Bogføringsloven er under forandring. Loven, som er vedtaget 19. maj 2022, fremstår nu mere nutidig og tager hensyn til den digitale verden, vi lever i. Samtidig indeholder loven krav, som skal hindre økonomisk svindel gennem fiktive virksomheder.
Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.
Under hensyntagen til de store omvæltninger den nye bogføringslov medfører, med krav om brug af godkendte digitale bogføringssystemer, krav om digital opbevaring og opbevaring af sikkerhedskopi af registreringer og bilag hos tredjemand (som træder i kraft tidligst i 2024), skal man som ansvarlig for virksomhedens regnskabs- og økonomistyring være særligt opmærksom på de forhold, der trådte i kraft pr. 1. juli 2022:
- Udvidelse af definitionen af regnskabsmateriale
- Krav om løbende afstemninger
- Beskrivelse af bogføringsprocedurer
- Øget bogføringskontrol og revisortilsyn samt skærpet straf.
Definitionen af regnskabsmaterialet
Som noget nyt skal du skal fra 1. juli 2022 opbevare al dokumentation, der ligger til grund for oplysningerne i noterne og ledelsesberetningen, og al dokumentation, der ligger til grund for skøn og vurderinger, foretaget i forbindelse med udarbejdelse af virksomhedens årsrapport.
Opbevaringen skal ske på samme måde som opbevaringen af alle andre bilag, der ligger til grund for bogføringens registreringer – nemlig på betryggende vis. Tidligst fra 2024 kommer der krav om digital opbevaring.
I langt de fleste tilfælde vil fastlæggelsen af det regnskabsmateriale, der kræves opbevaret, være forholdsvis ukompliceret, men hvis du er i tvivl, kan du altid spørge din revisor.
Præcisering af, hvornår der skal foretages afstemninger
Fra 1. juli 2022 skal man også foretage nødvendige afstemninger hver gang, der foretages en indberetning eller angivelse af moms, skatter, afgifter samt årsrapporter. Afstemningerne skal senest foretages og foreligge på datoen for udløbet af fristerne for disse lovpligtige indberetninger.
I mange tilfælde kan kravet til afstemninger relativt let efterkommes. Det vil fx være tilfældet, når revisor forestår virksomhedens bogføring og dermed allerede foretager de nødvendige afstemninger.
Beskrivelse af bogføringsprocedurer
For bogføringspligtige virksomheder, foreninger m.v., der enten er pligtige til at aflægge en årsrapport efter årsregnskabsloven, eller som har en nettoomsætning over kr. 300.000 to år i træk, stilles der nu krav om, at der udarbejdes en beskrivelse af virksomhedens bogføringsprocedurer.
Beskrivelsen skal omhandle virksomhedens bogføringsprocedurer, herunder procedurer for løbende registrering af transaktioner og betryggende opbevaring af regnskabsmateriale. Det skal også anføres hvilke medarbejdere, der er ansvarlige for de enkelte procedurer.
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en skabelon, som kan være en hjælp til korrekt beskrivelse af bogføringsprocedurerne. Skabelonen indeholder de elementer, som du skal have taget stilling til i beskrivelsen af bogføringsprocedurerne. Ved at anvende skabelonen er man sikker på, at beskrivelsen opfylder kravene i loven.
Man skal – eventuelt i samarbejde med sin revisor – have udarbejdet en procedurebeskrivelse fra førstkommende nye regnskabsår efter offentliggørelsen af skabelonen. Det vil sige, at for virksomheder med kalenderårsregnskaber skal beskrivelsen af bogføringsprocedurerne foreligge 1. januar 2023.
Øget bogføringskontrol og revisortilsyn samt skærpet straf
Fra 1. juli 2022 indføres en risikobaseret kontrol med overholdelse af bogføringsloven for visse virksomheder omfattet af årsregnskabsloven. Det gælder virksomheder, der ikke har indsendt den første årsrapport, samt virksomheder, der har fravalgt revision.
De risikobaserede kontroller har til hensigt at finde og afvikle virksomheder oprettet med svindel for øje, og hvor hele eller dele af bogføringsmaterialet slet ikke er til stede.
Samtidig med vedtagelsen af bogføringsloven, er der i årsregnskabsloven krævet øget revisortilsyn for to typer virksomheder:
- Virksomheder i regnskabsklasse B, som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider en balancesum på kr. 50 mio.
- Virksomheder i nogle nærmere definerede risikobrancher med en omsætning på kr. fem-otte mio.
Virksomheder i regnskabsklasse B med en balancesum på mere end kr. 50 mio. bliver fremover revisionspligtige. Alternativt kan udvidet gennemgang vælges.
Kravet træder i kraft 1. januar 2023, dog således at en virksomhed med kalenderårsregnskab bliver underlagt revisionspligt eller udvidet gennemgang i regnskabsåret 2023, hvis virksomheden har en balancesum på mere end kr. 50 mio. 31. december 2022 og 31. december 2023.
Da Skatteforvaltningen har fundet, at en lang række virksomheder inden for nogle konkrete brancher er overrepræsenteret i statistikken over virksomheder med rod i bogholderiet og dermed de skattemæssige forhold, er det blevet vedtaget, at virksomheder i 11 konkrete risikobrancher skal have en revisorerklæring på årsregnskabet, når virksomheden har en omsætning på kr. fem-otte mio. årligt.
Risikobrancherne er:
- Vejgodstransport
- Flytteforretninger
- Restauranter
- Pizzarier, grillbarer, isbarer m.v.
- Event catering
- Anden restaurationsvirksomhed
- Caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
- Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
- Webportaler
- Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
- Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.
Der er ikke noget krav til typen af revisorerklæring. Det betyder, at det arbejde revisor udfører kan være fx assistance med opstilling af regnskabet, udvidet gennemgang eller revision.
Kravet gælder fra 1. januar 2023.
Samtidig med den skærpede kontrol, indføres der mulighed for væsentligt højere bøder (op til kr. 1,5 mio.), afhængigt af virksomhedens omsætning.
Endvidere indføres muligheden for at tvangsopløse virksomheden.
Kommende ændringer
Det var de nemme og overkommelige regler!
Senere og tidligst 1. januar 2024 indføres der krav om at anvende digitale bogføringssystemer og digital opbevaring. Men det bliver også overkommeligt… eventuelt med lidt hjælp fra en
revisor.
Videnskabsmænd, filosoffer, historikere, teologer og mange andre har igennem tiden haft forskellige opfattelser af, hvad man egentlig forstår ved begrebet sandhed.
Kan noget være absolut sandt? Ja, det kan det godt, fx inden for noget så forskelligt som matematikkens og lingvistikkens verden. Eksemplerne er mange. Der er næppe nogen, der vil påstå, at Pythagoras’ læresætning om retvinklede trekanter er usand. En teenager er en person i alderen 13 til 19 år – ikke sandt? Men udelukkende af sproglige grunde, for det siger intet om teenagere.
Om lidt går vi ind i den store regnskabssæson, og når talen går på regnskaber, er det ikke sjældent, at man møder den opfattelse, at et regnskab må formodes at være meget tæt på den absolutte sandhed.
Såvel ledelsen i den virksomhed, regnskabet aflægges for, som revisor ”kvitterer” i henholdsvis ledelsespåtegning og revisionspåtegning for, at regnskabet giver et retvisende billede.
Et retvisende billede udtrykker på ingen måde, at der kun findes ét retvisende billede. Begrebet stammer fra det engelske udtryk ”true and fair view”, der betyder ”et sandt og reelt billede”. Med tanke på, at det retvisende billede er et subjektivt begreb, afhænger vurderingen af, hvorvidt et regnskab er retvisende, af den enkelte regnskabsaflægger og -bruger.
Når man læser et regnskab, er det vigtigt at huske, at den begrebsramme (typisk årsregnskabsloven), som regnskabet er aflagt efter, indeholder visse valgmuligheder. Der findes forskellige alternativer for indregning og måling (værdiansættelse), og noteoplysninger kan være kortfattede eller detaljerede. Regnskabslæser får information om valg af regnskabspraksis mv. i årsrapporten, men i sidste ende baseres værdien af regnskabet på tilliden til, at ledelsen efterlever kravet om, at det skal være retvisende.
Det er ledelsens ansvar, at regnskabet er retvisende. Revisor er på baggrund af revisionshandlinger garant for, at regnskabet med stor sandsynlighed er retvisende. Hvis det ikke er tilfældet, skal det tydeligt fremgå af revisionspåtegningen.
Et velment råd til ledelserne, som står over for opgaven med at aflægge regnskab for 2022: Regnskabet skal være en reel gengivelse af virksomhedens aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat. Ikke udelukkende formelt en rigtig gengivelse. Derfor skal fokus være på regnskabsbrugernes behov for retvisende information. Alle detailkrav til regnskabet skal naturligvis efterleves, men kravet om et retvisende billede rangerer højere end de forskellige detailbestemmelser.
Og husk – det absolut sande regnskab findes ikke!
Folketinget vedtog i maj 2022 en ny bogføringslov, der skal tage højde for den digitale udvikling. Loven skal derudover styrke kontrollen med bogføringen, så der kan sættes hurtigere og mere effektivt ind mod svindel.
Loven gælder for alle erhvervsdrivende virksomheder, herunder aktie- og anpartsselskaber og erhvervsdrivende fonde, der er omfattet af årsregnskabsloven. Desuden omfattes alle bogføringspligtige virksomheder, hvor nettoomsætningen overstiger 300.000 kr. i to på hinanden følgende år, herunder f.eks. personligt ejede virksomheder, interessentskaber og foreninger. Grænsen på de 300.000 kr. er stadig politisk til drøftelse.
Den nye lov indeholder følgende hovedpunkter:
- Krav om digital opbevaring af regnskabsmateriale
- Krav om og til digitale bogføringssystemer
- Kontrol med overholdelse af bogføringsloven
- Væsentligt højere bøder for overtrædelse af bogføringsloven.
Den nye bogføringslov trådte, med undtagelse af krav om digital opbevaring af regnskabsmaterialet og krav om brug af digitale bogføringssystemer, i kraft 1. juli 2022.
Det betyder, at bl.a. kravet om en såkaldt procedurebeskrivelse allerede er gældende.
For så vidt angår netop kravet om beskrivelse af virksomhedens bogføringsprocedure har Erhvervsstyrelsen dog tilkendegivet på sin hjemmeside, at virksomhederne først skal efterleve kravet om en procedurebeskrivelse i det førstkommende nye regnskabsår, efter at en særlig skabelon til brug for udarbejdelse af beskrivelsen er offentliggjort. Ifølge Erhvervsstyrelsens hjemmeside er det således ikke et krav, at procedurebeskrivelsen skulle foreligge allerede 1. juli 2022, hvor kravet ifølge bogføringsloven træder i kraft.
Krav om digital opbevaring af regnskabsmaterialet og krav om digitale bogføringssystemer træder tidligst i kraft 1. januar 2024.
De nye digitale krav vil formentlig give mange virksomheder udfordringer, især hvis bogføringen varetages af virksomheden selv, og især hvis der er tale om mindre virksomheder. Derimod er virksomheder, der overlader bogføringen til professionelle aktører som f.eks. revisionsfirmaer, på mere sikker grund, da revisorer anvender anerkendte bogføringssystemer.
Krav om digital opbevaring af regnskabsmateriale
Fra tidligst 1. januar 2024 skal bogføringspligtige virksomheder (tidligst fra
1. januar 2026 for mindre virksomheder):
- Registrere virksomhedens transaktioner digitalt
- Opbevare registreringer digitalt
- Sikre, at der løbende tages en digital sikkerhedskopi af registreringer og bilag, og at denne opbevares på betryggende vis.
Dette betyder, at der udover krav om digital bogføring tillige er krav om digital opbevaring af bilagsmateriale m.v.
Opbevaringsperioden er som tidligere fem år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.
Krav om og til digitale bogføringssystemer
Fra tidligst 1. januar 2024 skal bogføringspligtige virksomheder (tidligst fra 1. januar 2026 for mindre virksomheder) være overgået til brug af et digitalt bogføringssystem, der skal overholde følgende krav:
- Understøtte opfyldelsen af nærmere angivne krav i bogføringsloven, herunder:
- Løbende registrering af virksomhedens transaktioner
- Registreringer og betryggende opbevaring af bilag i fem år på en server hos en tredjepart
- Mulighed for adgang for myndighederne.
- Opfylde nærmere angivne standarder for it-sikkerhed, herunder:
- Understøtte sikkert login, bruger- og adgangsstyring
- Automatisk sikkerhedskopiering af registreringer og bilag.
- Understøtte automatisering af administrative processer, herunder
- Kontering i overensstemmelse med en offentlig standardkontoplan
- Automatisk fremsendelse og modtagelse af e-fakturaer.
Virksomhederne kan alene vælge mellem et digitalt bogføringssystem, der er godkendt af Erhvervsstyrelsen, eller et digitalt bogføringssystem, der opfylder ovenstående krav f.eks. specialudviklede bogføringssystemer.
Det skal bemærkes, at inden kravene træder i kraft tidligst 1. januar 2026 for mindre, bogføringspligtige virksomheder med en nettoomsætning de to seneste år på mere end 300.000 kr., skal erfaringer fra implementeringen af reglerne på selskaber m.v. vurderes. Dette kan betyde, at krav om brug af digitale bogføringssystemer kan implementeres i flere tempi ud fra størrelsesgrænser, og at der eventuelt kan komme en justering af størrelsesgrænsen på de 300.000 kr.
Kontrol med overholdelse af bogføringsloven
Den nye bogføringslov indeholder 3 typer kontroller, der rettes mod:
- Virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, der ikke har indsendt virksomhedens første årsrapport og virksomheder, der har fravalgt revision (gældende fra 1. juli 2022)
- Udbydere af digitale bogføringssystemer (gældende fra tidligst 1. januar 2024/26)
- Virksomheder, der anvender et digitalt bogføringssystem, som ikke er registreret hos Erhvervsstyrelsen (gældende fra tidligst 1. januar 2024/26).
Kontrollerne kan gennemføres med assistance fra virksomhedens revisor, og assistancen kan resultere i en erklæring fra revisoren.
Væsentligt højere bøder
Med virkning fra 1. juli 2022 træder væsentligt skærpede sanktioner i kraft. Foruden reaktioner som påbud om korrektion, om at anvende et andet digitalt bogføringssystem eller påbud om revision, åbnes der nu mulighed for, at virksomheder kan tvangsopløses, hvis reglerne ikke efterleves.
Supplerende er der mulighed for at give bøder, som er markant højere end de nuværende. Bødestørrelsen starter ved 10.000 kr. for mangler i virksomhedens bogføring, som kan medføre usikkerhed om visse posteringer i virksomhedens regnskab, moms- eller skatteangivelser op til 1,5 mio. kr., hvor der f.eks. er tale om, at alle eller hovedparten af virksomhedens transaktioner ikke er registreret i overensstemmelse med loven, eller at transaktioner af særlig økonomisk betydning for virksomheden ikke er registrerede og dokumenterede.
Afsluttende anbefaling
Den nye bogføringslov tager højde for den digitale udvikling. Samtidig har ønsket om at styrke kontrollen med bogføring m.v., så der kan sættes hurtigere og mere effektivt ind mod svindel, betydet, at ”selvudviklede” bogføringssystemer nu er en saga blot - i hvert fald for virksomheder, der bliver omfattet af loven.
Kravene til godkendte bogføringssystemer, som bogføringspligtige skal anvende, samt kravet om digital opbevaring af bilag m.v. skærpes væsentligt med de nye regler. Det anbefales, at virksomhederne, evt. i samråd med revisor, lægger en plan for, hvorledes det sikres, at virksomheden lever op til de nye og skærpede krav til digitalisering af bogføringen.
En revisorerklæring på et regnskab er af væsentlig betydning for regnskabsbrugernes tillid til regnskabets indhold. Erklæringen bidrager til bankens, leverandørernes, kundernes, investorernes og andre interessenters opfattelse af troværdigheden af regnskabsinformationen.
Revisorerklæringer findes i flere forskellige varianter, og det er vigtigt at kende forskel på de alternativer, der findes, herunder de 4 centrale erklæringstyper, revisor anvender som resultat af sit arbejde med kundernes årsrapporter.
Virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven, har forskellige muligheder for at vælge blandt alternative erklæringstyper. Valget afhænger af både virksomhedstypen og -størrelsen.
I nærværende artikel er der fokuseret på den erklæringstype, der bærer betegnelsen ”udvidet gennemgang”.
Alternativ til hvad?
Som overskriften på artiklen antyder, vil udvidet gennemgang som regel blive bragt i spil, når der er tale om en virksomhed, der er omfattet af årsregnskabslovens krav om at lade årsregnskabet revidere.
Udvidet gennemgang er mulig for virksomheder i regnskabsklasse B, men kan dog ikke anvendes på f.eks. erhvervsdrivende fonde. Derfor vil det primært være aktie- og anpartsselskaber, der ikke overstiger grænserne i regnskabsklasse B, som vil skulle overveje alternativet til revision.
Størrelsesgrænserne for regnskabsklasse B er:
- Balancesum på 44 mio. kr.
- Nettoomsætning på 89 mio. kr.
- Gennemsnitligt antal ansatte på 50.
Hvis 2 af disse 3 grænser overskrides i 2 på hinanden følgende regnskabsår, ”vokser” virksomheden ind i regnskabsklasse C, og udvidet gennemgang vil ikke længere være en valgmulighed.
Når man bliver præsenteret for alternative valg, er det selvsagt nødvendigt at kende til de centrale forskelle mellem alternativerne.
Forskellen til revision
Revision, der udføres efter de internationale standarder (ISA), er forbundet med en meget omfattende arbejdsindsats fra revisors side. Der skal opnås en indgående forståelse for virksomheden samt dens forretningsgange og interne kontrolsystem, og der stilles store krav til det bevis, revisor skal opnå for at kunne give den fornødne sikkerhed for sin konklusion om årsregnskabet. Ved revision vil konklusionen derfor kunne gives med høj grad af sikkerhed.
Udvidet gennemgang er som udgangspunkt baseret på forespørgsler til relevante personer i virksomheden og analyser af regnskabet. For at opnå yderligere sikkerhed i forhold til gennemgangen, udvides denne med 4 obligatoriske handlinger, som består i, at revisor:
- indhenter engagementsforespørgsler fra pengeinstitutter
- indhenter oplysninger fra tingbog, personbog, andelsboligbog og bilbog
- indhenter information fra advokater
- kontrollerer indberetninger af A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift og moms.
Hvis revisor når til den opfattelse, at der udover forespørgsler, analyser og de 4 ovennævnte handlinger skal indhentes yderligere bevis, vil revisor eksempelvis indhente eksterne bekræftelser eller foretage stikprøvevis gennemgang af bilagsmaterialet.
Som følge af den reducerede kontrolindsats fra revisors side, udtrykker revisor kun begrænset sikkerhed i konklusionen i erklæringen om udvidet gennemgang. De 4 supplerende handlinger medfører helt naturligt en yderligere sikkerhed for revisors konklusion, og denne yderligere sikkerhed vil også blive omtalt i erklæringen.
Hvordan vælges udvidet gennemgang?
Virksomheder, der er omfattet af revisionspligten, kan beslutte at overgå fra revision til udvidet gennemgang. Beslutningen skal træffes på en ordinær generalforsamling.
En nystiftet virksomhed kan fra starten vælge at få foretaget udvidet gennemgang af årsregnskabet. Hvis man f.eks. ved en forglemmelse ikke har fået tilvalgt udvidet gennemgang i stiftelsesdokumentet, kan dette tilvalg besluttes på en ekstraordinær generalforsamling inden årsrapporten og revisors erklæring underskrives. Tilsvarende gør sig gældende for virksomheder, der ”vokser” ind i revisionspligten. Her træffes beslutningen om udvidet gennemgang af årsregnskabet på den ekstraordinære generalforsamling, hvor der vælges revisor.
Revisor skal, som ved revision, anmeldes til Erhvervsstyrelsen via cvr.dk. Dette gælder dog ikke, hvis en virksomhed, der ikke er omfattet af revisionspligten, frivilligt får udført udvidet gennemgang.
I selskabsloven er der ikke længere krav om, at en virksomheds vedtægter skal indeholde oplysninger om revision. Når der træffes beslutning om at overgå fra revision til udvidet gennemgang, skal det imidlertid sikres, at vedtægterne ikke udtrykkeligt indeholder omtale af, at revisionen af årsregnskabet sker efter de internationale standarder om revision. Hvis det er tilfældet, skal vedtægterne ændres, idet disse i modsat fald vil være misvisende.
Hvem kan overveje udvidet gennemgang?
Det anbefales, at beslutningen om valg af udvidet gennemgang tages i samråd med en revisor. Derved vil alle relevante forhold i tilknytning til valget blive tilstrækkeligt belyst.
Det vigtigste at påpege i denne sammenhæng er, at det skal sikres, at der er den rigtige balance mellem hensynet til regnskabsbrugernes forventninger, virksomhedens egnethed og det økonomiske incitament.
En udvidet gennemgang vil normalt være mindre omkostningskrævende end en revision. Hvis forventningerne fra de primære brugere af årsrapporten – f.eks. fra virksomhedens bankforbindelse eller fremtidige kunder eller leverandører – imidlertid er, at der leveres revision, kan en beslutning om at få foretaget udvidet gennemgang vise sig at være både forkert og dyr.
Virksomhedens kompleksitet, ejerstruktur, ledelse samt den økonomiske situation og forventninger til fremtidig udvikling vil alle være faktorer, der skal inddrages i valget.
Selvom der ikke findes entydige retningslinjer for valget af erklæringstype, vil virksomheder, hvor ejeren varetager ledelsen af virksomheden, ofte være i målgruppen for erklæringstypen udvidet gennemgang. Karakteristika som lav gældsfinansiering, lille sandsynlighed for yderligere gældsoptagelse eller kapitalindskud, ukomplekse regnskabsmæssige problemstillinger vil i kombination med ejerlederens overvågning af de væsentlige forhold i virksomheden tale i retning af udvidet gennemgang som et relevant alternativ til revision.
Visse virksomhedstyper, som deltager i tilbudsgivning og prækvalifikationer, f.eks. i forbindelse med EU-udbud eller andre offentlige udbud, skal være opmærksom på, at der ved disse opgavetyper kan være krav om revision af årsregnskabet.
Afslutning
Udvidet gennemgang blev introduceret i dansk lovgivning tilbage i 2012 som et alternativ til ”rigtig” revision for virksomheder i regnskabsklasse B. Efter en lidt træg opstart har denne erklæringstype vundet indpas blandt virksomheder i SMV-segmentet.
Virksomheder, der matcher de grundlæggende forudsætninger for at vælge udvidet gennemgang af årsregnskabet, hvor særligt ejerstruktur, ledelse, finansiering og kompleksitet spiller en væsentlig rolle, har i mange tilfælde allerede en løbende dialog med deres revisor om fordele og ulemper ved at skifte revision ud med udvidet gennemgang. Måske var det en overvejelse værd igen at tænke i retning af alternativet til revision frem mod den forestående ordinære generalforsamling, hvor et eventuelt skifte skal besluttes.
Implementeringen af den faseopdelte, nye bogføringslov er godt i gang. Samtidig bliver der løbende vedtaget endelige bekendtgørelser og foretaget præciseringer af tidligere udmeldinger.
Vi giver her en status på den seneste udvikling.
Digital bogføring udskudt til 1. juli 2024
Erhvervsstyrelsen har netop justeret datoen for, hvornår kravet om digital bogføring tidligst træder i kraft. I forslaget til bogføringsloven var der lagt op til, at kravene til digital bogføring skulle træde i kraft ved årsskiftet 1. januar 2024. Styrelsen har dog fundet dette for optimistisk, daisær små og mellemstore virksomheder skal igennem en større omstillingsproces.
Datoen for den første obligatoriske digitale registrering i et godkendt bogføringssystem er derfor udsat til regnskabsår, der begynder efter 1. juli 2024. For langt de fleste virksomheder vil dette reelt betyde, at overgangen til obligatorisk digital bogføring vil være 1. januar 2025. Virksomhederne får med andre ord bedre tid til at forberede overgangen til digital bogføring.
Krav om revisorerklæring i risikobrancher
Folketinget har besluttet, at virksomheder i visse nærmere bestemte risikobrancher med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2023 og som i 2 på hinanden følgende regnskabsår overskrider en nettoomsætning på 5 mio. kr., skal lade sit årsregnskab forsyne med en erklæring fra en uafhængig revisor. Valget af erklæringstype er frit.
Den endelige vedtagelse af hvilke risikobrancher, der er omfattet af dette krav, er efter det seneste folketingsvalg fastsat til:
- Vejgodstransport
- Flytteforretninger
- Restauranter
- Pizzarier, grillbarer, isbarer m.v.
- Event catering
- Anden restaurationsvirksomhed
- Caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
- Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
- Webportaler
- Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
- Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.
Listen vil blive revurderet hvert andet år.
Kravet trådte som sagt i kraft 1. januar 2023. Det antages dog, at en virksomhed med kalenderårsregnskab bliver underlagt kravet om revisorerklæring i regnskabsåret 2023, hvis virksomheden har en omsætning på + 5 mio. kr. i regnskabsårene 2022 og 2023.
Krav om revision for virksomheder med stor balancesum
Med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2023 eller senere, kan virksomheder i regnskabsklasse B, som i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider en balancesum på 50 mio. kr., ikke fravælge revision, uanset at virksomheden ikke overstiger 2 af de 3 størrelsesgrænser for fravalg af revision efter de gældende regler.
Virksomheden kan dog i stedet for revision vælge at lade revisor udføre udvidet gennemgang.
Kravet trådte som sagt i kraft 1. januar 2023, dog således at en virksomhed med kalenderårsregnskab bliver underlagt revisionspligt i regnskabsåret 2023, hvis virksomheden har en balancesum på + 50 mio. i regnskabsårene 2022 og 2023.
Krav til digitale standard bogføringssystemer
Erhvervsstyrelsen har udstedt 2 bekendtgørelser, der begge træder i kraft 1. februar 2023. Begge bekendtgørelser retter sig mod udbydere af digitale standard bogføringssystemer:
- Bekendtgørelse om krav til digitale standard bogføringssystemer
- Bekendtgørelse om anmeldelse afdigitale standard bogføringssystemer.
De nye bekendtgørelser er i første omgang kun relevante for udbydere af standard bogføringssystemer.
Den ene bekendtgørelse fastsætter de krav, som digitale standard bogføringssystemer skal overholde, for eksempelkrav om kontrolspor og betryggende opbevaring af bilag.
Den anden bekendtgørelse regulerer, hvordan og hvornår udbyderne skal registrere et digitalt standardbogføringssystem hos Erhvervsstyrelsen.
Bogføringsprocedure
Kravet om procedurebeskrivelse er også trådt i kraft, således at bogføringsproceduren skal ligge klar ved begyndelsen af virksomhedens førstkommende regnskabsår med start efter den 1. oktober 2022. Det betyder, at bogføringsproceduren skulle ligge klar senest 1. januar 2023 for virksomheder med kalenderårsregnskab. Hvis virksomheden har regnskabsafslutning pr. 30. september, skal bogføringsproceduren ligge klar senest 1. oktober 2023.
Det nye krav om bogføringsproceduren gælder ikke alle bogføringspligtige virksomheder, foreninger m.v., men kun dem, der enten er:
- pligtige til at aflægge en årsrapport efter årsregnskabsloven eller
- har en nettoomsætning over 300.000 kr. 2 år i træk.Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en skabelon og vejledning om beskrivelsen af bogføringsprocedurer. Skabelon og vejledning er senest opdateret i slutningen af 2022.
Bogføringsproceduren skal udarbejdes pr. virksomhed og naturligvis være målrettet denne.
Præcisering af, hvornår der skal foretages afstemninger
Pr. 1. januar 2023 ikrafttrådte også kravet om, at der skal foretages afstemninger på bestemte tidspunkter.
Det er et krav, at der foretages afstemninger, der er nødvendige for at sikre et opdateret grundlag for lovpligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter samt års- og delårsrapporter.
Afstemningerne skal senest foretages og foreligge på datoen for udløbet af fristerne for de lovpligtige indberetninger.
Revisorer er et særligt folkefærd
Selvom den karikerede revisorfigur med strimmelregneren, kuglepenne i skjortelommen og det halvvisne ansigtsudtryk efterhånden er historie, er der noget, revisorer fortsat er fælles om: efterlevelse af 5 grundlæggende etiske principper.
|
Etiske principper
- Integritet
- Objektivitet
- Professionel kompetence og fornøden omhu
- Fortrolighed
- Professionel adfærd
|
I den danske revisorlovgivning er de 5 principper suppleret med et krav om at udvise professionel skepsis. Det vender vi tilbage til.
Revisor skal hertil optræde som ”offentlighedens tillidsrepræsentant”, når der udføres arbejde, som munder ud i afgivelse af en eller anden form for erklæring, hvor revisor udtrykker sikkerhed om erklæringsemnet. Begrebet blev indført i lovgivningen tilbage i 1994 med det formål at øge tilliden til revisorstanden og understrege revisors uafhængighed. Intentionen var ligeledes at medvirke til at skabe forståelse for revisors opgaver og rolle.
Erklæringsafgivelse sker altid under iagttagelse af hensyn til både kunden og kundens omgivelser (myndigheder, medarbejdere, kreditorer, investorer), som jo meget vel kan have modstående interesser i forhold til virksomhedens ledelse. Denne unikke rolle er forbeholdt godkendte revisorer og betyder, at revisor er underlagt særlige spilleregler.
Er det nu nødvendigt?
Når revisors kunder indimellem undrer sig over revisors gøren og laden, skyldes det både en forståelses- og forventningskløft, som er oparbejdet igennem adskillige årtier. Revisorer agerer i forhold til et omfattende og kompliceret regelsæt og optræder både på armslængde af kunden, men også som dennes rådgiver. Det skaber grobund for misforståelser og undren over revisors adfærd.
Revisorer er omfattet af de samme spilleregler som bankerne, når det gælder hvidvasklovgivningen. Det betyder, at man som kunde i en revisionsvirksomhed vil skulle igennem en KYC-procedure (kundekendskabsprocedure), som bl.a. omfatter afgivelse af visse kontroloplysninger som fx kan omfatte udlevering af kopi af pas og sundhedskort.
Stort set alle opgaver, der aftales mellem en kunde og revisor, skal ledsages af et aftalebrev, hvori ansvarsfordeling mv. mellem kunden og revisor er beskrevet. På erklæringsopgaver er der krav om udarbejdelse af et sådant aftalebrev.
Under udførelsen af sit arbejde med fx en revisionsopgave, vil revisor skulle planlægge og udføre arbejdet på en sådan måde, at der opnås tilstrækkelig (høj) grad af sikkerhed for de konklusioner, revisor når frem til i sin erklæring. På andre opgavetyper skal der foretages andre og færre undersøgelser og handlinger, fordi revisors erklæring alene afgives med begrænset sikkerhed. Ved erklæringsopgaver, hvor revisor fx udelukkende har ydet assistance med opstilling af et regnskab, afgives en erklæring uden sikkerhed.
Forvirret? Det er der bestemt ikke noget at sige til, for netop her er vi helt inde ved kernen i problemstillingen omkring forståelses- og forventningskløften.
Mange kunder – og for den sags skyld andre interessenter, der gør brug af revisors ydelser – betragter revisors tilstedeværelse som en statisk størrelse. Hvis der er afgivet en revisorerklæring, er opfattelsen, at der er skabt sikkerhed, og denne sikkerhed kan ikke gradbøjes.
Her er det imidlertid vigtigt at forstå indholdet og ansvaret bag de forskellige erklæringsopgaver, som revisor udfører.
Der er stor forskel på det arbejde, revisor udfører før sin erklæringsafgivelse på fx et regnskab, alt efter om der udføres revision eller blot regnskabsmæssig assistance. Ved revision vil revisor bl.a. typisk være til stede ved den årlige varelageroptælling, medens det ikke er tilfældet, når der udelukkende udføres regnskabsmæssig assistance. Kunden vil ligeledes opleve en langt højere grad af forespørgsler, undersøgelser, efterspørgsel af dokumenter mv. fra revisors side, når der udføres revision kontra regnskabsmæssig assistance. Denne forskel er nødvendig, fordi den opnåede sikkerhed for revisors erklæringsafgivelse er væsentlig forskellig ved de alternative erklæringstyper.
Det kan være svært at læse og forstå revisors forskellige erklæringer. Forbehold eller fremhævelser skal indarbejdes i overensstemmelse med reglerne herom. Der skal gives de nødvendige og krævede oplysninger i erklæringen, og her vil det ofte være relevant at få uddybet de bagvedliggende forhold. Det vil revisor typisk gøre i en skriftlig rapportering til ledelsen i kundevirksomheden.
Den skeptiske revisor
Som nævnt indledningsvist i artiklen, skal revisor være udstyret med professionel skepsis under udførelsen af sit arbejde. Selvom kravet principielt kun omfatter udvalgte erklæringsopgaver som fx revisionsopgaver, er det velkendt, at revisorer ofte kan forekomme insisterende og kritiske i dialogen med ledelsen i kundevirksomheden. Forklaringen er ganske enkelt, at revisor passer sit arbejde og gør præcis det, lovgivningen foreskriver.
I langt de fleste tilfælde vil ledelsen acceptere, at grundlæggende personlige dyder hos revisor som fx troværdighed, retfærdighed og ansvarlighed er nødvendige for revisors arbejde. Det gælder også, når man møder den skeptiske revisor.
Den uafhængige revisor
Når revisor skal udfylde rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant, er det helt fundamentalt, at revisor ikke er i et afhængighedsforhold til sin kunde. Derfor er revisor pålagt lovgivningsmæssige krav til sikring af opretholdelse af tilstrækkelig uafhængighed.
Det er åbenlyst, at revisor ikke kan optræde som uafhængig, hvis der fx løses opgaver for et nært familiemedlem. Det er ligeledes oplagt, at revisor ikke kan handle med kunder på vilkår, der adskiller sig fra de vilkår, en almindelig ”forbruger” vil kunne opnå. Revisor vil derfor mange gange skulle takke nej til at indgå i såkaldte forretningsmæssige forbindelser med sine kunder alene på grund af kravet til uafhængigheden.
Det kan nogle gange være svært at forstå, hvis din revisor virker lidt reserveret og måske endda afvisende i forhold til dit gode tilbud om at låne dit sommerhus eller komme med på en eksklusiv jagtoplevelse i Skotland. Revisor skal også være påpasselig med at indgå i venskabsrelationer eller tilbagevendende fritidsaktiviteter med forretningsforbindelser.
Forklaringen skal findes i kravene til revisor om at optræde helt uafhængig af sin kunde, når der udføres erklæringsopgaver som fx revision for samme kunde.
Spørg din revisor!
Revisorer er også en slags mennesker. Naturligvis sagt med et lille glimt i øjet.
Tag en snak med din revisor, når og hvis du synes, der er brug for en forklaring på revisors adfærd. Dialogen vil sandsynligvis skabe forståelse for, ”hvorfor din revisor er sådan”!
I de seneste år har der været rigeligt med udfordringer at forholde sig til. Først COVID-19, herefter krigen i Ukraine, store stigninger i energipriser og den høje inflation.
Og som om dette ikke var nok, har der siden efteråret 2022 også været et stigende renteniveau og en renteudvikling, som har været særdeles ustabil.
Mange af os har væsentlig finansiering via banklån og/eller realkreditlån, og det stigende og svingende renteniveau kan medføre et ekstra pres på likviditeten samt en generelt større finansiel usikkerhed.
Låneomlægning
Det er altid relevant at have fokus på virksomhedens fremmedfinansiering – særligt om denne er relevant – og i en tid med ustabile og stigende renter, giver det ekstra god mening. Dette fokus synes også at være til stede i øjeblikket, da der igennem de seneste måneder er gennemført mange låneomlægninger.
Et spørgsmål, som rejses i forbindelse med låneomlægning, er, hvordan en sådan skal behandles i virksomhedens årsregnskab. Det er nærliggende at antage, at låneomlægningen blot skal behandles som dels indfrielse af det oprindelige lån og dels indregning af et nyt lån. Det er imidlertid ikke altid tilfældet i praksis.
Regnskabsmæssig behandling af lån
Optager virksomheden et bank- eller realkreditlån, skal gælden indregnes til kostpris. Kostprisen er forskellen på det nominelle lånebeløb fratrukket låneomkostninger, kurstab mv. Kostprisen vil derfor i praksis ofte udgøre det modtagne låneprovenu. Omkostninger, kurstab mv., som udgør forskellen mellem lånets hovedstol og låneprovenuet, skal efterfølgende fordeles (amortiseres) over lånets løbetid og således ikke omkostningsføres i resultatopgørelsen på optagelsestidspunktet.
Nyt lån eller modifikation af det oprindelige?
Gennemføres en låneomlægning, afhænger den regnskabsmæssige behandling af, om denne karakteriseres som en modifikation af det oprindelige lån, eller om der reelt er tale om et nyt lån. Derfor skal der foretages en vurdering af, om det nye lån er væsentligt forskellig fra det oprindelige lån. Er dette tilfældet, skal omlægningen behandles som indfrielse af det oprindelige lån og optagelse af et nyt lån. Er dette ikke tilfældet, skal omlægningen behandles som en modifikation af det oprindelige lån. I vurderingen indgår både kvantitative og kvalitative forhold.
10 %-testen
Den kvantitative vurdering foretages via ”10 %-testen”. Den gennemføres ved at sammenholde nutidsværdien af pengestrømmene på det nye lån med nutidsværdien af pengestrømmene på det oprindelige lån. Afviger nutidsværdien af det nye låns pengestrømme mere end 10 % af nutidsværdien af det oprindelige låns pengestrømme, vil betingelserne på det nye og det oprindelige lån skulle anses for væsentligt forskellige.
Nutidsværdien af lånene opgøres ved at tilbagediskontere lånenes pengestrømme ved brug af det oprindelige låns effektive rente.
Øvrige forhold
Ud over ”10 %-testen” skal ændringer i lånenes kvalitative forhold også overvejes i forbindelse med vurderingen af, om der er tale om en modifikation eller et nyt lån. Forhold som skal tages i betragtning, og som i praksis vil medføre, at lånebetingelserne opfattes som værende væsentligt forskellige, er fx ændring i lånets valuta, ændring fra fast til variabel rente (eller omvendt), indarbejdelse af særlige konverteringselementer, indarbejdelse af særlige bestemmelser vedrørende førtidsindfrielse uden væsentlige omkostninger mv.
At der foretages skift i långiveren vil ikke have betydning for vurderingen, hvis blot lånetypen (fx bank- eller realkreditlån) er den samme. Ellers vil dette også være en væsentlig ændring i betingelserne.
Regnskabsmæssig behandling af låneomlægning (modifikation)
Overskrides den føromtalte 10 %-grænse, eller er der fx omlagt fra variabel til fast rente, skal omlægningen behandles som indfrielse af det oprindelige lån og optagelse af et nyt lån. Dette medfører, at ikke-amortiserede låneomkostninger og kurstab ved optagelse af oprindeligt lån samt omkostninger og kursgevinst/-tab ved indfrielse heraf skal indregnes i resultatopgørelsen på indfrielsestidspunktet. Det nye lån skal efterfølgende indregnes som tidligere omtalt.
Afviger pengestrømmene derimod ikke mere end 10 %, eller der i øvrigt ikke er forhold, som gør, at lånene vurderes at være væsentligt forskellige, vil der regnskabsmæssigt være tale om en modifikation af det oprindelige lån. Dette betyder, at kurstab/-gevinster, låneomkostninger mv. ikke skal indregnes i resultatopgørelsen - hverken vedrørende det oprindelige lån eller det nye. I stedet vil sådanne blive videreført som en del af amortiseringen på det nye lån, og dermed blive fordelt over det nye låns løbetid.
Ingen regel uden undtagelse
Der findes en mulighed for at indregne etableringsomkostningerne direkte i resultatopgørelsen allerede ved optagelsen af lånet. Anvendelsen af disse regler fører imidlertid mere med sig, og derfor anbefales det drøftet med virksomhedens revisor, inden disse vælges.
Langfristet eller kortfristet gæld?
På balancedagen skal det vurderes, om virksomhedens forpligtelser er langfristede eller kortfristede. Hvis gælden eller en del heraf forfalder til betaling inden for 12 måneder efter regnskabsårets udløb, skal denne del betragtes og præsenteres som en kortfristet gæld. Men er det relevant for mig og min virksomhed?
Kendskabet til klassificeringen er vigtigt, dels af hensyn til korrekt regnskabsmæssig behandling og dels hvis der er fokus på udvalgte nøgletal (fx likviditetsgraden), og hvordan disse påvirkes. Hvis virksomheden fx efter balancedagen frivilligt foretager en førtidig indfrielse af en langfristet gæld, vil dette ikke i regnskabsmæssig forstand ændre klassifikationen af gælden på balancedagen til at være en kortfristet gæld. Dette kan virke ulogisk, men årsagen er, at det afgørende er forfaldstidspunktet, og det ændrer den frivillige førtidige indfrielse ikke på.
Den rigtige behandling er vigtig
Det kan selvsagt have væsentlig betydning for virksomhedens årsregnskab, hvordan en låneomlægning skal behandles. Derfor er det også afgørende for den korrekte regnskabsmæssige behandling, at den underliggende dokumentation af både låneomlægningen, men også at ledelsens vurderinger opbevares og er af en sådan beskaffenhed, at den fuldt ud understøtter den regnskabsmæssige behandling. I tilfælde af usikkerhed om den regnskabsmæssige behandling, kan der som altid søges rådgivning hos virksomhedens revisor.

Navigation til indlæg