Kategori: Faglig viden

Alvorlige lovovertrædelser på både offentlige og private arbejdspladser er vigtige at få frem i lyset, men de kan være svære at opdage. Ikke kun deciderede lovovertrædelser, men også andre alvorlige forhold, eksemplificeret ved den seneste tids fokus på seksuel chikane, risikerer at foregå skjult i frygt for personlige konsekvenser.

Her kan ansatte være de første, som får kendskab til overtrædelserne. Det er væsentligt, at disse personer indberetter lovovertrædelserne (og følgelig agerer ’’whistleblower’’), idet de ansatte dermed også varetager offentlighedens interesser.

Problemet er imidlertid, at de potentielle whistleblowere ofte forholder sig tavse af frygt for ansættelsesrelaterede konsekvenser. Afgørende viden risikerer dermed at gå tabt grundet interne forhold hos potentielle lovovertrædere.

Etableringen af velfungerende whistleblowerordninger kan afhjælpe disse udfordringer og sikre, at flere forhold både anmeldes og behandles.

Ny EU-regulering implementeres i Danmark

På ovenstående baggrund vedtog EU-Parlamentet og EU-Rådet den 23. oktober 2019 direktiv 2019/1937, som har til formål at beskytte de whistleblowere, der indberetter overtrædelser af EU-retten. Direktivet skal implementeres i dansk ret, og et lovforslag herom blev af Justitsministeriet sendt i høring den 24. februar i år.

Hvor direktivet kun omfatter visse overtrædelser af EU-retten, er der med lovforslaget lagt op til, at også indberetninger om alvorlige overtrædelser af dansk ret skal være omfattet af de pågældende whistleblowerordninger. Dette kan eksempelvis være oplysninger om strafbare forhold, herunder misbrug af økonomiske midler, underslæb og bedrageri.

Det danske forslag vil etablere krav om oprettelse af interne whistleblowerordninger for en lang række virksomheder, ligesom Datatilsynet opretter en ekstern ordning.

Etableringen af whistleblowerordninger

Lovforslaget forpligter arbejdsgivere inden for både den private og den offentlige sektor til at oprette en intern whistleblowerordning, hvis de har mere end 50 ansatte.

Efter en konkret risikovurdering kan justitsministeren i samarbejde med den relevante minister pålægge også arbejdsgivere med færre end 50 ansatte at etablere en intern whistleblowerordning. Denne bemyndigelse forudsættes dog kun udnyttet i særlige tilfælde, og hvor aktuelle og tungtvejende behov tilsiger dette.

For at lette byrderne for de private, mellemstore virksomheder med 50-249 beskæftigede giver forslaget disse arbejdsgivere mulighed for at kunne dele ressourcer med hinanden ved oprettelsen af en fælles whistleblowerenhed, som kan modtage og behandle indberetningerne.

Den eksterne whistleblowerordning varetages af Datatilsynet. Ordningen kan anvendes, hvis arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at oprette en intern ordning, eller hvis whistlebloweren ikke føler sig tryg ved at anvende denne.

Upartisk whistleblowerenhed

De arbejdsgivere, som er pålagt at oprette en whistleblowerordning, skal internt udpege en upartisk person eller afdeling, den såkaldte whistleblowerenhed. Det er denne enhed, som skal modtage indberetninger, have kontakt med whistlebloweren, følge op på indberetninger og give feedback til whistlebloweren.

Det er et krav, at enheden indrettes på en måde, som sikrer uafhængighed, men de pågældende medarbejdere i enheden kan stadig varetage andre funktioner for arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren har muligheden for at lade en uafhængig tredjemand varetage de nævnte opgaver – hvilket i praksis også ofte sker – men kan ikke hermed fraskrive sig sine forpligtelser efter lovforslaget.

Enheden skal fungere på en sådan måde, at whistleblowerens identitet holdes fortrolig, ligesom de medarbejdere (eller den eksterne part), som behandler indberetningen, har tavshedspligt.

Af yderligere procedurekrav kan nævnes, at whistlebloweren inden for syv dage fra indberetningen modtager en bekræftelse herpå, og at whistlebloweren hurtigst muligt modtager feedback, hvilket senest må ske tre måneder efter førnævnte bekræftelse.

Arbejdsgiveren skal ligeledes sikre, at de ansatte kender proceduren for at foretage indberetning, og at enheden har mulighed for omhyggeligt at følge oppå indberetningerne.

Beskyttelse af whistlebloweren

Whistlebloweren er juridisk beskyttet ved foretagelsen af indberetninger.Dette gælder, uanset om indberetningen sker til interne eller til eksterne whistleblowerenheder.

Beskyttelsen indebærer, at en indberetning ikke anses for tilsidesættelse af en eventuel tavshedspligt, ligesom vedkommende ikke må mødes af ansættelsesrelaterede repressalier af nogen form eller trussel herom.

Forbuddet mod repressalier omfatter endvidere tredjeparter og virksomheder, som whistlebloweren er forbundet med. Omfattet er enhver form for ufordelagtig behandling eller følge som reaktion på indberetningen.

Arbejdsgiveren er herefter forhindret i at møde whistlebloweren med nogen form for handling, som forårsager eller kan forårsage skade for whistlebloweren, eksempelvis afskedigelse, degradering, chikane, diskrimination eller lignende.

Hvis arbejdsgiveren desuagtet overtræder forbuddet, kan whistlebloweren tilkendes en godtgørelse. Størrelsen heraf må i sidste instans fastlægges af domstolene.

Er whistlebloweren blevet afskediget, kan denne endda kræve genansættelse, medmindre det i særlige tilfælde og efter en afvejning af parternes interesser måtte være åbenbart urimeligt.

Udfordringer forvirksomhederne

Det er afgørende, at whistleblowere sikres både beskyttelse og anonymitet. Beskyttelsen kan imidlertid medføre en række udfordringer for arbejdsgiverne.

Ud over de økonomiske udfordringer, der selvsagt rammer de mindre virksomheder hårdere, indeholder lovforslaget en særlig bevisbyrderegel, hvorefter arbejdsgiveren skal bevise, at der ikke er sammenhæng mellem indberetningen og eventuelle repressalier, hvis whistlebloweren har bevist, at denne har foretaget en indberetning og lidt en ulempe.

Ikrafttrædelse

Direktivet skal være implementeret inden 17. december i år. Lovforslaget er på nuværende tidspunkt sendt i høring, og det forventes fremsat for Folketinget i løbet af maj med henblik på ikrafttræden den 17. december i år.

For arbejdsgivere i den private sektor med mellem 50 og 249 ansatte skal den interne whistleblowerordning dog først være oprettet 17. december 2023.

På hele statens område blev der allerede sidste år etableret whistleblowerordninger.

Folketinget vedtog den 19. december 2019 implementeringen af EU´s direktiv 2018/822 af 25. maj 2018 (Directive on Administrative Cooperation) – det sjette skud på stammen af regler, som pålægger EU´s medlemsstater at gennemføre lovgivning om indsamling og udveksling af oplysninger på skatteområdet.

Retsakten fik i forkortet form tilnavnet DAC-6, og formålet med regelsættet er at reducere omfanget af aggressiv skatteplanlægning, der kan foregå på tværs af EU´s medlemsstater.

Midlet er pligt til indberetning af ordninger og arrangementer, der omfattes af regelsættet.

Hvad angår ordninger, der blev indberetningspligtige fra og med den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020, og ”gamle ordninger”, dvs. ordninger, hvor det første skridt blev udført i perioden 25. juni 2018 til 30. juni 2020, er indberetningsfristen udløbet tidligere i 2021. Efter 1. januar 2021 indtræder indberetningspligten 30 dage efter pligtens indtræden, fx det tidspunkt, hvor rådgivningen er givet.

I det følgende beskrives DAC-6 reglerne i hovedtræk.

Hvem omfattes af indberetningsreglerne?

Det er en ret bred personkreds, som omfattes af indberetningspligten. Pligten gælder således såvel skatteydere og rådgivere – herunder revisorer, advokater og skatterådgivere - som mellemmænd, der i givet fald selvstændigt omfattes af pligten til at indberette grænseoverskridende arrangementer til Skattestyrelsen. Hvis alene eller tillige et andet EU-land er involveret i forhold til den indberetningspligtige ordning, kan en mellemmand, som er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, også være indberetningspligtig til dette andet EU-land.

Ved ”mellemmand” forstås enhver person, som udformer, markedsfører, tilrettelægger eller i øvrigt stiller grænseoverskridende ordninger til rådighed med henblik på gennemførelse af en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning, eller som administrerer gennemførelsen af en sådan. Begrebet ”mellemmand” omfatter ligeledes professionelle, der direkte eller indirekte yder støtte, assistance eller rådgivning i sådanne tilfælde.

I hvilke tilfælde skal der indberettes?

For at indberetningspligt indtræder, skal der for det første foreligge en grænseoverskridende ordning, og dernæst skal ordningen være omfattet af mindst ét af 26 nærmere opregnede kendetegn. Se nærmere i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1634 af 27. december 2019, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 1049 af 29. juni 2020.

Et væsentligt kendetegn kan være, at det primære formål med ordningen er at opnå en skattefordel.

Som mellemmand er man som udgangspunkt kun indberetningspligtig, hvis de nævnte betingelser er opfyldt, og hvis man yder rådgivning eller assistance vedrørende en grænseoverskridende ordning, transaktion, aftale eller tilsagn. Der skal kun indberettes oplysninger, som mellemmanden er bekendt med, i besiddelse af eller kontrollerer.

Typiske situationer, hvor en mellemmand er indberetningspligtig, kan være:

• at der ydes rådgivning, støtte eller assistance vedrørende en indberetningspligtig, grænseoverskridende ordning,

• at en indberetningspligtig, grænseoverskridende ordning stilles til rådighed,

• at en indberetningspligtig, grænseoverskridende ordning er klar til gennemførelse, eller

• at det første skridt i gennemførelsen af en indberetningspligtig, grænseoverskridende ordning er taget (fx forelæggelse for og beslutning af ledelsen).

Derimod bliver en mellemmand i almindelighed ikke indberetningspligtig, som følge af at der ydes bistand vedrørende almindelige compliance-ydelser som fx revision, udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation eller selvangivelse m.v.

Indberetningspligt indtræder dog, hvis man som mellemmand yder rådgivning vedrørende selve planlægningen eller gennemførelsen af indberetningspligtige transaktioner. I så fald er det den foretagne rådgivning, der eventuelt kan udløse en indberetningspligt, og ikke assistancen med fx udarbejdelse af selvangivelse eller transfer pricing-dokumentation i sig selv.

Hvilke oplysninger skal nærmere indberettes?

Indberetningspligten omfatter i de relevante tilfælde en betydelig mængde information, herunder:

1. Identifikation af mellemmænd og relevante skatteydere – herunder navn, adresse, fødselsdato og fødested for fysiske personer, skattemæssigt hjemsted, skatteidentifikationsnummer og i tilfælde, hvor det er relevant, også oplysninger om de personer, der er forbundne foretagender i forhold til den relevante skatteyder.

2. Nærmere oplysninger om, hvilket eller hvilke kendetegn der gør den grænseoverskridende ordning indberetningspligtig.

3. Et resumé af indholdet af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning, herunder angivelse af et eventuelt navn, hvorunder ordningen almindeligvis er kendt, og et resumé af de pågældende forretningsaktiviteter eller ordninger. Resuméet affattes således, at det ikke fører til afsløring af erhvervsmæssige, industrielle eller faglige hemmeligheder, eller af en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser.

4. Den dato, hvor det første skridt i gennemførelsen af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning er eller vil blive taget.

5. Nærmere oplysninger om de nationale bestemmelser, der ligger til grund for den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning.

6. Værdien af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning.

7. Identifikation af den eller de relevante skatteyderes EU-medlemsstat og enhver anden EU-medlemsstat, som sandsynligvis vil blive berørt af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning.

8. Identifikation af eventuelle andre personer i en EU-medlemsstat, der sandsynligvis vil blive berørt af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning, med en angivelse af hvilke EU-medlemsstater denne person er knyttet til.

9. Oplysning om det referencenummer, som ordningen er blevet tildelt af den skattemyndighed, der har modtaget første indberetning om ordningen.

10. Oplysning om, hvorvidt der er tale om en markedsegnet ordning.

Hvordan indberetter man?

Hvis en person eller virksomhed har pligt til at indberette efter DAC-6, skal personen eller virksomheden først registreres.

Der kan indberettes med et cvr-nummer, idet man registrerer, at virksomheden har pligt til at indberette efter DAC-6– se nærmere på Virk.dk.

Under punktet ”Tilmeldingen omfatter” vælges "Grænseoverskridende ordning- DAC-6 (§ 46a)".

Der kan ligeledes indberettes med et cpr-nummer. I så fald registreres en person som indberetningspligtig ved at sende en mail til DAC6@SKTST.dk. Skriv "registrering" i emnefeltet og oplys fornavn, efternavn og adresse i selve mailen.

Når en person eller en virksomhed er registreret som indberetningspligtig, kan DAC-6-indberetningsblanketten vedrørende det pågældende tilfælde i Danmark udfyldes og indsendes på Virk.dk.

Hvad sker der, hvis man ikke indberetter?

Undlader man at opfylde en eventuel indberetningspligt, indberetter man for sent, eller undlader man at registrere sig som indberetningspligtig, kan man straffes med bøde, hvis man handler forsætligt eller groft uagtsomt. Ved udmålingen lægges der vægt på gerningspersonens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af virksomheder lægges der vægt på virksomhedens nettoomsætning på gerningstidspunktet.

Selv om interessen for at indgå nye renteswapaftaler har været for nedadgående, er der fortsat en del virksomheder og foreninger – særligt andelsboligforeninger – der har en tidligere indgået renteswap og derfor skal have den med i regnskabet.

Den typiske renteswap har som det helt overordnede formål at ”bytte” en variabel rentebetaling på et realkreditlån ud med en fast rente. Et instrument mange over tid har benyttet sig af med henblik på at gardere sig mod store renteudsving på variabelt forrentede lån.

Når en renteswap indregnes i årsregnskabet, skal det ske til en såkaldt dagsværdi. Årsregnskabsloven definerer, hvad der helt overordnet forstås ved dagsværdi. Med hensyn til indregningen af en renteswap har det i efterhånden mange år været almindeligt accepteret, at den værdi, der lægges til grund for indregningen, svarer til den værdi, pengeinstituttet oplyser om pr. balancedagen. Denne værdi – ”basisværdien” - svarer til, hvad det koster at indfri swappen.

Denne praksis er imidlertid blevet udfordret af Erhvervsstyrelsen, og af et svar fra erhvervsministeren til Folketingets Erhvervsudvalg i november 2020 fremgår det, at dagsværdien af en renteswap ikke kan sidestilles med ”indfrielseskursen”.

Hvad betyder det så for den helt almindelige virksomhed,som måtte have en renteswap?

Efter al sandsynlighed vil det ikke få den helt store betydning, men der er god grund til, at virksomhedens ledelse – eventuelt i samarbejde med revisor – ser nærmere på de faktorer, der kan være medvirkende til at udløse et krav om en justering af den værdi, banken har oplyst.

Særligt i de situationer, hvor pengeinstituttet har utilstrækkelig sikkerhed for sit tilgodehavende hos virksomheden, og virksomheden – fx som følge af de afledte økonomiske konsekvenser af coronakrisen – er økonomisk dårligt stillet, vil der være behov for skærpet opmærksomhed i forhold til værdiansættelsen af en renteswap.

Dagsværdifastsættelse af en renteswap sker ved udøvelse af et regnskabsmæssigt skøn. Behovet for at justere på den værdi, pengeinstituttet har oplyst, afhænger af, om en justeret værdi vil være væsentlig forskellig fra det indfrielsesbeløb, pengeinstituttet oplyser om. Udøvelse af regnskabsmæssige skøn foretages af virksomhedens ledelse. Revisor kan tages med på råd i denne proces.

Den gode nyhed er, at andelsboligforeninger, landbrugsvirksomheder og andre virksomheder i regnskabsklasse A kan fortsætte den eksisterende praksis på området – altså indregning af værdien af en renteswap svarende til den værdi, som pengeinstituttet har oplyst. Der skal oplyses om anvendelse af denne ”basisværdi” i årsregnskabet.

Fra og med den 1. juli 2021 skal beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil opgøres efter ændrede satser. Den 1. januar 2022 forøges beskatningsgrundlaget yderligere med et højere miljøtillæg. Et enkelt lyspunkt eller måske to er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ladestandere til elbiler mv. og et særligt bundfradrag ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler.

Beskatning af fri bil

Fra og med den 1. juli 2021 opgøres beskatningsgrundlaget for fri bil som:

• 24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20,5 % af en resterende del.

• Den beregnede værdi forhøjes med et miljøtillæg, der udgør den grønne ejerafgift plus 150 %.

Satserne i 2022 og senere

Den sats, der skal anvendes af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr., nedsættes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 24 %.

Den sats, der skal anvendes af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., forhøjes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 21 %.

Fra og med 2025 er satsen på 22,5 %, uanset beregningsgrundlaget for værdi af fri bil.

Forhøjelse af miljøtillægget

Miljøtillægget forhøjes også de kommende år og udgør den grønne ejerafgift med tillæg af:

• 250 % i 2022
• 350 % i 2023
• 500 % i 2024
• 600 % i 2025 og følgende år.

Dette betyder, at hvis der betales en årlig ejerafgift på en bil på eksempelvis 3.000 kr., udgjorde miljøtillægget i 2020 3000 kr. + 1.500 kr. (50 % af 3.000 kr.) = 4.500 kr. for hele året. For 2025 vil miljøtillægget udgøre 3.000 kr. + 18.000 kr. (600 % af 3.000 kr.) = 21.000 kr.

Elbil og arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen

Arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen skal fra og med den 1. juli 2021 ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget for fri bil, når medarbejderen har fri bil i form af en elbil eller en pluginhybridbil.

Der er fra og med den 1. juli 2021 endvidere indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt ladestander på den private bopæl, der overgår til udelukkende privat anvendelse, når medarbejderen i en sammenhængende periode på mindst seks måneder er blevet beskattet af fri elbil eller pluginhybridbil.

Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, er ikke omfattet af denne lovændring. En ladestander (erhvervsmæssig og privat anvendt) kan efter gældende regler ikke indgå i virksomhedsordningen.

Bundfradrag ved deleøkonomi

Fra og med indkomståret 2021 er der indført et særligt bundfradrag på 20.000 kr. (2021) ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler (under 50 g C02 pr. kilometer). Dette bundfradrag gælder sideløbende med fradraget på 10.700 kr. (2021) ved udlejning af andre personbiler, lystbåde mv. Hvis årets bruttoindkomst ved udlejning af nul- og lavemissionsbiler overstiger bundfradraget på 20.000 kr. (2021), er kun 60 % af det overskydende beløb skattepligtigt.

Kære læser!

Denne leder er skrevet, mens hovedparten af roséflaskerne stadig lå på køl, og lageret af grillkul (eller gas, hvis man er mere til den slags) var bugnende i optimistisk forventning om den foreløbigt bedste sommer i dette årtusinde. Allerede det sidste kan have vist sig at være overdrevent, og der er også en vis risiko for, at de følgende overvejelser er blevet uinteressante, som følge af at fremtiden i mellemtiden er blevet nutiden.

Hvor er vi mon på vej hen – altså sådan rent økonomisk?

Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning har corona-pandemien haft en overraskende effekt. April og maj 2020 var godt nok en katastrofe, næsten uanset hvilket nøgletal man tog udgangspunkt i, men allerede derefter begyndte det at vende.

Der er stadig brancher, der er ubærligt hårdt ramt, men det store billede er faktisk utroligt positivt. Vi er endda i en situation, hvor der er opstået flaskehalse – det gælder både visse typer af arbejdskraft og forskellige slags råvarer.

Det betyder store stigninger på lønområdet i nogle brancher, ligesom prisenpå flere råvarer er steget med voldsomme procentsatser.

Inflation (hvis nogen ellers kan huske, hvad det er) synes altså at være en risiko, vi kommer til at forholde os til igen, men samtidig har vi fortsat et historisk lavt renteniveau, og er der mon tale om bobler på både bolig- og aktiemarkedet?

Flere økonomer har i en længere periode råbt ”ulven kommer”, mens andre fortsat er af den overbevisning, at potentialet er stort og væksten utæmmelig.

Nå ja, det kan da godt være, at sommeren eller det tidlige efterår byder på en lille korrektion, men det vil kun være et bump på vejen.

Det er ikke mere end 13 år siden, vi sidst havde en grim krise, og har vi allerede glemt den? Til gengæld var vi forbløffende hurtigt tilbage på rette vej, og måske går det lige så hurtigt denne gang – hvis der altså overhovedet er grund til bekymring.

Men hvad nu, hvis der kommer en fjerde bølge eller en ny virusvariant? Skal verden så lukkes igen? Og kan vi holde til det? Økonomisk? Mentalt?

I det følgende beskæftiger vi os med noget, der med sikkerhed ikke bliver hverken bedre eller værre uanset udfaldet af ovenstående. Komplicerede regler for grænsehandel, indkomstbeskatning og omstrukturering er kommet for at blive!

God fornøjelse med læsningen!

Med virkning fra den 1. juli 2021 må erhvervsdrivende ikke længere modtage kontantbetalinger på 20.000 kr. eller derover.

Grænsen for modtagelse af kontantbetalinger er blevet ændret ad flere omgange, og nu flytter den altså fra de hidtidige 50.000 kr. til 20.000 kr. I bemærkningerne til ændringsloven kan man læse, at beslutningen om at nedsætte grænsen til 20.000 kr. er et kompromis mellem hensynet til at give myndighederne forbedrede muligheder for at hindre hvidvask af udbytte fra økonomisk kriminalitet på den ene side og til mulighederne for stadig at kunne anvende kontanter til betalinger på den anden side.

For at modvirke risikoen for omgåelse af kontantforbuddet er der ikke ændret på, at forbuddet fortsat omfatter både enkeltstående betalinger på 20.000 kr. eller derover og flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet, hvisden samlede kontantbetaling udgør 20.000 kr. eller derover.

Kontantforbuddet gælder alle erhvervsdrivende virksomheder. Det er eksempelvis radio-/tv-forhandlere, guldsmede og bilforhandlere og andre detailhandlere, men ikke de virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovens regler om indberetningspligt og opbevaring af kundelegitimation mv., herunder pengeinstitutter, advokater og revisorer.

Sanktioner

Overtrædelse af kontantforbuddet kan straffes i form af bøde eller fængsel.

Som udgangspunkt er bødens størrelse 25 % af de beløb over beløbsgrænsen på 20.000 kr., som er modtaget i de enkelte handler, dog mindst 10.000 kr. Modtager en erhvervsdrivende således 50.000 kr. i kontanter, vil beløbet, som overstiger beløbsgrænsen, være 30.001 kr. Bøden på 25 % af beløbet ud-gør således 7.500,25 kr., men den vil alligevel blive fastsat til 10.000 kr. som følge af ”minimumsreglen”.

Interne procedurer

Risikoen, for at der modtages kontantbetalinger i strid med kontantforbuddet, er blevet forøget med nedsættelsen af beløbsgrænsen. Mange virksomheder har allerede udarbejdet interne procedurer og retningslinjer for, hvordan modtagelsen af kontantbeløb skal håndteres, men hvis dette endnu ikke er tilfældet, kan den seneste nedsættelse af beløbsgrænsen være en passende lejlighed.

Det er vigtigt at informere medarbejderne om reglerne, herunder den nye beløbsgrænse, idet manglende kendskab hertil ikke har indflydelse på ansvarsvurderingen eller bødeudmålingen ved en eventuel overtrædelse af forbuddet. Er man som erhvervsdrivende i tvivl om, hvorvidt en kontantbetaling er omfattet af forbuddet, kan man afvise kontantbetalingen ogi stedet henvise til betaling i form af bankoverførsel, elektroniske betalingssystemer eller lignende.

Den 1. januar i år trådte Storbritannien definitivt ud af EU-samarbejdet i told- og momsmæssig henseende. Dette har ført en del udfordringer med sig for den varehandel, der foregår mellem Danmark som medlemsland i EU og Storbritannien.

Særligt ved onlinesalg til privatpersoner i Storbritannien er der nogle foranstaltninger, som skal iagttages, ligesom der også er økonomiske konsekvenser. Danske forbrugere, der handler varer online fra Storbritannien, har også allerede måttet sande, at briternes farvel har medført besværligheder.

Indtil årsskiftet kunne danske virksomheder, der solgte varer direkte til engelske forbrugere, afregne dansk moms af salget, hvis den årlige omsætning til England var under 100.000 GBP, svarende til ca. 750.000 danske kroner.

Som medlem af EU havde England nemlig valgt, at registreringsgrænsen for onlinesalg af varer skulle være 100.000 GBP, hvorved EU-virksomhederne kunne undlade at blive momsregistreret i England og i stedet afregne lokal moms af salget.

Nogle danske virksomheder, der solgte varer til engelske forbrugere, valgte dog frivilligt at blive momsregistreret i England, selv om registreringsgrænsen ikke var overskredet, og kunne dermed afregne 20 procent engelsk moms af salget.

Registreringsprocessen i England og tildeling af et engelsk momsnummer var relativt enkel, mens briterne stadig var medlem af EU. Dette er der blevet ændret på nu, hvor briterne har meldt sig ud af EU. Registreringsprocessen er blevet besværlig og langsommelig, hvilket allerede har taget modet fra mange danske virksomheder, som hidtil har solgt varer til Storbritannien, og som nu er forpligtet til at afregne og indberette engelsk moms. Nogle virksomheder har endda blokeret for, at briterne kan handle på deres hjemmeside som følge af de besværligheder, dette vil føre med sig.

Siden 1. januar 2021 skal samtlige danske virksomheder, der sælger varer online fra egen hjemmeside til engelske forbrugere, opkræve engelsk moms. Registreringsgrænsen på de 100.000 GBP er således afskaffet i forbindelse med briternes farvel til told- og momssamarbejdet i EU.

Efter de nye britiske regler skal udenlandske sælgere, herunder danske onlinevirksomheder, momsregistreres og betale engelsk moms, hvis der sker et enkelt salg af en vare med en værdi under 135 GBP (svarende til ca. 1.000 danske kroner) til en privat forbruger i Storbritannien. Er værdien af varen over 135 GBP, kan momsafregningen og eventuel toldbetaling (pligten til at betale told- og importmoms) flyttes til aftageren, således det er forbrugerens ansvar at få afregnet afgifterne.

Foruden at man som dansk virksomhed skal have fokus på, om salget af varen er over eller under 135 GBP, og at britisk faktureringspligt skal iagttages, når virksomheden bliver registreringspligtig i Storbritannien, skal der også sondres mellem salg fra egen hjemmeside eller via en onlinemarkedsplads. Sælges der varer til britiske privatpersoner via en onlinemarkedsplads, er det markedspladsen, der skal registreresog afregne moms i Storbritannien.

Ud over de moms- og toldmæssige tiltag, som Briternes farvel til EU har medført, har det også betydning, hvordan danske virksomheder foretager markedsføring rettet mod engelske forbrugere. Inden for EU skal en virksomhed blot overholde loven i det land, hvor virksomheden er etableret, også kaldet ”afsenderlandprincippet”. Med Storbritannien uden for EU gælder ”afsenderlandprincippet” ikke, og derfor skal den britiske markedsføringslovgivning nu overholdes.

Det er ikke kun salg af varer online til britiske forbrugere, der kan føre til, at danske virksomheder skal momsregistreres i England. Salg af elektronisk leverede tjenesteydelser vil også medføre pligt til at blive registreret hos de engelske skattemyndigheder (HMRC). Elektroniske tjenesteydelser er eksempelvis hosting af webside, telefoni, salg af software, salg af billeder, tekst, informationer, musik og fjernundervisning.

Salg af disse tjenesteydelser kunne indtil 31. december 2020 håndteres via MOSS-ordningen, hvorved omsætning og momsbeløb blev angivet og indbetalt til Skattestyrelsen i Danmark, hvorefter Skattestyrelsen sendte pengene og informationerne videre til de britiske myndigheder. Dette er ikke mu-ligt længere, idet briterne ikke er en del af EU-samarbejdet.

Køb via nettet fra Storbritannien har også medført besværligheder. Således er køb fra Storbritannien, som foretages af privatpersoner, blevet mere omstændeligt. Private forbrugere har siden 1. januar 2021 skullet være opmærksomme på varens pris og oprindelse.

Begge dele har indflydelse på, hvilke ekstra afgifter, der kommer oven i prisen for selve varen. Aftalen mellem EU og Storbritannien giver private mulighed for, at der ikke skal betales told men alene importmoms af den vare, der købes i Storbritannien.

Købes der varer for mindre end 1.150 kr., skal der ikke betales told, men dog importmoms. Købes der varer for mere end 1.150 kr., og kan det dokumenteres, at varerne har oprindelse i Storbritannien, skal der som hovedregel heller ikke betales told ved indførslen. Købes der derimod varer for mere end 1.150 kr., og har varerne ikke oprindelse i Storbritannien, skal der betales told. Hvor meget, der skal betales i told, afhænger af den specifikke vare, som indføres.

For at en vare kan anses for at have oprindelse i Storbritannien, skal varen enten være fuldt ud fremstillet eller være tilstrækkeligt bearbejdet i Storbritannien. I handelsaftalen mellem parterne står det beskrevet, hvornår disse betingelser er opfyldt, og dermed hvornår muligheden for ikke at skulle betale told er til stede.

Dokumentationen for varens oprindelse består af en såkaldt “udtalelse om oprindelse" (statement on origin) fra den sælgende virksomhed, hvor netbutikken erklærer, at den vare, der handles, har oprindelse i Storbritannien. Udtalelsen om oprindelse vil typisk være påført fakturaen eller i et andet handelsdokument.

Danske virksomheder, der sælger varer eller tjenesteydelser til privatpersoner i Storbritannien, bør forholde sig aktivt til de nye regler og finde ud af, hvorvidt de er forpligtet til at indhente en momsregistrering hos HMRC og afregne engelsk moms af salget. Da det er en omfattende proces nu, hvor Storbritannien ikke længere er en del af det smidige EU-samarbejde, vil vi opfordre til at være opmærksom på de nye pligter.

I den senere tid har der været meget fokus på skattereglerne ved salg af fast ejendom – både i forbindelse med prisudviklingen på private ejendomme og i forbindelse med regeringens lukning af den danske minkproduktion.

De fleste privat anvendte ejendomme er omfattet af den såkaldte parcelhusregel, der kort fortalt går ud på, at man ikke skal betale skat af en fortjeneste ved salg af den private ejendom, hvis sælger har anvendt den som sin private beboelse i løbet af ejertiden. Det samme gælder sommerhuse, som sælger har anvendt privat i løbet af ejertiden.

En række krav skal dog være opfyldt, for at man kan anvende parcelhusreglen, fx at der ikke er tale om en næringsejendom. Hvis grunden er større end 1.400 m2, og hvis der kan udstykkes en grund fra ejendommen, gælder parcelhusreglen ikke uden en dispensation fra Skattestyrelsen.

Reglerne om beskatning ved salg af fast ejendom gælder for både danske og udenlandske ejendomme.

Er ejendommen ikke omfattet af parcelhusreglen eller af reglerne om næringsejendomme, skal der opgøres en skattemæssig fortjeneste ved salg af ejendommen efter reglerne i Ejendomsavancebeskatningsloven.

Skatten bliver beregnet efter reglerne om kapitalindkomst, hvor marginalskattesatsen højst udgør 42 % plus kirkeskat. Ligger ejendommen i virksomhedsordningen, kan der være fordele ved at planlægge salget i god tid, så der bliver mulighed for eventuelt at fravælge virksomhedsordningen i salgsåret. Det kan være kompliceret, idet det har betydning for beskatningen af et eventuelt opsparet overskud. Virksomhedsskatten er 22 %, men skatten af en hævning af opsparet overskud udgør op til 55 % plus kirkeskat.

Der er forskellige måder at opgøre den skattemæssige fortjeneste på, afhængigt af hvad ejendommen har været anvendt til, og hvor længe man har ejet ejendommen. I nogle tilfældekan man vælge en højere indgangsværdi i stedet for den faktiske anskaffelsesværdi. Det skyldes, at der blev indført en overgangsregel i 1993, hvor ejendomsavancebeskatningsloven blev indført. Før den 19. maj 1993 var salget skattefrit.

Hertil kommer forskellige tillæg til indgangsværdien/anskaffelsessummen, herunder forbedringsudgifter og i nogle tilfælde pristalsregulering.

Der vil også ske beskatning af genvundne afskrivninger, hvis ejeren i løbet af ejertiden har afskrevet skattemæssigt på ejendommen og installationerne heri.

For blandede ejendomme, hvor en del har været anvendt til beboelse, skal der tages højde for en skattefri stuehusandel.

Endelig er der mulighed for i visse tilfælde at udsætte beskatningen ved at overføre fortjenesten til en nyerhvervet erhvervsmæssigt drevet ejendom eller til et familiemedlem i forbindelse med skattemæssig succession.

Muligheden for at overføre fortjenesten til en nyerhvervet bolig har været nævnt i forbindelse med de politiske drøftelser, der fra tid til anden dukker op, når der– som nu – er stemning for at gribe indi prisudviklingen på boligmarkedet ved at gøre prisstigningerne skattepligtige.

Opnår man fx en skattemæssig fortjeneste på 1 mio. kr. ved salg af den nuværende bolig, og køber man en ny bolig til 5 mio. kr., ville den skattemæssige anskaffelsesværdi i henhold til overvejelserne blive reduceret fra 5 mio. kr. til 4 mio. kr. for den nye bolig. Beskatningen ville blive udsat indtil det år, hvor den nye bolig bliver solgt.

Hvis Folketinget indfører ejendomsavancebeskatning på boliger, vil det være naturligt samtidig at se på mulighederne for at fjerne ejendomsværdiskatten, der reelt er en formueskat på fast ejendom. Det ville endvidere tage trykket af behovet for at gennemføre den igangværende fornyelse af ejendomsvurderingssystemerne, som har været forsøgt gennemført siden 2013– indtil videre uden at komme godt i mål. En ekspertrapport om systemet fra det nye IT-tilsyn rummer en relativt hård kritik.

Ejendomsavancebeskatningsreglerne er også aktuelle i forbindelse med den politiske aftale om at betale erstatning til minkbranchen for tab i forbindelse med regeringens nedlæggelse af erhvervet.

Ifølge den politiske aftale og den vedtagne lov herom yder staten erstatning og kompensation, der svarer til minkenes værdi samt erstatning og kompensation til dækning af det herved opståede driftstab. Herunder skal der betales erstatning for værdien af driftsmidler, bygninger og installationer.

En erstatning beskattes normalt på samme måde som det beløb, erstatningen udbetales som kompensation for. En erstatning skal beskattes på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til erstatningen.

Erstatning for salg af dyr vil derfor være skattepligtig som almindelig erhvervsmæssig indkomst.

Erstatning for driftsmidler og bygninger samt installationer heri bliver behandlet på lige fod med afståelsessummer, hvis minkavleren havde solgt de pågældende aktiver.

Beskatningen af det resterende erstatningsbeløb, dvs. den del af erstatningen, der ikke kan henføres til de aflivede mink og de nedlagte avlsbygninger, følger reglerne om tab af indkomstkilde.

I tvivlstilfælde er det i sidste ende op til domstolene at fastlægge, hvad resterstatningen træder i stedet for, og hvordan erstatningsbeløbet skal fordeles på de forskellige underliggende elementer, som erstatningen gives for.

”Tab af indkomstgrundlag” – dvs. et varigt tab af indtægter i en uvis fremtid -er efter langvarig praksis skattefrit,idet erstatningen vedrører den skattepligtiges formue. Statsskatteloven blev indført for omtrent 100 år siden og gælder fortsat.

Der er og har været store diskussioner om, hvorvidt der er tale om ekspropriation.

Det kan være væsentligt i skattemæssig forstand, idet ekspropriationsbeløb efter ejendomsavancebeskatningsloven normalt er skattefrie, i det omfang der er tale om ekspropriationserstatning eller lignende. Som erstatningsreglerne er beskrevet indtil nu, er der ikke lagtop til skattefri ejendomsavance.

Ekspropriation betegner det ejerskifte, der finder sted, når offentlige myndigheder overtager privat ejendom. Myndighederne kan være staten, regionerne, kommunerne eller helt specifikke offentlige institutioner.

I minksagen er der ikke tale om, at staten køber ejendomme i minkbranchen, og derfor kan der komme et langvarigt juridisk slagsmål om, hvorvidt det er ekspropriation eller ej – også skattemæssigt. Et er, at loven herom ikke lægger op til, at der er tale om ekspropriation, men grundloven gælder fortsat.

Lad os med det samme slå fast: Vi er her i Facit ikke fagøkonomer, vi er ikke politikere – men vi har som revisorer dog en uddannelse, der i stort omfang handler om økonomi og økonomiske sammenhænge.

Denne viden bruger vi dels i vores daglige arbejde med revision og lignende ydelser, dels som grundlag for at rådgive vores kunder i disses hverdag som erhvervsdrivende og/eller ledere af erhvervsvirksomheder.

I denne artikel samler vi op på nogle af de forhold, vi ofte mødes med i hverdagen, og som ikke mindst føder mange tanker og debatter om situationen i det samfund, vi alle tager del i.

Negative renter i pengeinstitutterne

Der er megen debat om pengeinstitutternes stadige stramninger af vilkårene for indlån. For ganske få år siden ville de fleste have grinet højlydt, hvis begrebet ”negative renter” blev bragt på bane.

Helt simpelt er det den overordnede (og delvis politiske) styring af finanserne, der via europæiske og andre centralbanker, herunder den lokale nationalbank, der sætter rammerne for denne problemstilling. Nationalbanken kræver penge (renter) af de indskud, pengeinstitutterne har i nationalbanken, som (lidt forenklet) forvalter den overskydende likviditet i samfundet.

”Negative renter” er egentlig et tåbeligt begreb, men i bund og grund betaler vi blot renter af vores egne penge i stedet for at få renter af dem, som vi har været vant til. Pengeinstitutterne har masser af likviditet, og regningen fra nationalbanken (renterne af indeståendet) sendes videre til kunderne i den næste række.

Dette har rejst en del debat over hækken, og det har – kortvarigt – været et politisk emne. Det lader dog til, at politikerne har fået et vink med en vognstang om, at de ikke skal fastlægge bankernes rente- og gebyrpolitik ud over styringen fra nationalbanken. Det kan der menes meget om, og i vores tilstand som upolitiske skribenter henlægger vi straks denne del af debatten.

Der har været gjort utallige tiltag for at smyge sig uden om at skulle betale renter af sine egne penge. Det er forsøgt at sprede midlerne over flere pengeinstitutter, men den version kan pengeinstitutterne selv håndtere, eksempelvis ved at stille krav om NemKonto.

Andre har angiveligt hævet alt indestående over den bagatelgrænse, der trods alt eksisterer. Vi er tilbage ved gamle tiders metode, hvor man gemte pengene i madrassen. Af åbenlyse grunde er denne metode ikke specielt anbefalelsesværdig.

Herudover har nogle valgt at lade likviderne arbejde på enanden måde ved at investere i aktiver, hvor der håbes på et bedre afkast. Den slags investeringer indebærer altid – på trods af det glittede papir – også en risiko, men den er det åbenbart nemmere at leve med end at skulle betale en halv procent om året i renter af sit indestående. Inflationen rører på sig for tiden, og dette forhold medfører alt andet lige, at ens likvider som byttemiddel bliver mindre og mindre værd.

Renteniveauets indflydelse

I begyndelsen af 1980’erne var renten på et kreditforeningslånoppe på cirka 22 % (og inflationen cirka det halve). I de seneste par år har den været tæt på 0 % og for visse låntyper endog negativ. Det var muligt at få penge for at låne, hvilket dog i et vist omfang blev udlignet af bidrag til kreditforeningen.

Huskøb finansieres i dag med meget lave rentesatser, og i mange tilfælde kombineres dette med relativt kort løbetid for lånene. Det har nogen tjent en del penge på i årenes løb, men der er en risiko.

Som eksempel køber vi nu en villa til 5 mio. kr. Der kan under forskellige betingelser lånes 4 mio. kr. i kreditforeningen. De lånes til den variable rentesats på 0,5 % og koster således i renrente 20.000 kr. om året. Hertil kommer så bidrag, men det er en anden boldgade. Lånet skal refinansieres efter 5 år og er naturligvis afdragsfrit.

Hvad nu, siger den forsigtige så, hvad nu hvis renteniveauet stiger til 20 % - så er renteudgiften 400.000 kr. om året. Kan din økonomi klare det? Det kan ikke lade sig gøre, svarer køberen. Det, køberen ikke mener kan lade sig gøre, er ikke manglende sammenhæng i økonomien, men selve satsen.

Det er dog ikke mere mærkeligt, end at renten er ”negativ” ... I 1980’erne var kreditforeningsrenten op til 22 %.

Eksemplet er naturligvis ekstremt, men tanken bør være der, når man køber ejendom eller placerer sine midler i andre former for aktiver. For få år siden var renten 5 %, og det svarer til en femdobling af den månedlige rentebetaling. Urealistisk? Nej. Muligt for huskøberen? Tjah.

Boblerne - boliger

I dagspressen kan man læse den ene økonom, vismand, professor og politiker efter den anden udtale sig om overophedning, bobler, kriser, flaskehalse og andet uvæsen.

Tager vi igen fat i murstenene, ser vi i øjeblikket (igen) en himmelflugt i priserne på fast ejendom. Det gælder sommerhuse, det gælder helårshuse – og det gælder såkaldte investeringsejendomme.

Hvis man eksempelvis for to år siden købte et sommerhusfor 1 mio. kr., kan man allerede nu måske sælge det til 1,2 mio. kr. En prisstigning på 20 % over to år – det er da noget. Tjah, så har man råd til et dyrere sommerhus – men ak, det kan jo kun blive til et sommerhus med mindre standard og dårligere beliggenhed, for det sommerhus, der for 2 år siden kostede 1,2 mio. kr., er nu steget med 20 % til 1,44 mio. kr.Det nye sommerhus er blevet yderligere 40.000 kr. dyrere, så der er kun råd til at købe et svarende til den standard, man kom fra. Dertil kommer, at der er fosset en ganske anseelig pose penge til ejendomsmægler, låneomkostninger og stempelomkostninger ud af lommen.

Det havde således været billigere at blive boende …

Prisen afhænger af udbud og efterspørgsel, siger man. Om der er et element af fornuft ind over, kan diskuteres. Ejendomsmægleren sætter i stort omfang prisniveauet, og ser vi på sommerhusmarkedet, kan udviklingen gennem de sidste par år (hjulpet godt af bedre lånemuligheder, som man heller ikke bliver rigere af) minde lidt om hamstringsbølgen af rugbrød og toiletpapir i marts 2020.

Risikoen for mange er, at når (hvis?) boblen brister, kan de ikke sælge boligen til en pris, der kan dække belåningen – de bliver teknisk insolvente og stavnsbundne, og det er set før. Endog i nyere tid.

Boblerne - aktiemarkedet

En anden boble kan ses på aktiemarkedet. Kurserne udvikler sig fortsat opad, men sammenligner man selskabernes indre værdi med kursen, skal der være et kæmpe indtjeningspotentiale, der ikke er realiseret endnu, indbygget i selskabets drift. Nogle gange mest som varm luft kan man forestille sig.

Finansierer man ud over sine frie midler med lånoptagning, kan det gå galt. Det ses af og til i de såkaldt gearede investeringer, hvor man låner penge til at købe endnu flere farverige aktier for. Endnu flere aktier, endnu bedre afkast – eller tab.

Hvem sagde eksempelvis Roskilde Bank …

Til sidst

Der er mange konsekvenser af renter og bobler, vi ikke har omtalt nærmere. Man kan tage et kig på sin pensionsordning; hvad er afkastet, hvilken risikoprofil har jeg – og hvad kan det komme til at betyde? Man kan vælge grønne puljer, man kan vælge puljer uden våbenindustri og olieindustri, man kan vælge at spille eller ej. Risikopræmien kan være høj.

Fonde opfylder deres gode og almenvelgørende formål ved hjælp af formuens afkast (formuen i sig selv må der ikke tæres på), og afkast er der ikke meget af for tiden, hvis formuen skal placeres fornuftigt og efter reglerne.

Ja, vi er forsigtige revisorer og rådgivere – men inden man kas-ter sig ud i alt for risikable tiltag, kan det tilrådes at trække vejret dybt og tage en snak med os om fordele og ulemper
– og konsekvenser af forskellige scenarier.

De fleste er næppe i tvivl om, at fast ejendom udgør et aktiv, der kan apportindskydes i kapitalselskaber i forbindelse med stiftelser eller kapitalforhøjelser. Apportindskuddet skal naturligvis leve op til selskabslovens regler herom i §§ 35-38, herunder at der som udgangspunkt skal udarbejdes en vurderingsberetning til brug for apportindskuddet.

Når en fast ejendom skal apportindskydes er det imidlertid ikke tilstrækkeligt kun at have fokus på de selskabsretlige regler, idet der i høj grad også er behov for at overveje både de skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser af apportindskuddet.

Skatteretligt vil apportindskuddet anses som værende afståelse af den faste ejendom og dermed udløse beskatning, medmindre apportindskuddet gennemføres efter et af de regelsæt, der giver mulighed for at gennemføre apportindskuddet skattefrit, herunder fx lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

Netop skattefri virksomhedsomdannelse ses ofte anvendt ved omdannelse af interessentskaber (I/S’er) til kapitalselskaber (ApS, A/S eller P/S), men her har afgiftsreglerne indtil for nyligt udgjort en særlig problemstilling.

Det afgiftsretlige udgangspunkt er, at hvis man overdrager en fast ejendom, skal der betales en tinglysningsafgift til staten, som udgør et fast beløb på 1.750 kr. med tillæg af et variabelt beløb på 0,6 % af værdien af ejendommen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4. For ejendomme til større værdier kan afgiften på 0,6 % udgøre betragtelige beløb.

I praksis findes der imidlertid en ganske væsentlig undtagelse herfra i tinglysningsafgiftslovens § 6a, hvorefter en række selskabsretlige transaktioner, herunder fx fusioner, spaltninger mv. alene udløser en fast afgift på 1.750 kr.

Denne bestemmelse forudsætter, at det indskydende selskab (det selskab, der apportindskyder ejendommen i et andet selskab) udgør et ”selskab” i tinglysningsafgiftslovens forstand, og her har SKAT indtil for ganske nylig opretholdt en praksis, hvorefter A/S’er, ApS’er og P/S’er udgjorde et ”selskab”, mens I/S’er ikke gjorde. En skattefri virksomhedsomdannelse af et I/S til fx et A/S ville således godt kunne ske skattefrit, men det ville udløse den variable tinglysningsafgift på 0,6 %.

Dette blev imidlertid ændret med Højesterets dom af 2. februar 2021. I den pågældende sag havde ejendomsudviklingsselskabet By og Havn I/S apportindskudt en ejendom med tilhørende lejekontrakt til et P/S og alene betalt den faste afgift på 1.750 kr. SKAT gjorde modsat gældende, at der skulle betales en variabel afgift på 0,6 %, som udgjorde i alt 10.869.500 kr. (det var en dyr ejendom).

Et flertal i Højesteret (4 ud af 5 dommere) tilsidesatte SKATs hidtidige praksis og fandt, at et interessentskab også udgør et ”selskab” i tinglysningsafgiftsmæssig henseende, og at By & Havn I/S derfor ikke skulle betale den variable afgift.

Dommen fra Højesteret har ikke kun principiel juridisk betydning, men er også særdeles praktisk relevant, i og medat den hidtidige praksis ofte har været årsagen til, at skattefrie virksomhedsomdannelser af interessentskaber har måttet opgives, idet afgiften ganske enkelt blev for belastende.Disse omdannelser/apportindskud vil nu kunne gennemføres, idet det med Højesterets dom er slået entydigt fast, at der i disse situationer alene skal betales en fast afgift på 1.750 kr.