Tillad lederskribenten at fremsætte en lille teori: Det har vist sig, at der findes enkelte borgere i en ikke nærmere angivet udkant af landet, der har gennemskuet det nuværende skattesystems mange satser og beregningsmodeller. Det kan vores politikere naturligvis ikke have siddende på sig, så derfor er der nu indført en række nye satser med et utal af indfasningsperioder og særlige rettigheder for særlige grupper i særlige perioder. Så er den ged barberet!
Nu er der i hvert fald absolut ingen, der vil være i stand til at gennemskue deres årsopgørelse, og det er nok også det bedste. For med Skattestyrelsens succesrate med IT-systemer er det vel en reel risiko, at årsopgørelserne ikke i fuld udstrækning afspejler resultatet af de unødigt komplicerede regler på skatteområdet.
Var det mon ikke bedre at droppe millimeterretfærdigheden og i stedet indføre et system, alle – eller i hvert fald de fleste – forstår? Ville det i øvrigt ikke samtidig være mere retfærdigt, for hvem synes, det øger retfærdigheden at være deltager i et spil, hvor ingen kan gennemskue reglerne?
Retfærdigheden – som vel i denne sammenhæng i virkeligheden er et dæknavn for omfordeling af midlerne i samfundet – kunne så håndteres via måden samfundet anvender midlerne på. Det gør vi sådan set allerede i forvejen. Desværre er omfordelingsreglerne lige så komplicerede som opkrævningsreglerne, så der er heller ikke ret mange, der fatter, hvornår man er berettiget til en offentlig ydelse eller ej.
Flad og gennemskuelig skat, tak. Færre og forståelige regler for offentlige ydelser, tak. Meget mindre bureaukrati, mange tak!
Og skulle vi så ikke anvende al den frigivne tid på at passe bedre på børn, gamle, syge og alle vi andre, der bare prøver på at passe vores arbejde. Jeg vover den påstand, at den reelle velfærd kunne øges betragteligt, hvis vi brugte pengene på velfærd i stedet for bureaukrati, og mon ikke vi så alle kunne se igennem fingre med, at en enkelt borger eller to ikke blev behandlet på fuldstændig samme måde som alle andre. Faktisk taler vi rigtig meget om individuelt tilpassede løsninger, men vi prøver alligevel at presse disse løsninger ind i et endeløst virvar af love, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger, kontrolskemaer, tilsyn…
Nogle fristes måske til at tro, at denne lederskribent gerne vil have fortiden tilbage. Det er dog på ingen måde tilfældet, men lad os droppe ligningen udvikling
= indvikling og i stedet arbejde med en ny ligning: udvikling = forenkling.
Ovenstående kommer til at stå som de afsluttende ord i lederen i Facit, som magasinet har set ud i 30 år. Fremover vil informationer fra din revisor komme løbende og dermed være mere aktuelle. Meget mere herom senere.
God fornøjelse med den afsluttende læsning af Facit.
Den 2. maj 2024 blev lov om implementering af Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) vedtaget af Folketinget. CSRD erstatter de eksisterende regler om samfundsansvar, som er indarbejdet i årsregnskabslovens § 99a.
Selvom CSRD’s nye og væsentligt mere omfangsrige krav for nuværende kun gælder direkte for regnskabsklase C (stor) og børsnoterede virksomheder, vil mange SMV’ere blive indirekte påvirket af de nye regler. Det skyldes helt grundlæggende et nyt og stort værdikædefokus.
CSRD kræver, at de rapporteringspligtige virksomheder rapporterer på en række forhold relateret til værdikæden. Dette ændrer markant på det grundprincip, der historisk har hersket i årsregnskabsloven, om, at der rapporteres for virksomheden selv, og i tilfælde af en koncern konsolideres der for moderselskabet og datterselskaber.
En SMV, der indgår som aktør i en værdikæde, hvor en stor virksomhed skal rapportere efter CSRD, vil således potentielt skulle levere data og informationer til den rapporteringspligtige virksomhed til brug for denne virksomheds overholdelse af rapporteringsforpligtelser.
På denne måde kan SMV’en indirekte blive omfattet af CSRD, og selvom SMV’en ikke lovmæssigt pålægges nogen former for rapporteringspligt, kan konsekvensen af ikke at kunne levere disse data blive økonomiske tab i form af kundeafgang/manglende tilgang osv. SMV’ens rapportering af relevante forhold til store virksomheder i værdikæden bliver således et konkurrencemæssigt parameter.
I hvilken grad SMV’en omfattes indirekte, afhænger af en række forhold, herunder særligt kundesammensætningen, ligesom et behov for ekstern finansiering kan påvirke behovet for information krævet af långivere.
Som SMV bør man proaktivt overveje, om det konkurrencemæssigt kan betale sig at supportere større nuværende og potentielle kunder med nødvendige data og information i et let tilgængeligt og struktureret format. I den sammenhæng kan revisor spille en vigtig rolle, da det i forbindelse med udarbejdelsen af en ”rapporteringspakke” også skal overvejes, om der skal afgives en erklæring på informationerne og dermed reducere de enkelte brugeres behov for validering.
Om det for den enkelte SMV er relevant at udarbejde en rapporteringspakke til brug for andre værdikædeaktørers egne rapporteringsforpligtelser, og om denne rapporteringspakke skal gennemgås af revisor, bør vurderes i den konkrete situation. Vurderingen skal foretages med udgangspunkt i den faktiske og forventede efterspørgsel fra virksomhedens interessenter, ikke mindst kunder og bank.
ESG-arbejdet i SMV
Hvis en SMV ønsker at starte med at styrke sin position overfor interessenter, vil første skridt være at designe den rapportering, der skal udarbejdes. Et godt sted at begynde vil være at fokusere på de krav, der stilles i EFRAG’s frivillige ESRS-standard for SMV’er, den såkaldte VSME (voluntary sustainability reporting standard for non-listed SMEs). Den giver SMV-virksomheder en ramme for oplysninger, der med fordel kan indgå i en rapportering. Et af standardens hovedformål er at øge konsistensen og ensarte værdikæderapporteringer, så VSME-standarden vil være et naturligt sted at starte.
En virksomhed kan vælge at følge hele eller dele af standarden. Basismodulet indeholder 12 oplysningskrav, som de fleste vil kunne leve op til. Fokus er her særligt på klima (CO2-aftryk i scope 1, 2 og 3), personaleforhold og menneskerettigheder. For en dansk virksomhed vil den største udfordring typisk være opgørelsen af CO2-aftryk.
VSME-standarden er således et godt og overskueligt sted at starte, og den vil i de fleste tilfælde afdække de klassiske informationsbehov, der vil blive stillet fra interessenter, eksempelvis kunder og banker.
Såfremt det efterspørges, eller SMV’en kan se en forretningsmæssig mulighed i det, vil et naturligt næste skridt være at lade selskabets revisor gennemgå rapporteringen. På den måde sikres pålideligheden af den rapporterede information centralt på en omkostningseffektiv måde. Erklæringsvalget vil naturligt falde på en ISAE 3000-erklæring med begrænset sikkerhed.
For en række SMV’er vil udformningen af en relevant rapportering, der gør den nødvendige information tilgængelig i rette kvalitet til de CSRD rapporteringspligtige store virksomheder, kunne fremhæve den enkelte virksomhed fremfor konkurrenter. På den måde kan både indgåelsen af et kunde-/leverandørforhold lettes, samtidig med at det løbende samarbejde smidiggøres. Ligesom der laves en kreditvurdering ved leverandøroprettelse, vil forholdet omkring bæredygtighedsinformationers tilgængelighed blive en del af leverandøroprettelsesprocessen.
Revisor har en vigtig rolle i SMV’ers arbejde med bæredygtighedsrapportering. Både som betroet rådgiver i forhold til at hjælpe virksomheden på rette vej og senere ved at tilføre yderligere troværdighed til ESG-rapporteringen som erklæringsafgiver.
Udvalgte regler fra selskabsloven
Motiver for tilbagekøb af egne kapitalandele
Køb og salg med egne kapitalandele kan være en fordel for selskabet i en række forskellige situationer. Det kan blandt andet skyldes et ønske om at tilpasse selskabets kapitalstruktur, fx som et alternativ til en kapitalnedsættelse. Tilbagekøb kan også anvendes som led i aktieaflønning til medarbejderne i selskabet, idet tilbagekøb og salg af egne aktier ofte vil være mere smidigt i forbindelse med til- og fratræden af medarbejdere. Som et sidste eksempel kan nævnes et ønske fra en kapitalejer om at blive købt ud af selskabet, hvor selskabet, i mangel af andre købere til kapitalandelene, kan tilbyde at erhverve sig disse.
Selskabslovens regulering
Reglerne for et kapitalselskabs erhvervelse af egne kapitalandele fremgår af selskabslovens kapitel 12, som består af §§ 196-205.
Essensen af reglerne er følgende.
Erhvervelse, men ikke tegning
Et kapitalselskab kan kun erhverve egne kapitalandele, der i forvejen eksisterer, og kan altså ikke tegne egne kapitalandele i forbindelse med kapitalforhøjelser. Erhvervelse kan ske til både eje og pant.
Desuden kan selskabet alene erhverve kapitalandele, der er fuldt indbetalt, idet selskabet i modsat fald ville have et krav mod sig selv på indbetaling af selskabskapitalen. Konsekvensen heraf ville være, at kapitalandelene reelt ikke blev indbetalt.
Det er muligt at erhverve egne kapitalandele uden vederlag, fx ved gave.
Denne artikels fokus vil dog være erhvervelse mod vederlag.
Erhvervelse af egne kapitalandele mod vederlag
Hvis et kapitalselskab erhverver egne kapitalandele mod vederlag, må selskabet alene anvende midler, der ville kunne anvendes til udlodning af ordinært udbytte. Dette indebærer, at der alene kan anvendes de frie reserver, som fremgår af selskabets seneste årsrapport, selvom selskabet efterfølgende måtte have optjent overskud eller i øvrigt fået frigjort reserver.
Det fremgår ikke entydigt af selskabsloven, om der efter erhvervelsen tillige skal være dækning for selskabskapitalen og selskabets øvrige bundne reserver, som det gælder for udlodning af ordinært udbytte. Erhvervsstyrelsen er af den opfattelse, at dette er tilfældet, idet der ifølge Erhvervsstyrelsen ikke må være forskel på udlodning af ordinært udbytte og erhvervelse af egne kapitalandele på dette område.
Henvisningen til bestemmelsen om udbytte medfører også, at der ikke kan erhverves egne kapitalandele før aflæggelsen af selskabets første årsrapport.
Betydningen af selskabskapitalens størrelse
Et kapitalselskabs besiddelse af egne kapitalandele skal fradrages ved vurderingen af, om selskabslovens krav til selskabskapitalens størrelse er opfyldt. Reglen indebærer, at der ikke kan erhverves egne kapitalandele, såfremt selskabskapitalen efter fradrag af selskabets egne kapitalandele ikke overstiger minimumskravene (40.000 kr. i anpartsselskaber og 400.000 kr. i aktieselskaber).
Bemyndigelse fra generalforsamlingen
For at kunne erhverve egne kapitalandele mod vederlag er det som udgangspunkt et krav, at bestyrelsen (eller direktionen, hvor selskabet enten ikke har en bestyrelse eller har et tilsynsråd) har fået udstedt en bemyndigelse af generalforsamlingen. Denne bemyndigelse skal være tidsbegrænset til maksimalt 5 år. Bemyndigelsen skal indeholde oplysninger om den største værdi, kapitalandele må have, og det mindste og højeste beløb, som selskabet må betale for kapitalandelene. Bemyndigelsen skal – modsat visse andre bemyndigelser – ikke optages i selskabets vedtægter.
Det er dog muligt for bestyrelsen at træffe beslutning om erhvervelsen uden generalforsamlingens forudgående bemyndigelse, hvis det er nødvendigt for at undgå betydelig og truende skade for selskabet. Der gælder i en sådan situation en underretningspligt for bestyrelsen over for generalforsamlingen. Denne underretning skal ske på den førstkommende generalforsamling.
Anvendelse af egne kapitalandele som instrument til gennemførelse af andre dispositioner
Efter selskabsloven er det muligt at anvende egne kapitalandele til at gennemføre andre selskabsretlige dispositioner.
Fælles for alle disse dispositioner er, at det kan ske uden iagttagelse af kravene i selskabslovens §§ 196-198. De enkelte dispositioner vil kort blive gennemgået nedenfor.
For det første kan selskabet tilbagekøbe egne kapitalandele som led i en samlet transaktion, hvor der først sker tilbagekøb og derefter en kapitalnedsættelse. I så fald skal selskabet alene overholde reglerne om kapitalnedsættelser.
For det andet kan selskabet erhverve egne kapitalandele som led i en overgang af formuegoder ved fusion, spaltning og anden universalsuccession.
For det tredje kan selskabet erhverve egne kapitalandele til opfyldelse af en lovbestemt indløsningspligt, som påhviler selskabet. Selskabsloven indeholder kun én bestemmelse, hvor det er selskabet, der har pligt til at indløse en kapitalejer. Dette er tilfældet, hvor kapitalejere har modsat sig visse særligt byrdefulde beslutninger i henhold til selskabslovens § 107, stk. 2.
Endeligt og for det fjerde kan egne kapitalandele erhverves ved køb af fuldt indbetalte kapitalandele på tvangsauktion til fyldestgørelse af en fordring, der tilkommer selskabet. Dette er dog ikke muligt efter undtagelsesreglen, hvis andre bud på tvangsauktionen medfører, at selskabets fordring vil blive fyldestgjort.
Selskabets rettigheder til dets egne kapitalandele
Selskabets erhvervelse giver anledning til at overveje særligt 2 forhold omkring kapitalandelene.
For det første kan selskabet ikke udøve forvaltningsmæssige beføjelser på egne kapitalandele. Det betyder, at selskabet ikke har stemmeret på kapitalandelene, og at kapitalandelene ikke medregnes ved opgørelse af stemme- og ejerandele, fx i forbindelse med vedtægtsændringer. Dette gælder, hvad enten der er tale om erhvervelse eller sikkerhedsstillelse.
For det andet bevarer selskabet de økonomiske beføjelser tilhørende kapitalandelene. Selskabet vil således modtage udbytte på lige fod med de øvrige aktionærer, ligesom selskabet som udgangspunkt kan modtage fondsaktier.
Afhændelse af egne kapitalandele
Der er forskel på reglerne for afhændelse af egne kapitalandele afhængigt af, om de er erhvervet i overensstemmelse med selskabslovens regler eller ej.
Hvis kapitalandelene er erhvervet i overensstemmelse med selskabslovens regler, skal kapitalandelene afhændes, så snart det kan ske uden skade for selskabet. Afhændelsen skal dog senest ske 3 år efter erhvervelsen, medmindre værdien af selskabets og dets datterselskabers samlede beholdning af kapitalandele i selskabet ikke overstiger selskabets frie reserver.
Hvis bestyrelsen beslutter at afhænde egne kapitalandele til selskabets kapitalejere under markedskurs, skal alle de kapitalejere, der eventuelt ikke måtte få tilbudt kapitalandelene, give samtykke til afhændelsen. I modsat fald vil det stride mod den selskabsretlige lighedsgrundsætning.
Hvis kapitalandele modsat ikke er erhvervet i overensstemmelse med selskabslovens regler, skal de afhændes snarest muligt. Her gælder en absolut afhændelsesfrist på 6 måneder. Det samme gælder ved pantsætning i strid med reglerne, idet pantsætningen skal bringes til ophør inden for 6-månedersfristen.
Fælles for begge tilfælde gælder, at hvis kapitalandelene ikke afhændes rettidigt, skal bestyrelsen foranledige en kapitalnedsættelse med disse kapitalandele.
Kapitalnedsættelsen skal ske efter selskabslovens kapitel 11, herunder de gældende procedurekrav for nedsættelse af selskabskapitalen.
For mere end to årtier siden sluttede en æra i DR. Den navnkundige Hanne Reintoft, som nogle Facit-læserne formentlig har i klar erindring alene på den blide stemme, havde igennem næsten 30 år været redaktør på DR’s sociale brevkasse ”Hvad er min ret, og hvad er min pligt”. Med lige dele forståelse og empati gelejdede hun radioens lyttere gennem sociallovgivningens kringlede jura.
Det er særdeles velkendt, at de beslutninger, der træffes i Folketinget, ofte leder til flere paragraffer i lovgivningen og ikke altid skaber et bedre overblik over ret og pligt. Fra min kontorstol kan jeg sidde og se på førsteudgaven af den kommenterede årsregnskabslov. 68 paragraffer kunne gøre det inklusive bestemmelsen om, at loven ikke var gældende for Færøerne og Grønland. I 2024-udgaven omfatter loven 170 paragraffer plus bilag.
Nogle gange kunne der godt være behov for en Hanne Reintoft-type til at ”oversætte” de mange og indviklede regelsæt, vi alle er omgivet af. Det kunne fx være opløftende, hvis den gennemsnitlige dansker selv var i stand til at gennemskue konsekvenserne af årsopgørelsen – altså at beregne skattetilsvaret ud fra den udfyldte årsopgørelse. Tilsvarende ville det være dejligt, hvis den såkaldte ”parcelhusregel” var knap så vanskelig at forstå og anvende, som det rent faktisk er tilfældet i visse situationer.
Man kan hævde, at det burde være en rettighed at besidde den nødvendige viden til at kunne håndtere ”hverdagsjura”, men det kniber gevaldigt med at kunne imødekomme en sådan rettighed. Måske kan nogle af artiklerne i denne udgave af Facit skubbe lidt i den rigtige retning. Du kan bl.a. læse om årsopgørelsen og om den nyeste praksis vedrørende ”parcelhusreglen”.
De fleste mennesker har det særdeles fint med at være underlagt visse pligter, og vi har valgt at slå ned på en blandet buket af nye krav, som vil ramme eller allerede har ramt virksomheder i Danmark. Arbejdstidsregistrering er en af de kommende pligter, som betyder, at arbejdsgivere fra 1. juli 2024 skal etablere et registreringssystem, således at den enkelte lønmodtager kan registrere sin arbejdstid. En anden pligt vedrører etablering af digitale bogføringssystemer, som i løbet af de næste par år vil ramme alle virksomheder bortset fra de helt små målt på nettoomsætningen.
Revisorpligt er allerede en realitet for virksomheder i såkaldte risikobrancher. Visse pengeinstitutter kom faktisk lovgiverne i forkøbet på dette område ved for flere år tilbage at indføre et krav om revisorpligt for bankens erhvervskunder. Med revisorpligten har Folketinget besluttet, at godkendte revisorer skal medvirke til at styrke efterlevelsen af en række regler og reducere antallet af fejl i indberettede årsrapporter, bogføringsrutiner og skatte- og momsangivelser. Vi uddyber i en af artiklerne i Facit, hvorledes denne pligt rammer virksomhederne.
Om din revisor vil være i stand til at levere samme forståelse og empati som den, der blev leveret gennem den føromtalte radiobrevkasse, kan vi ikke garantere, men du kan godt regne med, at rådgivning om og efterlevelse af de mange og komplicerede regler er revisorens spidskompetence.
God fornøjelse med læsningen.
Folketinget har vedtaget lovforslaget om de længe ventede regler om registrering af arbejdstid. Der har i den gældende danske lovgivning ikke været et generelt krav om registrering af lønmodtageres daglige arbejdstid, men på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-55/18, CCOO, har Folketinget fundet det nødvendigt at indføre et sådan krav. Loven træder i kraft 1. juli 2024.
Hvem skal registrere arbejdstid?
Med lovændringen indføres et krav om, at alle lønmodtagere som udgangspunkt skal registrere deres arbejdstid. Det vil sige, at loven også finder anvendelse for ledere og alle selskaber uafhængig af selskabsform og størrelsen på medarbejderstaben.
Kan lønmodtagere undtages fra reglerne?
En række lønmodtagere kan undtages for reglerne. Det er såkaldte selvplanlæggere.
Hvis selvplanlæggeren kan undtages fra kravet om ugentlig arbejdstid, dvs. er undtaget fra de arbejdsmiljøretlige regler om daglig og ugentlig hviletid, vil selvplanlæggeren også være undtaget fra kravet om tidsregistrering.
En lønmodtager er selvplanlægger, hvis:
(a) lønmodtageren som følge af særlige træk ved arbejdet ikke kan måle eller fastsætte arbejdstiden på forhånd.
(b) lønmodtageren selv kan fastsætte arbejdstiden, hvor der er tale om lønmodtagere, der kan træffe selvstændige beslutninger, eller som har ledelsesmæssige funktioner.
Hvorvidt en lønmodtager kan undtages for reglerne om maksimal arbejdstid og kravet om registrering af arbejdstid, er en konkret vurdering.
Hvis en lønmodtager kan anses for at være selvplanlægger og kan undtages fra de arbejdsmiljøretlige regler om daglig og ugentlig hviletid, skal det fremgå af lønmodtagerens ansættelseskontrakt eller tillæg hertil, at reglerne ikke finder anvendelse. Fravær af en sådan bestemmelse vil medføre, at lønmodtageren anses som omfattet af reglerne.
Bestemmelsen om, at det skal fremgå af lønmodtagerens ansættelseskontrakt eller tillæg, at vedkommende er undtaget fra reglerne om ugentlig arbejdstid og tidsregistrering, giver anledning til overvejelser hos arbejdsgiverne i forhold til, hvorvidt status som selvplanlægger er en væsentlig vilkårsændring af de pågældende lønmodtageres ansættelsesforhold.
Arbejdstidsregistreringssystemet
Loven indebærer, at arbejdsgivere skal indføre et arbejdstidsregistreringssystem, så den enkelte lønmodtager kan måle sin daglige arbejdstid. Der er ingen krav om, hvordan dette system skal udformes, men systemet skal være ”objektivt, pålideligt og tilgængeligt”, og lønmodtagere skal kunne tilgå deres egne oplysninger.
Der er således en høj grad af metodefrihed hos arbejdsgiverne, og registreringssystemet kan fx være et IT-system, der kan tilgås via en computer/laptop, men det kan også være en app, der kan tilgås via en smartphone. Arbejdsgiverne kan også overveje andre modeller, men arbejdsgiverne skal være opmærksomme på at overholde databeskyttelsesreglerne.
Lønmodtagernes oplysninger skal som udgangspunkt opbevares i 5 år efter udløbet af den periode, som udgør grundlaget for beregningen af den enkelte lønmodtagers gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, dvs. op til 5 år og 4 måneder.
Hvad er arbejdstid?
Arbejdstid defineres i overensstemmelse med EU-retten. Arbejdstid defineres i henhold til arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven, § 2, stk. 3 som ”det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver.”, såfremt kollektiv overenskomst ikke regulerer dette. Arbejdstid vil derfor være den tid, hvor en lønmodtager er på arbejde, til rådighed og udfører sine opgaver. Det vil være en helhedsvurdering, hvorvidt en aktivitet er arbejdstid.
Registrering af arbejdstiden giver anledning til overvejelser hos arbejdsgiverne, herunder hvorvidt rådighedsvagter udgør arbejdstid, hvornår og hvor ofte der skal tidsregistreres sammenholdt med det arbejdstidssystem, arbejdsgiver vælger, hvem der skal føre tilsyn med arbejdstidsregistreringen osv.
Anbefalinger/kom hurtigt i gang
Loven træder i kraft 1. juli 2024, og det vil formentlig tage et par måneder at få installeret software, implementeret tidsregistreringssystemet og få medarbejdere ”med ombord”. Arbejdsgiverne bør derfor gå i gang med implementeringen mv. i så god tid som muligt inden 1. juli 2024 for at være ”compliant”.
I den forbindelse bør arbejdsgiverne fx:
- overveje, hvordan tidsregistreringen skal udføres fx via IT-system eller app.
- tage dialogen med medarbejderne og måske også deres repræsentanter om, hvordan dette skal fungere i praksis.
- se på, om der er medarbejdere/ledere, der skal undtages fra kravet om registrering af arbejdstid, samt om der skal udarbejdes tillæg til ansættelseskontrakter.
- tjekke, om formuleringen af ansættelsesaftaler og politikker rammer lovens krav.
- overveje, om der også i denne sammenhæng er styr på GDPR.
Fra 1. januar 2024 er børsnoterede virksomheder blevet omfattet af lovkravet om bæredygtighedsrapportering i årsrapporten. Baggrunden er, at CSRD-direktivet (Corporate Sustainability Reporting Directive), der stiller krav til deres bæredygtighedsrapportering, trådte i kraft 1. januar 2024. Fra 1. januar 2025 bliver store virksomheder i regnskabsklasse C-stor omfattet.
Andre virksomheder, der ikke er omfattet af lovkravet, kan imidlertid blive afkrævet data, som indgår i en bæredygtighedsrapportering. Baggrunden er, at CSRD-direktivet, som Erhvervsstyrelsen er i gang med at indarbejde i årsregnskabsloven, kræver, at bæredygtighedsrapporteringen skal omfatte data fra hele værdikæden, og dermed bliver de af loven omfattede virksomheders leverandører indirekte omfattet.
De rapporterende virksomheder vil derfor helt naturligt efterspørge data fra sociale, miljø- og ledelsesmæssige forhold. Ofte samles disse specifikke data i en ESG-rapport, ESG-nøgletalsoversigt eller lignende, hvor ESG står for Environment, Social og Governance.
Ud over krav fra kunder anses det for overvejende sandsynligt, at pengeinstitutter, investorer og andre interessenter i fremtiden også vil efterlyse ESG-data til brug for vurdering af virksomhedens ageren indenfor ESG.
Det er vigtigt at holde sig for øje, om rapporteringen sker som en bæredygtighedsrapportering eller som en ESG-rapportering.
Bæredygtighedsrapporteringen er rapportering, som er krævet i CSRD-direktivet. Rapporteringen er præciseret og detaljeret beskrevet i standarder om bæredygtighed. Standarderne vil være obligatoriske at følge, hvis virksomheden vælger at udarbejde en bæredygtighedsrapport. Bæredygtighedsrapporten skal desuden gennemgås af en godkendt revisor, og der skal afgives en erklæring med begrænset sikkerhed. Bæredygtighedsrapporteringen skal indarbejdes i ledelsesberetningen i virksomhedens årsrapport.
En ESG-rapportering er ikke lovbunden. Virksomheden kan selv definere, hvilke oplysninger den ønsker at afgive og dermed målrette denne rapportering til sine interessenter. En ESG-rapport må ikke benævnes bæredygtighedsrapport og udarbejdes adskilt fra årsrapporten men er ofte ledsaget af en revisorerklæring.
På Erhvervsstyrelsens hjemmeside under Virksomhedsguiden finder du: ESG-nøgletal – Sådan kan du indsamle data og opgøre dine bæredygtige indsatser.
Tidens helt store tema er uden tvivl ESG og bæredygtighed. Langt de fleste af os er enige om, at vi skal bidrage til den grønne omstilling og være med til at gøre en forskel, men det kan være vanskeligt at omsætte budskabet og de gode intentioner til praktik i hverdagen – både for virksomheder og rådgivere.
Administrativ byrde eller forretningsmæssig nødvendighed
De fleste virksomheder vil i de kommende år skulle rapportere om ESG og bæredygtighed; enten fordi de selv underlægges de nye krav fra EU, eller fordi de er underleverandør til en virksomhed, som skal rapportere.
De store danske virksomheder bliver omfattet af EU’s regulering på området, og det vil kræve en fokuseret indsats. I første omgang skal de identificere de områder, som det er relevant for dem at stille skarpt på, og dernæst skal de indrette sig i forhold til registrering og rapportering af disse forhold.
Mindre og mellemstore virksomheder vil blive indirekte omfattet, da store virksomheder skal rapportere om ESG og bæredygtighed i hele værdikæden. Det vil sige, at store virksomheder vil efterspørge fakta indenfor ESG og bæredygtighed fra sine leverandører. Det vender vi tilbage til senere i denne artikel.
Rapporteringskrav – CSRD og ESRS
Europa-Parlamentet godkendte i november 2022 ’Corporate Sustainability Reporting Directive’, også kaldet CSRD, som grundlag for den generelle rapportering om bæredygtighed. De specifikke rapporteringskrav udfyldes af standarder kaldet ’European Sustainability Reporting Standards’ (ESRS), som udsendes løbende. Foreløbig er der udsendt 12 forskellige standarder, der beskriver såvel generelle rapporteringskrav som mere emnespecifikke krav, og virksomhederne skal efterleve de krav, som er væsentlige for deres forretning.
Dobbelt væsentlighed
CSRD præciserer princippet om dobbelt væsentlighed. Det betyder, at vurderingen af væsentlighed skal ske ud fra dels den påvirkning, som virksomheden har eller potentielt kan få på omgivelser og interessenter (indefra og ud), og dels den økonomiske betydning, som forhold i omgivelser eller hos interessenter har eller må forventes at få for virksomheden (udefra og ind).
Værdikæde
Ved rapporteringen skal der redegøres for hele værdikæden for produkter og ydelser – fra udvinding af råmaterialer til den afsluttende bortskaffelse eller genanvendelse af produkter. Rapporteringen vil således også omfatte forhold hos kunder og leverandører, som derfor også vil blive inddraget i processen med at skaffe de nødvendige data til brug for rapporteringen.
Alene af denne årsag vil mange mindre og mellemstore virksomheder blive nødt til at forholde sig til ESG og bæredygtighed, når de store virksomheder sender dem spørgeskemaer o.l. som forudsætning for opretholdelse af et kundeforhold.
Arbejdet med rapporteringen vil for langt de fleste virksomheder synes temmelig byrdefuldt. Der kan heller ikke herske tvivl om, at det vil kræve mange ekstra ressourcer – ikke mindst indledningsvist – at indfri de forventninger, som myndigheder, kunder og andre interessenter har til virksomhederne.
Når virksomhederne begynder at arbejde med ESG og bæredygtighed, vil de dog erfare, at mange af de forhold, der skal arbejdes med, også kan være forretningskritiske forhold. Alle virksomheder – store som små – vil formentlig bestræbe sig på, at deres produkter overholder gældende lovgivning i forhold til indhold af kemikalier o.l., og at produktionen sker på acceptable vilkår. Det øgede fokus på processer, måling og rapportering af disse forhold må formodes at bidrage positivt til virksomheden.
Ligeledes vil de fleste virksomheder have fokus på, at deres produktion sker energieffektivt for at minimere omkostningerne.
For servicevirksomheder er fokus formentlig primært på de menneskelige ressourcer og måling af kritiske forhold i denne relation – fx sygefravær – men det er stadig forhold i denne sektor, som er afgørende for at kunne drive en lønsom virksomhed.
Arbejdet med ESG og bæredygtighed vil således ikke kun være en byrde, men vil ofte kunne bidrage positivt til udviklingen af forretningen, og i nogle tilfælde vil det være så forretningskritisk, at begrebet ’License to operate’ giver rigtig god mening.
Revisors rolle
Revisorer spiller en afgørende rolle indenfor ESG og bæredygtighed, primært gennem deres ekspertise i at sikre, at de rigtige data registreres behørigt og med god dokumentation. Dette er ikke meget ulig revisors stillingtagen til registrering af finansielle data i det almindelige bogholderi, der ligger til grund for udarbejdelse af regnskaber og afregning af skatter, moms og afgifter.
I nogle tilfælde er det nemt for revisor at forholde sig til virksomhedens ressourceforbrug og aftryk; virksomhedens energiforbrug kan aflæses af regninger fra el -og varmeselskaber, og disse data kan derefter omregnes til et klimaaftryk udtrykt i en mængde CO2.
Rapportering om klimabelastningen ved medarbejdernes pendling til arbejde kræver derimod helt nye registreringer, hvor transportform og kørte kilometer er de relevante faktorer.
Mange revisorer vil sandsynligvis blive inddraget i processen med at afgive erklæringer om virksomhedernes rapportering, og revisors kompetence i forhold til nøjagtig og pålidelig datahåndtering understreger værdien af bidraget til både den finansielle og bæredygtighedsmæssige integritet i virksomhedernes rapportering. Revisors rolle kan ses som et vigtigt bidrag til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed på ESG-området for den professionelle virksomhedsleder.
Vi ser ofte, at der er indgået en ejeraftale i kapitalselskaber med flere ejere af kapitalandelene.
Ejerne indgår typisk sådanne ejeraftaler for at varetage interne kerneinteresser og regulere det indbyrdes forhold ejerne imellem. Aftalernes bestemmelser skal modsat vedtægter ikke offentliggøres, og ved ændringer er de ikke i samme omfang underlagt indskrænkende regulering eller ”krav” om vurdering i lyset af Erhvervsstyrelsens praksis om at afvise vedtægtsklausuler uden fornøden ”vedtægtsrelevans”.
Ejeraftalernes bestemmelser vil oftest bære præg af ejernes interesse i at bevare ejerkredsens fortrolighed og undgå, at ejernes interesser skulle infiltreres og i værste fald tilsidesættes af udefrakommende. Sådanne bestemmelser kan dog i særlige tilfælde, fx som led i insolvensbehandling, blive anset for lige vel kreative og kan derfor næppe påberåbes over for kreditorer i den ene ejers konkursbo. Nærværende artikel behandler denne problemstilling.
Ejeraftalens virkning mellem selskabets ejere
Tidligere var ejeraftaler ikke reguleret i selskabslovgivningen, men det blev ændret i 2010 med indførelsen af selskabslovens § 82, som har følgende ordlyd:
”Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.”
Det følger af bestemmelsen, at selskabet ikke er bundet af ejeraftalen, men dette betyder imidlertid ikke, at ejeraftalen ikke er bindende mellem kapitalselskabets ejere.
Mellem kapitalejerne er en ejeraftale derfor en aftale som enhver anden, og aftalen skal overholdes i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige grundsætninger.
Retsstillingen kan illustreres med et eksempel:
Der er mellem ejerne A, B, C og D indgået en ejeraftale, hvorefter B, C og D skal stemme på A som bestyrelsesmedlem på den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen er det imidlertid kun D, der stemmer på A som bestyrelsesmedlem. B og C misligholder derfor aftalen.
Trods A’s protester herimod vil retsvirkningen i selskabet være, at A ikke vælges som bestyrelsesmedlem, idet dirigenten på selskabets generalforsamling ikke skal efterleve ejeraftalen, jf. selskabslovens § 82.
Ejeraftalen har dog stadig retsvirkning mellem aftalens parter. Som følge af B’s og C’s misligholdelse af ejeraftalen på generalforsamlingen, kan A derfor eksempelvis rette et erstatningskrav mod B og C, hvis han kan påvise, at han har lidt et tab.
I ejeraftaler vil man også kunne finde bestemmelser, der retter sig mod det tilfælde, at ejerens kapitalandele skal afhændes ved en ejers misligholdelse af ejeraftalen eller ved en ejers konkurs.
Dette kunne være en aftalt forkøbsret, hvorefter de øvrige ejere har førsteret til at købe en misligholdende ejers kapitalandele til fx 80 % af markedsværdien fastsat af selskabets revisor.
I ovennævnte eksempel vil B og C derfor eksempelvis skulle afhænde deres kapitalandele til 80 % af markedsværdien, da de har misligholdt ejeraftalen ved ikke at stemme på A som bestyrelsesformand på den ordinære generalforsamling.
Der gives på den måde de øvrige ejere en ”rabat” på den misligholdende ejers kapitalandele. Idet sådan en aftale umiddelbart alene berører de parter, der er anført i ejeraftalen, vil klausulen typisk kunne håndhæves.
Bestemmelsen giver fra ejerkredsens synspunkt i øvrigt god mening at indføre under ejeraftalens udformning, idet bestemmelsen er udtryk for ejernes ønske om 1) håndtering af en eventuel intern ejerkonflikt på et senere tidspunkt og 2) bevaring af ejerkredsens lukkethed i forhold til udefrakommende.
Ejeraftalens virkning i tilfælde af en ejers konkurs
En lignende bestemmelse om forkøbsrettigheder til en nærmere aftalt kurs vil som nævnt kunne være indføjet i ejeraftalen med regulering af det tilfælde, hvor en af selskabets ejere går konkurs.
Konkurs er universalforfølgning mod skyldner, og konkursboet efter ejeren anses som tredjemand i forhold til ejeraftalen, men boet vil være ejer af kapitalandelene i selskabet sammen med de andre ejere.
Spørgsmålet kan i en sådan situation blive, om boet er forpligtet til at respektere klausuler i en ejeraftale om, at de øvrige ejere kan købe boets kapitalandele til fx 80 % af markedsprisen.
Effekten heraf kan blive, at der som følge af boets lavere salgsprovenu bliver færre midler til fordeling blandt boets kreditorer.
Det er et almindeligt konkursretligt princip, at man ikke kan aftale en ringere retsstilling for boet eller med andre ord indføre en klausul i en aftale, der er konkursdiskriminerende.
En konkursdiskriminerende aftale kunne være en aftale mellem et selskab og en ejer om, at ejeren har ret til at købe aktiver af selskabets senere konkursbo til aftalt favørpris. Når en aftale udelukkende er stilet mod et senere konkurstilfælde, vil den almindeligvis ikke skulle accepteres af kurator i konkursboet, der således ville kunne sælge aktiverne til højest bydende tredjemand.
Derfor synes en tilsvarende klausul i en ejeraftale om de andre ejeres forkøbsret til kapitalandele til en særlig kurs som udgangspunkt heller ikke at kunne håndhæves over for en af ejernes konkursbo.
Konflikten vil sædvanligvis kunne løses i praksis. Ofte vil en klausul i en ejeraftale, der tillægger de andre kapitalejere ret til at købe kapitalandelene, formentlig blive accepteret af kurator. Dette skyldes, at kurator oftest vil stå i en situation, hvor der ikke er andre køberemner til kapitalandelene end de oprindelige ejere. Af samme årsag vil der i disse tilfælde typisk findes en pragmatisk løsning på værdiansættelsen af kapitalandelene.
Har kurator imidlertid købere til anden side eller et stædigt ønske om salg til en bestemt pris, vil konkursboet dog næppe kunne anses for direkte bundet af ejeraftalens bestemmelser om forkøbsrettigheder og en særlig værdiansættelse i den forbindelse.
Hvis ejerne derfor vil være sikre på, at en sådan klausul skal overholdes, må den i stedet optages i vedtægterne, så den bliver kendt af og dermed bindende for omverdenen. Som anført indledningsvist giver optagelsen af klausulen i vedtægterne dog anledning til andre bekymringer, herunder bestemmelsens offentlighed og spørgsmålet om bestemmelsen har vedtægtsmæssig relevans.
Efter Erhvervsstyrelsens praksis accepteres der ikke vedtægter, der generelt henviser til ejeraftaler.
Erhvervsstyrelsen angiver dog selv i deres vejledning, at der accepteres visse bestemmelser fra en ejeraftale indskrevet i vedtægterne, fx bestemmelser om en forkøbsret.
Selskabslovens § 67 indeholder en regulering af forkøbsrettigheder.
Selskabslovens § 67, stk. 1, 1. pkt. har følgende ordlyd:
”Bestemmer vedtægterne, at der i tilfælde af overgang af kapitalandele skal tilkomme kapitalejere eller andre forkøbsret, skal vedtægterne indeholde nærmere regler herom, herunder om fristen for udøvelse af forkøbsretten.”
Overgang af kapitalandele omfatter også de tilfælde, hvor overgangen skyldes konkurs.
Det vil derfor være muligt for ejere at indføre en bestemmelse i vedtægterne om ejernes forkøbsret i tilfælde af en medejers konkurs. På den vis kan ejerne i større omfang sikre sig selv og selskabets videre drift imod en af ejernes eventuelle senere konkurs.
Vil ejere af et selskab derfor sikre sig fuldstændig kontrol med salg af selskabets kapitalandele i tilfælde af en af ejernes senere konkurs, kan de med fordel overveje at indføre netop bestemmelsen om forkøbsret i selskabets vedtægter.
Ejerne skal dog i samme forbindelse være opmærksomme på ulemperne herved, da bestemmelsen således vil være offentlig, sværere at ændre senere hen og underlagt Erhvervsstyrelsens vurdering.
I en verden hvor bæredygtighed og kunstig intelligens står højt på dagsordenen og er i konstant udvikling, står vi over for en ny æra af forretningspraksis. Derfor er der endnu en gang bevilget spalteplads til dem begge i denne udgave af Facit.
Derudover er der også fundet plads til artikler om den nye bogføringslov, konkursdiskrimination i ejeraftaler og revisors forskellige erklæringer på årsregnskabet afhængig af det aftalte arbejde.
Den stigende bevidsthed om klimaændringer og sociale spørgsmål gør, at der indføres skrappere krav til virksomhedernes rapportering og gennemsigtighed. ESG-rapportering vil efter de regler, der træder i kraft 1. januar 2024, også skulle forsynes med en revisorerklæring. Revisorerne har allerede i nogle år afgivet erklæringer på bæredygtighedsrapporter, men der har ikke været konkrete retningslinjer på området, og derfor er der afgivet flere forskellige typer af erklæringer med vidt forskellig grad af sikkerhed.
Der har også været forholdsvist ”frit slag” i forhold til valg af rapporteringsemner og målemetoder ved udarbejdelse af bæredygtighedsrapporter, og derfor har disse også været med varierende indhold. En del af rapporterne har da også handlet mere om markedsføring og ”blæredygtighed” end bæredygtighed, men denne ”Wild West”-tilstand stopper med indførelsen af de nye regler.
Det er i første omgang kun meget store virksomheder, der er omfattet af lovkravene til ESG-rapportering, og selv om det i løbet af de kommende år breder sig til de knap så store virksomheder, vil langt hovedparten af de danske virksomheder ikke blive omfattet. Ikke direkte i hvert fald.
De omfattede virksomheder skal imidlertid redegøre for hele værdikæden, og det betyder, at de får behov for data fra deres leverandører. På den måde vil også mindre virksomheder få behov for at kunne redegøre for i hvert fald nogle af elementerne i ESG-regelsættet.
I denne sammenhæng spiller AI-værktøjer en stadig vigtigere rolle. AI-værktøjer kan hjælpe med at analysere store mængder ESG-data, hvilket gør det nemmere for både virksomheder og revisorer at navigere i den komplekse information. Dog rejser dette også spørgsmål omkring databeskyttelse, etik og ansvarlighed.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, vil det være endnu en administrativ byrde for både store og små virksomheder, men hvis man tager ”ja-hatten” på, kan arbejdet med ESG-området føre noget godt med sig. Det vil give en øget indsigt i egne processer, som kan bruges til effektiviseringer og forbedringer af forretningsgange, mulighed for energioptimering og potentielt øget trivsel på arbejdspladsen.
Sammenfattende er virksomheder og deres revisorer i dag nødt til at navigere i et stadig mere komplekst og integreret forretningsmiljø, hvor teknologiske fremskridt, lovgivningsmæssige krav og etiske overvejelser er tæt forbundne. Det kræver en balancegang mellem at udnytte nye teknologier som AI og samtidig opretholde et etisk og ansvarligt forretningsgrundlag.
God fornøjelse med læsningen.