Redaktionsslutdato: 9. juli2019
En virksomheds manglende økonomiske succes kan have talrige årsagsforklaringer: Konjunkturændringer, likviditets- og finansieringsproblemer, et produkt, der ikke afhændes på markedet, eller ledelsesmæssig udygtighed kan nævnes som eksempler. Manglende succes kan resultere i insolvens, hvilket ofte vil medføre konkursbehandling af virksomheden.
Konkurser er en forretningsrisiko, og det er i disse situationer, at den begrænsede hæftelse i kapitalselskaber (ApS og A/S) kommer klarest til udtryk; kreditorerne må dele de tilbageværende aktiver forholdsmæssigt efter størrelsen på deres respektive tilgodehavender, mens virksomhedens ejere ikke skal betale personligt for den resterende gæld.
Baggrunden for en konkurs er acceptabel på nær i de situationer, hvor kreditorerne lider store tab, fordi ledelsen i det konkursramte selskab har handlet uforsvarligt. Med andre ord kan det altså accepteres, at man går konkurs, medmindre dette skyldes uforsvarlig ledelse.
En leder i en konkursramt virksomhed kan blive pålagt for-bud mod at drive virksomhed i op til 3 år. En konkurskarantæne medfører, at den karantænedømte ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden personlig hæftelse, hvilket eksempelvis kan være en stilling som direktør i et andet kapitalselskab eller i ægtefællens personligt drevne virksomhed. Hvis dette forbud overtrædes, og den karantænedømte alligevel deltager i virksomhedsledelse, vil vedkommende hæfte personligt for eventuel uerholdelig gæld under den næste konkurs.
På den måde forsøger man at undgå konkursryttere, derlader selskab efter selskab gå konkurs, efter ledelsen harforetaget selskabstømning eller andre uforsvarlige dispositioner til skade for kreditorerne – og ofte til personlig gunst for ledelsen. Reglerne om konkurskarantæne rammer dog ikke kun deciderede konkursryttere, men tillige de ledere,der anses som værende så inkompetente, at de ikke børkunne drive virksomhed.
De, der kan idømmes konkurskarantæne, er personer, der ”har deltaget i ledelsen” af den konkursramte virksomhed. Dette omfatter registrerede direktører, bestyrelsesmedlemmer samt tilsynsrådsmedlemmer.
Der er tale om en samlet vurdering, hvorefter der krævessærligt skærpede omstændigheder, der kan retfærdiggørefrakendelse af retten til at drive virksomhed. Som eksempler på forhold, der kan medføre konkurskarantæne, kan nævnes:
- Ledelsen påtager uacceptable risici – eksempelvis bestilling af store varepartier på kredit på et tidspunkt, hvor konkursen må anses for overhængende.
- Opbygning af ufrivillige restancer hos SKAT – hvor virksomheden anvender SKAT som en art tvungen kassekredit ved at opbygge restancer for at forbedre virksomhedens likviditet.
- Manglende bogføring samt indberetning af skat og moms.
- Unddragelse af aktiver, bortsalg af aktiver til underpris eller lignende op til konkursen.
De kritisable forhold skal som udgangspunkt være foregået inden for et år, før der er indleveret konkursbegæring – det være sig af en kreditor eller af virksomheden selv – til skifteretten. Der kan dog tillige lægges vægt på tidligere forhold, der ikke er bragt i orden inden for 1-årsgrænsen, ligesom der kan lægges vægt på manglende samarbejdsvillighed med kuratoren under selve konkursen.
Illustrerende for vurderingen er en ny afgørelse fra Vestre Landsret i april 2019. Her havde en direktør kort før konkursen overdraget aktivmassen i virksomheden til underpris, ligesom direktøren havde vægret sig mod udlevering af bogføringsmateriale til kuratoren.
Slutteligt var der i virksomheden sket begunstigende dispositioner til nærtstående selskaber for mere end 4 mio. kr., som altså på den måde var unddraget kreditorerne. Vestre Landsret konkluderede på baggrund af ovenstående momenter, at direktøren var uegnet til at drive virksomhed, og idømte således direktøren 3 års konkurskarantæne.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Det er vist de færreste, der kan have overset, at vi fra den 1. september 2019 går over til at optjene og afholde ferie efteren ny lov.
Der har været skrevet mange og lange artikler om emnet, og man kan godt få det indtryk, at alt er vendt på hovedet. Men er det nu også det?
I dag optjenes ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december og afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra ferien er optjent, til den kan holdes.
Fra september 2020 overgår vi til samtidighedsferie, hvilket betyder, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår.
Optjeningsperioden ændres således fra kalenderåret til en forskudt periode fra september til august året efter, og ferieafholdelsesperioden udgør perioden fra 1. september til 31. december i det følgende år. Det betyder, at ferieafholdelsesperioden løber i 16 måneder mod 12 måneder efter de hidtidige regler.
Meget fortsætter dog uændret, idet man bl.a. fortsat har:
- Ret til 5 ugers ferie årligt
- Ret til at holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden
Man optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, og optjeningsperioden sker fortsat for en periode af 12 måneder.
For medarbejdere med løn under ferie vil ferietillæg på 1% fortsat blive udbetalt med lønnen – dog efter et nyt udbetalingsmønster.
Timelønnede modtager fortsat feriegodtgørelse med 12,5% af feriepengegrundlaget.
Det er også fortsat muligt for en virksomhed at afregne løbende feriegodtgørelse til Feriekonto eller selv at administrere feriepengene (feriekortordning), hvis virksomheden har tilsluttet sig en kollektiv overenskomst.
Som det fremgår af ovenstående, vil hverken virksomhed eller medarbejdere opleve de store forskelle i dagligdagen. Man holder ferie, som man plejer, og man skal også nok få ferietillæg, hvis man har ret hertil.
Direktører er ikke omfattet af ferieloven, og det er yderligere ferieuger, feriefridage, omsorgsdage mv., der følger af overenskomster eller andre aftaler, heller ikke. Sådan var det også under den gamle lov.
Overgangen til samtidighedsferie medfører, at der opstår et ”overskud” af ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, idet optjeningsperioden skifter fra kalenderår til forskudt periode.
Overgangsordningen er med til at sikre, at denne overskudsferie ikke mistes. Værdien af ferien må ikke udbetales til medarbejderen. Den skal i stedet indefryses og kommer først til udbetaling, når man går på pension.
Ferie, der ikke er omfattet af ferieloven, er ikke omfattet af overgangsordningen og kan ikke indefryses.
Der vil i overgangsfasen være en del teknik forbundet med at tilpasse diverse feriesystemer, og der er også en række udfordringer med medarbejdere, der fratræder i overgangsperioden, og medarbejdere på barsel.
Når feriepengeforpligtelsen skal indregnes i årsregnskabet, er det fremover kun tilladt at anvende den konkrete metode (beregning med udgangspunkt i skyldige feriedage pr. medarbejder), og det gælder også ved opgørelse af beløbet til indefrysning.
Den summariske metode (procent af lønsummen) – som hidtil har været anvendt af mange virksomheder – er altså ikke længere tilladt.
Selv om der unægteligt sker en del tekniske ændringer i forbindelse med skiftet fra gammel til ny lov, skal der fortsat blot holdes styr på ”indtægter” og ”udgifter” i ferieregnskabet, så der er ingen grund til panik.
Skulle bekymringerne alligevel true med at tage overhånd, er hjælpen ikke længere væk end telefonen: Skriv eller ring til din revisor!
Når der udloddes udbytte uden for den ordinære generalforsamling
Dette udtryk smager lidt af noget uventet – vi modtager noget (penge eller andet), som er ud over det forventede. Sådan stiller sagen sig imidlertid ikke helt – ekstraordinært udbytte er tværtimod noget meget kontrolleret i langt de fleste tilfælde.
Et aktieselskab eller et anpartsselskab kan udlodde penge til sine ejere ved at udbetale udbytte. Dette udbytte udbetales på grundlag af et årsregnskab, hvor selskabets ledelse indstiller til generalforsamlingen, at aktionærerne eller anpartshaverne skal have udbytte – der kan sammenlignes med en løbende forrentning af de penge, de har indskudt i selskabet.
Et nærliggende billede fra hverdagen er banker, der for de flestes vedkommende udbetaler udbytte til sine aktionærer. Der udbetales eksempelvis 10 kr. pr. aktie, og beløbet er påen eller anden måde afstemt med den formåen, bankens ledelse mener at have til at forrente aktionærernes indskud ud over kursudviklingen på aktierne.
Beløb, der udbetales i udbytte, kan ikke fratrækkes i den skattepligtige indkomst i det selskab, der udbetaler udbyttet – og den modtagende aktionær skal betale skat af udbyttet. Herved sikres en form for symmetri med al anden indkomstbeskatning, og udbyttet kildebeskattes af det udbetalende selskab.
Der er for god ordens skyld heller ikke tale om den sag om udbytteskat, der har plaget såvel Danmark som andre lande – her har det blandt andet drejet sig om at få refunderet udbytteskat, man ikke har betalt.
Hvad er ekstraordinært udbytte så?
Ekstraordinært udbytte (af nogle kaldt acontoudbytte) forekommer, når et selskab udbetaler udbytte inde i et regnskabsår – den ordinære generalforsamling og årsregnskabet danner således ikke baggrund for udlodningen.
Eksempelvis kan et selskab med kalenderårsregnskab vælge at udbetale (ordinært) udbytte i forbindelse med generalforsamlingen i februar 2018. I august måned beslutter selskabet at udlodde yderligere udbytte – og denne form for udlodning kaldes ekstraordinært udbytte.
Der kan være flere grunde hertil – men det er værd at bemærke, at udlodningen typisk sker i selskaber, der er kontrolleret af en enkelt person eller en meget lille personkreds, hvor beslutningen er let at træffe.
Udlodningen kan skyldes omstruktureringer i selskabet, forestående handel med aktierne eller anparterne – eller den kan skyldes ejerkredsens ønske om eller behov for at få udloddet udbytte uden for den normale termin herfor.
Spilleregler
Selskabsloven udstikker regler for, hvorledes udlodning af ekstraordinært udbytte kan foretages. Disse spilleregler skal blandt andet sikre, at et selskab ikke drænes for midler i et omfang, der hindrer overlevelse på relativt kort sigt.
- Der skal være en beslutning herom. Generalforsamlingen skal som udgangspunkt beslutte det, men ledelsen kan have fået en bemyndigelse hertil af generalforsamlingen. Dette er muliggjort for at undgå unødigt administrativt arbejde.
- Der kan kun udloddes frie midler i henhold til seneste årsregnskab (det, der på dette tidspunkt kunne være udloddet) med tillæg af optjente, frie midler i tiden fra statusdagen til beslutningen inde i næste regnskabsår.
- Der skal være udarbejdet et årsregnskab for selskabet – nystiftede selskaber kan således ikke udlodde ekstraordinært udbytte inden første regnskabsaflæggelse.
- Ledelsen skal i aktieselskaber vedlægge en balance, der viser, at midlerne i hvert tilfælde i seneste årsregnskab er til stede. Herudover kan ledelsen vælge at vedlægge en såkaldt mellembalance, der viser, at midlerne er til stede ved udlodningen.
- I alle selskaber skal der, hvis udlodningen sker mere end 6 måneder efter balancedagen i seneste årsregnskab, udarbejdes en mellembalance til brug for udlodningen.
- Mellembalancen skal gennemgås af en revisor, hvis selskabet er underlagt revisionspligt.
- Hvis der udloddes andet end kontanter, skal der endvidere foreligge en vurderingsberetning.
- Udlodningen skal indføres i selskabets forhandlingsprotokol.
Yderligere forhold
Det er meget vigtigt at pointere, at der ikke må udloddes midler, der overstiger det ansvarlige. Selskabet skal kunne svare enhver sit, og det skal kunne leve videre. Dette gælder også ved udlodning af ordinært udbytte, men kan have særlig relevans, når udlodningen ikke sker på baggrund af et revideret årsregnskab. I den yderste konsekvens kan selskabets ledelse blive erstatningspligtige, hvis det ekstraordinære udbytte medfører økonomiske udfordringer for selskabet på et senere tidspunkt.
Herudover skal det huskes, at der også skal indeholdes udbytteskat af det ekstraordinære udbytte. Denne skat skal indeholdes og afregnes på samme måde som ved det ordinære udbytte.
Det er ikke muligt at omdøbe hævninger i selskabet til ekstraordinært udbytte med tilbagevirkende kraft. Her kan man tværtimod komme i konflikt med reglerne om lån til selskabsdeltagere med de voldsomme konsekvenser, dette eksempelvis kan have skattemæssigt.
Tingene bør skilles ad i administrationen
Mange af vores kunder har i tidens løb oplevet, at vi i revisionsprotokollater, breve eller andetsteds fortæller om funktionsadskillelse.
Det, vi fortæller om, er helt nøjagtigt de risici, der kan være ved en manglende eller en eksisterende, men dårlig funktionsadskillelse.
Som oftest kredser vi om begrebet i relation til virksomhedernes administration, særligt bogholderiet. Imidlertid kan begrebet også være anvendt ved eksempelvis lagerstyring.
Begrebet funktionsadskillelse
Det er på sin plads at uddybe, hvad vi som revisorer mener med begrebet funktionsadskillelse, herunder naturligvis manglende eller dårlig funktionsadskillelse.
Helt grundlæggende er det et begreb, der let lader sig definere: Funktionsadskillelse er, at en person ikke har adgang til eller mulighed for at udføre flere forskellige funktioner, hvor der i funktionen er en form for kontrol.
Et eksempel kan tydeliggøre dette: I en virksomheds bogholderi godkender én person regningerne fra leverandører, og en anden person betaler regningerne.
Konsekvenser, hvis funktionsadskillelsen halter eller svigter
Denne artikel er født i lyset af en sag, der i oktober måned har været meget omtalt i offentligheden: En ansat i socialministeriet har tilsyneladende bedraget ministeriet for et trecifret millionbeløb. Sagen er speciel derhen, at den omtaler personen med navns nævnelse og samtidig opruller de handlinger, der har medført det postulerede bedrageri.
Ud fra presseomtalen må vi som revisorer undre os såre: Det er absolut første års pensum til revisoruddannelsen, at hvis bogholderen har flere funktioner, eksempelvis at anvise et beløb til udbetaling og derefter som bogholder også betale beløbet, er der en mulighed for misbrug af stillingen.
I den omtalte sag ser det ud fra pressens omtale ud til, at den pågældende person ud over at være superbruger af ministeriets it også har kunnet anvise og betale de mange penge, hvor personen ved betalingen har anvendt sit eget kontonummer som modtager – og efterfølgende rettet kontonummeret tilbage til rette modtager i bogholderiet.
Det understreges, at sagen kun kendes fra medierne – men metodikken stemmer ganske overens med de metoder, vi som revisorer desværre også en sjælden gang imellem kommer ud for.
Nogle eksempler
Ovenfor er nævnt situationen, hvor en person – typisk bogholderen – overfører penge til sig selv i stedet for til virksomhedens kreditorer. Dette kan kun muliggøres af, at personen har for mange beføjelser – og at der ikke holdes opsyn.
Pengene behøver ikke at være taget fra selskabets kreditorer. Et andet eksempel er, at den, der har adgang til at betale, betaler fiktive fakturaer – hvilket kan ske ved, at der ikke er en person, der godkender betalingen inden denne sker, eller som efterfølgende kontrollerer den. Modposten kan være varekøb, omkostninger, eller – som det ofte er set – kontoen for indgående moms, hvor det så er det offentlige, der i den sidste ende betaler.
Ud over penge kan det være eksempelvis kreditnotaer, der medfører en udbetaling. Her vil det også være muligt at unddrage virksomheden penge, hvis den samme person kan udstede, godkende og udbetale.
Den samme problematik kan findes ved portkontrollen på varelageret, hvor der også kan ske misbrug, hvis én person kan det hele.
Den lille virksomheds dilemma
Det er klart, at små og mindre virksomheder ikke kan have tilstrækkeligt med ansatte i administrationen til at kunneetablere en fornuftig funktionsadskillelse. Her må virksomheden etablere systemer, der med det begrænsede personale bedst muligt indeholder kontrolmuligheder og opsyn.
Bedragerier sker i små virksomheder, de sker i store virksomheder – og tilsyneladende også i ministerier. Man kan aldrig gardere sig 100 %, og selv om man har gode systemer, kan disse omgås.
Den person, der har adgang til at betale, holder ferie – og en anden får adgangen til at gøre det. Hvis denne anden som følge af den lille personalemængde også godkender fakturaer, er kontrollen tilsidesat. En anden klassiker er, at kodeordet til banken opbevares i øverste skrivebordsskuffe eller på en gul selvklæbende seddel under skriveunderlaget.
Vores rolle
Som revisorer har vi pligt til at gøre opmærksom på, at en virksomheds administration ikke har de fornødne funktionsadskillelser, herunder at den ikke har personale til det, og at ledelsen derfor selv må udføre en ekstra kontrol af det daglige bogholderi. Vores revision kan i sagens natur ikke omfatte samtlige bilag, og vi kan derfor ikke garantere, at vi afdækker uregelmæssigheder.
I en større virksomhed vil vi ind imellem teste, at kontrollerne virker – og påtale, hvis de ikke gør det. Det kan være i form af en afprøvning af forretningsgange – og det kan, hvis det giver mening, være i form af et uanmeldt besøg i virksomheden.
Derfor rapporterer vi i revisionsprotokollatet eller på anden måde om manglende funktionsadskillelse og mulige konsekvenser heraf.
Kundekendskab og kontanter ...
Bag overskriften gemmer sig to helt centrale forhold, som denne artikel forhåbentlig vil kunne medvirke til at forklare.
Loven – som i sin fulde længde bærer titlen ”Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme” – blev senest ændret tilbage i sommeren 2017.
Som det så ofte ses ved lovændringer, blev regelsættet strammet noget op, hvilket primært kan mærkes blandt de særlige virksomhedstyper, som specifikt er underlagt skærpede krav. Særlige virksomhedstyper omfatter eksempelvis revisorer, advokater og pengeinstitutter, som således blev pålagt væsentligt øgede krav til interne retningslinjer i relation til hvidvaskreglerne.
Hvidvask
En hvidvasktransaktion har til formål at skjule, at penge stammer fra kriminelle handlinger. En sådan transaktion vil eksempelvis forekomme, hvis en person eller virksomhed modtager penge, der stammer fra en strafbar lovovertrædelse, herunder skatteunddragelse. Det kan også være medvirken til at skjule, opbevare, transportere eller på anden måde sikre økonomisk udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.
Kundekendskabsprocedurer
Revisorer er pålagt procedurer for mangt og meget, og derfor ligger det os ikke fjernt at være underlagt en række krav i forhold til at forstå, hvorfor kunden ønsker en given opgave udført, og at dokumentere, hvem kunden egentlig er.
Ud over en lang række formelle krav til revisors interne politikker, kontroller og procedurer stiller hvidvaskloven 3 helt overordnede krav til revisor:
- Kunden skal identificeres – det omfatter såvel personer som virksomheder.
- Kunden skal legitimeres – det omfatter typisk de såkaldte reelle ejere.
- Opmærksomhed på kundens mulige involvering i hvidvask (og finansiering af terrorisme) skal dokumenteres.
Som revisorer håndterer vi i forvejen mange problemstillinger ud fra en såkaldt risikobaseret tilgang. Dette gør sig også gældende i forhold til hvidvaskdokumentation.
Når vi skal afgøre, hvilken legitimation vi vil kræve af en ny kunde, placerer vi derfor kunderne på en risikoskala.
I den ene ende af skalaen er de kunder, som vi er sikre på, hvem er, og som vurderes ikke at være involveret i hvidvask. Her vil vi ikke kræve megen legitimation, men reglerne foreskriver, at vi altid skal legitimere vores kunder.
I den modsatte ende af skalaen finder vi de såkaldte PEP’er. Der er tale om et nyt begreb i hvidvaskloven, som dækker over Politisk Eksponerede Personer, dvs. fysiske personer, der har eller har haft et nærmere specificeret offentligt hverv. Kundekendskabsprocedurerne skærpes væsentligt, hvis vi identificerer en PEP hos kunden, eksempelvis blandt de reelle ejere af en virksomhed.
Imellem disse to yderpunkter befinder sig ”normalkunden”, hvor vi ofte vil bede om en eller anden form for billedlegitimation i form af kopi af pas eller kørekort. Dette vil næppe komme som den store overraskelse, idet vi efterhånden alle er vant til at blive mødt med sådanne legitimationskrav, når vi eksempelvis er i kontakt med banker, advokater og ejendomsmæglere.
Alle vores kunder – såvel de nye som de gamle – vil være omfattet af vores kundekendskabsprocedurer. Kun i de tilfælde, hvor vi kategoriserer en kunde som en ”lejlighedskunde”, vil vi ud fra en risikovurdering kunne undlade at gennemføre proceduren.
Håndtering af kontanter
Loven indeholder et kontantforbud, der betyder, at erhvervsdrivende ikke lovligt kan modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover. Revisorer, advokater, pengeinstitutter og andre særlige erhvervsgrupper er undtaget fra kontantforbuddet.
I modsætning til revisorer, som er omfattet af hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, underretningspligt mv., er alle andre erhvervsdrivende, der sælger genstande eller leverer tjenesteydelser eller sælger fast ejendom alene, underlagt 50.000 kr.’s-reglen.
Det skal bemærkes, at forbuddet også omfatter indbyrdes forbundne betalinger. Eksempelvis vil et køb på 100.000 kr., som betales over fire gange med 25.000 kr. pr. gang, være en overtrædelse af kontantforbuddet, idet de fire betalinger vil skulle ses under ét.
Periodisk betaling af husleje i kontanter vil modsat ikke skulle ses under ét og er således kun problematisk, hvis betalingen for den enkelte periode overstiger 50.000 kr.
Har den erhvervsdrivende først modtaget et kontantbeløb på 50.000 kr. eller derover, fanger bordet. Der kan ikke repareres på skaden i form af en eller anden form for anmeldelse.
Derimod risikerer man at ifalde bødestraf, hvor størrelsen af bøden som udgangspunkt fastsættes til 25 % af det beløb, som overstiger beløbsgrænsen på 50.000 kr., dog mindst 10.000 kr.
Opsat folkepension
- have ret til folkepension
- arbejde mindst 750 timer inden for et kalenderår(svarende til ca. 14 timer om ugen i gennemsnit)
- kunne dokumentere, at man arbejder.
Nye valgmuligheder
- Livsvarigt ventetillæg til folkepensionen
- 10-årigt forhøjet ventetillæg til folkepensionen
- Engangstillæg for det opsatte grundbeløb samt højere månedligt ventetillæg i 10 år til pensionstillægget.
Rådgivning
Ændring i kapitalkravene – og af andre regler
Der har igennem tiderne været mange forskellige krav til den minimumskapital, der skal mobiliseres for at stifte et selskab. Den seneste ændring er, at der ved stiftelse af et aktieselskab ikke længere skal være 500.000 kr. til stede, men fremover kun 400.000 kr.
Begrundelsen for nedsættelsen af kravet er ifølge lovfor-slaget konkrete tiltag, der vil forbedre rammevilkårene for at drive virksomhed i Danmark. Samtidig har man foretaget en sammenligning med en del nabolande, der på nær Norge har et lavere kapitalkrav til aktieselskaber.
Det kan indvendes, at der er langt mindre krav til kapitalens størrelse ved stiftelse af et anpartsselskab. En større minimumskapital giver større sikkerhed for selskabets kreditorer, og ministeren argumenterer med, at der generelt knytter sig en større tillid til aktieselskaber blandt investorer og forretningsforbindelser.
Det er nok ikke en lovændring, der medfører voldsom aktivitet her og nu – men den giver os lejlighed til at opfriske reglerne om kapitalkrav ved forskellige virksomhedsformer.
Aktieselskabet
Som anført er kapitalkravet nu 400.000 kr., som kan tilvejebringes ved indskud af kontanter eller ved indskud af visse typer af aktiver, eventuelt en bestående virksomhed i sin helhed. Indskud af andet end kontanter kræver vurdering af de indskudte aktiver.
Herudover er det muligt at stifte et aktieselskab kontant med en kapital på 400.000 kr. ved at indskyde 25 % lig 100.000 kr. (hidtil var kravet 25 % af 500.000 kr. eller 125.000 kr.). Denne regel kan ikke bruges ved helt ellerdelvist indskud af andre værdier end kontanter.
Ved stiftelsen af selskabet skal stifterne tegne den fulde kapital, men således ikke nødvendigvis indbetale hele det kontante beløb med det samme. Den resterende del af kapitalen kan kræves indbetalt af selskabet med minimum 2og maksimum 4 ugers frist.
Lovgivningen indeholder skærpede krav til eksempelvis ledelse i aktieselskaber i forhold til anpartsselskaber og iværksætterselskaber.
Anpartsselskabet
Denne selskabsform er en mere enkel udgave end aktieselskabsformen, og i hverdagen bruges den i stort omfang først og fremmest af mindre erhvervsdrivende virksom-heder. Kapitalkravet er ikke ændret i denne omgang, og som ved aktieselskaber kan stiftelsen ske ved anvendelse af andre aktiver end kontanter.
Kravet til selskabskapital er langt lavere end kravet i aktieselskaber. Som minimum skal der være en kapital ved stiftelsen på 50.000 kr. – men som ved aktieselskaber er der ikke noget loft over kapitalens størrelse.
Også ved anpartsselskaber er der mulighed for at nøjes med at indbetale 25 % af kapitalen – men her begrænses man af en yderligere regel, der kræver en minimumsindbetaling på 50.000 kr. Derfor kan modellen med delvis indbetaling af kapitalen ved anpartsselskaber kun anvendes, når kapitalen skal være større end 50.000 kr.
Anpartsselskabet kan omdannes til et aktieselskab, når der i anpartsselskabet er en egenkapital på 400.000 kr. til stede.
Iværksætterselskabet
Her er vi helt nede at skrabe bunden i tegnebogen – for stiftelse af et iværksætterselskab kræver kun tilstedeværelsen af én rund krone, der kan indskydes som minimumskapital.
Det giver ikke mening at anvende reglen om 25 % indskud – så 25-ørerne kan man beholde til andre formål. Man skal fortsat over en kapital på 50.000 kr., inden reglen om 25 % kan anvendes.
Reglen om, at et iværksætterselskab årligt skal henlægge 25 % af overskuddet til en konsolideringsreserve, gælder fortsat, og når der er en egenkapital på 50.000 kr. i iværksætterselskabet, kan dette omdannes til et anpartsselskab. Samtidig ophører konsolideringsforpligtelsen.
Til gengæld er det nu præciseret, at der ved en omdannelse af iværksætterselskabet til et anpartsselskab ud over konsolideringsreserven endvidere kan indskydes aktiver. Det vil sige, at der ved en samlet kapital på eksempelvis 30.000 kr. i iværksætterselskabet kan indskydes yderligere aktiver for 20.000 kr., hvorefter man har et anpartsselskab med en kapital på 50.000 kr.
Partnerselskabet
Denne selskabsform ligestilles med aktieselskaber, og kapitalkravet er tilsvarende nedsat til 400.000 kr.
Ændring af andre regler
Erhvervsstyrelsen kan tvangsopløse et selskab, hvis der ikke er sket registrering af de reelle ejere af selskabet. Oplysningskravet om reelle ejere – personerne bag den ultimative ejer - gælder allerede ved selskabets registrering i Erhvervsstyrelsen.
Reelle ejere skal registreres i aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber, partnerselskaber, kommanditselskaber, fonde, finansielle virksomheder, virksomheder med begrænset ansvar og det europæiske selskab.
Sagt på en anden måde; personligt ejede virksomheder er som den eneste virksomhedsform ikke omfattet af regelsættet, hvilket er ret logisk, idet ejeren netop driver virksomheden personligt.
Herudover er der etableret mulighed for at omdanne virksomheder med begrænset ansvar til aktieselskaber. Dette har tidligere været muligt for andelsselskaber, men gælder nu også for eksempelvis indkøbsforeninger og foreninger med begrænset ansvar.
Rentens størrelse har betydning
Ingen kan betvivle, at i hvert tilfælde ældre menneskerryster vantro på hovedet en gang i mellem. Det har dealtid gjort, for ungdommen er jo helt på afveje, og dengang JEG var en lille dreng i korte bukser ...
Jo, siger drengen. Renten på et kreditforeningslån var oppe at snuse til 22 % i firserne (hvor de korte bukser godt nok for længst var overstået). På aftaleindlån kunne man for få år siden endog få en god renteindtægt.
I øjeblikket kan man så opleve, at man får udbetalt renter af sit lån, idet renten er negativ (ved hjælp af diverse bidrag er det dog ikke helt så rosenrødt).
Oven i det hele skal mange betale banken renter for at låne den sine penge, i hvert tilfælde hvis man har en del stående på bogen.
Vi tager den igen: Låner man penge i kreditforeningen, får man rente udbetalt. Sætter man penge i banken, skal man betale rente for det.
Hvordan er vi da kommet så tosset af sted? Kunne man forestille sig, at man på en eller anden måde byttede, så kreditforeningslånet blev et tilgodehavende og bankindeståendet et lån - bare for at prøve at fatte det?
Samfundets skyld? Tjah. Udlandet? Måske. Udbud og efterspørgsel? Næppe helt.
Denne artikel vil ikke prøve at forklare mikroøkonomiske eller makroøkonomiske teorier. Vi vil udelukkende se på de konsekvenser, man selv bør tænke over.
Privatøkonomien
Den lave rente på realkreditlån har betydet, at flere har fået råd til at købe fast ejendom eller at få omlagt de bestående lån til en billigere type, og derigennem har man fået flere penge mellem hænderne i det daglige.
Den lave rente har utvivlsomt også betydet en prisstigning på fast ejendom. Når der ydes kredit, ses der på ydelse og rådighedsbeløb for personen - og når man har råd til mere, stiger efterspørgslen – og så stiger priserne alt andet lige, må det antages.
Her er det så, det ene øjenbryn bør løftes. I gamle dage (der, hvor bukserne var kortere) herskede havregrødsteorien. Bare hold ud et par år, så har den kraftige inflation og lønudvikling gjort, at havregrøden igen kan erstattes af mere eksotiske spiser.
Inflation og lønudvikling er ikke længere nær så kraftig.Det betyder, at sætter man sig hårdt, sidder man hårdt længere - og man bliver på den måde mere sårbar økonomisk.
Vi har nu sneget os ind på pointen: Hvad nu, hvis kreditforeningsrenten stiger igen? Mange af de helt billige lån skal refinansieres årligt eller op til hvert femte år.
For nemheds skyld: Man skylder 1 million kr. i huset, og har man lånt millionen til den helt uhyrlige rente på 1 % (flexlån), er den årlige udgift til rente rundt regnet 10.000 kr. Vi taler ikke ydelse, thi oven i kommer bidrag samt afdrag (hvis sådanne betales).
Nu stiger renten til 10 %, og man skylder fortsat 1 million kroner. En hurtig hovedregning fortæller, at ens ydelsedermed er steget 90.000 kr. eller 7.500 kr. om måneden.
Kan privatøkonomien så holde til det? Hvis man nu ikke skylder 1, men 4 millioner i parcelhuset?
Indvendingerne står i kø: Så høj kan renten ikke blive!Aldrig! Den lille dreng stikker hovedet frem og siger:Sludder! Den kan blive, hvad det skal være! Tænk påmin relative ungdom, hvor den var knap 22 %!
Næste indvending: Så kan man konvertere sit lån. Ja,men til hvad? Uanset om man kan konvertere sig til en lavere restgæld, må det antages, at ydelsen bliver højere. Rentefælden er klappet.
Tredje indvending: Så må man realisere den kostbare ejendom. Fint, siden renten begyndte at stige, er huspriserne raslet ned, og der er flere sælgere end købere på markedet. Oven i det hele er man blevet "teknisk insolvent" - manskylder mere i huset, end det er værd.
Nu skal vi ikke male fanden på væggene (da slet ikke, hvis huset står foran et salg) - men man skal tænke sig om: Er der luft i privatøkonomien til, at renten eksempelvis stiger til bare 5 %? Den overvejelse bør man altid gøre sig. At låne en masse penge er ikke nødvendigvis svært, men man skal også kunne betale dem tilbage og forrente dem uden at skulle tilbage til havregrøden.
En overvejelse værd: Skal man låse renten fast i en længere årrække - nu, mens det er billigt?
Virksomhedsøkonomien
Det forekommer ret klart, at virksomheder alt andet lige har bedre muligheder ved lave rentesatser. Det er billigere at investere, og det kan skabe arbejdspladser i landet. Det er også individuelt, hvad det betyder for den enkelte virksomhed.
Det betyder ikke, at man som virksomhedsejer ikke skal passe på renteudgiften. Man skal desuden være opmærksom på, om ens gæld er med variabel eller fast rente.
Der er et helt særligt hjørne, der er spændende: Investeringsejendomme, herunder ejendomme med udlejning af beboelse.
I disse tilfælde opererer man typisk med en afkastprocent. Den aktuelle ejendom skal eksempelvis give et afkast på 5 % til dækning af investeringer, opsat vedligeholdelse og rente af den investerede kapital.
Derfor er der regler om, at man i regnskabet skal fortælle om følsomheden i afkastet og dermed ejendommens værdi i tilfælde af rentefald eller rentestigninger. Det er den eneste måde, man kan vurdere en ejendoms aktuelle værdi på.
Før seneste nedadgående justering af priser på ejendomme og værdipapirer for ca. 10 år siden så man nogle meget små krav til afkast. Man opererede i visse markeder og blandt visse entreprenante personer med afkastprocenter langt lavere end 5 %, der i et vist omfang er anerkendt som et fornuftigt udgangspunkt.
Resultat: Kollapsede ejendomsimperier, bobler, krakkede banker og en negativ stemning i samfundet. Penge blev futtet af i hurtigere tempo, end de kom ind(de kom nemlig aldrig ind) på det hurtige liv i storbyerne og på landevejene(og til dels også lidt uden for samme).
Derfor skal man altid kigge på afkastprocenten, når man skal vurdere værdien af en erhvervsejendom. Hvad betyder det for værdien, hvis renten stiger medeksempelvis 2 procentpoint - er tvangsauktionen under opmarch?
Hvad er det, der er i gang på markedet for investeringsejendomme lige nu?Er vi igen på vej mod uholdbart lave afkastprocenter?
Alt i alt
Der er god grund til at glæde sig over lave renter - men vi skal passe på bobler. Det kan vi som individer ikke gøre meget ved (ud over at vi gladeligt betaler, hvad ejendomsmægleren forlanger, for "det kan markedet bære"). Bobler har i mange år være konstateret på ejendomsmarkedet og aktiemarkedet - og vi skaber dem selv.
Det, vi kan gøre, er at gardere os; at tænke os om og lægge en god risikomargin ind. Hvad vil jeg tåle. Hvad kan jeg tåle? Der er ikke meget hjælp at hente, når først det går galt.
Samfundsøkonomien har vi ikke nævnt i denne artikel. Den har vi andre organer, der diskuterer og regulerer.
Kundekendskab og kontanter ...
Bag overskriften gemmer sig to helt centrale forhold, som denne artikel forhåbentlig vil kunne medvirke til at forklare.
Loven – som i sin fulde længde bærer titlen ”Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme” – blev senest ændret tilbage i sommeren 2017.
Som det så ofte ses ved lovændringer, blev regelsættet strammet noget op, hvilket primært kan mærkes blandt de særlige virksomhedstyper, som specifikt er underlagt skærpede krav. Særlige virksomhedstyper omfatter eksempelvis revisorer, advokater og pengeinstitutter, som således blev pålagt væsentligt øgede krav til interne retningslinjer i relation til hvidvaskreglerne.
Hvidvask
En hvidvasktransaktion har til formål at skjule, at penge stammer fra kriminelle handlinger. En sådan transaktion vil eksempelvis forekomme, hvis en person eller virksomhed modtager penge, der stammer fra en strafbar lovovertrædelse, herunder skatteunddragelse. Det kan også være medvirken til at skjule, opbevare, transportere eller på anden måde sikre økonomisk udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.
Kundekendskabsprocedurer
Revisorer er pålagt procedurer for mangt og meget, og derfor ligger det os ikke fjernt at være underlagt en række krav i forhold til at forstå, hvorfor kunden ønsker en given opgave udført, og at dokumentere, hvem kunden egentlig er.
Ud over en lang række formelle krav til revisors interne politikker, kontroller og procedurer stiller hvidvaskloven 3 helt overordnede krav til revisor:
- Kunden skal identificeres – det omfatter såvel personer som virksomheder.
- Kunden skal legitimeres – det omfatter typisk de såkaldte reelle ejere.
- Opmærksomhed på kundens mulige involvering i hvidvask (og finansiering af terrorisme) skal dokumenteres.
Som revisorer håndterer vi i forvejen mange problemstillinger ud fra en såkaldt risikobaseret tilgang. Dette gør sig også gældende i forhold til hvidvaskdokumentation.
Når vi skal afgøre, hvilken legitimation vi vil kræve af en ny kunde, placerer vi derfor kunderne på en risikoskala.
I den ene ende af skalaen er de kunder, som vi er sikre på, hvem er, og som vurderes ikke at være involveret i hvidvask. Her vil vi ikke kræve megen legitimation, men reglerne foreskriver, at vi altid skal legitimere vores kunder.
I den modsatte ende af skalaen finder vi de såkaldte PEP’er. Der er tale om et nyt begreb i hvidvaskloven, som dækker over Politisk Eksponerede Personer, dvs. fysiske personer, der har eller har haft et nærmere specificeret offentligt hverv. Kundekendskabsprocedurerne skærpes væsentligt, hvis vi identificerer en PEP hos kunden, eksempelvis blandt de reelle ejere af en virksomhed.
Imellem disse to yderpunkter befinder sig ”normalkunden”, hvor vi ofte vil bede om en eller anden form for billedlegitimation i form af kopi af pas eller kørekort. Dette vil næppe komme som den store overraskelse, idet vi efterhånden alle er vant til at blive mødt med sådanne legitimationskrav, når vi eksempelvis er i kontakt med banker, advokater og ejendomsmæglere.
Alle vores kunder – såvel de nye som de gamle – vil være omfattet af vores kundekendskabsprocedurer. Kun i de tilfælde, hvor vi kategoriserer en kunde som en ”lejlighedskunde”, vil vi ud fra en risikovurdering kunne undlade at gennemføre proceduren.
Håndtering af kontanter
Loven indeholder et kontantforbud, der betyder, at erhvervsdrivende ikke lovligt kan modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover. Revisorer, advokater, pengeinstitutter og andre særlige erhvervsgrupper er undtaget fra kontantforbuddet.
I modsætning til revisorer, som er omfattet af hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, underretningspligt mv., er alle andre erhvervsdrivende, der sælger genstande eller leverer tjenesteydelser eller sælger fast ejendom alene, underlagt 50.000 kr.’s-reglen.
Det skal bemærkes, at forbuddet også omfatter indbyrdes forbundne betalinger. Eksempelvis vil et køb på 100.000 kr., som betales over fire gange med 25.000 kr. pr. gang, være en overtrædelse af kontantforbuddet, idet de fire betalinger vil skulle ses under ét.
Periodisk betaling af husleje i kontanter vil modsat ikke skulle ses under ét og er således kun problematisk, hvis betalingen for den enkelte periode overstiger 50.000 kr.
Har den erhvervsdrivende først modtaget et kontantbeløb på 50.000 kr. eller derover, fanger bordet. Der kan ikke repareres på skaden i form af en eller anden form for anmeldelse.
Derimod risikerer man at ifalde bødestraf, hvor størrelsen af bøden som udgangspunkt fastsættes til 25 % af det beløb, som overstiger beløbsgrænsen på 50.000 kr., dog mindst 10.000 kr.
Indbetaling på aldersopsparing
Folketinget har vedtaget nye regler for indbetaling på aldersopsparing. 2017 er sidste år, hvor der kan foretages en indbetaling på 29.600 kr. Fra og med 2018 er den maksimale indbetaling for de fleste væsentlig mindre.
Aldersopsparing – som vi kender den!
Siden 2013 har man kunnet indbetale på en aldersopsparing, og reglerne for en sådan opsparing har været følgende:
- Den årlige indbetaling kan maksimalt udgøre 29.600 kr. (2017)
- Der kan indbetales indtil 15 år efter pensionsudbetalingsalderen
- Der er ikke fradragsret eller bortseelsesret for årets indbetaling
- Værditilvæksten i opsparingsperioden beskattes med 15,3 % (PAL-skat)
- Udbetaling ved pensionsalderen er skatte- og afgiftsfri
- Ved udbetaling i utide (før pensionsalderen) skal der betales en afgift på 20 %.
Med ordene ”Et øget incitament til opsparing sidst i arbejdslivet” har Folketinget vedtaget en række ændringer af reglerne om indbetaling til en aldersopsparing. Ændringerne angår reelt kun den maksimale årlige indbetaling.
Nye regler for indbetaling fra og med 2018
Den maksimale årlige indbetaling til en aldersopsparing afhænger fra og med 2018 af personens alder.
Det maksimale årlige beløb, der kan indbetales på en aldersopsparing, er som hovedregel 5.100 kr. (2018-niveau). Fra og med det femte indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, kan der som udgangspunkt årligt indbetales 51.100 kr. (2018-niveau). Den høje beløbsgrænse udgør dog kun 46.000 kr. i 2018 gradvist stigende til 51.100 kr. (2018-niveau) i 2023.
En pensionsopsparer, der når folkepensionsalderen i 2030, vil kunne indbetale 5.100 kr. om året frem til og med 2024. Fra og med 2025 kan der årligt maksimalt indbetales 51.100 kr.
Muligheden for at foretage årlige indskud på en aldersopsparing på op til 51.100 kr. gælder dog ikke, hvis pensionsopspareren har fået udbetaling fra en ratepension, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning fra og med det tiende indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen. Denne undtagelsesregel gælder, uanset om pensionsudbetalingen sker som normal udbetaling (pensionsudbetalingsalderen er indtrådt, og udbetalingerne er påbegyndt), eller der er tale om udbetaling i utide (udbetaling før pensionsalder, pantsætning mv.), hvor der svares afgift med 60 %.
Beløbsgrænsen på 5.100 kr. i stedet for 51.100 kr. for indbetaling på en aldersopsparing gælder for pensioner, der ophæves i utide den 1. april 2018 eller senere samt udbetaling fra rateopsparinger mv., der i overensstemmelse med pensionsvilkårene påbegyndes den 1. april 2018 eller senere.
I visse tilfælde kan en person alligevel foretage et årligt indskud på 51.100 kr., selv om der i 10-års perioden er modtaget pensionsudbetalinger. Det gælder udbetaling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og pensionsudbetalinger, hvor personen reelt ikke selv bestemmer, hvornår udbetalingen påbegyndes, eksempelvis invalidepension, rateforsikring i tilfælde af forsikredes invaliditet og ægtefælle- eller samleverpension.