Svaret er - det kommer normalt an på, hvor mange tommer skærmen er. Kun når der kan anføres en konkret begrundelse for, at skærmen skal være større end 32”, vil skattefriheden fortsat gælde.
Computer med sædvanligt tilbehør - et skattefrit personalegode
Privat benyttelse af en arbejdsgiverbetalt computer, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, er et skattefrit personalegode.
Skattefriheden gælder computer med ”sædvanligt tilbehør”, såsom computerskærm, printer, softwareprogrammer mv., som der er et arbejdsmæssigt behov for. Sædvanligt tilbehør er et fleksibelt begreb, som ændrer sig i takt med tidens standarder og udvikling på området.
Indtil for nylig var praksis, at en skærm på op til 26” blev anset for ”sædvanligt tilbehør” og dermed omfattet af skattefriheden.
Skatterådet har nu taget stilling til, om tidens standarder er en anden.
Sagen for Skatterådet
Skatterådet har taget stilling til, om en skærm til hjemmearbejdspladsen på 32”-49” er omfattet af ”sædvanligt tilbehør” til en arbejdscomputer og dermed et skattefrit personalegode.
Skatterådet svar var, at computerskærme op til 32” kan anses som ”sædvanligt tilbehør” og dermed ikke medfører beskatning af den medarbejder, der af og til eller ofte arbejder hjemme fra.
En skærm på mere end 32” kan dog være omfattet af skattefriheden, hvis der kan anføres en konkret begrundelse for den arbejdsmæssige nødvendighed af en større skærm.
Bogføring af leasingudgifter og øvrige biludgifter i virksomhedsskatteordningen betød, at den selvstændigt erhvervsdrivende blev beskattet af to firmabiler. Det var ikke det, ejeren havde regnet med.
Blandet benyttede biler og virksomhedsskatteordningen
Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen, kan vælge, at biler, der anvendes såvel til private som erhvervsmæssige formål, skal indgå i virksomhedsskatteordningen eller holdes udenfor.
Indgår en af ejeren blandet benyttet bil i virksomhedsskatteordningen, bliver han beskattet af værdi af fri bil efter de almindelige regler. Vælger ejeren derimod, at bilen holdes uden for virksomhedsskatteordningen, kan virksomhedsskatteregnskabet belastes med den del af udgifterne, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel. I stedet for fradrag for en andel af bilens faktiske udgifter, kan ejeren vælge at få refusion for de erhvervsmæssigt kørte kilometer efter Skatterådets satser.
Bogføring af leasingudgifter mv. i virksomhedsregnskabet betød beskatning af fri bil
Landsskatteretten har afsagt en kendelse om en selvstændigt erhvervsdrivende, der havde leaset to biler, der blev benyttet såvel privat som erhvervsmæssigt. Bilerne holdt ejeren uden for virksomhedsskatteordningen - troede han - men Landsskatteretten var af en anden opfattelse.
Såvel leasingydelserne som de løbende driftsudgifter var i årets løb betalt fra virksomhedens bankkonto. Når året var gået, blev den private andel af samtlige biludgifter, der var opgjort ud fra et nøje ført kørselsregnskab, overført til mellemregnings-/hævekontoen, således at virksomhedsregnskabet korrekt kun blev belastet med den erhvervsmæssige andel af udgifterne.
Skattestyrelsen var af den opfattelse, at de to leasede biler indgik i virksomhedsskatteordningen, og den selvstændigt erhvervsdrivende skulle derfor beskattes af værdi af to frie biler.
Begrundelsen var, at leasingudgifterne og de øvrige driftsudgifter løbende fuldt ud var bogført som virksomhedens udgifter, og først ved årets udgang blev den private andel af udgifterne bogført på mellemregnings- og/eller hævekontoen.
Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at de leasede biler ifølge bogføringen havde indgået i virksomhedsskatteordningen. Den selvstændigt erhvervsdrivende skulle derfor beskattes af to firmabiler.
Kommentarer
Bogføring i den forkerte rækkefølge havde den uheldige konsekvens for virksomhedsejeren, at han blev beskattet efter reglerne for værdi af fri bil.
Ejeren skulle i stedet have betalt samtlige leasing- og driftsudgifter privat og herefter fået den erhvervsmæssige andel refunderet af virksomheden. Han kunne også vælge at betale samtlige udgifter fra virksomhedens bankkonto og samtidig bogføre det samlede betalte beløb på mellemregnings- og/eller hævekontoen og herefter få den erhvervsmæssige andel refunderet, når den faktiske virksomhedsudgift var gjort op.
Den nye skatteminister har fremsat et lovforslag om afskaffelse af håndværkerfradraget fra og med den 1. april 2022.
Afskaffelse af håndværkerfradraget
Med aftalen om finansloven for 2022 blev regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne enige om en permanent afskaffelse af håndværksdelen i boligjobordningen. Det betyder, at reglerne om fradrag for serviceydelser (rengøring, havearbejde, børnepasning mv.), der i 2022 udgør maksimalt 6.400 kr., fortsat gælder uændret.
Sidste frist for at få udført grøn istandsættelse mv., hvor lønudgiften kan fratrækkes efter de gældende regler, er den 31. marts 2022. Fradrag i 2022 forudsætter endvidere, at regningen er betalt senest den 31. maj 2022.
Fradraget for løn til håndværkere til grøn istandsættelse mv. udgør i 2022 maksimalt 12.900 kr. Har man fået udført fradragsberettiget arbejde i årets første tre måneder i 2022, hvor lønudgiften udgør 12.900 kr., kan hele beløbet fratrækkes.
Skattestyrelsen har i efteråret 2018, på baggrund af en afgørelse fra EU-domstolen, udsendt et styresignal om, at salg af elevproducerede varer og ydelser på produktionsskoler mv. på visse betingelser kan anses for leveret i nær tilknytning til den momsfritagne undervisning, og dermed i lighed med undervisningen være fritaget for moms.
Produktionsskolers levering af elevproducerede varer og ydelser har hidtil været momspligtige, idet disse ikke har været anset for leveret i nær tilknytning til den momsfritagne undervisning. Dette har været en fordel for mange produktionsskoler, idet momspligten har medført fuld fradragsret for moms af omkostninger til produktionen samt delvis fradragsret for fællesomkostninger.
Betingelser for momsfritagelse
Elevproducerede varer og ydelser er ifølge Skattestyrelsen fritaget for moms på følgende betingelser
- Varerne og ydelserne leveres af den undervisningsinstitution, som udbyder den momsfritagne undervisning, som giver anledning til produktionen af varerne og ydelserne.
- Leveringen af varerne og ydelserne tager ikke hovedsageligt sigte på at give undervisningsinstitutionen yderligere indtægter. Denne betingelse anses ifølge Skattestyrelsen for opfyldt, når de elevproducerede varer og ydelser sælges til fremstillingsprisen eller lavere.
- Leveringen af varerne og ydelserne sker ikke i direkte konkurrence med momspligtige erhvervsvirksomheder.
Herudover skal selve leveringen af varerne og ydelserne være uomgængeligt nødvendige for udførelsen af den momsfritagne undervisning. Denne betingelse anses for opfyldt, hvis:
- Leveringen af varerne og ydelserne er nødvendige for at opnå formålet med undervisningen.
- Fremstillingen af varerne og ydelserne varetages af eleverne under vejledning af underviserne.
- Eleverne af uddannelsesmæssige årsager er aktivt involveret i leveringen af varerne og ydelserne.
- Formålet med elevproduktionen er at give eleverne mulighed for at lære faget i en praktisk sammenhæng.
Dette var netop tilfældet i sagen for EU-domstolen, hvor en engelsk uddannelsesinstitution som led i skolens hotel- og cateringuddannelser samt teateruddannelser solgte billetter til arrangementer, hvor eleverne serverede deres mad og opførte deres forestillinger for et eksternt nærmere afgrænset publikum til væsentligt under ydelsernes reelle værdi.
Betingelsen vil efter Skattestyrelsens opfattelse f.eks. ligeledes være opfyldt, såfremt der er tale om elevers udførelse af klipninger på eksterne kunder på en frisørskole, elevers udførelse af kosmetologiske behandlinger på eksterne kunder på en kosmetologskole mv.
Endvidere vil betingelsen være opfyldt, når:
- Eleverne på en produktionsskole i undervisningen fremstiller en række trævarer, som efterfølgende sælges.
- Eleverne på en bager- og konditorskole i undervisningen fremstiller kager, som efterfølgende sælges.
- Eleverne på en designskole i undervisningen fremstiller tøj, brugskunst mv., som efterfølgende fremvises på modeshows mod deltagerbetaling.
Virkningstidspunkt
Praksisændringen (momsfritagelsen) træder i kraft den 29. april 2019, når den samlet er en ulempe for en skole, hvilket som udgangspunkt er tilfældet, idet de fleste skoler har negativt momstilsvar.
Såfremt momsfritagelsen er en fordel for skolen, kan der anmodes en genoptagelse tilbage til og med den momsperiode, der var påbegyndt den 4. maj 2007. Anmodning om genoptagelse skal indsendes til Skattestyrelsen senest den 29. april 2019.
Kan en hovedaktionær nøjes med at betale markedsprisen?
Herning byret har afsagt en dom, hvor hovedaktionæren blev beskattet af maskeret udlodning på 7,6 mio. kr. i forbindelse med køb af en af selskabet ejet ejendom, selv om der blev handlet på markedsvilkår.
Armslængdevilkår
Ved overdragelse af et aktiv mellem en hovedaktionær og et selskab, som han har bestemmende indflydelse i, skal aktivet værdiansættes til handelsværdien. Der skal være tale om samme pris og vilkår, som hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter.
Sælger en hovedaktionær et aktiv til det af ham ejede selskab til en pris, der ligger over handelsværdien, er overprisen skattemæssigt at betragte som en skattepligtig maskeret udlodning. Selskabets anskaffelsessum for aktivet nedsættes til handelsværdien.
Køber en hovedaktionær et aktiv af det af ham ejede selskab til en pris, der er mindre end handelsværdien, beskattes hovedaktionæren af forskellen mellem aktivets handelsværdi og købsprisen som maskeret udlodning.
Domspraksis viser, at det ikke altid er tilstrækkeligt, at hovedaktionæren betaler markedsprisen, når han køber et aktiv af det af ham ejede selskab. Denne praksis er særligt udbredt på ejendomsområdet.
Byretsdom
Sagen for byretten i Herning omhandlede et selskab, der i 2007 købte en ejendom. Bygningen på ejendommen blev nedrevet, og i 2008/2009 opførte selskabet et enfamiliehus på grunden. Dette hus blev fra og med den 1. november 2009 udlejet til hovedaktionærens datter og svigersøn.
Den 27. oktober 2010 købte hovedaktionæren ejendommen af selskabet for 11 mio. kr., der ubestridt udgjorde handelsværdien. Selskabets samlede kostpris for ejendommen udgjorde 18,6 mio. kr. Ejendommen forblev udlejet til datteren og svigersønnen.
Byretten fandt, at selskabets opførelse af ejendommen kun var sket med henblik på, at den skulle tjene til bolig for hovedaktionærens datter og svigersøn eller hovedaktionæren selv. Hovedaktionæren var derfor med rette blevet beskattet af differencen mellem salgsprisen og kostprisen, hvilket vil sige en maskeret udlodning på 7,6 mio. kr.
Hvornår gælder armslængdeprincippet ikke?
Dommen fra byretten er i overensstemmelse med gældende praksis – de såkaldte guldvandhanesager. Disse sager er kendetegnet ved, at selskabet afholder udgifter til ombygning eller køb af en ejendom, uden at udgifternes afholdelse modsvares af en tilsvarende værdiforøgelse af ejendommen – deraf navnet guldvandhanesager.
Højesteret har sanktioneret denne praksis. Højesteret har udtalt, at det er i overensstemmelse med armslængeprincippet at anse et selskabs afholdelse af udgifter i en aktionærs interesse til opfyldelse af dennes private behov for en udlodning, der skal beskattes som udbytte. Når et selskab afholder udgifter til opførelse af et hus til hovedaktionærens private brug, som ikke betyder en tilsvarende forøgelse af ejendommens markedsværdi, er der tale om en maskeret udlodning, medmindre hovedaktionæren kan godtgøre, at udgifterne er afholdt i selskabets interesse.
Korttidsudlejning af den ene lejlighed i et tofamiliehus
Landsskatteretten har afsagt en kendelse, hvor den skattepligtige indkomst ved korttidsudlejning af den ene lejlighed i et tofamiliehus kunne opgøres med et bundfradrag på 24.000 kr.
Tofamiliehuse er ejendomme med to selvstændige lejligheder. Vurderingsmyndigheden skal for sådanne ejendomme fordele ejendomsværdien på hver af de to selvstændige lejligheder.
Er begge lejligheder udlejet, behandles ejendommen som en udlejningsejendom.
Når ejeren bebor den ene lejlighed i tofamiliehuset, medregnes lejeindtægten for den udlejede lejlighed i kapitalindkomsten, og ejeren betaler ejendomsværdiskat af den lejlighed, som han selv bebor.
Udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen kan ikke fratrækkes. Dette gælder også andre løbende driftsudgifter, eksempelvis udgifter til forsikring af ejendommen, renovation, skorstensfejning mv. Efter praksis godkendes der dog fradrag for en forholdsmæssig andel af ejendomsskatterne.
Udgifter i forbindelse med selve udlejningen er fradragsberettigede, eksempelvis honorar til en ejendomsformidler.
Efter de såkaldte regler om værelsesudlejning mv. kan der opnås et standardfradrag i lejeindtægten på minimum 24.000 kr. om året. Dette gælder eksempelvis, når ejeren af et enfamiliehus lejer nogle værelser ud og selv bebor den øvrige del af ejendommen. Til gengæld skal der betales fuld ejendomsværdiskat af ejendommen. Dette standardfradrag kan efter praksis ikke anvendes ved udlejning af den ene lejlighed i et tofamiliehus, hvor ejeren selv bebor den anden lejlighed. Der er nemlig ikke tale om værelsesudlejning, men udlejning af en selvstændig bolig.
En ny kendelse fra Landsskatteretten har dog godkendt anvendelse af standardfradraget på 24.000 kr., hvor der var tale om korttidsudlejning af den ene lejlighed i et tofamiliehus.
Landsskatteretten godkender standardfradrag ved korttidsudlejning
Sagen for Landsskatteretten omhandler et tofamiliehus, hvor ejeren boede i den ene lejlighed. Den anden lejlighed havde i 2017 været korttidsudlejet i alt 47 gange til forskellige lejere.
Ved opgørelsen af det skattepligtige resultat for den udlejede lejlighed havde ejeren reduceret lejeindtægten med standardfradraget på 24.000 kr. Dette godkendte Skattestyrelsen ikke, og indkomsten blev derfor forhøjet med 24.000 kr.
Da lejligheden havde været korttidsudlejet, fandt Landsskatteretten, at betingelsen for at anvende bundfradragsreglen var opfyldt, og fradraget (en reduktion af den skattepligtige del af bruttolejeindtægten) på 24.000 blev dermed godkendt.
Skal beskatning af fri autocamper ske efter de almindelige regler for beskatning af fri bil? Højesteret har svaret på dette spørgsmål.
Hvis ikke fri bil, hvad så?
Hovedreglen for beskatning af personalegoder er markedsværdien, medmindre der er fastsat særlige regler.
Beskatning af fri bil sker fra og med den 1. juli 2021 som 24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20,5 % af et resterende beregningsgrundlag. Til denne værdi tillægges et miljøtillæg, der udgør den grønne ejerafgift med tillæg af 150 %.
Til og med Vestre Landsret var den skattepligtige værdi af rådighed over en autocamper opgjort til markedslejen, og alle instanser havde været enige om, at den pågældende hovedanpartshaver havde rådighed over autocamperen med beskatning til følge.
Hvad sagde Højesteret?
Sagen for Højesteret omhandlede en eneanpartshaver, hvor anpartsselskabet havde leaset en autocamper. Autocamperen havde på et tidspunkt i den omhandlede 3-årige periode været parkeret på den private adresse. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab.
Det var ubestridt, at der ikke var foretaget nogen form for specialindretning af autocamperen til erhvervsmæssigt formål.
Da der ikke var oplyst om forhold, der effektivt havde hindret eneanpartshaveren i at råde over autocamperen, fandt Højesteret, at der skulle ske beskatning af rådighed over autocamperen i de tre omhandlede indkomstår.
Højesteret tog herefter stilling til, om beskatningsgrundlaget var markedslejen, eller en værdi opgjort efter de almindelige regler for beskatning af fri bil.
Indledningsvis udtaler Højesteret, at det afgørende for, om en bil er omfattet af de almindelige regler for beskatning af fri bil, er, om den er egnet til privat benyttelse.
Højesteret fandt, at autocamperen var egnet til privat benyttelse henset til, at den var indregistreret som en personbil på hvide nummerplader, og at anvendelsen ifølge registreringsattesten var angivet som beboelse. Autocamperen havde otte siddepladser, og den var indrettet til campering.
Højesterets konklusion var derfor, at rådighedsbeskatningen af autocamperen skulle ske efter de almindelige regler for beskatning af fri bil.
Østre Landsret har afsagt en dom om en dansk virksomheds anvendelse af udenlandsk arbejdskraft. Der var indgået entreprisekontrakter med de udenlandske virksomheder, men efter landsrettens opfattelse var der tale om leje af arbejdskraft. Konsekvensen heraf var, at den danske virksomhed skulle betale personernes skat, selv om hele entreprisesummen var afregnet til de udenlandske virksomheder.
Arbejdsudleje kontra entreprisekontrakt
En dansk virksomheds forpligtelser med hensyn til indberetning samt indeholdelse af A-skat mv. afhænger af, om aftalen med den udenlandske virksomhed er en entreprisekontrakt, eller om der blot er tale om leje af udenlandsk arbejdskraft.
Ved indgåelse af en entreprisekontrakt har den danske virksomhed ingen arbejdsgiverforpligtelser overfor de personer, der er ansat i den udenlandske virksomhed.
Ved arbejdsudleje er medarbejderne formelt i et ansættelsesforhold til deres udenlandske arbejdsgiver, hvorfra de modtager deres løn. Selv om disse medarbejdere ikke er ansat i den danske virksomhed, har virksomheden pligt til at indeholde AM-bidrag og A-skat.
En manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat kan blive en dyr fornøjelse for den danske virksomhed, idet virksomheden som oftest vil hæfte for denne skat, selv om hele kontraktsummen er afregnet til den udenlandske virksomhed.
Landsretsdommen af leje af arbejdskraft til håndværksopgaver
Sagen drejede sig om to ejendomsselskaber, der indgik i en dansk koncern. Selskaberne ejede 13 ejendomme med 81 lejere og et samlet areal på 68.930 m2.
Ejendomsselskaberne havde indgået en række entreprisekontrakter med to udenlandske selskaber blandt andet lydende på istandsættelse, malerarbejde, tømrerarbejde, byggepladsrengøring, murerarbejde, nedrivning, gipsarbejde, fugearbejde, betonarbejde og vinduesmontage fordelt på forskellige ejendomme i koncernens ejendomsportefølje. De byggematerialer mv., der blev anvendt til de nævnte arbejder, blev indkøbt af et indkøbsselskab i den danske koncern.
Hverken de to ejendomsselskaber eller andre selskaber i den danske koncern havde håndværkere ansat, der kunne udføre den regelmæssige istandsættelse og vedligeholdelse af udlejningsejendommene.
Østre Landsret skulle tage stilling til, hvorvidt de indgåede entreprisekontrakter kunne godkendes som sådan, eller om der var tale om leje af arbejdskraft.
Landsretten fastslog, at selskaberne reelt bar ansvaret og risikoen for arbejdsresultatet. Landsretten lagde vægt på, at de indgåede kontrakter alene indeholdt helt overordnede angivelser af de håndværksopgaver, der skulle leveres, og at selskaberne udøvede et tæt tilsyn med arbejdets udførelse. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der var tale om relativt ukomplicerede opgaver, og at retten til at udvælge de rette personer og deres kvalifikationer derfor var af begrænset betydning.
Selv om ejendomsselskaberne ikke udøvede sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser over de udenlandske ansatte og ikke kunne bestemme den måde, arbejdet skulle udføres på, eller hvem eller hvor mange personer der skulle udføre arbejdet, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at de opgaver, der blev udført af den udenlandske arbejdskraft, i skatteretlig henseende måtte anses for arbejdsudleje.
Ejendomsselskaberne havde gjort gældende, at hvis landsretten fandt, at der var tale om arbejdsudleje, så hæftede de to danske selskaber ikke for arbejdsudlejeskatten og AM-bidraget. Dette var landsretten ikke enig i.
Kommentarer
Som det er konstateret mange gange før, er det ikke tilstrækkeligt, at der er indgået en aftale i form af en entreprisekontakt for at undgå reglerne om leje af arbejdskraft. Kontrakterne indeholdt i øvrigt en generel henvisning til, at AB 92 var vedtaget mellem parterne.
Da kontraktgrundlaget og de faktiske omstændigheder ikke var gode nok til at anse opgaverne for entreprisearbejde, var konsekvensen, at der var tale om leje af arbejdskraft, og de danske selskaber hæftede for skatten, selv om de havde afregnet hele kontraktsummen til de to udenlandske selskaber.
Landsretsdommen er indbragt for Højesteret.
En person gik glip af et stort tab på investeringsbeviser til modregning i de følgende års gevinster, da tabet var selvangivet i en forkert rubrik, og han opdagede dette for sent.
Anmodning om ændring af indkomsten for tidligere år
Har man eksempelvis glemt at selvangive et fradrag, eller har man selvangivet et tab i en forkert rubrik, gælder der en såkaldt 3-års-frist også kaldet ordinær genoptagelse. Fristen regnes fra udgangen af det pågældende kalenderår og udgør reelt 3 år og 4 måneder. Ønsker man en ændring af indkomsten for indkomståret 2018, skal man anmode Skattestyrelsen herom senest den 1. maj 2022. Overskrides denne 3-års-frist, er det så godt som umuligt at få ændret den selvangivne indkomst.
Der er dog en lovbestemmelse, der giver mulighed for såkaldt ekstraordinær genoptagelse, hvilket vil sige genoptagelse for år, hvor 3-års-fristen er overskredet. Efter denne bestemmelse kan en person blandt andet få ekstraordinær genoptagelse, når der foreligger ”særlige omstændigheder”.
Højesteret har for nylig afsagt en dom, hvor retten tog stilling til, om der forelå ”særlige omstændigheder”.
Højesteretsdommen om anvendelse af den forkerte rubrik på selvangivelsen
Sagen for Højesteret omhandlede en person, der i 2009 selvangav et tab på investeringsbeviser i en forkert rubrik. Der var tale om et tab, der ikke kunne fratrækkes i anden indkomst, men alene anvendes til modregning i senere års eventuelle gevinster på tilsvarende investeringsbeviser.
Først i 2014 opdagede personen, at tabet ikke var fremført til modregning i senere års gevinster. Anvendelsen af den forkerte rubrik havde den konsekvens, at personen ikke havde mulighed for at fratrække tabet for 2009 i sine gevinster på investeringsbeviserne i senere år. Han anmodede derfor Skattestyrelsen om en ekstraordinær genoptagelse, der bestod i, at de blot skulle acceptere, at beløbet blev overført til den korrekte rubrik.
Denne anmodning om ekstraordinær genoptagelse blev ikke imødekommet. Sagen endte i Højesteret.
Højesteret anførte, at bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse som følge af ”særlige omstændigheder” antages at have et snævert anvendelsesområde. Af forarbejderne fremgår blandt andet, at bestemmelsen eksempelvis vil finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Det fremgår desuden, at bestemmelsen ikke giver grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.
Personen havde ikke glemt et fradrag, men blot anført tabet i en forkert rubrik. Det blev gjort gældende, at der var tale om særdeles komplicerede skatteregler, og at tabet udgjorde et betydeligt beløb.
Højesteret var for så vidt enig i, at der var tale om komplicerede regler, og at det var et betydeligt beløb, som personen gik glip af til modregning i de følgende års gevinster. Disse kendsgerninger kunne efter Højesterets opfattelse ikke tillægges nogen betydning. Der var tale om en personlig fejl begået ved udfyldelsen af selvangivelsen, og dette var ikke en særlig omstændighed, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.
Konsekvensen var med andre ord, at gevinst på investeringsbeviserne i 2010 og følgende år fuldt ud blev beskattet, da tabet i 2009 ikke kunne fremføres til modregning.
Kan det være rigtigt?
Dommen er i overensstemmelse med praksis på området. Nævnes kan en højesteretsdom fra 2017, hvor en person havde tilbagebetalt kontanthjælp på 303.853 kr. Tilbagebetalingen skyldtes, at han ikke til den sociale forvaltning i kommunen havde oplyst, at han havde modtaget arv og arveforskud fra Norge.
En tilbagebetaling af kontanthjælpen betød, at personen skulle have et fradrag i indkomsten i det år, hvor tilbagebetalingen skete. Kommunen havde en lovfæstet pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen. Kommunen havde foretaget indberetning, men fejlagtigt kun anført et tilbagebetalt beløb på 643 kr.
Personen opdagede først efter 3-års-fristens udløb, at han ikke havde fået fradrag for tilbagebetalingen. Han anmodede derfor om ekstraordinær genoptagelse, hvilket Skattestyrelsen afslog. Også denne sag endte i Højesteret, hvor udfaldet af sagen blev det samme.
Skatteministeren har efter aftale med flere af Folketingets partier bedt Skattelovrådet om at se på genoptagelsesreglerne. Så får vi se, om det kunne betyde lempeligere regler.
Fra og med den 1. juli 2021 skal beskatningsgrundlaget for værdi af fri bil opgøres efter ændrede satser. Den 1. januar 2022 forøges beskatningsgrundlaget yderligere med et højere miljøtillæg. Et enkelt lyspunkt eller måske to er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ladestandere til elbiler mv. og et særligt bundfradrag ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler.
Beskatning af fri bil
Fra og med den 1. juli 2021 opgøres beskatningsgrundlaget for fri bil som:
-
24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20,5 % af en resterende del.
-
Den beregnede værdi forhøjes med et miljøtillæg, der udgør den grønne ejerafgift plus 150 %.
Satserne i 2022 og senere
Den sats, der skal anvendes af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr., nedsættes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 24 %.
Den sats, der skal anvendes af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., forhøjes i 2022 og følgende år årligt med 0,5, indtil satsen når 22,5 % i 2025. I 2022 er satsen således på 21 %.
Fra og med 2025 er satsen på 22,5 %, uanset beregningsgrundlaget for værdi af fri bil.
Forhøjelse af miljøtillægget
Miljøtillægget forhøjes også de kommende år og udgør den grønne ejerafgift med tillæg af:
- 250 % i 2022
- 350 % i 2023
- 500 % i 2024
- 600 % i 2025 og følgende år.
Dette betyder, at hvis der betales en årlig ejerafgift på en bil på eksempelvis 3.000 kr., udgjorde miljøtillægget i 2020 3000 kr. + 1.500 kr. (50 % af 3.000 kr.) = 4.500 kr. for hele året. For 2025 vil miljøtillægget udgøre 3.000 kr. + 18.000 kr. (600 % af 3.000 kr.) = 21.000 kr.
Elbil og arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen
Arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen skal fra og med den 1. juli 2021 ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget for fri bil, når medarbejderen har fri bil i form af en elbil eller en pluginhybridbil.
Der er fra og med den 1. juli 2021 endvidere indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt ladestander på den private bopæl, der overgår til udelukkende privat anvendelse, når medarbejderen i en sammenhængende periode på mindst seks måneder er blevet beskattet af fri elbil eller pluginhybridbil.
Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, er ikke omfattet af denne lovændring. En ladestander (erhvervsmæssig og privat anvendt) kan efter gældende regler ikke indgå i virksomhedsordningen.
Bundfradrag ved deleøkonomi
Fra og med indkomståret 2021 er der indført et særligt bundfradrag på 20.000 kr. (2021) ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler (under 50 g C02 pr. kilometer). Dette bundfradrag gælder sideløbende med fradraget på 10.700 kr. (2021) ved udlejning af andre personbiler, lystbåde mv. Hvis årets bruttoindkomst ved udlejning af nul- og lavemissionsbiler overstiger bundfradraget på 20.000 kr. (2021), er kun 60 % af det overskydende beløb skattepligtigt.