Mange husejere går i disse dage og venter på den nye 2020-ejendomsvurdering eller har måske lige modtaget den. Den nye lov, som skal regulere boligbeskatningen fra næste år, er på trapperne, men det er endnu for tidligt at skrive noget endeligt om den, og de 2022-ejendomsvurderinger, som skal danne basis for denne, forventes udsendt senest i 2025.
Derfor drejer denne artikel sig om noget andet, som er meget omtalt i medierne i denne tid, nemlig det store antal forskellige skatteprocenter, som vores kapitalindkomst bliver beskattet med og den store mangel på transparens i skatteberegningen.
Er min skat korrekt?
For en del år siden mødte jeg min tidligere rektor på det gymnasie, hvor jeg i halvfjerdserne blev student. Jeg deltog i et erhvervsfremstød for lokale virksomheder, som stillede sig til rådighed for de studerendes nysgerrighed i forhold til deres studie- og karriereplaner.
Efter arrangementet trak rektor mig til side og spurgte lettere brødebetynget, om det kunne have sin rigtighed, at han, på trods af at han var akademisk og dermed relativt veluddannet, og som underviser og leder var vant til at sætte sig ind i komplekse emner, ikke længere følte sig sikker på, at hans egen beregning af sin og hustruens personlige skat var korrekt.
Jeg gav rektor et henholdende svar om glæden ved, at vi alle uddanner os efter evner, interesser og udvikler komplementære kompetencer, og at vi derfor kunne hjælpe hinanden på tværs af fagområder, hvilket jo også var en del af idéen med arrangementet.
Men når en tidligere departementschef i Skatteministeriet i år offentligt tilkendegiver, at han ikke er i stand til selv at beregne sin personlige skat, bør vores folkevalgte rynke brynene og overveje, om det er holdbart at bede borgerne have tillid til, at skattereglerne er fair, og at Skattestyrelsens IT-systemer har beregnet borgernes skatter korrekt.
Lidt historik
Siden mit møde med rektor har de mange ændringer og overgangsordninger, som er udløst af utallige politiske kompromiser, og som gennem tiderne er gennemført vedrørende personskatterne, udviklet sig på en sådan måde, at man i dag kan risikere at tabe penge ved, at den samme indkomst bliver beskattet med forskellige skatteprocenter gennem årene.
Ved skattereformen i 1987 blev skattesatserne for personskatter flyttet til den nye personskattelov, hvor indkomsten som noget nyt blev delt op i personlig indkomst og kapitalindkomst, hvorefter skatten ikke længere blev beregnet med de samme skatteprocenter. Begreber som bundskat, mellemskat og topskat blev en del af regnestykket sammen med kommuneskat og sundhedsskat. Netto positiv kapitalindkomst blev indarbejdet i beregningsgrundlaget for topskatten på en måde, som især komplicerede beregningen for par, som havde valgt ægteskabet som fundament for tosomheden.
Og man bevarede reglen om det såkaldte skrå skatteloft, som dengang lød således:
"Hvis en skatteyders indkomstskat til staten, kommunale indkomstskat og amtskommunale indkomstskat tilsammen beregnes med mere end 68 % af en del af den personlige indkomst, nedsættes indkomstskatten til staten med det overskydende beløb."
Ved en skatteomlægning i 1995 nedsatte man skatteloftet til 62 %, og fra 1998 og frem til 2009 udgjorde det ca. 59 %.
Folketinget vedtog i 2009 ”Forårspakken”, hvori man gradvist sænkede skatteloftet for personlig indkomst og kapitalindkomst fra 2009 og frem til 2014. Skatteloftet for kapitalindkomst blev over de 5 år sænket til 42 %, hvilket stadig er gældende. Sundhedsskatten blev udfaset.
Skatteloftet skal tillægges kirkeskat for medlemmer af Folkekirken.
Samtidig vedtog man 2 overgangsregler, som også stadig er gældende:
- Kun netto positiv kapitalindkomst over 40.000 kr. (2010 sats, som bliver reguleret efter personskatteloven) (48.800 kr. i 2023) pr. ægtefælle bliver tillagt beregningsgrundlaget for topskat.
- Netto negativ kapitalindkomst kan ikke fratrækkes i bundskatten, men for den del af den netto negative kapitalindkomst, som ikke overstiger 50.000 pr. ægtefælle, fik man gradvist frem mod 2019 et nedslag på 8 % i takt med, at sundhedsbidraget blev udfaset. Dette nedslag gælder fortsat.
Skatteprocenten for og dermed skatteværdien af negativ kapitalindkomst kan således svinge mellem 25 og 42 afhængig af, om og med hvor meget den samlede kapitalindkomst er positiv eller negativ, og om man er gift med sin samlever eller ej.
|
Fradrag i kapitalindkomst |
||
|
Personer med positiv nettokapitalindkomst |
Bundskat, topskat, skatteloft og kommuneskat |
37-42 |
|
Personer med negativ nettokapitalindkomst |
Nedslag i bundskat og kommuneskat |
25-33 |
Lagerbeskatning
Problemerne med de progressive skattesatser opstår for alvor i forbindelse med beskatningen af lagerbeskattede værdipapirer og finansielle instrumenter. De fleste finansielle instrumenter er omfattet af reglerne om lagerbeskatning.
Mange danskere investerer i dag i investeringsselskaber og investeringsbeviser i stedet for at investere direkte i de enkelte værdipapirer.
Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser, som er udstedt af et investeringsselskab, skal beskattes efter lagerprincippet. Indeksfonde og Investeringsforeninger kan også være lagerbeskattede. Når man skal undersøge, om de er lagerbeskattede, kan man søge afklaret, om de udbetaler udbytte. Hvis de betaler udbytte, er de som regel realisationsbeskattede. Hvis de ikke udbetaler udbytte, er de som regel lagerbeskattede.
Er man så uheldig at investere i en investeringsforening, som på skift stiger og falder i værdi fra år til år, risikerer man en marginalbeskatning på 42 % i de positive år og en marginal fradragsværdi på 25 % i de negative år – vel at mærke af den samme indkomst. I det grove eksempel sælger man investeringsbeviset efter 10 års ejertid, uden at det samlet set er steget eller faldet i værdi. Men man har netto betalt op til 17 % i merskat af de årlige værdiudsving i de år, hvor værdipapirerne steg i værdi.
Et af de groveste eksempler på dette stammer fra en sag, hvor skatteyders personlige arbejdsindkomst blev lempet efter den fælles nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. I de år, hvor investeringsbeviserne faldt i værdi, var skatteprocenten nul (0) og i de år, hvor de steg i værdi, var marginalskatteprocenten 42.
Efter lagerprincippet opgør man gevinst eller tab på aktivet som forskellen mellem værdien af aktivet ved indkomstårets udløb og værdien ved indkomstårets begyndelse.
Er aktivet anskaffet i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udløb og aktivets anskaffelsessum.
Er aktivet realiseret i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem aktivets afståelsessum og aktivets værdi ved indkomstårets begyndelse.
Forskellige skatteprocenter
Også på andre områder giver anvendelsen af forskellige skatteprocenter, afhængig af om en indkomst er positiv eller negativ, anledning til, at staten tjener penge, uden at skatteyder har opnået en indkomst. Det gælder fx afkast af krypto-investeringer, hvor indtægter bliver beskattet som personlig indkomst med op til 51 %, og tab fratrækkes med satsen for ligningsmæssige fradrag med ned til 25 %.
Der barsles fra politisk hold med et fremtidigt skattesystem med endnu flere forskellige skattesatser. Fx kan det ende med, at den nye top-topskat vil medføre, at de føromtalte 42 % stiger til 47 %.
Ovenstående eksempler viser, at der synes at være behov for en fagligt begrundet skattestrategi, som i højere grad end i dag tager højde for befolkningens behov for forståelse for skattereglerne – fairness om man vil – samt en højere grad af transparens og forudsigelighed i konsekvenserne af valg af samlivsform og investeringsstrategi.
Kompetencefordelingen mellem direktion og bestyrelse i danske kapitalselskaber, herunder de regler, der regulerer selskabers aftaleindgåelse, er emnet for nærværende artikel. Emnet er aktualiseret via en række aktuelle ”sager”, der understreger vigtigheden af at kende til spillereglerne.
Rollefordelingen i selskabet – direktionens kompetence
I et dansk kapitalselskab (eksempelvis et anpartsselskab eller aktieselskab), der har valgt en ledelsesstruktur, hvor selskabet har en bestyrelse og en direktion, følger det af selskabsloven, at bestyrelsen skal varetage ”den overordnede og strategiske ledelse og sikre en forsvarlig organisation af kapitalselskabets virksomhed”, ligesom bestyrelsen på en række punkter skal påse, at selskabet drives på en forsvarlig måde.
Tilsvarende følger det af selskabsloven, at direktionen skal varetage den ”daglige ledelse af kapitalselskabet”, herunder sikre, at selskabet drives forsvarligt.
Hvad ligger der så i selskabslovens beskrivelse af bestyrelsens og direktionens opgaver? Det korte og nok også mest korrekte svar er, at det kommer an på det konkrete selskab og dets forhold, men visse overordnede betragtninger vil dog kunne anvise de fundamentale forskelle.
For direktionens vedkommende hedder det i selskabsloven, at ”Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter kapitalselskabets forhold er af usædvanlig art eller stor betydning.”
Bestemmelsen giver ikke megen konkret vejledning, men er et udtryk for det åbenlyse faktum, at den samme disposition ikke nødvendigvis har samme indvirkning på selskabets forhold og økonomi i det lille lokale selskab og i det store børsnoterede selskab. Hvad der omfattes af den daglige ledelse af et selskab må altså afgøres konkret.
Bestyrelsen er som nævnt ansvarlig for den overordnede og strategiske ledelse, hvorfor også dispositioner, der har direkte indvirken på selskabets strategi, må forelægges bestyrelsen eller træffes af direktionen efter bemyndigelse fra bestyrelsen.
Derudover er der en række konkrete beslutninger, som efter selskabsloven skal træffes eller tiltrædes (hvor beslutningen skal træffes af generalforsamlingen) af bestyrelsen. Det drejer sig bl.a. om kapitalafgang fra selskabet i form af udbytteudlodning, kapitalnedsættelser mv.
Endeligt og ganske åbenbart kan en direktør ikke indgå aftaler med sig selv eller i øvrigt agere i andre tilfælde, hvor direktøren er inhabil, og i sådanne tilfælde må beslutningen derfor ”skydes opad”.
Som det fremgår, er direktionens kompetence, hvor selskabsloven ikke konkret bestemmer noget andet, altså positivt afgrænset til den daglige ledelse og negativt afgrænset af dispositioner, som er usædvanlige eller af stor betydning for det konkrete selskab. Det kræver altså et relativt indgående kendskab til selskabet præcist at fastsætte kompetencefordelingen.
I praksis bør en bestyrelse derfor sikre sig en klar rollefordeling mellem bestyrelsen og direktionen ved udarbejdelse af en mere eller mindre formel instruks for direktionen og/eller ved fastsættelse i bestyrelsens forretningsorden.
Af instruksen bør det fremgå, hvilke konkrete beslutninger der skal forelægges bestyrelsen, ligesom det bør fremgå, hvordan direktionen i andre tilfælde end de, der er direkte omfattet af instruksen, kan vurdere, hvorvidt bestyrelsens godkendelse findes nødvendig.
Stillingsfuldmagten går kort og godt ud på, at tredjemand kan tillade sig at gå ud fra, at en direktør kan indgå aftaler, som en direktør normalt ville kunne indgå.
Indgåelse af aftaler med selskabet
I situationer hvor direktionen i et selskab indgår aftaler med tredjemand, herunder medarbejdere, er det ikke alene den beskrevne kompetencefordeling, der er afgørende for, om selskabet i sidste ende er bundet af sådanne aftaler.
Overordnet set kan en direktør indgå bindende aftaler på vegne af selskabet på baggrund af tegningsretten, en konkret fuldmagt, en stillings- eller adfærdsfuldmagt eller ved tildeling af prokura.
I det følgende er der ikke redegjort for reglerne om prokura eller de enkelte konkrete fuldmagtsformer, men alene de overordnede regler om tegningsret og stillingsfuldmagt.
Såfremt en direktør kan tegne selskabet alene, kan direktøren som udgangspunkt forpligte selskabet i alle forhold. Til det gælder dog en række undtagelser, hvoraf de i praksis mest relevante er følgende:
Hvis direktøren handler i strid med de begrænsninger, der er fastsat i selskabsloven, er selskabet ikke bundet af aftalen. Eller med andre ord: Hvis direktøren forsøger at træffe en beslutning eller indgår aftaler, der konkret er henlagt til bestyrelsen eller generalforsamlingen i henhold til loven, er selskabet ikke bundet. Denne undtagelse omfatter imidlertid næppe beslutninger, som ligger i ”gråzonen” mellem, hvad der efter de almindelige bestemmelser om kompetencefordelingen henhører under bestyrelsen henholdsvis direktionen. Lige så væsentligt er det, at undtagelsen ikke omfatter beslutninger, som i henhold til vedtægterne for selskabet eller en ejeraftale skulle være truffet af fx bestyrelsen.
Selskabet er heller ikke bundet, hvis den tegningsberettigede har tilsidesat selskabets interesser væsentligt eller har overskredet sin bemyndigelse, dvs. den interne bemyndigelse givet af bestyrelsen eller generalforsamlingen i fx direktionsinstruksen, og tredjemand vidste eller burde vide dette.
Med den sidste undtagelse er vi i kernen af den almindelige fuldmagtslære, hvilket giver anledning til at minde om, at der ved siden af tegningsretten eksisterer den såkaldte stillingsfuldmagt.
Stillingsfuldmagten går kort og godt ud på, at tredjemand kan tillade sig at gå ud fra, at en direktør kan indgå aftaler, som en direktør normalt ville kunne indgå.
Det vil sige, at en bestyrelse må holde sig for øje, at det ikke er tilstrækkeligt at indskrænke direktørens tegningsret og registrere det i CVR-registeret, da der ved siden af tegningsretten også eksisterer en stillingsfuldmagt, som har sit eget liv, og som kan medføre, at selskabet bliver bundet af aftaler indgået af direktøren, uanset om direktøren er tegningsberettiget.
Den opmærksomme læser vil også bemærke, at det end ikke er tilstrækkeligt at fortælle direktøren, hvilke aftaler denne kan indgå uden bestyrelsens accept. Selskabet vil stadig være forpligtet af aftalen, hvis den ligger indenfor rammerne af, hvad en tilsvarende direktør normalt vil kunne indgå af aftaler, og hvis tredjemand ikke er bekendt med indskrænkningen af direktørens bemyndigelse.
Da det er vanskeligt for et selskab og dets bestyrelse at give udtryk for sådanne indskrænkninger til hele omverdenen, er vi her tilbage ved anbefalingen om en direktionsinstruks.
Hvis det står klart for direktøren, at direktøren er ved at indgå en aftale, som bør godkendes af bestyrelsen, hvad det vil gøre, hvis det fremgår af en instruks, vil aftalen nok være bindende for selskabet, men direktøren vil være erstatningsansvarlig overfor selskabet.
Folketinget har vedtaget de nye regler for beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld for familiens parcelhus, ejerlejlighed og sommerbolig.
Ejendomsværdiskat
På grund af det i 2001 gennemførte skattestop for ejendomsværdiskatten har boligejernes beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskat siden 2003 som oftest været enten den offentlige ejendomsvurdering i 2001 med tillæg af 5 % eller den offentlige ejendomsvurdering i 2002.
Ejendomsværdiskatten er blevet beregnet med 10 promille (fra og med 2021 dog 9,2 promille) af den del af beskatningsgrundlaget, der ikke overstiger 3.040.000 kr., og 30 promille af en overskydende værdi.
Efter de nye regler skal beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskat fra og med 2024 være den offentlige ejendomsvurdering i året før indkomståret nedsat med 20 %.
Ejendomsværdiskatten beregnes som:
- 5,1 promille af den del af beskatningsgrundlaget, der ikke overstiger 9,2 mio. kr. (2024-niveau)
- 14 promille af den del af beskatningsgrundlaget, der overstiger 9,2 mio. kr.
Indtil de almindelige 2022-vurderinger er udsendt, vil beskatningsgrundlaget blive fastsat ud fra foreløbige vurderinger. Der vil ske en efterregulering af den beregnede ejendomsværdiskat (og grundskyld), når den endelige vurdering foreligger.
Grundskyld (ejendomsskat)
Beskatningsgrundlaget for grundskyld er 80 % af den offentlige ejendomsvurdering i året før indkomståret, dog kun den del, der udgør grundværdien.
Satsen for beregning af grundskyld fastsættes af kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune og kan fra og med 2024 højst udgøre 30 promille. For årene 2021-2028 kan der ikke fastsættes en højere promille end den, der var gældende for 2020.
I dag opkræves ejendomsværdiskat via forskudsregistreringen/årsopgørelsen. Fra og med 2024 vil grundskylden af ejerboliger også blive opkrævet via forskudsregistreringen/ årsopgørelsen.
Rabatordning ved stigning i ejendomsværdiskat og grundskyld
For at sikre at boligejere ikke skal betale højere samlede boligskatter (ejendomsværdiskat og grundskyld) ved overgang til de nye beskatningsregler, er der indført en rabatordning. Der er tale om en ordning, hvor man ser på beløbene for ejendomsværdiskat og grundskyld under ét. Udgør den beregnede stigning i ejendomsværdiskatten 3.000 kr. og et fald i grundskylden på 2.000 kr. opnås en rabat i ejendomsværdiskatten på 1.000 kr.
Rabatordningen gælder, hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:
- Boligen er en ejerbolig og ejet af en person
- Ejeren har overtaget boligen senest den 31. december 2023
- Ejeren har pligt til at betale ejendomsværdiskat og/eller grundskyld for boligen for 2024.
Hvis parcelhuset eller ejerlejligheden mv. eksempelvis er købt i 2022 (senest den 31. december 2023), men er udlejet til beboelse frem til og med 2025, hvorefter ejeren flytter ind i boligen og derfor skal betale ejendomsværdiskat, vil han være omfattet af en skatterabat på en eventuel stigning i ejendomsværdiskatten.
Udenlandske ferieboliger
Der skal fastsættes et beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten, og dette vil som oftest blive en indekseret anskaffelsessum tillagt forbedringer frem til og med indkomståret før det år, der skal beregnes ejendomsværdiskat.
Ellers er reglerne som for danske boliger, herunder indefrysningsordning for stigningerne i ejendomsværdiskatten. Skattestyrelsen kræver dog en særlig form for sikkerhedsstillelse for det skyldige beløb.
Lån til betaling af en stigning i boligskatterne
Der er indført en permanent indfrysningsordning (lån), som gælder såvel stigninger i ejendomsværdiskat som grundskyld. Man kan selvfølgelig også vælge at betale de pålagte stigninger.
Der ydes lån (”indefrysning”) til betaling af alle nominelle stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld. Det indebærer, at der vil blive ydet lån til stigninger, der skyldes den almindelige prisudvikling på boligmarkedet osv.
Indefrysning af sådanne stigninger i ejendomsværdiskat og/eller grundskyld har følgende konsekvenser:
- Som sikkerhed for lånet får Skattestyrelsen panteret i ejendommen, og pantet vil altid ligge sidst i dækningsrækkefølgen
- Lånet skal tilbagebetales ved salg af ejendommen
- Lånet er en hæftelse på ejendommen, og i en salgssituation er det derfor vigtigt, at køber sikrer sig, at sælger indfrier lånet.
Valg af indefrysningsordningen sker via personens almindelige forskudsregistrering. Ejer man såvel en ejerlejlighed som et sommerhus, kan man vælge, om der skal ydes lån til begge ejendomme eller kun den ene. Tilvalg af lån efter indefrysningsordningen vil automatisk blive videreført til efterfølgende indkomstår, indtil ejeren aktivt fravælger lånet.
Der beregnes renter af lånet, og renterne bliver en del af det indefrosne beløb.
Skatteministeren har fremsat et lovforslag om de nye regler for beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld for familiens parcelhus, ejerlejlighed og sommerbolig. Disse lovforslag skal ses i lyset af et bredt forlig i Folketinget i 2017 og 2020 om tryghed for boligejerne med hensyn til betaling af boligskat.
Ejendomsværdiskat
På grund af det i 2001 gennemførte skattestop for ejendomsværdiskatten har boligejernes beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskat siden 2003 som oftest været enten den offentlige ejendomsvurdering i 2001 med tillæg af 5 % eller den offentlige ejendomsvurdering i 2002.
Ejendomsværdiskatten er blevet beregnet med 10 promille (fra og med 2021 dog 9,2 promille) af den del af beskatningsgrundlaget, der ikke overstiger 3.040.000 kr. og 30 promille af en overskydende værdi.
Efter lovforslaget skal beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskat fra og med 2024 være den offentlige ejendomsvurdering i året før indkomståret nedsat med 20 %.
Ejendomsværdiskatten beregnes som:
- 5,1 promille af den del af beskatningsgrundlaget, der ikke overstiger 9,2 mio. kr. (2024-niveau)
- 14 promille af den del af beskatningsgrundlaget, der overstiger 9,2 mio. kr.
Indtil de almindelige 2022-vurderinger er udsendt, vil beskatningsgrundlaget blive fastsat ud fra foreløbige vurderinger. Der vil ske en efterregulering af den beregnede ejendomsværdiskat (og grundskyld), når den endelige vurdering foreligger.
Grundskyld (ejendomsskat)
Beskatningsgrundlaget for grundskyld er 80 % af den offentlige ejendomsvurdering i året før indkomståret, dog kun den del, der udgør grundværdien.
Satsen for beregning af grundskyld fastsættes af kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune og har hidtil højst kunnet udgøre 34 promille.
Efter lovforslaget vil den maksimale sats være 30 promille.
Efter gældende regler kan kommunalbestyrelserne for årene 2021-2028 ikke fastsætte en højere promille, end den der var gældende for 2020. Dette loft ændres der ikke på i det fremsatte lovforslag.
I dag opkræves ejendomsværdiskat via forskudsregistreringen/årsopgørelsen. Efter lovforslaget skal dette fra og med 2024 også gælde grundskyld af ejerboliger.
Rabatordning ved stigning i ejendomsværdiskat og grundskyld
For at sikre at boligejere ikke skal betale højere samlede boligskatter (ejendomsværdiskat og grundskyld) ved overgang til de nye beskatningsregler, foreslås indført en rabatordning. Der er tale om en ordning, hvor man ser på beløbene for ejendomsværdiskat og grundskyld under ét. Udgør den beregnede stigning i ejendomsværdiskatten 3.000 kr. og et fald i grundskylden på 2.000 kr., opnås en rabat i ejendomsværdiskatten på 1.000 kr.
Rabatordningen gælder, hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:
- Boligen er en ejerbolig og ejet af en person
- Ejeren har overtaget boligen senest den 31. december 2023
- Ejeren har pligt til at betale ejendomsværdiskat og/eller grundskyld for boligen for 2024.
Hvis parcelhuset eller ejerlejligheden mv. eksempelvis er købt i 2022 (senest den 31. december 2023), men er udlejet til beboelse frem til og med 2025, hvorefter ejeren flytter ind i boligen og derfor skal betale ejendomsværdiskat, vil han være omfattet af en skatterabat på en eventuel stigning i ejendomsværdiskatten.
Udenlandske ferieboliger
De gældende regler i ejendomsværdiskatteloven tilpasses de nye regler for beregning af ejendomsværdiskat. Der skal fastsættes et beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten, og dette vil som oftest blive en indekseret anskaffelsessum tillagt forbedringer frem til og med indkomståret før det år, der skal beregnes ejendomsværdiskat.
Ellers er reglerne som for danske boliger, herunder indefrysningsordning for stigningerne i ejendomsværdiskatten. Skattestyrelsen kræver dog en særlig form for sikkerhedsstillelse for det skyldige beløb.
Lån hos Skattestyrelsen til betaling af en stigning i boligskatterne
Lovforslaget indeholder en permanent indfrysningsordning (lån) og gælder såvel stigninger i ejendomsværdiskat som grundskyld. Man kan selvfølgelig også vælge at betale de pålagte stigninger.
Der ydes lån (”indefrysning”) til betaling af alle nominelle stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld. Det indebærer, at der vil blive ydet lån til stigninger, der skyldes den almindelige prisudvikling på boligmarkedet osv.
Indefrysning af sådanne stigninger i ejendomsværdiskat og/eller grundskyld har følgende konsekvenser:
- Som sikkerhed for lånet får Skattestyrelsen panteret i ejendommen, og pantet vil altid ligge sidst i dækningsrækkefølgen
- Lånet skal tilbagebetales ved salg af ejendommen
- Lånet er en hæftelse på ejendommen, og i en salgssituation er det derfor vigtigt, at køber sikrer sig, at sælger indfrier lånet.
Valg af indefrysningsordningen sker via personens almindelige forskudsregistrering. Ejer man såvel en ejerlejlighed som et sommerhus, kan man vælge, om der skal ydes lån til begge ejendomme eller kun den ene. Tilvalg af lån efter indefrysningsordningen vil automatisk blive videreført til efterfølgende indkomstår, indtil ejeren aktivt fravælger lånet.
Der beregnes renter af lånet, og renterne bliver en del af det indefrosne beløb.
Når der i virksomhedsskatteordningen er overskydende likviditet, kan det være fristende at udlåne penge og måske endog få en bedre forrentning end i pengeinstitutter mv.
En række afgørelser og domme har imidlertid fået det resultat, at udlånene ikke havde erhvervsmæssig karakter og derfor ikke kunne indgå i virksomhedsskatteordningen. Konsekvensen er, at sådanne ikke-erhvervsmæssige udlån betragtes som en hævning i hæverækkefølgen og dermed beskatning af opsparet overskud i virksomhedsskatteordningen. Sådanne to domme er for nylig afsagt af henholdsvis en byret og Østre Landsret.
Udlån til samhandelspartner
Sagen omhandler et udlån på 666.600 kr. til et selskab, som virksomhedsejeren havde samhandel med.
Der blev oprettet et lånedokument på beløbet, og renten blev fastsat til 10 % p.a.
For byretten gjorde udlåner gældende, at formålet med udlånet var at sikre det låntagende selskabs fortsatte eksistens, så han kunne opretholde de hidtidige leverancer af kød fra selskabet. Tidligere i sagsforløbet havde udlåner oplyst, at hovedårsagen var at opnå en god forrentning af overskydende likviditet.
Byretten fandt ikke, at lånet kunne betragtes som erhvervsmæssigt, blandt andet henset lånets størrelse i forhold til den beskedne samhandel mellem de to parter, at tilsvarende køb kunne foretages andre steder, og udlåners egen oplysning om, at hovedformålet havde været at opnå en god forrentning.
Sælgerfinansiering ved overdragelse af virksomhed til børn
Sagen omhandler tre landmænd, der gennem en årrække havde drevet deres landbrugsvirksomhed som personligt ejede virksomheder og anvendt virksomhedsskatteordningen.
Som led i generationsskifter overdrog landmændene delvist ejerskab af landbrugsvirksomhederne til deres børn. Købesummerne blev hovedsageligt berigtiget ved, at landbrugsvirksomhederne ydede lån til børnene (sælgerfinansiering). Alle udlån var uden afdragsprofil og sikkerhedsstillelse. Nogle af lånene var uforrentede, mens andre var forrentet med henholdsvis 3 % og 4 %.
Østre Landsret udtaler, at det beror på en konkret vurdering af, om lånet er ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition og på markedsvilkår, herunder om lånet er ydet på armslængdevilkår. Landsretten udtalte i den forbindelse, at det var op til landmændene at godtgøre, at lånene blev ydet på armslængdevilkår.
Landsretten fandt, at ingen af lånene kunne anses for at have erhvervsmæssig karakter, og lånene kunne derfor ikke indgå som aktiver i landmændenes virksomhedsskatteordninger.
Konsekvensen af dommen var, at de ydede lån var at betragte som en hævning i virksomhedsskatteordningen med beskatning af opsparet overskud til følge.
Højesteret har afsagt en dom, der beskatter en hovedanpartshaver af tre aktionærlån på hver 200.000 kr., som løbende var blevet tilbagebetalt til selskabet.
Hævninger og tilbagebetalinger via mellemregningskontoen
Sagen drejer sig om en eneanpartshaver, der i 2013 hævede 200.000 kr. via en mellemregningskonto, hvilket betød, at selskabet fik et tilgodehavende hos hovedanpartshaveren af cirka samme størrelse. Efterfølgende tilbagebetalte hovedanpartshaveren beløbet, der blev indsat på mellemregningskontoen. Senere hævede han igen 200.000 kr., og på ny tilbagebetalte han gælden til selskabet. Samme procedure foretog han endnu engang.
Skattestyrelsen beskattede hovedanpartshaveren af de tre hævninger på hver 200.000 kr., idet hævningerne indebar, at selskabet fik et tilgodehavende af cirka tilsvarende størrelse.
Højesteret fandt, at der, i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og lovbemærkningerne hertil, var hjemmel til at beskatte anpartshaveren af hævningerne på mellemregningskontoen i det omfang, selskabet ved den enkelte hævning fik et tilgodehavende eller et forøget tilgodehavende hos anpartshaveren.
Den af Skattestyrelsen foretagne forhøjelse med 600.000 kr. var således sket med rette.
Kommentarer
Dommens resultat er desværre ikke overraskende, men det kan være svært at forstå, at når man foretager en hævning (etablerer et lån) og bliver beskattet af lånet på det tidspunkt, lånet opstår, og lånet senere tilbagebetales, så skal man beskattes endnu engang, når man på ny hæver det ”samme” beløb. Årets hævninger/lån beskattes således efter et bruttoprincip, hvor der ikke tages hensyn til ind-/tilbagebetalingerne.
Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der forhøjer maksimum for fradrag for faglige kontingenter og strammer reglerne for fradrag for private lønforsikringer.
Fradrag for fagligt kontingent
Efter gældende regler har lønmodtagere skattemæssigt fradrag for udgifter til fagligt kontingent. Fradraget er betinget af, at den faglige forening indberetter kontingentindbetalingen til Skattestyrelsen.
Den indberettede kontingentindbetaling medregnes som et fradrag på årsopgørelsen, dog kan årets fradrag maksimalt udgøre 6.000 kr.
Det foreslås, at det maksimale årlige fradrag forhøjes til 7.000 kr.
I 2023 vil det maksimale fradrag fortsat være på 6.000 kr., men fra og med indkomståret 2024 vil fradraget efter forslaget udgøre maksimalt 7.000 kr.
Fradrag for private lønforsikringer
Udgifter til arbejdsløshedsforsikringer er der skattemæssigt fradrag for. Den mest udbredte arbejdsløshedsforsikring er igennem et medlemskab af en A-kasse.
En del forsikringsselskaber tilbyder private arbejdsløshedsforsikringer (lønforsikringer). Udgifter til sådanne lønforsikringer er der også skattemæssigt fradrag for.
Skatteministeren foreslår, at der fra og med indkomståret 2024 kun er fradrag for udgifter til private lønforsikringer, hvis personen i indkomståret har betalt mindst 1.300 kr. til et medlemskab af en A-kasse.
Implementeringen af den faseopdelte, nye bogføringslov er godt i gang. Samtidig bliver der løbende vedtaget endelige bekendtgørelser og foretaget præciseringer af tidligere udmeldinger.
Vi giver her en status på den seneste udvikling.
Digital bogføring udskudt til 1. juli 2024
Erhvervsstyrelsen har netop justeret datoen for, hvornår kravet om digital bogføring tidligst træder i kraft. I forslaget til bogføringsloven var der lagt op til, at kravene til digital bogføring skulle træde i kraft ved årsskiftet 1. januar 2024. Styrelsen har dog fundet dette for optimistisk, daisær små og mellemstore virksomheder skal igennem en større omstillingsproces.
Datoen for den første obligatoriske digitale registrering i et godkendt bogføringssystem er derfor udsat til regnskabsår, der begynder efter 1. juli 2024. For langt de fleste virksomheder vil dette reelt betyde, at overgangen til obligatorisk digital bogføring vil være 1. januar 2025. Virksomhederne får med andre ord bedre tid til at forberede overgangen til digital bogføring.
Krav om revisorerklæring i risikobrancher
Folketinget har besluttet, at virksomheder i visse nærmere bestemte risikobrancher med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2023 og som i 2 på hinanden følgende regnskabsår overskrider en nettoomsætning på 5 mio. kr., skal lade sit årsregnskab forsyne med en erklæring fra en uafhængig revisor. Valget af erklæringstype er frit.
Den endelige vedtagelse af hvilke risikobrancher, der er omfattet af dette krav, er efter det seneste folketingsvalg fastsat til:
- Vejgodstransport
- Flytteforretninger
- Restauranter
- Pizzarier, grillbarer, isbarer m.v.
- Event catering
- Anden restaurationsvirksomhed
- Caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
- Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
- Webportaler
- Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
- Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.
Listen vil blive revurderet hvert andet år.
Kravet trådte som sagt i kraft 1. januar 2023. Det antages dog, at en virksomhed med kalenderårsregnskab bliver underlagt kravet om revisorerklæring i regnskabsåret 2023, hvis virksomheden har en omsætning på + 5 mio. kr. i regnskabsårene 2022 og 2023.
Krav om revision for virksomheder med stor balancesum
Med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2023 eller senere, kan virksomheder i regnskabsklasse B, som i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider en balancesum på 50 mio. kr., ikke fravælge revision, uanset at virksomheden ikke overstiger 2 af de 3 størrelsesgrænser for fravalg af revision efter de gældende regler.
Virksomheden kan dog i stedet for revision vælge at lade revisor udføre udvidet gennemgang.
Kravet trådte som sagt i kraft 1. januar 2023, dog således at en virksomhed med kalenderårsregnskab bliver underlagt revisionspligt i regnskabsåret 2023, hvis virksomheden har en balancesum på + 50 mio. i regnskabsårene 2022 og 2023.
Krav til digitale standard bogføringssystemer
Erhvervsstyrelsen har udstedt 2 bekendtgørelser, der begge træder i kraft 1. februar 2023. Begge bekendtgørelser retter sig mod udbydere af digitale standard bogføringssystemer:
- Bekendtgørelse om krav til digitale standard bogføringssystemer
- Bekendtgørelse om anmeldelse afdigitale standard bogføringssystemer.
De nye bekendtgørelser er i første omgang kun relevante for udbydere af standard bogføringssystemer.
Den ene bekendtgørelse fastsætter de krav, som digitale standard bogføringssystemer skal overholde, for eksempelkrav om kontrolspor og betryggende opbevaring af bilag.
Den anden bekendtgørelse regulerer, hvordan og hvornår udbyderne skal registrere et digitalt standardbogføringssystem hos Erhvervsstyrelsen.
Bogføringsprocedure
Kravet om procedurebeskrivelse er også trådt i kraft, således at bogføringsproceduren skal ligge klar ved begyndelsen af virksomhedens førstkommende regnskabsår med start efter den 1. oktober 2022. Det betyder, at bogføringsproceduren skulle ligge klar senest 1. januar 2023 for virksomheder med kalenderårsregnskab. Hvis virksomheden har regnskabsafslutning pr. 30. september, skal bogføringsproceduren ligge klar senest 1. oktober 2023.
Det nye krav om bogføringsproceduren gælder ikke alle bogføringspligtige virksomheder, foreninger m.v., men kun dem, der enten er:
- pligtige til at aflægge en årsrapport efter årsregnskabsloven eller
- har en nettoomsætning over 300.000 kr. 2 år i træk.Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en skabelon og vejledning om beskrivelsen af bogføringsprocedurer. Skabelon og vejledning er senest opdateret i slutningen af 2022.
Bogføringsproceduren skal udarbejdes pr. virksomhed og naturligvis være målrettet denne.
Præcisering af, hvornår der skal foretages afstemninger
Pr. 1. januar 2023 ikrafttrådte også kravet om, at der skal foretages afstemninger på bestemte tidspunkter.
Det er et krav, at der foretages afstemninger, der er nødvendige for at sikre et opdateret grundlag for lovpligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter samt års- og delårsrapporter.
Afstemningerne skal senest foretages og foreligge på datoen for udløbet af fristerne for de lovpligtige indberetninger.
Mange virksomheder har en kantine-/frokostordning, hvor medarbejderne kan købe mad- og drikkevarer til en pris, der er lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen (kostprisen). Virksomhederne skal her være opmærksomme på de særlige regler om afregning af kantinemoms samt mulighederne for momsfradrag ved servering i forbindelse med møder mv.
Kantinemoms
Reglerne om afregning af kantinemoms gælder, når en virksomhed tilbyder sine medarbejdere en frokostordning, som medarbejderne delvist selv betaler for. Der skal afregnes kantinemoms uanset om virksomheden selv driver kantinen, eller om kantinedriften er outsourcet til en ekstern leverandør, herunder også levering af færdiglavet mad udefra, som blot stilles frem.
I alle tilfælde skal der beregnes og angives udgående moms (kantinemoms) af frokostordningens kostpris og ikke af medarbejdernes egenbetaling. Samtidig har virksomheden fuld fradragsret for moms af alle udgifter i forbindelse med kantinedriften.
Medarbejdernes egenbetaling skal udgøre mindst 15 kr. pr. dag, hvis frokostordningen er eksklusive drikkevarer og mindst 20 kr. pr. dag, hvis frokostordningen er inklusive drikkevarer. I modsat fald skal medarbejderne beskattes.
Beregning af kostprisen
Som udgangspunkt skal en virksomhed beregne kantinemoms af virksomhedens kostpris ved salg af mad- og drikkevarer til sine medarbejdere i forbindelse med en frokostordning. Alle udgifter, der medgår og kan henføres til fremstilling af frokosten, skal indgå ved beregning af kostprisen, herunder f.eks.:
- Indkøb og transport af varer
- Lokaleudgifter
- Driftsudgifter som f.eks. vand, varme og elektricitet
- Arbejdsydelser og løn medgået til bl.a. forarbejdning og salg
- Benyttelse af driftsmidler og inventar m.m.
Udgifter, der kan henføres til afrydning, indkøb og rengøring af service og inventar i frokoststuen, skal ikke indgå ved beregning af kostprisen. Svind opstået i forbindelse med tilberedning og salg af maden skal derimod indgå.
Det er kun udgifter medgået til fremstilling af maden, der skal beregnes kantinesalgsmoms af. Dermed skal der ikke beregnes moms af udgifter vedrørende frokoststuen, da sådanne udgifter ikke medgår til selve fremstillingen af maden.
Kun lokaleudgifter, der relaterer sig til de egentlige køkkenlokaler, altså dér hvor mad- og drikkevarerne tilberedes, opbevares og sælges (herunder evt. lageropbevaring af råvarerne), skal medgå til opgørelsen af kostprisen. I det omfang der i fysisk tilknytning til kantinen findes lokaler, hvorfra bl.a. bestilling af råvarer og regnskabsførelse over kantinedriften foregår, skal omkostninger til dette lokale tillige medgå. Udgifter til øvrige lokaler i virksomheden skal ikke medregnes. Dermed skal udgifter til f.eks. renovering af bygningens tag eller bygningen i øvrigt ikke indgå.
Såfremt en ekstern kantineleverandør opkræver management fee, skal der ske en konkret vurdering af, hvilke ydelser denne fee vedrører for at kunne afgøre, om beløbet (evt. kun delvist) skal medregnes til kostprisen.
I stedet for at foretage en konkret beregning af kostprisen, kan man anvende 2 forskellige, forenklede ordninger til beregning af kantinemoms, alt efter om virksomheden selv driver kantinen eller ej. I begge tilfælde er der fradragsret for al købsmoms af indkøb til kantinedriften.
De forenklede ordninger
De forenklede ordninger er et alternativ til en eksakt opgørelse af kostprisen. Det er virksomhedens eget valg, om den ønsker at anvende en forenklet ordning.
Ordning 1
Denne ordning kan anvendes, når virksomheden selv driver kantinen. Her beregnes kantinemomsen på grundlag af følgende priser (alle eksklusive moms):
- Indkøbspris af råvarer + 5 %
- Indkøbspris af ekstern arbejdskraft til beskæftigelse med indkøb, tilberedning og salg i kantinen
- Lønninger til eget personale, der helt eller delvist er beskæftiget i kantinen - 25 %.
De 5 %, der beregnes af råvareprisen, anses for at dække virksomhedens udgifter til indkøb af køkkenmaskiner m.v. De 25 %, der fragår lønudgiften til eget personale, anses for at udgøre lønninger til afrydning m.v., der er en generel omkostning for virksomheden og derfor ikke skal indgå i beregningen af kantinemomsen.
Ordning 2
Denne ordning kan anvendes, når kantinedriften er outsourcet, herunder også ved levering af færdiglavet mad udefra. Kantinemomsen beregnes på grundlag af følgende priser (alle eksklusive moms):
- Den samlede indkøbspris (eksklusive moms)
- Lønninger til personale, der helt eller delvist er beskæftiget i kantinen - 25 %.
De 25 %, der fragår lønudgiften til personale, anses ligesom ved ”ordning 1” for at udgøre lønninger til afrydning m.v., der er en generel omkostning for virksomheden og derfor ikke skal indgå i beregningen af kantinemoms.
Fælles for ordningerne er, at også når virksomheden anvender en forenklet ordning, skal alle udgifter til ekstern arbejdskraft, der medgår til køb, fremstilling og salg af varen, herunder også udgifter til rengøring i forbindelse med madlavningen, medregnes til kostprisen.
Servering i forbindelse med møder mv.
En virksomhed har fradragsret for moms af udgifter til servering af mad og drikke under møder med forretningsforbindelser samt interne medarbejdermøder med fagligt indhold, når møderne finder sted i virksomhedens egne lokaler. Dette gælder også ved afholdelse af interne kurser i virksomhedens egne lokaler. Fradragsretten afhænger af virksomhedens generelle momsfradragsret. Fuldt momspligtige virksomheder har således fuldt fradrag for moms af udgifter til såkaldt mødebespisning, mens virksomheder med delvis momsfradragsret alene har delvist momsfradrag ved mødebespisning.
Såfremt en fuldt momspligtig virksomheds kantine står for serveringen under møder, skal der som følge heraf ikke afregnes kantinemoms vedrørende mødebespisning.
I forbindelse med opgørelse af kantinemomsen (den udgående moms) kan virksomheden fratrække den andel, der vedrører mødeservering. Dette kan både gøres ved den eksakte opgørelse af kostprisen eller under de forenklede ordninger.
Anvendes de forenklede ordninger, skal der hvert år foretages en opgørelse af serveringen i forbindelse med møder, således at beregningsgrundlaget for afregning af kantinemoms reduceres. Reduktion i indeværende år kan ske med samme andel, som virksomhedens kantine i det foregående år leverede gratis bespisning. Der skal så i det følgende års første momsperiode foretages en eventuel regulering, dog ikke hvis udsvinget er mindre end 5 procentpoint.
Alternativt kan en fast reduktionsprocent på 3 anvendes. Det vil sige, at hvis der bare er et minimum af mødeservering, kan beregningsgrundlaget for afregning af kantinemoms altid reduceres med 3 %. Der gælder særlige regler for virksomheder med delvis momsfradragsret.
Afsluttende bemærkninger
Skattestyrelsen har øget fokus på, om virksomheder afregner den korrekte kantinemoms. De har skrevet til mange virksomheder og vejledt om reglerne, og det må forventes, at denne vejledning følges op af en kontrolindsats på området.
I første omgang er det dog væsentligt, at en virksomhed er opmærksom på pligten til overhovedet at beregne og afregne kantinemoms. Herefter skal virksomheden klarlægge, om kantinemomsen skal opgøres på baggrund af den eksakte kostpris, eller om en af de forenklede ordninger bør anvendes i stedet.
De typiske fejl er, at virksomhederne foretager fradrag, men ikke samtidig afregner udgående moms eller kun afregner udgående moms af medarbejderbetalingerne. Samtidig skal virksomhederne sørge for også at opnå de berettigede momsfradrag for udgifter i forbindelse med mødebespisning.