 25 %-reglen er det dog væsentligt at bemærke, at det ikke er muligt at opfylde kravet om indbetaling af mindst 25 % af selskabskapitalen ved apportindskud.

Der stilles således krav om fuld indbetaling af selskabskapitalen ved helt eller delvist indskud af apportindskud. Er der dog tale om efterfølgende apportindskud til opfyldelse af kapitalejerens resthæftelse, er dette tilladt, hvis ledelsen har givet samtykke hertil.

Den resterende del af selskabskapitalen, som ikke er blevet indbetalt, kan enten betales frivilligt af kapitalejerne eller efter påkrav fra ledelsen. Kapitalejerne kan således til enhver tid frivilligt indbetale den udestående selskabskapital, selv om ledelsen ikke har fremsat påkrav herom.

Ledelsen har ret til at kræve den udestående selskabskapital indbetalt på anfordring, hvilket betyder, at dette kan ske uden yderligere dokumentation for kravet. Fristen for indbetalingen er herefter mindst to uger fra kapitalejerens modtagelse af anmodningen, medmindre der i vedtægterne er fastsat et længere varsel, dog ikke længere end fire uger.

Ledelsen har et grundlæggende ansvar for, at selskabet tilenhver tid drives med det nødvendige kapitalberedskab og skal derfor løbende vurdere, om selskabets kapital er forsvarlig og står i rimeligt forhold til selskabets aktiviteter. Det bør derfor overvejes, hvad konsekvenserne er ved, at en kapitalejer undlader at efterkomme ledelsens påkrav om indbetaling af restfordringen.

Ledelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at undersøge kapitalejernes økonomiske forhold (foretage en kreditvurdering), men får ledelsen konkret kendskab til eller begrundet mistanke om, at restfordringen hos kapitalejeren er uerholdeligt, bør ledelsen reagere og forsøge at inddrive fordringen ved udlæg, inkasso eller tvangsfuldbyrdelse.

Kapitalejeren har ret til at overdrage sin ikke fuldt indbetalte kapitalandel til tredjemand. Den overdragende kapitalejer hæfter dog solidarisk med erhververen og senere erhververe for den resterende indbetaling af kapitalandelen.

Set fra kapitalselskabets side må kapitalejerens mulighed for at overdrage ikke fuldt indbetalte kapitalandele anses som noget positivt, idet den solidariske hæftelse indebærer, at selskabet opnår et bedre økonomisk grundlag for at inddrive restfordringen.

Den solidariske hæftelse er tidsubegrænset og ophører først ved fuld indfrielse af restfordringen. Hæftelsen er ikke begrænset til overdragelse til eje, men også til sikkerhed. En panthaver, der har pant i kapitalandele, der ikke er fuldt indbetalte, hæfter således paradoksalt nok over for selskabet for den udestående resthæftelse.

Omvendt har selskabet ikke mulighed for at overdrage fordringer på indbetalinger på kapitalandele, idet selskabsloven bestemmer, at restfordringerne hverken kan afhændes eller pantsættes.

Overdragelsesforbuddet varetager et hensyn til kapitalejeren, idet kapitalejeren alternativt vil være forpligtet til at betale til en tredjemand, som ikke har indflydelse på, om selskabet opfyldte sin del af kontrakten over for kapitalejeren i form af udlevering af de kapitalandele, der svarede til indbetalingen.

For selskabets øvrige kreditorer indebærer forbuddet desuden en beskyttelse mod, at selskabskapitalen udhules. Hvis forbuddet overtrædes, og en restfordring alligevel overdrages, er retsvirkningen, at overdragelsen anses for ugyldig, og kapitalejeren vil ikke være forpligtet til at betale til tredjemand.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Siden 15. april 2019 har det ikke længere været muligt atstifte iværksætterselskaber – de såkaldte IVS’er.

Eksisterende IVS’er skal inden for de næste 2 år enten omregistreres til anpartsselskaber med en kapital på minimum 40.000 kr. eller alternativt afvikles.

Konsekvensen af ikke at gøre noget inden for 2-årsfristener, at IVS’et bliver tvangsopløst.

Hvorfor er det slut?

I en analyse foretaget af Erhvervsstyrelsen i efteråret 2018 blev det konkluderet, at en række negative kendetegn som eksempelvis ”stor inaktivitet”, ”dyrt for staten”, ”svig”, ”overrepræsentation i sager om sanktioner vedrørende momsregistrering” samt ”skatterestancer” har klæbet til de mereend 45.000 IVS’er. Fra politisk hold var der flere gode argumenter for en afvikling af selskabsformen.

Som et plaster på såret blev det samtidig vedtaget at sænke kapitalkravet for anpartsselskaber til 40.000 kr. For mange IVS’er vil et kapitalkrav af denne størrelse fortsat være en udfordring, man skal forholde sig til i løbet af kort tid.

Overgangsregler

Eksisterende IVS’er kan i en overgangsperiode på 2 år – det vil i praksis sige inden den 15. april 2021 – fortsætte som IVS’er. Senest ved udgangen af overgangsperioden skal IVS’et lade sig omregistrere til ApS. IVS’er kan ikke omregistreres direkte til eksempelvis A/S eller P/S. Er det ikke ApS’et, man ønsker, må man derfor først omregistrere til ApS og derefter omdanne til den ønskede selskabsform.

Hvis IVS’et ikke opfylder kravet til omregistrering, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte en frist for, hvornår omregistreringen skal gennemføres. Såfremt denne frist overskrides, kan styrelsen anmode skifteretten om at opløse IVS’et.

Omregistrering

Det bør nøje overvejes og planlægges, hvordan omregistreringen til ApS skal gribes an. Beslutningen om omregistrering skal ske på IVS’ets generalforsamling og anmeldes på virk.dk. Beslutningen vedhæftes et generalforsamlingsreferat, tilrettede vedtægter og en vurderingsmandserklæring om, at selskabskapitalen er til stede. Denne erklæring skal udarbejdes af revisor.

I forbindelse med lovbehandlingen blev der givet mulighed for at fravige kravet om udarbejdelse af erklæring af en vurderingsmand. Samtlige nedenstående betingelser skal iagttages:

  • IVS’ets seneste reviderede årsregnskab viser en samlet nominel selskabskapital (inklusive reserver, som kan overføres til selskabskapitalen) på minimum 40.000 kr.
  • Revisionspåtegningen eller erklæringen om udvidet gennemgang på årsrapporten er uden modifikationer af revisors konklusion (”blank” påtegning).
  • Årsregnskabets balancedag ligger ikke tidligere end fem måneder forud for beslutningen om ændring af vedtægterne som følge af omregistreringen.
  • Direktionen (bestyrelsen, hvis IVS’et undtagelsesvis har en sådan) skal offentliggøre en ledelseserklæring senest samtidig med, at beslutningen om omregistrering registreres eller anmeldes til registrering i virk.dk. Erklæringen skal bekræfte, at kapitalen er til stede på beslutningstidspunktet.
  • Det reviderede årsregnskab skal være godkendt på den ordinære generalforsamling umiddelbart forud for generalforsamlingens beslutning om omregistrering.

Overvejelserne bør således bl.a. omfatte en eventuel beslutning om tilvalg af revision af IVS’ets årsregnskab med henblik på at undgå vurderingsmandserklæringen.

Når kapitalen ikke er til stede

Når det ikke har været muligt at opspare overskud, der bringer minimumskapitalen op på 40.000 kr. på omregistreringstidspunktet, må ledelsen og kapitalejerne træffe beslutning om, at der enten skal indskydes yderligere selskabskapital – i kontanter, via apportindskud eller ved gældskonvertering – eller at IVS’et skal opløses.

Frivillig opløsning af et IVS skal ske enten ved en såkaldt betalingserklæring eller ved en frivillig likvidation. Forudsætningen for at anvende disse opløsningsmetoder er, at IVS’et er solvent (har positiv egenkapital). I modsat fald vil selskabet skulle opløses efter konkursreglerne.

Et IVS kan principielt ophøre som led i en fusion eller spaltning. Denne fremgangsmåde vil dog næppe være relevant eller mulig for langt de fleste IVS’er.

Såfremt IVS’et ikke har opløst sig selv eller foretaget omregistrering inden den 15. april 2021, vil selskabet kunne sendes til tvangsopløsning. Når Erhvervsstyrelsen henvender sig med trussel om at sende IVS’et i skifteretten, vil der blive givet en fireugers frist til enten at opløse IVS’et eller at få dette omregistreret. Overskrides denne frist, vil der ske oversendelse til skifteretten, hvorefter tvangsopløsningen vil blive gennemført.

Tag revisor med på råd

Uanset om løsningen er en omregistrering eller opløsning af IVS’et, vil anbefalingen være at tage en revisor med på råd.

Mange IVS’er vil stå over for en stor udfordring i forhold til i løbet af forholdsvis kort tid at skulle kunne dokumentere tilstedeværelsen af en selskabskapital på 40.000 kr.

Om denne kapital kan opbygges via indtjening i IVS’et eller ved kapitalforhøjelse (kontant, apportindskud, gældskonvertering) beror naturligvis på de konkrete omstændigheder. Her er det særdeles vigtigt at få planlagt forløbet frem mod 15. april 2021, så vejen mod en omregistrering bliver så overskuelig og realistisk som mulig.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Et mærkeligt ord – men ikke desto mindre findes der i selskabsloven en bestemmelse med navnet ”Måltal og politikker for det underrepræsenterede køn”.

Bestemmelsen er helt fra 2012, og der har i pressen været en del omtale af de problemstillinger, den har medført.

Det skal med det samme bemærkes, at bestemmelsen kun gælder for de helt store virksomheder i selskabsform, typisk børsnoterede virksomheder og virksomheder med to af følgende kriterier opfyldt: En balancesum på mindst 156 mio. kr., en omsætning på mindst 313 mio. kr. og mindst 250 ansatte.

Den type virksomhed er der trods alt en hel del af, og i den seneste tid har vi oplevet, at Erhvervsstyrelsen har øget fokus på selskabernes opfyldelse af reglerne.

I selskabernes årsrapport er der nemlig krav om, at ledelsesberetningen skal oplyse om flere ting vedrørende det såkaldte underrepræsenterede køn (der kan være af begge køn).

Der skal oplyses status for opfyldelsen af de måltal, man skal opstille for den øverste ledelse (bestyrelsen) – og det skal forklares, hvorfor man eventuelt endnu ikke opfylder måltallet.

Herudover skal der oplyses om den politik, selskabet har for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på lavere niveauer end i den øverste ledelse.

Erhvervsstyrelsen har defineret måltallet med fordeling på de to køn mindst således:

  • 3 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 2 af det andet
  • 4 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 3 af det andet
  • 5 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 3 af det andet
  • 6 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 4 af det andet

og så videre.

Mange forsøg på en munter formulering har fundet vej til ledelsesberetningerne (eksempelvis ”vi forventer at opfylde måltallet i 2030”), men det accepteres ikke af Erhvervsstyrelsen. Opfattelsen er, at der nu er passeret så meget tid efter 2012, at kønsfordelingen skal være på plads.

Dette giver en del udfordringer, og oven i det hele kommer, at vi som revisorer har pligt til at oplyse i vores udtalelse om ledelsesberetningen, om reglerne overholdes.

Det er kompliceret – ordet ”egnethed” anvendes i øvrigt ikke.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Maj måned 2019 satte for alvor liv i klimadebatten i Danmark. Folketingsvalget blev af Mette Frederiksen udråbt som det første klimavalg i Danmark, og efter valget til Europa-Parlamentet mente Pia Kjærsgaard, at tilbagegangen for hendes parti skyldtes ”klimatosserne”.

Ud over dette holdt en svensk teenager et indlæg for en tusindtallig skare foran Christiansborg, og medierne er nærmest strømmet over af debatindlæg og ideer af svingende lødighed, alt imens isen smelter tidligere på året end normalt i Grønland og Arktis.

Al denne opstandelse drejer sig om os alle som mennesker og den adfærd, vi lægger for dagen. Samtidig handler det i høj grad om adfærden i vores virksomheder, som er grundstenene i det samfund, vi har bygget op, siden vi alle rendte rundt i naturen med en kølle i hånden.

Danmark må regulere, Europa må regulere, USA har et noget ambivalent forhold til regulering, Kina og Indien er de største populationer på kloden – hvad er deres tanker om regulering, og er det bare virksomhederne og ikke individerne, der skal reagere?

En måde at vurdere reguleringen på er at se på virksomhedernes fortælling om egen indsats for miljøet – og her vil hjemmesider, årsrapporter og lignende kunne give os et indtryk.


Lovgivningen

For så vidt angår årsrapporterne har der uanset offentlighedens bevågenhed i mange år været forskellige krav. For mange år siden (faktisk allerede i 1995) blev forskellige virksomhedstyper pålagt at udarbejde et egentligt grønt regnskab; i årsregnskabsloven er der enkelte oplysningskrav:

Alle virksomheder i regnskabsklasse C skal i ledelsesberetningen ”beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå”.

Store virksomheder i klasse C skal under overskriften ”samfundsansvar” som minimum oplyse om ”politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter …”.

Dette krav uddybes med krav om oplysning om, hvordan den anførte politik omsættes til handling, processer for rettidig omhu, væsentlige risici, der indebærer en særlig risiko for påvirkning af (blandt andet) miljøet og vurdering af de opnåede resultater samt forventninger til det fremtidige arbejde.

De grønne regnskaber er ikke længere et krav – bestemmelsen blev ophævet i 2015 med den begrundelse, at de ikke havde den rette miljøvenlige effekt …


Hvad får man ud af ”beskrivelserne”?

Først og fremmest gælder kravene kun regnskaber i klasse C og D, hvilket medfører, at langt den største del af virksomhederne ikke er omfattet af reglerne. Umiddelbart er det ikke logisk, at større virksomheder belaster miljøet mere end små virksomheder.

Dernæst kan man næppe fritage oplysningerne i regnskaberne for i et vist omfang at være en form for balkonerklæringer. Dette er i bund og grund logisk – for man skal redegøre for, hvor problemerne måtte være, og hvorledes man afhjælper dem. På den måde vil resultaterne altid fremstå som positive og vise vejen fremad.

Endelig kan der være forskel på, hvorledes man ønsker at fremstå – og hvorledes man i virkeligheden opfører sig. Vi har alle gode ideer og visioner, vi vil gerne leve op til udviklingen i samfundet – men praksis kan måske halte lidt bagefter målopfyldelsen.

I bund og grund bliver facit, at oplysninger om miljø i mange tilfælde er mere prosa end kyniske regneark. Hvorledes måler man, hvorledes måler man pålideligt, hvad skal man sammenligne med – og hvad er begrebsrammerne? Det sidste arbejdes der meget med på nationalt og internationalt plan– men det er ofte ikke så håndgribeligt at sætte tal på, somdet er at sætte tal på et varelager.


Årsagsforklaringer

En væsentlig årsag kunne være, at miljø tænkes megetsnævert. Eksempelvis mangler der måske ofte en bredereopfattelse af helheden og sammenhængene mellem målog midler.

Det skal vi her i Facit ikke gøre os til dommere over; dethandler meget om personlige opfattelser og følelser. Borman på Amager, vil det ikke være en populær beslutning,at vi lader havene stige og i stedet bruger indsatsen på at redde hvalerne.


Hvordan kommer aftrykkene så i årsrapporten?

Der er ingen tvivl om, at der er behov for klimaoplysningerne. Vi mangler at få dem sat ind i en bredere accepteret ramme, og så længe helheder og målinger enten ikke tænkes ind eller ikke kan sættes i en anerkendt begrebsramme, bliver det kun ved oplysningerne.

Vurderingen og konsekvenserne af indsatsen er langt sværere at forholde sig til, men der er ikke tvivl om, at fremtiden vil vise flere krav og bedre gennemsigtighed i rapporteringen.

Det glæder vi os til – og vi hjælper også gerne med en meningsfuld rapportering.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Vi har ofte skrevet i Facit om de nye tider – tider, hvor maskiner i stort omfang vinder indpas på områder, hvor der tidligere har været levende væsener ind over, og hvor tiltroen til regneark og systemer kan synes større end tiltroen til mennesker.

Det kan af og til forekomme, at de ansatte i sundhedsvæsenet og lignende væsener bruger mere tid på at udfylde skemaer og dokumentere, at der ikke laves fejl end på at udføre det arbejde, de er uddannet til at varetage.

Et gammelt udsagn med reference til Lenin er, at ”tillid er godt, men kontrol er bedre”.

Vi kan som fagfolk let blive skudt i skoene, at når vi plæderer for revisorassistance til udarbejdelse af regnskaber og ydelser så som revision, er vi kun ude på at sælge os selv.

Denne opfattelse er helt legitim, og der er set kronikker i dagbladene, hvor iværksættere slår til lyd for, at maskiner sagtens kan klare den opgave. Det kan de også et stykke hen ad vejen – men ikke hele vejen.

Det vækker en smule opsigt i pressen, når en bank (Jyske Bank) i foråret 2019 oplyser, at man for at være erhvervskunde i banken skal benytte revisorassistance.

Problemstillingen skal blandt andet ses i lyset af erfaringerne med iværksætterselskaber, som vi i dette og forrige nummer af Facit har beskæftiget os med. Herudover skal bankens holdning ses i relation til virksomheder, der ikke er organiseret i iværksætterselskaber, men i personligt regi, i ApS eller i A/S.

Erkendelsen er, at retvisende regnskaber kræver viden om bogholderi, om skat og afgifter og om de omfattende krav til årsregnskabet (den kommenterede lov fylder alene cirka 1.600 sider).

Herudover handler det om bankens tillid. Når en godkendt revisor har sat sit stempel på produktet – regnskab, budget eller andet – ved banken, at der er udført en faglig assistance og kan samtidig læse en erklæring fra os som revisorer.

Tillid er grundliggende, men der lægges vægt på kontrol …

Kære regnskabslæser!

Alle ledere i eksempelvis aktieselskaber, anpartsselskaber og fonde ved, at der i årsregnskabet skal være en såkaldt ledelsesberetning.

Det samme ved mange regnskabslæsere af den simple grund, at de støder på den under læsningen af det givne regnskab.

Sådan har det været i mange år – og man kan så overveje flere forhold. Hvorfor er der en ledelsesberetning i regnskaberne, og hvad kan man bruge den beretning til?

Baggrunden for beretningen

Det er yderst enkelt – det står i lovgivningen, at der skal være sådan en fyr i regnskaberne! Der kan tages udgangspunkt i årsregnskabsloven, og der kan det så konstateres, at kravet dog ikke gælder personligt drevne virksomheder.

Det er ikke forbudt at medtage en ledelsesberetning i de tilfælde, hvor der ikke er et lovkrav derom. Er man derimod omfattet af kravet, er der ligefrem risiko for at få en bøde for at undlade at tage ledelsesberetningen med i regnskabet.

Historisk har der været lidt slingren på området, når vi begrænser os til at se på det ”almindelige” selskab omfattet af årsregnskabslovens regler for klasse B – den regnskabsklasse, langt de fleste aflægger regnskab efter. Kravet til ledelsesberetningen var der, så var det ude – og nu er det der igen.

I større selskaber og koncerner er der langt større krav til ledelsesberetningens indhold end i det almindelige selskab omfattet af regnskabsklasse B.

Kravene til regnskaber aflagt efter regnskabsklasse B

Her er det yderst enkelt – ledelsesberetningen skal redegøre for to ting:

  • Virksomhedens væsentligste aktiviteter
  • Eventuelle væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter og økonomiske stilling

Dette krav kan man ud af langt de fleste regnskaber se opfyldt på eksempelvis følgende måde:

  • Virksomheden beskæftiger sig med salg af biler
  • Der har ikke været væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter eller økonomiske forhold

Så blev man meget klogere – at Olsen Auto ApS sælger biler er næppe epokegørende nyt, og læser man om resultat og egenkapital, kan man selv se, at det gik, som det plejer.

Bødestraf, hvis disse selvfølgeligheder ikke oplyses, virker noget strengt – men det er grundlæggende underordnet, når det er et lovkrav.

Derimod er det ganske problematisk, hvis Olsen Auto ApS i virkeligheden udelukkende beskæftiger sig med skotøjshandel eller pokerspil – og at en uventet begivenhed efter statusdagen har sendt virksomheden ud i de økonomiske tove.

Det er derfor et krav, at vi som revisorer skal læse ledelsesberetningen og i forbindelse med vores revisionspåtegning udtale os om, at den dels ikke indeholder forkerte oplysninger (eller mangler vigtige oplysninger), dels er i overensstemmelse med de forhold, der er beskrevet i selve regnskabet.

Krav til andre regnskabsklasser end B

Denne artikel ville blive alt for lang, hvis alle kravene til eksempelvis børsnoterede selskaber eller fonde skulle beskrives. Lad os illustrere med kravene til beskrivelsen i ledelsesberetningen i virksomheder, der er omfattet af regnskabsklasse C, stor:

  • Væsentligste aktiviteter (som B)
  • Usikkerhed ved indregning eller måling, herunder gerne beløb
  • Usædvanlige forhold, der påvirker indregning eller måling
  • Udvikling i aktiviteter og økonomiske forhold (som B)
  • Forventet udvikling – med forudsætninger
  • Betydelige videnressourcer
  • Særlige risici
  • Påvirkning af eksternt miljø og afhjælpning herafForsknings- og udviklingsaktiviteter
  • Eventuelle udenlandske filialer
  • Virksomhedens forretningsmodel
  • Politik for samfundsansvar, herunder klimapåvirkning, sociale forhold, medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse
  • Hvordan politikkerne omsættes til handling
  • Anvendelse af rettidig omhu
  • Risici i relation til forretningsaktiviteter, herunder forretningsforbindelser, produkter og tjenesteydelser
  • Anvendelse af nøgletal, der ikke er finansielle
  • Hvad virksomheden har opnået med arbejdet med samfundsansvar – og hvad den forventer at opnå
  • Politik for andel af underrepræsenteret køn i ledelsen
  • Status herfor – og forklaring af manglende målopfyldelse.

Nogle af informationerne kan dog i visse tilfælde gives på virksomhedens hjemmeside eller i en supplerende beretning, hvis ledelsesberetningen henviser hertil.

Hvad skal man overveje?

Som virksomhedsleder bør man overveje, hvad man vil fortælle med sin ledelsesberetning. Man skal naturligvis overholde lovgivningen, men der er ingen grænser for, hvad man har mulighed for at fortælle – når bare det er korrekt og i overensstemmelse med regnskabet.

Derfor ser man virksomheder, der virkelig fortæller meget i deres ledelsesberetning og eventuelle supplerende beretninger. Her kan man få rigtig meget at vide, og jo større en virksomhed er, jo større må man også forvente, at læserskaren er. Det skal ikke være et reklameindslag, men brugbar viden, der viderebringes.

Man ser også virksomheder, der intet fortæller ud over det lovpligtige. ”Vi handler med barnevogne, og der er ikke sket noget uventet”. Punktum. Den, der lever stiller, lever godt.

Denne holdning bør man af og til overveje. Kunne min virksomhed drage nytte af at fortælle lidt mere om sig selv? Hvorfor ikke møde omverdenen lidt mere positivt?

Redaktionsslutdato: 25. april 2019

Revisorgruppen Danmarks publikation Facit har i 25 år over 100 numre forsynet kunder og revisorer med nyttig, faglig information. Stort til lykke med det. Inden for det regnskabsmæssige område har der været nok at skrive om. Erhvervsstyrelsen oplyste fx for nylig, at der alene siden 2001 er vedtaget ikke mindre end 34 ændringer til årsregnskabsloven (ÅRL) – store som små.

I denne korte artikel vil jeg lave nogle nedslagspunkter i dansk regnskabsregulering over tid for at vise vigtige milepæle og pege på væsentlige kilder, som har bidraget til udfyldning og fortolkning.

Den spæde start – traditionsregulering

Udgangspunktet for regnskabsreguleringen i Danmark findes i aktieselskabsloven af 1930. Loven indeholder ganske få paragraffer om årsregnskabet. Den centrale bestemmelse siger, at årsregnskabet ”under omhyggelig hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser samt under foretagelse af nødvendige afskrivninger skal opgøres, således som ordentlig og forsigtig forretningsbrug tilsiger”. Rettesnoren er den nationale tradition: Gør som en kyndig og ordentlig dansk regnskabsmand/revisor altid har gjort.

Fra ordentlig og forsigtig forretningsbrugtil god regnskabsskik

Den meget vage regnskabsregulering fik lov til at stå helt frem til 1973, hvor en ny aktieselskabslov blev vedtaget. Regnskabsreglerne i den nye 1973-selskabslov er også baseret på normregulering. Det tidligere begreb ”god forretningsskik” erstattes således af, at ”… årsregnskabet skal opgøres således, som god regnskabsskik tilsiger”.

Samlet set indeholder loven dog 13 paragraffer om årsregnskab og koncernregnskab, som er med til at udfylde princippet. Nyt er blandt andet krav om oplysninger, der skal fremgå af balancen og resultatopgørelsen samt regler om, hvor højt aktiver og forpligtelser må vurderes i balancen.

Revisorerne og IAS udfylder reglerne

Der er ingen tvivl om, at revisorerne var afgørende i forhold til at fastlægge gængse sædvaner for regnskabsaflæggelsen i disse år. I 1973 skete der dog en vigtig begivenhed, nemlig dannelsen af den internationale standardsætter inden for regnskabsområdet IASC.

IASC begyndte at udstede internationale regnskabsstandarder (IAS), som mere detaljeret kom med anvisninger på, hvordan forskellige regnskabsmæssige forhold skulle behandles.

IAS’erne var ikke obligatoriske for danske virksomheder, men ret tidligt begyndte Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) at forsyne dem med et dansk forord, hvori de tilkendegav, om behandlingen i standarden anses for at være i overensstemmelse med dansk regnskabspraksis.

Vi ser altså allerede her, at en international organisation begynder at influere dansk regnskabsaflæggelse. Man gik dermed mere mod regulering udefra og ovenfra; i første omgang fra regnskabsstanden selv.

Første årsregnskabslov 1981 – retvisende billede

I 1973 bliver Danmark medlem af EF (EU). EF vedtager i hhv. 1978 og 1983 to regnskabsdirektiver, som indeholder regler om skemaer for regnskabsopstillinger og en lang række bestemmelser om måling og noteoplysninger.

Danmark vedtager i 1981 som det første land i EF en separat årsregnskabslov baseret på EF-reguleringen. De 13 paragraffer i aktieselskabsloven fra 1973 vokser nu til 68. Det sidste direktiv indarbejdes i loven i 1990, og visse dele udskilles i en særlig bekendtgørelse.

Årsregnskabsloven fra 1981 indeholder et nyt princip (”generalklausul”) til erstatning for det hidtidige ”god regnskabsskik”, nemlig at ”… årsregnskabet skal give et retvisende billede”. I modsætning til ”god regnskabsskik” angiver ”retvisende billede” i højere grad, at regnskabsaflægger skal orientere sig mod brugernes informationsbehov fremfor at se på, ”hvad gør de andre”. Pilen pegede dermed mod mere regnskabsregulering påvirket af andre end revisorer.

Danske regnskabsvejledninger

I 1988 begynder FSR at udgive danske regnskabsvejledninger som supplement til og udfyldelse af årsregnskabsloven. Disse er vejledende for ikke-børsnoterede selskaber, men bliver nogle år senere via oplysningsforpligtelserne på Københavns Fondsbørs obligatoriske for børsnoterede.

Regnskabsvejledningerne er i høj grad inspireret af de internationale regnskabsstandarder og indeholder blandt andet et appendix, hvor indholdet i regnskabsvejledningen sammenlignes med IAS’erne.

Der er stort sammenfald, men nogle gange vælger regnskabsvejledningerne mellem valgmulighederne i IAS eller træffer lidt andre valg. IASB afløser i 2001 IASC som international standardsætter blandt andet med det formål at inddrage andre regnskabsbrugere end revisorer i organisationen og gøre den mere uafhængig.

Årsregnskabsloven 2001

I 2001 laves en større revision af årsregnskabsloven, som skaber fundamentet for den årsregnskabslov, vi kender i dag. Den grundlæggende idé i den nye lov var at udnytte EU-direktivernes rummelighed til at komme tæt på IAS-standarderne. Herunder importerede man elementer fra den internationale standardsætters begrebsramme.

Et sidste stort formål med loven var at gøre den mere brugervenlig. Dette førte blandt andet til, at man opbyggede loven efter regnskabsklasser ud fra primært størrelse – hvad der internationalt blev kaldt ”the famous Danish byggeklodsmodel.” Loven var nu vokset til 170 paragraffer plus bilag.

Dansk standardsætter?

I 2001-lovens § 136 blev der indsat en bemyndigelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (i dag Erhvervsstyrelsen) til at udstede standarder, der i nødvendigt omfang skal udfylde og supplere loven. Styrelsen har dog mulighed for at delegere arbejdet til en uafhængig organisation.

Det er vigtigt at fastslå, at Erhvervsstyrelsen aldrig har oprettet et sådant organ, og at FSR eller andre aldrig har fået tildelt en sådan kompetence.

FSR har på egen hånd fortsat sit arbejde med at udgive regnskabsvejledninger for små og mellemstore virksomheder, men siden 2005, hvor de internationale regnskabsstandarder overtager for de børsnoterede selskaber, har FSR’s regnskabsvejledninger ikke haft nogen formel status i reguleringshierarkiet.

Selv om Erhvervsstyrelsen ikke udsteder standarder, så udsteder styrelsen dog med lange intervaller notater og udtalelser om forskellige regnskabsforhold.

Selv om disse kun har vejledende status, så er man som regnskabsaflægger på tynd is, hvis man ignorerer, hvad en styrelse med ansvar for kvalitetskontrollen af de indberettede regnskaber siger.

Disse notater og udtalelser er i høj grad inspireret af de internationale regnskabsstandarder, som siden 2001 har heddet IFRS.

IFRS bliver obligatoriske – og frivillige

Som det fremgår, er den internationale standardsætters betydning for dansk regnskabsregulering gradvist blevet større og større, og revisorernes direkte betydning mindre. I 2002 blev IASB’s betydning helt eksplicit.

Her vedtager EU nemlig en forordning, som med virkning fra 2005 kræver brug af de internationale regnskabsstandarder i stedet for årsregnskabsloven i børsnoterede selskabers koncernregnskaber.

Samtidig får medlemslandene mulighed for at tillade, at andre end de børsnoterede kan bruge IFRS-standarderne.

Endelig bliver der mulighed for at tillade, at IFRS kan bruges i andre regnskaber end koncernregnskabet. Danmarks IFRS-venlige holdning viser sig ved, at disse muligheder bliver indført i årsregnskabsloven som en frivillig mulighed.

Seneste ændringer

Som nævnt i starten af artiklen, er der siden 2001 vedtaget 34 store og små ændringer af årsregnskabsloven. Den største ændring kom i 2015, hvor loven blev ændret for dels at tilpasse den et ændret EU regnskabsdirektiv dels for – så vidt det var muligt inden for direktivet - at tilpasse loven til de mange ændringer, som var sket i de internationale regnskabsstandarder i de senere år.

IFRS-betydningen er tydelig. Undersøger man bemærkningerne til lovforslaget, er der således ikke mindre end 202 henvisninger til specifikke IAS/IFRS-standarder. Desuden fremgår det om muligheden for at fravige årsregnskabslovens specifikke bestemmelser, at ”..lovens krav kan næppe fraviges således, at der anvendes andre metoder for indregning og måling, end hvad der er tilladt efter de internationale regnskabsstandarder IFRS”.

Den seneste ændring til årsregnskabsloven er fra 2018, hvor virksomhederne blandt andet får mulighed for at vælge mellem at indregne omsætning efter enten de nye IFRS-standarder eller de gamle IAS-standarder, ligesom leasing kan behandles efter den nyeste IFRS-standard eller den gamle IAS-standard.

De internationale regnskabsstandarder har altså selv for virksomheder under årsregnskabsloven stor legitimitet. De er ikke bare relevante for de børsnoterede selskaber. Det kan give spændinger mellem EU-regulering og IASB-regulering.

Fremtiden

Det slutter ikke her. Alle de mange ændringer af årsregnskabsloven har betydet, at den er blevet et patchwork af forskellige krav til forskellige virksomheder – afhængigt af deres størrelse. ”The famous Danish byggeklodsmodel” er ikke længere så overskuelig, som den var engang. Samtidig giver digitalisering nye udfordringer og muligheder.

Erhvervsstyrelsen har derfor varslet, at styrelsen i samarbejde med regnskabsrådet vil give årsregnskabsloven et eftersyn hen over 2019. Det skal der nok komme en masse spændende ud af. Der bliver med andre ord nok at skrive om i Facit i fremtiden.

Redaktionsslutdato: 25. april 2019

Du kender formodentlig ikke Frank Dunphy – men måske har du hørt om kunstneren Damien Hirst? Hvis du kender den engelskfødte Hirst, kan det måske skyldes, at han i mange år ikke blot har været en af verdens toneangivende men også en af de dyreste kunstnere. Hans navn figurerede for få år siden hyppigt i aviserne, når priserne på hans kunstværker nåede nye højder på de store auktioner i London og New York.

Selv tilbage i 2008, da kunstmarkedet i dønningerne efter aktiemarkedets nedtur i en periode var stort set ikke eksisterende, omsattes Hirsts værker stadig for over en milliard kroner tilsammen på en auktion. Han er kendt for sine malerier med rækker af farvede cirkler og fik sit gennembrud i 1990’ernes London med sine store glasbassiner eller tanke med hele eller halve store dyr i formaldehyd. Han var en af kunstverdenens absolutte favoritter og var samtidig en provokatør af Guds nåde. Verdens største museer viste udstillinger med hans værker. Det gør de stadig, men han er måske ikke helt så ”hypet” i dag, som han var for nogle år siden.

Damien Hirst befinder sig imidlertid stadig i den absolut dyreste prisklasse på kunstmarkedet med sine overraskende og nogle gange chokerende kunstværker. Han kan som få udfordre og sætte spørgsmålstegn ved, hvad, vi mener, er og ikke er kunst i dag. Hvad for eksempel med et kranie af platin helt dækket med over 8.000 (ja, tallet er rigtigt) af de reneste diamanter eller en kæmpe montre i glas og stål, hvor han har udstillet flere tusind forskellige piller i alle farver sirligt anbragt ved siden af hinanden på række efter række.

Men hvem er Frank Dunphy da? Han var i al beskedenhed Damien Hirsts revisor. Indtil i efteråret 2018 havde han ikke påkaldt sig større opmærksomhed, men så var det også slut. Da det engelske auktionshus Sotheby’s i efteråret solgte hans kunstsamling, som ikke mindst bestod af de kunstværker, han gennem årene havde købt af Damien Hirst, optrådte hans navn pludselig i avisernes overskrifter. Så han må have gjort det godt som revisor for kunstneren.

Nu er en af de almindelige antagelser om kunstnere, at de er kreative sjæle, der sjældent har styr på deres pengesager. Om det også gælder for Hirst, vides ikke, og det er for så vidt også underordnet. For en anden af de fordomme, som vi har om kunstnere, nemlig den at de er fattige og originale eneboere, som skaber deres værker alene på et koldt og ufremkommeligt atelier, gælder ikke for store, moderne kunstnere af Hirsts karat.

De driver ofte værksteder eller atelierer, som nærmest er hele fabrikker eller mellemstore virksomheder. Mange af vor tids skulpturer og installationer kan være teknisk komplicerede, og Hirst har gennem årene kastet sig ud i projekter, som det ikke mindst har krævet et veludviklet organisationstalent at gennemføre.

Der arbejder et væld af forskellige håndværkere og andre assistenter, som hver har deres andel i at føre kunstnerens ideer ud i livet. Det kan ind imellem være et skue, som ville kunne gøre enhver julemand grøn af misundelse. Det har også krævet sin revisor at holde styr på økonomien hos Hirst.

Til gengæld blev revisor Dunphys samling vurderet til 8,4 mio. engelske pund (ca. 73 mio. danske kroner), og den blev solgt i september 2018 for over 10 mio. pund. Slet ikke dårligt gået.

Morale: Revisorerne skal altid have forståelse for kundernes forretning og produkter.

Navigation til indlæg