Kigger vi blot et par år tilbage, har der været en del skriverier i medierne om en række store virksomheder, der har været udsat for hackerangreb, it-nedbrud, tab af persondata, ransomware og mange andre it-katastrofer. De virksomheder, der er flest af i Danmark – altså de små og mellemstore virksomheder – er bestemt også i søgelyset her, for selvfølgelig er det ikke kun de største virksomheder, der udsættes for sådanne udfordringer.
Men hvad kan man som ledelse – måske endda øverste ledelse såsom bestyrelse eller ejerkreds, der ikke deltager i den daglige drift – gøre for at sikre det rigtige it-sikkerhedsniveau?
Sikkert er det, at man aldrig kan opnå 100 % it-sikkerhed. Denne erkendelse er meget vigtig. Sikkert er det også, at man kan poste millioner af kroner i teknisk it-sikkerhed (firewalls, kryptering, backup osv.), men alt dette vil og kan ikke sikre mod en tankeløs eller naiv bruger, der klikker på det ”forkerte” link. Artiklens ærinde er imidlertid ikke at pege på konkret udstyr eller software, der bør anskaffes, men i stedet, hvilke beslutninger der skal træffes – og ikke mindst af hvem.
Kan man som virksomhed outsource hele it-sikkerhedsområdet og dermed få løst problemet? Nej, ansvaret for it-sikkerheden kan aldrig outsources. Ansvar i det hele taget kan aldrig outsources. Ansvaret er altid placeret hos ledelsen, og spørgsmålet er herefter, hvordan ledelsen kan sikre, at it-sikkerheden er på det rette niveau.
Bestyrelsen bør starte med at spørge direktøren om tiltag, der er gjort for at sikre en stabil it-drift og undgå datatab. Spørgsmålet lyder enkelt, men det vil svaret givetvis ikke være. Direktøren må helst ikke svare, at ”det ved den it-ansvarlige, så det ved jeg ikke”. Måske svarer direktøren ud fra den antagelse, at hun/han skal komme med tekniske forklaringer, hvilket ikke er meningen. I værste fald er direktøren bare ærlig …
CIA og it-sikkerhed
Enhver virksomhed bør som minimum gøre sig overordnede tanker om risici i forhold til sikring af:
• Datafortrolighed. Tab eller uønsket offentliggørelse af data (især person- eller andre fortrolige data) kan ikke ske.
• Stabil it-drift. Systemerne skal virke og afvikles som forventet, og der skal være testede planer for at vende tilbage til normal drift inden for en estimeret tidsramme.
• Dataintegritet. Data kan ikke uretmæssigt ændres eller slettes.
Ovennævnte er også kendt som CIA (confidentiality, integrity og availability) og benyttes af mange inden for sikkerhedsbranchen som den helt overordnede paraply ift. adressering af it-sikkerhed.
Afhængig af virksomhedens størrelse og kompleksitet kan ovennævnte overvejes og dokumenteres mere eller mindre struktureret, men efterhånden er it-afhængigheden i næsten alle virksomheder så omfattende, at det af et bestyrelsesmedlem vil anses for en mangel, hvis den daglige ledelse ikke har gjort tiltag til at beskrive risici ved og afhængighed af it. Vurdering af it-sikkerheden bør være en del af bestyrelsens årshjul på lige fod med fx CSR, miljøforhold, væsentlige kommercielle risici, forsikringsforhold mv.
For nogle virksomheder giver det mening at starte med en risikoanalyse i forhold til førnævnte CIA-principper, som efterfølgende udmøntes i en række konkrete tiltag såsom beskrivelse af politikker og procedurer, kriterier for valg af leverandører osv. Andre virksomheder kan måske nøjes med politik og procedure for adgangsstyring, ændringsstyring og leverandørstyring, hvor kravene sættes kvalitativt direkte i dokumenterne, så det for virksomheden fremover ikke vil være muligt at etablere samarbejde med en it-leverandør, der ikke har et passende sikkerhedsniveau.
Opmærksomheden på it-sikkerhed er ikke ny, men omvendt er det stadig ikke helt så almindeligt at tildele it-sikkerhed samme opmærksomhed som virksomhedens økonomifunktion, salgsfunktion m.m. Mange direktører har det måske lidt svært med at udfordre it-folkene i virksomheden, for så “begynder de jo bare at tale et sprog, vi ikke forstår”. Påstanden kan nok ikke helt afvises, men på den anden side vil en økonomichef i ondt lune også kunne kommunikere på en måde, som en allround-direktør ikke helt forstår. Direktøren (og bestyrelsen) må blot være bevidste om at have en kommunikation med virksomhedens it-afdeling og/eller it-leverandører på et forretningsmæssigt, ikke-teknisk niveau.
Rapportering om dataetik
Via selskabslovgivningen har myndighederne også sat mere fokus på virksomhedernes håndtering af it og data. I 2021 blev det således vedtaget, at de største virksomheder fremover skal rapportere om dataetik i deres årsrapporter. Tilsvarende vil revisorerne fremover i højere grad have fokus på kundernes it-forhold og it-sikkerhed.
Til inspiration kan nævnes, at Bestyrelsesforeningen har udarbejdet vejledninger til bestyrelser (som også bør læses af direktører) om, hvordan it-sikkerhed kan komme på dagsordenen i bestyrelseslokalet. Direktøren vil naturligvis skulle eksekvere, og vejledningen kan dermed inspirere direktøren i forhold til kommunikationen med virksomhedens it-afdeling og/eller it-leverandør. En anden inspirationskilde, der nok er mest relevant for de lidt større og komplekse virksomheder, er CIS18-kriterierne (critical security controls). Disse kriterier giver et billede af, hvordan man kommer “hele vejen rundt” om de væsentlige elementer i it-miljøet, og CIS18-kriterierne kan derfor også være et passende grundlag for den løbende rapportering til bestyrelsen.
Små og mellemstore virksomheder har under COVID-19-pandemien haft mulighed for at tage rentefrie lån til A-skatter og moms hos Skattestyrelsen. Det er ikke længere muligt at søge om disse lån, tværtimod nærmer forfaldsdatoen sig. Lån, der oprindeligt forfaldt til betaling henholdsvis den 1. november 2021 og den 1. februar 2022, har fået udskudt forfaldsdatoen til den 1. april 2022.
Hvis virksomhederne ikke har likviditet til indfrielse af lånene, er der åbnet mulighed for en udvidet betalingsordning, når visse betingelser er opfyldt.
Momslån
For små virksomheder var der mulighed for momslån gældende for indberetningsperioden 2. halvår
2019 samt 1. og 2. halvår 2020.
For mellemstore virksomheder var det gældende for 4. kvartal 2019, 3. og 4. kvartal 2020 samt 1. kvartal 2021. For momslån vedrørende 1. kvartal 2021 er der dog først frist til betaling den 1. november 2022.
A-skatter
Lån til A-skatter, der forfalder til betaling den 1. april 2022, vedrører indberetninger for januar 2021 for små og mellemstore virksomheder og februar 2021 for store virksomheder. Der er flere forskellige forfaldsdatoer knyttet til forskellige indberetningsperioder, hvor der var mulighed for at tage imod lån til A-skatterne.
Betalingsordning med Skattestyrelsen
Hvis virksomheder har udfordringer med tilbagebetaling af lånene, er der mulighed for at anmode om en betalingsordning. Denne betalingsordning er udvidet med op til 24 måneder mod almindeligvis 12 måneder. Der er dog en række betingelser, som skal være opfyldt, for at der kan indgås en betalingsordning, herunder:
- Der må ikke være skattekontogæld under inddrivelse
- Betalingsordninger på skattekontoen skal være overholdt inden for den sidste måned
- Der kan kun være en betalingsordning ad gangen
- Der kan ikke ændres afgiftsperiode, når der oprettes en betalingsordning
- Hvis der er fastsat foreløbige indberetninger, fordi lånene ikke tidligere er blevet indberettet, skal der ske indberetning af disse, før der kan oprettes en betalingsordning.
En betalingsordning med Skattestyrelsen er imidlertid ikke gratis. Det koster pt. 0,7 % i rente om måneden, svarende til en årlig rente på 8,4 %. Renten er ikke fradragsberettiget.
Kontakt din revisor, hvis du har brug for rådgivning og hjælp til at finde den optimale løsning for afregning af lånene.
|
Forfaldsdatoer |
Indberetningsperioder |
|
|---|---|---|
|
Små og mellemstore virksomheder |
Store virksomheder |
|
|
1. april 2022 |
Januar 2021 |
Februar 2021 |
|
1. juni 2022 |
September 2020 og februar 2021 |
September 2020 og marts 2021 |
|
1. november 2022 |
August 2020 og december 2020 |
August 2020 og december 2020 |
|
1. februar 2023 |
Marts 2021 |
April 2021 |
|
1. maj 2023 |
Oktober 2020 |
Oktober 2020 |
Momsangivelsesperioder
Momsangivelsesperioder afhænger af størrelsen af en virksomhed. Små virksomheder med en årlig omsætning på under 5 mio. kr. skal angive momsen halvårligt, mens mellemstore virksomheder, der har en årlig omsætning på mellem 5 mio. kr. og 50 mio. kr., skal angive momsen kvartalsvist. Store virksomheder med en årlig omsætning på over 50 mio. kr. skal angive momsen månedligt.
Angivelsesperioder for A-skat og AM-bidrag
Hvis de årlige AM-bidrag er under 250.000 kr., og/eller A-skatter er under 1. mio. kr., bliver en virksomhed i denne sammenhæng betragtet som en lille eller mellemstor virksomhed. Hvis disse grænser overskrides, bliver virksomheden betragtet som stor.
Allerede i forrige nummer af Facit gav vi i lederen udtryk for bekymring over en mulig overophedning af økonomien. Aktiekurser, der er all-time-high, et boligmarked, der er rødglødende, mangel på arbejdskraft og råvarer, og en lurende inflation bør give anledning til panderynker. De seneste tre måneder har ikke betydet ændringer i denne udvikling. Måske ser det hele anderledes ud nu, hvor dette læses, idet der så er gået nogle uger, siden det blev skrevet.
Uanset om man hører til de bekymrede eller blot i almindelighed gerne vil sprede sine investeringer, er der grund til at se sig om efter alternativer til de gængse investeringsobjekter. Det kunne fx være investering i ikke-børsnoterede aktier – altså unoterede aktier. Nogle vil nok mene, at det er mere risikabelt end investering i traditionelle værdipapirer eller fast ejendom, men sandsynligheden taler dog for, at disse aktier ikke er helt så aggressivt prissat, som de børsnoterede. Efterspørgslen på sidstnævnte er voldsomt høj, og det er medvirkende til at presse priserne op.
Hvis man er i besiddelse af frie midler, der skal investeres, har unoterede aktier altid været en mulighed, men faktisk har det i en årrække også været muligt at investere i sådanne aktier for midler opsparet i en pensionsordning. Muligheden er ledsaget af en række betingelser og begrænsninger, og naturligvis er beskatningen kompliceret. I denne udgave af Facit har vi valgt at belyse emnet, idet der er tale om en interessant og delvist overset investeringsform.
Der er også mulighed for at læse om momsreglerne ved salg af biler. Der findes en række særregler på dette område, for biler er som bekendt også belagt med registreringsafgift, og den skal der ikke betales moms af. Det medfører nogle udfordringer i forbindelse med videresalg af nyere, brugte biler, og der er for nyligt justeret i regelsættet for netop denne kategori af biler.
Vi bringer også noget om mulighederne for og kravene til anvendelse af digitale underskrifter på selskabsretlige dokumenter, ligesom der findes en artikel om et af de varmeste emner i øjeblikket, nemlig hvidvask.
Denne udgave af Facit er med andre ord sammensat af lidt af hvert. Noget er nyt, og noget er knap så nyt men overset og stadig relevant. Men blandede bolsjer er da ikke det værste, der findes.
God fornøjelse med læsningen!
Et af de spørgsmål, vi som rådgivere ofte får, er, om en given aktieinvestering skal ske gennem et selskab eller med private midler.
Svaret afhænger af mange konkrete forhold i den enkelte kundes formueplanlægning, herunder investeringshorisonten og adgangen til likviditet. Herudover er der forskel på, om aktien er noteret på et reguleret marked eller ikke, idet der er forskel på beskatningen af de to typer af aktier.
Selskaber bliver lagerbeskattet med 22 % af værdiudsving på noterede aktier, men betaler som udgangspunkt ikke skat af fortjeneste på unoterede aktier. Udbytte bliver heller ikke beskattet ens. Udbytter af unoterede porteføljeaktier medregnes i den skattepligtige indkomst med 70 % af udbyttebeløbet.
Personer betaler først skat af fortjeneste på aktier, når fortjenesten bliver realiseret. Udbytte bliver beskattet med samme skatteprocent som fortjeneste. Skatten er enten 27 % eller 42 %, og skatteprocenten er – for så vidt angår unoterede aktier – den samme, uanset om aktien stiger eller falder i værdi.
Unoterede aktier i pensionsdepotet
Det er velkendt, at man kan placere noterede aktier i et pensionsdepot, men det er en ofte overset mulighed, at det også gælder unoterede aktier. Især for personer med en lang investeringshorisont kan det være en overvejelse værd. Det kan også være en interessant mulighed for direktører og ledende medarbejdere, der bliver tilbudt en mindre ejerandel i den virksomhed, som de er ansat i.
Isoleret set kan det være tillokkende at anvende pensionsmidlerne, da dette betyder, at der kan opnås indirekte skattefradrag for investeringen. Dette fradrag bliver dog modsvaret af, at udbytter og gevinster ved salg af aktierne til sin tid bliver beskattet som personlig indkomst eller i form af en éngangsafgift på 40 %, når pensionen bliver udbetalt. Ofte er det adgangen til likviditet, der er afgørende for beslutningen om at anvende pensionsmidler til køb af unoterede aktier.
Pensionsmidler bliver løbende lagerbeskattet med den såkaldte pensionsafkastskat på 15,3 % af såvel årets udbytte af de unoterede aktier som af kursgevinster på disse. Da der ikke foreligger en løbende opgjort markedsværdi på unoterede aktier, bliver gevinst og tab beregnet af forskellen mellem det største beløb af enten aktiernes anskaffelsessum eller aktiernes værdi ifølge det senest aflagte årsregnskab pr. 15. november i indkomståret og den tilsvarende værdi ved årets begyndelse. Skatten følger derfor selskabets udvikling gennem årene.
Hvornår og hvor meget kan investeres?
For at kunne anvende reglerne skal værdien af kapital- og ratepensioner være på mindst 500.000 kr. og skal være samlet i et penge- eller pensionsinstitut. Siden 1. januar 2021 har midler i aldersopsparing ikke kunnet investeres i unoterede aktier.
Den højeste andel af unoterede aktier, der kan placeres i et pensionsdepot, bliver opgjort i procent af, hvor stor markedsværdien af pensionsopsparingen er på investeringstidspunktet.
Af de første 2 mio. kr. kan der investeres 20 %, af de næste 2 mio. kr. kan der investeres 50 %, mens der kan investeres 75 % af opsparingen over 4 mio. kr. Er opsparingen fx 6 mio. kr., kan der altså investeres 2.900.000 kr. i unoterede aktier.
Man skal investere mindst 100.000 kr. i hvert selskab og passe på, at værdien af resten af pensionsopsparingen ikke dykker.
Hvis den del af pensionsopsparingen, der ikke er investeret i unoterede aktier, falder til en værdi mindre end 350.000 kr., skal man inden 3 måneder afhænde aktierne. Det er tilladt, at man selv køber aktierne for frie midler. Hvis man ikke afhænder de unoterede aktier inden 3 måneder, pålægges de en afgift på 60 %, hvilket er det samme som afgiften ved hævning af en pensionsordning i ”utide”.
Hertil kommer, at man sammen med sin familie samlet set højst må eje 24,99 % af kapitalen i det unoterede selskab. ”Familie” er i denne sammenhæng ægtefællen, forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn samt ægtefæller til de nævnte. Dødsboer efter forannævnte personkreds og selskaber, hvori personkredsen har bestemmende indflydelse, skal også medregnes.
Kommer man til at eje 25 % eller mere, har det alvorlige konsekvenser.
Hvis man ikke inden 3 måneder, efter grænsen er overskredet, afhænder aktier til tredjemand, så ejerandelen kommer under 25 %, skal man betale 60 % i afgift af en eventuel avance. Denne opgøres som forskellen på salgssummen til tredjemand og anskaffelsessummen i pensionsordningen. Hvis der er tab, skal der ikke betales afgift.
Hvis man køber alle aktierne ud for frie midler, skal der ligeledes betales afgift af avancen som anført ovenfor, men man skal være opmærksom på, at man skal handle alle aktierne, og at salgssummen ikke kan være mindre end den oprindelige anskaffelsessum, selv om markedsværdien er lavere på salgstidspunktet.
Der skal betales afgift på 60 % af pensionsmidler investeret i unoterede aktier, hvis ejerandelen ikke er nedbragt inden 3 måneder.
Hvem og hvad må man handle med?
Det er muligt at handle aktier med sig selv. Alle handler mellem privatsfæren og pensionsdepotet skal ske til det højeste beløb af enten det beløb, aktierne blev anskaffet for til pensionsdepotet eller markedsværdien på handelstidspunktet.
De selskaber, man investerer i, behøver ikke at ligge i Danmark. Man kan investere i selskaber i alle EU-lande og i Island, Liechtenstein og Norge.
Der skal være tale om aktieselskaber eller lignende. Man kan under særlige betingelser også investere i kommanditselskaber. Der må gerne være tale om et investerings- eller holdingselskab, og der er intet til hinder for, at selskabet investerer hele eller dele af sin formue i selskaber uden for EU/EØS. Selskabet må ikke have til formål at give brugsrettigheder, rabatter eller lignende til aktionærerne. Pensionsopsparingen kan derfor ikke via et unoteret selskab anvendes til køb af en aktielejlighed til privat benyttelse for investorerne.
Investering i unoterede aktier adskiller sig på flere punkter fra investering i børsnoterede aktier, og det vil ofte være både vanskeligt og omkostningstungt at købe eller sælge. Alene udfordringen med at finde en køber eller sælger kan bremse processen.
Investering i unoterede aktier bør derfor normalt ske med henblik på et længerevarende ejerskab, og man skal være opmærksom på, at der sædvanligvis vil være et betydeligt ringere informations-flow fra sådanne virksomheder end fra børsnoterede selskaber. Der kan således opstå situationer, man ikke kan nå at reagere på, fx fusioner eller andre omstruktureringer, væsentlige ændringer i den øvrige ejerkreds, strategiske retningsskift m.m.
Din revisor kan altid bidrage med yderligere viden om risici og muligheder ved pensionsopsparing i unoterede aktier.
En række vigtige selskabsdokumenter skal i henhold til selskabsloven underskrives for at opnå retsvirkning, herunder eksempelvis:
- Stiftelsesdokumenter
- Generalforsamlingsprotokollater
- Ejerbeviser
De pågældende dokumenter kræver derfor enten en fysisk eller digital underskrift for at få retsvirkning efter sit indhold.
I relation hertil udstedte Erhvervsstyrelsen den 9. juli 2021 en vejledning om brugen af digitale underskrifter på selskabsretlige dokumenter. Vejledningen finder udelukkende anvendelse på dokumenter, der efter selskabsloven skal underskrives. Dette indebærer, at vejledningen bl.a. også finder anvendelse på dokumenter, der ikke skal indberettes til Erhvervsstyrelsen, men som efter selskabsloven alligevel skal underskrives, som eksempelvis et generalforsamlingsprotokollat, hvor der ikke er truffet anmeldelsespligtige beslutninger. Vejledningen finder ikke anvendelse på regnskabsdokumenter, som i stedet er behandlet i indsendelsesbekendtgørelsen.
Reguleringen af digitale underskrifter
Anvendelsen af digitale signaturer er reguleret i eIDAS-forordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014) (herefter ”Forordningen”), som fastsætter reglerne for gensidig anerkendelse af digitale underskriftsløsninger mellem medlemsstaterne og sætter rammerne for, hvornår en digital signatur har samme virkning som en fysisk underskrift.
Forordningen opdeler – ud fra særlige tekniske og sikkerhedsmæssige kriterier – digitale signaturer i tre kategorier:
- Elektroniske signaturer
- Avancerede elektroniske signaturer
- Kvalificerede elektroniske signaturer
Hvis en digital underskriftsløsning kategoriseres som værende en kvalificeret elektronisk signatur, forpligter Forordningen medlemsstaterne til at anerkende denne på lige fod med en fy-sisk underskrift. Dette betyder modsat, at digitale signaturer, der kategoriseres som enten elektroniske signaturer eller avancerede elektroniske signaturer, ikke efter Forordningen kan kræves at have samme virkning som en fysisk underskrift i medlemsstaterne.
Forordningen foreskriver imidlertid tillige, at medlemsstaterne ikke kan nægte en digital underskrift alene begrundet i, at underskriften er elektronisk, eller at den ikke opfylder kravene i Forordningen til at være en kvalificeret elektronisk signatur. En digital underskrift kan derimod nægtes retsvirkning, såfremt underskriftsløsningens sikkerhed findes tvivlsom, eller hvis det ikke er muligt at identificere underskriveren på baggrund af underskriften.
Kategoriseringen af de enkelte digitale underskriftsløsninger foretages af nationalt udpegede tilsynsorganer i medlemsstaterne. Forordningen forudsætter derfor en vis grad af gensidig tillid mellem medlemsstaterne ved vurderingen af de enkelte underskriftsløsninger, der således kan have direkte virkning i de øvrige medlemslande. EU-kommissionen har i denne forbindelse oprettet en liste over kvalificerede tillidstjenesteudbydere (udbydere af kvalificerede elektroniske signaturer) i de forskellige medlemsstater (eIDAS Trusted List).
Erhvervsstyrelsens praksis
Underskrift med en digital signatur, der efter Forordningen er en kvalificeret elektronisk signatur, og som fremgår af eIDAS Trusted List, vil uden videre blive anerkendt af Erhvervsstyrelsen, hvorefter det pågældende selskabsdokument efterfølgende vil få retsvirkning efter sit indhold.
Ved en underskrift med en digital underskriftsløsning, der ikke er en kvalificeret elektronisk signatur i Forordningens forstand, vil Erhvervsstyrelsen – henset til Forordningens forbud mod nægtelse af digitale underskrifter alene med begrundelse i, at de ikke kan kategoriseres som kvalificerede elektroniske signaturer efter Forordningen – foretage en konkret vurdering af, hvorvidt underskriften kan anerkendes.
I denne vurdering vil Erhvervsstyrelsen ifølge vejledningen lægge vægt på:
- om underskriften er klart knyttet til underskriveren
- om underskriften kan identificere underskriveren og
- om sikkerheden i underskriftsløsningen er tilfredsstillende.
Vejledningen indeholder endvidere en ikke-udtømmende liste over digitale underskriftsløsninger, der efter Erhvervsstyrelsens praksis umiddelbart vil blive henholdsvis accepteret og afvist. Afgørende for denne vurdering er, om underskriften påføres på en sådan måde, at den sikrer en entydig identifikation af underskriveren.
Følgende digitale underskrifter accepteres umiddelbart efter vejledningen:
- Underskrift ved brug af en dertil indrettet software, der anvender NemID, eksempelvis Penneo og esignatur.
- Underskrift ved brug af en underskriftsløsning, der fremgår af eIDAS Trusted List.
- Underskrift i hånden med et tegneprogram, eksempelvis på iPad med en touchskærm.
Følgende digitale underskrifter accepteres umiddelbart ikke efter vejledningen:
- Underskrift med en kursiv eller anden skrifttype i et tekstbehandlingsprogram, eksempelvis i Word.
- Underskrift, der udelukkende er valideret via underskrivers e-mailadresse.
- Underskrift af en fuldmægtig på vegne af underskriver, hvor fuldmagten ikke samtidig med anmeldelsen er indberettet til Erhvervsstyrelsen.
Underskriftstidspunktet
Digitale underskriftsløsninger angiver som oftest, hvornår et dokument er blevet underskrevet elektronisk, og de digitale løsninger opfylder i de tilfælde kravet om datering af selskabsdokumenter. Efter Erhvervsstyrelsens praksis regnes dokumentets underskriftsdato som den dato, hvor det pågældende selskabsdokument er blevet elektronisk underskrevet. Er der flere underskrivere, er tidspunktet for den sidste persons underskrift afgørende for underskriftsdatoen. Det skal i denne relation erindres, at der skal være overensstemmelse mellem dokumentets underskriftsdato og en i selskabsdokumentet angivet dato, eksempelvis ved udfærdigelsen af et stiftelsesdokument med angivelse af en specifik stiftelsesdato.
Såfremt det findes praktisk umuligt for de påkrævede underskrivere at underskrive dokumentet samme dag, vil det være muligt at udfærdige en tydeligt afgrænset specialfuldmagt, hvorefter den fuldmægtige kan underskrive på fuldmagtsgivers vegne. En sådan fuldmagt må i så fald indberettes sammen med det pågældende dokument for at undgå afvisning af dokumentet.
Opbevaring af selskabsdokumenter
Erhvervsstyrelsens vejledning fastslår slutteligt, at de gældende regler for opbevaring af selskabsdokumenter tillige finder anvendelse, hvor dokumenterne er underskrevet med en digital underskrift. Digitalt underskrevne dokumenter skal således også opbevares på betryggende vis i minimum fem år fra udløbet af det regnskabsår, dokumenterne vedrører.
Kære læser!
Denne leder er skrevet, mens hovedparten af roséflaskerne stadig lå på køl, og lageret af grillkul (eller gas, hvis man er mere til den slags) var bugnende i optimistisk forventning om den foreløbigt bedste sommer i dette årtusinde. Allerede det sidste kan have vist sig at være overdrevent, og der er også en vis risiko for, at de følgende overvejelser er blevet uinteressante, som følge af at fremtiden i mellemtiden er blevet nutiden.
Hvor er vi mon på vej hen – altså sådan rent økonomisk?
Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning har corona-pandemien haft en overraskende effekt. April og maj 2020 var godt nok en katastrofe, næsten uanset hvilket nøgletal man tog udgangspunkt i, men allerede derefter begyndte det at vende.
Der er stadig brancher, der er ubærligt hårdt ramt, men det store billede er faktisk utroligt positivt. Vi er endda i en situation, hvor der er opstået flaskehalse – det gælder både visse typer af arbejdskraft og forskellige slags råvarer.
Det betyder store stigninger på lønområdet i nogle brancher, ligesom prisenpå flere råvarer er steget med voldsomme procentsatser.
Inflation (hvis nogen ellers kan huske, hvad det er) synes altså at være en risiko, vi kommer til at forholde os til igen, men samtidig har vi fortsat et historisk lavt renteniveau, og er der mon tale om bobler på både bolig- og aktiemarkedet?
Flere økonomer har i en længere periode råbt ”ulven kommer”, mens andre fortsat er af den overbevisning, at potentialet er stort og væksten utæmmelig.
Nå ja, det kan da godt være, at sommeren eller det tidlige efterår byder på en lille korrektion, men det vil kun være et bump på vejen.
Det er ikke mere end 13 år siden, vi sidst havde en grim krise, og har vi allerede glemt den? Til gengæld var vi forbløffende hurtigt tilbage på rette vej, og måske går det lige så hurtigt denne gang – hvis der altså overhovedet er grund til bekymring.
Men hvad nu, hvis der kommer en fjerde bølge eller en ny virusvariant? Skal verden så lukkes igen? Og kan vi holde til det? Økonomisk? Mentalt?
I det følgende beskæftiger vi os med noget, der med sikkerhed ikke bliver hverken bedre eller værre uanset udfaldet af ovenstående. Komplicerede regler for grænsehandel, indkomstbeskatning og omstrukturering er kommet for at blive!
God fornøjelse med læsningen!
Med virkning fra den 1. juli 2021 må erhvervsdrivende ikke længere modtage kontantbetalinger på 20.000 kr. eller derover.
Grænsen for modtagelse af kontantbetalinger er blevet ændret ad flere omgange, og nu flytter den altså fra de hidtidige 50.000 kr. til 20.000 kr. I bemærkningerne til ændringsloven kan man læse, at beslutningen om at nedsætte grænsen til 20.000 kr. er et kompromis mellem hensynet til at give myndighederne forbedrede muligheder for at hindre hvidvask af udbytte fra økonomisk kriminalitet på den ene side og til mulighederne for stadig at kunne anvende kontanter til betalinger på den anden side.
For at modvirke risikoen for omgåelse af kontantforbuddet er der ikke ændret på, at forbuddet fortsat omfatter både enkeltstående betalinger på 20.000 kr. eller derover og flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet, hvisden samlede kontantbetaling udgør 20.000 kr. eller derover.
Kontantforbuddet gælder alle erhvervsdrivende virksomheder. Det er eksempelvis radio-/tv-forhandlere, guldsmede og bilforhandlere og andre detailhandlere, men ikke de virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovens regler om indberetningspligt og opbevaring af kundelegitimation mv., herunder pengeinstitutter, advokater og revisorer.
Sanktioner
Overtrædelse af kontantforbuddet kan straffes i form af bøde eller fængsel.
Som udgangspunkt er bødens størrelse 25 % af de beløb over beløbsgrænsen på 20.000 kr., som er modtaget i de enkelte handler, dog mindst 10.000 kr. Modtager en erhvervsdrivende således 50.000 kr. i kontanter, vil beløbet, som overstiger beløbsgrænsen, være 30.001 kr. Bøden på 25 % af beløbet ud-gør således 7.500,25 kr., men den vil alligevel blive fastsat til 10.000 kr. som følge af ”minimumsreglen”.
Interne procedurer
Risikoen, for at der modtages kontantbetalinger i strid med kontantforbuddet, er blevet forøget med nedsættelsen af beløbsgrænsen. Mange virksomheder har allerede udarbejdet interne procedurer og retningslinjer for, hvordan modtagelsen af kontantbeløb skal håndteres, men hvis dette endnu ikke er tilfældet, kan den seneste nedsættelse af beløbsgrænsen være en passende lejlighed.
Det er vigtigt at informere medarbejderne om reglerne, herunder den nye beløbsgrænse, idet manglende kendskab hertil ikke har indflydelse på ansvarsvurderingen eller bødeudmålingen ved en eventuel overtrædelse af forbuddet. Er man som erhvervsdrivende i tvivl om, hvorvidt en kontantbetaling er omfattet af forbuddet, kan man afvise kontantbetalingen ogi stedet henvise til betaling i form af bankoverførsel, elektroniske betalingssystemer eller lignende.
Lad os med det samme slå fast: Vi er her i Facit ikke fagøkonomer, vi er ikke politikere – men vi har som revisorer dog en uddannelse, der i stort omfang handler om økonomi og økonomiske sammenhænge.
Denne viden bruger vi dels i vores daglige arbejde med revision og lignende ydelser, dels som grundlag for at rådgive vores kunder i disses hverdag som erhvervsdrivende og/eller ledere af erhvervsvirksomheder.
I denne artikel samler vi op på nogle af de forhold, vi ofte mødes med i hverdagen, og som ikke mindst føder mange tanker og debatter om situationen i det samfund, vi alle tager del i.
Negative renter i pengeinstitutterne
Der er megen debat om pengeinstitutternes stadige stramninger af vilkårene for indlån. For ganske få år siden ville de fleste have grinet højlydt, hvis begrebet ”negative renter” blev bragt på bane.
Helt simpelt er det den overordnede (og delvis politiske) styring af finanserne, der via europæiske og andre centralbanker, herunder den lokale nationalbank, der sætter rammerne for denne problemstilling. Nationalbanken kræver penge (renter) af de indskud, pengeinstitutterne har i nationalbanken, som (lidt forenklet) forvalter den overskydende likviditet i samfundet.
”Negative renter” er egentlig et tåbeligt begreb, men i bund og grund betaler vi blot renter af vores egne penge i stedet for at få renter af dem, som vi har været vant til. Pengeinstitutterne har masser af likviditet, og regningen fra nationalbanken (renterne af indeståendet) sendes videre til kunderne i den næste række.
Dette har rejst en del debat over hækken, og det har – kortvarigt – været et politisk emne. Det lader dog til, at politikerne har fået et vink med en vognstang om, at de ikke skal fastlægge bankernes rente- og gebyrpolitik ud over styringen fra nationalbanken. Det kan der menes meget om, og i vores tilstand som upolitiske skribenter henlægger vi straks denne del af debatten.
Der har været gjort utallige tiltag for at smyge sig uden om at skulle betale renter af sine egne penge. Det er forsøgt at sprede midlerne over flere pengeinstitutter, men den version kan pengeinstitutterne selv håndtere, eksempelvis ved at stille krav om NemKonto.
Andre har angiveligt hævet alt indestående over den bagatelgrænse, der trods alt eksisterer. Vi er tilbage ved gamle tiders metode, hvor man gemte pengene i madrassen. Af åbenlyse grunde er denne metode ikke specielt anbefalelsesværdig.
Herudover har nogle valgt at lade likviderne arbejde på enanden måde ved at investere i aktiver, hvor der håbes på et bedre afkast. Den slags investeringer indebærer altid – på trods af det glittede papir – også en risiko, men den er det åbenbart nemmere at leve med end at skulle betale en halv procent om året i renter af sit indestående. Inflationen rører på sig for tiden, og dette forhold medfører alt andet lige, at ens likvider som byttemiddel bliver mindre og mindre værd.
Renteniveauets indflydelse
I begyndelsen af 1980’erne var renten på et kreditforeningslånoppe på cirka 22 % (og inflationen cirka det halve). I de seneste par år har den været tæt på 0 % og for visse låntyper endog negativ. Det var muligt at få penge for at låne, hvilket dog i et vist omfang blev udlignet af bidrag til kreditforeningen.
Huskøb finansieres i dag med meget lave rentesatser, og i mange tilfælde kombineres dette med relativt kort løbetid for lånene. Det har nogen tjent en del penge på i årenes løb, men der er en risiko.
Som eksempel køber vi nu en villa til 5 mio. kr. Der kan under forskellige betingelser lånes 4 mio. kr. i kreditforeningen. De lånes til den variable rentesats på 0,5 % og koster således i renrente 20.000 kr. om året. Hertil kommer så bidrag, men det er en anden boldgade. Lånet skal refinansieres efter 5 år og er naturligvis afdragsfrit.
Hvad nu, siger den forsigtige så, hvad nu hvis renteniveauet stiger til 20 % - så er renteudgiften 400.000 kr. om året. Kan din økonomi klare det? Det kan ikke lade sig gøre, svarer køberen. Det, køberen ikke mener kan lade sig gøre, er ikke manglende sammenhæng i økonomien, men selve satsen.
Det er dog ikke mere mærkeligt, end at renten er ”negativ” ... I 1980’erne var kreditforeningsrenten op til 22 %.
Eksemplet er naturligvis ekstremt, men tanken bør være der, når man køber ejendom eller placerer sine midler i andre former for aktiver. For få år siden var renten 5 %, og det svarer til en femdobling af den månedlige rentebetaling. Urealistisk? Nej. Muligt for huskøberen? Tjah.
Boblerne - boliger
I dagspressen kan man læse den ene økonom, vismand, professor og politiker efter den anden udtale sig om overophedning, bobler, kriser, flaskehalse og andet uvæsen.
Tager vi igen fat i murstenene, ser vi i øjeblikket (igen) en himmelflugt i priserne på fast ejendom. Det gælder sommerhuse, det gælder helårshuse – og det gælder såkaldte investeringsejendomme.
Hvis man eksempelvis for to år siden købte et sommerhusfor 1 mio. kr., kan man allerede nu måske sælge det til 1,2 mio. kr. En prisstigning på 20 % over to år – det er da noget. Tjah, så har man råd til et dyrere sommerhus – men ak, det kan jo kun blive til et sommerhus med mindre standard og dårligere beliggenhed, for det sommerhus, der for 2 år siden kostede 1,2 mio. kr., er nu steget med 20 % til 1,44 mio. kr.Det nye sommerhus er blevet yderligere 40.000 kr. dyrere, så der er kun råd til at købe et svarende til den standard, man kom fra. Dertil kommer, at der er fosset en ganske anseelig pose penge til ejendomsmægler, låneomkostninger og stempelomkostninger ud af lommen.
Det havde således været billigere at blive boende …
Prisen afhænger af udbud og efterspørgsel, siger man. Om der er et element af fornuft ind over, kan diskuteres. Ejendomsmægleren sætter i stort omfang prisniveauet, og ser vi på sommerhusmarkedet, kan udviklingen gennem de sidste par år (hjulpet godt af bedre lånemuligheder, som man heller ikke bliver rigere af) minde lidt om hamstringsbølgen af rugbrød og toiletpapir i marts 2020.
Risikoen for mange er, at når (hvis?) boblen brister, kan de ikke sælge boligen til en pris, der kan dække belåningen – de bliver teknisk insolvente og stavnsbundne, og det er set før. Endog i nyere tid.
Boblerne - aktiemarkedet
En anden boble kan ses på aktiemarkedet. Kurserne udvikler sig fortsat opad, men sammenligner man selskabernes indre værdi med kursen, skal der være et kæmpe indtjeningspotentiale, der ikke er realiseret endnu, indbygget i selskabets drift. Nogle gange mest som varm luft kan man forestille sig.
Finansierer man ud over sine frie midler med lånoptagning, kan det gå galt. Det ses af og til i de såkaldt gearede investeringer, hvor man låner penge til at købe endnu flere farverige aktier for. Endnu flere aktier, endnu bedre afkast – eller tab.
Hvem sagde eksempelvis Roskilde Bank …
Til sidst
Der er mange konsekvenser af renter og bobler, vi ikke har omtalt nærmere. Man kan tage et kig på sin pensionsordning; hvad er afkastet, hvilken risikoprofil har jeg – og hvad kan det komme til at betyde? Man kan vælge grønne puljer, man kan vælge puljer uden våbenindustri og olieindustri, man kan vælge at spille eller ej. Risikopræmien kan være høj.
Fonde opfylder deres gode og almenvelgørende formål ved hjælp af formuens afkast (formuen i sig selv må der ikke tæres på), og afkast er der ikke meget af for tiden, hvis formuen skal placeres fornuftigt og efter reglerne.
Ja, vi er forsigtige revisorer og rådgivere – men inden man kas-ter sig ud i alt for risikable tiltag, kan det tilrådes at trække vejret dybt og tage en snak med os om fordele og ulemper
– og konsekvenser af forskellige scenarier.
Indtil pandemien ramte Danmark, opførte priserne på sommerhusmarkedet sig nogenlunde lige som resten af boligmarkedet. I de mest efterspurgte områder var priserne siden den seneste finanskrise i 2008/2009 steget jævnt, og de var nogle steder nået over niveauet fra før krisen.
Andre steder havde priserne bevæget sig meget lidt siden krisen, og i yderområderne af landet langt fra storbyerne kunne man erhverve sig et sommerhus til priser langt under 1 mio. kr.
I starten af pandemien var mange eksperter enige om, at priserne på boligmarkedet generelt ville falde som følge af denstigende arbejdsløshed og de negative forventninger til samfundsøkonomien i al almindelighed, som er faktorer, der normalt - sammen med udviklingen i den lange rente – hænger sammen med udviklingen i boligpriser.
Vi ved nu, at det er gået noget anderledes, end de negative spådomme gik ud på. Både i de allerbilligste områder og i de dyre områder har vi set tocifrede prisstigninger, og i nogle tilfælde har vi set billige huse stige til næsten det dobbelte pået år.
Markante stigninger i de private opsparinger – blandt andet på grund af frigivelsen af de indefrosne feriepenge og et stort fald i det private forbrug – har haft en stor betydning for prisudviklingen i yderområderne. Dertil kommer, at anbefalingen om at holde ferie i Danmark i stedet for i udlandet på grund af rejserestriktionerne samt befolkningens forsigtige omgang med penge i al almindelighed formentlig også har bidraget til prisudviklingen.
Inflationsspøgelset har vist sit ansigt, og de lange renter har bevæget sig et nyk opad. Men eksperterne er ikke enige om, hvor, hvornår og hvor meget inflation, vi har i vente. Denkorte rente er fortsat negativ.
Den Europæiske Centralbank har til formål at holde inflationen i nærheden af og især under 2 % p.a. Det første erhidtil ikke lykkedes særligt godt, idet den i flere år har været meget lavere end 2 %. I Danmark er priserne siden 2015 ste-get mindre end 5 %.
Mere fundamentale økonomiske læreregler har spillet ind, og det vil de også gøre efter pandemien. Der har været meget tale om udviklingen af en boble i de dyreste områder – men hvordan ved man det, og hvad er en boble? En af de største økonomiske bobler i verdenshistorien – Tulipanløgsboblen iAmsterdam i 1600-tallet – har ved senere studier vist sig atfølge de normale teorier om stigende priser i tilfælde af stigende efterspørgsel og faldende udbud. På sommerhusmarkedet har vi oplevet tilsvarende tendenser med, at udbuddet af huse faldt og efterspørgslen steg. I skrivende stund er det omvendt.
Statistikken over prisudviklingen indtil nu kan i værste fald være misvisende. Både fordi der er for få transaktioner til, at det – især uden for København – giver mening at udarbejdeen statistik, og fordi motivet til at investere i fast ejendom spænder over forbrug, familieplanlægning, liebhaveri, spekulation, formueplacering, udlejning til turister og kombinationer heraf.
Det er derfor ikke blevet mindre svært at spå om fremtiden. Hvert hus, hver køber og hver sælger har en helt unik profil.
Når dette læses, er pandemien forhåbentlig ved at klinge af, og vi kan igen vende blikket mod de mange andre administrative udfordringer, erhvervslivet til stadighed må slås med.
Det var uden tvivl et større kludetæppe af forskelligartede argumenter, der førte til briternes udmeldelse af EU, men et ønske om opgør med for omfattende bureaukrati kan ikke have været et af dem.
Som det fremgår af artiklen om nogle af de moms- og toldmæssige konsekvenser af briternes nyvundne selvstændighed, så er papirgangen i forbindelse med handel med UKgået fra slemt til meget værre, og det synes efterhåndentæt på umuligt at gøre det rigtigt.
God vilje og gennemsnitlige administrative kompetencer eri hvert fald ikke længere tilstrækkeligt. Det kræver både ekspertviden og stor datakraft at håndtere salg af en børnecykel til en brite.
Inden vi kommer for godt i gang med at kritisere briterne og/eller EU for at komplicere vilkårene for erhvervslivet, kan vi passende se lidt på eget lovkompleks.
De fleste må være bekendte med minksagen og alle dens konsekvenser, og selvfølgelig er der også en stribe skattemæssige problemstillinger at tage højde for.
Erstatning er nemlig ikke bare erstatning, når det kommer til beskatningen af den.
Det er faktisk altafgørende for beskatningen at få præcist defineret, hvad erstatningen dækker, idet den skattemæssige behandling kan strække sig fra skattefrihed for nogle elementer over ”behersket” beskatning af andre til marginalbeskatning med AM-bidrag og topskat af de sidste.
Det er nok kendt for de fleste, at vores skattesystem er ualmindeligt indviklet, men det skyldes et velment ønske om retfærdig og ensartet behandling af virksomheder og borgere, hvilket man naturligvis bør have in mente.
Med baggrund i ovenstående betragtninger synes et ønske om reduktion af bureaukrati og administrative byrder ikke at være et slagkraftigt argument for at melde et land ud af EU.
Som bekendt er intet umuligt for den, der bærer viljen i hjertet, og kombineres viljen med lidt bistand fra revisor, vil det nok fortsat være muligt at handle med folket på øerne mod vest og få erstatningerne opgjort korrekt – trods alt.