Tag: Skat

Redaktionsslutdato: 25. april 2019

Når man som rådgiver dagligt beskæftiger sig med skattespørgsmål, skattesystemet og de forskellige styrelser, som SKAT nu er opdelt i, forledes man i mørke stunder til atsammenligne sit virke med arbejdet i et rengøringsfirma.

En stor, evigt arbejdende, støjende og stadigt mere kompleks skattemaskine, der producerer indtægter til det offentlige, afgiver som led heri en mængde slagger og andet affald, bestående i uforståelige og fejlbehæftede produkter.

Som rådgiver forsøger man at forklare og rette fejl, altså at feje op og gøre rent, så borgerne, de tvungne aftagere af produkterne, ikke opgiver ævred, men fortsætter deres samfundsnyttige virke.

Hermed er anslået nogle temaer, som vil blive nærmere kommenteret i det følgende.

Kompleksiteten

Til stadighed påstås det, at skattesystemet er for indviklet, og at der er behov for omfattende forenklinger. Politiske partier er blevet etableret stort set med dette som eneste programpunkt. Det er egentlig uforståeligt, at der ikke er sket mere, når der tilsyneladende er bred enighed herom.

Der er flere grunde til skattelovgivningens kompleksitet. Grundloven kræver, at der er klar lovhjemmel til beskatning. Det skal tydeligt fremgå af loven, hvilke skattemæssige konsekvenser en given retlig eller faktisk disposition indebærer. Det er en af forklaringerne på, at skattelovene ofte er meget detaljerede og indeholder præcise sondringer, undtagelser og undtagelser fra undtagelserne. Grundlovens krav kan direkte føres tilbage til forfatningskampen i det 19. århundrede. Det var af afgørende demokratisk betydning, at skatteudskrivningsretten var folkeligt forankret som et lovgivningsanliggende.

En anden grund til kompleksiteten er den banale kendsgerning, at verden bliver mere og mere kompliceret. Tænk bare på den stigende globalisering med blandt andet digital handel over landegrænserne. Arbejdskraften bevæger sig også over landegrænserne. Hvad skal beskattes? I hvilket land? Der skal mange og præcise lovtekster til at opfange og beskrive alle de menneskelige aktiviteter, der påvirker skattebetalingen.

Dertil kommer, at borgernes retfærdighedsfølelse, for at bruge et højtideligt begreb, er med til at gøre skattesystemet indviklet. Den nu afdøde, forhenværende skatteminister, professor Isi Foighel, sagde det engang meget rammende: ”I kampen mellem enkelhed og retfærdighed, vinder retfærdigheden hver gang.”

Det var naturligvis ikke en højere overjordisk retfærdighed, der var tale om, men det simple forhold, at de fleste mennesker ikke bryder sig om enkle håndfaste kategoriseringer eller opdelinger, hvis dette betyder, at individuelle, konkrete omstændigheder, der ikke passer helt ind i de fastlagte – overskuelige, men unuancerede kategorier – er uden betydning for den skattemæssige bedømmelse. Borgerne bryder sig ikke om bestemmelser, der eksempelvis statuerer beskatning, hvis man afstår et aktiv inden for tre års ejertid, mens en afståelse efter tre år og én dag er skattefri. Det er ikke retfærdigt. Det skal nuanceres. Og så bliver det nuanceret!

Isi Foighel var i øvrigt skatteministeren, som fik virksomhedsskatteordningen vedtaget i Folketinget.

Skattesystemets kompleksitet øges også af de mange værnsregler, hvor målet er at hindre skatteundgåelse eller placering af skattebetalingen i lande med en lavere beskatning.

Ved skattelovgivningens udformning tages der samtidig en række sociale, boligpolitiske og vækstbaserede hensyn. Dette øger mængden og dermed kompleksiteten af lovsættet. Man må konstatere, at de lande, vi plejer at sammenligne os med, og som har et samfundssystem og nogle værdier, vi er enige i, ikke har løst problemet. Skattesystemerne i disse lande er lige så indviklede som vores.

Naturligvis kan man forenkle skattesystemet! Vi skal fra rådgiverkredse være med til til stadighed at sætte fokus herpå. Det er blot ikke muligt at skabe et helt enkelt system. En kompleks verden må nødvendigvis betyde et komplekst skattesystem.

Administrationen af skattesystemet

Vi har vænnet os til at leve med et komplekst skattesystem. Derimod er det svært at leve med og acceptere tingenes tilstand efter sammenbruddet i SKAT.

Det er forståeligt, at de mange nye medarbejdere i Skattestyrelsen og de øvrige styrelser begår mange og betydelige fejl, når de sættes til at producere afgørelser, før de har de faglige forudsætninger for det. Det er imidlertid kritisabelt, at man tilsyneladende ikke opererer med nogen form for kvalitetssikring. Det betyder væsentligt flere fejl, end nødvendigt er – selv med nye medarbejdere. Hvad værre er – i sådanne tilfælde med fejlbehæftede afgørelser er det tilsyneladende ikke muligt eller i hvert fald svært at få fejl rettet i selve systemet. End ikke åbenlyse fejl. Man må vente et eller andet antal år i klageinstansen.

Udefra set er forklaringen, at der ikke er nogen, der kan eller vil rette selv åbenlyse fejl. Tidligere var det muligt at få kontakt med ledende medarbejdere, som hurtigt og smertefrit fik tingene på plads. Det er tilsyneladende ikke længere muligt, formentlig fordi cheferne nu er uden faglige kompetencer. De er ansat til at lede, hedder det. Det kan konstateres, at det er svært at lede, når man ikke har indsigt i det faglige område, man leder!

Vi ved godt, at det nye SKAT er under beskydning og under stadig overvågning. Det er svært at være ansat i en sådan periode. Psykologisk plejer det at betyde, at medarbejderne føler sig under belejring og derfor graver sig ned. Omverdenen er fjendtlig! Desværre er det tilfældet også i det nye SKAT.

De forvaltningsretlige regler, herunder ombudsmandens regler om god forvaltningsskik, er i realiteten blot udtryk for, at man skal behandle borgerne ordentligt, når man træffer afgørelser af betydning for dem. Skattemæssige afgørelser kan have stor økonomisk betydning.

Det kniber med at leve op til disse regler om anstændig behandling af borgerne. Resultatet er, at borgerne føler sig trådt på, selv om det ikke har været hensigten.

Det giver anledning til en betydelig undren, at det nye SKAT i en sådan periode under genopbygning, hvor de faglige mangler er betydelige, samtidig spiller med musklerne. Eksempelvis er praksis skærpet med hensyn til bedømmelsen af, om der foreligger simpel eller grov uagtsomhed. SKAT tolererer stort set ikke fejl begået af borgere og slet ikke af revisorer og andre rådgivere. De bør vide bedre! Konsekvensen er, at SKAT kan gå 10 år tilbage og ændre årsopgørelsen i ugunstig retning, hvilket man faktisk også gør. 10 år tilbage! SKAT er sandelig gunstigt stillet. Borgerne har slet ikke de samme muligheder for at gå tilbage i tiden og eksempelvis få årsopgørelsen ændret med glemte fradrag eller lignende.

Den ulige retstilstand er uacceptabel.

Borgere og virksomheder synes tålsomme i SKATs genopbygningsfase. Man finder det uforståeligt og uacceptabelt, at SKAT er kørt i sænk, men man ved godt, at der er behov for skatter for at løse en lang række opgaver. Hvis borgere og virksomheder oplever ikke at blive behandlet ordentligt, men som fjender, vil tilslutningen til skattesystemet formindskes med uoverskuelige konsekvenser. Dette forstærkes, hvis borgerne samtidig kan konstatere, at SKAT begår fejl uden konsekvenser.

Sagsbehandlingstiderne i klageinstanserne er dertil simpelthen uantagelige. Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage tre år eller mere at få en sag behandlet ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten.

Hvad skal rådgiverne gøre?

Som skatterådgiver – og dermed såkaldt skatteekspert – har miseren i SKAT fået betydning. Det er blevet en mere usikker verden, hvor der ikke er den grad af sikkerhed i rådgivningen, man kunne ønske.

Hvor man tidligere var relativt sikker på, at ens korrekte rådgivning ikke blev anfægtet af SKAT, må man i dag være forberedt på, at en ung nyansat i SKAT kan have en anden opfattelse og gør den gældende. Værst af alt i denne situation er, at det tager så lang tid at få forholdene på plads igen.

Som rådgiver skal man derfor:

• Væbne sig med tålmodighed, tage de nødvendige forbehold og informere sine kunder om forholdene.
• Søge at få retableret nogle af de platforme, hvor skattemæssige problemstillinger tidligere blev drøftet og debatteret, og hvor både rådgivere og offentligt ansatte deltog. Det var fagligt givende, og man lærte hinanden at kende i et positivt samarbejde.
• Konstruktivt bidrage til at forenkle regelsættet, hvor det er muligt.
• Forsøge at få forholdene i Skattestyrelsen og klageinstanserne forbedret.

Målet er, at svaret på spørgsmålet i overskriften – ”Har vi det skattesystem, vi fortjener?” – igen bliver et ja, hvor svaret for tiden desværre må siges at være et nej.

Skatterådet har truffet en afgørelse om, hvorvidt en person ville være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis han deltog i en generalforsamling i Danmark i et selskab, hvor han var ulønnet direktør.

Ligningslovens § 33 A

Ligningslovens § 33 A er en intern dansk lempelsesregel, der kan anvendes af personer bosat i Danmark, som udfører lønarbejde i udlandet. Lempelsesmetoden er eksemption med progressionsforbehold, hvilket betyder, at der lempes for den del af den danske skat, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Slutresultatet er, at der reelt ikke betales dansk skat af denne indkomst. I visse tilfælde skal der dog betales halv dansk skat, men i givet fald skal der ikke betales skat i udlandet. Uanset om der skal betales halv dansk skat eller ingen dansk skat, skal følgende betingelser være opfyldt:

Personen skal opholde sig uden for Danmark, Færøerne og Grønland i mindst seks måneder.

• Ferie og lignende i Danmark må højst udgøre 42 dage inden for enhver 6-måneders-periode.

• Arbejde i Danmark afbryder perioden på 6 måneder, dog ikke nødvendigt arbejde, der har direkte forbindelse med arbejdet i udlandet (afrapporteringsreglen).

Skatterådets afgørelse

Skatterådet har taget stilling til, hvorvidt en person ville være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis han deltog i en generalforsamling i Danmark i et selskab, hvor han var ulønnet direktør.

Der var tale om en person, der af sin danske arbejdsgiver var udstationeret til arbejde for et datterselskab i Vietnam. Personen erhvervede nogle aktier i det danske arbejdsgiverselskab i forbindelse med en børsnotering i 2018. Hans aktiepost blev overdraget til et af ham nystiftet anpartsselskab, hvis eneste formål var at eje denne aktiepost. Aktierne måtte ikke handles i ét år fra børsnoteringen. Der var med andre ord ingen aktivitet i anpartsselskabet, hvor han var registreret som direktør (uden løn).

Spørgsmålet til Skatterådet var, om deltagelse i en generalforsamling i anpartsselskabet ville betyde, at han ikke var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Generalforsamlingen ville blive afholdt i Danmark og forventedes at have en varighed af maksimalt 30 minutter, hvor den eneste deltager ud over ham selv ville være selskabets revisor.

Skatterådet var af den opfattelse, at en sådan deltagelse i en generalforsamling ikke kunne betegnes som ferie eller lignende. Der var tale om erhvervsmæssig beskæftigelse, selv om han var ulønnet.

Konsekvensen af Skatterådets svar er, at perioden på 6 måneder ville blive afbrudt, hvis han deltog i den pågældende generalforsamling, når denne blev afholdt i Danmark.

6-måneders-reglen

En afbrydelse af perioden på 6 måneder kan have væsentlige skattemæssige konsekvenser, da det kan betyde, at der skal betales fuld dansk skat af løn for arbejde udført i udlandet. Det ville dog være muligt at opretholde muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis generalforsamlingen blev afholdt på et tidspunkt, hvor han havde opholdt sig i udlandet i mindst 6 måneder og overholdt 42-dages-reglen og igen efter afholdelsen af generalforsamlingen opholdt sig i udlandet i mindst 6 måneder kun afbrudt af den tilladte ferie i Danmark. Alternativet er, at generalforsamlingen afholdes i udlandet, via Skype eller lignende.

Så intet arbejde overhovedet i Danmark (bortset fra afrapporteringsreglen) i løbet af en periode på 6 måneder, idet muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A så fortabes.

Østre Landsret har afsagt en dom om, hvad der skal forstås ved ”nyvognsprisen” i relation til beskatningsgrundlaget for en bil, der ved anskaffelsen var mindre end tre år gammel. Forskellen mellem det påståede beskatningsgrundlag og det beløb, som Skattestyrelsen havde fastsat, var cirka 400.000 kr.

Hvad er nyvognsprisen – når bilen ikke er helt ny?

Den skattepligtige værdi af fri bil udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af værdien over 300.000 kr. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr. Den værdi, der skal anvendes ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil, afhænger af bilens alder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer bilen.

Hvis arbejdsgiveren køber en firmabil, der er højst tre år gammel regnet fra bilens første indregistrering, skal værdi af fri bil beregnes ud fra bilens nyvognspris. Ved nyvognsprisen forstås bilens faktiske købspris inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt fabriksmonteret tilbehør. Ekstraudstyr, der leveres og monteres af forhandleren og vises særskilt på fakturaen, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris i 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er sket.

Sagen for Østre Landsret omhandlede en Mercedes, der blev indregistreret første gang den 11. maj 2010. Der var tale om en bilforhandler/bilimportør, der indregistrerede bilen til brug for en medarbejder. Bilens beskatningsgrundlag var i den forbindelse opgjort til 467.072 kr. Det var ikke dette beskatningsgrundlag, som Skattestyrelsen havde anfægtet.

Bilforhandleren/bilimportøren solgte bilen den 7. juni 2011. Salgsprisen udgjorde 860.000 kr. En af aktionærerne i det købende selskab fik denne bil stillet til rådighed for privat benyttelse.

Spørgsmålet var nu, hvilken værdi, der skulle anvendes som beskatningsgrundlag for fri bil – var det 467.072 kr., 860.000 kr. eller et helt tredje beløb?

Aktionæren i det selskab, der havde købt bilen, havde ikke anvendt de 860.000 kr., da bilen på købstidspunktet var mere end ét år gammel og tillige havde kørt 24.000 km, idet denne værdi næppe kunne betegnes som nyvognsprisen. Aktionæren var af den opfattelse, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., hvilket var det beskatningsgrundlag, som bilforhandleren havde oplyst, da han/selskabet købte bilen.

Skattestyrelsen var ikke enige i, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., men havde i stedet fastsat beskatningsgrundlaget til 860.000 kr., hvilket var selskabets købspris.

Aktionæren påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten.

Landsskatteretten

Landsskatteretten fandt, at salgsprisen opnået ét år efter registreringen alt andet lige måtte anses for at være lavere end den reelle nyvognspris. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at et beskatningsgrundlag, der var mindre end selskabets købspris, kunne anvendes. Retten var af den opfattelse, at nyvognsprisen i det konkrete tilfælde kunne fastsættes til 860.000 kr., hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Landsskatterettens kendelse blev indbragt for byretten.

Byretten

Byretten fandt, at begrebet ”nyvognspris” må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved køb af en ny bil. Efter lovens ordlyd skal der ved beskatning af personalegoder tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste en medarbejder at erhverve goderne i almindelig fri handel. Det fremgår endvidere af loven, at beskatningsgrundlaget for biler, som er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, udgør arbejdsgiverens købspris. Ved beskatning af biler, der er erhvervet mere end tre år efter første indregistrering, sker der således en beskatning på baggrund af bilens reelle værdi, og det har formodningen imod sig, at lovgiver har ønsket at fastsætte et væsentligt andet princip ved beskatning af biler, der er under tre år gamle.

Byretten stadfæstede herefter et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.

Aktionæren indbragte sagen for Østre Landsret.

Østre Landsret

Landsretten var enige med byretten og stadfæstede et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.

Byretten i Århus har afsagt en dom, hvorefter en hovedaktionær undgik beskatning af bil, der var vinteropbevaret og stilstandsforsikret.

Ingen beskatning af fri bil

En hovedaktionær var blevet beskattet af fri bil til og med november 2010. Den 29. november 2010 blev bilens nummerplader afmonteret og afleveret til selskabets forsikringsmægler, bilen overgik til stilstandsforsikring og blev herefter opbevaret i selskabets lagerlokale beliggende otte kilometer fra aktionærens bolig. Primo maj 2011 blev bilen solgt.

Skattestyrelsen var af den opfattelse, at hovedaktionæren skulle beskattes af fri bil i perioden med stilstandsforsikring og henviste som begrundelse herfor til to domme fra Østre Landsret i 2014.

Det har i flere år været Skattestyrelsens opfattelse, at hovedaktionærer kun kan undgå beskatning af bil, der i øvrigt var til aktionærens rådighed, hvis bilens nummerplader blev afleveret til Motorstyrelsen.

Byretten i Århus var af den opfattelse, at hovedaktionæren ved de foretagne handlinger havde godtgjort, at han ikke havde umiddelbar adgang til en lovlig faktisk rådighedover bilen. Byretten fandt, at rådighedshindringen var effektivt etableret og opretholdt. Det var uden betydning, om der i perioden var ført kørebog, ligesom fraværet af en skriftlig aftale mellem aktionæren og selskabet om, at bilen ikke var til rådighed for privat benyttelse, ikke kunne tillægges afgørende betydning. Hovedaktionæren skulle derfor ikke beskattes af fri bil i den omhandlede periode, selv om der ikke var sket aflevering af nummerpladerne til Motorstyrelsen.

Hvorfor når byretten i Århus til et andet resultat end Østre Landsret?

Den mest iøjnefaldende forskel mellem byretsdommen og dommene fra Østre Landsret i 2014 er, at i byretsdommen var nummerpladerne afmonteret og afleveret til selskabets forsikringsmægler, hvorimod nummerpladerne i sagerne for Østre Landsret fortsat sad på bilen.

Skatteministeren har fremsat lovforslag om, at der alligevel ikke skal være skattefrihed for fri telefon og arbejdsgiverbetalt internet fra og med 2020. Forslaget betyder, at de i 2019 gældende regler om, hvornår der skal ske beskatning af fri telefon og internet videreføres.

Tilbagerulning af reglerne for beskatning af telefon og internet

Fri telefon og/eller arbejdsgiverbetalt internet beskattes i 2019 med et årligt beløb på 2.800 kr. 2019 skulle have været sidste år, hvor der skulle betales skat af sådanne personalegoder, hvilket blev vedtaget i Folketinget under den tidligere regering.

Skatteministeren har fremsat lovforslag om, at der i 2020 og fremover fortsat skal ske beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon og internet på ganske samme vis som tidligere. Det foreslås kun at fastholde beskatningen. Der ændres ikke på, i hvilket omfang telefon og internet er skattepligtigt.

Mobiltelefoner

For mobiltelefoner er hovedreglen, at der skal ske beskatning af fri telefon, hvis telefonen medtages til den private bopæl. For at undgå beskatning skal der indgås en tro og love-erklæring om, at telefonen kun må anvendes erhvervsmæssigt. Arbejdsgiveren skal føre en overordnet kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt. Der skal dog ikke ske beskatning af fri telefon, hvis medarbejderen kun undtagelsesvis har foretaget opkald til hjemmet.

Internet

Arbejdsgiverbetalt internetforbindelse på bopælen er fortsat et skattefrit personalegode, hvis medarbejderen har adgang til arbejdsgiverens netværk. Det er en forudsætning for skattefriheden, at medarbejderen har adgang til stort set de samme funktioner, dokumenter mv. som på arbejdspladsen.

Selvstændigt erhvervsdrivende

Selvstændigt erhvervsdrivende skal også i 2020 og senere kun beskattes efter de regler, der er gældende for 2019.

Frivillige ulønnede medhjælpere i foreninger

Det fremsatte lovforslag betyder også, at ulønnede bestyrelsesmedlemmer og frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i en forenings skattefri virksomhed samt frivilligt, ulønnet personel i hjemmeværnet, fortsat ikke skal beskattes af fri telefon og internet.

Satsen for beskatning af fri telefon

Satsen for beskatning af fri telefon og/eller internet forventes i 2020 at udgøre 2.900 kr.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Begrebet forældrekøb dækker over den situation, hvor en forælder eller et forældrepar køber en studielejlighed med det formål at leje den ud til næste generation.

Begrebet gælder selvfølgelig også i den modsatte situation, hvor børn eller børnebørn køber en ejendom og lejer den ud til deres forældre/bedsteforældre.

Ved et forældrekøb kan man hjælpe sit unge menneske med en bolig og samtidig måske få et bedre afkast af sine penge end ved at sætte dem i banken, og man kan måske endda gøre en god investering.

Forældre, der har været lang tid på boligmarkedet, har ofte en god friværdi i boligen, der kan belånes – og provenuet kan anvendes til at købe en studielejlighed. Samtidig er de unges lånemuligheder ofte begrænsede på grund af de kreditstramninger, der kom efter finanskrisen, da de unge typisk har en relativt begrænset indtjening i studietiden.

Der er både fordele og ulemper ved at købe en bolig til de unge:

• De får et sted at bo til en husleje, der er til at betale.
• De kan søge boligsikring.
• Hvis der er tale om en større lejlighed, kan de med fordel udleje et eller flere værelser til en studiekammerat. Udlejer kan alternativt have flere lejere i lejligheden, men det kan give udfordringer, hvis der ikke er et godt forhold mellem lejerne, og de skal samtidig dele køkken og bad.
• Der er en naturlig risiko ved investeringen, idet boligpriserne kan falde.

Udlejning af en bolig er omfattet af Lejeloven. Det er et krav, at der er en kontrakt, når man søger boligsikring. Ved fremleje af et eller flere værelser i boligen bliver boligsikringen nedsat forholdsmæssigt.

Overskuddet ved udlejningen skal beskattes.

De fleste udgifter kan trækkes fra i lejeindtægterne, fx ejendomsskatter, reparations –og vedligeholdelsesudgifter, vand, kloak- og renovationsafgifter, udgifter til administration og revisorbistand, forsikring, skorstensfejer, snerydning og fejning, kontingent til (grund)ejerforening og renteudgifter.

Når overskuddet skal selvangives, kan man tilvælge beskatning efter virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen. Anvender ejer i forvejen Virksomhedsordningen, skal forældrekøbet indgå i ordningen.

Derfor kan det være en god ide at bruge en revisor – og der er som anført fradrag for revisorudgiften.

Beskatning ved salg

Har man ikke selv boet i boligen, bliver man beskattet af fortjeneste ved salget.

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8 (også kaldet parcelhusreglen) betyder, at fortjenesten ikke bliver beskattet, hvis ejer har boet i boligen i løbet af ejertiden.

Det betyder, at forældre, som flytter ind i lejligheden, når den/de unge ikke skal bruge den mere, eller som selv har boet i ejendommen, inden den blev udlejet, kan optjene ancienniteti boligen og ultimativt opnå mulighed for at sælge skattefrit.

Når man som forælder sælger til næste generation, kan man som regel sælge til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 %.

Denne mulighed er særdeles aktuel for de, der allerede ejer en forældrekøbslejlighed, og hvor ejendomsværdien i dag er lavere end eller lig med den oprindelige købspris, idet der er stor sandsynlighed for, at de fremtidige ejendomsvurderinger på ejerlejligheder i studiebyerne bliver højere end i dag.

Lejers forhold

Ved fremleje af en del af boligen får fremlejer et bundfradrag i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bundfradraget er for 2018 og frem fastsat til 28.000 kr. (pristalsreguleret) årligt med tillæg af 40 % af indtægter over bundfradraget.

Den skattepligtige indkomst fra korttidsudlejning og fremleje er kapitalindkomst. Skatteprocenten ligger i 2019 mellem ca. 27 og 42 plus kirkeskat.

Hvis fremlejer kun bor til leje i en del af indkomståret, beregnes bundfradraget ved at gange bundfradraget for hele indkomståret med antallet af dage, fremlejer har lejet lejligheden, og herefter dividere med 365.

Man skal være tilmeldt adressen som bolig for at kunne anvende reglerne.

Reglerne om korttidsudleje af hele boligen gælder kun ved udleje en del af året.

I denne tid hører man ofte i pressen, at regeringen vil tilbagerulle de generationsskifteregler, som den borgerlige regering indførte.

Tilbagerulningen indgår som et led i forhandlingerne om finansloven. Men hvad betyder det for virksomhederne og generationsskifterne af de danske virksomheder?

Det man taler om, er ”alene” en ændring af den afgiftssats, som skalbetales af den gave, som den ældre generation måtte give den yngre generation i forbindelse med gennemførelsen af generationsskiftet.

Det har ikke været nævnt af regeringen eller dens støttepartier, at man ønsker at ændre på muligheden for overdragelse med succession.

Overdragelse med succession betyder, at den ældre generation kan overdrage sin skattebyrde (den skat som skal betales, hvis man solgte virksomheden til 3. mand), til den yngre generation.

Af skattebyrden kan beregnes en passivpost. Der kan ydes en gave svarende til passivposten, uden at der skal beregnes gaveafgift, og dermed kan overdragelse delvist finansieres. Der er altså ikke noget, der tyder, på at disse regler ændres.

Ved gaveoverdragelse af en virksomhed i 2019, skal der af gaven svares en gaveafgift på 6 %.

Det var planen, at denne sats i 2020 skulle nedsættes til 5 %. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, bliver nedsættelsen ikke til noget. Tværtimod vil man hæve den nuværende sats til 15 %.

Derudover er der politisk ”risiko” for, at der indføres en progressionsgrænse, forstået på den måde, at der af arv eller gave, som overstiger en vis grænse, skal betales arve- eller gaveafgift på 30 %.

Der har været nævnt grænser på såvel3 mio. kr. som 5 mio. kr.

Af positive initiativer skal nævnes henstandsordning. Regeringen har foreslået, at der indføres en henstandsordning på op til 30 år, hvilket betyder, at den beregnede gaveafgift kan afvikles over en periode på op til 30 år. Regeringen har foreslået, at afgiftsbeløbet skal være rentefrit.

Der foreligger endnu ikke nogen konkrete lovforslag på området.

Den nye regering har i sit lovprogram annonceret, at den vil tilbagerulle den ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, som ellers blev vedtaget af det tidligere Folketing i 2018 med virkning fra og med indkomståret 2020. Tilbagerulningen udgør en del af finansieringen af regeringens forslag til finanslov for 2020.

De gældende regler for 2019 går kort fortalt ud på, at man skal betale skat af 2.800 kr. om året, hvis arbejdsgiver betaler for en telefon, og man må bruge den privat.

Det samme gælder, hvis arbejdsgiver betaler for en internetforbindelse, som ikke har adgang til netværket på arbejdspladsen. Har man begge dele, skal man stadig betale skat af 2.800 kr. Arbejdsgiver skal trække A-skat og am-bidrag af de 2.800 kr.

Hvis der udelukkende er tale om en arbejdstelefon, skal man ikke betale skat af den. Det kræver en tro- og loveerklæring med arbejdsgiver om, at telefonen er en arbejdstelefon.

Tilsvarende er en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse skattefri, når netforbindelsen giver adgang til virksomhedens netværk.

Arbejdsgiverbetalte internetforbindelser, der indgår som en del af en tv-programpakke (telefon, internet og tv), er skattepligtige, og man skal betale skat af hele pakken.

Har man en computer til rådighed udelukkende til privat brug, skal der betales skat af dens værdi svarende til, hvad det ville koste at leje en tilsvarende computer.

Omvendt skal man ikke betale skat af en arbejdsgiverbetalt computer til brug for arbejdet.

Tablets bliver skattemæssigt betragtet som computere. De er derfor ikke skattepligtige, hvis de er indkøbt og stillet til rådighed til arbejdsmæssigt brug.

Skattefriheden omfatter sædvanligt tilbehør, dvs. computerskærm, softwareprogrammer og printer af almindelig størrelse og standard.

Vi modtager flere og flere henvendelser fra danske og udenlandske firmaer, der udsender medarbejdere eller ansætter medarbejdere på tværs af landegrænser til at udføre opgaveri et andet land.

Fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft er en væsentlig del af det fundament, som den europæiske union er bygget på. I praksis har det vist sig at være mere end vanskeligt at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed.

EU-domstolen har over årene afgjort mere end 400 sager om den ”vandrende arbejdskraft”, som det kaldes på EU-sprog. EU-reglerne om den vandrende arbejdskraft skal sikre, at EU-borgere kan slå sig ned og arbejde i et hvilket som helst EU-land uden at være stillet ringere end borgerne i værtslandet.

I princippet skal en EU-borger have ret til samme ydelser,som borgerne i værtslandet, og samtidig skal man kunne bevare de rettigheder, man har med sig fra andre EU-lande.

Det danske velfærdssystem er som hovedregel skattefinansieret. Det betyder, at alle danske statsborgere, som opfylder lovens betingelser, er berettiget til ydelserne.

De fleste andre EU-lande baserer i varierende omfang deres systemer på forsikringsordninger, hvor sociale bidrag fra arbejdsgivere og lønmodtagere til diverse fonde og sygekasser finansierer en stor del af velfærdsydelserne.

Det sociale tilhørsforhold er derfor en vigtig del af det regelsæt, der skal iagttages, når man modtager eller udsender en arbejdstager.

I praksis søger man om en attest, der dokumenterer, hvilket land man er omfattet af social sikring i, når man ikke kun arbejder i sit hjemland. Udbetaling Danmark administrerer reglerne i Danmark og fastlægger for en periode af 2 år– med mulighed for forlængelse i op til 3 år – hvor man er socialt sikret under udlandsopholdet.

Danmark har tillige indgået en lang række socialkonventioner med lande uden for EU og EØS.

Sociale afgifter i Danmark udgør ATP, bidrag til Barsel DK,AES, forsikring mod følger af arbejdsulykker og sygedagpenge efter dagpengelovens regler.

Når det er fastlagt, hvor medarbejderen er socialt sikret,udestår der fortsat et stort arbejde med at sikre sig, at de lokale regler for opnåelse af arbejdstilladelse bliver overholdt, og at medarbejderen bliver beskattet i udstationeringslandet efter de der gældende regler. Dette vender vitilbage til i næste nummer af Facit.

Siden 2016 har bo- og gaveafgiftssatsen været mindre end den normale sats på 15 % ved overdragelse til børn m.fl. I 2019 udgør satsen 5 %. Fra og med 2020 er det formentlig ikke sådan længere.

Reglerne rulles tilbage

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der tilbageruller lempelsen af bo- og gaveafgiften ved overdragelse af erhvervsvirksomhed. Bo- og gaveafgiften skal efter forslaget være den samme, uanset om gaven eller arven består af kontanter mv. eller en erhvervsvirksomhed.

De foreslåede regler gælder for gaver, der ydes fra og med den 1. januar 2020. For så vidt angår arv gælder reglerne for personer, der afgår ved døden den 1. januar 2020 eller senere.

Henstand

De gældende henstandsregler om betaling af bo- og gaveafgift foreslås ophævet og erstattet af nye regler.

Det foreslås, at en arving eller gavemodtager, der som arv eller gave modtager:

• aktier, der ikke er omfattet af pengetanksreglen,

• en erhvervsvirksomhed eller en andel heraf, hvori der kan ske succession (ingen beskatning af overdrageren og modtageren indtræder i overdragerens skattemæssige position),

kan vælge at afdrage bo- eller gaveafgiften over maksimalt 30 år med lige store årlige afdrag. Gælden skal forrentes med en rente, der fastsættes årligt som et simpelt gennemsnit af den af Nationalbanken opgjorte kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber i månederne juli-september. Denne rente udgør 2,7 % i 2019.

Valg af afdragsordning for betaling af boafgifter skal meddeles skifteretten samtidig med indsendelse af boopgørelsen. For så vidt angår gaveafgift skal meddelelse om en afdragsordning indgives sammen med gaveanmeldelsen.