For en virksomhedsejer kan et virksomhedssalg opstå pludseligt eller efter grundige overvejelser. Uanset hvad årsagen er, er det alfa og omega at sikre den bedst mulige pris på de bedst mulige vilkår, og at der sættes et kompetent rådgiverteam til at gennemføre salget af virksomheden.

Situationen opstår

En virksomhedsejer kan have en lang række årsager til at ville sælge sin virksomhed.

For ældre ejere starter tankerne måske med, at ejeren iagttager sin dåbsattest og konkluderer at ville udvise rettidig omhu. For en lang række ejere er det naturligt at vurdere, om der i familien er oplagte arvtagere. Ofte vil det dog ikke være lykken for hverken ejeren selv eller familien at give virksomheden i arv, og der skal derfor i stedet igangsættes en salgsproces.

Mindst lige så ofte – og særligt for de yngre ejere – udløses en salgsproces af, at en konkurrent eller en udenlandsk aktør kontakter ejeren med interesse for køb. Hvis ejeren finder henvendelsen seriøs, er det besnærende at indlede drøftelser om et salg. Det er vores erfaring, at hvis der er en interesseret køber, er virksomheden attraktiv, og så vil der også være flere interesserede købere.

Det rette tidspunkt for et salg er hverken, når dåbsattesten tilsiger det, eller når køberen banker på, men når den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer. At den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer kan skyldes,

  • at denne ikke længere ønsker at investere i udvikling af sin virksomhed,
  • eller at brancheudviklingen tilsiger, at der skal ske konsolidering i branchen,
  • eller at virksomheden har vokset sig større end den eksisterende ejer kan overskue.

Uanset om årsagen til at overveje et salg af ens virksomhed er en af de ovenfor nævnte eller noget helt andet, er det vigtigt at gribe salget rigtigt an.

Udvælgelse af rådgiverteamet

For ejeren er den nærmeste betroede – ud over ægtefællen – ofte revisoren. Det er derfor oplagt at tage fat i ens revisor, når salgsprocessen skal overvejes, og drøfte tankerne med denne. Revisoren kan sammen med ejeren sammensætte et samlet rådgiverteam til opgaven. Ud over revisoren vil teamet kunne bestå af en advokat og en rådgiver i køb og salg af virksomhed. De tre rådgivere i salgsprocessen udfylder hver deres rolle og agerer i tæt samspil.

Efter de indledende drøftelser med revisoren tager ejeren kontakt til en eller flere rådgivere for at få deres syn på virksomheden og mulighederne for et salg. Hvis ejeren selv kender en eller flere rådgivere, vil det være oplagt at kontakte disse, men ellers vil revisor, advokat, bestyrelse eller netværk i øvrigt ofte kunne udpege kompetente rådgivere.

Rådgiveren vil efter den indledende kontakt med ejeren levere et forslag om salget af virksomheden. Forslaget vil blandt andet indeholde rådgiverens foreløbige vurdering af en realistisk værdi af virksomheden samt en analyse af potentielle købere. Derudover vil forslaget indeholde et overblik over, hvorledes salgsprocessen vil blive struktureret, idet rådgiveren er totalrådgiver ved salgsprocessen.

Det er således rådgiveren, som driver processen og har al kontakt med de potentielle købere. Samtidig er det rådgiverens fornemste opgave at maksimere virksomhedens værdi på de bedst mulige vilkår for ejeren. Endelig er det også rådgiverens rolle at aflaste såvel ejer som ledelse gennem hele processen, så fokus fastholdes på at drive virksomheden frem til salget.

Hvis virksomheden ikke allerede har tilknyttet en advokat, vil ejer, revisor og rådgiver i samarbejde udvælge en advokat til rådgiverteamet. Det er i den henseende vigtigt, at der vælges en advokat, som har erfaring med virksomhedstransaktioner.

Start af salgsprocessen

Når rådgiverteamet er sat, er det på med arbejdshandskerne.

I den kommende periode vil ejeren eller dennes ledelse arbejde tæt sammen med rådgiveren som pennefører i udarbejdelsen af salgsmaterialet.

Dette materiale skal give potentielle købere til virksomheden en detaljeret forståelse for virksomheden, dens produkter, dens organisation og medarbejdere, den eksterne og interne værdikæde, konkurrentbilledet og markedet, den finansielle udvikling både historisk og fremtidigt, og naturligvis en overordnet forståelse af udviklingspotentialet. Formålet erat give potentielle købere en grundiggennemgang og hjælp til de rette konklusioner i forhold til at afgive et budpå virksomheden.

Når salgsmaterialet er udarbejdet, vil rådgiveren kontakte de potentielle købere af virksomheden. Typisk giver rådgiveren anonymt det potentielle oplæg mundtligt til den øverste ledelse for at sikre fortroligheden, og ligeledes vil rådgiveren have identificeret præcist, hvorfor potentielle købere bør være interesserede i at evaluere et potentielt opkøb af virksomheden.

Hvis der er interesse hos en potentiel køber for at fortsætte overvejelserne, vil denne kunne underskrive en fortrolighedserklæring, hvorefter salgsmaterialet fremsendes. Kort efter fremsendelse af salgsmaterialet vil rådgiveren afholde et møde med den potentielle køber, hvor de væsentligste salgsargumenter gennemgås, og den potentielle køber kan stille spørgsmål.

Herefter vil rådgiveren gennem en periode være i tæt dialog med de forskellige potentielle købere og besvare deres spørgsmål frem mod en deadline, inden for hvilken de potentielle købere skal afgive deres bud på virksomheden.

Ejeren inddrages i kontakten med potentielle købere

Baseret på det afgivne bud på virksomheden samt den hidtidige kontakt med de potentielle købere vil rådgiveren udarbejde et beslutningsoplæg til ejeren med sine anbefalinger om udvælgelse af potentielle købere til et møde med ejeren og en eventuelt ansat ledelse.

På mødet med de potentielle købere er det ejeren selv eller virksomhedens ledelse, som skal præsentere virksomheden for de potentielle købere, ligesom der skal drøftes synergier mellem de to parter og det fælles udviklingspotentiale.

Det er i høj grad også de potentielle købere, som skal sælge sig selv til ejeren. Køberne kan være i konkurrence, og der bliver ikke en handel uden god kemi mellem parterne.

Baseret på mødet og efterfølgende samtaler afgiver de potentielle købere deres endelige bud på virksomheden, og igen udarbejder rådgiveren et beslutningsoplæg til ejeren vedrørende den videre proces.

Due diligence og forhandlinger

Salget af virksomheden bliver efterhånden mere og mere konkret for ejeren, og efter de endelige bud og forhandling af hensigtserklæringer, som beskriver vilkårene, er det tid til due diligence. Due diligence betyder købers og dennes rådgiveres grundige gennemgang af virksomheden fra ende til anden. Due diligence er en tidskrævende proces, og igen er det vigtigt at have et samlet rådgiverteam til at aflaste ejeren, idet særligt revisoren her kan bistå ejeren qua sit kendskab til virksomheden og dens finansielle forhold.

Efter en due diligence er det primært advokatens opgave at slutforhandle vilkårene i hensigtserklæringen til endelige dokumenter. Når der er enighed mellem parterne om dokumenterne, er det tid til at skrive under, overføre købesummen og åbne champagnen.

Ofte bliver udenlandske virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen momsregistreret i Danmark, når disse kommer til landet for at udføre bygge-og anlægsarbejder. Mange af virksomhederne bliver momsregistreret, idet de skattemæssigt får fast driftssted her i landet i forbindelse med den aktivitet, som udføres. Spørgsmålet er blot, om momsregistreringen altid er nødvendig, herunder hvornår den danske momsregistrering skal anvendes ved køb og salg af varer og ydelser, og hvornår momsregistreringen i hjemlandet skal anvendes.

Momsregistrering ved fast forretningsstedi Danmark

Når en udenlandsk byggevirksomhed etablerer et fast forretningssted i Danmark, hvorfra den leverer tjenesteydelser, skal den pågældende virksomhed momsregistreres og afregne dansk moms ved levering af sine tjenesteydelser til dets kunder. Det faste forretningssted her i Danmark får dermed fortrinsret i forhold til det økonomisk etablerede hjemsted i udlandet.

Begrebet ”fast forretningssted” er ikke sammenfaldende med det skattemæssige begreb ”fast driftssted”. Et fast forretningssted er defineret som ”en varig samvirken af menneskelige og tekniske ressourcer”, hvor det er disse menneskelige ressourcer, der kontraherer med kunden. Det betyder i praksis, at der som udgangspunkt skal være en form for fysisk etablering samt personale, der selvstændigt kan levere/modtage de pågældende ydelser.

Det er sjældent, at udenlandske virksomheder inden for byggebranchen opnår fast forretningssted i Danmark. Sådanne virksomheder vil typisk kun være i Danmark i en begrænset periode uden fysisk etablering, og de medarbejdere, som er her i landet, kan ikke agere selvstændigt over for kunden.

Reglen om betalingspligt (reverse charge)ved levering til virksomheder

Uanset det forhold, at få udenlandske virksomheder inden for byggebranchen opnår fast forretningssted i Danmark, skal der dog altid afregnes dansk moms af byggeydelser mv. vedrørende fast ejendom beliggende i Danmark. Momslovgivningen foreskriver således, at bygge- og installeringsarbejde vedrørende fast ejendom altid skal momsbelægges der, hvor den faste ejendom er beliggende.

Er den udenlandske virksomheds kunde en anden danskvirksomhed, skal den udenlandske virksomhed ikke momsregistreres i Danmark men i stedet anvende reglen om omvendt betalingspligt og udstede fakturaer uden moms til kunden. I stedet er det den udenlandske virksomheds danske kunde, som påtager sig pligten til at beregne og angive dansk moms. Dette gælder, uanset om kunden er bygherre eller en anden byggevirksomhed. Hvis den danske kunde ikke er momsregistreret i forvejen, skal kunden momsregistreres for at kunne afregne momsen.

Momsregistrering ved levering tilprivatpersoner i Danmark

Hvis den udenlandske byggevirksomheds kunde er en privatperson, skal den udenlandske virksomhed momsregistreres i Danmark og udstede fakturaer med dansk moms til kunden. Privatpersoner kan ikke påtage sig betalingspligten, og det er derfor nødvendigt, at den udenlandske virksomhed bliver registreret og afregner dansk moms af salget til private.

En momsregistrering i Danmark som følge af levering af byggeydelser til privatpersoner medfører dog fortsat ikke pligt til at fakturere med dansk moms ved levering af byggeydelser til danske virksomheder. Her skal den udenlandske virksomhed fortsat anvende reglen om omvendt betalingspligt og udstede fakturaer uden moms til kunden.

Som følge af den udenlandske virksomheds danske momsregistrering, kan den nu opnå almindelig fradragsret for moms af sine omkostninger med dansk moms.

Momsregistrering ved anvendelse afudenlandske underleverandører

Når en udenlandsk byggevirksomhed anvender andre udenlandske underentreprenører vedrørende byggeri i Danmark, skal der afregnes dansk moms af underentreprenørydelser.

I en sådan situation er det altid den udenlandske hovedentreprenør (byggevirksomheden), og dermed ikke alle underentreprenørerne, der skal momsregistreres i Danmark. Hovedentreprenøren (byggevirksomheden) skal så afregne dansk moms efter reglen om omvendt betalingspligt.

Som følge af den udenlandske virksomheds danske momsregistrering kan den opnå almindelig fradragsret for momsaf sine omkostninger med dansk moms, herunder ved anvendelse af danske underentreprenører.

Momsregistreringen i Danmark medfører dog heller ikke i den situation pligt til at fakturere med dansk moms ved levering af byggeydelser til danske virksomheder. Her skal den udenlandske virksomhed fortsat anvende reglen om omvendt betalingspligt og udstede fakturaer uden moms til kunden.

Dansk moms på fakturaen – Pas på!

Som det fremgår, medfører en dansk momsregistrering ikke nødvendigvis pligt til at udstede fakturaer med dansk moms.

Hvis den danske kunde er en dansk virksomhed, skal kundensåledes altid afregne den danske moms efter reglen om omvendt betalingspligt, uanset om den udenlandske virksomhed er momsregistreret i Danmark eller ej, medmindre den udenlandske virksomhed har etableret et fast forretningssted i Danmark.

Hvis en dansk virksomhedskunde modtager en faktura fra en udenlandsk byggevirksomhed med dansk moms, og denne moms efter reglerne ikke burde være anført på fakturaen, vil den danske virksomhedskunde ikke være berettiget til at fratrække den fakturerede moms som indgående moms. Kunden skal i stedet anmode om en ny faktura uden moms.

Der findes eksempler på, at SKAT har nægtet en dansk virksomhedskunde fradragsret for ”urigtig moms”, og forlangt tilbagebetaling af denne moms.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår af ovenstående, er der en række tilfælde, hvor en udenlandsk byggevirksomhed skal momsregistreres i Danmark.

Det er dog særdeles væsentligt, at virksomhedernes danske kunder får korrekte fakturaer fra den udenlandske byggevirksomhed, hvilket i langt hovedparten af tilfældene vil være fakturaer uden dansk moms.

Det er almindeligt kendt, at den finansielle sektor – qua dens naturgivne indsigt i kundernes pengetransaktioner – skal undersøge og underrette om mistænkelige forhold.

Mindre kendt er det, at din revisor er underlagt samme forpligtelse, og som noget forholdsvis nyt skal revisorer, som i forbindelse med erklærings- og rådgivningsopgaver måtte opnå viden om ulovlige kapitalejerlån (i daglig tale ”aktionærlån”), foretage underretning herom til SØIK (i daglig tale Bagmandspolitiet.

Underretningspligten

Når en revisor udfører erklæringsopgaver for sine kunder, fx ved at afgive revisionspåtegning på et regnskab, skal såkaldte ”grove formueforbrydelser” potentielt set medføre underretning til SØIK. Forpligtelsen til at foretage underretning er dog betinget af, at en række konkrete kriterier vedrørende de økonomiske forbrydelser er opfyldt. Der skal være tale om betydelige beløb, og forbrydelsen skal have karakter af eksempelvis underslæb, mandatsvig, bedrageri, skattesvig eller lignende.

Typisk vil revisoren inden underretningen have henvendt sig til virksomhedens ledelse om den formodede forbrydelse, og underretningen er af samme grund ikke tavshedsbelagt over for kunden.

Revisorer er herudover omfattet af hvidvasklovens regler om underretningspligt. Efter hvidvaskloven skal en revisor alene ved mistanke om kundens ”relation” til hvidvask eller terrorfinansiering foretage underretning til Hvidvasksekretariatet hos SØIK, og der skal i den forbindelse ikke henses til, hvorvidt der er tale om grove overtrædelser.

Underretning efter hvidvaskloven er ikke begrænset til konkrete erklæringsopgaver. Revisoren er således i alle professionelle sammenhænge, herunder ved udførelse af rådgivningsopgaver, omfattet af dette regelsæt.

I modsætning til underretning om formueforbrydelser vil underretning efter hvidvaskloven skulle ske ved iagttagelse af tavshedspligten over for kunden. Revisoren må under ingen omstændigheder orientere kunden om en underretning foretaget efter hvidvaskloven.

Kapitalejerlån

Kapitalejerlån er ikke altid ulovlige, idet selskabsloven indeholder en mulighed for at etablere lovlige lån mellem et selskab og kapitalejerne, ledelsen eller nærtstående til kapitalejerne og ledelsen.

Ulovlige kapitalejerlån opstår nogle gange, fordi man ikke har tilstrækkeligt kendskab til regelsættet herom i selskabsloven. Mellemregningskonti med selskabet er som udgangspunkt ulovlige, hvis mellemregningen ikke er i kapitalejerens favør. Dette gælder uanset størrelsen på tilgodehavendet, og uanset hvor længe tilgodehavendet hos kapitalejeren består.

Hvis revisoren ved udførelsen af en opgave for en kunde konstaterer, at der eksisterer et ulovligt kapitalejerlån, vil dette være ensbetydende med en underretningspligt for revisoren. Det følger af en vejledning, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort i november måned 2019. Af vejledningen fremgår det, at der efter Erhvervsstyrelsens opfattelse altid vil være mistanke om hvidvask, når der er etableret et ulovligt kapitalejerlån.

Det er værd at bemærke, at Erhvervsstyrelsen i vejledningen understreger, at underretning skal ske uanset størrelsen af det ulovlige kapitalejerlån, og uanset om lånet efterfølgende er tilbagebetalt, eller om der er foretaget skattemæssig berigtigelse.

Hvad skal din revisor gøre?

Revisoren har en undersøgelsespligt, når der opstår mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.

Erklæringsopgaver eller rådgivningsopgaver, der afsluttes efter 4. november 2019 (datoen for offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens vejledning, jf. ovenfor i artiklen), skal medføre underretning til SØIK, når der er opnået viden om et ulovligt kapitalejerlån. Derfor skal der underrettes om lån fra foregående og indeværende år, hvis der fx skal oplyses herom i en revisionspåtegning dateret efter 4. november 2019.

Der skal kun foretages én underretning om samme konkrete låneforhold, med mindre lånets hovedstol forøges brutto. Tilskrivning af renter er ikke en forøgelse af lånet i denne sammenhæng. Pligten gælder også for ulovlige lån i koncernforhold.

Underretningen, som foretages via et særligt login til SØIKs IT-system, skal foretages, når revisoren opnår viden om det ulovlige lån. Underretningen skal under hensyntagen til almindelige praktiske foranstaltninger foretages hurtigst muligt.

Revisoren har tavshedspligt, når SØIK underrettes efter hvidvaskloven.

Perspektivering

I adskillige år har den finansielle sektor været storleverandør af underretninger om mistanke om hvidvask til SØIK. Af og til har der været stillet spørgsmålstegn ved årsagen til de relativt få underretninger, SØIK har modtaget fra godkendte revisorer.

Med baggrund i Erhvervsstyrelsens vejledning om ulovlige kapitalejerlån og disses kategorisering i forhold til hvidvaskreglerne må det forventes, at antallet af underretninger fra revisorbranchen kommer til at eksplodere.

I en analyse fra FSR - danske revisorer fra 2018 fremgår det, at revisor ca. 3.200 gange i 2016-årsregnskaberne havde gjort opmærksom på eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån. Analysen estimerer, at et sted mellem 2.800 og 6.900 af de selskaber, der havde fravalgt revision og af samme årsag ikke havde revisoranmærkning om eksistensen af ulovlige kapitalejerlån, ville have fået anmærkningen, hvis de havde haft revision.

Det er således uomtvisteligt, at SØIK må forvente om ikke en lind strøm af underretninger så under alle omstændigheder en voldsom vækst i underretninger alene med baggrund i den nye praksis på området.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at en stor del af de underretninger, der fremover bliver foretaget med baggrund i revisorens konstatering af eksistensen af et ulovligt kapitalejerlån, aldrig vil føre til yderligere efterforskning.

Retfærdiggørelsen af den noget rigide tilgang til underretningspligten må derfor primært være under den forudsætning, at visse underretninger af selv mindre væsentlige kapitalejerlån potentielt set vil kunne medvirke til at afsløre en mere omfattende kriminalitet.

Det er ikke sjældent, at IT-projekter ender i grøften. Oftest hører man dette om offentlige IT-projekter, og man tænker måske nok, at det ”kun sker for naboen”. Men det tænker naboen også – og det sker også for naboen.

Det ses ofte, at beslutninger om IT-anskaffelser træffes hurtigere og uden en reel analyse, end hvis der var tale om indkøb af en kaffemaskine til kontorets medarbejdere. Her udformes der analyser af behov, kaffekvalitet, antagelser om dagligt forbrug, om maskinen skal leases, om den skal serviceres osv.

Ofte sker udskiftning af et økonomisystem baseret på mavefornemmelser og nogle hurtige telefonopkald til tre forskellige firmaer. Disse firmaer får til opgave at komme med en listepris på et standardsystem, som ”selvfølgelig skal kunne det samme som det, vi har i dag”.

Så bliver det svært. Leverandøren skal hurtigt forstå situationen og behovet og i øvrigt levere til det halve af, hvad det nuværende system koster i dag. Det er lige her, vejen til et dyrt og ufuldstændigt IT-projekt starter.

Er det leverandøren, der ikke har forstået, hvad ’vi’ har brug for? Er det fordi, leverandøren vil sælge? Med det antal forfejlede IT-projekter, der er set gennem tiderne (og her tænkes der ikke kun på de store dyre offentlige projekter), var det måske muligt, at det ikke kun er leverandøren, der er problemet.

Et klassisk eksempel

En virksomhed skal have nyt økonomisystem. Det nuværende kan ikke opdateres længere. Det virker, men det er jo også smart at kunne læse bilag ind automatisk og at kunne sende elektroniske fakturaer. Der skal en udskiftning til.

Kravspecifikationen, som det hedder, når man som brugervirksomhed (kunde) ønsker at specificere, hvad IT skal kunne, er klar: ”Vi skal kunne det samme – og så alt det smarte nye”.

En 2-3 leverandører inviteres på kaffe. Virksomhedens direktør eller økonomichef fortæller, at ”de jo sådan set kører helt standard”. Det er imidlertid ikke helt tilfældet, konstaterer leverandøren 3-4 måneder inde i implementeringsforløbet. Så hober regningerne sig op, og man skændes om, hvem der skal betale for overskridelserne. Direktøren for virksomheden siger, at ”det burde leverandøren da have fundet ud af, inden der blev afgivet tilbud. Det er jo leverandøren, der er den profes-
sionelle”.

I et godt samarbejde må begge parter agere professionelt. Virksomheden behøver ikke nødvendigvis at have hverken advokater, IT-specialister eller IT-projektledere ved sin side
– blot sund fornuft.

Et alternativ til ovenstående kunne være, at leverandøren engageres til at foretage en foranalyse for derpå at afgive tilbud på den påtænkte opgradering af økonomisystemet. Dermed lægges der tilpas med kræfter i afdækning af behov, specielle rapporter, integrationer til øvrige systemer mv. Den juridiske del kan efterfølgende udformes, så leverandøren påtager sig risikoen, hvis denne ikke selv har afdækket behovet korrekt.

Noget andet er dokumentation af IT-systemer. Ofte er det sådan, at virksomheder er langt mere interesserede i deres leverancer og produktion end i, hvordan de leverer. Underforstået: Er der en plan, hvis IT-systemet ikke fungerer? Er der en oversigt over servere, backup, test af backup, telefonnumre til teknikere, overblik over infrastruktur mv.? Det er samme situation som ved en forsikring; det er nemmere og billigere at retablere tingene, hvis man har taget sine forholdsregler.

Som leder af en virksomhed, hvor IT er vigtig, er man også leder af IT. Det behøver man ikke være IT-ekspert for at kunne håndtere. Med forberedelse, sund fornuft og måske erkendelsen af behovet for at bruge ekstern ekspertise til at styre, dokumentere og lede projektet kommer man langt, og det kan som regel betale sig.

I seneste nummer af Facit behandlede vi de overordnede forhold, når medarbejdere udsendes til et andet land eller kommer fra et andet land til Danmark. Vi beskriver her mere detaljeret problemstillingerne.

Skattesituationen i Danmark skal udredes. I nogle tilfælde fraflytter medarbejderen Danmark med dertil hørende fraflytningsselvangivelse. Andre gange bevarer medarbejderen fuld dansk skattepligt, og der skal tages stilling til lempelse for skat betalt i udlandet, og til den dobbeltbeskatningsoverenskomst, der kan være mellem Danmark og arbejdslandet.

De samme udfordringer gælder, når man som virksomhed ansætter udenlandske medarbejdere til at udføre arbejde her i landet. Her skal man blandt andet sikre sig, at medarbejderen har den nævnte attest.

Udenlandske medarbejdere skal også efterleve reglerne om arbejds- og opholdstilladelse. De skal derfor registreres i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, som er den danske stats officielle register (udstationerede medarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark).

Når registreringen er på plads, skal det afklares, om medarbejderen skal beskattes efter reglerne om arbejdsudleje, eller om medarbejderen bliver begrænset eller fuldt skattepligtig og dermed skal have et skattekort, så arbejdsgiveren kan indeholde den korrekte kildeskat. Der kan også blive tale om anvendelse af den såkaldte højtlønsordning/forskerordning, hvor medarbejderen efter nøje afgrænsede kriterier kan opnå en skatteprocent på under 33.

Ud over de nævnte opgaver skal det afklares, om den udsendte medarbejder udløser skattepligt for arbejdsgiveren i arbejdslandet efter reglerne om fast driftssted.

Danske virksomheder, der ansætter udenlandske medarbejdere, som arbejder hjemmefra i medarbejderens hjemland, skal være opmærksomme på, at en hjemmearbejdsplads i udlandet ofte bliver ligestillet med et kontor og udgør en del af afgørelsen af, om der foreligger fast driftssted.

Det andet ben i afgørelsen af dette er, om arbejdet bliver udført fra det faste sted (hjemmekontoret). Det afgørende kriterium er, om det faste forretningssted i sig selv udgør en væsentlig og betydningsfuld del af foretagendets virksomhed i sin helhed og ikke blot er etableret med henblik på at yde opgaver af forberedende eller hjælpende karakter.

Der er tale om komplicerede regler, og det er tilrådeligt at søge assistance med korrekt registrering og indberetning af hvert enkelt forhold, så det bliver gjort korrekt.

Folketinget har vedtaget et ændret beskatningsgrundlag for visse biler.

Beskatning af fri bil ved genberegning af registreringsafgift

Efter registreringsafgiftslovens § 9 askal der i visse tilfælde ske fornyet fastsættelse af den afgiftspligtige værdi og genberegning af registreringsafgift. Dette gælder blandt for leasingselskabers biler.

Folketinget har vedtaget, at beskatningsgrundlaget for fri bil, når der sker genberegning af registreringsafgiften, udgør den genberegnede nyvognspris, når den er højere end den oprindelige pris. Indtil der sker genberegning,reguleres beskatningsgrundlaget ikke.

Den genberegnede nyvognspris skal anvendes som beskatningsgrundlag, uanset om bilen er købt eller leaset af arbejdsgiveren.

Ændringen har virkning for biler, der stilles til rådighed for en medarbejder første gang fra og med den 1. februar 2020.

Lempelser for elbiler og pluginhybridbiler

Folketinget har vedtaget, at den planlagte stigning i registreringsafgiften for eldrevne køretøjer og pluginhybridbiler fra den 1. januar 2020 annulleres, og i stedet videreføres de i 2019 gældende satser for registreringsafgift for disse biler.

Endvidere har Folketinget vedtaget, at der for perioden 1. april – 31. december 2020 indføres et fradrag i beskatningsgrundlaget for eldrevne køretøjer og pluginhybridbiler på 40.000 kr. opgjort på årsbasis. Denne nedsættelse af beskatningsgrundlaget gælder også for allerede indregistrerede biler.

Landsskatteretten har stadfæstet et bindende svar fra Skatterådet, hvorefter investering i solcelleanlæg er at betragte som passiv kapitalanbringelse i relation til pengetankreglen.

Solcelleanlæg er passiv kapitalanbringelse

Ved overdragelse af aktier – såvel i levende live som ved død – kan aktier kun overdrages med succession, hvis virksomheden i selskabet ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse. Populærbetegnelsen herfor er pengetankreglen.

Et selskabs virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse, såfremt mindst 50 % af selskabets indtægter stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer eller lignende, der skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende udgør mindst 50 % af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Indtægtskriteriet opgøres som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår. Handelsværdikriteriet gælder både på overdragelsestidspunktet og opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår.

I 2018 afgav Skatterådet et bindende svar, hvorefter et selskabs investeringer i solcelleanlæg var at betragte som passiv kapitalanbringelse.

Der var tale om et selskab, som via et P/S havde investereti solcelleparker i forskellige lande. Aktiviteten bestod i produktion og salg af el.

Det bindende svar blev påklaget til Landsskatteretten.

Landsskatteretten fandt ikke, at der var tale om en reel erhvervsaktivitet for selskabet, men derimod en passiv kapitalanbringelse, idet selskabet ikke deltog aktivt i driften af solcelleanlæggene.

Landsskatteretten stadfæstede dermed det bindende svar fra Skatterådet.

Det vides endnu ikke, om landsskatteretskendelsen er indbragt for domstolene.

Storbritannien har besluttet sig for at forlade EU. Det sker den 31. januar 2020, og det fårfølgende konsekvenser i relation til skat, moms, told og afgifter.

Overgangsperiode fra 1. februar til 31. december 2020

Fra den 1. februar og resten af 2020 vil der være en overgangsperiode, hvor reglerne for handel mellem EU og Storbritannien ikke bliver ændret.

Handel med Storbritannien fra den 1. januar 2021

Hvis en dansk virksomhed skal handle med Storbritannien fra den 1. januar 2021, skal virksomheden følge de generelle regler for handel med lande uden for EU (tredjelande) - medmindre EU og Storbritannien indgår andre aftaler inden da.

Det kan få stor betydning for en virksomheds skatte-, moms-, told- og afgiftsforhold, og det kan kræve forberedelser inden den 1. januar 2021.

For at undgå at betale renter af restskat for indkomståret 2019 skal betaling ske inden nytår. Men mod betaling af en dag til dag-rente kan betaling af restskat for 2019 også ske i perioden 1. januar 2020 – 1. juli 2020. Efter denne dato betales et fast procenttillæg.

Restskat

Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:

  • Hvis restskatten betales inden den 1. januar 2020, skal der ikke betales renter eller procenttillæg
  • Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2020, skal der betales en dag til dag-rente
  • Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2020, skal der betales et procenttillæg.
Betaling inden nytår

Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.

Bemærk, at der kan være forskellige frister for rettidig indbetaling inden årets udgang, afhængigt afom der bruges netbank eller dankort. Dette vil normalt fremgå af Skattestyrelsens hjemmeside.

Er man selvstændigterhvervsdrivende og anvender virksomhedsordningen, kan det være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2020 mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsordningen betragtes som private hævninger. Ved at afvente med betaling til 2020 udskyder man beskatningen af det hævede beløb ét år, og man kan nøjes med at betale renter af skatten, indtil den dag betaling sker.

Betaling i perioden 1. januar 2020 – 1. juli 2020

Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2020 – 1. juli 2020 skal der betales en dag til dag-rente på 2,0 % p.a. Dag til dag-renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Betales restskatten den 30. januar 2020, skal der betales rente for 30 dage. Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr., beregnes renten således:

100.000 kr. x 2,0 % x 30/365 = 164 kr.

Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag til dag-rente. Betaling skal dog være sket senest den 1. juli 2020.

Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2020

Er restskatten ikke betalt senest den 1. juli 2020, skal der ikke betales en dag til dag-rente men i stedet et procenttillæg. Procenttillægget udgør 4,0 %. Procenttillægget kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Hvis restskatten eksempelvis udgør 70.500 kr., indregnes 20.500 kr. med tillæg af 4,0 % eller i alt 21.320 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2021. Den resterende restskat på 50.000 kr. med tillæg af 4,0 % eller i alt 52.000 kr. opkræves fordelt på tre rater i august, september og oktober 2020.

AM-bidrag

AM-bidrag er omfattet af reglerne om restskat. Det betyder, at der også ved for lidt betalt AM-bidrag skal betales en dag til dag-rente eller et procenttillæg.

Overskydende skat

Ved udbetaling af overskydende skat er der ikke et procenttillæg, idet godtgørelsesprocenten er beregnet til 0. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.

SKAT påbegynder udbetaling af overskydende skat primo/medio april 2020.

Selvstændigt erhvervsdrivende og andre, der anvender den udvidede selvangivelse, må vente lidt længere med at få overskydende skat udbetalt.

Der er forbløffende meget, man kan undre sig over, når man er borger i et gennemreguleret velfærdssamfund som det danske.

Listen med emner synes i hvert fald endeløs inde i mit hoved. Det behøver selvfølgelig ikke skyldes lovkomplekset med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer samt forudsætningsgivende forordninger og direktiver. Det kan også blot skyldes en begrænset kapacitet i det øverst placerede organ og manglende evne – og måske vilje – til at se det smukke og velmenende i reguleringsvirvaret.

Tag nu fx miljøafgifterne. Disse afgifter er i bund og grund blot punktafgifter, der er pålagt varer, der er skadelige for miljøet. Det giver for så vidt god mening. Men er det overhovedet den reelle begrundelse? Der er jo også afgift på chokolade og is, og der er begrundelsen blot en anden.

Hvis miljøafgifterne skulle være udtryk for, at vi vil have mindre miljøsvineri, så ville det da give rigtig god mening at lægge store afgifter på brændeovne. De forurener voldsomt. Det har også i flere omgange været drøftet i politikerkredse, om brændeovne burde pålægges afgifter, men det er aldrig blevet til andet end ufiltreret røg. Tilsyneladende er begrundelsen, at afgiften vil ramme socialt skævt, men hvordan retfærdiggør man så afgifterne på benzin og diesel?

Vi har også i adskillige år hørt politikerne overbyde hinanden, når det handler om at placere Danmark i den absolutte elite inden for digitalisering. Derfor virkede det også gennemtænkt, at vi ikke længere skulle beskattes af fri telefon og multimedier, for IT-motorvejen skulle være fri og let tilgængelig for alle.

Nu er der så brug for flere skattekroner for at få velfærden finansieret. Formålet er nobelt, og som de fleste andre har jeg ikke noget imod at bidrage yderligere til netop dette, men hvad blev der lige af ambitionen om at fastholde Danmark i eliten? Kunne det ikke også være med til at sikre den fremtidige velfærd? Og rammer multimediebeskatningen ikke lige så socialt skævt som afgifter på brændeovne? Dog uden at skade miljøet – under forudsætning af at de gigantiske serverparker forsynes med strøm fra vindmølleparker, der i hvert fald er miljøvenlige i produktionsfasen.

Er der sammenhæng mellem de store ambitioner for miljøet og en dansk digitaliseringsoverlegenhed på den ene side og en tilsyneladende uopfindsom og rutinepræget finansieringspolitik på den anden?

Man undrer sig.

Navigation til indlæg