Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Folketingsvalget 2019 er overstået, og der er udarbejdet et nyt regeringsgrundlag for en mindretalsregering.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den nye regering på mange områder vil ændre i lovgivningen og sætte sit præg på samfundets udvikling.

Det er også fremgået relativt klart, at nogle af den just afgåede regerings beslutninger kan blive udsat for en ændring. En meget omtalt forventet ændring er i afgiften ved generationsskifte af virksomheder.

Ved redaktionens slutning kender vi ikke ret meget til regeringens intentioner på mange andre områder – og som mindretalsregering kan der jo styres på såvel stemmerne fra de partier, der står bag regeringsgrundlaget – og på stemmerne på oppositionens bænke.

Det kan politiske kommentatorer spinde lange og spændende ender på. Vi kan nok forudse ændringer i skattelovgivningen, i afgiftslovgivningen, i erhvervslovgivningen og i anden lovgivning, der har betydning for såvel erhvervslivet som den ”almindelige” skatteborger.

Finanslovsforhandlingerne står for døren efter sommerferien (der jo også inkluderer Folketinget), og derfor ser vi frem til i næste nummer at præsentere nogle af de tiltag, den nye regering vil lægge på bordet.

Indtil da venter vi blot spændt.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Tilbage i maj måned 2017 trådte reglerne om registrering af reelle ejere i kraft.

Reelle ejere er den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virksomhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller på anden måde udøver kontrol.

Omtrent to år senere vedtog Folketinget at ændre en række love med det sigte at justere reglerne om reelle ejere. Samlet set omhandler ændringsloven supplerende regler for selskabers, fondes og foreningers pligt til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere.

Som det var tilfældet med 2017-reglerne er også de seneste lovændringer en udløber af det såkaldte hvidvaskdirektiv.Formålet er i denne omgang at styrke indsatsen mod hvidvask, terrorfinansiering og skatteunddragelse yderligere.

Der indføres således en pligt for ejerne til at forsyne den virksomhed, fond eller forening, som den pågældende er ejer af, med oplysninger om sit ejerskab. I fonde og foreninger, der pr. definition ikke har ejere i almindelig forstand, vil pligten typisk omfatte fondens eller foreningens bestyrelse.

Endvidere indføres mekanismer, der skal sikre, at oplysningerne om reelle ejere er passende, nøjagtige og aktuelle, samt en mulighed for myndighederne til at følge op på indberetninger.

Endelig bliver muligheden for at sende virksomheder til tvangsopløsning som følge af manglende registrering af reelle ejere udvidet til også at omfatte SE-selskaber, SCE-selskaber og europæiske økonomiske firmagrupper.

Interessentskaber og kommanditselskaber, der efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er forpligtede til at være registreret i Erhvervsstyrelsen, kan nu slettes som følge af manglende registrering af reelle ejere.

Ukorrekt eller mangelfuld registrering af reelle ejere eller manglende opbevaring af lovpligtig dokumentation for identifikation af reelle ejere omfattes ligeledes af muligheden for tvangsopløsning eller sletning af virksomheden. Det samme gælder, hvis den opbevarende dokumentation er mangelfuld.

Reglerne træder i kraft den 10. januar 2020.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Så fik vi en rød regering, der vil være så grøn, at verdens øvrige regeringsledere bliver gule af misundelse.

Det burde for så vidt ikke være en vanskelig opgave, for stort set hele den danske befolkning synes at være enige om, at noget må gøres. Spørgsmålet er blot hvornår, hvordan og hvor meget– så måske er det alligevel ikke en helt let opgave.

Alene det at få styr på fakta er en udfordring. Som alt andet politisk stof
synes også klimainformationerne ofteat være brudstykker af den større sammenhæng, og derfor får budskaberne politisk slagside. Det er der faktisk også en del forskere, der påpeger, men de får begrænset taletid i medierne, der åbenbart bedst kan håndtere unuancerede onelinere.

Netop den manglende helhed og forskellige indgangsvinkler bør give anledning til overvejelser. Politiske partier i Danmark har kæmpet om målsætningerom flest mulige elbiler i 2030.

I den debat har man fuldstændig ignoreret, at elbiler altså ikke er energineutrale. De skal lades op med el, el skal produceres, og det belaster miljøet. Nok producerer vindmøller miljøvenlig strøm, når det blæser, men produktionen og vedligeholdelsen af vindmøller belaster faktisk miljøet ganske betragteligt.

I avisen kunne man også for nylig læse, at en tysk undersøgelse viser, at en moderne dieselbil belaster miljøet mindre end en elbil, hvis man indregner alle elementer i kæden, herunder især produktionen og tilintetgørelsen af batteriet. Men kan man mon stole på den fremstilling?

Vi mangler en samlet plan, hvor alle elementer er indregnet, og som giver et overblik over, hvor indsatserne har størst effekt.

Som man kan læse om længere inde i Facit, skal større virksomheder redegøre for deres planer og politikker på miljøområdet, og opfordringen herfra må være, at virksomhedens ledelse sparer på flosklerne og i stedet fortæller loyalt om hele billedet, de konkrete tiltag, og hvorfor prioriteringen er, som den er.

God fornøjelse med læsningen.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

En virksomheds manglende økonomiske succes kan have talrige årsagsforklaringer: Konjunkturændringer, likviditets- og finansieringsproblemer, et produkt, der ikke afhændes på markedet, eller ledelsesmæssig udygtighed kan nævnes som eksempler. Manglende succes kan resultere i insolvens, hvilket ofte vil medføre konkursbehandling af virksomheden.

Konkurser er en forretningsrisiko, og det er i disse situationer, at den begrænsede hæftelse i kapitalselskaber (ApS og A/S) kommer klarest til udtryk; kreditorerne må dele de tilbageværende aktiver forholdsmæssigt efter størrelsen på deres respektive tilgodehavender, mens virksomhedens ejere ikke skal betale personligt for den resterende gæld.

Baggrunden for en konkurs er acceptabel på nær i de situationer, hvor kreditorerne lider store tab, fordi ledelsen i det konkursramte selskab har handlet uforsvarligt. Med andre ord kan det altså accepteres, at man går konkurs, medmindre dette skyldes uforsvarlig ledelse.

En leder i en konkursramt virksomhed kan blive pålagt for-bud mod at drive virksomhed i op til 3 år. En konkurskarantæne medfører, at den karantænedømte ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden personlig hæftelse, hvilket eksempelvis kan være en stilling som direktør i et andet kapitalselskab eller i ægtefællens personligt drevne virksomhed. Hvis dette forbud overtrædes, og den karantænedømte alligevel deltager i virksomhedsledelse, vil vedkommende hæfte personligt for eventuel uerholdelig gæld under den næste konkurs.

På den måde forsøger man at undgå konkursryttere, derlader selskab efter selskab gå konkurs, efter ledelsen harforetaget selskabstømning eller andre uforsvarlige dispositioner til skade for kreditorerne – og ofte til personlig gunst for ledelsen. Reglerne om konkurskarantæne rammer dog ikke kun deciderede konkursryttere, men tillige de ledere,der anses som værende så inkompetente, at de ikke børkunne drive virksomhed.

De, der kan idømmes konkurskarantæne, er personer, der ”har deltaget i ledelsen” af den konkursramte virksomhed. Dette omfatter registrerede direktører, bestyrelsesmedlemmer samt tilsynsrådsmedlemmer.

Der er tale om en samlet vurdering, hvorefter der krævessærligt skærpede omstændigheder, der kan retfærdiggørefrakendelse af retten til at drive virksomhed. Som eksempler på forhold, der kan medføre konkurskarantæne, kan nævnes:

  • Ledelsen påtager uacceptable risici – eksempelvis bestilling af store varepartier på kredit på et tidspunkt, hvor konkursen må anses for overhængende.
  • Opbygning af ufrivillige restancer hos SKAT – hvor virksomheden anvender SKAT som en art tvungen kassekredit ved at opbygge restancer for at forbedre virksomhedens likviditet.
  • Manglende bogføring samt indberetning af skat og moms.
  • Unddragelse af aktiver, bortsalg af aktiver til underpris eller lignende op til konkursen.

De kritisable forhold skal som udgangspunkt være foregået inden for et år, før der er indleveret konkursbegæring – det være sig af en kreditor eller af virksomheden selv – til skifteretten. Der kan dog tillige lægges vægt på tidligere forhold, der ikke er bragt i orden inden for 1-årsgrænsen, ligesom der kan lægges vægt på manglende samarbejdsvillighed med kuratoren under selve konkursen.

Illustrerende for vurderingen er en ny afgørelse fra Vestre Landsret i april 2019. Her havde en direktør kort før konkursen overdraget aktivmassen i virksomheden til underpris, ligesom direktøren havde vægret sig mod udlevering af bogføringsmateriale til kuratoren.

Slutteligt var der i virksomheden sket begunstigende dispositioner til nærtstående selskaber for mere end 4 mio. kr., som altså på den måde var unddraget kreditorerne. Vestre Landsret konkluderede på baggrund af ovenstående momenter, at direktøren var uegnet til at drive virksomhed, og idømte således direktøren 3 års konkurskarantæne.

Redaktionsslutdato: 9. juli2019

Det er vist de færreste, der kan have overset, at vi fra den 1. september 2019 går over til at optjene og afholde ferie efteren ny lov.

Der har været skrevet mange og lange artikler om emnet, og man kan godt få det indtryk, at alt er vendt på hovedet. Men er det nu også det?

I dag optjenes ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december og afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra ferien er optjent, til den kan holdes.

Fra september 2020 overgår vi til samtidighedsferie, hvilket betyder, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår.

Optjeningsperioden ændres således fra kalenderåret til en forskudt periode fra september til august året efter, og ferieafholdelsesperioden udgør perioden fra 1. september til 31. december i det følgende år. Det betyder, at ferieafholdelsesperioden løber i 16 måneder mod 12 måneder efter de hidtidige regler.

Meget fortsætter dog uændret, idet man bl.a. fortsat har:

  • Ret til 5 ugers ferie årligt
  • Ret til at holde 3 ugers ferie i hovedferieperioden

Man optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned, og optjeningsperioden sker fortsat for en periode af 12 måneder.

For medarbejdere med løn under ferie vil ferietillæg på 1% fortsat blive udbetalt med lønnen – dog efter et nyt udbetalingsmønster.

Timelønnede modtager fortsat feriegodtgørelse med 12,5% af feriepengegrundlaget.

Det er også fortsat muligt for en virksomhed at afregne løbende feriegodtgørelse til Feriekonto eller selv at administrere feriepengene (feriekortordning), hvis virksomheden har tilsluttet sig en kollektiv overenskomst.

Som det fremgår af ovenstående, vil hverken virksomhed eller medarbejdere opleve de store forskelle i dagligdagen. Man holder ferie, som man plejer, og man skal også nok få ferietillæg, hvis man har ret hertil.

Direktører er ikke omfattet af ferieloven, og det er yderligere ferieuger, feriefridage, omsorgsdage mv., der følger af overenskomster eller andre aftaler, heller ikke. Sådan var det også under den gamle lov.

Overgangen til samtidighedsferie medfører, at der opstår et ”overskud” af ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, idet optjeningsperioden skifter fra kalenderår til forskudt periode.

Overgangsordningen er med til at sikre, at denne overskudsferie ikke mistes. Værdien af ferien må ikke udbetales til medarbejderen. Den skal i stedet indefryses og kommer først til udbetaling, når man går på pension.

Ferie, der ikke er omfattet af ferieloven, er ikke omfattet af overgangsordningen og kan ikke indefryses.

Der vil i overgangsfasen være en del teknik forbundet med at tilpasse diverse feriesystemer, og der er også en række udfordringer med medarbejdere, der fratræder i overgangsperioden, og medarbejdere på barsel.

Når feriepengeforpligtelsen skal indregnes i årsregnskabet, er det fremover kun tilladt at anvende den konkrete metode (beregning med udgangspunkt i skyldige feriedage pr. medarbejder), og det gælder også ved opgørelse af beløbet til indefrysning.

Den summariske metode (procent af lønsummen) – som hidtil har været anvendt af mange virksomheder – er altså ikke længere tilladt.

Selv om der unægteligt sker en del tekniske ændringer i forbindelse med skiftet fra gammel til ny lov, skal der fortsat blot holdes styr på ”indtægter” og ”udgifter” i ferieregnskabet, så der er ingen grund til panik.

Skulle bekymringerne alligevel true med at tage overhånd, er hjælpen ikke længere væk end telefonen: Skriv eller ring til din revisor!

Lad det være slået fast med det samme: Denne artikelhandler ikke om badminton, bordfodbold eller maratonløbfor ledere.

Derimod handler den om, at ledelsen i erhvervsvirksomheder, fonde og andre aktører i hverdagen ofte har brug for en person udefra til at debattere med – og til at få vendt tingene lidt på hovedet; spille djævelens advokat eller komme med nye ideer.

Massevis af danske virksomheder er ejet af én eller ganske få personer, der ofte er i familie med hinanden. Hertil kommer et stort antal virksomheder, fonde og foreninger, der ikke har denne form for ejerskab. Oven i det hele kommer den del, der har mange ejere – som ikke kender hinanden – og som ikke deltager i ledelsen.

Den familieejede virksomhed

Begynder vi med den typiske, danske familieejede virksomhed, udgør familien typisk også ledelsen. Det kan være i form af personligt ejerskab, som direktører og dermed daglige ledere eller (eventuelt som en kombination) som deltagere i en eventuel bestyrelse.

Uanset om bestyrelsen udgøres af familien eller har deltagelse af personer "udefra", er der meget ofte behov for at gennemgå en problemstilling med en udenforstående – og her kommer virksomhedens revisor ind i billedet.

Bestyrelsen (eller direktøren) kan bruge revisoren til at debattere og vurdere mange forskellige forhold ("sparre", som det populært kaldes). Skat, bogholderi, sikkerhedsforanstaltninger i bogholderiet, udvidelser af produktionen, rentabilitetsanalyser, opkøb, personaleforhold – vores værktøjskasse i revisorverdenen er stor.

Den lidt større virksomhed, fond eller forening

Som nævnt er der her ofte en bestyrelse og/eller en "fremmed" direktør, der er ansvarlig for den daglige drift.

Her vil ledelsen selv typisk være tættere på problemstillingerne og anvende virksomhedens revisor på en mere målrettet måde – og ledelsen vil ofte selv have vurderet og kortlagt problemstillingen og konsekvenserne af forskellige tiltag.

Her vil revisoren kunne vurdere de forelagte ideer og forslag, og disse vil kunne blive udsat for en konstruktiv bedømmelse. Samtidig vil der kunne fremkomme alternative forslag, justeringer – eller helt nye vinkler på problemstillingen.

Ledelsen og revisoren kan samarbejde – og ledelsen har den helt afgørende fordel, at revisoren kender virksomheden, dens forretningsgange og interne såvel som eksterne forhold ganske indgående, i og med at en revisor skal forstå en virksomhed for at kunne revidere dens regnskaber.

Den store virksomhed, fond eller forening

Oftest er der her en ledelse, der er valgt ud fra professionelle kriterier – personer, der har særlig viden om produktet, afsætningskanalerne, personaleforhold og så videre. Herudover er der som udgangspunkt ud over bestyrelsen en ansat direktør, der varetager den daglige drift. Bestyrelsen fungerer her i større grad end ved de små og mellemstore virksomheder på den måde, bestyrelsens rolle er beskrevet i lovgivningen – det vil sige bestyrelsen udstikker kursen, og direktøren omsætter denne i praksis ved at dreje på de ønskede håndtag.

Samtidig har direktøren ansvaret for den daglige drift over for bestyrelsen, der ansætter eller afskediger direktøren. Dette giver den skillelinje, at revisor i nogle tilfælde kan blive involveret som sparringspartner for direktøren – og i andre tilfælde som sparringspartner for bestyrelsen.

Det er vigtigt at slå fast, at revisoren refererer til og har ansvar over for bestyrelsen (der på generalforsamlingen ligesom bestyrelsen er valgt af aktionærerne eller andre organeri eksempelvis fonde og foreninger).

Det betyder, at revisoren først og fremmest er bestyrelsens sparringspartner på de overordnede linjer, og at sparringen med direktøren er på et mere "praktisk" og detaljepræget niveau end med bestyrelsen.

Alt i alt

Revisoren kan altid bruges som sparringspartner – og er oftest den mest nærliggende grundet en bred erhvervsmæssig uddannelse, stor viden om kunden, erfaring og adgang til netværker. Samtidig er revisoren uafhængig af virksomheden i overensstemmelse med lovgivningen, og det giver alt andet lige en mere objektiv rådgivning.

Revisoren kan altid kommentere, kritisere og komme med gode forslag – men det er uhyre vigtigt at slå fast, at revisoren aldrig kan træffe beslutninger på ejeres eller ledelsers vegne. Revisoren kan komme med sin vurdering og se sagen fra flere sider, men aldrig træffe beslutninger for kunderne.

Vi har erfaringen, kompetencerne og netværket – så vi kan blot anbefale at bruge os på ethvert niveau.

Desværre – dette er ikke en opskrift på en ny metode i det omsiggribende univers vedrørende hvidvask og sortvask.

Tværtimod! Lige inden redaktionens slutning offentliggjorde Erhvervsstyrelsen en holdning til indberetning i henhold til hvidvaskloven. Emnerne er lån til kapitalejere eller ledelsesmedlemmer, som er ydet i strid med selskabslovens bestemmelser.

Der skal efter Erhvervsstyrelsens opfattelse ikke være megen skelen til forholdene vedrørende lånets opståen eller en eventuel efterfølgende opretning af skattemæssige forhold vedrørende lånene. Skattemæssigt og selskabsretligt er behandlingen af lånet forskellig.

Dette forhold har givet mange udfordringer for vores kunder og for os. Indtil nu har vi kunnet nøjes med at hjælpe med den skatteretlige opretning af problemstillingen, og vi har som følge af lovgivningen skullet oplyse dette i vores revisionspåtegninger.

Det kan vi ikke nøjes med længere. Nu kræver Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Hvidvasksekretariatet, at vi anmelder alle ulovlige lån til Hvidvaskdirektoratet. Det kan vi ikke slippe for.

Vi har anlagt den betragtning, at kun lån konstateret (ikke ydet!) efter starten af november 2019 er omfattet af vores indberetningspligt. Det er ikke tilladt for os at informere vores kunder om den foretagne indberetning.

Efter vores opfattelse er lån ikke lige den bedste måde at hvidvaske på, og det er vores opfattelse, at realiteten er overbelastning af Hvidvasksekretariatet og ærgrelser over spild af tid.

For en virksomhedsejer kan et virksomhedssalg opstå pludseligt eller efter grundige overvejelser. Uanset hvad årsagen er, er det alfa og omega at sikre den bedst mulige pris på de bedst mulige vilkår, og at der sættes et kompetent rådgiverteam til at gennemføre salget af virksomheden.

Situationen opstår

En virksomhedsejer kan have en lang række årsager til at ville sælge sin virksomhed.

For ældre ejere starter tankerne måske med, at ejeren iagttager sin dåbsattest og konkluderer at ville udvise rettidig omhu. For en lang række ejere er det naturligt at vurdere, om der i familien er oplagte arvtagere. Ofte vil det dog ikke være lykken for hverken ejeren selv eller familien at give virksomheden i arv, og der skal derfor i stedet igangsættes en salgsproces.

Mindst lige så ofte – og særligt for de yngre ejere – udløses en salgsproces af, at en konkurrent eller en udenlandsk aktør kontakter ejeren med interesse for køb. Hvis ejeren finder henvendelsen seriøs, er det besnærende at indlede drøftelser om et salg. Det er vores erfaring, at hvis der er en interesseret køber, er virksomheden attraktiv, og så vil der også være flere interesserede købere.

Det rette tidspunkt for et salg er hverken, når dåbsattesten tilsiger det, eller når køberen banker på, men når den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer. At den nuværende ejer ikke længere er den rette ejer kan skyldes,

  • at denne ikke længere ønsker at investere i udvikling af sin virksomhed,
  • eller at brancheudviklingen tilsiger, at der skal ske konsolidering i branchen,
  • eller at virksomheden har vokset sig større end den eksisterende ejer kan overskue.

Uanset om årsagen til at overveje et salg af ens virksomhed er en af de ovenfor nævnte eller noget helt andet, er det vigtigt at gribe salget rigtigt an.

Udvælgelse af rådgiverteamet

For ejeren er den nærmeste betroede – ud over ægtefællen – ofte revisoren. Det er derfor oplagt at tage fat i ens revisor, når salgsprocessen skal overvejes, og drøfte tankerne med denne. Revisoren kan sammen med ejeren sammensætte et samlet rådgiverteam til opgaven. Ud over revisoren vil teamet kunne bestå af en advokat og en rådgiver i køb og salg af virksomhed. De tre rådgivere i salgsprocessen udfylder hver deres rolle og agerer i tæt samspil.

Efter de indledende drøftelser med revisoren tager ejeren kontakt til en eller flere rådgivere for at få deres syn på virksomheden og mulighederne for et salg. Hvis ejeren selv kender en eller flere rådgivere, vil det være oplagt at kontakte disse, men ellers vil revisor, advokat, bestyrelse eller netværk i øvrigt ofte kunne udpege kompetente rådgivere.

Rådgiveren vil efter den indledende kontakt med ejeren levere et forslag om salget af virksomheden. Forslaget vil blandt andet indeholde rådgiverens foreløbige vurdering af en realistisk værdi af virksomheden samt en analyse af potentielle købere. Derudover vil forslaget indeholde et overblik over, hvorledes salgsprocessen vil blive struktureret, idet rådgiveren er totalrådgiver ved salgsprocessen.

Det er således rådgiveren, som driver processen og har al kontakt med de potentielle købere. Samtidig er det rådgiverens fornemste opgave at maksimere virksomhedens værdi på de bedst mulige vilkår for ejeren. Endelig er det også rådgiverens rolle at aflaste såvel ejer som ledelse gennem hele processen, så fokus fastholdes på at drive virksomheden frem til salget.

Hvis virksomheden ikke allerede har tilknyttet en advokat, vil ejer, revisor og rådgiver i samarbejde udvælge en advokat til rådgiverteamet. Det er i den henseende vigtigt, at der vælges en advokat, som har erfaring med virksomhedstransaktioner.

Start af salgsprocessen

Når rådgiverteamet er sat, er det på med arbejdshandskerne.

I den kommende periode vil ejeren eller dennes ledelse arbejde tæt sammen med rådgiveren som pennefører i udarbejdelsen af salgsmaterialet.

Dette materiale skal give potentielle købere til virksomheden en detaljeret forståelse for virksomheden, dens produkter, dens organisation og medarbejdere, den eksterne og interne værdikæde, konkurrentbilledet og markedet, den finansielle udvikling både historisk og fremtidigt, og naturligvis en overordnet forståelse af udviklingspotentialet. Formålet erat give potentielle købere en grundiggennemgang og hjælp til de rette konklusioner i forhold til at afgive et budpå virksomheden.

Når salgsmaterialet er udarbejdet, vil rådgiveren kontakte de potentielle købere af virksomheden. Typisk giver rådgiveren anonymt det potentielle oplæg mundtligt til den øverste ledelse for at sikre fortroligheden, og ligeledes vil rådgiveren have identificeret præcist, hvorfor potentielle købere bør være interesserede i at evaluere et potentielt opkøb af virksomheden.

Hvis der er interesse hos en potentiel køber for at fortsætte overvejelserne, vil denne kunne underskrive en fortrolighedserklæring, hvorefter salgsmaterialet fremsendes. Kort efter fremsendelse af salgsmaterialet vil rådgiveren afholde et møde med den potentielle køber, hvor de væsentligste salgsargumenter gennemgås, og den potentielle køber kan stille spørgsmål.

Herefter vil rådgiveren gennem en periode være i tæt dialog med de forskellige potentielle købere og besvare deres spørgsmål frem mod en deadline, inden for hvilken de potentielle købere skal afgive deres bud på virksomheden.

Ejeren inddrages i kontakten med potentielle købere

Baseret på det afgivne bud på virksomheden samt den hidtidige kontakt med de potentielle købere vil rådgiveren udarbejde et beslutningsoplæg til ejeren med sine anbefalinger om udvælgelse af potentielle købere til et møde med ejeren og en eventuelt ansat ledelse.

På mødet med de potentielle købere er det ejeren selv eller virksomhedens ledelse, som skal præsentere virksomheden for de potentielle købere, ligesom der skal drøftes synergier mellem de to parter og det fælles udviklingspotentiale.

Det er i høj grad også de potentielle købere, som skal sælge sig selv til ejeren. Køberne kan være i konkurrence, og der bliver ikke en handel uden god kemi mellem parterne.

Baseret på mødet og efterfølgende samtaler afgiver de potentielle købere deres endelige bud på virksomheden, og igen udarbejder rådgiveren et beslutningsoplæg til ejeren vedrørende den videre proces.

Due diligence og forhandlinger

Salget af virksomheden bliver efterhånden mere og mere konkret for ejeren, og efter de endelige bud og forhandling af hensigtserklæringer, som beskriver vilkårene, er det tid til due diligence. Due diligence betyder købers og dennes rådgiveres grundige gennemgang af virksomheden fra ende til anden. Due diligence er en tidskrævende proces, og igen er det vigtigt at have et samlet rådgiverteam til at aflaste ejeren, idet særligt revisoren her kan bistå ejeren qua sit kendskab til virksomheden og dens finansielle forhold.

Efter en due diligence er det primært advokatens opgave at slutforhandle vilkårene i hensigtserklæringen til endelige dokumenter. Når der er enighed mellem parterne om dokumenterne, er det tid til at skrive under, overføre købesummen og åbne champagnen.

Der er forbløffende meget, man kan undre sig over, når man er borger i et gennemreguleret velfærdssamfund som det danske.

Listen med emner synes i hvert fald endeløs inde i mit hoved. Det behøver selvfølgelig ikke skyldes lovkomplekset med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer samt forudsætningsgivende forordninger og direktiver. Det kan også blot skyldes en begrænset kapacitet i det øverst placerede organ og manglende evne – og måske vilje – til at se det smukke og velmenende i reguleringsvirvaret.

Tag nu fx miljøafgifterne. Disse afgifter er i bund og grund blot punktafgifter, der er pålagt varer, der er skadelige for miljøet. Det giver for så vidt god mening. Men er det overhovedet den reelle begrundelse? Der er jo også afgift på chokolade og is, og der er begrundelsen blot en anden.

Hvis miljøafgifterne skulle være udtryk for, at vi vil have mindre miljøsvineri, så ville det da give rigtig god mening at lægge store afgifter på brændeovne. De forurener voldsomt. Det har også i flere omgange været drøftet i politikerkredse, om brændeovne burde pålægges afgifter, men det er aldrig blevet til andet end ufiltreret røg. Tilsyneladende er begrundelsen, at afgiften vil ramme socialt skævt, men hvordan retfærdiggør man så afgifterne på benzin og diesel?

Vi har også i adskillige år hørt politikerne overbyde hinanden, når det handler om at placere Danmark i den absolutte elite inden for digitalisering. Derfor virkede det også gennemtænkt, at vi ikke længere skulle beskattes af fri telefon og multimedier, for IT-motorvejen skulle være fri og let tilgængelig for alle.

Nu er der så brug for flere skattekroner for at få velfærden finansieret. Formålet er nobelt, og som de fleste andre har jeg ikke noget imod at bidrage yderligere til netop dette, men hvad blev der lige af ambitionen om at fastholde Danmark i eliten? Kunne det ikke også være med til at sikre den fremtidige velfærd? Og rammer multimediebeskatningen ikke lige så socialt skævt som afgifter på brændeovne? Dog uden at skade miljøet – under forudsætning af at de gigantiske serverparker forsynes med strøm fra vindmølleparker, der i hvert fald er miljøvenlige i produktionsfasen.

Er der sammenhæng mellem de store ambitioner for miljøet og en dansk digitaliseringsoverlegenhed på den ene side og en tilsyneladende uopfindsom og rutinepræget finansieringspolitik på den anden?

Man undrer sig.

Nu nærmer tiden sig for udløb af overgangsperioden, den såkaldte indefrysningsperiode, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020. Den nye ferielovs samtidighedsferie skal så stå sin prøve fra den 1. september 2020.

I dette forår og den forestående sommer vil mange funktionæransatte “kun” have optjent lidt over 3 ugers ferie, svarende til ca. 16 feriedage. Det skyldes, at den optjente ferie til afholdelse fra 1. maj frem til 31. august baserer sig på en kortere optjeningsperiode fra 1. januar 2019 til 31. august 2019.

Hvis de 16 dage ikke rækker, er der naturligvis mulighed for at trække på en ”6. ferieuge” eller feriefridage, hvis dette er en del af lønaftalerne eller overenskomsterne. Disse feriedage er nemlig ikke påvirket af de ændrede regler og optjenes og afholdes derfor i henhold til de indgåede aftaler.

Samtidighedsferien

Når samtidighedsferien træder i kraft fra 1. september 2020, vil det i det store og hele betyde, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår. Optjeningsperioden vil ændre sig fra kalenderåret til forskudt periode første gang fra 1. september 2020 til 31. august 2021, og den optjente ferie kan afholdes fra 1. september 2020 og frem til 31. december 2021.

Samtidighedsferien giver derfor mulighed for at afholde ferie allerede måneden efter, at feriedagene er optjent. Der kan for eksempel afholdes 2 feriedage i oktober 2020 på baggrund af optjeningen for september 2020. Det er også muligt at afholde ferie forud for optjeningen, men dette skal aftales særskilt med arbejdsgiveren.

Samtidighedsferie er en fordel for blandt andet unge mennesker, når de får deres debut på arbejdsmarkedet med fuldtidsansættelse. De får med de nye regler mulighed for atafholde ferie løbende og skal ikke vente op til knap 1,5 år,før de kan afholde optjent ferie, som det var tilfældet medden gamle ferielov.

Feriepenge i overgangsperioden (indefrysningsperioden)

Feriepenge, som er optjent i overgangsperioden, skal indefryses og indberettes til Feriefonden senest den 31. december 2020. Ofte sker indberetningen dog løbende via lønsystemet.

Virksomheden kan vælge mellem at indbetale feriepengene til fonden eller at beholde dem og selv administrere dem i virksomheden, indtil de forfalder til betaling ved lønmodtagerens pensionering. Hvis virksomheden selv vælger at beholde og administrere feriepengene, skal de indeksreguleres hvert år.

Med den nuværende coronakrise, som sætter sine dybe spor i mange virksomheders aktiviteter og likviditet, kan dette være et incitament til at beholde feriepengene og selv administrere dem for dermed at bevare likviditeten i virksomheden.


Fratrådte medarbejdere i overgangsperioden

Fratræder en medarbejder til anden beskæftigelse i overgangsperioden, skal feriepengene indberettes til Feriefonden for den del af perioden, der relaterer sig til overgangsperioden. Virksomheden skal så tilkendegive, hvorvidt den ønsker at beholde feriepengene og selv administrere dem, idet de ellers skal afregnes til Feriefonden.

Feriepenge optjent inden overgangsperioden skal indberettes og afregnes på vanlig vis.

Har du brug for hjælp til håndtering af feriemidlerne, så kontakt din revisor, som altid står klar med råd og assistance.

Navigation til indlæg