For mere end to årtier siden sluttede en æra i DR. Den navnkundige Hanne Reintoft, som nogle Facit-læserne formentlig har i klar erindring alene på den blide stemme, havde igennem næsten 30 år været redaktør på DR’s sociale brevkasse ”Hvad er min ret, og hvad er min pligt”. Med lige dele forståelse og empati gelejdede hun radioens lyttere gennem sociallovgivningens kringlede jura.
Det er særdeles velkendt, at de beslutninger, der træffes i Folketinget, ofte leder til flere paragraffer i lovgivningen og ikke altid skaber et bedre overblik over ret og pligt. Fra min kontorstol kan jeg sidde og se på førsteudgaven af den kommenterede årsregnskabslov. 68 paragraffer kunne gøre det inklusive bestemmelsen om, at loven ikke var gældende for Færøerne og Grønland. I 2024-udgaven omfatter loven 170 paragraffer plus bilag.

Nogle gange kunne der godt være behov for en Hanne Reintoft-type til at 
”oversætte” de mange og indviklede regelsæt, vi alle er omgivet af. Det kunne fx være opløftende, hvis den gennemsnit­lige dansker selv var i stand til at gennemskue konsekvenserne af årsopgørelsen – altså at beregne skattetilsvaret ud fra den udfyldte årsopgørelse. Tilsvarende ville det være dejligt, hvis den såkaldte ”parcelhusregel” var knap så vanskelig at forstå og anvende, som det rent faktisk er tilfældet i visse situationer.

Man kan hævde, at det burde være en rettighed at besidde den nødvendige viden til at kunne håndtere ”hverdagsjura”, men det kniber gevaldigt med at kunne imødekomme en sådan rettighed. Måske kan nogle af artiklerne i denne udgave af Facit skubbe lidt i den rigtige retning. 
Du kan bl.a. læse om årsopgørelsen og om den nyeste praksis vedrørende 
”parcelhusreglen”.

De fleste mennesker har det særdeles fint med at være underlagt visse pligter, og vi har valgt at slå ned på en blandet buket af nye krav, som vil ramme eller allerede har ramt virksomheder i Danmark. Arbejdstidsregistrering er en af de kommende pligter, som betyder, at arbejdsgivere fra 1. juli 2024 skal etablere et registreringssystem, således at den enkelte lønmodtager kan registrere sin arbejdstid. En anden pligt vedrører etablering af digitale bogføringssystemer, som i løbet af de næste par år vil ramme alle virksomheder bortset fra de helt små målt på nettoomsætningen.

Revisorpligt er allerede en realitet for virksomheder i såkaldte risikobrancher. Visse pengeinstitutter kom faktisk lovgiverne i forkøbet på dette område ved for flere år tilbage at indføre et krav om revisorpligt for bankens erhvervskunder. Med revisorpligten har Folketinget besluttet, at godkendte revisorer skal medvirke til at styrke efterlevelsen af en række regler og reducere antallet af fejl i indberettede årsrapporter, bogføringsrutiner og skatte- og momsangivelser. Vi uddyber i en af artiklerne i Facit, hvorledes denne pligt rammer virksomhederne.

Om din revisor vil være i stand til at levere samme forståelse og empati som den, der blev leveret gennem den føromtalte radiobrevkasse, kan vi ikke garantere, men du kan godt regne med, at rådgivning om og efterlevelse af de mange og komplicerede regler er revisorens spidskompetence.

God fornøjelse med læsningen.

Folketinget har vedtaget lovforslaget om de længe ventede regler om registrering af arbejdstid. Der har i den gældende danske lovgivning ikke været et generelt krav om registrering af lønmodtageres daglige arbejdstid, men på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-55/18, CCOO, har Folketinget fundet det nødvendigt at indføre et sådan krav. Loven træder i kraft 1. juli 2024.

Hvem skal registrere arbejdstid?

Med lovændringen indføres et krav om, at alle lønmodtagere som udgangspunkt skal registrere deres arbejdstid. Det vil sige, at loven også finder anvendelse for ledere og alle selskaber uafhængig af selskabsform og størrelsen på medarbejderstaben.

Kan lønmodtagere undtages fra reglerne?

En række lønmodtagere kan undtages for reglerne. Det er såkaldte selvplanlæggere.

Hvis selvplanlæggeren kan undtages fra kravet om ugentlig arbejdstid, dvs. er undtaget fra de arbejdsmiljøretlige regler om daglig og ugentlig hviletid, vil selvplanlæggeren også være undtaget fra kravet om tidsregistrering.

En lønmodtager er selvplanlægger, hvis:

(a) lønmodtageren som følge af særlige træk ved arbejdet ikke kan måle eller fastsætte arbejdstiden på forhånd.

(b) lønmodtageren selv kan fastsætte arbejdstiden, hvor der er tale om lønmodtagere, der kan træffe selvstændige beslutninger, eller som har ledelsesmæssige funktioner.

Hvorvidt en lønmodtager kan undtages for reglerne om maksimal arbejdstid og kravet om registrering af arbejdstid, er en konkret vurdering.

Hvis en lønmodtager kan anses for at være selvplanlægger og kan undtages fra de arbejdsmiljøretlige regler om daglig og ugentlig hviletid, skal det fremgå af lønmodtagerens ansættelseskontrakt eller tillæg hertil, at reglerne ikke finder anvendelse. Fravær af en sådan bestemmelse vil medføre, at lønmodtageren anses som omfattet af reglerne.

Bestemmelsen om, at det skal fremgå af lønmodtagerens ansættelseskontrakt eller tillæg, at vedkommende er undtaget fra reglerne om ugentlig arbejdstid og tidsregistrering, giver anledning til overvejelser hos arbejdsgiverne i forhold til, hvorvidt status som selvplanlægger er en væsentlig vilkårsændring af de pågæl­d­ende lønmodtageres ansættelsesforhold.

Arbejdstidsregistreringssystemet

Loven indebærer, at arbejdsgivere skal indføre et arbejdstidsregistreringssystem, så den enkelte lønmodtager kan måle sin daglige arbejdstid. Der er ingen krav om, hvordan dette system skal udformes, men systemet skal være ”objektivt, pålideligt og tilgængeligt”, og lønmodtagere skal kunne tilgå deres egne oplysninger.

Der er således en høj grad af metodefrihed hos arbejdsgiverne, og registreringssystemet kan fx være et IT-system, der kan tilgås via en computer/laptop, men det kan også være en app, der kan tilgås via en smartphone. Arbejdsgiverne kan også overveje andre modeller, men arbejdsgiverne skal være opmærksomme på at overholde databeskyttelsesreglerne.

Lønmodtagernes oplysninger skal som udgangspunkt opbevares i 5 år efter udløbet af den periode, som udgør grundlaget for beregningen af den enkelte lønmodtagers gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, dvs. op til 5 år og 4 måneder.

Hvad er arbejdstid?

Arbejdstid defineres i overensstemmelse med EU-retten. Arbejdstid defineres i henhold til arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven, § 2, stk. 3 som ”det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver.”, såfremt kollektiv overenskomst ikke regulerer dette. Arbejdstid vil derfor være den tid, hvor en lønmodtager er på arbejde, til rådighed og udfører sine opgaver. Det vil være en helhedsvurdering, hvorvidt en aktivitet er arbejdstid.

Registrering af arbejdstiden giver anledning til overvejelser hos arbejdsgiverne, herunder hvorvidt rådighedsvagter udgør arbejdstid, hvornår og hvor ofte der skal tidsregistreres sammenholdt med det arbejdstidssystem, arbejdsgiver vælger, hvem der skal føre tilsyn med arbejdstidsregistreringen osv.

Anbefalinger/kom hurtigt i gang

Loven træder i kraft 1. juli 2024, og det vil formentlig tage et par måneder at få installeret software, implementeret tidsregistreringssystemet og få medarbejdere ”med ombord”. Arbejdsgiverne bør derfor gå i gang med implementeringen mv. i så god tid som muligt inden 1. juli 2024 for at være ”compliant”.

I den forbindelse bør arbejdsgiverne fx:

  • overveje, hvordan tidsregistreringen skal udføres fx via IT-system eller app.
  • tage dialogen med medarbejderne og måske også deres repræsentanter om, hvordan dette skal fungere i praksis.
  • se på, om der er medarbejdere/ledere, der skal undtages fra kravet om registrering af arbejdstid, samt om der skal udarbejdes tillæg til ansættelseskontrakter.
  • tjekke, om formuleringen af ansættelsesaftaler og politikker rammer lovens krav.
  • overveje, om der også i denne sammenhæng er styr på GDPR.

Fra 1. januar 2024 er børsnoterede virksomheder blevet omfattet af lovkravet om bæredygtighedsrapportering i årsrapporten. Baggrunden er, at CSRD-direktivet (Corporate Sustainability Reporting Directive), der stiller krav til deres bæredygtighedsrapportering, trådte i kraft 1. januar 2024. Fra 1. januar 2025 bliver store virksomheder i regnskabsklasse C-stor omfattet.

Andre virksomheder, der ikke er omfattet af lovkravet, kan imidlertid blive afkrævet data, som indgår i en bæredygtighedsrapportering. Baggrunden er, at CSRD-direktivet, som Erhvervsstyrelsen er i gang med at indarbejde i årsregnskabsloven, kræver, at bæredygtighedsrapporteringen skal omfatte data fra hele værdikæden, og dermed bliver de af loven omfattede virksomheders leverandører indirekte omfattet.

De rapporterende virksomheder vil derfor helt naturligt efterspørge data fra sociale, miljø- og ledelsesmæssige forhold. Ofte samles disse specifikke data i en ESG-rapport, ESG-nøgletalsoversigt eller lignende, hvor ESG står for Environment, Social og Governance.

Ud over krav fra kunder anses det for overvejende sandsynligt, at pengeinstitutter, investorer og andre interessenter i fremtiden også vil efterlyse ESG-data til brug for vurdering af virksomhedens ageren indenfor ESG.

Det er vigtigt at holde sig for øje, om rapporteringen sker som en bæredygtighedsrapportering eller som en ESG-rapportering.

Bæredygtighedsrapporteringen er rapportering, som er krævet i CSRD-direktivet. Rapporteringen er præciseret og detaljeret beskrevet i standarder om bæredygtighed. Standarderne vil være obligatoriske at følge, hvis virksomheden vælger at udarbejde en bæredygtighedsrapport. Bæredygtighedsrapporten skal desuden gennemgås af en godkendt revisor, og der skal afgives en erklæring med begrænset sikkerhed. Bæredygtighedsrapporteringen skal indarbejdes i ledelsesberetningen i virksomhedens årsrapport.

En ESG-rapportering er ikke lovbunden. Virksomheden kan selv definere, hvilke oplysninger den ønsker at afgive og dermed målrette denne rapportering til sine interessenter. En ESG-rapport må ikke benævnes bæredygtighedsrapport og udarbejdes adskilt fra årsrapporten men er ofte ledsaget af en revisorerklæring.

På Erhvervsstyrelsens hjemmeside under Virksomhedsguiden finder du: ESG-nøgletal – Sådan kan du indsamle data og opgøre dine bæredygtige indsatser.

Tidens helt store tema er uden tvivl ESG og bæredygtighed. Langt de fleste af os er enige om, at vi skal bidrage til den grønne omstilling og være med til at gøre en forskel, men det kan være vanskeligt at omsætte budskabet og de gode intentioner til praktik i hverdagen – både for virksomheder og rådgivere.

Administrativ byrde eller forretningsmæssig nødvendighed

De fleste virksomheder vil i de kommende år skulle rapportere om ESG og bæredygtighed; enten fordi de selv underlægges de nye krav fra EU, eller fordi de er underleverandør til en virksomhed, som skal rapportere.

De store danske virksomheder bliver omfattet af EU’s regulering på området, og det vil kræve en fokuseret indsats. I første omgang skal de identificere de områder, som det er relevant for dem at stille skarpt på, og dernæst skal de indrette sig i forhold til registrering og rapportering af disse forhold.

Mindre og mellemstore virksomheder vil blive indirekte omfattet, da store virksomheder skal rapportere om ESG og bæredygtighed i hele værdikæden. Det vil sige, at store virksomheder vil efterspørge fakta indenfor ESG og bæredygtighed fra sine leverandører. Det vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Rapporteringskrav – CSRD og ESRS

Europa-Parlamentet godkendte i november 2022 ’Corporate Sustainability Reporting Directive’, også kaldet CSRD, som grundlag for den generelle rapportering om bæredygtighed. De specifikke rapporteringskrav udfyldes af standarder kaldet ’European Sustainability Reporting Standards’ (ESRS), som udsendes løbende. Foreløbig er der udsendt 12 forskellige standarder, der beskriver såvel generelle rapporteringskrav som mere emnespecifikke krav, og virksomhederne skal efterleve de krav, som er væsentlige for deres forretning.

Dobbelt væsentlighed

CSRD præciserer princippet om dobbelt væsentlighed. Det betyder, at vurderingen af væsentlighed skal ske ud fra dels den påvirkning, som virksomheden har eller potentielt kan få på omgivelser og interessenter (indefra og ud), og dels den økonomiske betydning, som forhold i omgivelser eller hos interessenter har eller må forventes at få for virksomheden (udefra og ind).

Værdikæde

Ved rapporteringen skal der redegøres for hele værdikæden for produkter og ydelser – fra udvinding af råmaterialer til den afsluttende bortskaffelse eller genanvendelse af produkter. Rapporteringen vil således også omfatte forhold hos kunder og leverandører, som derfor også vil blive inddraget i processen med at skaffe de nødvendige data til brug for rapporteringen.

Alene af denne årsag vil mange mindre og mellemstore virksomheder blive nødt til at forholde sig til ESG og bæredygtighed, når de store virksomheder sender dem spørgeskemaer o.l. som forudsætning for opretholdelse af et kundeforhold.

Arbejdet med rapporteringen vil for langt de fleste virksomheder synes temmelig byrdefuldt. Der kan heller ikke herske tvivl om, at det vil kræve mange ekstra ressourcer – ikke mindst indledningsvist – at indfri de forventninger, som myndigheder, kunder og andre interessenter har til virksomhederne.

Når virksomhederne begynder at arbejde med ESG og bæredygtighed, vil de dog erfare, at mange af de forhold, der skal arbejdes med, også kan være forretningskritiske forhold. Alle virksomheder – store som små – vil formentlig bestræbe sig på, at deres produkter overholder gældende lovgivning i forhold til indhold af kemikalier o.l., og at produktionen sker på acceptable vilkår. Det øgede fokus på processer, måling og rapportering af disse forhold må formodes at bidrage positivt til virksomheden.

Ligeledes vil de fleste virksomheder have fokus på, at deres produktion sker energieffektivt for at minimere omkostningerne.

For servicevirksomheder er fokus formentlig primært på de menneskelige ressourcer og måling af kritiske forhold i denne relation – fx sygefravær – men det er stadig forhold i denne sektor, som er afgørende for at kunne drive en lønsom virksomhed.

Arbejdet med ESG og bæredygtighed vil således ikke kun være en byrde, men vil ofte kunne bidrage positivt til udviklingen af forretningen, og i nogle tilfælde vil det være så forretningskritisk, at begrebet ’License to operate’ giver rigtig god mening.

Revisors rolle

Revisorer spiller en afgørende rolle indenfor ESG og bæredygtighed, primært gennem deres ekspertise i at sikre, at de rigtige data registreres behørigt og med god dokumentation. Dette er ikke meget ulig revisors stillingtagen til registrering af finansielle data i det almindelige bogholderi, der ligger til grund for udarbejdelse af regnskaber og afregning af skatter, moms og afgifter.

I nogle tilfælde er det nemt for revisor at forholde sig til virksomhedens ressourceforbrug og aftryk; virksomhedens energiforbrug kan aflæses af regninger fra el -og varmeselskaber, og disse data kan derefter omregnes til et klimaaftryk udtrykt i en mængde CO2.

Rapportering om klimabelastningen ved medarbejdernes pendling til arbejde kræver derimod helt nye registreringer, hvor transportform og kørte kilometer er de relevante faktorer.

Mange revisorer vil sandsynligvis blive inddraget i processen med at afgive erklæringer om virksomhedernes rapportering, og revisors kompetence i forhold til nøjagtig og pålidelig datahåndtering understreger værdien af bidraget til både den finansielle og bæredygtighedsmæssige integritet i virksomhedernes rapportering. Revisors rolle kan ses som et vigtigt bidrag til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed på ESG-området for den professionelle virksomhedsleder.

Vi ser ofte, at der er indgået en ejeraftale i kapitalselskaber med flere ejere af kapitalandelene.

Ejerne indgår typisk sådanne ejeraftaler for at varetage interne kerneinteresser og regulere det indbyrdes forhold ejerne imellem. Aftalernes bestemmelser skal modsat vedtægter ikke offentliggøres, og ved ændringer er de ikke i samme omfang underlagt indskrænkende regulering eller ”krav” om vurdering i lyset af Erhvervsstyrelsens praksis om at afvise vedtægtsklausuler uden fornøden ”vedtægtsrelevans”.

Ejeraftalernes bestemmelser vil oftest bære præg af ejernes interesse i at bevare ejerkredsens fortrolighed og undgå, at ejernes interesser skulle infiltreres og i værste fald tilsidesættes af udefrakommende. Sådanne bestemmelser kan dog i særlige tilfælde, fx som led i insolvensbehandling, blive anset for lige vel kreative og kan derfor næppe påberåbes over for kreditorer i den ene ejers konkursbo. Nærværende artikel behandler denne problemstilling.

Ejeraftalens virkning mellem selskabets ejere

Tidligere var ejeraftaler ikke reguleret i selskabslovgivningen, men det blev ændret i 2010 med indførelsen af selskabslovens § 82, som har følgende ordlyd:

”Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.”

Det følger af bestemmelsen, at selskabet ikke er bundet af ejeraftalen, men dette betyder imidlertid ikke, at ejeraftalen ikke er bindende mellem kapitalselskabets ejere.

Mellem kapitalejerne er en ejeraftale derfor en aftale som enhver anden, og aftalen skal overholdes i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige grundsætninger.

Retsstillingen kan illustreres med et eksempel:

Der er mellem ejerne A, B, C og D indgået en ejeraftale, hvorefter B, C og D skal stemme på A som bestyrelsesmedlem på den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen er det imidlertid kun D, der stemmer på A som bestyrelsesmedlem. B og C misligholder derfor aftalen.

Trods A’s protester herimod vil retsvirkningen i selskabet være, at A ikke vælges som bestyrelsesmedlem, idet dirigenten på selskabets generalforsamling ikke skal efterleve ejeraftalen, jf. selskabslovens § 82.

Ejeraftalen har dog stadig retsvirkning mellem aftalens parter. Som følge af B’s og C’s misligholdelse af ejeraftalen på generalforsamlingen, kan A derfor eksempelvis rette et erstatningskrav mod B og C, hvis han kan påvise, at han har lidt et tab.

I ejeraftaler vil man også kunne finde bestemmelser, der retter sig mod det tilfælde, at ejerens kapitalandele skal afhændes ved en ejers misligholdelse af ejeraftalen eller ved en ejers konkurs.

Dette kunne være en aftalt forkøbsret, hvorefter de øvrige ejere har førsteret til at købe en misligholdende ejers kapitalandele til fx 80 % af markedsværdien fastsat af selskabets revisor.

I ovennævnte eksempel vil B og C derfor eksempelvis skulle afhænde deres kapitalandele til 80 % af markedsværdien, da de har misligholdt ejeraftalen ved ikke at stemme på A som bestyrelsesformand på den ordinære generalforsamling.

Der gives på den måde de øvrige ejere en ”rabat” på den misligholdende ejers kapitalandele. Idet sådan en aftale umiddelbart alene berører de parter, der er anført i ejeraftalen, vil klausulen typisk kunne håndhæves.

Bestemmelsen giver fra ejerkredsens synspunkt i øvrigt god mening at indføre under ejeraftalens udformning, idet bestemmelsen er udtryk for ejernes ønske om 1) håndtering af en eventuel intern ejerkonflikt på et senere tidspunkt og 2) bevaring af ejerkredsens lukkethed i forhold til udefrakommende.

Ejeraftalens virkning i tilfælde af en ejers konkurs

En lignende bestemmelse om forkøbsrettigheder til en nærmere aftalt kurs vil som nævnt kunne være indføjet i ejeraftalen med regulering af det tilfælde, hvor en af selskabets ejere går konkurs.

Konkurs er universalforfølgning mod skyldner, og konkursboet efter ejeren anses som tredjemand i forhold til ejeraftalen, men boet vil være ejer af kapitalandelene i selskabet sammen med de andre ejere.

Spørgsmålet kan i en sådan situation blive, om boet er forpligtet til at respektere klausuler i en ejeraftale om, at de øvrige ejere kan købe boets kapitalandele til fx 80 % af markedsprisen.

Effekten heraf kan blive, at der som følge af boets lavere salgsprovenu bliver færre midler til fordeling blandt boets kreditorer.

Det er et almindeligt konkursretligt princip, at man ikke kan aftale en ringere retsstilling for boet eller med andre ord indføre en klausul i en aftale, der er konkursdiskriminerende.

En konkursdiskriminerende aftale kunne være en aftale mellem et selskab og en ejer om, at ejeren har ret til at købe aktiver af selskabets senere konkursbo til aftalt favørpris. Når en aftale udelukkende er stilet mod et senere konkurstilfælde, vil den almindeligvis ikke skulle accepteres af kurator i konkursboet, der således ville kunne sælge aktiverne til højest bydende tredjemand.

Derfor synes en tilsvarende klausul i en ejeraftale om de andre ejeres forkøbsret til kapitalandele til en særlig kurs som udgangspunkt heller ikke at kunne håndhæves over for en af ejernes konkursbo.

Konflikten vil sædvanligvis kunne løses i praksis. Ofte vil en klausul i en ejeraftale, der tillægger de andre kapitalejere ret til at købe kapitalandelene, formentlig blive accepteret af kurator. Dette skyldes, at kurator oftest vil stå i en situa­tion, hvor der ikke er andre køberemner til kapitalandelene end de oprindelige ejere. Af samme årsag vil der i disse tilfælde typisk findes en pragmatisk løsning på værdiansættelsen af kapitalandelene.

Har kurator imidlertid købere til anden side eller et stædigt ønske om salg til en bestemt pris, vil konkursboet dog næppe kunne anses for direkte bundet af ejeraftalens bestemmelser om forkøbsrettigheder og en særlig værdiansættelse i den forbindelse.

Hvis ejerne derfor vil være sikre på, at en sådan klausul skal overholdes, må den i stedet optages i vedtægterne, så den bliver kendt af og dermed bindende for omverdenen. Som anført indledningsvist giver optagelsen af klausulen i vedtægterne dog anledning til andre bekymringer, herunder bestemmelsens offentlighed og spørgsmålet om bestemmelsen har vedtægtsmæssig relevans.

Efter Erhvervsstyrelsens praksis accepteres der ikke vedtægter, der generelt henviser til ejeraftaler.

Erhvervsstyrelsen angiver dog selv i deres vejledning, at der accepteres visse bestemmelser fra en ejeraftale indskrevet i vedtægterne, fx bestemmelser om en forkøbsret.

Selskabslovens § 67 indeholder en regulering af forkøbsrettigheder.

Selskabslovens § 67, stk. 1, 1. pkt. har følgende ordlyd:

”Bestemmer vedtægterne, at der i tilfælde af overgang af kapitalandele skal tilkomme kapitalejere eller andre forkøbsret, skal vedtægterne indeholde nærmere regler herom, herunder om fristen for udøvelse af forkøbsretten.”

Overgang af kapitalandele omfatter også de tilfælde, hvor overgangen skyldes konkurs.

Det vil derfor være muligt for ejere at indføre en bestemmelse i vedtægterne om ejernes forkøbsret i tilfælde af en medejers konkurs. På den vis kan ejerne i større omfang sikre sig selv og selskabets videre drift imod en af ejernes eventuelle senere konkurs.

Vil ejere af et selskab derfor sikre sig fuldstændig kontrol med salg af selskabets kapitalandele i tilfælde af en af ejernes senere konkurs, kan de med fordel overveje at indføre netop bestemmelsen om forkøbsret i selskabets vedtægter.

Ejerne skal dog i samme forbindelse være opmærksomme på ulemperne herved, da bestemmelsen således vil være offentlig, sværere at ændre senere hen og underlagt Erhvervsstyrelsens vurdering.

I en verden hvor bæredygtighed og kunstig intelligens står højt på dagsordenen og er i konstant udvikling, står vi over for en ny æra af forretningspraksis. Derfor er der endnu en gang bevilget spalteplads til dem begge i denne udgave af Facit.

Derudover er der også fundet plads til artikler om den nye bogføringslov, konkursdiskrimination i ejeraftaler og revisors forskellige erklæringer på årsregnskabet afhængig af det aftalte arbejde.

Den stigende bevidsthed om klimaændringer og sociale spørgsmål gør, at der indføres skrappere krav til virksomhedernes rapportering og gennemsigtighed. ESG-rapportering vil efter de regler, der træder i kraft 1. januar 2024, også skulle forsynes med en revisorerklæring. Revisorerne har allerede i nogle år afgivet erklæringer på bæredygtighedsrapporter, men der har ikke været konkrete retningslinjer på området, og derfor er der afgivet flere forskellige typer af erklæringer med vidt forskellig grad af sikkerhed.

Der har også været forholdsvist ”frit slag” i forhold til valg af rapporteringsemner og målemetoder ved udarbejdelse af bæredygtighedsrapporter, og derfor har disse også været med varierende indhold. En del af rapporterne har da også handlet mere om markedsføring og ”blæredygtighed” end bæredygtighed, men denne ”Wild West”-tilstand stopper med indførelsen af de nye regler.

Det er i første omgang kun meget store virksomheder, der er omfattet af lovkravene til ESG-rapportering, og selv om det i løbet af de kommende år breder sig til de knap så store virksomheder, vil langt hovedparten af de danske virksomheder ikke blive omfattet. Ikke direkte i hvert fald.

De omfattede virksomheder skal imidlertid redegøre for hele værdikæden, og det betyder, at de får behov for data fra deres leverandører. På den måde vil også mindre virksomheder få behov for at kunne redegøre for i hvert fald nogle af elementerne i ESG-regelsættet.

I denne sammenhæng spiller AI-værktøjer en stadig vigtigere rolle. AI-værktøjer kan hjælpe med at analysere store mængder ESG-data, hvilket gør det nemmere for både virksomheder og revisorer at navigere i den komplekse information. Dog rejser dette også spørgsmål omkring databeskyttelse, etik og ansvarlighed.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil det være endnu en administrativ byrde for både store og små virksomheder, men hvis man tager ”ja-hatten” på, kan arbejdet med ESG-området føre noget godt med sig. Det vil give en øget indsigt i egne processer, som kan bruges til effektiviseringer og forbedringer af forretningsgange, mulighed for energioptimering og potentielt øget trivsel på arbejdspladsen.

Sammenfattende er virksomheder og deres revisorer i dag nødt til at navigere i et stadig mere komplekst og integreret forretningsmiljø, hvor teknologiske fremskridt, lovgivningsmæssige krav og etiske overvejelser er tæt forbundne. Det kræver en balancegang mellem at udnytte nye teknologier som AI og samtidig opretholde et etisk og ansvarligt forretningsgrundlag.

God fornøjelse med læsningen.

Rentens størrelse har betydning

Ingen kan betvivle, at i hvert tilfælde ældre menneskerryster vantro på hovedet en gang i mellem. Det har dealtid gjort, for ungdommen er jo helt på afveje, og dengang JEG var en lille dreng i korte bukser ...

Jo, siger drengen. Renten på et kreditforeningslån var oppe at snuse til 22 % i firserne (hvor de korte bukser godt nok for længst var overstået). På aftaleindlån kunne man for få år siden endog få en god renteindtægt.

I øjeblikket kan man så opleve, at man får udbetalt renter af sit lån, idet renten er negativ (ved hjælp af diverse bidrag er det dog ikke helt så rosenrødt).

Oven i det hele skal mange betale banken renter for at låne den sine penge, i hvert tilfælde hvis man har en del stående på bogen.

Vi tager den igen: Låner man penge i kreditforeningen, får man rente udbetalt. Sætter man penge i banken, skal man betale rente for det.

Hvordan er vi da kommet så tosset af sted? Kunne man forestille sig, at man på en eller anden måde byttede, så kreditforeningslånet blev et tilgodehavende og bankindeståendet et lån - bare for at prøve at fatte det?

Samfundets skyld? Tjah. Udlandet? Måske. Udbud og efterspørgsel? Næppe helt.

Denne artikel vil ikke prøve at forklare mikroøkonomiske eller makroøkonomiske teorier. Vi vil udelukkende se på de konsekvenser, man selv bør tænke over.


Privatøkonomien

Den lave rente på realkreditlån har betydet, at flere har fået råd til at købe fast ejendom eller at få omlagt de bestående lån til en billigere type, og derigennem har man fået flere penge mellem hænderne i det daglige.

Den lave rente har utvivlsomt også betydet en prisstigning på fast ejendom. Når der ydes kredit, ses der på ydelse og rådighedsbeløb for personen - og når man har råd til mere, stiger efterspørgslen – og så stiger priserne alt andet lige, må det antages.

Her er det så, det ene øjenbryn bør løftes. I gamle dage (der, hvor bukserne var kortere) herskede havregrødsteorien. Bare hold ud et par år, så har den kraftige inflation og lønudvikling gjort, at havregrøden igen kan erstattes af mere eksotiske spiser.

Inflation og lønudvikling er ikke længere nær så kraftig.Det betyder, at sætter man sig hårdt, sidder man hårdt længere - og man bliver på den måde mere sårbar økonomisk.

Vi har nu sneget os ind på pointen: Hvad nu, hvis kreditforeningsrenten stiger igen? Mange af de helt billige lån skal refinansieres årligt eller op til hvert femte år.

For nemheds skyld: Man skylder 1 million kr. i huset, og har man lånt millionen til den helt uhyrlige rente på 1 % (flexlån), er den årlige udgift til rente rundt regnet 10.000 kr. Vi taler ikke ydelse, thi oven i kommer bidrag samt afdrag (hvis sådanne betales).

Nu stiger renten til 10 %, og man skylder fortsat 1 million kroner. En hurtig hovedregning fortæller, at ens ydelsedermed er steget 90.000 kr. eller 7.500 kr. om måneden.

Kan privatøkonomien så holde til det? Hvis man nu ikke skylder 1, men 4 millioner i parcelhuset?

Indvendingerne står i kø: Så høj kan renten ikke blive!Aldrig! Den lille dreng stikker hovedet frem og siger:Sludder! Den kan blive, hvad det skal være! Tænk påmin relative ungdom, hvor den var knap 22 %!

Næste indvending: Så kan man konvertere sit lån. Ja,men til hvad? Uanset om man kan konvertere sig til en lavere restgæld, må det antages, at ydelsen bliver højere. Rentefælden er klappet.

Tredje indvending: Så må man realisere den kostbare ejendom. Fint, siden renten begyndte at stige, er huspriserne raslet ned, og der er flere sælgere end købere på markedet. Oven i det hele er man blevet "teknisk insolvent" - manskylder mere i huset, end det er værd.

Nu skal vi ikke male fanden på væggene (da slet ikke, hvis huset står foran et salg) - men man skal tænke sig om: Er der luft i privatøkonomien til, at renten eksempelvis stiger til bare 5 %? Den overvejelse bør man altid gøre sig. At låne en masse penge er ikke nødvendigvis svært, men man skal også kunne betale dem tilbage og forrente dem uden at skulle tilbage til havregrøden.

En overvejelse værd: Skal man låse renten fast i en længere årrække - nu, mens det er billigt?


Virksomhedsøkonomien

Det forekommer ret klart, at virksomheder alt andet lige har bedre muligheder ved lave rentesatser. Det er billigere at investere, og det kan skabe arbejdspladser i landet. Det er også individuelt, hvad det betyder for den enkelte virksomhed.

Det betyder ikke, at man som virksomhedsejer ikke skal passe på renteudgiften. Man skal desuden være opmærksom på, om ens gæld er med variabel eller fast rente.

Der er et helt særligt hjørne, der er spændende: Investeringsejendomme, herunder ejendomme med udlejning af beboelse.

I disse tilfælde opererer man typisk med en afkastprocent. Den aktuelle ejendom skal eksempelvis give et afkast på 5 % til dækning af investeringer, opsat vedligeholdelse og rente af den investerede kapital.

Derfor er der regler om, at man i regnskabet skal fortælle om følsomheden i afkastet og dermed ejendommens værdi i tilfælde af rentefald eller rentestigninger. Det er den eneste måde, man kan vurdere en ejendoms aktuelle værdi på.

Før seneste nedadgående justering af priser på ejendomme og værdipapirer for ca. 10 år siden så man nogle meget små krav til afkast. Man opererede i visse markeder og blandt visse entreprenante personer med afkastprocenter langt lavere end 5 %, der i et vist omfang er anerkendt som et fornuftigt udgangspunkt.

Resultat: Kollapsede ejendomsimperier, bobler, krakkede banker og en negativ stemning i samfundet. Penge blev futtet af i hurtigere tempo, end de kom ind(de kom nemlig aldrig ind) på det hurtige liv i storbyerne og på landevejene(og til dels også lidt uden for samme).

Derfor skal man altid kigge på afkastprocenten, når man skal vurdere værdien af en erhvervsejendom. Hvad betyder det for værdien, hvis renten stiger medeksempelvis 2 procentpoint - er tvangsauktionen under opmarch?

Hvad er det, der er i gang på markedet for investeringsejendomme lige nu?Er vi igen på vej mod uholdbart lave afkastprocenter?


Alt i alt

Der er god grund til at glæde sig over lave renter - men vi skal passe på bobler. Det kan vi som individer ikke gøre meget ved (ud over at vi gladeligt betaler, hvad ejendomsmægleren forlanger, for "det kan markedet bære"). Bobler har i mange år være konstateret på ejendomsmarkedet og aktiemarkedet - og vi skaber dem selv.

Det, vi kan gøre, er at gardere os; at tænke os om og lægge en god risikomargin ind. Hvad vil jeg tåle. Hvad kan jeg tåle? Der er ikke meget hjælp at hente, når først det går galt.

Samfundsøkonomien har vi ikke nævnt i denne artikel. Den har vi andre organer, der diskuterer og regulerer.

Hvis man – på trods af at være godt oppe i 60’erne – stadig har overskud og evner til at arbejde, er der sandsynligvis en relativt god præmie i vente.

Opsat folkepension

På det tidspunkt, hvor man når folkepensionsalderen, er der nemlig mulighed for at fortsætte på arbejdsmarkedet og udsætte folkepensionen. Udsættes folkepensionen, er man berettiget til en venteprocent. Jo længere tid man udskyder folkepensionen, desto mere optjenes der i venteprocent.
Betingelserne for at udskyde udbetalingen af folkepensionen og opnå ret til ventetillæg er, at man skal
  • have ret til folkepension
  • arbejde mindst 750 timer inden for et kalenderår(svarende til ca. 14 timer om ugen i gennemsnit)
  • kunne dokumentere, at man arbejder.
Udskydelsen af folkepensionen kan strække sig over en periode på maksimalt 10 år i alt og højst i to perioder (man kan vælge at gå på pension i en periode og så vende tilbage til at arbejde for at optjene højere folkepension).

Nye valgmuligheder

Siden 1. juli 2018 har det været muligt at vælge mellem tre måder at få udbetalt sit ventetillæg på for de perioder, hvor man har haft folkepensionen udskudt efter den 1. juli 2018:
  • Livsvarigt ventetillæg til folkepensionen
  • 10-årigt forhøjet ventetillæg til folkepensionen
  • Engangstillæg for det opsatte grundbeløb samt højere månedligt ventetillæg i 10 år til pensionstillægget.

Rådgivning

Inden man træffer beslutning om udskydelse af folkepensionen, skal der bl.a. tages hensyn til egne pensionsordninger, udbetalingsperioden, ægtefælles indkomstforhold og alder, det forventede privatforbrug samt den forventede levetid.
Det vil således være anbefalelsesværdigt at kontakte sin revisor for at få skabt et overblik over sine konkrete forhold og muligheder.

Navigation til indlæg