Danmark har i årevis været rangeret som verdens mindst korrupte land.For at bevare det lave korruptionsniveau og dermed forblive et gennemsigtigt og tillidsfuldt samfund indeholder straffeloven adskillige bestemmelser, der kriminaliserer bestikkelse og returkommission.
Mens bestikkelse angår ansatte i det offentlige, angår returkommission ansatte i den private sektor. I begge tilfælde er der tale om korruption og uetisk adfærd, som er uønsket i såvel den offentlige som den private sektor.
De to centrale bestemmelser vedrørende bestikkelse findes i straffelovens §§ 122 og 144. Herefter foreligger der bestikkelse, når en person uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at få den pågældende til enten at gøre noget bestemt eller undlade at gøre noget i tjenesten.
Der foreligger også bestikkelse, hvis en person i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller modtager en gave eller anden fordel.
Det er således både giverens afgivelse, tilbud mv. om fordelen (aktiv bestikkelse) samt modtagerens accept heraf (passiv bestikkelse), der udgør en overtrædelse af straffeloven. Tilbyder en bilist fx penge til en betjent for at slippe for en bøde, og betjenten tager imod dette tilbud, gør begge parter sig skyldige i bestikkelse i strid med straffelovens §§ 122 og 144.
For så vidt angår returkommission er straffelovens § 299, stk. 2, den relevante bestemmelse. Det fremgår heraf, at den, som ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre på pligtstridig måde modtager, fordrer eller accepterer en gave eller anden fordel, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan gave eller anden fordel, kan straffes.
Anvendelsesområdet er således tilfælde, hvor en ansat i en virksomhed modtager en gave eller anden fordel fra en tredjemand, med henblik på at den ansatte i strid med sine pligter over for arbejdsgiveren skal handle eller undlade at handle på en måde, der er specificeret af tredjemand.
Både tredjemand, som tilbyder gaven (aktiv returkommission), og den ansatte, som modtager den (passiv returkommission), vil kunne straffes.
Udgangspunktet er således, at gaver, belønninger og andre former for fordele er omfattet af de nævnte bestemmelser.
Dog må vurderingen af, om der foreligger bestikkelse eller returkommission ske med inddragelse af anledningen til fordelen, dvs. branchekutymer, om den er af ubetydelig karakter, om den reelt rummer risiko for indflydelse på modtagerens adfærd, om den er ydet for allerede udført arbejde mv.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er ydet bestikkelse eller returkommission må derfor ske med inddragelse af flere forhold end blot tilstedeværelsen af en gave eller anden fordel.
Denne vending er vi alle stødt på i tide og utide i en meget lang periode – og den 31. januar blev udsagnet i stedet for en opfordring til en realitet.
England, Skotland, Wales, Gibraltar og Nordirland er udmeldt af EU, og der er kun tiden frem til nytår til at finde ud af en regulering af sameksistensen med disse områder – under ét kaldet Storbritannien.
Det er nærliggende at tænke ”Puha, endelig er det overstået”. Det er også nærliggende at tænke, at det må EU i skikkelse af Michel Barnier så på vores vegne rode med i resten af 2020. Desværre er der for mange slet ikke nogen grund til at læne sig tilbage og studere det forhandlingsmæssige kaos, der er lagt op til. Det vedrører os alle – og det er nu, det foregår.
Udmeldelsen af EU er ikke blot et spørgsmål om fælles domstole og forbud mod krumme agurker (hvilket i øvrigt som så meget andet i disse tider er en falsk historie).
Det vedrører landbrug, fiskeri, produktionsvirksomheder og serviceerhverv. Det vedrører arbejdskraft i Storbritannien, medarbejdere, der skal til at arbejde i Storbritannien, og medarbejdere, der kommer til os derovrefra. Hertil kommer bevægelighed for andre personer end medarbejdere – som eksempel ægtefæller, studerende og migranter.
Vi kommer til at se problemer med godkendelser af produkter, vi kan risikere told og afgifter, der kan blive problemer med transport og toldklarering, med momssamarbejde og med samarbejde på det retslige område. Det får indflydelse på adfærden hos de danske virksomheder, der er etableret i Storbritannien, og omvendt; på import og eksport af alle varer og tjenesteydelser. Kort sagt – der er ikke de områder, der ikke berøres, og vi aner ikke, hvor det lander – hvis det lander frem for et såkaldt hårdt Brexit uden aftaler.
Derfor er det vigtigt, at alle med forbindelse til Storbritannien (direkte eller indirekte) bruger den nærmeste fremtid på at tænke: Hvad kan der ske? Hvad gør vi, hvis der sker noget givent – og hvad gør vi, hvis der ikke sker noget som helst? Bliver der en hybrid af en grænse mellem Nordirland og den irske republik? Fantasien kan ikke rumme alle de ting, der kan ske. Selv USA i skikkelse af Donald Trump har det med at blande sig.
Englænderne har det gode og selvbevidste udtryk: ”Tåge over kanalen – kontinentet er afskåret”. Sådan er det ikke efter nytårstalen den 31. december 2020. Der kan det meget vel være omvendt (tågen er den samme, men det afskårne kan have skiftet side).
Boris Johnson, der altid er god for elskelig engelsk humor, sagde tidligt om morgenen efter en langstrakt vedtagelse i det britiske parlament: ”Now Brexit is decided – but first of all, let’s get breakfast done!”
Sagt på en anden måde; når morgenmaden er fortæret, begynder arbejdet. For alle læsere: Det er på høje tid at tænke situationen igennem og finde ud af, hvorledes man bedst garderer sig mod alle tænkelige udfald allerede inden frokost. Under alle omstændigheder kan man kontakte sin revisor med henblik på rådgivning.
For en virksomhedsejer kan et virksomhedssalg opstå pludseligt eller efter grundige overvejelser. Uanset hvad årsagen er, er det alfa og omega at sikre den bedst mulige pris på de bedst mulige vilkår, og at der sættes et kompetent rådgiverteam til at gennemføre salget af virksomheden.
Situationen opstår
En virksomhedsejer kan have en lang række årsager til at ville sælge sin virksomhed.
For ældre ejere starter tankerne måske med, at ejeren iagttager sin dåbsattest og konkluderer at ville udvise rettidig omhu. For en lang række ejere er det naturligt at vurdere, om der i familien er oplagte arvtagere. Ofte vil det dog ikke være lykken for hverken ejeren selv eller familien at give virksomheden i arv, og der skal derfor i stedet igangsættes en salgsproces.
Mindst lige så ofte – og særligt for de yngre ejere – udløses en salgsproces af, at en konkurrent eller en udenlandsk aktør kontakter ejeren med interesse for køb. Hvis ejeren finder henvendelsen seriøs, er det besnærende at indlede drøftelser om et salg. Det er vores erfaring, at hvis der er en interesseret køber, er virksomheden attraktiv, og så vil der også være flere interesserede købere.
Det rette tidspunkt for et salg er hverken, når dåbsattesten tilsiger det, eller når køberen banker på, men når den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer. At den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer kan skyldes,
- at denne ikke længere ønsker at investere i udvikling af sin virksomhed,
- eller at brancheudviklingen tilsiger, at der skal ske konsolidering i branchen,
- eller at virksomheden har vokset sig større end den eksisterende ejer kan overskue.
Uanset om årsagen til at overveje et salg af ens virksomhed er en af de ovenfor nævnte eller noget helt andet, er det vigtigt at gribe salget rigtigt an.
Udvælgelse af rådgiverteamet
For ejeren er den nærmeste betroede – ud over ægtefællen – ofte revisoren. Det er derfor oplagt at tage fat i ens revisor, når salgsprocessen skal overvejes, og drøfte tankerne med denne. Revisoren kan sammen med ejeren sammensætte et samlet rådgiverteam til opgaven. Ud over revisoren vil teamet kunne bestå af en advokat og en rådgiver i køb og salg af virksomhed. De tre rådgivere i salgsprocessen udfylder hver deres rolle og agerer i tæt samspil.
Efter de indledende drøftelser med revisoren tager ejeren kontakt til en eller flere rådgivere for at få deres syn på virksomheden og mulighederne for et salg. Hvis ejeren selv kender en eller flere rådgivere, vil det være oplagt at kontakte disse, men ellers vil revisor, advokat, bestyrelse eller netværk i øvrigt ofte kunne udpege kompetente rådgivere.
Rådgiveren vil efter den indledende kontakt med ejeren levere et forslag om salget af virksomheden. Forslaget vil blandt andet indeholde rådgiverens foreløbige vurdering af en realistisk værdi af virksomheden samt en analyse af potentielle købere. Derudover vil forslaget indeholde et overblik over, hvorledes salgsprocessen vil blive struktureret, idet rådgiveren er totalrådgiver ved salgsprocessen.
Det er således rådgiveren, som driver processen og har al kontakt med de potentielle købere. Samtidig er det rådgiverens fornemste opgave at maksimere virksomhedens værdi på de bedst mulige vilkår for ejeren. Endelig er det også rådgiverens rolle at aflaste såvel ejer som ledelse gennem hele processen, så fokus fastholdes på at drive virksomheden frem til salget.
Hvis virksomheden ikke allerede har tilknyttet en advokat, vil ejer, revisor og rådgiver i samarbejde udvælge en advokat til rådgiverteamet. Det er i den henseende vigtigt, at der vælges en advokat, som har erfaring med virksomhedstransaktioner.
Start af salgsprocessen
Når rådgiverteamet er sat, er det på med arbejdshandskerne.
I den kommende periode vil ejeren eller dennes ledelse arbejde tæt sammen med rådgiveren som pennefører i udarbejdelsen af salgsmaterialet.
Dette materiale skal give potentielle købere til virksomheden en detaljeret forståelse for virksomheden, dens produkter, dens organisation og medarbejdere, den eksterne og interne værdikæde, konkurrentbilledet og markedet, den finansielle udvikling både historisk og fremtidigt, og naturligvis en overordnet forståelse af udviklingspotentialet. Formålet erat give potentielle købere en grundiggennemgang og hjælp til de rette konklusioner i forhold til at afgive et budpå virksomheden.
Når salgsmaterialet er udarbejdet, vil rådgiveren kontakte de potentielle købere af virksomheden. Typisk giver rådgiveren anonymt det potentielle oplæg mundtligt til den øverste ledelse for at sikre fortroligheden, og ligeledes vil rådgiveren have identificeret præcist, hvorfor potentielle købere bør være interesserede i at evaluere et potentielt opkøb af virksomheden.
Hvis der er interesse hos en potentiel køber for at fortsætte overvejelserne, vil denne kunne underskrive en fortrolighedserklæring, hvorefter salgsmaterialet fremsendes. Kort efter fremsendelse af salgsmaterialet vil rådgiveren afholde et møde med den potentielle køber, hvor de væsentligste salgsargumenter gennemgås, og den potentielle køber kan stille spørgsmål.
Herefter vil rådgiveren gennem en periode være i tæt dialog med de forskellige potentielle købere og besvare deres spørgsmål frem mod en deadline, inden for hvilken de potentielle købere skal afgive deres bud på virksomheden.
Ejeren inddrages i kontakten med potentielle købere
Baseret på det afgivne bud på virksomheden samt den hidtidige kontakt med de potentielle købere vil rådgiveren udarbejde et beslutningsoplæg til ejeren med sine anbefalinger om udvælgelse af potentielle købere til et møde med ejeren og en eventuelt ansat ledelse.
På mødet med de potentielle købere er det ejeren selv eller virksomhedens ledelse, som skal præsentere virksomheden for de potentielle købere, ligesom der skal drøftes synergier mellem de to parter og det fælles udviklingspotentiale.
Det er i høj grad også de potentielle købere, som skal sælge sig selv til ejeren. Køberne kan være i konkurrence, og der bliver ikke en handel uden god kemi mellem parterne.
Baseret på mødet og efterfølgende samtaler afgiver de potentielle købere deres endelige bud på virksomheden, og igen udarbejder rådgiveren et beslutningsoplæg til ejeren vedrørende den videre proces.
Due diligence og forhandlinger
Salget af virksomheden bliver efterhånden mere og mere konkret for ejeren, og efter de endelige bud og forhandling af hensigtserklæringer, som beskriver vilkårene, er det tid til due diligence. Due diligence betyder købers og dennes rådgiveres grundige gennemgang af virksomheden fra ende til anden. Due diligence er en tidskrævende proces, og igen er det vigtigt at have et samlet rådgiverteam til at aflaste ejeren, idet særligt revisoren her kan bistå ejeren qua sit kendskab til virksomheden og dens finansielle forhold.
Efter en due diligence er det primært advokatens opgave at slutforhandle vilkårene i hensigtserklæringen til endelige dokumenter. Når der er enighed mellem parterne om dokumenterne, er det tid til at skrive under, overføre købesummen og åbne champagnen.
Desværre – dette er ikke en opskrift på en ny metode i det omsiggribende univers vedrørende hvidvask og sortvask.
Tværtimod! Lige inden redaktionens slutning offentliggjorde Erhvervsstyrelsen en holdning til indberetning i henhold til hvidvaskloven. Emnerne er lån til kapitalejere eller ledelsesmedlemmer, som er ydet i strid med selskabslovens bestemmelser.
Der skal efter Erhvervsstyrelsens opfattelse ikke være megen skelen til forholdene vedrørende lånets opståen eller en eventuel efterfølgende opretning af skattemæssige forhold vedrørende lånene. Skattemæssigt og selskabsretligt er behandlingen af lånet forskellig.
Dette forhold har givet mange udfordringer for vores kunder og for os. Indtil nu har vi kunnet nøjes med at hjælpe med den skatteretlige opretning af problemstillingen, og vi har som følge af lovgivningen skullet oplyse dette i vores revisionspåtegninger.
Det kan vi ikke nøjes med længere. Nu kræver Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Hvidvasksekretariatet, at vi anmelder alle ulovlige lån til Hvidvaskdirektoratet. Det kan vi ikke slippe for.
Vi har anlagt den betragtning, at kun lån konstateret (ikke ydet!) efter starten af november 2019 er omfattet af vores indberetningspligt. Det er ikke tilladt for os at informere vores kunder om den foretagne indberetning.
Efter vores opfattelse er lån ikke lige den bedste måde at hvidvaske på, og det er vores opfattelse, at realiteten er overbelastning af Hvidvasksekretariatet og ærgrelser over spild af tid.
Der er forbløffende meget, man kan undre sig over, når man er borger i et gennemreguleret velfærdssamfund som det danske.
Listen med emner synes i hvert fald endeløs inde i mit hoved. Det behøver selvfølgelig ikke skyldes lovkomplekset med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer samt forudsætningsgivende forordninger og direktiver. Det kan også blot skyldes en begrænset kapacitet i det øverst placerede organ og manglende evne – og måske vilje – til at se det smukke og velmenende i reguleringsvirvaret.
Tag nu fx miljøafgifterne. Disse afgifter er i bund og grund blot punktafgifter, der er pålagt varer, der er skadelige for miljøet. Det giver for så vidt god mening. Men er det overhovedet den reelle begrundelse? Der er jo også afgift på chokolade og is, og der er begrundelsen blot en anden.
Hvis miljøafgifterne skulle være udtryk for, at vi vil have mindre miljøsvineri, så ville det da give rigtig god mening at lægge store afgifter på brændeovne. De forurener voldsomt. Det har også i flere omgange været drøftet i politikerkredse, om brændeovne burde pålægges afgifter, men det er aldrig blevet til andet end ufiltreret røg. Tilsyneladende er begrundelsen, at afgiften vil ramme socialt skævt, men hvordan retfærdiggør man så afgifterne på benzin og diesel?
Vi har også i adskillige år hørt politikerne overbyde hinanden, når det handler om at placere Danmark i den absolutte elite inden for digitalisering. Derfor virkede det også gennemtænkt, at vi ikke længere skulle beskattes af fri telefon og multimedier, for IT-motorvejen skulle være fri og let tilgængelig for alle.
Nu er der så brug for flere skattekroner for at få velfærden finansieret. Formålet er nobelt, og som de fleste andre har jeg ikke noget imod at bidrage yderligere til netop dette, men hvad blev der lige af ambitionen om at fastholde Danmark i eliten? Kunne det ikke også være med til at sikre den fremtidige velfærd? Og rammer multimediebeskatningen ikke lige så socialt skævt som afgifter på brændeovne? Dog uden at skade miljøet – under forudsætning af at de gigantiske serverparker forsynes med strøm fra vindmølleparker, der i hvert fald er miljøvenlige i produktionsfasen.
Er der sammenhæng mellem de store ambitioner for miljøet og en dansk digitaliseringsoverlegenhed på den ene side og en tilsyneladende uopfindsom og rutinepræget finansieringspolitik på den anden?
Man undrer sig.
Lad det være slået fast med det samme: Denne artikelhandler ikke om badminton, bordfodbold eller maratonløbfor ledere.
Derimod handler den om, at ledelsen i erhvervsvirksomheder, fonde og andre aktører i hverdagen ofte har brug for en person udefra til at debattere med – og til at få vendt tingene lidt på hovedet; spille djævelens advokat eller komme med nye ideer.
Massevis af danske virksomheder er ejet af én eller ganske få personer, der ofte er i familie med hinanden. Hertil kommer et stort antal virksomheder, fonde og foreninger, der ikke har denne form for ejerskab. Oven i det hele kommer den del, der har mange ejere – som ikke kender hinanden – og som ikke deltager i ledelsen.
Den familieejede virksomhed
Begynder vi med den typiske, danske familieejede virksomhed, udgør familien typisk også ledelsen. Det kan være i form af personligt ejerskab, som direktører og dermed daglige ledere eller (eventuelt som en kombination) som deltagere i en eventuel bestyrelse.
Uanset om bestyrelsen udgøres af familien eller har deltagelse af personer "udefra", er der meget ofte behov for at gennemgå en problemstilling med en udenforstående – og her kommer virksomhedens revisor ind i billedet.
Bestyrelsen (eller direktøren) kan bruge revisoren til at debattere og vurdere mange forskellige forhold ("sparre", som det populært kaldes). Skat, bogholderi, sikkerhedsforanstaltninger i bogholderiet, udvidelser af produktionen, rentabilitetsanalyser, opkøb, personaleforhold – vores værktøjskasse i revisorverdenen er stor.
Den lidt større virksomhed, fond eller forening
Som nævnt er der her ofte en bestyrelse og/eller en "fremmed" direktør, der er ansvarlig for den daglige drift.
Her vil ledelsen selv typisk være tættere på problemstillingerne og anvende virksomhedens revisor på en mere målrettet måde – og ledelsen vil ofte selv have vurderet og kortlagt problemstillingen og konsekvenserne af forskellige tiltag.
Her vil revisoren kunne vurdere de forelagte ideer og forslag, og disse vil kunne blive udsat for en konstruktiv bedømmelse. Samtidig vil der kunne fremkomme alternative forslag, justeringer – eller helt nye vinkler på problemstillingen.
Ledelsen og revisoren kan samarbejde – og ledelsen har den helt afgørende fordel, at revisoren kender virksomheden, dens forretningsgange og interne såvel som eksterne forhold ganske indgående, i og med at en revisor skal forstå en virksomhed for at kunne revidere dens regnskaber.
Den store virksomhed, fond eller forening
Oftest er der her en ledelse, der er valgt ud fra professionelle kriterier – personer, der har særlig viden om produktet, afsætningskanalerne, personaleforhold og så videre. Herudover er der som udgangspunkt ud over bestyrelsen en ansat direktør, der varetager den daglige drift. Bestyrelsen fungerer her i større grad end ved de små og mellemstore virksomheder på den måde, bestyrelsens rolle er beskrevet i lovgivningen – det vil sige bestyrelsen udstikker kursen, og direktøren omsætter denne i praksis ved at dreje på de ønskede håndtag.
Samtidig har direktøren ansvaret for den daglige drift over for bestyrelsen, der ansætter eller afskediger direktøren. Dette giver den skillelinje, at revisor i nogle tilfælde kan blive involveret som sparringspartner for direktøren – og i andre tilfælde som sparringspartner for bestyrelsen.
Det er vigtigt at slå fast, at revisoren refererer til og har ansvar over for bestyrelsen (der på generalforsamlingen ligesom bestyrelsen er valgt af aktionærerne eller andre organeri eksempelvis fonde og foreninger).
Det betyder, at revisoren først og fremmest er bestyrelsens sparringspartner på de overordnede linjer, og at sparringen med direktøren er på et mere "praktisk" og detaljepræget niveau end med bestyrelsen.
Alt i alt
Revisoren kan altid bruges som sparringspartner – og er oftest den mest nærliggende grundet en bred erhvervsmæssig uddannelse, stor viden om kunden, erfaring og adgang til netværker. Samtidig er revisoren uafhængig af virksomheden i overensstemmelse med lovgivningen, og det giver alt andet lige en mere objektiv rådgivning.
Revisoren kan altid kommentere, kritisere og komme med gode forslag – men det er uhyre vigtigt at slå fast, at revisoren aldrig kan træffe beslutninger på ejeres eller ledelsers vegne. Revisoren kan komme med sin vurdering og se sagen fra flere sider, men aldrig træffe beslutninger for kunderne.
Vi har erfaringen, kompetencerne og netværket – så vi kan blot anbefale at bruge os på ethvert niveau.
Ny ferielov på vej
Samtidighedsferie
Det nye ferieår
Ferie på forskud
Ekstra afholdelsesperiode
Forkortet ferievarsel
Overgangsordning
I banken eller i fonden
Forsiden eller bagsiden af medaljen?
Arbejdsgivers forberedelse
Overvejelser internt i virksomheden
- Er der ansættelseskontrakter, der kræver modernisering?
- Aftaler om forkortet varsel af ferieafholdelse i ansættelseskontrakter skal fjernes.
- Eventuel etablering af et system/en proces til håndtering af ferieafholdelse i perioden frem til den 1. september 2020 i relation til fastfrysningen af ferie.
- Vedtagelse af nye politikker – skal medarbejderne tillades at holde ferie på forskud?
- Vedtagelse af nye politikker – skal medarbejderne tillades en udvidet ferieafholdelsesperiode til 31. december året efter?
- Overgangsperioden – vil arbejdsgiver ”beholde” ferien mod renter eller straks indbetale til fonden?
- Skal lønsystemet tilpasses?
- Skal HR-systemet tilpasses?
- Processer i relation til månedlig betaling til FerieKonto.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Folketingsvalget 2019 er overstået, og der er udarbejdet et nyt regeringsgrundlag for en mindretalsregering.
Det er ikke nogen hemmelighed, at den nye regering på mange områder vil ændre i lovgivningen og sætte sit præg på samfundets udvikling.
Det er også fremgået relativt klart, at nogle af den just afgåede regerings beslutninger kan blive udsat for en ændring. En meget omtalt forventet ændring er i afgiften ved generationsskifte af virksomheder.
Ved redaktionens slutning kender vi ikke ret meget til regeringens intentioner på mange andre områder – og som mindretalsregering kan der jo styres på såvel stemmerne fra de partier, der står bag regeringsgrundlaget – og på stemmerne på oppositionens bænke.
Det kan politiske kommentatorer spinde lange og spændende ender på. Vi kan nok forudse ændringer i skattelovgivningen, i afgiftslovgivningen, i erhvervslovgivningen og i anden lovgivning, der har betydning for såvel erhvervslivet som den ”almindelige” skatteborger.
Finanslovsforhandlingerne står for døren efter sommerferien (der jo også inkluderer Folketinget), og derfor ser vi frem til i næste nummer at præsentere nogle af de tiltag, den nye regering vil lægge på bordet.
Indtil da venter vi blot spændt.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Tilbage i maj måned 2017 trådte reglerne om registrering af reelle ejere i kraft.
Reelle ejere er den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virksomhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller på anden måde udøver kontrol.
Omtrent to år senere vedtog Folketinget at ændre en række love med det sigte at justere reglerne om reelle ejere. Samlet set omhandler ændringsloven supplerende regler for selskabers, fondes og foreningers pligt til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.
Som det var tilfældet med 2017-reglerne er også de seneste lovændringer en udløber af det såkaldte hvidvaskdirektiv.Formålet er i denne omgang at styrke indsatsen mod hvidvask, terrorfinansiering og skatteunddragelse yderligere.
Der indføres således en pligt for ejerne til at forsyne den virksomhed, fond eller forening, som den pågældende er ejer af, med oplysninger om sit ejerskab. I fonde og foreninger, der pr. definition ikke har ejere i almindelig forstand, vil pligten typisk omfatte fondens eller foreningens bestyrelse.
Endvidere indføres mekanismer, der skal sikre, at oplysningerne om reelle ejere er passende, nøjagtige og aktuelle, samt en mulighed for myndighederne til at følge op på indberetninger.
Endelig bliver muligheden for at sende virksomheder til tvangsopløsning som følge af manglende registrering af reelle ejere udvidet til også at omfatte SE-selskaber, SCE-selskaber og europæiske økonomiske firmagrupper.
Interessentskaber og kommanditselskaber, der efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er forpligtede til at være registreret i Erhvervsstyrelsen, kan nu slettes som følge af manglende registrering af reelle ejere.
Ukorrekt eller mangelfuld registrering af reelle ejere eller manglende opbevaring af lovpligtig dokumentation for identifikation af reelle ejere omfattes ligeledes af muligheden for tvangsopløsning eller sletning af virksomheden. Det samme gælder, hvis den opbevarende dokumentation er mangelfuld.
Reglerne træder i kraft den 10. januar 2020.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Så fik vi en rød regering, der vil være så grøn, at verdens øvrige regeringsledere bliver gule af misundelse.
Det burde for så vidt ikke være en vanskelig opgave, for stort set hele den danske befolkning synes at være enige om, at noget må gøres. Spørgsmålet er blot hvornår, hvordan og hvor meget– så måske er det alligevel ikke en helt let opgave.
Alene det at få styr på fakta er en udfordring. Som alt andet politisk stof
synes også klimainformationerne ofteat være brudstykker af den større sammenhæng, og derfor får budskaberne politisk slagside. Det er der faktisk også en del forskere, der påpeger, men de får begrænset taletid i medierne, der åbenbart bedst kan håndtere unuancerede onelinere.
Netop den manglende helhed og forskellige indgangsvinkler bør give anledning til overvejelser. Politiske partier i Danmark har kæmpet om målsætningerom flest mulige elbiler i 2030.
I den debat har man fuldstændig ignoreret, at elbiler altså ikke er energineutrale. De skal lades op med el, el skal produceres, og det belaster miljøet. Nok producerer vindmøller miljøvenlig strøm, når det blæser, men produktionen og vedligeholdelsen af vindmøller belaster faktisk miljøet ganske betragteligt.
I avisen kunne man også for nylig læse, at en tysk undersøgelse viser, at en moderne dieselbil belaster miljøet mindre end en elbil, hvis man indregner alle elementer i kæden, herunder især produktionen og tilintetgørelsen af batteriet. Men kan man mon stole på den fremstilling?
Vi mangler en samlet plan, hvor alle elementer er indregnet, og som giver et overblik over, hvor indsatserne har størst effekt.
Som man kan læse om længere inde i Facit, skal større virksomheder redegøre for deres planer og politikker på miljøområdet, og opfordringen herfra må være, at virksomhedens ledelse sparer på flosklerne og i stedet fortæller loyalt om hele billedet, de konkrete tiltag, og hvorfor prioriteringen er, som den er.
God fornøjelse med læsningen.