Redaktionsslutdato: 25. april 2019
Bliver dit hus primært opvarmet med el, jordvarme eller varmepumpe, kan du få en reduktion i din elpris og dermed skære toppen af din elregning. Reglerne herom har for sommerhusejere været i kraft siden 1. februar 2019.
Privatkunder, som bruger el, jordvarme eller varmepumpe som primær varmekilde til deres helårsbolig, sommerhus eller ferielejlighed, kan få skåret toppen af deres elregning på det forbrug, der overstiger 4.000 kWh pr. år.
Sommerhuse og ferieboliger har som noget nyt med virkning fra 1. februar 2019 fået samme muligheder, som hidtil kun har været for helårsboliger. Private
sommerhusejere skal ikke opsætte bi-
målere. De får automatisk nedsat prisen på deres elektricitet, hvis de hos forsyningsselskabet er registreret med elvarme. Nedslaget gives kun, hvis boligen er registreret med elvarme i BBR-registret.
Hvis din bolig ikke er korrekt registreret, skal du starte med at bringe dette i orden. Derefter kan du bede dit elselskab om nedslag i elafgiften. De fleste elselskaber har en blanket på deres hjemmeside, som du kan bruge.
Elselskabet sender din anmodning til kommunen, som skal attestere, at boligen er registreret med elvarme. Når dette er sket, vil elselskabet efterfølgende automatisk fakturere dig med nedsat afgift, men kun for den del af forbruget, der årligt overstiger 4.000 kWh.
Hvor meget kan jeg spare?
I 2019 bliver din elafgift beregnet efter følgende satser, hvis du har ret til reduceret elafgift: Forbrug op til 4.000 kWh/år: 88,40 øre uden moms.
Forbrug over 4.000 kWh/år: 25,90 øre uden moms. Besparelsen udgør således 62,50 øre/kWh svarende til 78,13 øre pr. kWh for den nedslagsberettigede del af dit forbrug, hvis du er berettiget til nedsættelse.
Redaktionsslutdato: 25. april 2019
Revisorgruppen Danmarks publikation Facit har i 25 år over 100 numre forsynet kunder og revisorer med nyttig, faglig information. Stort til lykke med det. Inden for det regnskabsmæssige område har der været nok at skrive om. Erhvervsstyrelsen oplyste fx for nylig, at der alene siden 2001 er vedtaget ikke mindre end 34 ændringer til årsregnskabsloven (ÅRL) – store som små.
I denne korte artikel vil jeg lave nogle nedslagspunkter i dansk regnskabsregulering over tid for at vise vigtige milepæle og pege på væsentlige kilder, som har bidraget til udfyldning og fortolkning.
Den spæde start – traditionsregulering
Udgangspunktet for regnskabsreguleringen i Danmark findes i aktieselskabsloven af 1930. Loven indeholder ganske få paragraffer om årsregnskabet. Den centrale bestemmelse siger, at årsregnskabet ”under omhyggelig hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser samt under foretagelse af nødvendige afskrivninger skal opgøres, således som ordentlig og forsigtig forretningsbrug tilsiger”. Rettesnoren er den nationale tradition: Gør som en kyndig og ordentlig dansk regnskabsmand/revisor altid har gjort.
Fra ordentlig og forsigtig forretningsbrugtil god regnskabsskik
Den meget vage regnskabsregulering fik lov til at stå helt frem til 1973, hvor en ny aktieselskabslov blev vedtaget. Regnskabsreglerne i den nye 1973-selskabslov er også baseret på normregulering. Det tidligere begreb ”god forretningsskik” erstattes således af, at ”… årsregnskabet skal opgøres således, som god regnskabsskik tilsiger”.
Samlet set indeholder loven dog 13 paragraffer om årsregnskab og koncernregnskab, som er med til at udfylde princippet. Nyt er blandt andet krav om oplysninger, der skal fremgå af balancen og resultatopgørelsen samt regler om, hvor højt aktiver og forpligtelser må vurderes i balancen.
Revisorerne og IAS udfylder reglerne
Der er ingen tvivl om, at revisorerne var afgørende i forhold til at fastlægge gængse sædvaner for regnskabsaflæggelsen i disse år. I 1973 skete der dog en vigtig begivenhed, nemlig dannelsen af den internationale standardsætter inden for regnskabsområdet IASC.
IASC begyndte at udstede internationale regnskabsstandarder (IAS), som mere detaljeret kom med anvisninger på, hvordan forskellige regnskabsmæssige forhold skulle behandles.
IAS’erne var ikke obligatoriske for danske virksomheder, men ret tidligt begyndte Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) at forsyne dem med et dansk forord, hvori de tilkendegav, om behandlingen i standarden anses for at være i overensstemmelse med dansk regnskabspraksis.
Vi ser altså allerede her, at en international organisation begynder at influere dansk regnskabsaflæggelse. Man gik dermed mere mod regulering udefra og ovenfra; i første omgang fra regnskabsstanden selv.
Første årsregnskabslov 1981 – retvisende billede
I 1973 bliver Danmark medlem af EF (EU). EF vedtager i hhv. 1978 og 1983 to regnskabsdirektiver, som indeholder regler om skemaer for regnskabsopstillinger og en lang række bestemmelser om måling og noteoplysninger.
Danmark vedtager i 1981 som det første land i EF en separat årsregnskabslov baseret på EF-reguleringen. De 13 paragraffer i aktieselskabsloven fra 1973 vokser nu til 68. Det sidste direktiv indarbejdes i loven i 1990, og visse dele udskilles i en særlig bekendtgørelse.
Årsregnskabsloven fra 1981 indeholder et nyt princip (”generalklausul”) til erstatning for det hidtidige ”god regnskabsskik”, nemlig at ”… årsregnskabet skal give et retvisende billede”. I modsætning til ”god regnskabsskik” angiver ”retvisende billede” i højere grad, at regnskabsaflægger skal orientere sig mod brugernes informationsbehov fremfor at se på, ”hvad gør de andre”. Pilen pegede dermed mod mere regnskabsregulering påvirket af andre end revisorer.
Danske regnskabsvejledninger
I 1988 begynder FSR at udgive danske regnskabsvejledninger som supplement til og udfyldelse af årsregnskabsloven. Disse er vejledende for ikke-børsnoterede selskaber, men bliver nogle år senere via oplysningsforpligtelserne på Københavns Fondsbørs obligatoriske for børsnoterede.
Regnskabsvejledningerne er i høj grad inspireret af de internationale regnskabsstandarder og indeholder blandt andet et appendix, hvor indholdet i regnskabsvejledningen sammenlignes med IAS’erne.
Der er stort sammenfald, men nogle gange vælger regnskabsvejledningerne mellem valgmulighederne i IAS eller træffer lidt andre valg. IASB afløser i 2001 IASC som international standardsætter blandt andet med det formål at inddrage andre regnskabsbrugere end revisorer i organisationen og gøre den mere uafhængig.
Årsregnskabsloven 2001
I 2001 laves en større revision af årsregnskabsloven, som skaber fundamentet for den årsregnskabslov, vi kender i dag. Den grundlæggende idé i den nye lov var at udnytte EU-direktivernes rummelighed til at komme tæt på IAS-standarderne. Herunder importerede man elementer fra den internationale standardsætters begrebsramme.
Et sidste stort formål med loven var at gøre den mere brugervenlig. Dette førte blandt andet til, at man opbyggede loven efter regnskabsklasser ud fra primært størrelse – hvad der internationalt blev kaldt ”the famous Danish byggeklodsmodel.” Loven var nu vokset til 170 paragraffer plus bilag.
Dansk standardsætter?
I 2001-lovens § 136 blev der indsat en bemyndigelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (i dag Erhvervsstyrelsen) til at udstede standarder, der i nødvendigt omfang skal udfylde og supplere loven. Styrelsen har dog mulighed for at delegere arbejdet til en uafhængig organisation.
Det er vigtigt at fastslå, at Erhvervsstyrelsen aldrig har oprettet et sådant organ, og at FSR eller andre aldrig har fået tildelt en sådan kompetence.
FSR har på egen hånd fortsat sit arbejde med at udgive regnskabsvejledninger for små og mellemstore virksomheder, men siden 2005, hvor de internationale regnskabsstandarder overtager for de børsnoterede selskaber, har FSR’s regnskabsvejledninger ikke haft nogen formel status i reguleringshierarkiet.
Selv om Erhvervsstyrelsen ikke udsteder standarder, så udsteder styrelsen dog med lange intervaller notater og udtalelser om forskellige regnskabsforhold.
Selv om disse kun har vejledende status, så er man som regnskabsaflægger på tynd is, hvis man ignorerer, hvad en styrelse med ansvar for kvalitetskontrollen af de indberettede regnskaber siger.
Disse notater og udtalelser er i høj grad inspireret af de internationale regnskabsstandarder, som siden 2001 har heddet IFRS.
IFRS bliver obligatoriske – og frivillige
Som det fremgår, er den internationale standardsætters betydning for dansk regnskabsregulering gradvist blevet større og større, og revisorernes direkte betydning mindre. I 2002 blev IASB’s betydning helt eksplicit.
Her vedtager EU nemlig en forordning, som med virkning fra 2005 kræver brug af de internationale regnskabsstandarder i stedet for årsregnskabsloven i børsnoterede selskabers koncernregnskaber.
Samtidig får medlemslandene mulighed for at tillade, at andre end de børsnoterede kan bruge IFRS-standarderne.
Endelig bliver der mulighed for at tillade, at IFRS kan bruges i andre regnskaber end koncernregnskabet. Danmarks IFRS-venlige holdning viser sig ved, at disse muligheder bliver indført i årsregnskabsloven som en frivillig mulighed.
Seneste ændringer
Som nævnt i starten af artiklen, er der siden 2001 vedtaget 34 store og små ændringer af årsregnskabsloven. Den største ændring kom i 2015, hvor loven blev ændret for dels at tilpasse den et ændret EU regnskabsdirektiv dels for – så vidt det var muligt inden for direktivet - at tilpasse loven til de mange ændringer, som var sket i de internationale regnskabsstandarder i de senere år.
IFRS-betydningen er tydelig. Undersøger man bemærkningerne til lovforslaget, er der således ikke mindre end 202 henvisninger til specifikke IAS/IFRS-standarder. Desuden fremgår det om muligheden for at fravige årsregnskabslovens specifikke bestemmelser, at ”..lovens krav kan næppe fraviges således, at der anvendes andre metoder for indregning og måling, end hvad der er tilladt efter de internationale regnskabsstandarder IFRS”.
Den seneste ændring til årsregnskabsloven er fra 2018, hvor virksomhederne blandt andet får mulighed for at vælge mellem at indregne omsætning efter enten de nye IFRS-standarder eller de gamle IAS-standarder, ligesom leasing kan behandles efter den nyeste IFRS-standard eller den gamle IAS-standard.
De internationale regnskabsstandarder har altså selv for virksomheder under årsregnskabsloven stor legitimitet. De er ikke bare relevante for de børsnoterede selskaber. Det kan give spændinger mellem EU-regulering og IASB-regulering.
Fremtiden
Det slutter ikke her. Alle de mange ændringer af årsregnskabsloven har betydet, at den er blevet et patchwork af forskellige krav til forskellige virksomheder – afhængigt af deres størrelse. ”The famous Danish byggeklodsmodel” er ikke længere så overskuelig, som den var engang. Samtidig giver digitalisering nye udfordringer og muligheder.
Erhvervsstyrelsen har derfor varslet, at styrelsen i samarbejde med regnskabsrådet vil give årsregnskabsloven et eftersyn hen over 2019. Det skal der nok komme en masse spændende ud af. Der bliver med andre ord nok at skrive om i Facit i fremtiden.
Redaktionsslutdato: 25. april 2019
En virksomheds salg af aktiver kan blive anset for en momsfri virksomhedsoverdragelse, når en række betingelser er opfyldt.
Læser man momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., fremgår det direkte af dens ordlyd, at en af betingelserne er, at køber er eller bliver momsregistreret.
Nu skal man jo som bekendt ikke altid tro på, hvad man læser, og det gælder også her.
Skatterådet har nemlig (senest i SKM2018.460.SR) fastslået, at der skal ses bort fra denne betingelse, hvis en virksomhed, der har momsfrie aktiviteter, overdrager sin virksomhed til en køber, der vil videreføre den i en eller anden form. I den situation vil der ifølge Skatterådet være tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse, selv om køber ikke er og heller ikke kan blive momsregistreret.
Et område, hvor denne nye fortolkning kan få betydning, vil være i forhold til salg af fast ejendom, hvor køber vil udleje ejendommen til boligformål.
Hovedreglen er, at salg af fast ejendom er fritaget for moms, men hvis ejendommen er en ”ny bygning”, er salget som udgangspunkt momspligtigt. Momsbekendtgørelsen definerer, hvad der forstås ved ”bygning” og ”ny”.
En virksomhed, der opfører en bygning og umiddelbart derefter sælger den, skal derfor som den klare hovedregel opkræve moms af salgsprisen, idet bygningen er ”ny”. Hvis køber vil anvende bygningen til boligudlejning, som er en momsfri aktivitet, har køber ikke ret til at blive momsregistreret herfor og har heller ikke ret til at fradrage momsen af købet.
Købers manglende momsfradragsret må forventes at presse salgsprisen, idet købers fokus er på prisen inklusive moms og ikke eksklusive moms. Sælger har derfor en interesse i, at salget bliver fritaget for moms. Spørgsmålet er nu, om den nye fortolkning af momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. giver sælger en mulighed for at gøre salget momsfrit efter reglerne for momsfri virksomhedsoverdragelse.
Vil det eksempelvis blive anset for en momsfri virksomhedsoverdragelse, hvis sælger i stedet for at sælge den nyopførte bygning uden lejere sælger bygningen med lejere, og køber ifølge aftalen indtræder i samtlige lejekontrakter og overtager alle rettigheder og forpligtelser forbundet med lejemålene?
Betingelserne for en momsfri virksomhedsoverdragelse er isoleret set opfyldt. Sælger overdrager sin udlejningsvirksomhed til køber, der vil videreføre udlejningen. Det forhold, at køber i denne situation ikke er og heller ikke kan blive momsregistreret, er irrelevant, idet købers momsregistrering ikke længere er en betingelse for en momsfri virksomhedsoverdragelse. Svaret bør derfor været et ”ja”.
Skatterådet synes at være enig i dette svar, hvis sælger og køber indgår aftalen, efter at byggeriet er påbegyndt, og sælger enten har påbegyndt udlejningen i sælgers navn på tidspunktet for overdragelsen af bygningen eller som minimum har indgået lejeaftaler i sælgers navn på tidspunktet for overdragelsen af bygningen. Dette synes at fremgå af to bindende svar, som Skatterådet for nylig har givet. Svarene er dog ikke ganske klare, og praksis på området er endnu sparsom. Derfor bør man overveje at anmode Skattestyrelsen om et bindende svar, hvis man vil være sikker på, om salg af en ”ny bygning”, kan anses som værende en momsfri virksomhedsoverdragelse.
Redaktionsslutdato: 25. april 2019
Når man som rådgiver dagligt beskæftiger sig med skattespørgsmål, skattesystemet og de forskellige styrelser, som SKAT nu er opdelt i, forledes man i mørke stunder til atsammenligne sit virke med arbejdet i et rengøringsfirma.
En stor, evigt arbejdende, støjende og stadigt mere kompleks skattemaskine, der producerer indtægter til det offentlige, afgiver som led heri en mængde slagger og andet affald, bestående i uforståelige og fejlbehæftede produkter.
Som rådgiver forsøger man at forklare og rette fejl, altså at feje op og gøre rent, så borgerne, de tvungne aftagere af produkterne, ikke opgiver ævred, men fortsætter deres samfundsnyttige virke.
Hermed er anslået nogle temaer, som vil blive nærmere kommenteret i det følgende.
Kompleksiteten
Til stadighed påstås det, at skattesystemet er for indviklet, og at der er behov for omfattende forenklinger. Politiske partier er blevet etableret stort set med dette som eneste programpunkt. Det er egentlig uforståeligt, at der ikke er sket mere, når der tilsyneladende er bred enighed herom.
Der er flere grunde til skattelovgivningens kompleksitet. Grundloven kræver, at der er klar lovhjemmel til beskatning. Det skal tydeligt fremgå af loven, hvilke skattemæssige konsekvenser en given retlig eller faktisk disposition indebærer. Det er en af forklaringerne på, at skattelovene ofte er meget detaljerede og indeholder præcise sondringer, undtagelser og undtagelser fra undtagelserne. Grundlovens krav kan direkte føres tilbage til forfatningskampen i det 19. århundrede. Det var af afgørende demokratisk betydning, at skatteudskrivningsretten var folkeligt forankret som et lovgivningsanliggende.
En anden grund til kompleksiteten er den banale kendsgerning, at verden bliver mere og mere kompliceret. Tænk bare på den stigende globalisering med blandt andet digital handel over landegrænserne. Arbejdskraften bevæger sig også over landegrænserne. Hvad skal beskattes? I hvilket land? Der skal mange og præcise lovtekster til at opfange og beskrive alle de menneskelige aktiviteter, der påvirker skattebetalingen.
Dertil kommer, at borgernes retfærdighedsfølelse, for at bruge et højtideligt begreb, er med til at gøre skattesystemet indviklet. Den nu afdøde, forhenværende skatteminister, professor Isi Foighel, sagde det engang meget rammende: ”I kampen mellem enkelhed og retfærdighed, vinder retfærdigheden hver gang.”
Det var naturligvis ikke en højere overjordisk retfærdighed, der var tale om, men det simple forhold, at de fleste mennesker ikke bryder sig om enkle håndfaste kategoriseringer eller opdelinger, hvis dette betyder, at individuelle, konkrete omstændigheder, der ikke passer helt ind i de fastlagte – overskuelige, men unuancerede kategorier – er uden betydning for den skattemæssige bedømmelse. Borgerne bryder sig ikke om bestemmelser, der eksempelvis statuerer beskatning, hvis man afstår et aktiv inden for tre års ejertid, mens en afståelse efter tre år og én dag er skattefri. Det er ikke retfærdigt. Det skal nuanceres. Og så bliver det nuanceret!
Isi Foighel var i øvrigt skatteministeren, som fik virksomhedsskatteordningen vedtaget i Folketinget.
Skattesystemets kompleksitet øges også af de mange værnsregler, hvor målet er at hindre skatteundgåelse eller placering af skattebetalingen i lande med en lavere beskatning.
Ved skattelovgivningens udformning tages der samtidig en række sociale, boligpolitiske og vækstbaserede hensyn. Dette øger mængden og dermed kompleksiteten af lovsættet. Man må konstatere, at de lande, vi plejer at sammenligne os med, og som har et samfundssystem og nogle værdier, vi er enige i, ikke har løst problemet. Skattesystemerne i disse lande er lige så indviklede som vores.
Naturligvis kan man forenkle skattesystemet! Vi skal fra rådgiverkredse være med til til stadighed at sætte fokus herpå. Det er blot ikke muligt at skabe et helt enkelt system. En kompleks verden må nødvendigvis betyde et komplekst skattesystem.
Administrationen af skattesystemet
Vi har vænnet os til at leve med et komplekst skattesystem. Derimod er det svært at leve med og acceptere tingenes tilstand efter sammenbruddet i SKAT.
Det er forståeligt, at de mange nye medarbejdere i Skattestyrelsen og de øvrige styrelser begår mange og betydelige fejl, når de sættes til at producere afgørelser, før de har de faglige forudsætninger for det. Det er imidlertid kritisabelt, at man tilsyneladende ikke opererer med nogen form for kvalitetssikring. Det betyder væsentligt flere fejl, end nødvendigt er – selv med nye medarbejdere. Hvad værre er – i sådanne tilfælde med fejlbehæftede afgørelser er det tilsyneladende ikke muligt eller i hvert fald svært at få fejl rettet i selve systemet. End ikke åbenlyse fejl. Man må vente et eller andet antal år i klageinstansen.
Udefra set er forklaringen, at der ikke er nogen, der kan eller vil rette selv åbenlyse fejl. Tidligere var det muligt at få kontakt med ledende medarbejdere, som hurtigt og smertefrit fik tingene på plads. Det er tilsyneladende ikke længere muligt, formentlig fordi cheferne nu er uden faglige kompetencer. De er ansat til at lede, hedder det. Det kan konstateres, at det er svært at lede, når man ikke har indsigt i det faglige område, man leder!
Vi ved godt, at det nye SKAT er under beskydning og under stadig overvågning. Det er svært at være ansat i en sådan periode. Psykologisk plejer det at betyde, at medarbejderne føler sig under belejring og derfor graver sig ned. Omverdenen er fjendtlig! Desværre er det tilfældet også i det nye SKAT.
De forvaltningsretlige regler, herunder ombudsmandens regler om god forvaltningsskik, er i realiteten blot udtryk for, at man skal behandle borgerne ordentligt, når man træffer afgørelser af betydning for dem. Skattemæssige afgørelser kan have stor økonomisk betydning.
Det kniber med at leve op til disse regler om anstændig behandling af borgerne. Resultatet er, at borgerne føler sig trådt på, selv om det ikke har været hensigten.
Det giver anledning til en betydelig undren, at det nye SKAT i en sådan periode under genopbygning, hvor de faglige mangler er betydelige, samtidig spiller med musklerne. Eksempelvis er praksis skærpet med hensyn til bedømmelsen af, om der foreligger simpel eller grov uagtsomhed. SKAT tolererer stort set ikke fejl begået af borgere og slet ikke af revisorer og andre rådgivere. De bør vide bedre! Konsekvensen er, at SKAT kan gå 10 år tilbage og ændre årsopgørelsen i ugunstig retning, hvilket man faktisk også gør. 10 år tilbage! SKAT er sandelig gunstigt stillet. Borgerne har slet ikke de samme muligheder for at gå tilbage i tiden og eksempelvis få årsopgørelsen ændret med glemte fradrag eller lignende.
Den ulige retstilstand er uacceptabel.
Borgere og virksomheder synes tålsomme i SKATs genopbygningsfase. Man finder det uforståeligt og uacceptabelt, at SKAT er kørt i sænk, men man ved godt, at der er behov for skatter for at løse en lang række opgaver. Hvis borgere og virksomheder oplever ikke at blive behandlet ordentligt, men som fjender, vil tilslutningen til skattesystemet formindskes med uoverskuelige konsekvenser. Dette forstærkes, hvis borgerne samtidig kan konstatere, at SKAT begår fejl uden konsekvenser.
Sagsbehandlingstiderne i klageinstanserne er dertil simpelthen uantagelige. Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage tre år eller mere at få en sag behandlet ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten.
Hvad skal rådgiverne gøre?
Som skatterådgiver – og dermed såkaldt skatteekspert – har miseren i SKAT fået betydning. Det er blevet en mere usikker verden, hvor der ikke er den grad af sikkerhed i rådgivningen, man kunne ønske.
Hvor man tidligere var relativt sikker på, at ens korrekte rådgivning ikke blev anfægtet af SKAT, må man i dag være forberedt på, at en ung nyansat i SKAT kan have en anden opfattelse og gør den gældende. Værst af alt i denne situation er, at det tager så lang tid at få forholdene på plads igen.
Som rådgiver skal man derfor:
- Væbne sig med tålmodighed, tage de nødvendige forbehold og informere sine kunder om forholdene.
- Søge at få retableret nogle af de platforme, hvor skattemæssige problemstillinger tidligere blev drøftet og debatteret, og hvor både rådgivere og offentligt ansatte deltog. Det var fagligt givende, og man lærte hinanden at kende i et positivt samarbejde.
- Konstruktivt bidrage til at forenkle regelsættet, hvor det er muligt.
- Forsøge at få forholdene i Skattestyrelsen og klageinstanserne forbedret.
Målet er, at svaret på spørgsmålet i overskriften – ”Har vi det skattesystem, vi fortjener?” – igen bliver et ja, hvor svaret for tiden desværre må siges at være et nej.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Vi har ofte skrevet i Facit om de nye tider – tider, hvor maskiner i stort omfang vinder indpas på områder, hvor der tidligere har været levende væsener ind over, og hvor tiltroen til regneark og systemer kan synes større end tiltroen til mennesker.
Det kan af og til forekomme, at de ansatte i sundhedsvæsenet og lignende væsener bruger mere tid på at udfylde skemaer og dokumentere, at der ikke laves fejl end på at udføre det arbejde, de er uddannet til at varetage.
Et gammelt udsagn med reference til Lenin er, at ”tillid er godt, men kontrol er bedre”.
Vi kan som fagfolk let blive skudt i skoene, at når vi plæderer for revisorassistance til udarbejdelse af regnskaber og ydelser så som revision, er vi kun ude på at sælge os selv.
Denne opfattelse er helt legitim, og der er set kronikker i dagbladene, hvor iværksættere slår til lyd for, at maskiner sagtens kan klare den opgave. Det kan de også et stykke hen ad vejen – men ikke hele vejen.
Det vækker en smule opsigt i pressen, når en bank (Jyske Bank) i foråret 2019 oplyser, at man for at være erhvervskunde i banken skal benytte revisorassistance.
Problemstillingen skal blandt andet ses i lyset af erfaringerne med iværksætterselskaber, som vi i dette og forrige nummer af Facit har beskæftiget os med. Herudover skal bankens holdning ses i relation til virksomheder, der ikke er organiseret i iværksætterselskaber, men i personligt regi, i ApS eller i A/S.
Erkendelsen er, at retvisende regnskaber kræver viden om bogholderi, om skat og afgifter og om de omfattende krav til årsregnskabet (den kommenterede lov fylder alene cirka 1.600 sider).
Herudover handler det om bankens tillid. Når en godkendt revisor har sat sit stempel på produktet – regnskab, budget eller andet – ved banken, at der er udført en faglig assistance og kan samtidig læse en erklæring fra os som revisorer.
Tillid er grundliggende, men der lægges vægt på kontrol …
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Siden 15. april 2019 har det ikke længere været muligt atstifte iværksætterselskaber – de såkaldte IVS’er.
Eksisterende IVS’er skal inden for de næste 2 år enten omregistreres til anpartsselskaber med en kapital på minimum 40.000 kr. eller alternativt afvikles.
Konsekvensen af ikke at gøre noget inden for 2-årsfristener, at IVS’et bliver tvangsopløst.
Hvorfor er det slut?
I en analyse foretaget af Erhvervsstyrelsen i efteråret 2018 blev det konkluderet, at en række negative kendetegn som eksempelvis ”stor inaktivitet”, ”dyrt for staten”, ”svig”, ”overrepræsentation i sager om sanktioner vedrørende momsregistrering” samt ”skatterestancer” har klæbet til de mereend 45.000 IVS’er. Fra politisk hold var der flere gode argumenter for en afvikling af selskabsformen.
Som et plaster på såret blev det samtidig vedtaget at sænke kapitalkravet for anpartsselskaber til 40.000 kr. For mange IVS’er vil et kapitalkrav af denne størrelse fortsat være en udfordring, man skal forholde sig til i løbet af kort tid.
Overgangsregler
Eksisterende IVS’er kan i en overgangsperiode på 2 år – det vil i praksis sige inden den 15. april 2021 – fortsætte som IVS’er. Senest ved udgangen af overgangsperioden skal IVS’et lade sig omregistrere til ApS. IVS’er kan ikke omregistreres direkte til eksempelvis A/S eller P/S. Er det ikke ApS’et, man ønsker, må man derfor først omregistrere til ApS og derefter omdanne til den ønskede selskabsform.
Hvis IVS’et ikke opfylder kravet til omregistrering, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte en frist for, hvornår omregistreringen skal gennemføres. Såfremt denne frist overskrides, kan styrelsen anmode skifteretten om at opløse IVS’et.
Omregistrering
Det bør nøje overvejes og planlægges, hvordan omregistreringen til ApS skal gribes an. Beslutningen om omregistrering skal ske på IVS’ets generalforsamling og anmeldes på virk.dk. Beslutningen vedhæftes et generalforsamlingsreferat, tilrettede vedtægter og en vurderingsmandserklæring om, at selskabskapitalen er til stede. Denne erklæring skal udarbejdes af revisor.
I forbindelse med lovbehandlingen blev der givet mulighed for at fravige kravet om udarbejdelse af erklæring af en vurderingsmand. Samtlige nedenstående betingelser skal iagttages:
- IVS’ets seneste reviderede årsregnskab viser en samlet nominel selskabskapital (inklusive reserver, som kan overføres til selskabskapitalen) på minimum 40.000 kr.
- Revisionspåtegningen eller erklæringen om udvidet gennemgang på årsrapporten er uden modifikationer af revisors konklusion (”blank” påtegning).
- Årsregnskabets balancedag ligger ikke tidligere end fem måneder forud for beslutningen om ændring af vedtægterne som følge af omregistreringen.
- Direktionen (bestyrelsen, hvis IVS’et undtagelsesvis har en sådan) skal offentliggøre en ledelseserklæring senest samtidig med, at beslutningen om omregistrering registreres eller anmeldes til registrering i virk.dk. Erklæringen skal bekræfte, at kapitalen er til stede på beslutningstidspunktet.
- Det reviderede årsregnskab skal være godkendt på den ordinære generalforsamling umiddelbart forud for generalforsamlingens beslutning om omregistrering.
Overvejelserne bør således bl.a. omfatte en eventuel beslutning om tilvalg af revision af IVS’ets årsregnskab med henblik på at undgå vurderingsmandserklæringen.
Når kapitalen ikke er til stede
Når det ikke har været muligt at opspare overskud, der bringer minimumskapitalen op på 40.000 kr. på omregistreringstidspunktet, må ledelsen og kapitalejerne træffe beslutning om, at der enten skal indskydes yderligere selskabskapital – i kontanter, via apportindskud eller ved gældskonvertering – eller at IVS’et skal opløses.
Frivillig opløsning af et IVS skal ske enten ved en såkaldt betalingserklæring eller ved en frivillig likvidation. Forudsætningen for at anvende disse opløsningsmetoder er, at IVS’et er solvent (har positiv egenkapital). I modsat fald vil selskabet skulle opløses efter konkursreglerne.
Et IVS kan principielt ophøre som led i en fusion eller spaltning. Denne fremgangsmåde vil dog næppe være relevant eller mulig for langt de fleste IVS’er.
Såfremt IVS’et ikke har opløst sig selv eller foretaget omregistrering inden den 15. april 2021, vil selskabet kunne sendes til tvangsopløsning. Når Erhvervsstyrelsen henvender sig med trussel om at sende IVS’et i skifteretten, vil der blive givet en fireugers frist til enten at opløse IVS’et eller at få dette omregistreret. Overskrides denne frist, vil der ske oversendelse til skifteretten, hvorefter tvangsopløsningen vil blive gennemført.
Tag revisor med på råd
Uanset om løsningen er en omregistrering eller opløsning af IVS’et, vil anbefalingen være at tage en revisor med på råd.
Mange IVS’er vil stå over for en stor udfordring i forhold til i løbet af forholdsvis kort tid at skulle kunne dokumentere tilstedeværelsen af en selskabskapital på 40.000 kr.
Om denne kapital kan opbygges via indtjening i IVS’et eller ved kapitalforhøjelse (kontant, apportindskud, gældskonvertering) beror naturligvis på de konkrete omstændigheder. Her er det særdeles vigtigt at få planlagt forløbet frem mod 15. april 2021, så vejen mod en omregistrering bliver så overskuelig og realistisk som mulig.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Folketingsvalget 2019 er overstået, og der er udarbejdet et nyt regeringsgrundlag for en mindretalsregering.
Det er ikke nogen hemmelighed, at den nye regering på mange områder vil ændre i lovgivningen og sætte sit præg på samfundets udvikling.
Det er også fremgået relativt klart, at nogle af den just afgåede regerings beslutninger kan blive udsat for en ændring. En meget omtalt forventet ændring er i afgiften ved generationsskifte af virksomheder.
Ved redaktionens slutning kender vi ikke ret meget til regeringens intentioner på mange andre områder – og som mindretalsregering kan der jo styres på såvel stemmerne fra de partier, der står bag regeringsgrundlaget – og på stemmerne på oppositionens bænke.
Det kan politiske kommentatorer spinde lange og spændende ender på. Vi kan nok forudse ændringer i skattelovgivningen, i afgiftslovgivningen, i erhvervslovgivningen og i anden lovgivning, der har betydning for såvel erhvervslivet som den ”almindelige” skatteborger.
Finanslovsforhandlingerne står for døren efter sommerferien (der jo også inkluderer Folketinget), og derfor ser vi frem til i næste nummer at præsentere nogle af de tiltag, den nye regering vil lægge på bordet.
Indtil da venter vi blot spændt.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Tilbage i maj måned 2017 trådte reglerne om registrering af reelle ejere i kraft.
Reelle ejere er den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virksomhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller på anden måde udøver kontrol.
Omtrent to år senere vedtog Folketinget at ændre en række love med det sigte at justere reglerne om reelle ejere. Samlet set omhandler ændringsloven supplerende regler for selskabers, fondes og foreningers pligt til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.
Som det var tilfældet med 2017-reglerne er også de seneste lovændringer en udløber af det såkaldte hvidvaskdirektiv.Formålet er i denne omgang at styrke indsatsen mod hvidvask, terrorfinansiering og skatteunddragelse yderligere.
Der indføres således en pligt for ejerne til at forsyne den virksomhed, fond eller forening, som den pågældende er ejer af, med oplysninger om sit ejerskab. I fonde og foreninger, der pr. definition ikke har ejere i almindelig forstand, vil pligten typisk omfatte fondens eller foreningens bestyrelse.
Endvidere indføres mekanismer, der skal sikre, at oplysningerne om reelle ejere er passende, nøjagtige og aktuelle, samt en mulighed for myndighederne til at følge op på indberetninger.
Endelig bliver muligheden for at sende virksomheder til tvangsopløsning som følge af manglende registrering af reelle ejere udvidet til også at omfatte SE-selskaber, SCE-selskaber og europæiske økonomiske firmagrupper.
Interessentskaber og kommanditselskaber, der efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er forpligtede til at være registreret i Erhvervsstyrelsen, kan nu slettes som følge af manglende registrering af reelle ejere.
Ukorrekt eller mangelfuld registrering af reelle ejere eller manglende opbevaring af lovpligtig dokumentation for identifikation af reelle ejere omfattes ligeledes af muligheden for tvangsopløsning eller sletning af virksomheden. Det samme gælder, hvis den opbevarende dokumentation er mangelfuld.
Reglerne træder i kraft den 10. januar 2020.
Skatterådet har truffet en afgørelse om, hvorvidt en person ville være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis han deltog i en generalforsamling i Danmark i et selskab, hvor han var ulønnet direktør.
Ligningslovens § 33 A
Ligningslovens § 33 A er en intern dansk lempelsesregel, der kan anvendes af personer bosat i Danmark, som udfører lønarbejde i udlandet. Lempelsesmetoden er eksemption med progressionsforbehold, hvilket betyder, at der lempes for den del af den danske skat, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Slutresultatet er, at der reelt ikke betales dansk skat af denne indkomst. I visse tilfælde skal der dog betales halv dansk skat, men i givet fald skal der ikke betales skat i udlandet. Uanset om der skal betales halv dansk skat eller ingen dansk skat, skal følgende betingelser være opfyldt:
Personen skal opholde sig uden for Danmark, Færøerne og Grønland i mindst seks måneder.
-
Ferie og lignende i Danmark må højst udgøre 42 dage inden for enhver 6-måneders-periode.
-
Arbejde i Danmark afbryder perioden på 6 måneder, dog ikke nødvendigt arbejde, der har direkte forbindelse med arbejdet i udlandet (afrapporteringsreglen).
Skatterådets afgørelse
Skatterådet har taget stilling til, hvorvidt en person ville være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis han deltog i en generalforsamling i Danmark i et selskab, hvor han var ulønnet direktør.
Der var tale om en person, der af sin danske arbejdsgiver var udstationeret til arbejde for et datterselskab i Vietnam. Personen erhvervede nogle aktier i det danske arbejdsgiverselskab i forbindelse med en børsnotering i 2018. Hans aktiepost blev overdraget til et af ham nystiftet anpartsselskab, hvis eneste formål var at eje denne aktiepost. Aktierne måtte ikke handles i ét år fra børsnoteringen. Der var med andre ord ingen aktivitet i anpartsselskabet, hvor han var registreret som direktør (uden løn).
Spørgsmålet til Skatterådet var, om deltagelse i en generalforsamling i anpartsselskabet ville betyde, at han ikke var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Generalforsamlingen ville blive afholdt i Danmark og forventedes at have en varighed af maksimalt 30 minutter, hvor den eneste deltager ud over ham selv ville være selskabets revisor.
Skatterådet var af den opfattelse, at en sådan deltagelse i en generalforsamling ikke kunne betegnes som ferie eller lignende. Der var tale om erhvervsmæssig beskæftigelse, selv om han var ulønnet.
Konsekvensen af Skatterådets svar er, at perioden på 6 måneder ville blive afbrudt, hvis han deltog i den pågældende generalforsamling, når denne blev afholdt i Danmark.
6-måneders-reglen
En afbrydelse af perioden på 6 måneder kan have væsentlige skattemæssige konsekvenser, da det kan betyde, at der skal betales fuld dansk skat af løn for arbejde udført i udlandet. Det ville dog være muligt at opretholde muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A, hvis generalforsamlingen blev afholdt på et tidspunkt, hvor han havde opholdt sig i udlandet i mindst 6 måneder og overholdt 42-dages-reglen og igen efter afholdelsen af generalforsamlingen opholdt sig i udlandet i mindst 6 måneder kun afbrudt af den tilladte ferie i Danmark. Alternativet er, at generalforsamlingen afholdes i udlandet, via Skype eller lignende.
Så intet arbejde overhovedet i Danmark (bortset fra afrapporteringsreglen) i løbet af en periode på 6 måneder, idet muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A så fortabes.
Østre Landsret har afsagt en dom om, hvad der skal forstås ved ”nyvognsprisen” i relation til beskatningsgrundlaget for en bil, der ved anskaffelsen var mindre end tre år gammel. Forskellen mellem det påståede beskatningsgrundlag og det beløb, som Skattestyrelsen havde fastsat, var cirka 400.000 kr.
Hvad er nyvognsprisen – når bilen ikke er helt ny?
Den skattepligtige værdi af fri bil udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af værdien over 300.000 kr. Værdien beregnes dog af mindst 160.000 kr. Den værdi, der skal anvendes ved beregningen af den skattepligtige værdi af fri bil, afhænger af bilens alder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer bilen.
Hvis arbejdsgiveren køber en firmabil, der er højst tre år gammel regnet fra bilens første indregistrering, skal værdi af fri bil beregnes ud fra bilens nyvognspris. Ved nyvognsprisen forstås bilens faktiske købspris inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt fabriksmonteret tilbehør. Ekstraudstyr, der leveres og monteres af forhandleren og vises særskilt på fakturaen, indgår ikke i beregningsgrundlaget for værdi af fri bil. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris i 36 måneder regnet fra og med den måned, hvori første indregistrering er sket.
Sagen for Østre Landsret omhandlede en Mercedes, der blev indregistreret første gang den 11. maj 2010. Der var tale om en bilforhandler/bilimportør, der indregistrerede bilen til brug for en medarbejder. Bilens beskatningsgrundlag var i den forbindelse opgjort til 467.072 kr. Det var ikke dette beskatningsgrundlag, som Skattestyrelsen havde anfægtet.
Bilforhandleren/bilimportøren solgte bilen den 7. juni 2011. Salgsprisen udgjorde 860.000 kr. En af aktionærerne i det købende selskab fik denne bil stillet til rådighed for privat benyttelse.
Spørgsmålet var nu, hvilken værdi, der skulle anvendes som beskatningsgrundlag for fri bil – var det 467.072 kr., 860.000 kr. eller et helt tredje beløb?
Aktionæren i det selskab, der havde købt bilen, havde ikke anvendt de 860.000 kr., da bilen på købstidspunktet var mere end ét år gammel og tillige havde kørt 24.000 km, idet denne værdi næppe kunne betegnes som nyvognsprisen. Aktionæren var af den opfattelse, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., hvilket var det beskatningsgrundlag, som bilforhandleren havde oplyst, da han/selskabet købte bilen.
Skattestyrelsen var ikke enige i, at beskatningsgrundlaget udgjorde 467.072 kr., men havde i stedet fastsat beskatningsgrundlaget til 860.000 kr., hvilket var selskabets købspris.
Aktionæren påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten.
Landsskatteretten
Landsskatteretten fandt, at salgsprisen opnået ét år efter registreringen alt andet lige måtte anses for at være lavere end den reelle nyvognspris. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at et beskatningsgrundlag, der var mindre end selskabets købspris, kunne anvendes. Retten var af den opfattelse, at nyvognsprisen i det konkrete tilfælde kunne fastsættes til 860.000 kr., hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Landsskatterettens kendelse blev indbragt for byretten.
Byretten
Byretten fandt, at begrebet ”nyvognspris” må forstås som den pris, en slutbruger skal betale hos en forhandler ved køb af en ny bil. Efter lovens ordlyd skal der ved beskatning af personalegoder tages udgangspunkt i den værdi, som det måtte antages at koste en medarbejder at erhverve goderne i almindelig fri handel. Det fremgår endvidere af loven, at beskatningsgrundlaget for biler, som er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, udgør arbejdsgiverens købspris. Ved beskatning af biler, der er erhvervet mere end tre år efter første indregistrering, sker der således en beskatning på baggrund af bilens reelle værdi, og det har formodningen imod sig, at lovgiver har ønsket at fastsætte et væsentligt andet princip ved beskatning af biler, der er under tre år gamle.
Byretten stadfæstede herefter et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.
Aktionæren indbragte sagen for Østre Landsret.
Østre Landsret
Landsretten var enige med byretten og stadfæstede et beskatningsgrundlag på 860.000 kr.