Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Det er vist de færreste, der kan have overset, at vi fra den 1. september 2019 går over til at optjene og afholde ferie efteren ny lov.
Der har været skrevet mange og lange artikler om emnet, og man kan godt få det indtryk, at alt er vendt på hovedet. Men er det nu også det?
I dag optjenes ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december og afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra ferien er optjent, til den kan holdes.
Fra september 2020 overgår vi til samtidighedsferie, hvilket betyder, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår.
Optjeningsperioden ændres således fra kalenderåret til en forskudt periode fra september til august året efter, og ferieafholdelsesperioden udgør perioden fra 1. september til 31. december i det følgende år. Det betyder, at ferieafholdelsesperioden løber i 16 måneder mod 12 måneder efter de hidtidige regler.
Meget fortsætter dog uændret, idet man bl.a. fortsat har:
- Ret til 5 ugers ferie årligt
- Ret til at holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden
Man optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, og optjeningsperioden sker fortsat for en periode af 12 måneder.
For medarbejdere med løn under ferie vil ferietillæg på 1% fortsat blive udbetalt med lønnen – dog efter et nyt udbetalingsmønster.
Timelønnede modtager fortsat feriegodtgørelse med 12,5% af feriepengegrundlaget.
Det er også fortsat muligt for en virksomhed at afregne løbende feriegodtgørelse til Feriekonto eller selv at administrere feriepengene (feriekortordning), hvis virksomheden har tilsluttet sig en kollektiv overenskomst.
Som det fremgår af ovenstående, vil hverken virksomhed eller medarbejdere opleve de store forskelle i dagligdagen. Man holder ferie, som man plejer, og man skal også nok få ferietillæg, hvis man har ret hertil.
Direktører er ikke omfattet af ferieloven, og det er yderligere ferieuger, feriefridage, omsorgsdage mv., der følger af overenskomster eller andre aftaler, heller ikke. Sådan var det også under den gamle lov.
Overgangen til samtidighedsferie medfører, at der opstår et ”overskud” af ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, idet optjeningsperioden skifter fra kalenderår til forskudt periode.
Overgangsordningen er med til at sikre, at denne overskudsferie ikke mistes. Værdien af ferien må ikke udbetales til medarbejderen. Den skal i stedet indefryses og kommer først til udbetaling, når man går på pension.
Ferie, der ikke er omfattet af ferieloven, er ikke omfattet af overgangsordningen og kan ikke indefryses.
Der vil i overgangsfasen være en del teknik forbundet med at tilpasse diverse feriesystemer, og der er også en række udfordringer med medarbejdere, der fratræder i overgangsperioden, og medarbejdere på barsel.
Når feriepengeforpligtelsen skal indregnes i årsregnskabet, er det fremover kun tilladt at anvende den konkrete metode (beregning med udgangspunkt i skyldige feriedage pr. medarbejder), og det gælder også ved opgørelse af beløbet til indefrysning.
Den summariske metode (procent af lønsummen) – som hidtil har været anvendt af mange virksomheder – er altså ikke længere tilladt.
Selv om der unægteligt sker en del tekniske ændringer i forbindelse med skiftet fra gammel til ny lov, skal der fortsat blot holdes styr på ”indtægter” og ”udgifter” i ferieregnskabet, så der er ingen grund til panik.
Skulle bekymringerne alligevel true med at tage overhånd, er hjælpen ikke længere væk end telefonen: Skriv eller ring til din revisor!
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Et mærkeligt ord – men ikke desto mindre findes der i selskabsloven en bestemmelse med navnet ”Måltal og politikker for det underrepræsenterede køn”.
Bestemmelsen er helt fra 2012, og der har i pressen været en del omtale af de problemstillinger, den har medført.
Det skal med det samme bemærkes, at bestemmelsen kun gælder for de helt store virksomheder i selskabsform, typisk børsnoterede virksomheder og virksomheder med to af følgende kriterier opfyldt: En balancesum på mindst 156 mio. kr., en omsætning på mindst 313 mio. kr. og mindst 250 ansatte.
Den type virksomhed er der trods alt en hel del af, og i den seneste tid har vi oplevet, at Erhvervsstyrelsen har øget fokus på selskabernes opfyldelse af reglerne.
I selskabernes årsrapport er der nemlig krav om, at ledelsesberetningen skal oplyse om flere ting vedrørende det såkaldte underrepræsenterede køn (der kan være af begge køn).
Der skal oplyses status for opfyldelsen af de måltal, man skal opstille for den øverste ledelse (bestyrelsen) – og det skal forklares, hvorfor man eventuelt endnu ikke opfylder måltallet.
Herudover skal der oplyses om den politik, selskabet har for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på lavere niveauer end i den øverste ledelse.
Erhvervsstyrelsen har defineret måltallet med fordeling på de to køn mindst således:
- 3 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 2 af det andet
- 4 bestyrelsesmedlemmer – 1 af det ene køn, 3 af det andet
- 5 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 3 af det andet
- 6 bestyrelsesmedlemmer – 2 af det ene køn, 4 af det andet
og så videre.
Mange forsøg på en munter formulering har fundet vej til ledelsesberetningerne (eksempelvis ”vi forventer at opfylde måltallet i 2030”), men det accepteres ikke af Erhvervsstyrelsen. Opfattelsen er, at der nu er passeret så meget tid efter 2012, at kønsfordelingen skal være på plads.
Dette giver en del udfordringer, og oven i det hele kommer, at vi som revisorer har pligt til at oplyse i vores udtalelse om ledelsesberetningen, om reglerne overholdes.
Det er kompliceret – ordet ”egnethed” anvendes i øvrigt ikke.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Maj måned 2019 satte for alvor liv i klimadebatten i Danmark. Folketingsvalget blev af Mette Frederiksen udråbt som det første klimavalg i Danmark, og efter valget til Europa-Parlamentet mente Pia Kjærsgaard, at tilbagegangen for hendes parti skyldtes ”klimatosserne”.
Ud over dette holdt en svensk teenager et indlæg for en tusindtallig skare foran Christiansborg, og medierne er nærmest strømmet over af debatindlæg og ideer af svingende lødighed, alt imens isen smelter tidligere på året end normalt i Grønland og Arktis.
Al denne opstandelse drejer sig om os alle som mennesker og den adfærd, vi lægger for dagen. Samtidig handler det i høj grad om adfærden i vores virksomheder, som er grundstenene i det samfund, vi har bygget op, siden vi alle rendte rundt i naturen med en kølle i hånden.
Danmark må regulere, Europa må regulere, USA har et noget ambivalent forhold til regulering, Kina og Indien er de største populationer på kloden – hvad er deres tanker om regulering, og er det bare virksomhederne og ikke individerne, der skal reagere?
En måde at vurdere reguleringen på er at se på virksomhedernes fortælling om egen indsats for miljøet – og her vil hjemmesider, årsrapporter og lignende kunne give os et indtryk.
Lovgivningen
For så vidt angår årsrapporterne har der uanset offentlighedens bevågenhed i mange år været forskellige krav. For mange år siden (faktisk allerede i 1995) blev forskellige virksomhedstyper pålagt at udarbejde et egentligt grønt regnskab; i årsregnskabsloven er der enkelte oplysningskrav:
Alle virksomheder i regnskabsklasse C skal i ledelsesberetningen ”beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå”.
Store virksomheder i klasse C skal under overskriften ”samfundsansvar” som minimum oplyse om ”politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter …”.
Dette krav uddybes med krav om oplysning om, hvordan den anførte politik omsættes til handling, processer for rettidig omhu, væsentlige risici, der indebærer en særlig risiko for påvirkning af (blandt andet) miljøet og vurdering af de opnåede resultater samt forventninger til det fremtidige arbejde.
De grønne regnskaber er ikke længere et krav – bestemmelsen blev ophævet i 2015 med den begrundelse, at de ikke havde den rette miljøvenlige effekt …
Hvad får man ud af ”beskrivelserne”?
Først og fremmest gælder kravene kun regnskaber i klasse C og D, hvilket medfører, at langt den største del af virksomhederne ikke er omfattet af reglerne. Umiddelbart er det ikke logisk, at større virksomheder belaster miljøet mere end små virksomheder.
Dernæst kan man næppe fritage oplysningerne i regnskaberne for i et vist omfang at være en form for balkonerklæringer. Dette er i bund og grund logisk – for man skal redegøre for, hvor problemerne måtte være, og hvorledes man afhjælper dem. På den måde vil resultaterne altid fremstå som positive og vise vejen fremad.
Endelig kan der være forskel på, hvorledes man ønsker at fremstå – og hvorledes man i virkeligheden opfører sig. Vi har alle gode ideer og visioner, vi vil gerne leve op til udviklingen i samfundet – men praksis kan måske halte lidt bagefter målopfyldelsen.
I bund og grund bliver facit, at oplysninger om miljø i mange tilfælde er mere prosa end kyniske regneark. Hvorledes måler man, hvorledes måler man pålideligt, hvad skal man sammenligne med – og hvad er begrebsrammerne? Det sidste arbejdes der meget med på nationalt og internationalt plan– men det er ofte ikke så håndgribeligt at sætte tal på, somdet er at sætte tal på et varelager.
Årsagsforklaringer
En væsentlig årsag kunne være, at miljø tænkes megetsnævert. Eksempelvis mangler der måske ofte en bredereopfattelse af helheden og sammenhængene mellem målog midler.
Det skal vi her i Facit ikke gøre os til dommere over; dethandler meget om personlige opfattelser og følelser. Borman på Amager, vil det ikke være en populær beslutning,at vi lader havene stige og i stedet bruger indsatsen på at redde hvalerne.
Hvordan kommer aftrykkene så i årsrapporten?
Der er ingen tvivl om, at der er behov for klimaoplysningerne. Vi mangler at få dem sat ind i en bredere accepteret ramme, og så længe helheder og målinger enten ikke tænkes ind eller ikke kan sættes i en anerkendt begrebsramme, bliver det kun ved oplysningerne.
Vurderingen og konsekvenserne af indsatsen er langt sværere at forholde sig til, men der er ikke tvivl om, at fremtiden vil vise flere krav og bedre gennemsigtighed i rapporteringen.
Det glæder vi os til – og vi hjælper også gerne med en meningsfuld rapportering.
Redaktionsslutdato: 9. juli2019
Begrebet forældrekøb dækker over den situation, hvor en forælder eller et forældrepar køber en studielejlighed med det formål at leje den ud til næste generation.
Begrebet gælder selvfølgelig også i den modsatte situation, hvor børn eller børnebørn køber en ejendom og lejer den ud til deres forældre/bedsteforældre.
Ved et forældrekøb kan man hjælpe sit unge menneske med en bolig og samtidig måske få et bedre afkast af sine penge end ved at sætte dem i banken, og man kan måske endda gøre en god investering.
Forældre, der har været lang tid på boligmarkedet, har ofte en god friværdi i boligen, der kan belånes – og provenuet kan anvendes til at købe en studielejlighed. Samtidig er de unges lånemuligheder ofte begrænsede på grund af de kreditstramninger, der kom efter finanskrisen, da de unge typisk har en relativt begrænset indtjening i studietiden.
Der er både fordele og ulemper ved at købe en bolig til de unge:
- De får et sted at bo til en husleje, der er til at betale.
- De kan søge boligsikring.
- Hvis der er tale om en større lejlighed, kan de med fordel udleje et eller flere værelser til en studiekammerat. Udlejer kan alternativt have flere lejere i lejligheden, men det kan give udfordringer, hvis der ikke er et godt forhold mellem lejerne, og de skal samtidig dele køkken og bad.
- Der er en naturlig risiko ved investeringen, idet boligpriserne kan falde.
Udlejning af en bolig er omfattet af Lejeloven. Det er et krav, at der er en kontrakt, når man søger boligsikring. Ved fremleje af et eller flere værelser i boligen bliver boligsikringen nedsat forholdsmæssigt.
Overskuddet ved udlejningen skal beskattes.
De fleste udgifter kan trækkes fra i lejeindtægterne, fx ejendomsskatter, reparations –og vedligeholdelsesudgifter, vand, kloak- og renovationsafgifter, udgifter til administration og revisorbistand, forsikring, skorstensfejer, snerydning og fejning, kontingent til (grund)ejerforening og renteudgifter.
Når overskuddet skal selvangives, kan man tilvælge beskatning efter virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen. Anvender ejer i forvejen Virksomhedsordningen, skal forældrekøbet indgå i ordningen.
Derfor kan det være en god ide at bruge en revisor – og der er som anført fradrag for revisorudgiften.
Beskatning ved salg
Har man ikke selv boet i boligen, bliver man beskattet af fortjeneste ved salget.
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8 (også kaldet parcelhusreglen) betyder, at fortjenesten ikke bliver beskattet, hvis ejer har boet i boligen i løbet af ejertiden.
Det betyder, at forældre, som flytter ind i lejligheden, når den/de unge ikke skal bruge den mere, eller som selv har boet i ejendommen, inden den blev udlejet, kan optjene ancienniteti boligen og ultimativt opnå mulighed for at sælge skattefrit.
Når man som forælder sælger til næste generation, kan man som regel sælge til den offentlige ejendomsvurdering +/- 15 %.
Denne mulighed er særdeles aktuel for de, der allerede ejer en forældrekøbslejlighed, og hvor ejendomsværdien i dag er lavere end eller lig med den oprindelige købspris, idet der er stor sandsynlighed for, at de fremtidige ejendomsvurderinger på ejerlejligheder i studiebyerne bliver højere end i dag.
Lejers forhold
Ved fremleje af en del af boligen får fremlejer et bundfradrag i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bundfradraget er for 2018 og frem fastsat til 28.000 kr. (pristalsreguleret) årligt med tillæg af 40 % af indtægter over bundfradraget.
Den skattepligtige indkomst fra korttidsudlejning og fremleje er kapitalindkomst. Skatteprocenten ligger i 2019 mellem ca. 27 og 42 plus kirkeskat.
Hvis fremlejer kun bor til leje i en del af indkomståret, beregnes bundfradraget ved at gange bundfradraget for hele indkomståret med antallet af dage, fremlejer har lejet lejligheden, og herefter dividere med 365.
Man skal være tilmeldt adressen som bolig for at kunne anvende reglerne.
Reglerne om korttidsudleje af hele boligen gælder kun ved udleje en del af året.
Et momstjek af din virksomhed – bør det overvejes?
Mange vil sikkert mene, at et momstjek er unødvendigt, for momsreglerne – i modsætning til skattereglerne – er jo nemme at forstå og administrere, så et momstjek vil enten ikke afdække nogen fejl eller kun ubetydelige fejl. Moms erjo ”bare” 25 %.
For mange år siden ville vi nok have været enige, men ikkei dag.
Fra den første momslov blev vedtaget i Danmark i 1967 og til i dag, er momsreglerne blevet mere og mere komplicerede og på godt jysk bøvlede at håndtere. Det skyldes mange forhold.
Eksempelvis har reglerne skullet forsøge at følge med virksomhedernes ændrede handelsmønstre i form af bl.a. øget grænseoverskridende handel og handel på nettet.
Herudover er momsreglerne ikke længere blot et nationalt anliggende, som de var i 1967, men er blevet underlagt EU’s forordninger, direktiver og EU-Domstolen, og det har bestemt heller ikke gjort dem enklere.
Alt dette og meget mere bevirker, at moms i dag desværre ikke blot er ”bare” 25 %.
Derfor er det også vores erfaring, at selv om virksomhederne forsøger at efterleve momsreglerne – sammen med de mange, mange andre regler, de også skal efterleve – vil et momstjek ofte afdække, at der er områder, hvor det ikke sker. Det kan skyldes misforståelse af reglerne eller manglende kendskab til dem.
Et momstjek vil afdække disse områder, og det vil ikke kun være områder, hvor virksomheden har angivet for lidt i moms, eller hvor der ligger et latent momskrav, men også områder, hvor virksomheden populært sagt har snydt sig selv og derfor har krav på at få moms tilbagebetalt.
Hvor ser man så de fleste fejl ved et momstjek?
Det er ofte i forbindelse med grænseoverskridende køb og salg af varer og ydelser, aktiviteter i andre EU-lande, herunder arbejde udført i andre EU-lande, salg fra varelagre i andre EU-lande, salg af fast ejendom, salg af brugte varer, herunder biler, salg af mad til ansatte (kantinemoms), bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, køb og drift af biler og udlæg.
Er der tale om virksomheder/institutioner, der både har momspligtige og momsfrie aktiviteter, og som derfor er omfattet af reglerne om delvist momsfradrag, vil fejlene som hovedregel også ses i opgørelsen af det delvise momsfradrag og ved vurderingen af, hvorvidt en aktivitet er momspligtig eller momsfri.
Ovennævnte er blot eksempler og ikke en udtømmende liste over de områder, hvor der findes fejl.
Hvis en virksomhed/institution beslutter at få foretaget et momstjek, bør den måske også overveje samtidig at få tjekket, om den får godtgjort for meget – eller for lidt – af diverse afgifter, herunder elafgift. Reglerne om godtgørelse af afgifter kan nemlig også være komplicerede, men det er en anden historie.
Lad det være slået fast med det samme: Denne artikelhandler ikke om badminton, bordfodbold eller maratonløbfor ledere.
Derimod handler den om, at ledelsen i erhvervsvirksomheder, fonde og andre aktører i hverdagen ofte har brug for en person udefra til at debattere med – og til at få vendt tingene lidt på hovedet; spille djævelens advokat eller komme med nye ideer.
Massevis af danske virksomheder er ejet af én eller ganske få personer, der ofte er i familie med hinanden. Hertil kommer et stort antal virksomheder, fonde og foreninger, der ikke har denne form for ejerskab. Oven i det hele kommer den del, der har mange ejere – som ikke kender hinanden – og som ikke deltager i ledelsen.
Den familieejede virksomhed
Begynder vi med den typiske, danske familieejede virksomhed, udgør familien typisk også ledelsen. Det kan være i form af personligt ejerskab, som direktører og dermed daglige ledere eller (eventuelt som en kombination) som deltagere i en eventuel bestyrelse.
Uanset om bestyrelsen udgøres af familien eller har deltagelse af personer "udefra", er der meget ofte behov for at gennemgå en problemstilling med en udenforstående – og her kommer virksomhedens revisor ind i billedet.
Bestyrelsen (eller direktøren) kan bruge revisoren til at debattere og vurdere mange forskellige forhold ("sparre", som det populært kaldes). Skat, bogholderi, sikkerhedsforanstaltninger i bogholderiet, udvidelser af produktionen, rentabilitetsanalyser, opkøb, personaleforhold – vores værktøjskasse i revisorverdenen er stor.
Den lidt større virksomhed, fond eller forening
Som nævnt er der her ofte en bestyrelse og/eller en "fremmed" direktør, der er ansvarlig for den daglige drift.
Her vil ledelsen selv typisk være tættere på problemstillingerne og anvende virksomhedens revisor på en mere målrettet måde – og ledelsen vil ofte selv have vurderet og kortlagt problemstillingen og konsekvenserne af forskellige tiltag.
Her vil revisoren kunne vurdere de forelagte ideer og forslag, og disse vil kunne blive udsat for en konstruktiv bedømmelse. Samtidig vil der kunne fremkomme alternative forslag, justeringer – eller helt nye vinkler på problemstillingen.
Ledelsen og revisoren kan samarbejde – og ledelsen har den helt afgørende fordel, at revisoren kender virksomheden, dens forretningsgange og interne såvel som eksterne forhold ganske indgående, i og med at en revisor skal forstå en virksomhed for at kunne revidere dens regnskaber.
Den store virksomhed, fond eller forening
Oftest er der her en ledelse, der er valgt ud fra professionelle kriterier – personer, der har særlig viden om produktet, afsætningskanalerne, personaleforhold og så videre. Herudover er der som udgangspunkt ud over bestyrelsen en ansat direktør, der varetager den daglige drift. Bestyrelsen fungerer her i større grad end ved de små og mellemstore virksomheder på den måde, bestyrelsens rolle er beskrevet i lovgivningen – det vil sige bestyrelsen udstikker kursen, og direktøren omsætter denne i praksis ved at dreje på de ønskede håndtag.
Samtidig har direktøren ansvaret for den daglige drift over for bestyrelsen, der ansætter eller afskediger direktøren. Dette giver den skillelinje, at revisor i nogle tilfælde kan blive involveret som sparringspartner for direktøren – og i andre tilfælde som sparringspartner for bestyrelsen.
Det er vigtigt at slå fast, at revisoren refererer til og har ansvar over for bestyrelsen (der på generalforsamlingen ligesom bestyrelsen er valgt af aktionærerne eller andre organeri eksempelvis fonde og foreninger).
Det betyder, at revisoren først og fremmest er bestyrelsens sparringspartner på de overordnede linjer, og at sparringen med direktøren er på et mere "praktisk" og detaljepræget niveau end med bestyrelsen.
Alt i alt
Revisoren kan altid bruges som sparringspartner – og er oftest den mest nærliggende grundet en bred erhvervsmæssig uddannelse, stor viden om kunden, erfaring og adgang til netværker. Samtidig er revisoren uafhængig af virksomheden i overensstemmelse med lovgivningen, og det giver alt andet lige en mere objektiv rådgivning.
Revisoren kan altid kommentere, kritisere og komme med gode forslag – men det er uhyre vigtigt at slå fast, at revisoren aldrig kan træffe beslutninger på ejeres eller ledelsers vegne. Revisoren kan komme med sin vurdering og se sagen fra flere sider, men aldrig træffe beslutninger for kunderne.
Vi har erfaringen, kompetencerne og netværket – så vi kan blot anbefale at bruge os på ethvert niveau.
I denne tid hører man ofte i pressen, at regeringen vil tilbagerulle de generationsskifteregler, som den borgerlige regering indførte.
Tilbagerulningen indgår som et led i forhandlingerne om finansloven. Men hvad betyder det for virksomhederne og generationsskifterne af de danske virksomheder?
Det man taler om, er ”alene” en ændring af den afgiftssats, som skalbetales af den gave, som den ældre generation måtte give den yngre generation i forbindelse med gennemførelsen af generationsskiftet.
Det har ikke været nævnt af regeringen eller dens støttepartier, at man ønsker at ændre på muligheden for overdragelse med succession.
Overdragelse med succession betyder, at den ældre generation kan overdrage sin skattebyrde (den skat som skal betales, hvis man solgte virksomheden til 3. mand), til den yngre generation.
Af skattebyrden kan beregnes en passivpost. Der kan ydes en gave svarende til passivposten, uden at der skal beregnes gaveafgift, og dermed kan overdragelse delvist finansieres. Der er altså ikke noget, der tyder, på at disse regler ændres.
Ved gaveoverdragelse af en virksomhed i 2019, skal der af gaven svares en gaveafgift på 6 %.
Det var planen, at denne sats i 2020 skulle nedsættes til 5 %. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, bliver nedsættelsen ikke til noget. Tværtimod vil man hæve den nuværende sats til 15 %.
Derudover er der politisk ”risiko” for, at der indføres en progressionsgrænse, forstået på den måde, at der af arv eller gave, som overstiger en vis grænse, skal betales arve- eller gaveafgift på 30 %.
Der har været nævnt grænser på såvel3 mio. kr. som 5 mio. kr.
Af positive initiativer skal nævnes henstandsordning. Regeringen har foreslået, at der indføres en henstandsordning på op til 30 år, hvilket betyder, at den beregnede gaveafgift kan afvikles over en periode på op til 30 år. Regeringen har foreslået, at afgiftsbeløbet skal være rentefrit.
Der foreligger endnu ikke nogen konkrete lovforslag på området.
Fra den 26. september 2019 skelner man ikke længere mellem portrætter og situationsbilleder, når det gælder GDPR. Alle billeder, der lægges på nettet, skal nu behandles, som om de var portrætbilleder.
Men det rejser unægteligt også en række spørgsmål for både offentligt ansatte og private virksomheder, der jævnligt lægger billeder op på sociale medier. For hvad må man, og hvad må man ikke?
Siden 2002 har Datatilsynet skelnet mellem de to typer billeder, der har to forskellige formål. Portrætter afbilder personer; situationsbilleder en stemning, en aktivitet eller – som navnet antyder – en situation.
I de senere år har der dog hersket tvivl om, hvornår et billede bliver til et portræt, og hvornår det kun viser en situation.
Når man offentliggjorde et situationsbillede af myldretiden på Københavns Hovedbanegård kl. 9 mandag morgen, skulle man ikke have et samtykke fra de mennesker, der måtte optræde på billedet. Til gengæld var samtykke et krav, når der var tale om et portræt.
Netop den sondring – når et billede går fra at være en situation til at være et portræt – har mange haft svært ved i praksis. Derfor har Datatilsynet besluttet, at man ikke længere skelner mellem de to.
Den nye praksis fra Datatilsynet: Billeder og GDPR
Når man overvejer, om et billede må offentliggøres på nettet, eller om man må anvende det til et andet formål, uden at man har indhentet samtykke fra de mennesker, der optræder på billedet, skal man udføre en helhedsvurdering.
Helhedsvurderingen betyder – populært sagt – at man skal behandle billedet som enhver anden personoplysning. Man skal altså tage stilling til følgende:
- Der skal være et formål med offentliggørelsen af billedet.
- Det overvejes, om de mennesker, der optræder på billedet, skal oplyses om, at billedet offentliggøres til et bestemt formål. Den, der offentliggør det, har oplysningspligten.
- Man skal sikre, at der er en gyldig grund til at offentliggøre billedet.
- Der skal tages hensyn til børn og unge.
Det får måske det hele til at lyde simpelt, men vi vil fremhæve to skjulte faktorer, der i praksis kan gøre det besværligt at offentliggøre, hvad man tidligere kaldte et situationsbillede uden samtykke.
Den første faktor er ”de og det afbildede”. Personoplysninger opdeler man i kategorierne almindelige, fortrolige og følsomme personoplysninger. Afhængigt af typen er det såkaldte hjemmelskrav forskelligt.
Eksempelvis kan en skole bruge en “interesseafvejningshjemmel”, hvis skolen vurderer, at de har en interesse i at vise et billede af skolens aktiviteter. Den gælder fx, når billedet er i kategorien almindelig personoplysning.
Når billedet bliver til en følsom oplysning, kan man ikke længere bruge billedet, fordi det alene er i skolens interesse.
Det er derfor vigtigt at overveje følgende i forhold til billeder og GDPR:
- Har nogen af personerne på billedet, en tydelig sygdom eller et tydeligt handicap?
- Kan man aflæse noget om personens samfundsmæssige situation (tro, seksuelle overbevisning osv.)?
- Kan man – baseret på lokationen – antage noget om personens helbred eller samfundsmæssige situation? Som konkrete eksempler kan nævnes billeder af besøgende i en kirke eller tilsvarende religiøs enhed, eller billeder af deltagere til events, der støtter en bestemt overbevisning.
Vi vil dog understrege, at selv om skoler og andre institutioner godt kan offentliggøre billeder af børn og unge uden forældres samtykke, skal man give en særlig beskyttelse til den gruppe - blandt andet fordi de ikke har samme bevidsthed om konsekvensen, når billeder af dem bliver lagt online.
Almindelige eller følsomme oplysninger – et eksempel
Et eksempel kunne være en familie med et barn i 3. klasse. Af en eller anden god grund har familien navne- og adressebeskyttelse.
En dag ser forældrene, at skolen uden at informere om det har taget et billede af barnets klasse, hvor de bager julekager, og har delt billedet på skolens Instagram-profil.
Under normale omstændigheder er skolen i sin gode ret til at offentliggøre billedet, så længe ingen af børnene har noget identificerbart handicap, eller så længe billedet ikke afslører deres religion, og hvis blot skolen har en legitim interesse i at offentliggøre billedet, som i dette tilfælde fx kunne være at vise, hvor dejligt børnene har det på skolen.
Nu er situationen imidlertid den, at data om barnets lokation ikke længere er almindelige personoplysninger, men en fortrolig information.
Den skal derfor beskyttes, som var den følsom. Derfor ville man kunne få den fjernet – eller få barnet skåret ud af billedet.
Skulle skolen af uransagelige årsager ikke ville gå med til at fjerne billedet, kan skolen meldes til Datatilsynet.
Vores anbefaling er, at hvis barnet af en eller anden årsag ikke skal fotograferes, bør man melde det klart ud (gerne på skrift) til både lærere og ledere.
GDPR for den enkelte?
Billeder af personen selv
Den nye praksis gør det lettere for en privatperson at udfordre virksomheder, hvis de offentliggør billeder af én på nettet.
Hvis man ser et billede af sig selv på nettet, kan man i princippet gå ud fra, at virksomheden holder sig inden for lovens rammer, i kraft af at de burde have taget højde for de ting, der er beskrevet tidligere i denne artikel.
Hvis man imidlertid mener, at billedet afslører følsomme informationer om én selv, kan det være, at virksomheden har begået en fejl ved ikke at få et samtykke fra personen. I dette tilfælde kan man bede virksomheden om at redegøre for, hvorfor de mener, de har ret til at offentliggøre billedet.
Hvis man er uenig med dem, kan man bede dem om at fjerne billedet. Hvis ikke de gør det, kan man melde dem til Datatilsynet – man skal dog altid selv tage kontakt til virksomheden først.
Tilbagetrækning af samtykke
Hvis man har givet samtykke til offentliggørelse af et billede, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan få det fjernet. Et samtykke kan nemlig altid tilbagekaldes. Det betyder, at virksomheden ikke længere må bruge det.
Det betyder dog ikke, at virksomheden skal slette alle data, den har indsamlet, mens samtykket var gyldigt. Det samme gælder offentlige institutioner.
Billeder i virksomheder/organisationer
Den nye praksis betyder, at en virksomhed altid skal kunne dokumentere en gyldig grund til at uploade et billede.
Praksis fjerner ikke behovet for at tage stilling til, om billedet kan intimidere et eller flere af de mennesker, der er på billedet. Man skal stadig tage hensyn til, hvad billedet afbilder.
Billeder af ansatte, som tydeligvis har taget godt for sig af juleøllen, må derfor ikke lægges op. Den eneste undtagelse vil være, hvis personen selv har givet sit samtykke til det. Vi anbefaler, at samtykket fås, når branderten er aftageten smule.
Det er vigtigt at understrege, at hvis virksomheden har indhentet et generelt samtykke til at tage og offentliggøre billeder af en arbejdssituation, gælder den ikke her. Den skal i dette tilfælde indhente unikt samtykke.
Datatilsynet skriver derudover, at det normalt vil kræve et samtykke at offentliggøre følgende:
- Billeder af besøgende hos lægen, kunder i banken og i fitnesscentret eller lignende.
- Billeder af besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lignende.
- Billeder af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller hos en offentlig myndighed.
Mere overskueligt atoffentliggøre billeder
Det positive ved den nye praksis er, at hvis man har en klar grund til at offentliggøre billeder af sine ansatte, vil man ikke behøve at indhente samtykke hver gang, man vil offentliggøre et billede af dem. Man skal imidlertid kunne argumentere for, at virksomhedens interesse overgår den privates.
Man er dog ikke fri af oplysningspligten; man skal informere de ansatte, inden man bruger billedet. Skulle en ansat bede om at få fjernet et billede, som virksomheden ikke kan se, skader personen, og kan den dokumentere en legitim grund til, at billedet er offentliggjort, er den ikke tvunget til at fjerne det.
Alt i alt
GDPR er kommet for at blive. At det måske kan virke som noget ”bøvl”, opvejes forhåbentlig ved, at vi vel alle har en interesse i, at vi passer på hinanden og vores data.
Selskabsloven indeholder en adgang for kapitalselskaber til alene at indskyde en del af deres selskabskapital i forbindelse med stiftelser og kapitalforhøjelser. Den resterende del udestår dermed som ikke-indbetalt selskabskapital – en resthæftelse, som kapitalejerne har over for selskabet.
Det fremgår af selskabsloven, at aktieselskaber skal have en selskabskapital på mindst 400.000 kr., mens anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr.
Mens disse minimumskrav fastholdes, giver selskabsloven mulighed for, at selskabet alene indbetaler 25 % af den pågældende selskabskapital. For anpartsselskaber betyder dette, at reglen først har betydning, når selskabet har en selskabskapital på mindst nominelt 160.000 kr.
Kravet om indbetaling af de 25 % giver til gengæld ikke anledning til beregningsproblemer for aktieselskaber, idet bestemmelsen indebærer, at der til enhver tid skal være indbetalt 100.000 kr., idet minimumskapitalen er 400.000 kr.
De regnskabsmæssige konsekvenser af, at en kapitalandel ikke er fuldt indbetalt er, at der skal oprettes en såkaldt reserve for ikke indbetalt virksomhedskapital.
Der er ifølge selskabsloven mulighed for at indskyde selskabskapital i form af andre værdier end kontanter, såkaldt apportindskud. I relation til 25 %-reglen er det dog væsentligt at bemærke, at det ikke er muligt at opfylde kravet om indbetaling af mindst 25 % af selskabskapitalen ved apportindskud.
Der stilles således krav om fuld indbetaling af selskabskapitalen ved helt eller delvist indskud af apportindskud. Er der dog tale om efterfølgende apportindskud til opfyldelse af kapitalejerens resthæftelse, er dette tilladt, hvis ledelsen har givet samtykke hertil.
Den resterende del af selskabskapitalen, som ikke er blevet indbetalt, kan enten betales frivilligt af kapitalejerne eller efter påkrav fra ledelsen. Kapitalejerne kan således til enhver tid frivilligt indbetale den udestående selskabskapital, selv om ledelsen ikke har fremsat påkrav herom.
Ledelsen har ret til at kræve den udestående selskabskapital indbetalt på anfordring, hvilket betyder, at dette kan ske uden yderligere dokumentation for kravet. Fristen for indbetalingen er herefter mindst to uger fra kapitalejerens modtagelse af anmodningen, medmindre der i vedtægterne er fastsat et længere varsel, dog ikke længere end fire uger.
Ledelsen har et grundlæggende ansvar for, at selskabet tilenhver tid drives med det nødvendige kapitalberedskab og skal derfor løbende vurdere, om selskabets kapital er forsvarlig og står i rimeligt forhold til selskabets aktiviteter. Det bør derfor overvejes, hvad konsekvenserne er ved, at en kapitalejer undlader at efterkomme ledelsens påkrav om indbetaling af restfordringen.
Ledelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at undersøge kapitalejernes økonomiske forhold (foretage en kreditvurdering), men får ledelsen konkret kendskab til eller begrundet mistanke om, at restfordringen hos kapitalejeren er uerholdeligt, bør ledelsen reagere og forsøge at inddrive fordringen ved udlæg, inkasso eller tvangsfuldbyrdelse.
Kapitalejeren har ret til at overdrage sin ikke fuldt indbetalte kapitalandel til tredjemand. Den overdragende kapitalejer hæfter dog solidarisk med erhververen og senere erhververe for den resterende indbetaling af kapitalandelen.
Set fra kapitalselskabets side må kapitalejerens mulighed for at overdrage ikke fuldt indbetalte kapitalandele anses som noget positivt, idet den solidariske hæftelse indebærer, at selskabet opnår et bedre økonomisk grundlag for at inddrive restfordringen.
Den solidariske hæftelse er tidsubegrænset og ophører først ved fuld indfrielse af restfordringen. Hæftelsen er ikke begrænset til overdragelse til eje, men også til sikkerhed. En panthaver, der har pant i kapitalandele, der ikke er fuldt indbetalte, hæfter således paradoksalt nok over for selskabet for den udestående resthæftelse.
Omvendt har selskabet ikke mulighed for at overdrage fordringer på indbetalinger på kapitalandele, idet selskabsloven bestemmer, at restfordringerne hverken kan afhændes eller pantsættes.
Overdragelsesforbuddet varetager et hensyn til kapitalejeren, idet kapitalejeren alternativt vil være forpligtet til at betale til en tredjemand, som ikke har indflydelse på, om selskabet opfyldte sin del af kontrakten over for kapitalejeren i form af udlevering af de kapitalandele, der svarede til indbetalingen.
For selskabets øvrige kreditorer indebærer forbuddet desuden en beskyttelse mod, at selskabskapitalen udhules. Hvis forbuddet overtrædes, og en restfordring alligevel overdrages, er retsvirkningen, at overdragelsen anses for ugyldig, og kapitalejeren vil ikke være forpligtet til at betale til tredjemand.
Den nye regering har i sit lovprogram annonceret, at den vil tilbagerulle den ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, som ellers blev vedtaget af det tidligere Folketing i 2018 med virkning fra og med indkomståret 2020. Tilbagerulningen udgør en del af finansieringen af regeringens forslag til finanslov for 2020.
De gældende regler for 2019 går kort fortalt ud på, at man skal betale skat af 2.800 kr. om året, hvis arbejdsgiver betaler for en telefon, og man må bruge den privat.
Det samme gælder, hvis arbejdsgiver betaler for en internetforbindelse, som ikke har adgang til netværket på arbejdspladsen. Har man begge dele, skal man stadig betale skat af 2.800 kr. Arbejdsgiver skal trække A-skat og am-bidrag af de 2.800 kr.
Hvis der udelukkende er tale om en arbejdstelefon, skal man ikke betale skat af den. Det kræver en tro- og loveerklæring med arbejdsgiver om, at telefonen er en arbejdstelefon.
Tilsvarende er en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse skattefri, når netforbindelsen giver adgang til virksomhedens netværk.
Arbejdsgiverbetalte internetforbindelser, der indgår som en del af en tv-programpakke (telefon, internet og tv), er skattepligtige, og man skal betale skat af hele pakken.
Har man en computer til rådighed udelukkende til privat brug, skal der betales skat af dens værdi svarende til, hvad det ville koste at leje en tilsvarende computer.
Omvendt skal man ikke betale skat af en arbejdsgiverbetalt computer til brug for arbejdet.
Tablets bliver skattemæssigt betragtet som computere. De er derfor ikke skattepligtige, hvis de er indkøbt og stillet til rådighed til arbejdsmæssigt brug.
Skattefriheden omfatter sædvanligt tilbehør, dvs. computerskærm, softwareprogrammer og printer af almindelig størrelse og standard.